28. december 2013

Da Gud kom til middag

Der var engang en mand, der syntes, at hans kone var den bedste i verden til at lave mad. En dag, da han rigtig havde rost hende, føjede han til, at det vel kunne gå an at invitere Gud til middag, så han også kunne få glæde at hendes kogekunst. De bad så til Gud og inviterede ham til middag den følgende søndag.

Konen fik nu travlt med alle forberedelserne, og da søndagen kom, sad de i stadstøjet ved et veldækket bord og ventede. Pludselig bankede det på døren, og de skyndte sig hen for at lukke op. Uden for stod der en snavset tigger, der bad så mindelig om lidt mad. Tror du, at du skal gramse med dine beskidte fingre i den mad, vi har beredt til Vorherre, skældte manden og jog tiggeren væk, Så satte de sig igen hen at vente, men der kom ingen den dag. Måske var maden alligevel ikke fin nok for Gud, sagde manden til sin

kone. Hvis vi gør os lidt mere umage, så vil han måske komme næste gang. Så bad de om, at de måtte få deres ønske opfyldt næste søndag.

Nu fik konen travlt hele ugen med at gøre huset i stand og tilberede de lækreste retter. Da søndagen kom, trak de atter i stadstøjet og satte sig til at vente. Men det samme hændte som sidste søndag: De kunne høre nogen banke hårdt på døren. Men Den eneste, der dukkede op, var den beskidte tigger, som de skyndte sig at jage bort. Ja, vi har nok alligevel ikke forberedt os, som vi burde, sagde manden, men jeg ved, at din mad ellers er god nok til at glæde selveste Vorherre, så lad os prøve en tredje gang og gøre alt, hvad der står i vor magt, for at gøre det så fint som muligt. Endnu en gang bøjede de hovederne og bad Gud om at besøge dem den næste søndag.

De ville så gerne have Gud til middag, så i hele den følgende uge gjorde konen alle tænkelige forberedelser, og manden hjalp hende så godt som muligt. Der blev skuret og skrubbet, bagt og braset, og da søndagen endelig kom, skinnede huset som nyt og duftede at den dejligste mad. Så satte manden og konen sig til bords og ventede i deres nystrøgne festklæder.

Endelig bankede det på døren, og de skyndte sig hen for at lukke op. Men det var igen den snavsede tigger, der stod og rakte hænderne ud mod dem. Manden i huset blev rasende og truede tiggeren at forsvinde i en fart. Men denne svarede: Nu har I tre gange indbudt mig til at spise, og tre gange har I alligevel jaget mig væk.

Manden og kvinden blev overraskede den dag, for Gud viste sig ikke som de havde regnet med. De havde forventet en fin herre, men han valgte at vise sig som en fattig tigger.

Det hørte vi også i Johannes flotte beskrivelse af ordet lige før. Johannes bruger forskellige billeder på det forunderlige, at Jesus Kristus, Guds søn kom til jorden. Han fortæller om det sande lys, som kom til verden, men verden kendte ham ikke. Han kom til sine egne men hans egne tog ikke imod ham.

Det er julens budskab, at Gud valgte at vise sig på en helt anden måde end folk havde forventet. Nu havde folk gået og ventet på en frelser i så mange år. Profeterne havde gennem flere hundrede år spået, at en konge ville komme  til jorden, en som skulle frelse os. De fleste billeder på frelseren var stærke mægtige billeder. I den profeti vi har hørt i dag kaldes han Underfuld rådgiver, vældig Gud, Evigheds fader og man kan næsten se deres forestilling for sig om en mægtig fyrste som sidder på en storslået trone og regerer.

På den baggrund er det ikke så underligt, at det var vanskeligt for folk at tro dengang, at en simpel søn af en tømrer, som blev født i en stald i Betlehem skulle være verdens frelser. Det var ligesom ikke det de forventede. De forventede en Gud som ville vise muskler. Men også i dag kan det være en tvivl vi kan bære på? Er det den store almægtige Gud der viser sig sådan? Er det virkelig verdens skaber som blev født i en stald i Betlehem?

 

 

Altså det, som fortællingen viser, er, at Gud kom på en helt anden måde, end mennesker havde ventet. Hvad var det så for en anderledes måde, Han kom på? Jo, fortællingen gør det klart for os, at Gud ikke kom som en fin herre, men som en fattig. Og vi kunne føje til: Han kom ikke med magt, men med kærlighed”

 

Men det Det var helt bevidst at Gud lod sig vise som et barn i en stald.. Gud kom til verden som et lille barn for at vise os, noget om hvem han er. Det var et valg han tog. Han kunne være ankommet med en hel hær af engle i al sin pragt, for på alle måder at vise sin magt, men nej. Han ville vise os at den største magt er kærlighed. Kærlighed er stærkere end alt andet. Den der virkelig vil flytte noget i verden, den der for alvor vil ændre tingene må sætte alt ind på at leve sit liv i kærlighed.

