30. maj 2013

Gangnam præsten


Det begyndte med et ”Youtube klip” fra en konfirmation i Erritsø Kirke, som fik mere end 50.000 visninger på to uger. Klippet viste mig som syngende og dansende præst. Jeg havde skrevet en ny tekst til det berømte hit Gangnam Style og fremførte det, som tale til konfirmanderne.

Meningerne var delte og spændte lige fra BTs leder: ”Præster skal forkynde – ikke klovne” til JydskeVestkystens leder: ”Konfistyle: Årets bedste konfirmationsgave”. Det var et par turbulente uger med interviews i Go`aften Danmark, Ordet er dit på P1, P4 trekanten, BT, JydskeVestkysten, Metro Express, Scala FM og Fredericia Dagblad. Aldrig har jeg fået så skarp og direkte kritik, og aldrig har jeg fået så mange positive tilkendegivelser.

Nu er hypen passeret, og det er blevet hverdag igen. Tilbage står de bagvedliggende diskussioner: Er det i orden, at en præst laver en ny tekst til Gangnam Style og fremfører den til en konfirmation? Tager det alvoren ud af det højtidelige og underminerer kirkens budskab, eller er det netop sådan, man skal være folkekirke anno 2013? Er det blot noget, præsten gør for at sætte sig selv i scene og kommer han derved til at skygge for budskabet, eller er det en måde, som kan gøre forkyndelsen relevant ind i vores tid?

Nu kan man mene om videoklippet, hvad man vil, men vi er som kirke nødt til engang imellem at gå til grænsen. Det, tror jeg, er vejen frem for folkekirken. Vi må gang på gang bestræbe os på at finde nye måder, hvorpå vi kan formidle det gamle budskab. Vi har brug for præster og andre forkyndere, der tør eksperimentere og afprøve nye veje.

Så er det vigtigt at målrette forkyndelsen. En konfirmation er altså en anden begivenhed end en højmesse eller en juleaften for den sags skyld. Budskabet må tilpasses dem, der lytter.

Opmærksomheden omkring Konfistyle er stilnet af, men ærindet lever i bedste velgående: Vi må som kirke hele tiden overveje, hvordan vi formidler det glade budskab i 2013!

 

