Guds kærlighed og tilgivelse er størst og kommer først

Jeg vil fortælle jer to ting i min prædiken i dag.

-          Gud elsker og tilgiver os!

-          og Det er altid hans kærlighed og tilgivelse som er størst og kommer først!

Den dejligste dag i mit liv var da jeg solgte min lillesøster. Sådan fortæller Kirsten en gammel vestjyde.

Det begyndte ellers så godt det hele. Kirsten var 5 år og var lige blevet storesøster og det havde gjort hende utrolig glad og stolt. Men så var det at hendes barnepige ville lave lidt sjov med hende. Hun spurgte om Kirsten ikke ville sælge sin lillesøster og viste hende en stor kasse med glansbilleder hun kunne få som betaling. Kirsten ønskede sig så inderligt den fine kasse – hun var fristet over evne – Hun ønskede kassen så meget at hun sagde ja til handlen.

Kirsten sprang afsted og var jublende lykkelig over den fine kasse med glansbilleder. Men jo tættere på hjemmet hun kom jo mere fik hun det skidt med det hun havde gjort. Nu fik hun ondt i maven og fik det skidt over det som hun havde gjort for hende.  Hvad ville hendes forældre ikke sige til det? Hvordan kunne hun se dem i øjnene nu hvor hun havde solgt deres lille datter? Ville de sende hende på børnehjem? Hun gemte kassen under sengen og tilbragte det meste af tiden under en busk i haven.

Forældrene havde lagt mærke til at Kirsten opførte sig underligt og tænkte det nok skyldtes søskendejalousi. Derfor sendte de bud efter hendes farfar som kunne tale lidt med hende. Der gik ikke mange sekunder til hun brød stortudende sammen og fortalte ham det forfærdelige som var sket.

Farfaren tænkte sig om et stykke tid. Så sagde han, at det godt nok var slemt det som hun havde gjort, men kong Christian X havde altså forbudt ved lov at handle med børn. Kirstens hjerte blev lettet og farfaren mente at hun nok måtte fortælle om det til sin mor.

Med kong Christian i ryggen og farfars opbakning sneglede hun sig stadig tårevædet ind til sin mor med glansbilledkassen under armen og fortalte hvad hun havde gjort. Hun afventede ydmygt sin dom.

Og så skete underet. Hendes mor så på hende med et kærligt blik og strøg hende over prinsessekrøllen, og Kirsten fik både tilgivelse og trøst. Lettelsen var af olympiske dimensioner, og til hendes glæde fik hun oven i købet at vide af barnepigen, at glansbillederne da var en foræring. Det med lillesøster var bare en spøg.

Moderens kærlige tilgivelse den dag førte til den dejligste dag i Kirstens liv.

 

Sådan kan vi også få den dejligste dag når vi opdager at vi er elsket og tilgivet af Gud selv. Jeg tror vi alle har gjort noget vi fortryder i vores liv. Prøv at tænke tilbage på episoder hvor I har svigtet andre og såret dem. Jeg kan i hvert fald godt komme på nogen eksempler fra mit eget liv. Alligevel og på trods af det vil Gud havde noget med os at gøre. Han elsker os nemlig på forhånd. Han vil se på os med sine kærlige øjne og tilgive os alt det vi har gjort ligesom Kirstens mor også gjorde.

For at gøre det endnu tydeligere at Guds kærlighed til os er enorm kan man se på de økonomiske elementer i lignelsen. Tjeneren skylder sin herre 10.000 talenter. Det er et svimlende stort beløb. Til sammenligning var den samlede skatteindtægt fra hele Judæa på Jesu tid 600 talenter årligt. De 10.000 talenter ville måske i dag kunne sammenlignes med APmøllerfondens milliard til folkeskolen. Beløbet er så stort at man slet ikke kan forholde sig til det. Det er ikke småpenge der er tale om. Så meget er vi værd. Så meget vil Gud eftergive for vores skyld.

