Gud forlader os aldrig!

For længe siden var der en fattig mand som boede alene på et lille husmandssted. Det han holdt aller mest af i livet var hans lille æsel. Det fulgte ham overalt og var hans et og alt.

En morgen skete der det fortvivlede at hans æsel var faldet i den tørlagte brønd som var omme bag ved huset. Forfærdet røg bondemanden hen for at se ned i hullet. Langt dernede kunne han se æslet. Brønden var vel 6 meter dyb. Vand og mudder havde sikkert taget af for faldet – i hvert fald virkede det som om æslet havde klaret sig uden alvorlige skader. Samtidig var det en ringe trøst for bonden vidste at han aldrig nogensinde ville kunne få æslet op igen.

Han stod længe ved brøndkanten og tænkte. Igen og igen hørte han æslets angstfyldte skrig fra dybet af brønden. Hvad skulle han dog gøre? Han måtte gøre det eneste anstændige: Aflive dyret. Bonden havde ikke noget gevær og han kunne ikke få sig til at smide stenblokke ned for at gøre det af med dyret. Han måtte langsomt begrave sin kære ven levende ved at hælde grus derned.

Æslet havde set sin ven deroppe. Han troede fuldt og fast på at bonden nok skulle redde ham. Så mærkede han den første skovlfuld sand på sin ryg og så forvirret op. Er han rigtig klog, tænkte æslet? Er han i gang med at slå mig ihjel? Sandet fortsatte med at regne ned over æslet, men så beroligede han sig selv. Min husbond har altid villet mig det bedste. Han har sikkert en ide med det han gør n, selvom jeg ikke forstår det. Derfor bestemte æslet sig for at ryste sandet af sig og stille sig på det hver gang der kom en ny skovlfuld.

Og sådan endte det med at æslet blev reddet og kom op til sin husbond igen.

Nogle gange falder både mennesker og æsler i kolde mørke tørlagte brønde. Dernede kan det føles som om det bare regner med sand der vil tynge os endnu længere ned. Mange af os har spejdet mod brøndkanten og undret os over, om Gud virkelig findes i det. Det vil ofte kræve en ganske stor portion mod at tænke som æslet. Gud er god. Han vil mig det godt. Han har sikkert en ganske god ide med det her selvom jeg ikke kan se det selv.

Når man er blevet ramt af det onde kan man virkelig føle sig alene. Føle at Gud har forladt verden. Selv Jesus kunne føle sig forladt – både af alle andre mennesker og af Gud. Da han hang på korset i langfredags mørke måtte han også råbe: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? Jesus måtte selv gennemleve så meget smerte og sorg de sidste dage af sit liv. Men hans sorg blev vendt til glæde. Han erfarede at selv det dybeste mørke kunne blive afløst af lys af nyt liv. Påskemorgen sprængte han dødens magt og håbet sejrede.

Det håb er også vores. At også vores død er overvundet af ham. At Gud er hos os midt i mørket. At selvom alt ser mørkt ud omkring os, så er vi aldrig forladt af Gud.

Hvordan skal vi møde et andet menneske?

Når vi møder et andet menneske, går vi et stykke af vores livsvej sammen. Kortere eller længere, men aldrig uden at sætte aftryk hos den anden. Det er afgørende for et ligeværdigt møde, at vi er nærværende og tilstede, som Jesus der slår følge med de to disciple. Hvis vi vil noget med den anden, må vi i kortere eller længere tid vandre et stykke af vores livsvej sammen og dele vores liv og tro med hinanden.

Ofte er det når man står midt i et af livets højdepunkter eller kriser man har brug for et andet menneske at snakke med. Jeg tror vi alle kender de mange tanker, man kan gøre sig før man skal møde et menneske som er i sorg, et menneske, som har mistet håbet og troen på fremtiden. I min første præstetid gjorde jeg mig mange tanker, før jeg ind af døren hos et sørgende menneske. Hvordan skulle jeg gribe det an?… Jeg spekulerede på hvad jeg kunne gøre og sige, som kunne få glæden og livsmodet frem igen? Måske er det fordi vi præster er så vant til at skulle formulere os og sige en hel masse at jeg blev så løsningsorienteret og gerne ville sige det rigtige. Det blev til sidst en hel overvindelse bare det at være der fordi jeg så hele tiden skulle forholde mig til hvad jeg selv skulle gøre. Ofte kunne jeg tænke hvis bare det havde været min ældre dygtigere kollega de havde snakket med så ville det nok være gået så meget bedre.

