30. marts 2014

Bliv ikke frustrede på vandringen

Midfaste søndag Joh 6,24-35

Det var bagende varmt nærmest ulideligt. Det stank af sved overalt og vi havde kun fået en lille portion ris til morgenmad selvom klokken nu var et godt stykke over frokosttid. Vi var stuvet sammen i en lille bus under Kenyas bagende sol og utilfredsheden var stor. Ingen vidste noget om, hvornår vi skulle køre videre og endnu vigtigere ingen vidste noget om, hvornår vi skulle spise. Måske var det de sultne maver, der talte, for alle var begyndt at knurre af hinanden. Jeg var rejseleder for en gruppe unge der skulle rundt i Kenya, så jeg følte virkelig at jeg skulle sørge for at de nu kunne få mad. Samtidig var jeg selv ved at besvime, jeg følte voldsomt ubehag og maven larmede som den aldrig har gjort før. Vores afrikanske venner tog meget let på problematikken og fortalte at vi nok skulle få mad. Intet problem.

Det må have været sådan det var for israelitterne da de var ude på vandring med Moses. De var lige blevet befriet fra slavetilværelsen i Ægypten, havde vandret over det røde hav og blev ført ind i Sinaiørkenen – på vej mod det lovede land. Selvom Gud havde befriet dem og vist sig for dem flere gange på en helt konkret måde, så overmandede sulten dem. Nogle sultne timer i den bagende sol kan gøre selv den mest hårdkogte optimist muggen og vrissen. De stolede ikke på, at Gud ville sørge for dem, og begyndte at knurre af deres leder.

Sådan kan det også blive i en menighed. Når Gud ikke viser sig som vi ønsker det så bliver vi let skuffede. Sult gør noget ved mennesker.  Ikke kun den konkrete sult. Men også sulten efter det, som giver indhold i vores tilværelse, sulten efter kærlighed og mening med livet. Når vi mennesker ikke kan finde meningen med livet så er det, at vi bliver fortvivlede.

Når vi taler om den konkrete sult som man oplever når man ikke får noget mad er det let at finde ud af hvad årsagen er. Sådan er det ikke altid når man sulter efter det som er dybere. Det kan skyldes mange ting. Det kan være hvis man mister sit arbejde, mister et menneske man holder af eller hvis man pludselig bliver syg.

Jeg talte engang med en meget begavet mand på en varmestue. Han havde været skolelærer i mange år, haft et velfungerende familieliv og nogle dejlige børn. Men da konen ville skilles knækkede filmen for ham. Han kunne pludselig ikke se nogen mening med det hele mere. Han begyndte at drikke sorgerne væk og langsomt men sikkert fik alkoholen taget på ham. Han kunne ikke se nogen mening med sit liv mere og han kunne bestemt ikke se hvor Gud var henne i alt det.  

Så det kan nok ske for os alle. Vi kan komme til at tvivle på Gud når han ikke viser sig for os. Vi kan synke ned i håbløshedens mørke hul når livet omkring os ikke giver mening. Dybest set er det vi kan komme til at mangle omsorg og kærlighed. Det er en basal sult vi mennesker er udstyret med og det er den sult vi skal forsøge at opfylde hos hinanden. Det er en opgave for en menighed. At mætte hinandens sult efter kærlighed, omsorg og mening med tilværelsen.

En menighed er nemlig Guds folk på vandring. Vi befinder os samme sted som israelitterne var. Vi er i tiden mellem befrielsen og de store løfter der venter os. Vi er blevet befriet - ikke fra Ægypterne men fra den magt i os som adskiller os fra Gud. Jesus har selv befriet os – det gjorde han i påsken for 2000 år siden. Og så er vi på vej mod at Guds løfter skal blive indfriet. Et evigt liv hjemme hos ham. Et sted, hvor vi skal mødes med vore kære. Et sted uden smerte, hvor alt er godt. Et sted, hvor ingen skal sulte – hverken efter mad eller efter mening med livet. Men vi er endnu ikke fremme.

Hvad er der så at sige om denne mellemtid hvor vi er på vandring?

Jo først og fremmest skal vi være opmærksomme på, hvor vi henter vores næring. Brødet vi får at leve af er Jesus Kristus. Hans ord og den tolkning af livet, det han stod for er det som kan stille vores sult. Når det handler om Mening og Håb i tilværelsen. Det brød kan vi få mange steder, men et af dem er i kirken til gudstjeneste. Her giver Gud os føde Han stiller vores sult. Han mætter os ved nadverbordet. Han giver os mod og håb. Men selvom vi lever et liv hvor Gud får lov at spille en rolle kan det engang imellem være svært at se meningen med det hele, og tvivlen kan tage over. Da skal vi i menigheden opmuntre hinanden.

