Vi skal se Gud i vores næste

http://www.youtube.com/watch?v=AK4LZMcXgAY

 

Jeg synes det er et fantastisk videoklip vi lige har set. Det er et tidligere KLU KLUX klan medlem Johnny som bliver interviewet. Da han var i tyverne hadede han alle sorte og særligt forsøgte han at gøre livet surt for en sort amerikansk præst. Johnny og hans venner hældte affald ud over præstens græsplæne, truede ham med alt muligt og brændte hans kirke ned. Præsten svarede igen med venlighed, velsignelser og humor.

Og den sidste episode Johnny fortalte om i klippet fra før var, da den sorte præst sad inde på en restaurant og var ved at spise en kylling. Så kom Johnny ind til ham sammen med et par andre klanmedlemmer. Der var en hyggelig stemning og en summen ved bordene lige indtil Johnny gik hen til bordet hvor præsten sad.Johnny sparkede til en stol og sagde med en truende stemme at denne restaurant kun var for hvide. Der blev helt stille i restauranten og alle kiggede hen mod Johnny og præsten. Johnny truede ham, bankede sin tykke næve i bordet og sagde, at han ville love præsten en ting. Han ville gøre det samme mod præsten, som præsten ville gøre ved den kylling der lå på tallerkenen foran ham. Præsten tænkte sig om et kort øjeblik tog kyllingen op med begge hænder og kyssede den. Alle folk i restauranten brød ud i latter, ja selv KLU KLUX medlemmerne kunne ikke holde sig.

Johnny og hans kammerater forlod restauranten. Med humor, velsignelser og venlighed gjorde denne sorte præst en stor forskel i Johnnys liv. Det ændrede Johnnys liv radikalt at han blev mødt med denne venlighed.

I dag i kirken bliver vi mindet om at vi alle sammen har et ansvar for andre mennesker. Vi gør en forskel i andre menneskers liv. Det vi gør mod andre er ikke ligegyldigt. Vi skal gøre godt mod andre og møde dem med venlighed.  Dette her eksempel fra USA er ret ekstremt, og det behøver slet ikke være så store og vilde bedrifter vi udfører. Nej vi skal nok i højere grad gøre godt i det små.

Vi kender det jo alle sammen. Det er ofte de små venlige bemærkninger der gør allerbedst. Små ord fra andre mennesker, et kram når vi er kede af det, en lille tak, opmærksomhed fra en gammel ven. Sådanne små ting kan afgøre om vi får en god dag eller en dårlig. Vi kan være medarbejdere på hinandens glæde. De opgaver vi hører om i evangeliet til i dag er ikke nogle som er decideret svære at udføre. Giv sultne noget at spise, tørstige noget at drikke, tag imod fremmede, giv nøgne mennesker tøj, tag jer af syge og besøg folk der sidder i fængsel. Det er ikke noget som kræver en særlig fagperson eller en særlig tapper personlighed.

Det er ikke uoverkommeligt, hvad der forlanges. Vi kan ikke altid helbrede de syge, men vi kan lindre og trøste. Vi kan sjældent befri de fængslede, men vi kan besøge dem. Vi kan ikke give de fremmede vores hudfarve og tradition, men vi kan tage imod dem, respektere dem og få dem til at føle sig velkomne. Til gengæld har vi rigeligt med ressourcer til at mætte de sultne og give de tørstige rent drikkevand overalt på hele kloden. Hvis vi vil. Vi har et enormt overskud at give væk af og vi skal give rigtig meget før vi overhovedet kommer dertil hvor vi selv kommer til at mangle noget livsnødvendigt.

De første i lignelsen, dem som skulle over på den højre side, var overraskede over at deres gode gerninger havde så store perspektiver. De havde hjulpet et medmenneske. Og hvad så? De var formentlig klar over at de havde hjulpet et medmenneske og gjort noget godt, for det var ikke det de blev overraskede over. Nej, de blev overraskede over at det var Herren selv de havde hjulpet. Det var altså Gud selv der så at sige gemte sig i de medmennesker de havde hjulpet. Hjælpen var også en måde at ære Gud på.