Jeg tror jeg har fundet ud af at det ikke er så vigtigt hvad jeg får gjort eller sagt. Det vigtigste er måske rettere hvad jeg får lyttet til. At være helt og fuldt til stede og stille sig til rådighed for at høre det andet menneskes fortvivlelse. Det er også meget lettere end hele tiden at skulle være fokuseret på hvad man skal sige. Det er måske netop her det andet menneske virkelig får tid og plads til at få fortalt hvad det er der tynger.

Jeg tror det er her vi ofte går galt i byen. Vi vil så gerne bringe opstandelse og glæde ind i det andet menneskes liv så fortvivlelsen går væk igen. Sorg er blevet noget man skal komme over. Se at blive færdig med så man kan komme videre. Det vil vi så gerne hjælpe med.

Men på den måde hjælper man ingen. Et sorgfuldt og fortvivlet menneske har jo ikke brug for et andet menneske der kan fortælle om glæden, men har netop brug for et andet menneske at dele sin sorg og fortvivlelse med.

Jeg har haft en oplevelse denne påske som har bevidstgjort mig om det igen. Da gudstjenesten var færdig skærtorsdag kom jeg til at snakke lidt med vores kirketjener Klaus om langfredag. Han kunne ikke lide at langfredag skulle ende med håb og lystænding. Vi skulle have lov til en dag i året at blive der i mørket. Nå ja tænkte jeg hver mand sine ideer.

Men da jeg så sad til gudstjeneste langfredag i Borris kirke hvor vi endte med at tænde lysene på alteret og alt lys i kirken så kunne jeg godt se hvor han ville hen. Det passede bare ikke. Langfredag havde jeg brug for at blive siddende i mørket.

Jesus buldrede ikke igennem og begyndte at fortælle om håbet. Han mødte mennesker med interesse, tid og indlevelse. I Emmausfortællingen busede han heller ikke ud med sit budskab om opstandelseshåb og glæde. Nej han slog følgeskab med de to disciple og lyttede til deres frustrationer. De to disciple var på vej fra Jerusalem til Emmaus. De var netop frustrerede. De havde været ude for en traumatisk oplevelse i Jerusalem. Nu prøvede de at få styr på deres følelser og erfaringer og drøftede det der var hændt med hinanden. De forsøgte at hjælpe hinanden med at få orden på kaos. De var både blinde, bedrøvede og forvirrede.

Jesus vidste at den der er rystet skal have plads til at fortælle. Derfor gav han dem plads til at genfortælle alt der var sket og genfortællingen fylder faktisk meget i Emmausfortællingen. Det er en stor sorg de to har været udsat for og derfor er det vigtigt at de får plads og rum til at få det fortalt og set det igennem fra flere sider. Først derefter sætter Jesus det de er fyldt af ind i en bibelsk forståelsesramme.

Når selv Judas kan tilgives kan vi nok også...

Det er påske – og forår. Det er en dejlig tid på året! Sådan tror jeg de fleste mennesker har det!

En del af påskens traditioner er, at det for rigtig mange mennesker er en god anledning til at mødes til familiesammenkomster. Skoleeleverne og de studerende har fri og mange arbejdspladser er lukkede, og det er en god mulighed for at være sammen i familien.

Jesus og disciplene var også til familiesammenkomst denne påske i Jerusalem. Ganske vist ikke i deres biologiske familie – men deres venskab, trosfællesskab og arbejdsfællesskab var blevet stærkt og godt som en god erstatning for deres egen familie. De tolv disciple havde jo hver især forladt deres egen familie for at følge Jesus rundt i Israel. Som noget helt selvfølgeligt for dem skulle de fejre det traditionsrige, hellige jødiske påskemåltid til minde om deres forfædres befrielse fra slavetilværelsen i Ægypten.

De satte sig til bords sammen – men det blev ikke som det plejede. Der skete nogle ting undervejs, som gør, at denne sammenkomst for altid bliver husket og som gør, at vi skal høre om den i dag. Akkurat som vi også bedst husker de familiesammenkomster, hvor alt ikke blev som det plejede at være.

Det, der i hvert fald ikke blev som det plejede ved måltidet, var forudsigelsen af Judas’ forræderi. Vi kan måske forestille os, at vi selv var med ved bordet: Vi har det hyggeligt sammen med mennesker, vi kan lide at være sammen med. Samtidig fornemmer vi også en spændt stemning. Vi har forstået på ham, der er selskabets naturlige midtpunkt, at der er noget i gære, der truer vores fremtid sammen. Men hvad er det?

Pludselig siger han: En af jer vil forråde mig. Det er som om der bliver smidt en bombe i lokalet. Alle er rystede. Ingen kan forstå det. Feststemningen afløses af rådvildhed. Det er vel ikke mig, Herre? Sådan spørger de én efter én.

