Da Gud kom til middag

Der var engang en mand, der syntes, at hans kone var den bedste i verden til at lave mad. En dag, da han rigtig havde rost hende, føjede han til, at det vel kunne gå an at invitere Gud til middag, så han også kunne få glæde at hendes kogekunst. De bad så til Gud og inviterede ham til middag den følgende søndag.

Konen fik nu travlt med alle forberedelserne, og da søndagen kom, sad de i stadstøjet ved et veldækket bord og ventede. Pludselig bankede det på døren, og de skyndte sig hen for at lukke op. Uden for stod der en snavset tigger, der bad så mindelig om lidt mad. “Tror du, at du skal gramse med dine beskidte fingre i den mad, vi har beredt til Vorherre”, skældte manden og jog tiggeren væk, Så satte de sig igen hen at vente, men der kom ingen den dag. “Måske var maden alligevel ikke fin nok for Gud”, sagde manden til sin

kone. “Hvis vi gør os lidt mere umage, så vil han måske komme næste gang”. Så bad de om, at de måtte få deres ønske opfyldt næste søndag.

Nu fik konen travlt hele ugen med at gøre huset i stand og tilberede de lækreste retter. Da søndagen kom, trak de atter i stadstøjet og satte sig til at vente. Men det samme hændte som sidste søndag: De kunne høre nogen banke hårdt på døren. Men Den eneste, der dukkede op, var den beskidte tigger, som de skyndte sig at jage bort. “Ja, vi har nok alligevel ikke forberedt os, som vi burde”, sagde manden, “men jeg ved, at din mad ellers er god nok til at glæde selveste Vorherre, så lad os prøve en tredje gang og gøre alt, hvad der står i vor magt, for at gøre det så fint som muligt. Endnu en gang bøjede de hovederne og bad Gud om at besøge dem den næste søndag.

De ville så gerne have Gud til middag, så i hele den følgende uge gjorde konen alle tænkelige forberedelser, og manden hjalp hende så godt som muligt. Der blev skuret og skrubbet, bagt og braset, og da søndagen endelig kom, skinnede huset som nyt og duftede at den dejligste mad. Så satte manden og konen sig til bords og ventede i deres nystrøgne festklæder.

Endelig bankede det på døren, og de skyndte sig hen for at lukke op. Men det var igen den snavsede tigger, der stod og rakte hænderne ud mod dem. Manden i huset blev rasende og truede tiggeren at forsvinde i en fart. Men denne svarede: “Nu har I tre gange indbudt mig til at spise, og tre gange har I alligevel jaget mig væk.

Manden og kvinden blev overraskede den dag, for Gud viste sig ikke som de havde regnet med. De havde forventet en fin herre, men han valgte at vise sig som en fattig tigger.

Det hørte vi også i Johannes flotte beskrivelse af ordet lige før. Johannes bruger forskellige billeder på det forunderlige, at Jesus Kristus, Guds søn kom til jorden. Han fortæller om det sande lys, som kom til verden, men verden kendte ham ikke. Han kom til sine egne men hans egne tog ikke imod ham.

Det er julens budskab, at Gud valgte at vise sig på en helt anden måde end folk havde forventet. Nu havde folk gået og ventet på en frelser i så mange år. Profeterne havde gennem flere hundrede år spået, at en konge ville komme  til jorden, en som skulle frelse os. De fleste billeder på frelseren var stærke mægtige billeder. I den profeti vi har hørt i dag kaldes han Underfuld rådgiver, vældig Gud, Evigheds fader og man kan næsten se deres forestilling for sig om en mægtig fyrste som sidder på en storslået trone og regerer.

På den baggrund er det ikke så underligt, at det var vanskeligt for folk at tro dengang, at en simpel søn af en tømrer, som blev født i en stald i Betlehem skulle være verdens frelser. Det var ligesom ikke det de forventede. De forventede en Gud som ville vise muskler. Men også i dag kan det være en tvivl vi kan bære på? Er det den store almægtige Gud der viser sig sådan? Er det virkelig verdens skaber som blev født i en stald i Betlehem?

 

 

Altså det, som fortællingen viser, er, at Gud kom på en helt anden måde, end mennesker havde ventet. Hvad var det så for en anderledes måde, Han kom på? Jo, fortællingen gør det klart for os, at Gud ikke kom som en fin herre, men som en fattig. Og vi kunne føje til: Han kom ikke med magt, men med kærlighed”

 

Men det Det var helt bevidst at Gud lod sig vise som et barn i en stald.. Gud kom til verden som et lille barn for at vise os, noget om hvem han er. Det var et valg han tog. Han kunne være ankommet med en hel hær af engle i al sin pragt, for på alle måder at vise sin magt, men nej. Han ville vise os at den største magt er kærlighed. Kærlighed er stærkere end alt andet. Den der virkelig vil flytte noget i verden, den der for alvor vil ændre tingene må sætte alt ind på at leve sit liv i kærlighed.

Det slog mig her for et par uger siden, da alle verdens statsledere nærmest stod i kø for at lovprise Nelson Mandela, at her blev vi mindet om det igen. At Kærlighed er den største magt. Efter 27 år i fængsel valgte Nelson Mandela at svare igen med kærlighed, viljen til at tilgive sine fjender, med forsoning og med ikke vold. Han kunne sagtens have valgt hævnen, da han selv fik magten som præsident, men han valgte at opfordre til at hvide og sorte kunne leve sammen i en fælles fremtid. Det blev skelsættende. Prøv bare at tænke på alle de ledere som var gået forud for ham. Dem er der få som vil huske. Men Mandela vil blive husket. Jeg vil gerne læse et lille citat af ham:   

”Ingen bliver født til at hade et andet menneske på grund af hans hudfarve, hans baggrund eller hans religion. Folk må lære at hade, og hvis de kan lære at hade, kan de også lære at elske, for kærligheden kommer mere naturligt til mennesket end dens modsætning. Selv i de mørkeste tider i fængslet, da mine kammerater og jeg blev trængt til det yderste, kunne jeg se et glimt af menneskelighed i en af fængselsbetjentene, måske kun et sekund, men det var nok til at give mig sikkerhed og holde mig gående. Menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes”.

Også julenat minder os om det. At der er en flamme som brænder – en kærlighedens flamme. Den blev tændt julenat for 2000 år siden, men den brænder stadig. Den brænder i de hjerter som vil kærligheden. Den brænder i os når vi lader os inspirere af store mennesker som Nelson Mandela, og den brænder i os når vi tør sige nej til det onde, tør sige nej til volden eller til gengældelsen. Den brænder i os når vi vil lade os fylde med det lys som blev tændt julenat.

Gud valgte at vise sig som et svagt almindeligt menneske. Jesus Kristus gik ikke voldens vej. Han forsøgte aldrig at få den magt og ære som han var berettiget til. Når de ville hylde ham og sætte ham op på en piedestal, så gik han afsides for at bede. Og da djævelen lokkede ham ude i ørkenen og fristede ham med at få magt i verden, formåede han at sige nej. Ja selv da han skulle gå smertens vej og dø på et kors gjorde han det offervilligt. Han viste på egen krop hvad det vil sige at gå kærlighedens vej.

Derfor fejrer vi juledag og alle andre dage i kirkeåret at kærligheden er den stærkeste magt. At Gud elskede os så meget at han gav afkald på sin himmelske storhed og viste os hvad kærligheden er i stand til. At kærligheden kan sprænge satans og dødens magt. Glædelig jul

Så er vi advaret!

