Nytårsprædiken

Nytårsaften

Den dejligste dag i mit liv var da jeg solgte min lillesøster. Sådan fortæller Kirsten en gammel vestjyde.

Det begyndte ellers så godt det hele. Kirsten var 5 år og var lige blevet storesøster og det havde gjort hende utrolig glad og stolt. Men så var det at hendes barnepige ville lave lidt sjov med hende. Hun spurgte om Kirsten ikke ville sælge sin lillesøster og viste hende en stor kasse med glansbilleder hun kunne få som betaling. Kirsten ønskede sig så inderligt den fine kasse – hun var fristet over evne – Hun ønskede kassen så meget, at hun sagde ja til handlen.

Kirsten sprang afsted og var jublende lykkelig over den fine kasse med glansbilleder. Men jo tættere på hjemmet hun kom, jo mere fik hun det skidt, med det hun havde gjort. Nu fik hun ondt i maven. Hvad ville hendes forældre ikke sige til det? Hvordan kunne hun se dem i øjnene, nu hvor hun havde solgt deres lille datter? Ville de sende hende på børnehjem? Hun gemte kassen med glansbilleder under sengen og tilbragte det meste af tiden under en busk i haven.

Forældrene havde lagt mærke til at Kirsten opførte sig underligt og tænkte det nok skyldtes søskendejalousi. Derfor sendte de bud efter hendes farfar som kunne tale lidt med hende. Der gik ikke mange sekunder til Kirsten brød stortudende sammen og fortalte ham det forfærdelige, som var sket.

Farfaren tænkte sig om et stykke tid. Så sagde han, at det godt nok var slemt, det som hun havde gjort, men kong Christian X havde altså forbudt ved lov at handle med børn. Kirstens hjerte blev lettet, og farfaren mente, at hun nok måtte fortælle om det til sin mor.

Med kong Christian i ryggen og farfars opbakning sneglede hun sig stadig tårevædet ind til sin mor med glansbilledkassen under armen og fortalte, hvad hun havde gjort. Hun afventede ydmygt sin dom.

Og så skete underet. Hendes mor så på hende med et kærligt blik og strøg hende over prinsessekrøllen, og Kirsten fik både tilgivelse og trøst. Lettelsen var af olympiske dimensioner, og til hendes glæde fik Kirsten oven i købet at vide af barnepigen, at glansbillederne da var en foræring. Det med lillesøster var bare en spøg.

Moderens kærlige tilgivelse den dag førte til den dejligste dag i Kirstens liv. Kirsten var blevet befriet for den enorme byrde, hun havde slæbt rundt på

Jeg indrømmer også, at jeg ikke lade være med at ærgre mig, særligt sådan en aften som nytårsaften. Det er jo en aften hvor man ser både tilbage og fremad. For hvor er det egentlig træls, at jeg ikke er bedre end jeg nu engang er. En præst burde være et forbillede for andre? Hvorfor er det, at jeg også i året der gik, gang på gang er kommet til at gøre min familie ked af det, selv om det ikke var det, jeg inderst inde gerne ville? Hvorfor bliver jeg ved med at være tilbøjelig til at hævde mig selv, og hvorfor kan jeg ikke lade være med at såre andre? Det er som om, jeg slæber rundt på en bagage af skyld og svigt, som bliver større for hvert år, der går. Hvorfor bliver jeg ikke klogere og bedre med alderen?

De her overvejelser er nogen, vi alle må gøre os. Hvorfor går det så ofte galt for os, når det er det sidste, vi vil?

I kirken er der hjælp at hente for alle os, der svigter og har gjort mange ting forkert. Fik truffet de forkerte beslutninger, fordi vi var mest optaget af os selv. Vi tænkte måske mere på vores egne behov end de andres fordi der var noget vi ønskede for os selv, ligesom Kirsten så brændende ønskede de glansbilleder.

Her i kirken kan vi høre det fantastiske budskab om Guds tilgivelse. Men det skal først gå op for os, at vi virkelig har gjort noget galt. Det var det, som Kirsten erfarede. Guds love lærer os, at vi kommer til kort med vores liv. Vi kan ikke af egen magt opfylde buddenes krav. Det er kun ved troen på Kristus, vi opnår friheden. Kun ved troen, kan vi blive retfærdige overfor Gud. Det er nemlig kun Gud, der frelser os og ikke et samarbejde mellem ham og os. Det er i øvrigt, hvad navnet Jesus betyder. Herren frelser.

Som kristne mennesker er vi derfor helt frie til at gøre, hvad vi vil. Samtidig er vi tjenere for alle andre. Hvordan kan vi samtidig være frie og tjenere? Det modsiger jo direkte hinanden.

Vi er fuldstændigt frie, fordi vi får Guds tilgivelse over vores liv. Han vil se på os med sine milde øjne ligesom Kirstens mor så på hende den dag. Vi bliver iklædt Kristus ved dåben, og i døbefonten vaskes alle vores kommende synder væk. Alle dem vi kommer til at begå senere i livet. Her ved tærsklen til det nye år betyder det, at vi må gå ind i det nye år som fuldstændigt frie. Vi må lægge vores bagage af svigt og onde gerninger fra os, netop fordi vi har fået Guds tilgivelse ind over vores liv.

Derfor må vi se frem på det nye år 2015, hvor vi er frie til at gøre, hvad vi vil. Vi kan og skal ikke gøre os fortjent til noget i forhold til Gud. Vi skal intet gøre, for vi får alt givet af ham. Alligevel må vi se på os selv som tjenere for alle. Vi kaldes nemlig af Gud til at leve et godt liv. Vores medmennesker har brug for os. Vi har fået retningen udstukket, kærlighedens retning.

Helt ærligt. Er det ikke for nemt alt det her med tilgivelse og nåde i kirken? Er det ikke for billigt og utroværdigt? Kan vi som kirke bare kaste om os med Guds tilgivelse og nåde. Kan vi tage af kirkens uudtømmelige forrådskammer og strø grænseløst om os med nåde på Guds vegne? Der forventes intet til gengæld, for regningen er jo betalt til alle tider. Tilgivelse uden fortrydelse? Ja, ofte vil dem vi serverer Guds store gratis tag selv bord for være ligeglade med nåden. De føler ikke, de har gjort noget galt.

I sådan et tilfælde bliver det mere nåde til synden end til synderen. For hvis synderen ikke ser sig selv som synder, ja så bliver tilgivelsen vel ligegyldig. Er det sådan, vi skal gøre som kirke? Skal og kan vi dele Guds nåde ud til højre og venstre på denne måde?

Nej, det er en forkert forståelse af nåden, for så bliver alt jo ved det gamle. Så er det nye liv kristne lever ikke forskelligt fra det gamle liv. Så har vi ikke forstået den nødvendige bevægelse. Vi skal ligesom den vestjyske pige komme til erkendelsen, at vi ikke slår til, at vi gør noget galt. Derfor skal vi som kirke forkynde både loven og nåden, at vi har brug for tilgivelse. Ellers bliver nåden ikke frisættende men ligegyldig og tom.

Guds tilgivelse og nåde kalder os til et liv, hvor vi sætter alt ind på at efterfølge Kristus. Når vi har iklædt os Kristus kan vi ikke lade være med at forsøge at leve med kærligheden som rettesnor. Dermed er vi blevet tjenere for alle. Det er den opgave vi sendes ud i 2015 med.

Kirsten fik sin mors tilgivelse, og den dag blev til den dejligste dag i hendes liv. Hun blev befriet for det, der tyngede hende. Sådan kan det også blive for os, når den store mægtige Gud ser på os med sit kærlige blik. Så bliver vi sendt ud som frie mennesker for at tjene alle andre.

Godt nytår

   

 

Kære far i himlen
Tak for dit nærvær i året der gik
Tak for din omsorg i den tid der var svær
Tak for din tålmodighed i den tid der var let
Tak for din overbærenhed i den tid der var travl
Tak for din barmhjertighed i den tid der var lang

Tak for din tilgivelse over det der gik galt for os

Vi beder dig vær med os til alle tider

Vær med os i det nye år som kommer

Vær med os nu
Vær med os i dag i samvær og fællesskab
Vær med os i fest og glæde
Vær med os og gør os åbne over for nyt

Vær med os så vi ser de mennesker som er i nød og har brug for os
Vær med os, så vi kan bære over med hinanden
Vær med os, din kirke her i gl. Haderslev

Vær med din kirke ud over hele jorden

Vi beder dig vær med os til alle tider

Mød os i tiden der kommer
Mød os i vores bekymringer
Mød os i vores drømme og håb
Mød os med nåde, tilgivelse og liv
Mød os med evighed og velsignelse

Vi beder dig vær med os til alle tider.