De sidste i lignelsen blev også forundrede. Altså dem som skulle over på den venstre side. De var sikkert godt klar over, at de var gået forbi mange nødlidende medmennesker, men de var ikke klar over hvem der i virkeligheden havde kaldt på deres ansvar, barmhjertighed og hjælp. Nu var det for sent.  

Vi kender bittert til erfaringer af at komme for sent. Fx mennesker vi gerne ville have sagt noget til, før de døde. Eller børn vi gerne ville have brugt mere tid på, mens de var små, men nu er de unge og fløjet fra reden. En skolekammerat vi ville have behandlet helt anderledes, hvis …. Men det kan blive for sent. For sent at opdage, at her var der et menneske, som havde brug for mig. Jeg opdagede det ikke i tide.

Jamen; Møder vi virkelig Jesus i vores medmennesker – er det ikke bare her i kirken vi møder ham? Svaret må være at vi møder ham begge steder. Han er særligt til stede her i kirken i ordet, i dåben og i nadveren, men han er også nær i hvert eneste lille medmenneske, især det menneske som trænger til hjælp. Sådan som vi stiller os til det menneske der beder om hjælp sådan stiller vi os til Jesus. Hjælper vi et menneske i nød, er det Jesus vi hjælper. Afviser vi et menneske i nød, er det Jesus vi afviser.

Det er det som den endelige dom skal afsløre. Vi skal stå foran Guds trone og Jesus skal selv tage plads på dommersædet. Der er en lang række spørgsmål, som trænger sig på når vi hører om verdensdommen: Hvornår skal det ske? Hvem er fårene og hvem er bukkene? Findes der i det hele taget et helvede?

Alle disse spørgsmål kan man gå og spekulere på længe og grundigt, uden at man kommer nærmere et svar. Men vi kan dog sige noget om dommen. Nemlig, at den er Guds. Derfor må vi ikke gå rundt og dømme andre, for det er slet ikke vores opgave. Vi skal heller ikke spekulere for meget over, hvad der skal ske med os selv, for det er også i dommerens hænder.

Men når vi kommer for sent. Når vi går forbi vores medmennesker. Når vi svigter de nødlidende, så er der en nådig dommer at gå til. Vi har et håb at klynge os til. At ham, der viste os hvad kærlighed er, ham, der aldrig lod et nødlidende menneske i stikken, ham, der elsker os ud over alle grænser – at han vil være en nådig dommer. Det er det glædelige budskab i dag - At det er Jesus Kristus som skal være vores dommer.

Med den nådige dommer i baghovedet, må vi sige, at det vi gør overfor andre mennesker, ikke er ligegyldigt. Det har betydning, hvordan vi lever vores liv. Vi skal se Gud i de nødlidendes øjne. Det behøver ikke være helteagtigt, det vi vælger at gøre ligesom det den sorte præst gjorde. Men det kan være små kærlige ting. Der forlanges ikke noget urimeligt af os. Vi skal se Gud i vores næste.

Amen

sorg, savn, trøst og håb

Prædiken Alle Helgen 2013

Det var voldsomt I tirsdags med den orkan der ramte Danmark. Vi fik lov til at mærke naturens kræfter for fuld udblæsning. Når vinden sådan tager fat bliver vi mindet om at der er stærke kræfter på spil i vores liv, som vi ikke selv er herrer over.
Døden er også en brutal og stærk kraft som bryder ind i vores liv. Den kommer med sin ødelæggende kraft. Når den rammer, bliver vi mindet om, at vi ikke bestemmer alt i livet selv. Det kan føles ligesom en storm der blæser os omkuld. Hverdagen forandres med et. Døden kan være en voldsom hændelse, og selvom den er ventet kan vi stadig blive overraskede. Et virvar af følelser venter på at få sprog. Sorgen skyller ind over os og det er ikke til at finde fodfæste. Alle spørgsmålene står i kø. Hvorfor skulle det ske når der nu var så meget vi ville nå sammen? Hvordan skal vi leve videre? Har Gud en plan med det hele? Er der en mening med det?
Når den værste storm har lagt sig følger tomheden, stilheden og savnet.
 