Skal man lade være med at sige noget, når man ser noget true i fremtiden – for ikke at gøre folk bange? Eller er man nødt til at advare, så vi kan nå at ændre i vores måde at leve på? Naturligvis det sidste. Prøv at tænke på, hvad der var sket, hvis ikke Fillippinerne var blevet advaret om, at der var en storm på vej her for et par uger siden. Eller bare vores egen storm Bodil. Så var det gået langt værre, for så havde vi ikke haft tid til at forberede os på stormvejret. Sandheden, som vi kender den, må frem – hvor ubehagelig og ubelejlig den end måtte være. I adventstiden tales også om at være forberedt. Forberedt på Jesu komme. Det er det tema som gennemsyrer Jesu lignelse om de ti brudejomfruer som vi lige har hørt.

Lignelsen er barsk – den er ikke for børn. Jesus fortæller om de 10 brudepiger, der ville gå brudgommen i møde. Fem af dem var tåbelige og fem kloge. De tåbelige tog deres olielampe med – men ikke ekstra olie. De kloge tog deres olielamper med og samtidig noget ekstra olie – for alle tilfældes skyld. Og så sker det, at tiden trækker ud, inden brudgommen kommer. De falder alle i søvn. Da brudgommen endelig kommer, så de kan lyse ham til bryllupsfesten, er de 5 tåbelige pigers lamper løbet tør for olie. De kloge piger kan ikke dele deres med dem – og mens de tåbelige brudepiger forsøger at få fat på ekstra olie, går bryllupsfesten i gang – og de bliver lukket ude.

Det er det værste ved lignelsen, at de bliver holdt udenfor. De tåbelige brudepiger kendte ikke deres besøgelsestid. Man kunne sammenligne det med enhedslistens forsøg på at være med i den kommende finanslov. Der blev forhandlet på livet løs i flere måneder, men da det endelig gjaldt, blev de holdt udenfor. Johanne Schmidt Nielsen forsøgte både med en forsonende mail og en SMS men det bed slet ikke på mens der blev forhandlet med venstre og Konservative. Nu var enhedslisten blevet udelukket. Døren var lukket, og der var ingen mulighed for at komme ind igen. De kendte ligesom de tåbelige brudepiger ikke deres besøgelsestid. Nu har vi jo nok en fornemmelse af, at der er forskel på den alvor, der kendetegner lignelsen og så eksemplet med finanslovsforhandlingerne. Det er jeg helt på det rene med. Men princippet er det samme. Vi kan komme for sent. Der er noget, der hedder at kende sin besøgelsestid”

Og som om det ikke er slemt nok i sig selv, at de tåbelige brudepiger bliver holdt udenfor. Så bliver de oven i købet mødt med en kold afvisning. Da brudkommen siger til de tåbelige brudepiger der gerne vil ind: Jeg kender jer ikke’, er det en afvisning, som bider. Og den afvisning kan være svær at følge når vi fra andre lignelser kender Gud, som den kærlige far. Som den, der gerne vil give mennesker en chance til.

Ligesom denne kolde afvisning virker uforståelig, så er det også svært at forstå, hvorfor de kloge brudepiger ikke kan dele deres olie med de andre. Andre steder i evangeliet opfordrer Jesus jo til at dele med hinanden. ‘Har du 2 skjorter, så del med den, der ingen har’. Hvorfor kan de så ikke dele med hinanden?

Men vi må holde tungen lige i munden. Der er en alvor i lignelsen, som peger på det enkelte menneskes liv. Jesus taler om noget, som ikke kan deles. Olien og lamperne er et billede på noget menneskeligt, som ikke kan deles. Nemlig de gode gerninger vi gør for andre mennesker.

Olielamper og olien er så at sige billeder på det at være til stede i ens eget liv, at leve engageret – at være medlevende – at gøre noget godt for andre – at fylde sin plads ud i det liv, man får givet. Så ‘de kloge brudepiger’ – er et slags billede på det at være til stede, når livet kalder på en.

Modsat de tåbelige – de er billede på det at leve i selvoptagethed, i ligegyldighed og tomhed. Det er dem, der ligner pigen i eventyret, som på sin bryllupsdag bliver lukket inde i et bjerg med en ten. Det er en magisk ten, som hun kan spinde guld på. Og hun får at vide, at hun frit kan forlade bjerget, når hun mener, hun har spundet guld nok. En eventyrlig bryllupsgave! Men den bliver en forbandelse for hende. For hvornår har hun guld nok? Eventyret slutter med, at da hun endelig kommer ud, er hun blevet gammel. Livet er gået hende forbi. Vi kan forspilde mulighederne for at leve sammen med andre og være noget for andre, fordi vi brugte tiden på os selv.  

Jeg ved ikke om I har lagt mærke til det. Men hver gang jeg har prædiket over en lignelse med en dommer, med helvede og fortabelse så har jeg valgt at vi skal synge salme nummer 276 i salmebogen. Jeg synes denne salme har en rigtig god balance. Den tager ikke alvoren fra dommen og dommedag, for da bliver vores handlinger ligegyldige. Men samtidig formår salmen at udtrykke et håb om en nådig dommer.

Vi har jo netop ikke levet som vi burde. Vi har forspildt et utal af muligheder, vi har dømt de andre ude og vi har tænkt alt for meget på os selv. Det hele, skal blive tydeligt, på dommedag. Alle vores egoistiske tanker og alt det som vi kan holde skjult for andre mennesker. Intet forbliver skjult for dommeren. Det er alvorligt, og det er da lige til at få sved på panden af.

Men så er det vi må bøje vores knæ og bede dommeren om nåde. Vi må klamre os til Kristi liv og gerninger. Vi må håbe at det han gjorde gælder for os. Det er vel også det eneste vi kan håbe på.

Og hvad så her i mellemtiden? Jo, tiden i lignelsen er et billede på Guds tålmodighed og nåde. Godt det trækker ud. Hvis Gud ville, kunne han selvfølgelig ordne genoprettelsen i et snuptag. Men det vil han åbenbart ikke. For meget ville nok også gå tabt. Tvært imod blev han menneske som vi – for at være i verden og gennemleve livet med os.

 

Så når lignelsens barske budskab lyder i dag og advarer os om, at det kan blive for sent må vi lytte med alvor. Det kan nemlig blive for sent.  Det betyder så ikke, at vi skal gå og bekymre os om Guds time. Den kommer, når Gud vil, den skal komme. Og indtil da har vi nok at gøre. For vi skal netop være med til at forberede vor Herres komme – dvs. vi er i verden for at være Guds medarbejdere. Vi skal være medarbejdere på hinandens glæde. I stort og småt.

Vi skal altså forberede os på dommedag ved at tage os af hinanden.

Amen

Vi skal se Gud i vores næste

http://www.youtube.com/watch?v=AK4LZMcXgAY

 

Jeg synes det er et fantastisk videoklip vi lige har set. Det er et tidligere KLU KLUX klan medlem Johnny som bliver interviewet. Da han var i tyverne hadede han alle sorte og særligt forsøgte han at gøre livet surt for en sort amerikansk præst. Johnny og hans venner hældte affald ud over præstens græsplæne, truede ham med alt muligt og brændte hans kirke ned. Præsten svarede igen med venlighed, velsignelser og humor.