 Amen

Juleprædiken

Det var en tidlig morgen på en af Washingtons travleste banegårde. Udenfor var det frostklart vintervejr med en kølig vind, så folk skuttede sig under uldfrakker og halstørklæder, mens de hastede forbi. Luften var tyk af travlhed, og folk susede forbi hinanden for at nå deres tog. En mand iført slidt tøj og en baseballkasket fandt sin violin frem midt på banegården og begyndte at spille. Han lagde sin violinkasse foran sig på det kolde cementgulv i håb om, at der skulle være nogen, der kunne lide musikken. Inden længe strømmede den smukkeste musik ud i travlheden. Han fortolkede nogle af de store klassikere. Tusinder gik forbi, de 45 minutter det varede, men det var kun småmønter, der kom i violinkassen, og få havde tid til at stoppe op. Denne morgen havde folk for travlt til at høre skønheden. Enkelte lagde mærke til ham. De fleste var ligeglade, travle og opdagede ikke, at for øjnene af dem blev verdens smukkeste violinmusik fremført. Da han stoppede, var der ingen, der lagde mærke til det, ingen klappede, ingen roste ham.

Ingen vidste, at det var den verdensberømte violinspiller Joshua Bell, der spillede den morgen. Han var vant til at spille for fulde sale med meget høje billetpriser, men i dag var det gratis. Der var heller ingen, der vidste, at han stod og spillede på en vaskeægte Stradivarius, som var omkring 20 mio. værd.

Denne lille historie ligner historien med Jesus. Jesus så ikke ud af noget særligt. Han var en simpel tømrersøn fra Betlehem. Han lignede et helt almindeligt menneske og han klædte sig helt almindeligt. Han spiste det alle andre spiste og han havde en krop som alle andre havde. Ligesom i eksemplet med violinspilleren Joshua Bell på banegården i Washington, kunne folk ikke se, hvem der stod foran dem. Mange fik øje på Jesus, men forstod ikke at her var noget særligt, noget helt exceptionelt, noget som aldrig var set før i menneskenes historie. Måske havde de for travlt til at høre på ham?

Hvad var det, der gjorde det så svært for mennesker dengang at se, at Jesus var noget særligt – at han var intet mindre end Guds søn? Måske var det, at de havde forventet, at Gud gav sig til kende og viste sig for dem på en mere overbevisende måde. Synligt så ingen ku´ være i tvivl.  

Især Farisærerne og de skriftkloge havde svært ved at se det og de blev så forargede. Hvordan kunne folk kalde en simpel tømrersøn fra Nazareth for Guds søn? Ingen mennesker kunne kalde sig Guds søn. Det var gudsbespotteligt. Og særligt dette menneske, som ikke ville overholde loven. Ja, han gjorde sig tilmed til herre over loven. Hvordan kunne mennesker finde på at følge efter ham? Også det med at Jesus spiste og opholdt sig sammen med toldere og syndere var et problem. Det var den slags mennesker, man ikke ville ses sammen med. Jo, han var slet ikke som de forventede. Farisærerne kunne ikke se forbi deres forventninger.

Vi kan også længes efter, at Gud viser sig for os på en mere synlig og overbevisende måde, så vi ikke er i tvivl om, at Han er der. Jeg vil gerne indrømme, at det ikke virker fuldstændig overbevisende, alt det der med Jesus Kristus. Han lignede på alle måder et almindeligt menneske. Jesus fik godt nok mange tilhængere, både mens han levede og også siden hen, men han døde en helt almindelig død ligesom alle andre mennesker.

Vi lader os heller ikke så let imponere og overbevise af det lille barn, der blev født i en stald i Betlehem for 2000 år siden. Det kan være svært at se, hvilken forskel denne fødsel har gjort, for verden er jo gået videre. Der er stadig folk, der slås og dør. Der er stadig had og fjendskab mellem mennesker og mange store og små konflikter i verden. Med det blotte øje er verden ikke blevet forandret, da Jesus blev født. Når Jesus påstod, at han ville bringe fred på jorden, kan man godt stille spørgsmål ved, hvordan det lige er gået. Det kan være svært at få øje på, hvilken skelsættende forskel han gjorde.

Særligt kan det være svært for os, når vi oplever ting hvor vi mener Gud burde gribe ind. Når vi i vores liv savner, at Gud viser sig tydeligt og på en mere utvetydig og overbevisende måde. Altså når vi ber´ om hjælp, og der ikke sker noget. Så er det, vi har svært ved at tro på ham. Så er det, vi har svært ved at se, at Gud overhovedet er der.

Jeg tror problemet er, hvordan man ser. Vi skal ikke se med øjnene og vores fornuft, men i stedet skal vi lytte med hjertet. Da Joshua Bell spillede den morgen, så han ikke ud af noget særligt. Han lignede bestemt ikke et musikalsk geni, som han stod der på banegården i sit snuskede outfit. Han ville nemlig, at det skulle være musikken, der var i centrum. Det var den mennesker skulle drages af. De skulle lytte til tonerne og overbevises af den smukke musik.

Jesus så ikke ud af meget, men han ville at mennesker skulle drages af hans budskab. Standsede man op og lyttede til Jesus, så var det den smukkeste musik, man kunne høre. Lyden af, at alle har værdi, og at selv de, som føler sig fortabt, har en plads i Guds hjerte. Budskabet om, at der er en at gå til og hente tilgivelse hos, når vi har gjort noget forkert. Jesu ydre var ikke noget særligt, men det var hans budskab.

Det er også Jesu budskab og ikke hans ydre vi skal overbevises af i dag. De historier han fortalte om livet, om himlen og om Gud viser os nye sider af verden og af os selv. Det er det vi forsøger at blive klogere på hver søndag, når der holdes gudstjeneste. Vi skal lære at lytte med hjertet. Så kan vi høre de himmelske toner.

Afslutning

Da Jesus levede, var der mange som ikke kunne se, at han skulle være noget særligt. Måske er det samme situation i dag? Vi jager rundt som folkene på banegården i Washington og skal nå både det ene og det andet. Der er børn, der skal hentes, penge der skal tjenes, og karrierer, der skal plejes. Særligt her i juletiden er der travlt. Der er så meget, vi vil nå. Men rådet herfra skal være: Stop op og lyt med hjertet. Sæt dig stille ind i kirkerummet og vær åben for, hvad Gud vil sige. Så vil du høre de himmelske toner, for det er sød musik til glæde, fred og mening.

Amen

Herre, vor Gud, himmelske Far.

Vi takker dig, fordi du sendte din søn til os. Tak at du giver os meget større ting end det vi selv kan finde på at ønske os. Tak fordi du tændte dit lys i verden.

Nu tør vi tro, at du kender os og ved hvordan det er at være menneske, både når det er godt og når det er svært. Nu ved vi, at hvert menneskeliv har uendelig værdi for dig.

Tak fordi du igen i dag lader os opleve julens glæde. Tak for de mennesker, vi skal være sammen med denne jul og for dem, vi må undvære, men som er i vore tanker og vore hjerter.

Vi beder for din kirke, her i Gl. Haderslev og ud over hele jorden. Vi beder for Dronning og Folketing og alle der skal træffe svære beslutninger. Giv dem visdom.

Vi beder for verdens nyfødte børn. Giv dem et hjem. Lad dem og alle børn vokse op, omgivet af kærlighed. Vi beder for alle forældre, som glædes over deres børn og som tynges af ansvaret for dem. Lad dem mærke, at du er dem nær og at deres børn er dine børn.

Gud. Sid hos de ensomme, de modløse og de rastløse. De syge og de døende. Vær med dem, der våger denne nat. Vær med alle danskere i det fremmede og alle fremmede her hos os.

Så beder vi for os selv og alle vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.

Vi beder for dem, som ikke har nogen at holde jul sammen med og for dem, hvor der endnu ikke er blevet jul i hjertet. Kom Du selv, Herre, og tænd juleglæden hos dem og hos os alle. 

Hør os, når vi sammen beder den bøn, du har lært os: Fader vor…

Den elendige julegave

Der var engang en lille dreng. Han hed Johannes. Han glædede sig sådan til jul ligesom alle andre børn glæder sig til jul. Men det var noget særligt han glædede sig til denne jul, nemlig gaven fra hans onkel. Han skulle holde jul sammen med sin onkel, og Johannes havde plaget længe om, at onklen ville fortælle ham lidt om, hvad han fik i gave. Så til sidst sagde onklen til ham: Johannes, du kan jo prøve at gætte det. Jeg kan sige så meget, at det er noget, som hverken kan stå, gå, flyve eller løbe.

Hold da op det var spændende. Johannes gik og tænkte og tænkte og tænkte. Hvad kunne det mon være? Hvad er det, der hverken kan stå gå flyve eller løbe? Til sidst kunne han næsten ikke sove for bar spænding. Og så kom endelig den store dag. Juleaften. Johannes tænkte ikke på andet end den der ganske særlige gave. Men hold da op, hvor blev han skuffet, da han så, hvad der var i gaven.