Det er svært at miste

Som en enkemand sagde i et radiointerview for nylig, da han blev spurgt om, hvordan det er at miste. Så svarede han: ”De fleste morgener, når jeg står op og går ud i mit køkken, undrer jeg mig over, at der ikke er den sædvanlige duft af kaffe. Der er heller ikke den snorklende lyd af vand, der render igennem kaffemaskinen. Der er bare helt stille. Så er det, jeg kommer i tanke om, at min kone ikke er her mere. I 40 år har vi haft vores faste morgenrutine. Hun er stået op lidt før mig. Hun har taget sin stribede, brune morgenkåbe på, og er gået ud i køkkenet og har sat kaffen over. Når jeg kom ud i køkkenet, satte jeg to tallerkener og to kaffekopper frem. Og så var vi klar til at få vores morgenmad. Det er flere måneder siden, hun er død. Men jeg ka´ stadigvæk blive lidt overrasket, at hun ikke er der. Og jeg har svært ved at vænne mig til det.”

Sådan ka´ det være at miste. Vi ka´ blive mindet om den afdøde gang på gang. Så det næsten kommer bag på os, at personen ikke er her, selvom vi godt ved, at han eller hun er død. Små dagligdags rutiner og vaner er ophørt.
Mange efterladte gir´ udtryk for, at det ikke er fordi der ikke sker noget smukt og godt i løbet af dagen. Det gør der såmænd tit. Det er mere det, at der ikke er nogen at fortælle det til, når man kommer hjem. Det, at komme hjem til et tomt og stille hus.
 
Dagen, hvor vi går på kirkegården

Alle Helgen er en dag, hvor mange af os søger ud til gravene på kirkegårdene. Og hvis vi ikke har mulighed for at gøre det sådan rent fysisk, så søger vi måske derud i tankerne. Ud til gravene. Både dem, der er blevet kastet i året, der gik. Men måske også til nogle af dem, der blev kastet for år tilbage.

For når vi mister et menneske, vi holder rigtig meget af er det som om personen bliver ved med at leve i os, selvom han eller hun er nok så død og ligger begravet ude på kirkegården. Fx hvis vi har mistet vores ægtefælle. Vores barn. Eller vores nærmeste ven. Den person er ligesom blevet en del af os i en sådan grad, at vi bliver ved med at blive mindet om ham eller hende. På den måde er det som om de døde lever videre i os, selvom vi godt ved de ligger ude på kirkegården. Vi bærer vores døde med os hele livet.
Savnet bliver særligt stærkt til vigtige begivenheder eller op til højtiderne. Hvor kunne det have været dejligt, hvis han eller hun havde fået lov til at opleve det, siger vi til hinanden.
 
Salige er de....

Når vi har prøvet at miste et menneske vi elsker så finder vi også ud af hvor sårbare vi er. Hvor meget andre mennesker betyder for os. Hvor meget vi egentlig har brug for andres hjælp og trøst. Det er godt at have nogen at støtte sig til når stormene raser.