Nu kommer jeg så til mit andet budskab til jer, nemlig at Guds kærlighed er størst og kommer først.

Det enorme beløb står nemlig i kontrast til hvor meget medtjeneren skylder tjeneren. Han skylder en 100 del af en talent. Det er altså et beløb i en helt anden kategori. Det må i hvert fald være småpenge for en som lige har fået eftergivet så meget.  

Lignelsen vil fortælle os at vi skal tilgive vores medmennesker og størrelsen på de skyldige beløb tydeliggør rimeligheden i det. Vi har jo selv fået eftergivet en enorm gæld. Det manglede da bare at vi selv eftergiver de småbeløb andre skylder os.

Historien om Josef som vi hørte en del af i begyndelsen af gudstjenesten fortæller os, at Gud elsker os med en enorm kærlighed og det er den der skal gøre os i stand til at tilgive andre. Josefs brødre havde været onde mod ham. De havde af ren og skær misundelse solgt ham som slave. Den ligner egentlig Kirstens fortælling om da hun solgte sin lillesøster. Da Josef blev slave måtte han igennem en masse hårde ting bl.a. flere års fængsel. Men en af fortællingens store pointer er at Gud havde en plan med det. Han ville redde en masse mennesker fra at sulte. Han vendte det onde til noget godt. Gud fulgte Josef hele vejen og gennem det hele var han omsluttet af Guds kærlighed. Det var Guds kærlighed til Josef, som gav ham det storsind, at han til sidst kunne tilgive sine brødre. Guds kærlighed kom altså både først og var samtidig størst.

I Fadervor indgår en bøn som  også handler om tilgivelse. Nemlig ”Forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere”. Hvordan skal denne bøn egentlig forstås? De spændende ord er ”som også”. Hvordan skal de ord oversættes? De kan nemlig gengives med forskellige ord. En oversættelsesmulighed er ”Forlad os vor skyld, hvis vi forlader vore skyldnere”. Gud vil tilgive os hvis vi tilgiver andre. Så er Guds tilgivelse betinget af vores. Det tror jeg ikke på er korrekt. Vi hørte jo også, at det var kongen som betingelsesløst eftergav sin tjener den enorme gæld. Først derefter mødte tjeneren sin medtjener. Guds tilgivelse og kærlighed er forudsætningen. Det er den der driver os.

 I stedet vil jeg oversætte femte bøn i fadervor med ”forlad os vor skyld, som også vi måtte/burde forlade vore skyldnere”. Tilgiv os Gud og gid vi så måtte kunne tilgive vores medmennesker. Så er det Guds kærlighed, der kommer først. Så er det den, der sætter os i gang. Det tror jeg er væsentligt. I Luthers lille katekismus bruger han denne bøn til at betone menneskets synd. Mennesket synder dagligt, og er derfor altid henvist til Guds nåde, men han påpeger samtidig, at mennesket således burde ”af hjertet tilgive og gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os”. Med andre ord er Guds syndsforladelse og nåde ifølge Luther forudsætningen for den menneskelige tilgivelse af medmennesket.

 

Altså: Vi får i dag at vide, at vi skal leve af den kærlighed og tilgivelse vi har fået givet af Gud. Den er ikke betinget af vores kærlighed og tilgivelse, nej, den er forudsætningen. Vores liv er uendelig meget værd. Tænk på, at du er god for en eftergivet gæld på 10.000 talenter, et svimlende beløb. Du er blevet givet så meget og blevet mødt med en kærlighed som er uendelig stor. Derfor skal du leve af den kærlighed og det storsind du har mødt. Du skal dele ud af det til højre og venstre.

Amen

Kirken er en succes

Myten om halvtomme kirker lever i bedste velgående, men den er falsk. Særligt i Fredericia er det et helt forkert billede. Her er der godt fyldt op om søndagen på kirkebænkene. Et fornuftigt (lidt lavt) skøn er, at der sidder omkring 800 mennesker i de 10 kirker, en given søndag i Fredericia. Det er da flot. Det varierer selvfølgelig meget fra kirke til kirke.