24. maj 2013

Tekst Konfistyle

Oppan konfi style

Konfi style



Så står vi her i dag til den store kon4fest

Jeg synes I er smukke, det simpelthen det bedst

... Vi lavede en masse ting da I gik til konfirmand

Jeg håber at I tænkte - om det mon er sandt



Tog ud på løb, med mobilen i hånden

Vi skrev et fadervor, fik besøg af Helligånden

Læste en hel tegneserie om ham der Jesus

Sang lidt lækker gospel hvor vi fik et kæmpe sus



Og Gud han vil ta sig af jer, han passer på jer for evigt,

Han lover at han vil følge dig, dig, dig, dig…



Oppan konfi style

Konfi style

Op op op op oppan

Konfi style

Konfi style

Op op op op oppan

Konfi style



Hey I for seje

Op op op op oppan konfi style

Hey I for seje

Op op op op



Så laved vi hele påsken i ståltråd

Og vi så en film i den store biografsal

Og en weekend blev det også til med gyser natløb

GPS løb ved Silkeborg ja det var mega fedt

Og så står vi her og I skal konfirmeres

Og I siger ja mens I er så flot friseret

Men det der er så vigtigt er at Gud han siger JA

Han lover igen at ville følge dig i dag



Og Gud han vil ta sig af jer, han passer på jer for evigt,

Han lover at han vil følge dig, dig, dig, dig…



Oppan konfi style

Konfi style

Op op op op oppan

Konfi style

Konfi style

Op op op op oppan

Konfi style



Hey I for seje

Op op op op oppan konfi style

Hey I for seje

Op op op op





Og I ved jo godt, at livet er en gave

Det bare med at bruge den godt, så andre bliver glade

Og når I føler jer lidt ensomme og mangler en at snak med

Så be en bøn til Gud og han vil lytte til jer



Oppan konfi style

Hey I for seje

Op op op op oppan konfi style

Hey I for seje

Op op op op

Oppan konfi style

21. maj 2013

Helligånden styrer


Det var en stor dag i tirsdags. Merle (min pige på 4 år)lærte at cykle helt selv på den store cykel. Nu var det altså ikke første gang vi prøvede. Hendes far som kan være et værre stædigt rad besluttede for et lille halvt års tid siden, at nu var det på tide at få støttehjulene af. Men det blev kun til en masse bøvl og dårlige oplevelser. Nu turde Merle ikke. Hun styrede ind mod kanten hele tiden og det medførte at hendes far skældte ud og opgav hurtigt. Vi har haft flere cykelture med det resultat.

Men så skete der altså noget vildt i tirsdags. Det begyndte egentlig ligesom det plejede. hun var bange, jeg var sur. Men med en anelse mere tålmodighed fra min side af, fandt Merle ud af, at hun godt kunne. Først holdt jeg hænderne på begge hendes skuldre, mens hun cyklede af sted, men langsomt kunne jeg gå over til at give slip og selvfølgelig bruge hænderne til at guide hende ind igen når det så gik galt. Sådan løb jeg bagefter og hjalp til når det kneb, mens hun jublende fløj af sted på den lille cykel.

Jeg er godt og grundigt miljøskadet af det her præstearbejde og havde søndagens tekst i baghovedet mens vi cyklede af sted. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om det er sådan det er at leve som et kristent menneske. At køre derudad lidt smånervøs, slingrende af sted med en til at vejlede og støde tilbage på plads hvis man begynder at miste balancen eller kører til den forkerte side.

Vi hørte lige før om denne usynlige kraft kaldet Helligånden. Han har to funktioner. Han skal lære os alt og han skal minde os om alt det som Jesus har sagt. Han skal altså ikke komme med noget nyt. Det er ikke et nyt budskab, men i stedet mere af det gamle. Han skal gøre det som Jesus allerede har sagt levende og nærværende for os. Han skal gøre de gamle døde ord vedkommende for os. Han skal skubbe os tilbage på sporet når vi engang imellem går forkert og han skal vejlede os når vi har svært ved at styre gennem livet.

Men har vi overhovedet brug for Helligånden? Kan vi ikke sagtens leve vores liv uden den her usynlige vejleder? Jo det kan vi måske nok, men så vil der være nogle andre magter der vil komme til at bestemme over os.

Vi hørte det så godt i fortællingen om babelstårnet. Hvad var det de mennesker ville? Jo de ville skabe sig et navn. Det tolker jeg sådan at deres mål var menneskelig ære. De ville berømmes og finde ud af, hvad de var i stand til af egen kraft uden hjælp ovenfra.

Det tror jeg er et meget godt billede på mennesket. Hvis vi kigger efter dybt inde i os så er vi nok sådan. Vi ønsker anerkendelsen fra andre mennesker og vi vil æres for det vi gør. Det higer vi nogle gange så voldsomt efter at det er helt forfærdeligt. Prøv bare at se på, hvad folk ikke vil gøre foran et TV kamera for at blive berømte. Der er næsten ingen grænser. Men også i det små. I vores hverdagsliv er det noget som styrer os. Vi vil så gerne æres. Vi vil så gerne ophøjes.

Derfor har vi brug for Guds ånd. Han kan fortælle os at der er andre og vigtigere ting i tilværelsen. Han kan minde os om alt det som Jesus sagde og gjorde. Men hvad var der dog særligt ved det som Jesus sagde og gjorde?

Jo, Jesus tog sig af dem som ingen andre ville være sammen med. Han så på dem og det gav dem menneskeværd. Han tilgav og strøede om sig med barmhjertighed og kærlighed. Han søgte aldrig sin egen ære, men gav Gud æren for alt det han gjorde. Han viste os at det vigtigste i livet ikke er hvad man selv opnår, men hvad man er for andre. Det viste han aller stærkest da han døde for os på korset. Så kan det vist ikke siges tydeligere.