Tårene vældede frem. Han kunne simpelthen ikke lade være med at græde og løbe ind på værelset. Han kunne slet ikke skjule, hvor ked af det, han var. Ved I hvad han fik? En blyant. Og en blyant kan jo hverken stå, gå, flyve eller løbe.

Sådan var det i Jerusalem for 2000 år siden Der var der også nogen, der følte sig snydt. Det begyndte ellers så godt. Da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel, var der feststemning. Det var formentlig alle dem, Jesus havde gået rundt sammen med, som nu ville vise Jesus og alle dem som boede i Jerusalem, at han var deres konge og herre. De levede i glad forventning, og de opbyggede flere og flere forestillinger om det gode, der skulle ske. Derfor lagde de deres kapper op på æslerne, så Jesus kunne sidde på dem, og så jublede de og råbte Hurra. Eller det vil sige, de råbte hosianna, men det betyder det samme som Hurra. Jo der var sandelig fest.

Det skete helt som Gud havde lovet. Han havde fortalt israelitterne det mange hundrede år før. En af deres profeter havde sagt, at der ville komme en mand til dem. En ganske særlig mand, nemlig Guds søn. Han skulle ride ind i Jerusalem på et æsel. Prøv så at forestille jer, hvor glade de var. De og deres forældre og bedsteforældre og alle mulige andre havde ventet på det her i flere hundrede år. Nu skete det lige for øjnene af dem. Gud holdt sine løfter, og nu skete det, som de havde ventet på så længe. Det er ligesom, at man går og venter hele december måned på, at det bliver jul og så til sidst endelig kommer juleaften med lækker mad, juletræ og gaver. Det her var bare endnu større.

Men der gik ikke lang tid derefter, så følte de sig snydt i Jerusalem. For de havde troet, at de fik noget andet, end det Jesus kom med. De havde troet, det var noget meget større. De troede Jesus ville være en krigskonge, som ville slås for dem. De troede han ville befri dem for romerne, som havde besat deres land. Men, det ville Jesus ikke.

Det første han gjorde, efter han var redet ind i Jerusalem, var at gå hen i templet og jage alle dem ud, der handlede derinde. På mange måder ville Jesus noget ganske andet, end israelitterne havde forventet. Jesus spiste sammen med de forkerte, han overholdt ikke de fornemmes mange regler. Han ville være en anden slags konge end den krigskonge, mange af dem troede skulle komme. Han ville være hele verdens konge, alle menneskers konge.

Da Jesus døde i påsken for 2000 år siden, var det for at alle mennesker skulle have lov at leve evigt sammen med Gud. Han havde en langt større plan end de mennesker, som han mødte i Jerusalem. Det var der mange, som blev meget skuffede over.

Men nu husker I jo den gave, drengen Johannes, som jeg indledte med at fortælle om, fik som virkede meget dårlig, og som Johannes blev helt vildt skuffet over. Det var faktisk sådan, at den viste sig at få enorm værdi for ham. Den blev noget, han kunne bruge senere i livet.

Faktisk så skete der det, at efter et par uger, hvor han var blevet træt af at lege med de andre gaver, han havde fået, så fandt han blyanten frem. Han opdagede, at den jo kunne bruges til at tegne og skrive historier med. Han kunne fremtrylle vidunderlige fortællinger med den blyant. Han øvede sig, og faktisk kom han både til at skrive salmer og bøger. Så drengen Johannes, jeg fortalte om, er ham, vi i dag kender som Johannes Møllehave.

Jeg tror også, det er sådan med Gud. Vi har tit nogle forestillinger om hvordan Gud er, og hvad vi gerne vil have, han skal gøre. Men Gud er anderledes, end vi kan forestille os. Hans storhed er ofte ikke så prangende, at vi ser den med det samme. Engang imellem så får vi det ikke, som vi ønsker os. Han giver os noget helt andet, end vi regner med. Vi kan så let blive skuffede over Gud. Vi bygger forventninger op og forestiller os, at han skal bidrage med noget stort og magtfuldt og overbevisende. Og så sidder vi tit lidt slukørede tilbage, fordi det ikke så ud af ret meget.

Jesus så jo heller ikke ud af ret meget. Det er mildt sagt ikke særlig overbevisende at hele verdens frelser blev født i en stald. Alligevel viste han sig at kunne noget helt fantastisk. Han vandt over døden. Han var den første som kunne gå ned i dødsriget og komme levende ud derfra. Så det der så ud som et nederlag var en del af Guds store plan. Hans plan for at alle os der ender i dødsriget skal komme levende ud derfra og leve evigt hjemme hos Gud.

Johannes Møllehave havde bygget forventninger op til noget stort den juleaften han fik en blyant. Han blev så skuffet. Vi kan også blive skuffede over Gud når han ikke viser sig sådan som vi havde forestillet os det. Men Johannes opdagede langsomt, at der gemte sig noget værdifuldt i det, der så ringe ud. Det er mit ønske for jer alle denne advent og jul. At I må opdage det værdifulde i det lille barn der blev født julenat.

Glædelig advent.

Amen 

Gummitarzan, genstridige væddere og de mindste i Haderslev

22. s. eft. trin.

Gummi Tarzan

I kender garanteret alle historien om Gummitarzan. Ivan Olsen er en dreng på ni-ti år. Han er en tynd lille splejs, og han bliver dagligt drillet og hånet i skolen og får buksevand af de andre drenge. Hjemme sidder hans far og læser Tarzan-blade og irriteres vældig, når Ivan kommer hjem efter dagens buksevand. “Du er en vatnisse, du må være stærk som Tarzan og slå igen, men du kan ingenting.” sige Ivans far. 
Og det kan der være noget om. Ivan kan virkelig ikke ret meget. Han kan ikke hoppe over hesten i gymnastiktimen med den skrappe gymnastiklærer, læse kan han heller ikke finde ud af. Ivan kan heller ikke cykle, ikke svømme. I fritiden futter Ivan omkring alene på mærkelige steder.

Ivan Olsen er om nogen billedet på den mindste, den der er ydmyget helt til gulvet. Og ikke nok med det, han har også taget omgivelsernes vurdering til sig som en selverkendelse jeg dur ikke til noget, jeg er ikke noget værd, for jeg kan ingenting. 

Bliv som det lille barn

I dag møder vi tre formaninger som alle handler om de mindste små. Jesus begynder med at stille et barn frem foran dem og siger, at disciplene skal blive som barnet. Det var en pædagogisk måde at vise sin pointe på overfor sine disciple. Men hvad er det ved børnene vi skal efterligne? Jo det er først og fremmest børns evne til at modtage. Børn var og er fuldstændig hengivet i de voksnes hænder. Når Jesus siger at vi skal blive som børn siger han samtidig, at vi skal lære at tage imod det Gud vil give os. Vi skal forstå os som nogen der ikke kan klare alting selv. Fyldt med tillid til Gud skal vi bare sige ja tak til at være Guds børn. Og sige ja tak til at modtage Guds kærlighed, tilgivelse og sejr over døden.

Det lille barn er læremesteren for os voksne. For barnet lever til dagligt af at tage imod livet i tillid til, at forældre og andre voksne tager sig af det.

Og Jesus bringer opskriften på at blive som børn. Opskriften er: At vende om fra den tankegang, at vi voksne kan klare tilværelsen med vores arbejde og pengeindtjening og meninger og kloge hoveder. Vi voksne skal vende om  fra den tankegang, for at vende os til, at alt hviler i min Guds hænder: Mit liv, mine kæres liv – fortid, nutid, fremtid.

Vi skal lære at råbe højt om hjælp. Bede og trygle Gud om hjælp. Stille os an i al vor svaghed og magtesløshed. Leve vores liv i indrømmelse af, at vi ikke kan klare paragrafferne på egen hånd

Ivan Olsen kan lære os den kristne selverkendelse, at jeg ikke kan noget, hvis det kun står til mig selv. Og er der alligevel noget, jeg lærer, noget jeg måske efter megen strid kommer til at mestre og kunne, så er det fordi det bliver givet mig på forunderlig og guddommelig vis. Ivans redning består nemlig i det eventyrlige, at han pludselig, på overnaturlig vis får uanede kræfter, så han kan træde i karakter overfor alle dem, der har hånet ham. Det er også Guds mindstes redning – at vi får alt givet af hans hånd. På både forunderlig og guddommelig vis.

Bring ikke en af de mindste til fald

Der er en streng alvor i Jesu ord til os i dag. Jesus advarer os mod at bringe andre til fald. Det er nogle bloddryppende og ildspyddende alvorlige billeder han anvender.

Det skaber nogle overvejelser for mig som præst og os som menighed. Midt i al euforien over hvor mange kirkegængere vi kan tælle her om søndagen, og hvor mange frivillige vi kan engagere, glemmer vi som menighed så de mindste? Er det trods alt ikke vores vigtigste opgave som kristen kirke, at tage os af de mindste i verden? For det at bringe nogen til fald kan vel ligeså godt gå på, at vi engang imellem mere eller mindre med vilje, undlader at gøre noget for denne verdens mindste. Hvis vi undlader at vise Guds mindste Kærlighed, så oplever de måske aldrig, hvad det vil sige at være et Guds barn.