Og den sidste episode Johnny fortalte om i klippet fra før var, da den sorte præst sad inde på en restaurant og var ved at spise en kylling. Så kom Johnny ind til ham sammen med et par andre klanmedlemmer. Der var en hyggelig stemning og en summen ved bordene lige indtil Johnny gik hen til bordet hvor præsten sad.Johnny sparkede til en stol og sagde med en truende stemme at denne restaurant kun var for hvide. Der blev helt stille i restauranten og alle kiggede hen mod Johnny og præsten. Johnny truede ham, bankede sin tykke næve i bordet og sagde, at han ville love præsten en ting. Han ville gøre det samme mod præsten, som præsten ville gøre ved den kylling der lå på tallerkenen foran ham. Præsten tænkte sig om et kort øjeblik tog kyllingen op med begge hænder og kyssede den. Alle folk i restauranten brød ud i latter, ja selv KLU KLUX medlemmerne kunne ikke holde sig.

Johnny og hans kammerater forlod restauranten. Med humor, velsignelser og venlighed gjorde denne sorte præst en stor forskel i Johnnys liv. Det ændrede Johnnys liv radikalt at han blev mødt med denne venlighed.

I dag i kirken bliver vi mindet om at vi alle sammen har et ansvar for andre mennesker. Vi gør en forskel i andre menneskers liv. Det vi gør mod andre er ikke ligegyldigt. Vi skal gøre godt mod andre og møde dem med venlighed.  Dette her eksempel fra USA er ret ekstremt, og det behøver slet ikke være så store og vilde bedrifter vi udfører. Nej vi skal nok i højere grad gøre godt i det små.

Vi kender det jo alle sammen. Det er ofte de små venlige bemærkninger der gør allerbedst. Små ord fra andre mennesker, et kram når vi er kede af det, en lille tak, opmærksomhed fra en gammel ven. Sådanne små ting kan afgøre om vi får en god dag eller en dårlig. Vi kan være medarbejdere på hinandens glæde. De opgaver vi hører om i evangeliet til i dag er ikke nogle som er decideret svære at udføre. Giv sultne noget at spise, tørstige noget at drikke, tag imod fremmede, giv nøgne mennesker tøj, tag jer af syge og besøg folk der sidder i fængsel. Det er ikke noget som kræver en særlig fagperson eller en særlig tapper personlighed.

Det er ikke uoverkommeligt, hvad der forlanges. Vi kan ikke altid helbrede de syge, men vi kan lindre og trøste. Vi kan sjældent befri de fængslede, men vi kan besøge dem. Vi kan ikke give de fremmede vores hudfarve og tradition, men vi kan tage imod dem, respektere dem og få dem til at føle sig velkomne. Til gengæld har vi rigeligt med ressourcer til at mætte de sultne og give de tørstige rent drikkevand overalt på hele kloden. Hvis vi vil. Vi har et enormt overskud at give væk af og vi skal give rigtig meget før vi overhovedet kommer dertil hvor vi selv kommer til at mangle noget livsnødvendigt.

De første i lignelsen, dem som skulle over på den højre side, var overraskede over at deres gode gerninger havde så store perspektiver. De havde hjulpet et medmenneske. Og hvad så? De var formentlig klar over at de havde hjulpet et medmenneske og gjort noget godt, for det var ikke det de blev overraskede over. Nej, de blev overraskede over at det var Herren selv de havde hjulpet. Det var altså Gud selv der så at sige gemte sig i de medmennesker de havde hjulpet. Hjælpen var også en måde at ære Gud på.

De sidste i lignelsen blev også forundrede. Altså dem som skulle over på den venstre side. De var sikkert godt klar over, at de var gået forbi mange nødlidende medmennesker, men de var ikke klar over hvem der i virkeligheden havde kaldt på deres ansvar, barmhjertighed og hjælp. Nu var det for sent.  

Vi kender bittert til erfaringer af at komme for sent. Fx mennesker vi gerne ville have sagt noget til, før de døde. Eller børn vi gerne ville have brugt mere tid på, mens de var små, men nu er de unge og fløjet fra reden. En skolekammerat vi ville have behandlet helt anderledes, hvis …. Men det kan blive for sent. For sent at opdage, at her var der et menneske, som havde brug for mig. Jeg opdagede det ikke i tide.

Jamen; Møder vi virkelig Jesus i vores medmennesker – er det ikke bare her i kirken vi møder ham? Svaret må være at vi møder ham begge steder. Han er særligt til stede her i kirken i ordet, i dåben og i nadveren, men han er også nær i hvert eneste lille medmenneske, især det menneske som trænger til hjælp. Sådan som vi stiller os til det menneske der beder om hjælp sådan stiller vi os til Jesus. Hjælper vi et menneske i nød, er det Jesus vi hjælper. Afviser vi et menneske i nød, er det Jesus vi afviser.

Det er det som den endelige dom skal afsløre. Vi skal stå foran Guds trone og Jesus skal selv tage plads på dommersædet. Der er en lang række spørgsmål, som trænger sig på når vi hører om verdensdommen: Hvornår skal det ske? Hvem er fårene og hvem er bukkene? Findes der i det hele taget et helvede?

Alle disse spørgsmål kan man gå og spekulere på længe og grundigt, uden at man kommer nærmere et svar. Men vi kan dog sige noget om dommen. Nemlig, at den er Guds. Derfor må vi ikke gå rundt og dømme andre, for det er slet ikke vores opgave. Vi skal heller ikke spekulere for meget over, hvad der skal ske med os selv, for det er også i dommerens hænder.

Men når vi kommer for sent. Når vi går forbi vores medmennesker. Når vi svigter de nødlidende, så er der en nådig dommer at gå til. Vi har et håb at klynge os til. At ham, der viste os hvad kærlighed er, ham, der aldrig lod et nødlidende menneske i stikken, ham, der elsker os ud over alle grænser – at han vil være en nådig dommer. Det er det glædelige budskab i dag - At det er Jesus Kristus som skal være vores dommer.

Med den nådige dommer i baghovedet, må vi sige, at det vi gør overfor andre mennesker, ikke er ligegyldigt. Det har betydning, hvordan vi lever vores liv. Vi skal se Gud i de nødlidendes øjne. Det behøver ikke være helteagtigt, det vi vælger at gøre ligesom det den sorte præst gjorde. Men det kan være små kærlige ting. Der forlanges ikke noget urimeligt af os. Vi skal se Gud i vores næste.

Amen

sorg, savn, trøst og håb

Prædiken Alle Helgen 2013

Det var voldsomt I tirsdags med den orkan der ramte Danmark. Vi fik lov til at mærke naturens kræfter for fuld udblæsning. Når vinden sådan tager fat bliver vi mindet om at der er stærke kræfter på spil i vores liv, som vi ikke selv er herrer over.
Døden er også en brutal og stærk kraft som bryder ind i vores liv. Den kommer med sin ødelæggende kraft. Når den rammer, bliver vi mindet om, at vi ikke bestemmer alt i livet selv. Det kan føles ligesom en storm der blæser os omkuld. Hverdagen forandres med et. Døden kan være en voldsom hændelse, og selvom den er ventet kan vi stadig blive overraskede. Et virvar af følelser venter på at få sprog. Sorgen skyller ind over os og det er ikke til at finde fodfæste. Alle spørgsmålene står i kø. Hvorfor skulle det ske når der nu var så meget vi ville nå sammen? Hvordan skal vi leve videre? Har Gud en plan med det hele? Er der en mening med det?
Når den værste storm har lagt sig følger tomheden, stilheden og savnet.
 