Det slog mig her for et par uger siden, da alle verdens statsledere nærmest stod i kø for at lovprise Nelson Mandela, at her blev vi mindet om det igen. At Kærlighed er den største magt. Efter 27 år i fængsel valgte Nelson Mandela at svare igen med kærlighed, viljen til at tilgive sine fjender, med forsoning og med ikke vold. Han kunne sagtens have valgt hævnen, da han selv fik magten som præsident, men han valgte at opfordre til at hvide og sorte kunne leve sammen i en fælles fremtid. Det blev skelsættende. Prøv bare at tænke på alle de ledere som var gået forud for ham. Dem er der få som vil huske. Men Mandela vil blive husket. Jeg vil gerne læse et lille citat af ham:   

”Ingen bliver født til at hade et andet menneske på grund af hans hudfarve, hans baggrund eller hans religion. Folk må lære at hade, og hvis de kan lære at hade, kan de også lære at elske, for kærligheden kommer mere naturligt til mennesket end dens modsætning. Selv i de mørkeste tider i fængslet, da mine kammerater og jeg blev trængt til det yderste, kunne jeg se et glimt af menneskelighed i en af fængselsbetjentene, måske kun et sekund, men det var nok til at give mig sikkerhed og holde mig gående. Menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes”.

Også julenat minder os om det. At der er en flamme som brænder – en kærlighedens flamme. Den blev tændt julenat for 2000 år siden, men den brænder stadig. Den brænder i de hjerter som vil kærligheden. Den brænder i os når vi lader os inspirere af store mennesker som Nelson Mandela, og den brænder i os når vi tør sige nej til det onde, tør sige nej til volden eller til gengældelsen. Den brænder i os når vi vil lade os fylde med det lys som blev tændt julenat.

Gud valgte at vise sig som et svagt almindeligt menneske. Jesus Kristus gik ikke voldens vej. Han forsøgte aldrig at få den magt og ære som han var berettiget til. Når de ville hylde ham og sætte ham op på en piedestal, så gik han afsides for at bede. Og da djævelen lokkede ham ude i ørkenen og fristede ham med at få magt i verden, formåede han at sige nej. Ja selv da han skulle gå smertens vej og dø på et kors gjorde han det offervilligt. Han viste på egen krop hvad det vil sige at gå kærlighedens vej.

Derfor fejrer vi juledag og alle andre dage i kirkeåret at kærligheden er den stærkeste magt. At Gud elskede os så meget at han gav afkald på sin himmelske storhed og viste os hvad kærligheden er i stand til. At kærligheden kan sprænge satans og dødens magt. Glædelig jul

8. december 2013

Så er vi advaret!


Skal man lade være med at sige noget, når man ser noget true i fremtiden – for ikke at gøre folk bange? Eller er man nødt til at advare, så vi kan nå at ændre i vores måde at leve på? Naturligvis det sidste. Prøv at tænke på, hvad der var sket, hvis ikke Fillippinerne var blevet advaret om, at der var en storm på vej her for et par uger siden. Eller bare vores egen storm Bodil. Så var det gået langt værre, for så havde vi ikke haft tid til at forberede os på stormvejret. Sandheden, som vi kender den, må frem – hvor ubehagelig og ubelejlig den end måtte være. I adventstiden tales også om at være forberedt. Forberedt på Jesu komme. Det er det tema som gennemsyrer Jesu lignelse om de ti brudejomfruer som vi lige har hørt.

Lignelsen er barsk – den er ikke for børn. Jesus fortæller om de 10 brudepiger, der ville gå brudgommen i møde. Fem af dem var tåbelige og fem kloge. De tåbelige tog deres olielampe med – men ikke ekstra olie. De kloge tog deres olielamper med og samtidig noget ekstra olie – for alle tilfældes skyld. Og så sker det, at tiden trækker ud, inden brudgommen kommer. De falder alle i søvn. Da brudgommen endelig kommer, så de kan lyse ham til bryllupsfesten, er de 5 tåbelige pigers lamper løbet tør for olie. De kloge piger kan ikke dele deres med dem – og mens de tåbelige brudepiger forsøger at få fat på ekstra olie, går bryllupsfesten i gang – og de bliver lukket ude.