Det samlede billede er, at det slet ikke står så sløjt til med kirkegangen, som man ofte hører. Når jeg sidder til dåbssamtaler og fortæller folk, hvor mange jeg forventer, der vil komme i kirke om søndagen, kigger de skeptiske på mig. Men kirkerne er faktisk godt besøgt. Og hvis man skulle sammenligne det med et eller andet, så er der i hvert fald langt flere som går i kirke en søndag i Fredericia, end der i gennemsnit sidder til FC Fredericias hjemmekampe.

Vi er ellers sparsomme med tal i folkekirken. Der er ikke et tælleapparat ved indgangen. I det hele taget er der en skepsis overfor at tælle kirkegængere, for det er jo ikke deltagerantallet, der gør en god gudstjeneste. Alligevel skriver jeg dette, fordi jeg synes, det er ærgerligt, at folk har bildt sig selv ind, at kirkerne skulle være halvtomme om søndagen. Det er nemlig ikke rigtigt. 

Samtidig har flere og flere mennesker deres gang i kirken til andre arrangementer i løbet af ugen. Babysalmesang, højskoleaftener, minikonfirmand, pilgrimsvandringer og spaghettigudstjenester – jo listen over forskellige tilbud er meget lang. Der findes et bredt udvalg af kirkelige aktiviteter, og mange benytter sig af det. En national undersøgelse viste i 2011, at antallet, der brugte kirken i løbet af ugen, var stigende over en periode på 15 år. Da er antallet faktisk steget med en tredjedel.

Det bør selvfølgelig føre til selvrefleksion for os i kirken. Hvorfor kommer der flere mennesker i kirkerne nu? Er det fordi vi er begyndt at give folk det, de vil have og sige det, de vil høre, i stedet for at give dem det evangelium, der også kan modsige? Er det fordi kirkerne er begyndt at arbejde mere sammen om flere fælles projekter? Skyldes det, at folk er mere søgende i dag, end de var for 15 år siden? Er det fordi vi tilbyder et bredere udvalg af aktiviteter i dag? Eller er det fordi, vi har oplevet en stigning antallet af frivillige hjælpere i kirkerne?

Ja, det er svært at svare simpelt på. Det er nok en masse forskellige faktorer, som gør sig gældende. Jeg må bare konstatere, at det går rigtig godt på mange områder i folkekirken, og kirkebænkene bliver slidt. Men hvis du ikke tror på mig, så tjek det selv ud i en sognekirke nær dig. Du skal være hjertelig velkommen.

Postmand per: I er Guds postbude!

Præst: Prøv lige at kigge på jeres fødder. Ja I må gerne lige tage sko og strømper af alle sammen. Er der nogen som kan se nogle sjove fødder? Er det ikke sjovt at vi alle sammen har forskellige fødder. I dag skal jeg fortælle jer at vi ikke kunne sidde i denne her kirke hvis ikke mennesker havde fødder. Lyder det mærkeligt?
Nå nu skal vi synge første sang og der synger vi faktisk om fødder…

---

(P = Præst, Po = Postmand Per)
P: Nu skal I høre hvad det var med de fødder
Po: Lam bam dam lam bam dam
P: Halløjsa hvem er du
Po: Jeg hedder postmand Per og jeg bringer post ud
P: Nå, men hej med dig. Du er vist gået forkert for det her er en kirke og vi har altså ingen postkasse herinde
Po: Men jeg har altså et lille problem og jeg ved ikke om det er noget du kan hjælpe mig med
P: Jo så skidt da, hvad er der
Po: Jo jeg har fået det her brev hvor der ikke står en tydelig adresse på. Der står et underligt gammelt navn på bagsiden Paulus - det ved jeg ikke hvem er. Og på forsiden står der til Kor interne og så tænkte jeg at I jo har et kirkekor. Er det jer der er Korinterne.
P: Nej hov det tror jeg da vist jeg ved så
Po: Nå hedder du da kor-interne
P: Nej du siger det altså også forkert. Det hedder korinterne. Det er et brev som også står i den store bibel. Og afsenderen hedder Paulus. Han sendte en masse breve til forskellige kirker i gamle dage.
Po: Nå havde de så postbude og postbiler ligesom min fine røde en
P: Nej, de brugte deres fødder, og der var altså langt - nogle gange flere hundrede kilometer. Vil du høre en sang om det. Så kan du lige sætte dig der og høre den.