Det er svært at miste

Som en enkemand sagde i et radiointerview for nylig, da han blev spurgt om, hvordan det er at miste. Så svarede han: ”De fleste morgener, når jeg står op og går ud i mit køkken, undrer jeg mig over, at der ikke er den sædvanlige duft af kaffe. Der er heller ikke den snorklende lyd af vand, der render igennem kaffemaskinen. Der er bare helt stille. Så er det, jeg kommer i tanke om, at min kone ikke er her mere. I 40 år har vi haft vores faste morgenrutine. Hun er stået op lidt før mig. Hun har taget sin stribede, brune morgenkåbe på, og er gået ud i køkkenet og har sat kaffen over. Når jeg kom ud i køkkenet, satte jeg to tallerkener og to kaffekopper frem. Og så var vi klar til at få vores morgenmad. Det er flere måneder siden, hun er død. Men jeg ka´ stadigvæk blive lidt overrasket, at hun ikke er der. Og jeg har svært ved at vænne mig til det.”

Sådan ka´ det være at miste. Vi ka´ blive mindet om den afdøde gang på gang. Så det næsten kommer bag på os, at personen ikke er her, selvom vi godt ved, at han eller hun er død. Små dagligdags rutiner og vaner er ophørt.
Mange efterladte gir´ udtryk for, at det ikke er fordi der ikke sker noget smukt og godt i løbet af dagen. Det gør der såmænd tit. Det er mere det, at der ikke er nogen at fortælle det til, når man kommer hjem. Det, at komme hjem til et tomt og stille hus.
 
Dagen, hvor vi går på kirkegården

Alle Helgen er en dag, hvor mange af os søger ud til gravene på kirkegårdene. Og hvis vi ikke har mulighed for at gøre det sådan rent fysisk, så søger vi måske derud i tankerne. Ud til gravene. Både dem, der er blevet kastet i året, der gik. Men måske også til nogle af dem, der blev kastet for år tilbage.

For når vi mister et menneske, vi holder rigtig meget af er det som om personen bliver ved med at leve i os, selvom han eller hun er nok så død og ligger begravet ude på kirkegården. Fx hvis vi har mistet vores ægtefælle. Vores barn. Eller vores nærmeste ven. Den person er ligesom blevet en del af os i en sådan grad, at vi bliver ved med at blive mindet om ham eller hende. På den måde er det som om de døde lever videre i os, selvom vi godt ved de ligger ude på kirkegården. Vi bærer vores døde med os hele livet.
Savnet bliver særligt stærkt til vigtige begivenheder eller op til højtiderne. Hvor kunne det have været dejligt, hvis han eller hun havde fået lov til at opleve det, siger vi til hinanden.
 
Salige er de....

Når vi har prøvet at miste et menneske vi elsker så finder vi også ud af hvor sårbare vi er. Hvor meget andre mennesker betyder for os. Hvor meget vi egentlig har brug for andres hjælp og trøst. Det er godt at have nogen at støtte sig til når stormene raser.

Gud vil også gerne være en støtte for os. Da Jesu gik på jorden stilnede han mange storme i menneskers liv. Både de helt konkrete storme hvor han fx fik vinden til at lægge sig da disciplene var ved at gå under men også de storme som var inden i mennesker.
I dag lover Gud os at han også vil komme os i møde og hjælpe med at stilne vores storme. Han vil trøste os og give os styrke, når vores egne kræfter ikke slår til. Når vi føler os små og magtesløse så vil Gud komme til os og gøre os salige.
Det er Jesus, som kalder os salige i det stykke vi lige har hørt. Salige. Det er et svært ord helt at forstå. Da biblen skulle oversættes til et nutidigt sprog for nogle år siden forsøgte man at oversætte det med heldige. Men kan det virkelig være rigtigt at de, der sørger, er heldige? Eller, at dem der bliver forfulgt er heldige? Det lyder da helt forkert. Ja, for det at være salig er noget helt andet end at være heldig. Vi er bestemt ikke heldige når vi har mistet, men vi kan godt være salige. Dvs. vi kan leve med et håb, på trods af den sorg, der kan være helt knugende. At være salige er at finde fred i, at vi er set og elsket af Gud. Den fred er med til at vi kan leve videre med tabet. Han vil sørge for at der stadig kan ske gode ting for os selvom savnet tynger os. Han vil vise os at der stadig kan være gode ting at leve for.
Når vi kaldes salige og er set og elsket af Gud kan det give os et håb om at det menneske vi har mistet også er det. Vi har et håb om at vores døde lever videre i Guds himmel.
 
Guds himmel

Jeg tror vi alle gør os nogle billeder af den. I Johannes åbenbaring som jeg læste for jer i begyndelsen af gudstjenesten får vi et billede af hvordan det er i Guds nærvær. Forfatteren har nemlig fået lov at kigge ind i Guds himmel. Gud sidder på sin trone i magt og vælde mens englene flyver rundt om ham. Foran tronen står en stor skare som ingen kan tælle. De står der i hvide klæder. Det er Gud der har klædt dem på, og det er ham der sørger for dem. Alle er omsluttet af hans omsorg og kærlighed. Der er ikke nogen, der er kede af det. Der er ingen, som er syge eller lider. Det er en tilværelse, hvor alle har det godt.

Det er et billede på en gang af en mægtig konge og samtidig en nærværende omsorgsfuld Gud. Det er trøsten der er at give på en Aller Helgens søndag. At vi har et håb om at vores kære står foran Guds trone i hvide klæder. Gud, som har magten over døden og samtidig elsker os ufatteligt højt. Vi må hvile i Guds løfter om, at han vil følge os alle vores dage og tager vores kære hjem til sig.
 
Afslutning

Derfor lyder budskabet Alle Helgens Dag:

Når livets storme for alvor blæser os omkuld, så har vi brug for hjælp udefra. Vi har brug for trøst og omsorg fra andre mennesker og fra Gud.
Det kan godt ske, du savner et menneske du har mistet. Der er mange ting som minder om alt det, der var. I det ene øjeblik kan det kalde smilet frem pga. glæden over det, vi havde sammen. I det næste øjeblik kan det kalde vemodet frem pga. savn, længsel og tanker om alt det vi ikke nåede.
Men i dag bliver vi kaldt salige af Jesus. Fordi han har magt til at give os sin fred selvom vi er i sorg. Han fortæller os, at vores kære altid er set og elsket af Gud. Vores håb er, at hans kærlighed og omsorg kan nå de mennesker vi savner, nu hvor vi ikke selv kan.

Amen

 

Hør os, Gud, når vi beder:

Vi lægger vore bekymringer i dine hænder - og beder dig: giv os kræfter til at leve

med dem.

Gør os stærke, når vi er svage.

Giv os lys, når vi kun kan se mørket.

Giv os tro, når vi tvivler.

Giv os håb, når vi mister modet.

Fortæl os, at de mennesker, vi har mistet, er hos dig, Gud. Giv os dit ord på, at også vi skal se din glæde.

Giv os del i dit rige, når vore egne kræfter slipper op.

Vi beder dig for alle, der er modløse, svage, syge og døende: vær hos alle, der har brug for dit lys.

Vi beder dig for alle, der tror, de kan klare sig uden dig: vær også hos dem, Gud.

Giv kræfter til alle, der har fået magt til at regere i denne verden - store som små; og

lad dem regere med kærligheden som rettesnor.

Vær med din kirke, Gud - og hold alle, både levende og døde, fast i din kærlighed.