Hvem er i det hele taget de mindste her i Haderslev, hvem er vores Ivan Olsen? Er det barnet der bliver drillet i skolen og er utilpasset? Er det enkemanden, der sidder ensomt derhjemme og nærmest aldrig kommer uden for en dør? Er det den mor, som børnene ikke vil kendes ved fordi alkoholen har sit tag i hende? Er det dem, som er flygtet hertil, fordi de blev udsat for tortur og nu venter på den afgørende dom, om de må blive eller skal sendes tilbage? Er det ham, der dør uden at nogen gider dukke op til begravelsen? De mennesker findes altså her i Haderslev. Er det dem, der tænkes på? Og hvordan er det, vi tager os af dem? Hvem er det, jeg skal tage mig af? Hvem er en af de små, som jeg kender og som har brug for mig….)

Opgaven er vigtig, netop fordi alle har lige stor værdi for Gud. Vores normale hierarki er vendt på hovedet. Den måde vi er vant til at vurdere andre mennesker på, kan vi ikke bruge til noget. Gud har sin egen målestok. Han elsker alle lige højt, selv de mindste.

Det fortalte Jesus en historie om.

Find de mindste

Jeg holder enormt meget af historien om det fortabte får. Men hold da op, hvor den drypper af romantik. Det er en helt igennem sødsuppe historie. Vi har så mange kristne børnebøger derhjemme, som fremstiller netop den historie. Det er slående, at tegningerne af det lille lam i alle disse bøger er meget polerede. Lammet står der og græder med sine puttenuttede uldtotter, fordi det sidder fast i noget krat og ikke kan komme fri. Men heri ligger jo en bestemt tolkning, og jeg tror, det kan føre til en misforståelse af historien.

Der er ikke noget smukt over lammet. Det er ildelugtende og genstridigt. Måske skulle vi i højere grad tænke det som en gammel vranten vædder, som ikke gider være sammen med de andre. Den er løbet hjemmefra, har gemt sig og vil formentlig slet ikke findes. Hvis den sidder hjælpeløst fast et eller andet sted, er det i hvert fald selvforskyldt. Da hyrden endelig finder sin genstridige vædder, stanger og sparker den efter ham. Når man forstår fortælling sådan, bliver den langt mere realistisk. Jesus er taget ud for at finde de fortabte, de mindste.  

Som fortællingen om lammet står her, bliver det brugt både til at fortælle om Guds omsorg for de mindste, men samtidig som en opfordring, udfordring og opgave til os. Vi skal ligesom hyrden tage ud for at lede efter de mindste. Det er ikke nogen romantisk smuk opgave. Snarere noget bøvl.

Der kan være noget, vi skal give afkald på for at kunne finde tid og ressourcer til det her. Måske bliver der mindre tid til fitnesscentret eller karrieren eller børnebørnene. Det er netop besværligt, ubekvem at leve efter det her. Det er formentlig ikke noget som giver anerkendelse i andres øjne. Når vi endelig får øje på fåret, er det en genstridig gammel vædder, som har nok i sig selv, og ikke vil hjem til folden.

Men selv den mindste, selv den som ikke føler sig værdifuld, selv den som ikke selv vil findes af Gud, selv den er værdifuld i Guds øjne.

Afrunding

Vi skal stræbe efter at blive som de mindste. Vi skal erkende at vi på alle måder er i Guds hånd og ikke kan noget, hvis det kun står til os selv.  Vi har brug for det, vi kan få fra Gud.

Han elsker os alle med en ufattelig stor kærlighed og vil, at ingen af hans mindste skal gå fortabt. Derfor går han selv ud for at lede efter alle, og han sender os ud for at bringe genstridige væddere hjem i folden.

Amen

Rødder eller fødder

Joh 15,1-11 

Vi skal udvikle os. Vi må ikke stå stille. Vi må frem for alt ikke gå i stå. Der skal ske noget i vores liv… Det ligger i tiden. Og nu er det blevet for meget af det gode for nogen. Så for nylig udkom der en bog, som leverer et kritisk opgør med hele den tankegang. Den er skrevet af en psykologiprofessor, Svend Brinkmann. Hans budskab er, at vi trænger til at stå stille og slå dybe rødder, så vi kan stå godt fast der, hvor vi er – i stedet for at gå hurtigt videre og hele tiden være på vej et nyt sted hen. Han mener vi ligger under for udviklingstvang. Det er simpelthen ikke tilladt at stå stille. Men siger han I forsøget på hele tiden at udvikle os være med på den nyeste trend, halser vi af sted uden mål og retning.Det er provokerende udsagn for os, for på mange måder er vi alle en del af denne udviklingsbølge. Det gælder selvfølgelig i særlig grad børnene og de unge. Allerede i folkeskolens små klasser skal børnene finde deres talenter og kunne redegøre for hvad de vil arbejde med når de bliver store. Ve den der ikke har besluttet sig når de går ud af 9. klasse. Senere følger ræset hvor det gælder om at få de højeste karakterer på de fineste universiteter for dernæst at få et højt lønnet job. På arbejdsmarkedet skal man selvfølgelig ofte skifte job for ikke at gå i stå i sin udvikling. Derfor tager man på diverse kurser og efteruddannelser, for det er jo vigtigt at have en klar retning på sin karriere.
Hvis det ikke er udvikling nok så findes der et hav af selvhjælpsbøger. De hitter som aldrig før. Syv gode vaner, 5-2 kuren, medfølelse og mindfullness, for bare at nævne titlerne på nogle af dem. Så er det nok mange af jer der sidder og tænker at ”jeg er kommet over den alder, så det gælder ikke mig”. Men nej nej nej nej nej. Nutildags når man bliver pensioneret, så får man travlt som aldrig før. Så skal man stå i genbrugsbutikker og være besøgsven og passe børnebørn og rejse verden tynd, for man må jo endelig ikke have tid til at blive gammel. Og der er så meget, der kan lade sig gøre i dag, som ikke lod sig gøre, da I var unge. Så nu skal det forsømte indhentes.
Nu er det ikke fordi der er noget i vejen med at udvikle sig som sådan. Om vi vil det eller ej, så udvikler vi os alle hele tiden. Men jeg mener, det kan tage overhånd. Vi kan blive så forhippede på hele tiden at være i bevægelse, at vi glemmer at stå stille og slå rødder.

Alternativet

Kristendommen kommer med et alternativ til selvhjælpslitteraturen og udviklingstrangen eller udviklingstvangen, som jeg fortalte om.Her er budskabet, at det er tilladt at stå stille og slå dybe rødder – frem for at løbe hurtigt hele tiden og bevæge os videre. Derfor kunne et råd til alle os udviklingssøgende mennesker være: I stedet for at prøve at finde ud af hvor vi vil hen - at finde ud af hvor vi hører til. I stedet for at ile videre, så lad os stå stille og slå dybe rødder.Kristendommens budskab er, at man skal blive til nogen og ikke bare til noget. I vores iver efter at blive til noget, kan vi så let komme til at glemme de andre. Det er alt for navlebeskuende kun at tænke på egen udvikling, for vi udvikler os jo altid sammen med andre. Vi hænger sammen med de andre, og vi er faktisk ikke noget uden de andre.Jesus giver os et billede i dag på hvem vi er. Vi hører til hos ham. Vi hænger fast på ham. Det er dåbens under, at vi bliver podet ind på ham. Når man poder en gren ind på et træ, så skærer man et snit i stammen, løsner barken, sætter forsigtigt en gren ind, binder et stykke snor omkring eller fæstner grenen på anden måde, og lige så stille og gradvis vokser grenen ind på stammen. Og så kan saften og kraften fra stammen flyde over i grenen.Det er det billede, Jesus bruger, når han siger, at vi er grene på vinstokken. Vi kan hente vores kraft hos ham. Både kraft til os selv men også kraft til, at vi kan gå ud bære frugt, altså være noget for andre. Den saft vi kan hente fra stammen er nødvendig for os. Det er hans kærlighed, og den kan give os selvværd og overskud. Den kan give os rødder i en rodløs tilværelse. Vi kan vide os elsket af den almægtige Gud.Vi hører til hos Gud. Vi er hans børn. Vi behøver ikke ture verden rundt for at finde ud af hvor vi hører til, for vi hører til hos Gud. Så er det Jesus har et godt råd til os: Bliv i mig. Sug til dig af den saft og kraft, der er i mig. Hent næring derfra. Bliv i mig siger han til alle os, der har så travlt med at blive alt muligt andet. Bliv i mig. Det er på alle måder et stationært billede han giver os i dag. Vi er grene på stammen. Ikke grene som er under konstant udvikling, men grene som vokser ud fra stammen og henter deres næring der. Og Jesu råd til os er at vi skal blive i ham. I hørte ordet blive nævnt ikke mindre end 13 gange lige før da jeg læste op. At blive – det er nok ikke det vi er bedst til.Og hvordan er det, vi bliver i ham? Jo, Jesus siger, at hvis vi holder hans bud, så bliver vi i ham. Vi skal gøre vores himmelske fars vilje. Forudsætningen for at kunne gøre hans vilje er, at vi henter vores kraft hos ham. Vi skal først og fremmest suge til os af den næring han vil give os. Vi skal suge til os af hans kærlighed. Dernæst bliver vi i stand til at bære gode frugter. Det er altså podningen, næringen som er forudsætningen. Det er den, der kommer først og gør os i stand til at elske. Når vi er bundet til ham, så får vi et overskud af kærlighed, vi kan dele ud af.Det lyder egentlig ikke så rart det med at være bundet af noget. Vi kan generelt ikke så godt lide at være bundet. Det er skønnere at være fri. Vi hylder det frie valg som aldrig før i vores kultur. Spørgsmålet er bare hvor frie vi egentlig er. Jeg tror altid vi vil være bundet af et eller andet. Hvis ikke det er Jesus, vi er bundet til, så bliver vi styret af andres forventninger og trends i kulturen. Måske findes det egentlig frisættende i at være bundet. Men det, der er vigtigt, er, at man så er bundet til noget godt og rigtigt.