 

Po: Hold da op det var en god sang. Sendte de egentlig mange breve dengang
P: Ja ham, Paulus sendte faktisk en del, det var fordi han havde noget vigtigt at fortælle.
Po: Ja det er jo tit man sender noget med brev når det er vigtigt, fx indbydelser til bryllup, barnedåb og fødselsdag. Var det sådan noget han sendte?
P: Nej, han skrev breve hvor han fortalte om Jesus, alt det Jesus gjorde og sagde. Egentlig ville han gerne komme selv og fortælle hele tiden, og han rejste også meget rundt. I kan prøve at se det på det her kort. Han var først her hvor Jesus også døde. Paulus tog rundt alle mulige steder og fortalte om Jesus. På den måde kan man sige at Paulus startede kirker rigtig mange steder. Men han kunne ikke få tid til hele tiden at være over det hele og så sendte han breve i stedet.
Po: Det må godt nok have været hårdt at være postbud dengang når man skulle gå så langt.
P: Ja det tror jeg på. Og ved du hvad - man kan faktisk sige at Paulus var et slags postbud.
Po: Nå, havde han også en masse breve med når han rejste rundt.
P: Nej, men han var jo et slags postbud fra Gud. Han fortalte folk om det som Gud ville sige til dem. Vi kalder Paulus og nogle af de andre første kristne for apostle og det betyder ”udsendinge” Altså nogen der er sendt ud. Og egentlig er vi alle sammen Guds postbude – vi er sendt ud af ham for at fortælle de gode nyheder om Gud.
Po: Hvad står der så i de breve fra Gud
P: Ja det skulle du næsten se. Jeg har et kæmpe postkort fra Gud her. Skal vi prøve at åbne den. Der står

 

Fra Gud til dig

 

Mit kære barn
Jeg elsker dig og skal nok passe godt på dig
Vær god mod din mor og far og alle de andre
Glæder mig til vi engang ses i himlen

 

Po: Hold da op det er godt nok et stort postkort. Hvad skal vi gøre med det?
P: Jeg tror vi lader det ligge her i kirken så kan folk komme herhen og se den hvis de vil
Po: Nå men jeg skal jo egentlig også videre på min postrute, jeg har lige to breve endnu inden jeg skal hjem til Sonja og Poul og have aftensmad.
P: Jamen så må du have det godt. Det var hyggeligt at møde dig

 

 

Bøn
Tak Gud, fordi du passer på mig
Tak Gud, fordi min mor og far er så søde
Tak fordi vi er sammen her i dag
Tak Gud fordi du elsker mig
Tak fordi du har sendt et postkort til mig
Hjælp mig til at være dit postbud
Amen

 

Gud hævner sig og smider nogen udenfor?

Jeg tror vi alle kender det at blive holdt udenfor. Vi har nok alle prøvet det på et eller andet tidspunkt. At de andre har rottet sig sammen mod os og ikke vil have os med i fællesskabet. Det er ikke rart. Det er koldt og ensomt. Man kommer let til at føle sig forkert og anderledes. Man bebrejder sig selv selvom det nok ofte var de andre der burde have været mere opmærksomme.