Komme dit rige - ske din vilje!

AMEN.

Guds kærlighed og tilgivelse er størst og kommer først

Jeg vil fortælle jer to ting i min prædiken i dag.

-          Gud elsker og tilgiver os!

-          og Det er altid hans kærlighed og tilgivelse som er størst og kommer først!

Den dejligste dag i mit liv var da jeg solgte min lillesøster. Sådan fortæller Kirsten en gammel vestjyde.

Det begyndte ellers så godt det hele. Kirsten var 5 år og var lige blevet storesøster og det havde gjort hende utrolig glad og stolt. Men så var det at hendes barnepige ville lave lidt sjov med hende. Hun spurgte om Kirsten ikke ville sælge sin lillesøster og viste hende en stor kasse med glansbilleder hun kunne få som betaling. Kirsten ønskede sig så inderligt den fine kasse – hun var fristet over evne – Hun ønskede kassen så meget at hun sagde ja til handlen.

Kirsten sprang afsted og var jublende lykkelig over den fine kasse med glansbilleder. Men jo tættere på hjemmet hun kom jo mere fik hun det skidt med det hun havde gjort. Nu fik hun ondt i maven og fik det skidt over det som hun havde gjort for hende.  Hvad ville hendes forældre ikke sige til det? Hvordan kunne hun se dem i øjnene nu hvor hun havde solgt deres lille datter? Ville de sende hende på børnehjem? Hun gemte kassen under sengen og tilbragte det meste af tiden under en busk i haven.

Forældrene havde lagt mærke til at Kirsten opførte sig underligt og tænkte det nok skyldtes søskendejalousi. Derfor sendte de bud efter hendes farfar som kunne tale lidt med hende. Der gik ikke mange sekunder til hun brød stortudende sammen og fortalte ham det forfærdelige som var sket.

Farfaren tænkte sig om et stykke tid. Så sagde han, at det godt nok var slemt det som hun havde gjort, men kong Christian X havde altså forbudt ved lov at handle med børn. Kirstens hjerte blev lettet og farfaren mente at hun nok måtte fortælle om det til sin mor.

Med kong Christian i ryggen og farfars opbakning sneglede hun sig stadig tårevædet ind til sin mor med glansbilledkassen under armen og fortalte hvad hun havde gjort. Hun afventede ydmygt sin dom.

Og så skete underet. Hendes mor så på hende med et kærligt blik og strøg hende over prinsessekrøllen, og Kirsten fik både tilgivelse og trøst. Lettelsen var af olympiske dimensioner, og til hendes glæde fik hun oven i købet at vide af barnepigen, at glansbillederne da var en foræring. Det med lillesøster var bare en spøg.

Moderens kærlige tilgivelse den dag førte til den dejligste dag i Kirstens liv.

 

Sådan kan vi også få den dejligste dag når vi opdager at vi er elsket og tilgivet af Gud selv. Jeg tror vi alle har gjort noget vi fortryder i vores liv. Prøv at tænke tilbage på episoder hvor I har svigtet andre og såret dem. Jeg kan i hvert fald godt komme på nogen eksempler fra mit eget liv. Alligevel og på trods af det vil Gud havde noget med os at gøre. Han elsker os nemlig på forhånd. Han vil se på os med sine kærlige øjne og tilgive os alt det vi har gjort ligesom Kirstens mor også gjorde.

For at gøre det endnu tydeligere at Guds kærlighed til os er enorm kan man se på de økonomiske elementer i lignelsen. Tjeneren skylder sin herre 10.000 talenter. Det er et svimlende stort beløb. Til sammenligning var den samlede skatteindtægt fra hele Judæa på Jesu tid 600 talenter årligt. De 10.000 talenter ville måske i dag kunne sammenlignes med APmøllerfondens milliard til folkeskolen. Beløbet er så stort at man slet ikke kan forholde sig til det. Det er ikke småpenge der er tale om. Så meget er vi værd. Så meget vil Gud eftergive for vores skyld.

Nu kommer jeg så til mit andet budskab til jer, nemlig at Guds kærlighed er størst og kommer først.

Det enorme beløb står nemlig i kontrast til hvor meget medtjeneren skylder tjeneren. Han skylder en 100 del af en talent. Det er altså et beløb i en helt anden kategori. Det må i hvert fald være småpenge for en som lige har fået eftergivet så meget.  

Lignelsen vil fortælle os at vi skal tilgive vores medmennesker og størrelsen på de skyldige beløb tydeliggør rimeligheden i det. Vi har jo selv fået eftergivet en enorm gæld. Det manglede da bare at vi selv eftergiver de småbeløb andre skylder os.

Historien om Josef som vi hørte en del af i begyndelsen af gudstjenesten fortæller os, at Gud elsker os med en enorm kærlighed og det er den der skal gøre os i stand til at tilgive andre. Josefs brødre havde været onde mod ham. De havde af ren og skær misundelse solgt ham som slave. Den ligner egentlig Kirstens fortælling om da hun solgte sin lillesøster. Da Josef blev slave måtte han igennem en masse hårde ting bl.a. flere års fængsel. Men en af fortællingens store pointer er at Gud havde en plan med det. Han ville redde en masse mennesker fra at sulte. Han vendte det onde til noget godt. Gud fulgte Josef hele vejen og gennem det hele var han omsluttet af Guds kærlighed. Det var Guds kærlighed til Josef, som gav ham det storsind, at han til sidst kunne tilgive sine brødre. Guds kærlighed kom altså både først og var samtidig størst.

I Fadervor indgår en bøn som  også handler om tilgivelse. Nemlig ”Forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere”. Hvordan skal denne bøn egentlig forstås? De spændende ord er ”som også”. Hvordan skal de ord oversættes? De kan nemlig gengives med forskellige ord. En oversættelsesmulighed er ”Forlad os vor skyld, hvis vi forlader vore skyldnere”. Gud vil tilgive os hvis vi tilgiver andre. Så er Guds tilgivelse betinget af vores. Det tror jeg ikke på er korrekt. Vi hørte jo også, at det var kongen som betingelsesløst eftergav sin tjener den enorme gæld. Først derefter mødte tjeneren sin medtjener. Guds tilgivelse og kærlighed er forudsætningen. Det er den der driver os.

 I stedet vil jeg oversætte femte bøn i fadervor med ”forlad os vor skyld, som også vi måtte/burde forlade vore skyldnere”. Tilgiv os Gud og gid vi så måtte kunne tilgive vores medmennesker. Så er det Guds kærlighed, der kommer først. Så er det den, der sætter os i gang. Det tror jeg er væsentligt. I Luthers lille katekismus bruger han denne bøn til at betone menneskets synd. Mennesket synder dagligt, og er derfor altid henvist til Guds nåde, men han påpeger samtidig, at mennesket således burde ”af hjertet tilgive og gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os”. Med andre ord er Guds syndsforladelse og nåde ifølge Luther forudsætningen for den menneskelige tilgivelse af medmennesket.

 

Altså: Vi får i dag at vide, at vi skal leve af den kærlighed og tilgivelse vi har fået givet af Gud. Den er ikke betinget af vores kærlighed og tilgivelse, nej, den er forudsætningen. Vores liv er uendelig meget værd. Tænk på, at du er god for en eftergivet gæld på 10.000 talenter, et svimlende beløb. Du er blevet givet så meget og blevet mødt med en kærlighed som er uendelig stor. Derfor skal du leve af den kærlighed og det storsind du har mødt. Du skal dele ud af det til højre og venstre.