Gud vil også gerne være en støtte for os. Da Jesu gik på jorden stilnede han mange storme i menneskers liv. Både de helt konkrete storme hvor han fx fik vinden til at lægge sig da disciplene var ved at gå under men også de storme som var inden i mennesker.
I dag lover Gud os at han også vil komme os i møde og hjælpe med at stilne vores storme. Han vil trøste os og give os styrke, når vores egne kræfter ikke slår til. Når vi føler os små og magtesløse så vil Gud komme til os og gøre os salige.
Det er Jesus, som kalder os salige i det stykke vi lige har hørt. Salige. Det er et svært ord helt at forstå. Da biblen skulle oversættes til et nutidigt sprog for nogle år siden forsøgte man at oversætte det med heldige. Men kan det virkelig være rigtigt at de, der sørger, er heldige? Eller, at dem der bliver forfulgt er heldige? Det lyder da helt forkert. Ja, for det at være salig er noget helt andet end at være heldig. Vi er bestemt ikke heldige når vi har mistet, men vi kan godt være salige. Dvs. vi kan leve med et håb, på trods af den sorg, der kan være helt knugende. At være salige er at finde fred i, at vi er set og elsket af Gud. Den fred er med til at vi kan leve videre med tabet. Han vil sørge for at der stadig kan ske gode ting for os selvom savnet tynger os. Han vil vise os at der stadig kan være gode ting at leve for.
Når vi kaldes salige og er set og elsket af Gud kan det give os et håb om at det menneske vi har mistet også er det. Vi har et håb om at vores døde lever videre i Guds himmel.
 
Guds himmel

Jeg tror vi alle gør os nogle billeder af den. I Johannes åbenbaring som jeg læste for jer i begyndelsen af gudstjenesten får vi et billede af hvordan det er i Guds nærvær. Forfatteren har nemlig fået lov at kigge ind i Guds himmel. Gud sidder på sin trone i magt og vælde mens englene flyver rundt om ham. Foran tronen står en stor skare som ingen kan tælle. De står der i hvide klæder. Det er Gud der har klædt dem på, og det er ham der sørger for dem. Alle er omsluttet af hans omsorg og kærlighed. Der er ikke nogen, der er kede af det. Der er ingen, som er syge eller lider. Det er en tilværelse, hvor alle har det godt.

Det er et billede på en gang af en mægtig konge og samtidig en nærværende omsorgsfuld Gud. Det er trøsten der er at give på en Aller Helgens søndag. At vi har et håb om at vores kære står foran Guds trone i hvide klæder. Gud, som har magten over døden og samtidig elsker os ufatteligt højt. Vi må hvile i Guds løfter om, at han vil følge os alle vores dage og tager vores kære hjem til sig.
 
Afslutning

Derfor lyder budskabet Alle Helgens Dag:

Når livets storme for alvor blæser os omkuld, så har vi brug for hjælp udefra. Vi har brug for trøst og omsorg fra andre mennesker og fra Gud.
Det kan godt ske, du savner et menneske du har mistet. Der er mange ting som minder om alt det, der var. I det ene øjeblik kan det kalde smilet frem pga. glæden over det, vi havde sammen. I det næste øjeblik kan det kalde vemodet frem pga. savn, længsel og tanker om alt det vi ikke nåede.
Men i dag bliver vi kaldt salige af Jesus. Fordi han har magt til at give os sin fred selvom vi er i sorg. Han fortæller os, at vores kære altid er set og elsket af Gud. Vores håb er, at hans kærlighed og omsorg kan nå de mennesker vi savner, nu hvor vi ikke selv kan.

Amen

 

Hør os, Gud, når vi beder:

Vi lægger vore bekymringer i dine hænder - og beder dig: giv os kræfter til at leve

med dem.

Gør os stærke, når vi er svage.

Giv os lys, når vi kun kan se mørket.

Giv os tro, når vi tvivler.

Giv os håb, når vi mister modet.

Fortæl os, at de mennesker, vi har mistet, er hos dig, Gud. Giv os dit ord på, at også vi skal se din glæde.

Giv os del i dit rige, når vore egne kræfter slipper op.

Vi beder dig for alle, der er modløse, svage, syge og døende: vær hos alle, der har brug for dit lys.

Vi beder dig for alle, der tror, de kan klare sig uden dig: vær også hos dem, Gud.

Giv kræfter til alle, der har fået magt til at regere i denne verden - store som små; og

lad dem regere med kærligheden som rettesnor.

Vær med din kirke, Gud - og hold alle, både levende og døde, fast i din kærlighed.

Komme dit rige - ske din vilje!

AMEN.