Afslutning

Udviklingstrangen kan tage overhånd. Jeg tror, det er en lykke ikke hele tiden at skulle overveje, hvor vi hører til og løbe rundt og forsøge at finde os selv. Vi hører til hos Gud. Vi er grene på den stamme, som Jesus udgør. Vi er ikke uendeligt frie, men bundet af kærligheden. Bundet til ham og den kraft, han vil give os. Det kan give os rødder og selvværd. Det kan få grenen til at skyde med friske skud. Ikke fordi vi anstrenger os, men fordi han er kraften i vores liv.Amen

Den udfarende læge

“De raske har ikke brug for læge, det har de syge” – det er ret indlysende. Hvis man er rask, går man ikke til læge.

Jesus sammenligner sig selv med en læge – en aktiv og udfarende læge, der kalder på sine patienter. Han kalder på os, fordi han ved, at vi har en skjult sygdom, som vi en dag dør af. Sygdommen har ikke noget fint navn. Den hedder helt enkelt “synd”. Og han ved, at han har den hjælp, der skal til.

Han er kommet for at kalde syndere. Men de fleste af dem, han møder, regner ikke med, at det er dem, han tænker på. Mange reagerer ikke – og nogle, som de farisæere, vi hører om, reagerer imod ham. De fejler ikke noget, og Jesus skal ikke blande sig i, hvad de gør.

Det er ikke noget nyt, at der er mange, som mener, de ikke har brug for Gud. Og det er ikke noget nyt, at der er nogle, der ikke forbinder noget med, at vi er syndere.

Men er vi ikke ovre den tid, hvor man kan tale om synd og syndere? Er det ikke gammeldags begreber fra en tid, hvor der var en udbredt folkelig forestilling om straf og helvede?

Det kan man svare både ja og nej til. JA, fordi man ofte forstår “synd” som særlige, grove handlinger – druk, hor og mord. Sådan vil mange forstå det i dag og der bliver f.eks. nemt sat lighedstegn mellem synd og sex.

Men det er for snævert at forstå synd på den måde. Den måde, der tales om synd på i Bibelen, er ikke passé. Når Jesus taler om synd, så går det langt dybere end til, om vi overholder nogle regler eller ej.

Ordet “synd” kan oversættes med at “ramme ved siden af”, eller “forfejle målet”. Og det bruges om vort liv som sådan – ikke bare om enkelte handlinger. Synden er som en skjult sygdom, som sidder i alle celler. Den er en grundholdning, som går langt dybere end vores bevidsthed, og den fører os ved siden af det mål, som Gud har for os.

Det talte allerede Martin Luther om for knap 500 år siden. Også dengang forbandt de fleste “synd” med noget, man gjorde forkert. Men Luther slog fast, at allerede det første bud afslører, at synd er en meget mere grundlæggende skade.

Det første af de 10 bud er: “Du må ikke have andre guder”,
og Luther forklarer, at det betyder: “Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.”

Det bud alene, siger han, er nok til at afsløre, at vi har forfejlet målet med vores liv. Vi behøver slet ikke gå så langt som til at tænke på, om vi lyver og stjæler eller gør godt mod vores næste. For hvem kan sige, at hun eller han hvert eneste øjeblik stoler på Gud og elsker ham?

Derfor kom Gud selv til os. “Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere,” sagde han. Han ved, at vi forfejler målet, og nu kommer han selv for at gå foran.

Når han siger “Følg mig”, så er det fordi, han ved, det er medicinen mod den skjulte sygdom, vi alle går med. Det er ikke en særlig kompliceret behandling. Vi kan se på tolderen Levi, at der ikke er tale om lange behandlinger, store indgreb eller omfattende terapi. Da han hørte Jesus sige: “Følg mig!” så rejste han sig op og fulgte efter.

Budskabet er markant. Følg mig siger Jesus. Her findes der ingen halve løsninger, ingen velovervejethed, ingen lunkenhed. Jesus spørger ikke ”hvad synes du” som en god børneopdrager ville spørge i dag. Nej, han kommanderer. Følg mig.

Der er ikke tvivl om, at der har været meget at sætte fingeren på i Levis liv. En tolders moral i Israel dengang var milevidt fra den ubestikkelige embedsmand, vi kender til i vores land. Alligevel var der ingen betingelser, ikke noget med først at ændre sig, eller skifte stil eller meninger.

Hidtil havde Levi levet efter princippet: “Følg mig selv!” Men nu kom der en, der kendte Guds mål og sagde: “Følg mig!” Og dermed blev Levis liv ændret helt fra grunden – indefra. Så er alle de ydre og synlige ting egentlig bare småting, der hen ad vejen vil blive justeret.

“Følg mig!” sagde Jesus dengang til Levi og ”Følg mig” siger Jesus til alle os, der bærer den sygdom, at vi forfejler det mål, Gud har skabt os til. Så enkelt er det, for han kender vejen. Han gik den i stedet for os. Han stolede på sin himmelske far og elskede ham over alt og frem for alt. Og Hans kærlighed var så fuldkommen, så han tog følgerne af vores synd. I følge med ham er vi raske – uden synd over for Gud. Så enkelt er det!

Da Levi rejste sig og fulgte Jesus, var der ingen betingelser. Der var ikke noget, han først skulle have ændret. Men det er ikke det samme, som at det ikke fik følger for hans liv.

At følge Jesus har altid konsekvenser. Det er ikke bare lapperi på det gamle liv. Vi er blevet genfødt til et levende håb, som det lyder ved dåben. Og den vigtigste følge er, at han, der siger “Følg mig”, altid er med os og går foran os.

Amen

Hvor er Gud når det onde rammer os?

Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud: »I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig; fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig. Du havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se? Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved. Jeg var kommet ned til bjergenes rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig. Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. De, der dyrker falske guder, svigter troskaben mod dig. Men jeg vil ofre til dig med takkesang; jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde. Frelsen kommer fra Herren!« Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden. 

Der var en trykket stemning den dag. Alle i kirken kunne se det forfærdelige – at så ung en far skulle døde fra sin lille familie. Det gav bare slet ikke mening. Sorgen stod malet i vore ansigter. Vi var dybt berørt. Og det gjorde det næsten endnu mere grotesk, at den mindste af den afdødes små piger tydeligvis ikke havde forstået noget som helst af alvoren. Hun sad og legede, nynnede for sig selv og dansede rundt oppe ved kisten.

Spørgsmålene stod i kø hos os alle: Hvorfor skulle en så ung mand dø fra sin kone og sine 2 små piger? Der var så meget, han skulle have nået og så mange opgaver, der lå og ventede på ham. Han skulle se sine piger vokse op, Han skulle være der for dem og støtte dem. Hvorfor kunne han ikke få lov til det? Hvorfor skulle kræften sætte en stopper for det?

Jeg kan huske, at jeg gik hjem fra kirken og var dybt frustreret. Hvordan kunne jeg tro på en kærlig Gud efter det her? Jeg brokkede mig højlydt. Jeg klagede til ham i grove og voldsomme vendinger. Jeg kunne virkelig ikke se nogen som helst mening med det. Hvorfor skulle denne lille familie rammes så hårdt?

Men hvorfor hører Gud os så ikke, når vi råber til ham. Når vi føler at stormene slår ind imod os og det ikke er til at skimte lyset? Hvorfor lytter han så ikke og fjerner al sygdom og død? Når nu Gud kan alt og gerne vil det gode hvorfor gør han så ikke noget?