Det er en af de værste følelser overhovedet – at være udenfor. I dag møder vi en mand som bliver smidt udenfor. Men han bliver ikke bare holdt udenfor af mennesker – han bliver endda smidt udenfor af Gud. Hvordan må det ikke være? Hvis ikke engang Gud vil have noget med mig at gøre – hvordan må det ikke føles? Og er Gud en Gud der udelukker nogen?

Det er i hvert fald det indtryk vi står tilbage med. Men ellers har lignelsen faktisk gjort meget ud af at vise at Gud er en gavmild og generøs Gud. Kongen i lignelsen er et billede på Gud. Han vil så gerne holde en fest, men de inviterede har alle mulige slags undskyldninger. Så begynder kongen at invitere vidt og bredt – ja helt til vejenes ender for at få huset fyldt.

Der sidder de så alle sammen, både onde og gode til fest i himlens lyse sale. Jo det er da en smuk historie hvor Guds godhed og kærlighed er fremtrædende. Og det er jo sådan, vi bedst kan li at tænke om Gud. Men det er ikke det vi husker efter vi har hørt historien. Det er derimod de knaster der er i fortællingen. Der hvor vi har svært ved at forstå billedet af Gud. Det er dem jeg vil lægge hovedvægten i dag det er det som udfordrer mig. Der er særligt to ting jeg ikke umiddelbart forstår.

Først: Hvorfor var kongen så voldsom mod dem, som mishandlede og dræbte hans tjenere. Han sendte sine hære ud og dræbte dem og brændte deres byer. Har vi at gøre med en Gud der hævner?

Dernæst: Hvorfor er kongen så hård og brutal mod manden, som ikke har festklæder på? Er det ikke en lille ligegyldig ting, som han skulle tilgive manden for?

Lad os se på det første med hævnen. Måske er vi blevet lullet lidt for meget ind i at Gud er en kærlig pusse nutte farmand som er god og kærlig uanset hvad. Men det er et lidt for enkelt billede af Gud. Det gamle testamente vrimler med voldsomme og frygtindgydende billeder på Gud. Og man kunne jo også spørge, om man ikke først bliver en god og kærlig far, hvis der er respekt om en. En god far må vel også straffe sine børn.  

Min kone Annie og jeg er begyndt at følge med i en serie på DR om børneopdragelse eller rettere følger vi nogle eksempler hvor det er gået galt. Hvor børnene har taget magten i hjemmet og alting nu er blevet kaos. Første gang fulgte vi en familie med tre mindre børn hvor forældrene ikke turde tage på indkøb med dem. Der var med andre ord ikke sat grundlæggende regler op for børnene som de kunne forholde sig til og der var ingen voksne som satte sig igennem overfor børnene.

Så måske er det vores faderbegreb der er blevet for rosenrødt, for børn har brug for tydelige regler og forældre der sætter sig i respekt. Den kærlige Gud som aldrig er streng er måske i længden for blød til os. Vi har brug for en som også indgyder ærefrygt. En, der TØR opdrage os)

Og så er der det med Gud at han altid er større end vi går rundt og  tror. Når vi har konfirmandundervisning begynder vi altid med en lille fortælling i kirken. Den ene gang fandt jeg et billede for at illustrere en historie om Gud. Det var billedet af et isbjerg. Det ser helt kridhvidt ud, og stikker op som et spids midt i det klare, blå hav. Jeg har taget det med her.  Som bekendt er det kun 1/10 af isbjerget som stikker op over vandet og er til at se. Det brugte jeg som et billede på Gud. Vi ser så lidt af ham. Han er meget større end vi kan tænke os frem til og forstå. Derfor hører det med til billedet af Gud, at han også kan blive vred og hævne sig. Vi må aldrig tænke for småt om Gud og tro vi har helt styr på ham.  Altså: Der er mere at sige om Gud, end det vi forstår.)

Nu til det andet problem med festklæderne.