Det er det værste ved lignelsen, at de bliver holdt udenfor. De tåbelige brudepiger kendte ikke deres besøgelsestid. Man kunne sammenligne det med enhedslistens forsøg på at være med i den kommende finanslov. Der blev forhandlet på livet løs i flere måneder, men da det endelig gjaldt, blev de holdt udenfor. Johanne Schmidt Nielsen forsøgte både med en forsonende mail og en SMS men det bed slet ikke på mens der blev forhandlet med venstre og Konservative. Nu var enhedslisten blevet udelukket. Døren var lukket, og der var ingen mulighed for at komme ind igen. De kendte ligesom de tåbelige brudepiger ikke deres besøgelsestid. Nu har vi jo nok en fornemmelse af, at der er forskel på den alvor, der kendetegner lignelsen og så eksemplet med finanslovsforhandlingerne. Det er jeg helt på det rene med. Men princippet er det samme. Vi kan komme for sent. Der er noget, der hedder at kende sin besøgelsestid”

Og som om det ikke er slemt nok i sig selv, at de tåbelige brudepiger bliver holdt udenfor. Så bliver de oven i købet mødt med en kold afvisning. Da brudkommen siger til de tåbelige brudepiger der gerne vil ind: Jeg kender jer ikke’, er det en afvisning, som bider. Og den afvisning kan være svær at følge når vi fra andre lignelser kender Gud, som den kærlige far. Som den, der gerne vil give mennesker en chance til.

Ligesom denne kolde afvisning virker uforståelig, så er det også svært at forstå, hvorfor de kloge brudepiger ikke kan dele deres olie med de andre. Andre steder i evangeliet opfordrer Jesus jo til at dele med hinanden. ‘Har du 2 skjorter, så del med den, der ingen har’. Hvorfor kan de så ikke dele med hinanden?

Men vi må holde tungen lige i munden. Der er en alvor i lignelsen, som peger på det enkelte menneskes liv. Jesus taler om noget, som ikke kan deles. Olien og lamperne er et billede på noget menneskeligt, som ikke kan deles. Nemlig de gode gerninger vi gør for andre mennesker.

Olielamper og olien er så at sige billeder på det at være til stede i ens eget liv, at leve engageret – at være medlevende – at gøre noget godt for andre – at fylde sin plads ud i det liv, man får givet. Så ‘de kloge brudepiger’ – er et slags billede på det at være til stede, når livet kalder på en.

Modsat de tåbelige – de er billede på det at leve i selvoptagethed, i ligegyldighed og tomhed. Det er dem, der ligner pigen i eventyret, som på sin bryllupsdag bliver lukket inde i et bjerg med en ten. Det er en magisk ten, som hun kan spinde guld på. Og hun får at vide, at hun frit kan forlade bjerget, når hun mener, hun har spundet guld nok. En eventyrlig bryllupsgave! Men den bliver en forbandelse for hende. For hvornår har hun guld nok? Eventyret slutter med, at da hun endelig kommer ud, er hun blevet gammel. Livet er gået hende forbi. Vi kan forspilde mulighederne for at leve sammen med andre og være noget for andre, fordi vi brugte tiden på os selv.  

Jeg ved ikke om I har lagt mærke til det. Men hver gang jeg har prædiket over en lignelse med en dommer, med helvede og fortabelse så har jeg valgt at vi skal synge salme nummer 276 i salmebogen. Jeg synes denne salme har en rigtig god balance. Den tager ikke alvoren fra dommen og dommedag, for da bliver vores handlinger ligegyldige. Men samtidig formår salmen at udtrykke et håb om en nådig dommer.

Vi har jo netop ikke levet som vi burde. Vi har forspildt et utal af muligheder, vi har dømt de andre ude og vi har tænkt alt for meget på os selv. Det hele, skal blive tydeligt, på dommedag. Alle vores egoistiske tanker og alt det som vi kan holde skjult for andre mennesker. Intet forbliver skjult for dommeren. Det er alvorligt, og det er da lige til at få sved på panden af.

Men så er det vi må bøje vores knæ og bede dommeren om nåde. Vi må klamre os til Kristi liv og gerninger. Vi må håbe at det han gjorde gælder for os. Det er vel også det eneste vi kan håbe på.

Og hvad så her i mellemtiden? Jo, tiden i lignelsen er et billede på Guds tålmodighed og nåde. Godt det trækker ud. Hvis Gud ville, kunne han selvfølgelig ordne genoprettelsen i et snuptag. Men det vil han åbenbart ikke. For meget ville nok også gå tabt. Tvært imod blev han menneske som vi – for at være i verden og gennemleve livet med os.

 

Så når lignelsens barske budskab lyder i dag og advarer os om, at det kan blive for sent må vi lytte med alvor. Det kan nemlig blive for sent.  Det betyder så ikke, at vi skal gå og bekymre os om Guds time. Den kommer, når Gud vil, den skal komme. Og indtil da har vi nok at gøre. For vi skal netop være med til at forberede vor Herres komme – dvs. vi er i verden for at være Guds medarbejdere. Vi skal være medarbejdere på hinandens glæde. I stort og småt.

Vi skal altså forberede os på dommedag ved at tage os af hinanden.

Amen