Det er nok en af de ting vi mennesker aldrig helt får svar på. Det er en stor gåde også for en præst. Jeg vil ikke stå her og forsøge at forsvare Gud og komme med den ene eller anden forklaring på hvorfor det er at han ikke gør noget. Det er uforklarligt. Det onde rammer tilfældigt og hårdt. Men jeg tror Gud er nær ved os når det sker. 

Jeg synes heller ikke, at der er nogen andre gode alternativer end at henvende sig til Gud. For hvem er det ellers vi kan klage til, når vi bliver ramt af noget ondt som fx kræft? Det er jo ikke lægernes skyld at vi bliver syge. Hvem kan vi give ansvaret hvis ikke Gud?

I historien om Jonas som jeg læste et lille uddrag af lige før var der også en som var blevet hårdt ramt. Det var Jonas. Han var så delvist selv skyld i det. Han var blevet fanget af en stor fisk og slugt levende, fordi han ikke ville gøre som Gud sagde. Nu sad han så derinde i den store fisks mave og havde det ikke ret godt. Han følte sig omgivet af mørke og at hans liv var truet. Det var som om en masse bølger slog imod ham. Han kunne ikke se lys nogen steder.

Sådan kan man som menneske godt have det engang imellem, når det onde rammer. Så er det som om, man bliver skyllet omkuld, og tæppet bliver revet væk under en. Det er ikke til at skimte lyset mere.

Så er det vi har lov til at råbe Gud om hjælp. Vi må klage til ham og udbasunere alt hvad vi tænker, og han har lovet os at han vil lytte til os. Det gjorde Jonas, og hans bøn blev hørt. Gud befalede fisken at kaste Jonas op på landjorden igen. Sådan gik det til at Jonas blev reddet og kunne fortsætte med at udføre den opgave Gud havde givet ham. Jonas jublede og takkede Gud, fordi han ikke kunne andet.

Engang imellem sker det også for os. Vi kan også opleve at blive raske igen. At selvom vi troede vi havde fået dødsdommen så blev vi raske. Lægerne er blevet så dygtige at mange sygdomme kan helbredes, hvis man opdager det i tide. Vi kan opleve at blive reddet ligesom Jonas oplevede det. Så skylder vi også at rette vores tak det rigtige sted hen. Selvfølgelig først og fremmest mod de læger og sygeplejesker der har hjulpet, men også mod ham som har al magten. Mod Gud.

Det var hvad jeg ville sige i min prædiken i dag. At Gud er hos os, når det onde rammer os. Vi har lov til at klage til ham og han har lovet at han vil lytte til os. Han vil være med os alle vores dage.

Amen 

Gud elsker alle - både dem med stor og dem med lille tro

11.s. eft. trinitatis - kvinden med alabastkrukken

Gud elsker alle. Både dem med en stor tro og dem med en lille. Så stor er hans kærlighed, at han kan tilgive os alle.

Men før vi når dertil, må vi først undre os. For der er nok at undre sig over i den fortælling, jeg lige har læst for jer. Når vi hører den kan vi blive helt forvirrede. Den kan efterlade os med et væld af spørgsmål. Hvorfor er det, at denne kvinde, som lever i synd, elsker mere end alle de andre? Jo matematisk set går det op. Hvis vi kun har syndet lidt skal der en lille kærlighed til at tilgive os. Hvis vi har syndet stort skal der en stor kærlighed til. Regnestykket er til at finde ud af, og det kræver ikke den store studentereksamen.

Men betyder det så? At vi alle er nødt til at synde stort for at få stor tilgivelse? Skaber det en større hengivenhed, hvis man har forbrudt sig meget? Er man tættere på frelsen, hvis man er luder, fremfor et menneske som lever mere anstændigt? Jo flere mænd jo bedre eller hvad?

Og tilgav Jesus hende, fordi hun viste sin kærlighed til ham ved at vaske hans fødder, eller kendte han hende i forvejen? Var det noget hun havde gjort eller sagt, der fik ham til at tilgive hende, eller fik hun den betingelsesløst? Måske var hendes fuldstændige hengivenhed noget, som var blevet vagt i hende, netop fordi hun blev mødt af ham, eller var det noget hun mere eller mindre selv var kommet frem til?

Hvis det på den måde er graden af tro, som er afgørende for frelsen, så tænker jeg jo, at mange af os og mange af dem, jeg bisætter her i kirken, ikke har en chance? Spørgsmålet er om vi må fastholde at barnedåben, hvor vi påkalder Gud på barnets vegne, er det afgørende for frelsen?

Hvad er tro i det hele taget? Fortæller denne historie os ikke, at tro er lidenskabelig hengivelse som kvinden er eksponent for? Eller selvforglemmelse?

Men hvad så med alle os, som ikke er så fuldstændig hengivne? Er det virkelig så store krav, der stilles til vores tro? Det kan i hvert fald hurtigt komme til at lyde som om, tro bliver en eller anden form for præstation, jeg selv skal komme frem med. Hvad med den lille mand med den lille tro – har han så ikke en chance eller den, som ikke er så spontan og så god til at give udtryk for sin tro, som kvinden var det?

Ja det er i hvert fald ikke spørgsmål, vi mangler, når vi hører fortællingen. De spørgsmål jeg har formuleret kommer alle på en eller anden måde til at kredse om vores tro. Jeg synes vi har en tendens til ofte at blive meget fokuserede på vores egen tro. Som om det er noget vi kan styre. Et eller andet individuelt projekt på linie med det at have en veltrænet krop.

Det er nok meget tidstypisk, at vi gerne vil have kontrollen over alle områder i vores liv. Men helt ærligt. Kan vi i sidste ende styre vores tro? Kan vi selv fremme en selvforglemmelse og hengivenhed som kvinden havde det i fortællingen eller er det noget Gud skaber i os? Jeg tror ikke det er noget vi selv kan fremelske. Hvis vi kunne, tenderer det også til, at vi selv kan arbejde med på vores egen frelse.

Vi kan stille mange spørgsmål til kvindens tro og vores egen tro. Men jeg tror denne historie først og fremmest fortæller noget om Guds kærlighed og hans tilgivelse. Guds kærlighed er nemlig helt anderledes end vores kærlighed. Dem som blev ringeagtet af de ansete på Jesu tid. Ja, dem tog Jesus sig af. Denne kvinde som alle var enige om ikke levede som hun burde, hende kunne Jesus rumme. Denne dag i Simons hus mødte hun noget hun sandsynligvis aldrig havde mødt før, og det gjorde noget ved hende. Hun mødte et menneske som anerkendte hende, tilgav hende og elskede hende for den hun var. 

Det fortæller os, at Ingen absolut ingen, er for ringe til Guds kærlighed og tilgivelse. Der findes ikke noget, vi mennesker kan gøre, som er så slemt, at Gud ikke vil have med os at gøre. Selv kvinden, som Jesus mødte den dag, var ikke for lille og ussel til ham. Guds kærlighed er altomfattende. Det vil jeg gerne fortælle en historie, som handler om:

Det var en søndag formiddag. Længst nede i kirken sad en ældre mand. Man kunne se på ham, at han ikke var vant til at komme i kirken. Han sad for sig selv og så ikke ud til at følge med i det, der foregik. Da altergangen begyndte, rejste han sig, og præsten tænkte, at nu ville han nok gå sin vej. Men i stedet tog han sin stok og gik op til knæfaldet. Her bøjede han sig med et vist besvær og modtog brødet og vinen. Efter gudstjenesten, da alle var gået hjem, gik manden hen til præsten og sagde: 'Her har jeg ikke været siden min konfirmation for 71 år siden.' Og så fortalte han. 'Efter min konfirmation tog jeg til Göteborg, hvor jeg tog ud at sejle. Jeg sejlede på de syv have i mange år og har besøgt hundredvis af havne og drukket mig fuld utallige steder. Ja, du kan ikke forestille dig, hvor mange dumme ting, jeg har været med til. Jeg har været i utallige slagsmål og været i seng med endnu flere kvinder. Nogle gange har jeg tænkt på, hvor mange børn, der har spurgt deres mor, hvem deres far egentlig var. Når man bliver gammel, tænker man på sådan noget. Det er ikke til at opregne alle de gange, jeg har svigtet. Det er for sent at bede om tilgivelse, og jeg kan ikke genoprette alle de fejl, jeg har begået. Men nu følte jeg, at jeg måtte gøre noget. Udføre en handling, som kunne sone min sjæl ... Og så kom jeg til at tænke på min gamle konfirmationskirke. Måske skulle jeg prøve at vende tilbage til den. Jeg havde slet ikke tænkt mig at gå op til alteret. Langt mindre at fortælle, hvorfor jeg var kommet. Ja, skal jeg være ærlig, så lyttede jeg slet ikke til dine ord. Men der var en ting, der fæstnede sig. Én eneste. Da du holdt brødet og vinen og sagde: Til syndernes forladelse. Så tænkte jeg: Det vil jeg have. Det er det, jeg har brug for.' Så spurgte han præsten: 'Tror du også, det gælder mig. Efter alt det, jeg har gjort? Tror du virkelig, det er så enkelt?' Og præsten nikkede. 'Ja, jeg tror faktisk, at det er så enkelt. Ellers har jeg fuldstændig misforstået, hvad den kristne tro handler om.' Og så nikkede manden og sagde, 'Så stoler jeg på det!' Og så tog han sin stok og forsvandt.