Amen

Kirken er en succes

Myten om halvtomme kirker lever i bedste velgående, men den er falsk. Særligt i Fredericia er det et helt forkert billede. Her er der godt fyldt op om søndagen på kirkebænkene. Et fornuftigt (lidt lavt) skøn er, at der sidder omkring 800 mennesker i de 10 kirker, en given søndag i Fredericia. Det er da flot. Det varierer selvfølgelig meget fra kirke til kirke.

Det samlede billede er, at det slet ikke står så sløjt til med kirkegangen, som man ofte hører. Når jeg sidder til dåbssamtaler og fortæller folk, hvor mange jeg forventer, der vil komme i kirke om søndagen, kigger de skeptiske på mig. Men kirkerne er faktisk godt besøgt. Og hvis man skulle sammenligne det med et eller andet, så er der i hvert fald langt flere som går i kirke en søndag i Fredericia, end der i gennemsnit sidder til FC Fredericias hjemmekampe.

Vi er ellers sparsomme med tal i folkekirken. Der er ikke et tælleapparat ved indgangen. I det hele taget er der en skepsis overfor at tælle kirkegængere, for det er jo ikke deltagerantallet, der gør en god gudstjeneste. Alligevel skriver jeg dette, fordi jeg synes, det er ærgerligt, at folk har bildt sig selv ind, at kirkerne skulle være halvtomme om søndagen. Det er nemlig ikke rigtigt. 

Samtidig har flere og flere mennesker deres gang i kirken til andre arrangementer i løbet af ugen. Babysalmesang, højskoleaftener, minikonfirmand, pilgrimsvandringer og spaghettigudstjenester – jo listen over forskellige tilbud er meget lang. Der findes et bredt udvalg af kirkelige aktiviteter, og mange benytter sig af det. En national undersøgelse viste i 2011, at antallet, der brugte kirken i løbet af ugen, var stigende over en periode på 15 år. Da er antallet faktisk steget med en tredjedel.

Det bør selvfølgelig føre til selvrefleksion for os i kirken. Hvorfor kommer der flere mennesker i kirkerne nu? Er det fordi vi er begyndt at give folk det, de vil have og sige det, de vil høre, i stedet for at give dem det evangelium, der også kan modsige? Er det fordi kirkerne er begyndt at arbejde mere sammen om flere fælles projekter? Skyldes det, at folk er mere søgende i dag, end de var for 15 år siden? Er det fordi vi tilbyder et bredere udvalg af aktiviteter i dag? Eller er det fordi, vi har oplevet en stigning antallet af frivillige hjælpere i kirkerne?

Ja, det er svært at svare simpelt på. Det er nok en masse forskellige faktorer, som gør sig gældende. Jeg må bare konstatere, at det går rigtig godt på mange områder i folkekirken, og kirkebænkene bliver slidt. Men hvis du ikke tror på mig, så tjek det selv ud i en sognekirke nær dig. Du skal være hjertelig velkommen.

Postmand per: I er Guds postbude!

Præst: Prøv lige at kigge på jeres fødder. Ja I må gerne lige tage sko og strømper af alle sammen. Er der nogen som kan se nogle sjove fødder? Er det ikke sjovt at vi alle sammen har forskellige fødder. I dag skal jeg fortælle jer at vi ikke kunne sidde i denne her kirke hvis ikke mennesker havde fødder. Lyder det mærkeligt?
Nå nu skal vi synge første sang og der synger vi faktisk om fødder…

---

(P = Præst, Po = Postmand Per)
P: Nu skal I høre hvad det var med de fødder
Po: Lam bam dam lam bam dam
P: Halløjsa hvem er du
Po: Jeg hedder postmand Per og jeg bringer post ud
P: Nå, men hej med dig. Du er vist gået forkert for det her er en kirke og vi har altså ingen postkasse herinde
Po: Men jeg har altså et lille problem og jeg ved ikke om det er noget du kan hjælpe mig med
P: Jo så skidt da, hvad er der
Po: Jo jeg har fået det her brev hvor der ikke står en tydelig adresse på. Der står et underligt gammelt navn på bagsiden Paulus - det ved jeg ikke hvem er. Og på forsiden står der til Kor interne og så tænkte jeg at I jo har et kirkekor. Er det jer der er Korinterne.
P: Nej hov det tror jeg da vist jeg ved så
Po: Nå hedder du da kor-interne
P: Nej du siger det altså også forkert. Det hedder korinterne. Det er et brev som også står i den store bibel. Og afsenderen hedder Paulus. Han sendte en masse breve til forskellige kirker i gamle dage.
Po: Nå havde de så postbude og postbiler ligesom min fine røde en
P: Nej, de brugte deres fødder, og der var altså langt - nogle gange flere hundrede kilometer. Vil du høre en sang om det. Så kan du lige sætte dig der og høre den.

 

Po: Hold da op det var en god sang. Sendte de egentlig mange breve dengang
P: Ja ham, Paulus sendte faktisk en del, det var fordi han havde noget vigtigt at fortælle.
Po: Ja det er jo tit man sender noget med brev når det er vigtigt, fx indbydelser til bryllup, barnedåb og fødselsdag. Var det sådan noget han sendte?
P: Nej, han skrev breve hvor han fortalte om Jesus, alt det Jesus gjorde og sagde. Egentlig ville han gerne komme selv og fortælle hele tiden, og han rejste også meget rundt. I kan prøve at se det på det her kort. Han var først her hvor Jesus også døde. Paulus tog rundt alle mulige steder og fortalte om Jesus. På den måde kan man sige at Paulus startede kirker rigtig mange steder. Men han kunne ikke få tid til hele tiden at være over det hele og så sendte han breve i stedet.
Po: Det må godt nok have været hårdt at være postbud dengang når man skulle gå så langt.
P: Ja det tror jeg på. Og ved du hvad - man kan faktisk sige at Paulus var et slags postbud.
Po: Nå, havde han også en masse breve med når han rejste rundt.
P: Nej, men han var jo et slags postbud fra Gud. Han fortalte folk om det som Gud ville sige til dem. Vi kalder Paulus og nogle af de andre første kristne for apostle og det betyder ”udsendinge” Altså nogen der er sendt ud. Og egentlig er vi alle sammen Guds postbude – vi er sendt ud af ham for at fortælle de gode nyheder om Gud.
Po: Hvad står der så i de breve fra Gud
P: Ja det skulle du næsten se. Jeg har et kæmpe postkort fra Gud her. Skal vi prøve at åbne den. Der står

 

Fra Gud til dig

 

Mit kære barn
Jeg elsker dig og skal nok passe godt på dig
Vær god mod din mor og far og alle de andre
Glæder mig til vi engang ses i himlen

 

Po: Hold da op det er godt nok et stort postkort. Hvad skal vi gøre med det?
P: Jeg tror vi lader det ligge her i kirken så kan folk komme herhen og se den hvis de vil
Po: Nå men jeg skal jo egentlig også videre på min postrute, jeg har lige to breve endnu inden jeg skal hjem til Sonja og Poul og have aftensmad.
P: Jamen så må du have det godt. Det var hyggeligt at møde dig

 

 

Bøn
Tak Gud, fordi du passer på mig
Tak Gud, fordi min mor og far er så søde
Tak fordi vi er sammen her i dag
Tak Gud fordi du elsker mig
Tak fordi du har sendt et postkort til mig
Hjælp mig til at være dit postbud
Amen

 

Gud hævner sig og smider nogen udenfor?