Helligånden kommer og får os tilbage på sporet når vi lader os lede af alt muligt andet. For der er nok af andre budskaber som man kan lade sig vejlede af. De bliver ofte alt for selvkredsende. Lad mig prøve at remse nogen af dem op:

Du skal blive til noget, du skal være berømt(helst skabe dig en kæmpesucces på Youtube), du skal tjene en masse penge, du skal leve et luksusliv og gerne være ude at rejse det meste af tiden, du skal være smuk og gå i dyrt tøj, du skal være afbalanceret og fremstå selvsikker, du skal helst både have en strålende karriere og en harmonisk familie ved siden af, du skal være slagkraftig og du skal tro på sig selv. Jo der er nok af budskaber at lytte til. Måske kan man sige at disse budskaber grundlæggende handler om det, som vi hørte før i historien om Babelstårnet: Du skal skabe dig et navn.

Helligånden er sendt til os for at styre os hen mod noget andet. Han vil fortælle os at der er noget som er vigtigere end vores egen ære. Det er at være et Guds barn og være noget for andre. Det er her den sande lykke findes. Det er sådan vi som mennesker blomstrer og bliver til det vi er skabt til.

Der er en lille historie af Søren Kierkegaard, som handler om det samme. Jeg synes det kunne være passende at fortælle jer den nu hvor vi lige har fejret hans 200 års fødselsdag. Den handler om en rig mand, der tog til udlandet for at købe nogle af de bedste og mest fejlfrie heste, der kunne opdrives. Hestene ville han have til sin egen fornøjelse, og dermed også fornøjelsen af selv at styre dem, når han kørte af sted i sin prægtige vogn.

Men der skete det, ikke særlig lang tid efter han havde fået dem, så mistede hestene deres pragt. Hvis nogen havde kendt hestene før rigmanden havde købt dem, så ville de nærmest ikke længere kunne genkende dem. Hestenes øjne var blevet matte og døsige. Deres gang var uden holdning. De var ikke længere ranke og stolte. De kunne ikke tåle noget. De måtte have et hvil blot efter få kilometer. Tit skete det, at de gik i stå, bedst som rigmanden sad og kørte. Der var efterhånden ikke de nykker og uvaner, som hestene ikke havde fået. Og selvom hestene fik det bedste foder, og endda rigeligt, så blev de mere og mere usle at se på.

Til sidst sendte rigmanden bud efter kongens kusk, og bad ham tage sig af dem. Og allerede efter at kusken havde kørt dem i en måneds tid kom deres pragt tilbage. Aldrig havde man på den egn set et par heste, der bar hovedet så stolt. Hvis blik var så fyrigt. Hvis holdning var så skøn og sluttet. Og sjældent havde man set et par heste, der på den måde uden problemer kunne holde ud at løbe langt. Ja, så snart de blev kørt af kongens kusk, så fejlede de intet. Alt var igen som før.

Grunden til denne forskel er jo let at se. For da ejeren, der jo ikke var kusk, styrede hestene, så lod han hestene styre sig selv. Derimod kørte kusken hestene efter sin egen forstand på, hvad det er at køre. Og når hestene på den måde blev kørt efter kuskens forstand, så kom hestenes evner og talenter frem.

Moralen på denne fortælling er jo, at sådan er det også med os mennesker!

Hvis vi mennesker lever vores liv efter vores egne budskaber, så mister vi ligesom hestene også vores stolthed. Så mister vi livsmodet, og forfalder til ligegyldighedens fængsel. Der dyrker man hellere sig selv og sin egen magelighed end det at være et ansvarligt menneske.