På nogle punkter ligner denne mand kvinden med alabastkrukken, for han havde også forbrudt sig både på de skrevne og uskrevne regler i samfundet. På andre måder var han nærmest et modstykke til kvinden med alabastkrukken. Han var bestemt ikke den store mand med den store tro. Han følte bare, at han måtte have Guds tilgivelse for alt det, han havde gjort galt i livet. Jeg tror, der er plads til både ham og kvinden med alabastkrukken i Guds rige. Guds kærlighed kan favne dem begge. Både dem med stor tro og dem med lille tro er velkomne. Amen

Gud, hør os, når vi beder dig:

Styrk os når vi føler at vores tro er lille. Hold os fast ved dig. Hjælp os til at leve vores liv efter din vilje og hengive os til dig.

Tilgiv os, når vi i vor kamp for vort eget liv kommer til at såre og undertrykke andre mennesker.

Giv os din tryghed at leve livet på.

Giv liv til din kirke her i Gl. Haderslev og ud over hele jorden, Gud, så den kan være dit levende ord.

Giv styrke til vor dronning og hendes familie - og til alle, der har magt til at bestemme over andre.

Giv mod til alle, der er bange - og giv trøst til alle, der sørger og savner.

Giv os dit håb at leve for, din tro at kæmpe for, og din kærlighed at leve på!

Gud, vores håb og bekymringer, vores tro og tvivl lægger vi i dine gode hænder.

AMEN.

Om en klippe, en indisk tigger og hvad man egentlig får ud af at være kristen

8. s. eft. trin Matt 7,22-29

I en indisk landsby var der en gammel mand som havde en drøm. En stemme fortalte ham at han næste morgen skulle gå ned til byens torv. Der, under et træ ville sidde en mand som havde en kostbar gave til ham. Da manden vågnede næste morgen gik han straks hen til torvet og under det store træ sad en langskægget tigger. Ham der havde haft drømmen sagde: En stemme sagde til mig at du har en kostbar gave til mig. Manden kiggede i sin sæk og sagde. Jeg har ikke andet end den her så den må være til dig. Og op af sækken tog han en kostbar diamant. Manden greb den og løb hjem. Hele resten af dagen og natten tænkte han på. hvad han kunne gøre med de penge, han kunne få for diamanten. Han kunne købe hus og sikre sin familie økonomisk resten af livet.

Men ud på morgenen kom han på andre tanker. Han gik ned på torvet igen og gik lige hen til den langskæggede tigger. Manden rakte diamanten til tiggeren og sagde: Værsgo, Her har du din diamant tilbage. Tiggeren så op på manden og sagde. Jamen den er jo til dig – jeg har givet dig den. Ja, sagde manden. Men når du så frit kan give den til mig, må du have noget der er endnu mere værd. Vil du fortælle mig hvad det er?

Historien her har en dejlig tydelig morale. Den minder os om det vi godt vidste, men som vi så ofte glemmer. At det materielle i vores liv ikke er så vigtigt. Der er noget som er større og rigere end det som penge kan skaffe os. I dag bliver vi udfordret til at stoppe op og tænke, Hvad er det vigtigste i vores liv? Hvad er det grundlæggende når alt det ligegyldige bliver pillet væk? Hvad bygger vi vores liv på? Bygger vi det på et løst fundament, eller på noget klippefast? Alle de ting, vi kan købe os til, er et løst fundament.

Et andet løst fundament vi bygger vores liv på er berømmelse og anerkendelse. Vi bilder os ofte ind at, livet handler om at gøre noget stort så vi kan opnå anerkendelse og anseelse. Jeg tror vi alle i mere eller mindre grad løber rundt og jagter anerkendelse fra vores omgivelser. Det er et naturligt menneskeligt træk, men det må ikke tage overhånd. Det var netop de to ting de falske profeter blev beskyldt for at jage i det gamle testamente. Mad på bordet altså materielle ting og berømmelse. Det er egentlig bemærkelsesværdigt hvor meget de to temaer også kan være et tema for os i nutiden.

Men tilbage til det gode fundament. Det er der mange, som har et bud på ofte hører vi det i reklamer og livsstilsmagasiner.

- hvis du har en succesfuld karriere

- hvis du er smuk og veltrænet

- hvis dine børn klarer sig godt og du får et positivt eftermæle

- Hvis du tjener mange penge og kommer på en masse sjove rejser

Men er de her budskaber virkelig gode fundamenter at bygge sit liv op på? Er der ikke noget mere grundlæggende i vores liv end det vi selv kan være med til at skabe? For det er kendetegnende for mange af de budskaber vi bliver fodret med, at det ofte handler om noget vi selv skal gøre.

Jesus advarer os mod falske profeter, altså dem der har forkerte budskaber til os. Og det er bemærkelsesværdigt, at han ikke udpeger, hvem han specifikt tænker på. Han siger bare at de ikke gør Guds vilje. Vi er ellers så gode til at udpege falske profeter og vi kan sagtens finde frem til dem.

Men Jesus udpegede ikke nogen specifikt, og det tror jeg heller ikke vi skal gøre. Jeg tror Jesu tale frem for alt skal få os til at stille skarpt på os selv. Jeg tror ikke, Jesus vil have os til at kigge udad og finde falske profeter, men i stedet indad. Få os til at spørge os selv: Er jeg en falsk profet? Lever jeg bare for mad på bordet og for at hævde mig selv? Det er den overvejelse, vi må gøre os hver især. Hvad er det vi selv bygger vores liv på og hvad er det vi lærer andre?

Der må være noget, som er vigtigere at bygge sit liv på end det man kan købe for penge og den anerkendelse som vi alle mere eller mindre jager. Der er noget som er større, bedre og stærkere at bygge sit liv på.

Jeg vil gerne give mit bud på, hvad det kan give os at lade kristendommen være den klippe vi bygger på. Hvad er det, man får ud af at tro på Gud? Jeg vil pege på to ting.

- vi får selvværd og  - Vi får et håb

Hvis vi tror på Gud så får vi selvværd. Her hører vi, at vi er gode nok, som vi er. Vores værdi afhænger ikke af noget vi kan præstere. Nej, vi er elsket på forhånd og på trods af alt det vi gør. Det er det vi så smukt fik lov at opleve lige før ved døbefonten. At Gud tager imod de små børn lige præcis som de er uden at de på forhånd skal gøre noget.

Det at vide sig elsket er noget grundlæggende og livsvigtigt i et menneskeliv. Troen på Gud kan være med til at give selvværd i en verden hvor der hele tiden kræves så meget af os, hvor vi hele tiden skal vise hvor dygtige vi er. Hos Gud kræves der ikke noget for at opnå hans kærlighed. Den er betingelsesløs.

Det andet vi får ud af at tro på Gud og som kan blive et fundament for os er at vi får et håb. Vi får et håb om, at livet ikke bare slutter når vi dør. Særligt når vi mister en vi elsker og står ved kisten kommer håbet i spil. For hvad sker der når vi dør? Her tilbyder kristendommen os et håb. Et håb om at livet ikke er slut ved kisten, men at vi skal leve evigt med Gud. Det er noget som gør at vi midt i sorgen kan skimte noget godt. Og det er det som gør, at vi kan stå fast og solidt selv midt i dødens mørke.

Det var mit bud, men vi sidder nok alle med forskellige bud på hvad det er troen på Gud kan give et menneskeliv. Hvad det her fundament gør ved os.

Tilbage til Jesu ord i dag. Det er egentlig ikke en rar søndag. Jesus er direkte, hård og brutal i det stykke jeg har læst. Mange af os, der har kaldt ham herre vil han på dommedag ikke kendes ved. Det er hård kost. Det er ikke sådan en søndag hvor man går trøstet ud af kirken og tænker at det hele – ja det går jo nok.

Nej, det er nærmere sådan en løftet pegefingersøndag hvor budskabet er, at vi aldrig skal føle os for sikre. Vi må til stadighed overveje, hvad vi bruger vores liv på og hvad vi bygger vores liv på.

Nu skal vi ikke blive slukørede, nedslåede og triste. Jeg tror der er mere at sige om Jesus end hans pegefinger og et andet sted siger han jo selv at den der kommer til mig vil jeg aldrig støde bort. Men vi har godt af at overveje hvad fundamentet under vores liv er. Bygger vi på et løst eller et klippefast fundament? Og hvis vi lader Gud bygge fundamentet under os, så må det kunne ses på os, at vi er i besiddelse af noget særligt, ligesom det kunne ses på den indiske tigger. Vi har noget som er uendelig meget værd. Troen giver os selvværd og håb.