Jeg tror vi alle kender det at blive holdt udenfor. Vi har nok alle prøvet det på et eller andet tidspunkt. At de andre har rottet sig sammen mod os og ikke vil have os med i fællesskabet. Det er ikke rart. Det er koldt og ensomt. Man kommer let til at føle sig forkert og anderledes. Man bebrejder sig selv selvom det nok ofte var de andre der burde have været mere opmærksomme.

Det er en af de værste følelser overhovedet – at være udenfor. I dag møder vi en mand som bliver smidt udenfor. Men han bliver ikke bare holdt udenfor af mennesker – han bliver endda smidt udenfor af Gud. Hvordan må det ikke være? Hvis ikke engang Gud vil have noget med mig at gøre – hvordan må det ikke føles? Og er Gud en Gud der udelukker nogen?

Det er i hvert fald det indtryk vi står tilbage med. Men ellers har lignelsen faktisk gjort meget ud af at vise at Gud er en gavmild og generøs Gud. Kongen i lignelsen er et billede på Gud. Han vil så gerne holde en fest, men de inviterede har alle mulige slags undskyldninger. Så begynder kongen at invitere vidt og bredt – ja helt til vejenes ender for at få huset fyldt.

Der sidder de så alle sammen, både onde og gode til fest i himlens lyse sale. Jo det er da en smuk historie hvor Guds godhed og kærlighed er fremtrædende. Og det er jo sådan, vi bedst kan li at tænke om Gud. Men det er ikke det vi husker efter vi har hørt historien. Det er derimod de knaster der er i fortællingen. Der hvor vi har svært ved at forstå billedet af Gud. Det er dem jeg vil lægge hovedvægten i dag det er det som udfordrer mig. Der er særligt to ting jeg ikke umiddelbart forstår.

Først: Hvorfor var kongen så voldsom mod dem, som mishandlede og dræbte hans tjenere. Han sendte sine hære ud og dræbte dem og brændte deres byer. Har vi at gøre med en Gud der hævner?

Dernæst: Hvorfor er kongen så hård og brutal mod manden, som ikke har festklæder på? Er det ikke en lille ligegyldig ting, som han skulle tilgive manden for?

Lad os se på det første med hævnen. Måske er vi blevet lullet lidt for meget ind i at Gud er en kærlig pusse nutte farmand som er god og kærlig uanset hvad. Men det er et lidt for enkelt billede af Gud. Det gamle testamente vrimler med voldsomme og frygtindgydende billeder på Gud. Og man kunne jo også spørge, om man ikke først bliver en god og kærlig far, hvis der er respekt om en. En god far må vel også straffe sine børn.  

Min kone Annie og jeg er begyndt at følge med i en serie på DR om børneopdragelse eller rettere følger vi nogle eksempler hvor det er gået galt. Hvor børnene har taget magten i hjemmet og alting nu er blevet kaos. Første gang fulgte vi en familie med tre mindre børn hvor forældrene ikke turde tage på indkøb med dem. Der var med andre ord ikke sat grundlæggende regler op for børnene som de kunne forholde sig til og der var ingen voksne som satte sig igennem overfor børnene.

Så måske er det vores faderbegreb der er blevet for rosenrødt, for børn har brug for tydelige regler og forældre der sætter sig i respekt. Den kærlige Gud som aldrig er streng er måske i længden for blød til os. Vi har brug for en som også indgyder ærefrygt. En, der TØR opdrage os)

Og så er der det med Gud at han altid er større end vi går rundt og  tror. Når vi har konfirmandundervisning begynder vi altid med en lille fortælling i kirken. Den ene gang fandt jeg et billede for at illustrere en historie om Gud. Det var billedet af et isbjerg. Det ser helt kridhvidt ud, og stikker op som et spids midt i det klare, blå hav. Jeg har taget det med her.  Som bekendt er det kun 1/10 af isbjerget som stikker op over vandet og er til at se. Det brugte jeg som et billede på Gud. Vi ser så lidt af ham. Han er meget større end vi kan tænke os frem til og forstå. Derfor hører det med til billedet af Gud, at han også kan blive vred og hævne sig. Vi må aldrig tænke for småt om Gud og tro vi har helt styr på ham.  Altså: Der er mere at sige om Gud, end det vi forstår.)

Nu til det andet problem med festklæderne.

Jeg ved ikke om I kender til det problem med at komme til en fest og finde ud af at man ikke lige har ramt niveauet. Enten at man for fin i forhold til de andre eller at man ikke er fin nok. Jeg var engang på studietur med præsterne her i provstiet. Det var inden for det første år efter jeg var blevet ansat og vi skulle have en festaften undervejs. Derfor tænkte jeg at jeg hellere måtte finde mit gamle jakkesæt fra brylluppet frem. Og der sad vi så. Dem i deres striktrøjer og kedelige ideforladte skjorter og mig i jakkesæt med slips og det hele. Det spillede ikke helt sammen må jeg nok sige. Så er det man føler sig lidt malplaceret.

Er det mon sådan han har stået i festsalen, ham fyren som ikke er i festklædning. Kigget rundt og følt sig helt udenfor. Eller var det med vilje. Han ville simpelthen ikke ligne alle de andre. Han ville skille sig ud, fordi han mente at være noget særligt.

Ofte når man inviterede til fest på Jesu tid sendte man en festklædning ud med invitationen, som man skulle tage på som adgangskrav for at komme til festen. Den havde manden ikke taget på. Måske gad han ikke, måske ville han ikke vise den respekt for værten at iføre sig den. Vi kan kun gætte.

Men, hvad er det i det hele taget for nogle himmelske påklædningsregler vi hører om? En tolkning er at festdragten er et billede på at iklæde sig Kristus. Vi har jo lige set det da Emma og Nana blev døbt. De blev iklædt Kristus og det er symboliseret ved den fine hvide dåbskjole.

Det er ham, der frelser. Og ham bliver vi iklædt, når vi bliver døbt. Det er det, der sker, når korset bliver tegnet hen over den døbtes ansigt og bryst. Da iklædes den døbte Kristus selv. Og det er det, der frelser? Det er dåbskjolen så et symbolsk udtryk for – at vi bliver iklædt en fremmed/en anden/en udefrakommende, nemlig Jesus Kristus.Måske er det, det der ikke har været godt nok for manden i lignelsen. Hans fortjenester og gode gerninger kunne lige pludselig ikke bruges til noget. Men at iklæde sig Kristus er det eneste adgangskriterium for at komme ind i himlen. Her hjælper vores præstationer og kvalifikationer os ikke noget som helst.

Den oplagte tolkning af den her lignelse er, at alle dem der sagde nej til festen, selv satte sig udenfor. Dem der i første omgang sagde nej til kongens invitation havde for travlt med alt muligt andet til at være med. Og ham der ikke havde den rette festdragt på, satte også sig selv udenfor. De kom altså ikke med til festen fordi de ikke ville med til den. Der er altså frihed til at sige nej.

Nu er det så, at vi skal til at kigge på os selv. For godt nok er historien fortalt til dem, som Jesus gik rundt sammen med, men den er også fortalt til os i dag. Vi skal ikke kigge på de andre, men på os selv. Er det at iklæde sig Kristus fint nok for os. Kan vi nøjes med at være iklædt ham, hvis vi dybest set synes at vores eget tøj, vores liv og fortjenester er lidt smukkere end at skulle være i det samme tøj som alle de andre idioter. Denne kristus kåbe skjuler alle vores fejltrin og vores ondskab men den skjuler også alle de flotte fortjenester vi har opnået og som vi lægger så stor vægt på.

