Det var en stor dag i tirsdags. Merle
(min pige på 4 år)lærte at cykle helt selv på den store cykel. Nu var det altså
ikke første gang vi prøvede. Hendes far som kan være et værre stædigt rad
besluttede for et lille halvt års tid siden, at nu var det på tide at få
støttehjulene af. Men det blev kun til en masse bøvl og dårlige oplevelser. Nu
turde Merle ikke. Hun styrede ind mod kanten hele tiden og det medførte at
hendes far skældte ud og opgav hurtigt. Vi har haft flere cykelture med det
resultat.
Men så skete der altså noget vildt i
tirsdags. Det begyndte egentlig ligesom det plejede. hun var bange, jeg var
sur. Men med en anelse mere tålmodighed fra min side af, fandt Merle ud af, at
hun godt kunne. Først holdt jeg hænderne på begge hendes skuldre, mens hun
cyklede af sted, men langsomt kunne jeg gå over til at give slip og
selvfølgelig bruge hænderne til at guide hende ind igen når det så gik galt.
Sådan løb jeg bagefter og hjalp til når det kneb, mens hun jublende fløj af
sted på den lille cykel.
Jeg er godt og grundigt miljøskadet af
det her præstearbejde og havde søndagens tekst i baghovedet mens vi cyklede af
sted. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om det er sådan det er at leve
som et kristent menneske. At køre derudad lidt smånervøs, slingrende af sted
med en til at vejlede og støde tilbage på plads hvis man begynder at miste
balancen eller kører til den forkerte side.
Vi hørte lige før om denne usynlige
kraft kaldet Helligånden. Han har to funktioner. Han skal lære os alt og han
skal minde os om alt det som Jesus har sagt. Han skal altså ikke komme med
noget nyt. Det er ikke et nyt budskab, men i stedet mere af det gamle. Han skal
gøre det som Jesus allerede har sagt levende og nærværende for os. Han skal
gøre de gamle døde ord vedkommende for os. Han skal skubbe os tilbage på sporet
når vi engang imellem går forkert og han skal vejlede os når vi har svært ved
at styre gennem livet.
Men har vi overhovedet brug for
Helligånden? Kan vi ikke sagtens leve vores liv uden den her usynlige vejleder?
Jo det kan vi måske nok, men så vil der være nogle andre magter der vil komme
til at bestemme over os.
Vi hørte det så godt i fortællingen om
babelstårnet. Hvad var det de mennesker ville? Jo de ville skabe sig et navn.
Det tolker jeg sådan at deres mål var menneskelig ære. De ville berømmes og finde
ud af, hvad de var i stand til af egen kraft uden hjælp ovenfra.
Det tror jeg er et meget godt billede
på mennesket. Hvis vi kigger efter dybt inde i os så er vi nok sådan. Vi ønsker
anerkendelsen fra andre mennesker og vi vil æres for det vi gør. Det higer vi
nogle gange så voldsomt efter at det er helt forfærdeligt. Prøv bare at se på,
hvad folk ikke vil gøre foran et TV kamera for at blive berømte. Der er næsten
ingen grænser. Men også i det små. I vores hverdagsliv er det noget som styrer
os. Vi vil så gerne æres. Vi vil så gerne ophøjes.
Derfor har vi brug for Guds ånd. Han
kan fortælle os at der er andre og vigtigere ting i tilværelsen. Han kan minde
os om alt det som Jesus sagde og gjorde. Men hvad var der dog særligt ved det
som Jesus sagde og gjorde?
Jo, Jesus tog sig af dem som ingen
andre ville være sammen med. Han så på dem og det gav dem menneskeværd. Han
tilgav og strøede om sig med barmhjertighed og kærlighed. Han søgte aldrig sin
egen ære, men gav Gud æren for alt det han gjorde. Han viste os at det
vigtigste i livet ikke er hvad man selv opnår, men hvad man er for andre. Det
viste han aller stærkest da han døde for os på korset. Så kan det vist ikke
siges tydeligere.
