Prædiken Pippi:
Er der nogen af jer der kan se hvad det her billede
forestiller?
P: Ja fem brød os to fisk. Er det ikke noget mærkeligt noget
at vise jer. Med det billede skulle man jo tro jeg ville fortælle jer om en
historie om at smøre mad til børnehaven eller skolen. Men det er faktisk en
historie med Jesus der begynder sådan. Tror I Jesus smurte madpakker?
P: Det tror jeg i hvert fald ikke. Der var en dag hvor han
var ude og fortalte historier til en hel masse mennesker. 5000 mand og så var
der altså også nogle kvinder og børn. Det er måske lige så mange som alle de
børn der kan være i 10 skoler. Det var altså ret mange ik?
P: Jesus fortalte og fortalte og nogle gange glemte han
tiden (sådan er det også nogen gange med vi præster) så til sidst var det ved
at blive mørkt. Nu var folk altså blevet ret sultne. Kender I ikke det at man
nogle gange kan blive så sulten at ens mave den begynder at knurre. Det kan
godt gøre lidt ondt – sådan havde de det og de kunne ikke nå at komme hjem til
aftensmad. Så var det Jesus spurgte dem om der var nogen der havde husket at få
en madpakke med. Tror I der var nogen der havde husker det?
B: Nej
P: Jo der var en lille dreng ud af alle de mange mennesker som
havde en madpakke med, hvor der var fem brød og to fisk. Så var det Peter en af
Jesu hjælpere lige ville fortælle Jesus noget. Prøv lige at se alle de
mennesker Jesus – der er jo slet ikke nok mad til alle. Hvad tror I så der
skete? Sendte Jesus dem bare hjem?
Børn: Tja
P: Nej, det var ret vildt. Han tog brødet, rakte det op mod
himlen og velsignede det og pludselig kunne han brække stykker af det uden at
der blev mindre tilbage og hans hjælpere disciplene delte ud af det og det
endte med at alle de mange mennesker blev mætte og de fik endda mad til overs.
Pi: Her kommer Pippi Langstrømpe tula hop tula hop…
P: Jamen hej Pippi, det var vel nok hyggeligt at du kunne
komme her i kirken igen.
Pi: Ja det var så hyggeligt sidst. Kan du huske at jeg havde
slikkepinde med til alle børnene
P: Ja det kan jeg godt huske – det var da et værre griseri
Pi: Det synes jeg nu ikke. Ved du hvad præst – jeg kom til
at tænke på den historie du fortalte om Jesus – den ligner faktisk noget jeg
oplevede engang
P: Er det rigtigt? Vil du så ikke fortælle om det?
Pi: Jo jeg havde taget Tommy og Annika med til byen for at
købe ind og så så jeg en masse børn som stod med hovederne helt oppe i en
butiksrude. Ved du hvad der var inde i butikken?
P: øhh nej biler
Pi: Nej da det var slik. Og så gik vi derind og jeg købte
næsten alt hvad de havde i butikken og bagefter gik jeg ud og delte ud af det
til en masse børn. De blev alle sammen helt vildt glade. Ja der var vist 23 i
alt.
P: Hold da op det var mange. Ja og du har jo faktisk ret.
Det ligner lidt historien med Jesus. Men du ligner ham faktisk også på ret
mange områder synes jeg. Du gør andre mennesker glade og så vil du gøre noget
ved det onde fx da du hjalp den dreng, der blev drillet af de andre børn eller
da du stoppede ham manden som slog sin hest. Jo dig og Jesus ligner vist
hinanden på mange områder. Vil du være med til at lære en sang om ham Jesus.
Pi: Det vil jeg da gerne…
Pi: Hey præst, hvad er det for nogle mærkelige børn der
sidder i kirken i dag. De ligner da slet ikke sig selv.
P: Nej det er fordi det er fastelavn og så klæder man sig ud
som alt muligt
Pi: Sejt så vil jeg være engel med englevinger ligesom min
mor
P: Ok jeg har vist nogle vinger herhenne
Pi: Wauw det må være sejt sådan at være en engel og flyve
rundt i himlen. Præst, tror du ikke også at dem der er døde sidder oppe i
himlen og kigger ned på os.
P: Jo det tror jeg Pippi. Jeg tror at det der sker når man
dør er at, man lever videre oppe i himlen hos Gud. Der er der nemlig rigtig
godt at være. Og så tro jeg også man lever videre i andre folks hjerter.
Pi: Hvad så med dyrene
P: Hvad mener du
Pi: Jo jeg så engang en lille fugleunge som lå og var død.
Jeg blev så ked af det, men jeg kunne slet ikke gøre noget for den var helt
stendød. Det var altså ikke sjovt for jeg er jo vant til at kunne alting for
jeg er jo verdens stærkeste pige. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at
dens familie nok var ret ked af det så jeg begyndte at græde lidt. Er det ok at
græde når man er ked af det præst
P: Ja det kan du
tro. Og det her viser måske forskellen på dig og Jesus. For Jesus han
kan netop det som vi mennesker ikke kan. Han kan gøre de døde levende igen. Er
det ikke fantastisk?
Pi: Jo det er det
P: Ved du hvad Pippi. Nu er der kun en sang mere og så skal
vi ud at slå katten af tønden
Pi: Hey det glæder jeg mig til og skal jeg nok smadre den
P: Nej stop nu, det er vist ikke helt retfærdigt for du er
jo verdens stærkeste pige
Pi: Ok, men så vil jeg gerne se på at børnene gør det