Altså: Vi hører i dag, at Gud ikke bare er en rar og venlig Gud. Som den gode far han er, kan han også blive vred. Han er i det hele taget langt større end vi mennesker kan fatte.

Først og fremmest er han den gode konge, som inviterer os alle til sin himmelske fest. Han inviterer alle både onde og gode. Vi er ikke tvunget med. Hvis vi ikke vil, kan vi sige nej. Adgangskriteriet er at vi tager festtøjet på. Vi skal iklæde os Guds dåbskjole som skjuler vores fejltrin, men som også stiller os på linje med de andre. Vi er derfor hverken mere eller mindre end de andre. Kan vi acceptere det, så er der fest.

Amen

Jesus sætter os fri

https://www.youtube.com/watch?v=b8AyHupByuU

Vi kan ikke leve uden regler. Både de nedskrevne og de moralske. De er nødt til at være der, når der er mennesker, som skal leve sammen. De er lavet for at beskytte svage og for at fremme retfærdighed. Jeg tror ikke, vi lægger mærke til alle de regler, der er omkring os sådan en almindelig hverdag.

Hvor er der mange normer, vi retter os efter uden at tænke videre over det. Altså nogle regler, som ikke står nogle steder, men som vi følger bevidst eller ubevidst. En sjov iagttagelse, jeg har gjort, er, at mennesker ofte går meget op i de regler og normer, som de selv kan overholde, og bagatelliserer dem, som de har svært ved at overholde. Jeg kan huske fra dengang jeg gik i gymnasiet og spiste mine madpakker med KFS, at vi ofte diskuterede, hvordan kristne skulle leve. Vi kunne ret hurtigt blive enige om, at det med abort var noget værre noget, som man skulle holde sig langt fra, men det var heller ikke et emne, som brændte på for nogen af os. Til gengæld kan jeg huske op til flere KFSere, som ikke gik så højt op i det med fartgrænserne på motorvejen. Jeg tror, det er et træk ved os mennesker, at vi går højt op i de regler, som vi selv kan overholde. 

Også på Jesu tid var der mange regler. Det var der nødt til at være dengang som nu. Farisæerne var nogle af dem, som var gode til lovoverholdelsen, og de lærte andre, at det var vigtigt at holde Guds bud. Det var jo Guds regler, som skulle være med til at bygge et godt og retfærdigt samfund op. En af reglerne var, at man skulle holde hviledagen hellig.

At holde hviledagen hellig synes jeg er en god regel. Mennesker har brug for at hvile ud engang imellem. Vi kan ikke fare derudaf med fuld fart hele tiden. Måske har vi særligt brug for at høre det i vores tid. Nogle har kaldt vores samfund for ”det pauseløse samfund”. Dvs. vi lever i et samfund, hvor butikkerne har åbent næsten alle ugens dage og fra morgen til sen aften. Vi kan ordne bankpapirer midt om natten, for vi kan bare klare det via nettet, når det passer os bedst. Vi skal skrive beskeder til hinanden på mailen på alle tider af døgnet. Mange har flekstid og kan selv i nogen grad bestemme, hvornår de vil arbejde. Så der er ikke ret meget, der værner om, at vi holder fri på bestemte tidspunkter. Det gør det vigtigere end aldrig før at have en hviledag, hvor vi kobler fra. Vi har brug for pauser.

Det havde de også brug for på Jesu tid, og det anfægter Jesus overhovedet ikke. Det han går imod er derimod når regler bliver brugt til at tryne andre med. Når de regler som skulle bruges til at sætte mennesker fri i stedet bliver brugt til at binde dem. Og det var det, som var sket på Jesu tid.

Jesus stillede skarpt på farisæernes lovoverholdelse. Han var egentlig dybt provokerende. Han tydeliggjorde, hvor dobbeltmoralske farisærerne var, når de med største selvfølgelighed ville trække en okse eller en søn op af en brønd på en sabbat, samtidig med at de ikke mente, det var i orden at helbrede en mand, som havde brug for det. Hvor er vi så henne? Og senere kommer Jesus med det mærkelige eksempel med pladserne ved bryllupsfesten.

Man skal altid sætte sig på de dårligste pladser til en fest, for så kan det være man bliver hædret mens alle andre ser det, ved at blive sat højere op. Det er sand kristen ydmyghed. Problemet er bare, at det kan man kun gøre en gang. Anden gang man gør det, er det med den bagtanke, at man gerne vil hædres. Det er altså en fælde Jesus sætter for at vise os vores fejl. Vi er egoistiske mennesker, som dybest set vil os selv. Vi kan ikke undgå at gå i den her fælde, hvis vi forsøger at være åh så ydmyge.

Jesus vil sætte os fri af vores dobbeltmoral. Ja på alle måder vil han sætte os fri. Han vil ikke, at vi skal lade os begrænse af de menneskelige moralske grænser, vi altid bygger op for andre mennesker. Jesus vil sætte os fri. Det er det, som musikvideoen, vi lige har set, giver et billede af.

Den handler om tre forskellige personer i et storby-miljø: En prostitueret, der står på sin flise, en hjemløs dranker med sin flaske og sit liv i en indkøbsvogn og en gangster, der kommer i uoverensstemmelse med sin gadebande. Den prostituerede, drankeren og gangsteren vil gerne væk fra deres tidligere liv, og de opsøges af Gud. Hans sendebude, altså hans ”engle” i form af almindelige mennesker med vinger, finder dem og hjælper dem på vej. Englene guider dem, når de bliver fristet til at vende om, når det gamle liv kalder dem tilbage. Og det lykkes dem at komme væk. De forlader det kendte og kommer hen til det ukendte - nemlig hen i kirken.

Jeg tror Kanye West, som har lavet musikvideoen, vil fortælle os, at der findes en Gud, som kan befri os. Han vil gerne komme og møde os i det liv vi lever nu og her. Han har større planer med os. De tre personer i videoen lever alle et liv, hvor de forspilder deres muligheder. Hvor de ødelægger livet for dem selv og andre. Det er det, som Jesus vil sætte dem fri fra.  

Jesus ville også sætte mennesker fri, dengang han gik på jorden. I den historie, vi hørte i dag, helbredte han en mand med vand i kroppen og gav ham på den måde et nyt liv. Men der var også mange andre af dem, som Jesus mødte, der oplevede, at deres liv ændrede sig. Zakæus, som trængte til en der så ham, kvinden der skulle stenes, Nikodemus, disciplene, kvinden ved brønden, og mange andre - alle mødte de Jesus, og deres liv blev aldrig det samme igen. Men også farisæerne med deres dobbeltmoralske lovoverholdelse ville Jesus gerne sætte fri. Han ville at de skulle få øje på at det var forkert det de havde gang i.

Også i dag sætter Jesus sig op imod vores dobbeltmoralske regler. Der er grundlæggende ikke noget i vejen med Guds regler. De er gode og nødvendige for os. Men vi skal få øje på, at vi har en tendens til at se de andres fejl og mangler. Vi skal lade være med, at dømme de andre ude og stædigt holde fast i, at vores egne gode moralske leveregler bør gælde for alle andre.

Det vil Jesus sætte os fri fra.  Amen