Det betyder for mig at se, at de andre disciple ikke havde mistanke til Judas. Til gengæld havde de selverkendelse nok til at vide, at udsat for tilstrækkeligt stort pres ville de alle sammen kunne svigte. Ganske vist lovede Peter lidt senere på aftenen højt og helligt, at han aldrig ville svigte Jesus. Men det gjorde han som bekendt alligevel tre gange i løbet af den kommende nat.

 

Og hånden på hjertet: Hvis vi blev udsat for tilstrækkeligt stærkt ydre pres eller nærgående fristelser, kunne vi så ikke også have svigtet, forrådt eller fornægtet ham, vi tror på? Ja, nogle af os tænker måske oven i købet tilbage på situationer, hvor vi rent faktisk svigtede, fornægtede vores kristne tro og følte, at vi forrådte Jesus?

Det siger jeg ikke for at undskylde Judas – eller for at negligere det dybt alvorlige og forfærdelige han gjorde med sit forræderi. Men vi skal ikke bruge det til nedladende at pege fingre ad ham. For vi er nok ikke bedre selv. Vi er selv dem der svigter både vores medmennesker og Gud.

Judas valgte på alle måder de forkerte løsninger i denne påske. Først ved at lade tanken om et muligt forræderi rumstere i sig – af grunde som vi kun kan gætte på. Han skulle selvfølgelig straks have vist denne tanke fra sig, første gang den meldte sig. Dernæst ved rent faktisk at forråde Jesus. Og endelig ved at tage sit eget liv i skuffelse over sig selv og det han havde gjort.

Jesus peger hen på Judas. Han er forræderen. Få mennesker er blevet lagt så meget for had som manden, der forrådte Jesus. Judas angav sin mester. På grund af Judas blev Jesus anholdt, tortureret og korsfæstet. Siden er navnet Judas nærmest blevet synonymt med forræder.

Måske var Judas ikke meget værre end de andre disciple som alle svigtede. De var feje og holdt sig væk da det blev farligt. De havde bestemt ikke modet til at stå ved siden af Jesus da det gjaldt – selv ikke Peter – hans trofaste discipel.

Jesus pegede under måltidet på Judas og sagde: Det var bedre for det menneske om det aldrig var født. Det er en voldsom udtalelse af Jesus, men ind imellem var Jesus ret direkte. Det veråb minder egentlig meget om et andet Jesus også siger. Den der bringer en af disse små som tror på mig til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve det menneske som bliver årsag til fald.

Så må vi igen tænke på os selv. Kunne vi engang imellem være den, der bringer en af disse små til fald? For så er advarslen til os jo lige så hård som den er til Judas.  

Men det var alle tolv disciples fødder, Jesus vaskede. Judas var inviteret med til måltidet skærtorsdag, selvom Jesus vidste, at han ville forråde ham. Han blev ikke sprunget over. Det siger os noget meget vigtigt om Jesu døds betydning. Da han døde var det som et offer for al verdens synd – selv den allergroveste. Ingens synder er blevet sprunget over. Intet menneske behøver at føle sig udenfor i forhold til Jesu forsonergerning. Når selv Judas fik vasket sine fødder, så må vi også have lov at tro at Jesus død kan vaske vores synder væk.

Her i fortællingen hører vi ikke om Judas forlader dem eller bliver hos dem og tager del i den afsluttende nadver. I Lukasevangeliet derimod fejrer Judas nadver sammen med de andre. Man kan sige at så gøres det endnu tydeligere at selv dem der var lukket ude af fællesskabet ikke blev lukket ude af fællesskabet med Jesus.

Én har engang sagt, at over alterbordet burde der være et skilt, hvor der står: ”Adgang tilladt for uvedkommende”. Nadverbordet er nemlig et åbent bord. Her er vi alle velkomne ligegyldigt hvad vi har at slæbe på. Ligegyldigt hvor lidt vi har fortjent det, ligegyldigt hvor meget vi har svigtet, ja så er der plads også til os.

Når selv Jesus ville fejre nadver med sine nære venner som svigtede ham – når selv Jesus ville fejre nadver med ham som fornægtede ham – når selv Jesus ville fejre nadver med ham som forrådte ham – ja så må vi også tro at der er plads til os ved hans bord.

Jesus indbyder os til sit store festmåltid og så er alle hjerteligt velkomne. Her giver han os syndernes forladelse og en ny chance. Vi får lov at gå ud af kirkedøren som frie mennesker og med Guds tilgivelse.

Amen