Helligånden kommer og får os tilbage
på sporet når vi lader os lede af alt muligt andet. For der er nok af andre
budskaber som man kan lade sig vejlede af. De bliver ofte alt for
selvkredsende. Lad mig prøve at remse nogen af dem op:
Du skal blive til noget, du skal være
berømt(helst skabe dig en kæmpesucces på Youtube), du skal tjene en masse
penge, du skal leve et luksusliv og gerne være ude at rejse det meste af tiden,
du skal være smuk og gå i dyrt tøj, du skal være afbalanceret og fremstå
selvsikker, du skal helst både have en strålende karriere og en harmonisk
familie ved siden af, du skal være slagkraftig og du skal tro på sig selv. Jo
der er nok af budskaber at lytte til. Måske kan man sige at disse budskaber
grundlæggende handler om det, som vi hørte før i historien om Babelstårnet: Du
skal skabe dig et navn.
Helligånden er sendt til os for at
styre os hen mod noget andet. Han vil fortælle os at der er noget som er
vigtigere end vores egen ære. Det er at være et Guds barn og være noget for
andre. Det er her den sande lykke findes. Det er sådan vi som mennesker
blomstrer og bliver til det vi er skabt til.
Der er en lille historie af Søren
Kierkegaard, som handler om det samme. Jeg synes det kunne være passende at
fortælle jer den nu hvor vi lige har fejret hans 200 års fødselsdag. Den
handler om en rig mand, der tog til udlandet for at købe nogle af de bedste og
mest fejlfrie heste, der kunne opdrives. Hestene ville han have til sin egen
fornøjelse, og dermed også fornøjelsen af selv at styre dem, når han kørte af sted
i sin prægtige vogn.
Men der skete
det, ikke særlig lang tid efter han havde fået dem, så mistede hestene deres
pragt. Hvis nogen havde kendt hestene før rigmanden havde købt dem, så ville de
nærmest ikke længere kunne genkende dem. Hestenes øjne var blevet matte og
døsige. Deres gang var uden holdning. De var ikke længere ranke og stolte. De
kunne ikke tåle noget. De måtte have et hvil blot efter få kilometer. Tit skete
det, at de gik i stå, bedst som rigmanden sad og kørte. Der var efterhånden
ikke de nykker og uvaner, som hestene ikke havde fået. Og selvom hestene fik
det bedste foder, og endda rigeligt, så blev de mere og mere usle at se på.
Til sidst
sendte rigmanden bud efter kongens kusk, og bad ham tage sig af dem. Og
allerede efter at kusken havde kørt dem i en måneds tid kom deres pragt
tilbage. Aldrig havde man på den egn set et par heste, der bar hovedet så
stolt. Hvis blik var så fyrigt. Hvis holdning var så skøn og sluttet. Og
sjældent havde man set et par heste, der på den måde uden problemer kunne holde
ud at løbe langt. Ja, så snart de blev kørt af kongens kusk, så fejlede de
intet. Alt var igen som før.
Grunden til
denne forskel er jo let at se. For da ejeren, der jo ikke var kusk, styrede
hestene, så lod han hestene styre sig selv. Derimod kørte kusken hestene efter
sin egen forstand på, hvad det er at køre. Og når hestene på den måde blev kørt
efter kuskens forstand, så kom hestenes evner og talenter frem.
Moralen på
denne fortælling er jo, at sådan er det også med os mennesker!
Hvis vi
mennesker lever vores liv efter vores egne budskaber, så mister vi ligesom
hestene også vores stolthed. Så mister vi livsmodet, og forfalder til
ligegyldighedens fængsel. Der dyrker man hellere sig selv og sin egen magelighed
end det at være et ansvarligt menneske.
Vi er hele
tiden i fare for at lade os styre af os selv. Vi må lade Helligånden være vores
vejleder - vores kusk. Vi må lade ham lede os til, ikke at søge vores egen ære men
mod at forstå os selv som et Guds menneskebarn. Et Guds menneskebarn som ser de
andre. Så vil vi også kunne ranke ryggen
Amen