Vi er hele tiden i fare for at lade os styre af os selv. Vi må lade Helligånden være vores vejleder - vores kusk. Vi må lade ham lede os til, ikke at søge vores egen ære men mod at forstå os selv som et Guds menneskebarn. Et Guds menneskebarn som ser de andre. Så vil vi også kunne ranke ryggen

Amen

14. maj 2013

Prædiken Konfirmation 2013


USA's tidligere præsidentfamilie Bill og Hillary Clinton havde en friweekend og var på biltur ude på landet. Endelig alene bare de to. Desværre punkterede de og måtte køre ind på en benzinstation. Mens Bill tankede gik Hillary ind på tankstationen. Bill lagde mærke til hvordan hun fik en snak med manden inde i kiosken. Det virkede som om de kendte hinanden godt. Da de sad i bilen igen kunne han ikke lade være med at spørge hende hvor hun kendte manden på benzinstationen fra.

Jo, det var da hendes ekskæreste. Nu kunne Bill ikke lade være med at grine lidt indvendigt og sagde til hende. Prøv lige at forestille dig hvis I to var blevet ved med at være sammen. Så ville du nok være stå i kiosken derinde sammen med ham.

Nej sagde Hillary, så havde han været præsident.

Jeg synes det er en god historie til at fortælle os at vi er noget i kraft af de andre. Bill Clinton var aldrig blevet præsident uden hans fantastiske kvinde ved sin side. Og sådan er det med os alle sammen. Vi var simpelthen ikke de mennesker vi er i dag hvis ikke vi havde haft så mange fantastiske mennesker rundt om os. Vi skylder en kæmpe tak til dem, der har elsket os, hjulpet os og båret over med os.

Kære konfirmander. Jeg tror ikke helt I er klar over det. Jeg var i hvert fald ikke da jeg blev konfirmeret. Hvor stor en dag det her er for jeres forældre i dag.

De er gamle jo, men ikke så gamle at de ikke kan huske hvordan I var da I var små. De har fulgt jer hele vejen hertil. De gav jer skemad, stod op midt om natten når I skreg, de var pavestolte den dag I skulle begynde i skolen, de fulgte jer til fodboldtræning og ridning og de har været med jer på jeres livsvej indtil nu. Det er ikke altid I har lagt mærke til det. Mange af tingene har I taget for givet. Men de har virkelig været der for jer mange gange. Derfor er dagen i dag en god anledning til at få sagt tak til dem.

Der er også en anden som fortjener tak. Det er Gud. Han har også fulgt jer hele livet. Han har måske heller ikke gjort det store væsen af sig. Han var tydeligt på banen ved jeres dåb og da tilbød han at I kunne bruge ham alt det I ville. I kunne bruge ham til at finde meningen med jeres liv. I kunne bruge ham til at snakke med når I var helt oppe i skyerne eller når I var nede i kulkælderen.

Det var også ham der gav jer livet. Han gav jer alle jeres særlige evner og talenter. Han sørgede for at I fik en familie og har skånet jer for alvorlige sygdomme. Jo vi skylder Gud meget.

I historien vi hørte lige før som vi også arbejde med på vores konfirmandweekend var der en omsorgsfuld far. Han gav sine sønner den frihed de hver især behøvede selvom han nok ikke altid var enig i deres beslutninger. Den yngste søn vanærede sin far ved overhovedet at spørge om at få arven udbetalt før faren var død og så misbrugte han alle pengene.

Da sønnen fortrød og gik hjemad igen så blev han mødt med åbne arme og der blev holdt en stor fest for ham. Det er et fantastisk billede på at Gud han vil være der for at tage sig af os. Lige meget om vi vanærer ham, om vi bruger vores liv dumt, altså glemmer de andre og tager hele æren for alting selv. – Ja så er han der stadig. Han glemmer os aldrig. Han forlader os aldrig.

 
 I vores tid kan man let få den tanke at man selv styrer det hele. ”Du er din egen lykkes smed” kan man høre folk sige ”Og du skal skabe sit liv”. Du har selv ansvaret for hvor godt dit liv bliver og måske skal du helst bruge dine albuer så de andre ikke kommer foran dig. Jeg tror ikke på det – ikke engang når det gælder USA's præsident. Jeg tror vi er noget i kraft af de andre og vi er noget i kraft af Gud. Uden deres kærlighed kom vi ingen vegne og uden den kærlighed var vi ingenting!

Amen