Amen

En kristen skyttegrav

7.s. eft. trin Matt 10,24-31

I fredags var det 100 år siden 1. verdenskrig begyndte. Det er svært at forestille os, hvordan det har været, både for dem der måtte slås i fronten og for dem, der blev ladt tilbage imens. Afstanden tidsmæssigt og det faktum, at mange af os ikke har haft krig tæt inde på livet, gør, at det er svært at sætte sig helt ind i. Alligevel synes jeg, man kan fornemme en flig af det i nogle af de soldaterbreve, som er skrevet under krigen. De er fulde af store tanker, håb og frygt. Jeg vil læse nogle små uddrag af breve fra sønderjyske soldater, som kæmpede på Tysk side i krigen.

     Ja, Krigen er ubarmhjertig haard. Naar man saa- 

ledes gaar med Døden for Øje hver eneste Dag, hvor

er Glæden over hver Dag, som man faar Lov til at

leve, dog stor. Og naar der saa kommer en ledig Ti-

me, lever man hele sit tidligere Liv om igen i Tan-

kerne. Man glæder sig over alle de fornøjelige Ti-

mer, som man før har haft, alt staar i et saa dejligt

Lys. Og man bebrejder sig selv, at man ikke har ud-

nyttet sin Tid bedre. Hvor kan det dog være, at man

først nu opfatter alt det skønne paa rette Maade?

Vi lagde os til Ro i Teltet, uvisse om, hvad Mor-

gendagen vilde bringe, men bange for, at vi ikke alle

vilde sidde sammen næste Aften.

                        

Som I kan fornemme står frygten for fremtiden centralt i brevene. Soldaternes skæbne var uvis. De vidste ikke, hvor mange dage de havde tilbage at leve i. De kunne når som helst blive ramt af en kugle eller en granat. Derfor emmer deres breve af frygt for fremtiden.

Det er et ekstremt eksempel på, hvordan nogle mennesker har levet i en nærmest konstant frygt. Men det kan man også komme til, hos os i dag. Vi kender nemlig også frygten, selvom vores liv ikke er truet på samme måde, som deres var. Vi lever på en eller anden måde dagligt med frygten. Verdens krige og konflikter ryger lige direkte ind i vores dagligstue hver dag, og vi konfronteres med frygtelige nyheder døgnet rundt. Konflikter og ulykker er det som sælger i medierne, og derfor er de ikke blege for at bringe dem. Tænk bare på konflikten i Ukraine, Krigen i det besatte område Gaza og den mulige terrorisme i Norge. Og det er ikke bare død, krige og katastrofer fra den anden side af jorden, men også små hverdagsagtige ulykker herhjemmefra, vi skal høre om.

Trafikulykker, drukneulykker, børn som kommer til skade i hjemmet, terrorisme, folk som bliver overfaldet i deres egne hjem osv. Mange af disse ulykker har karakter af, at det kunne ske - også for os. Dagligt bliver vi mindet om, hvor pludseligt vores liv eller vore kæres liv kan ende. Dagligt bliver vi mindet om alt det, vi kan være bange for.

Når kuglerne føg om ørene på soldaterne under 1. verdenskrig, så søgte de ned i deres skyttegrave. Det var deres værn mod faren udefra. Og det tror jeg egentlig også, vi gør. Vi bruger først og fremmest fornuftsargumenter og sandsynlighedsberegninger til at slå frygten tilbage med. Det tror jeg, er godt at gøre, for ellers var det ikke let at være til. Men hvor meget vi end kan overbevise os selv om, at der ikke er noget at være bange for, ved vi jo godt inderst inde, at vi ikke selv er herrer over livet. At vi ikke kan planlægge alting, og at mange ting i sidste ende ikke er i vores hænder.

Hvad er det kristendommen har at sige ind i vores hverdag, hvor usikkerhed om fremtiden er en integreret del? Det er først og fremmest ikke, at man som kristen bliver fri for ulykker. Vi er lige så hårdt ramt som alle andre. Kristne bliver også ofre for meningsløs lidelse og død. Ja, når Jesus måtte lide så meget ondt, - hvad kan hans efterfølgere så ikke regne med?

I stedet for at blive skånet for det onde hører vi, at sorg og ulykke er en naturlig del af livet. At der både er mørke og lyse sider af tilværelsen. At ingen kommer igennem livet uden at opleve noget ondt, heller ikke kristne. Vi bliver altså ikke på den måde skånet for det onde eller taget ud af verden. Vi får måske højst et nyt syn på verden. Nemlig, at vi ikke er garanteret daglig lykke, og at vi ikke har krav på noget som helst. Netop, fordi vi ikke er herrer over livet.

Er det så det eneste, der er at sige kristeligt til meningsløse ulykker? Har vi ikke også en kristen skyttegrav, vi kan gå ned i? Jo, det tror jeg. Det, at tro på Gud kan give os håb og tryghed i svære situationer. Vi må tro på, at han er den, der vil os det godt midt i den tilfældige og til tider kaotiske hverdag.

Her er det Jesu billede med spurvene, kan blive en trøst for os. Han fortæller os, at Guds omsorg omfatter selv spurve. Spurve falder altså ikke til jorden, hvis de ikke bliver skudt ned. De var dengang et måltid, som fattige mennesker kunne stille sulten med. Der var ikke meget næring i en spurv, så spurvene havde naturligt nok en meget lille værdi. Når selv de er genstand for Guds omsorg. Når selv de, er set af Gud, så er vi det langt mere. Alle vore hår på hovedet er talt, siger Jesus og referer til, at Gud på alle måder kender os og alligevel elsker os.

Og så vil jeg på forhånd undskylde for det teologiske nørderi, jeg nu vil udsætte jer for, for der er et interessant tekstkritisk problem lige her. For den oversættelse, vi lige har hørt, lægger en bestemt tolkning ind. Det, der egentlig står ordret i den græske tekst er. Ikke en spurv til jorden uden jeres far. Så er det, man kan overveje, hvad det skal betyde. Betyder det 1) uden jeres fars vilje 2) uden jeres fars tilstedeværelse eller 3) Uden jeres far tillader det

Hvis det skal betyde uden jeres fars vilje, lægger det op til at Gud er ond. Så er han den, der vil alt det onde i verden. Det kan jeg ikke forene med Gud, som den kærlige far. Det må derfor være en af de andre muligheder for oversættelse, vi må holde os til.

Anden mulighed, at det skal oversættes med uden jeres fars tilstedeværelse, så betyder det, at Gud er med, når spurven falder til jorden. Altså at Gud er der, når vi rammes af det onde, men vel også, at han ingen magt har. Så er han en passiv tilskuer, og spørgsmålet, man må stille er, om det kan forenes med, at han er en almægtig Gud.

Den sidste mulighed er, at vi må oversætte det med uden jeres far tillader det. Det er dermed ikke ham, der sender det onde, men han tillader det. Så fastholder man, at han er den, der har al magten, samtidig med, at det ikke er noget, han aktivt vil.

Under alle omstændigheder, hvis man vælger en af de to sidste oversættelsesmuligheder, så fortæller det os, at Gud ikke er fraværende, når det onde truer os. Han er tværtimod nærværende. Det, tror jeg, kan blive vores skyttegrav: At vi har en Gud, som er hos os i det vilkårlige og uforudsigelige liv. Han elsker os så højt, at han aldrig vil forlade os.

Livet er fyldt af gode og onde begivenheder. Ingen kommer udenom det smertefulde, og ulykken kan ramme os og dem vi elsker, hvad øjeblik det skal være. Det er vores grundvilkår. Men ind i det siger Jesus: Frygt ikke, for Gud er hos jer. Ikke en spurv til jorden uden jeres far. Vi har lov at gå ned i Guds skyttegrav. Han vil være med os gennem hele livet. Amen  

 

Gud

Luk os ind i stilheden for dit ansigt

Luk alt det ude der tynger vores sind og ødelægger vores fred

Gør os stille så vi kan høre hvad du vil sige til os. Lad os mærke din nærhed når frygten for fremtiden melder sig. Lad os benytte os af din skyttegrav.

Tak at du har lovet at være med os alle dage.

I dag beder vi dig særligt om at være nær hos alle de mennesker som lever under krig og ufred. Være med civilbefolkningen i Ukraine og Israel/Palæstina. Vær med verdens beslutningstagere og hjælp dem til at vælge fredelige løsninger frem for krig. Ja vær med alle der kæmper for fred i verden.

Vi beder dig om forsoning og om lindring for alle dem der har været ofre for kriges rædsler.

Så beder vi for din kirke her i Gl. Haderslev og din kirke ud over hele jorden. Lad den være et redskab for din fred

Amen