Jeg ved ikke om I kender til det problem med at komme til en fest og finde ud af at man ikke lige har ramt niveauet. Enten at man for fin i forhold til de andre eller at man ikke er fin nok. Jeg var engang på studietur med præsterne her i provstiet. Det var inden for det første år efter jeg var blevet ansat og vi skulle have en festaften undervejs. Derfor tænkte jeg at jeg hellere måtte finde mit gamle jakkesæt fra brylluppet frem. Og der sad vi så. Dem i deres striktrøjer og kedelige ideforladte skjorter og mig i jakkesæt med slips og det hele. Det spillede ikke helt sammen må jeg nok sige. Så er det man føler sig lidt malplaceret.

Er det mon sådan han har stået i festsalen, ham fyren som ikke er i festklædning. Kigget rundt og følt sig helt udenfor. Eller var det med vilje. Han ville simpelthen ikke ligne alle de andre. Han ville skille sig ud, fordi han mente at være noget særligt.

Ofte når man inviterede til fest på Jesu tid sendte man en festklædning ud med invitationen, som man skulle tage på som adgangskrav for at komme til festen. Den havde manden ikke taget på. Måske gad han ikke, måske ville han ikke vise den respekt for værten at iføre sig den. Vi kan kun gætte.

Men, hvad er det i det hele taget for nogle himmelske påklædningsregler vi hører om? En tolkning er at festdragten er et billede på at iklæde sig Kristus. Vi har jo lige set det da Emma og Nana blev døbt. De blev iklædt Kristus og det er symboliseret ved den fine hvide dåbskjole.

Det er ham, der frelser. Og ham bliver vi iklædt, når vi bliver døbt. Det er det, der sker, når korset bliver tegnet hen over den døbtes ansigt og bryst. Da iklædes den døbte Kristus selv. Og det er det, der frelser? Det er dåbskjolen så et symbolsk udtryk for – at vi bliver iklædt en fremmed/en anden/en udefrakommende, nemlig Jesus Kristus.Måske er det, det der ikke har været godt nok for manden i lignelsen. Hans fortjenester og gode gerninger kunne lige pludselig ikke bruges til noget. Men at iklæde sig Kristus er det eneste adgangskriterium for at komme ind i himlen. Her hjælper vores præstationer og kvalifikationer os ikke noget som helst.

Den oplagte tolkning af den her lignelse er, at alle dem der sagde nej til festen, selv satte sig udenfor. Dem der i første omgang sagde nej til kongens invitation havde for travlt med alt muligt andet til at være med. Og ham der ikke havde den rette festdragt på, satte også sig selv udenfor. De kom altså ikke med til festen fordi de ikke ville med til den. Der er altså frihed til at sige nej.

Nu er det så, at vi skal til at kigge på os selv. For godt nok er historien fortalt til dem, som Jesus gik rundt sammen med, men den er også fortalt til os i dag. Vi skal ikke kigge på de andre, men på os selv. Er det at iklæde sig Kristus fint nok for os. Kan vi nøjes med at være iklædt ham, hvis vi dybest set synes at vores eget tøj, vores liv og fortjenester er lidt smukkere end at skulle være i det samme tøj som alle de andre idioter. Denne kristus kåbe skjuler alle vores fejltrin og vores ondskab men den skjuler også alle de flotte fortjenester vi har opnået og som vi lægger så stor vægt på.

Altså: Vi hører i dag, at Gud ikke bare er en rar og venlig Gud. Som den gode far han er, kan han også blive vred. Han er i det hele taget langt større end vi mennesker kan fatte.

Først og fremmest er han den gode konge, som inviterer os alle til sin himmelske fest. Han inviterer alle både onde og gode. Vi er ikke tvunget med. Hvis vi ikke vil, kan vi sige nej. Adgangskriteriet er at vi tager festtøjet på. Vi skal iklæde os Guds dåbskjole som skjuler vores fejltrin, men som også stiller os på linje med de andre. Vi er derfor hverken mere eller mindre end de andre. Kan vi acceptere det, så er der fest.

Amen