En journalist fangede engang en ældre dame, der var på vej ud af kirke. Journalisten ville gerne vide noget om hendes tro. Hun svarede på alle de spørgsmål han stillede. Journalisten syntes hun havde svaret meget skråsikkert på spørgsmålene. Så til sidst ville han gerne være lidt kritisk og stille hende et udfordrende spørgsmål. Det lyder som om, sagde han, at I alle tror meget her i menigheden. Tvivler I aldrig på, om det er sandt? Mister I aldrig håbet? Jo sagde hun, selvfølgelig gør vi det men aldrig alle på en gang.

Det synes jeg var et utrolig godt svar. Vi har netop en opgave i at holde modet oppe hos hinanden. At hjælpe den, der har mistet troen og håbet. Det gør vi ved at være opmærksomme på hinanden. Ved at være nærværende og yde omsorg for hinanden. Evt.: Ved at bede for hinanden, som vi gør når vi beder kirkebønnen. Den måde Gud viser sig i verden nu er gennem os. Vi har fået en enorm opgave betroet. Vi skal være Guds hænder i verden og verden har utrolig meget brug for os. Der er mennesker der skal besøges, grædende der skal trøstes og glade mennesker der skal festes sammen med. Jo der er nok at tage fat på. Heldigvis er Gud med os. Da israelliterne vandrede i ørkenen var Gud hele tiden nærværende. Det er godt at vide at det samme gælder os. Vi er ikke ladt alene i stikken.

Og det er derfor heller ikke noget problem at der er skiftende præster i en menighed. Heldigvis er der noget helt andet der danner en menighed og giver den næring. Ellers ville det også være et problem at præster ikke altid er så gode som de burde være. Nej Gud selv vil  give styrke og tro til menigheden. Den er først og fremmest hans.

Altså, hvad er det vi får at vide i dag: Vi, Guds menighed er på vandring. Vi vandrer mod Guds evighed. På denne vandring kan vi blive sultne og frustrerede undervejs. Vi er henvist til at leve af det brød vi får ovenfra. Jesus Kristus. Han er den der kan give vores liv mening. Han fortæller os, at vi er hans hænder i en verden der har brug for hjælp. Vi skal støtte, elske og bære hinanden. Vi skal være der for hinanden.

Gud, vi beder dig:

Mæt os med dit brød så vi får stillet vores sult. Giv vores liv mening og dybde. Åbn vore øjne, Gud, så vi kan se din kærlighed - midt i vores dagligdag. Tak, fordi du giver os din kærlighed, og tak, fordi vi får den til deling.

Lad os bruge af din kærlighed, slide på den, dele ud af den. For du fortæller os, at der altid er mere, hvor den kommer fra - og at den kun bliver større af at blive brugt.

Lad os være dine hænder, Gud, i en verden, hvor hænderne alt for ofte bliver gemt i lommerne.

Vær med vor dronning - og hele hendes familie.

Giv dem, der har magt, troen på, at de kun har fået den til låns. Og giv os, der lever, troen på, at vi kun har fået livet til låns.

Vær hos dem der sørger, fordi de har mistet én, de holdt af – og hos dem, der er bange.

Skub til din kirke, Gud, så brødet i den ikke bliver for gammelt, men må give liv til alle.

Amen

27. marts 2014

Gud trækker os op!

4.s.eft. H.3K. Matt 14,22-33

En buddhistisk munk var på vandring. Da kom han pludselig til bredden af en flod, hvor der ingen færgemand var. I sin glade tanke om Buddha gik munken over floden. Det gik fint, men da han nåede midten, så han bølgerne. Da blev hans glade tanker om Buddha svagere, og hans fødder begyndte at synke i. Rædslen stod i hans øjne, mens vandet langsomt men sikkert åd sig ind på ham. Men så koncentrerede han sig for alvor, og det lykkedes ham igen at fremkalde stærke tanker om Buddha. Han hævede sig langsomt op af vandet og kunne gå videre hen over vandets overflade til den anden side af søen.

Historien om den buddhistiske munk er på mange måder et modbillede til dagens fortælling. Munken fandt hjælpen i sig selv. Gennem koncentration formåede han at redde sig selv. Det var anderledes med Peter. Peter var derimod ikke den aktive part i redningsaktionen. Han blev bange, da han så stormen og måtte råbe på hjælp. Han kunne ikke redde sig selv. Nej, overladt til sig selv var han fortabt.

Peter kunne ikke klare sig selv og måtte have hjælp til at lade en anden trække ham op. Mantraet er ellers i dag, at vi skal klare os selv. Vi vil så gerne have magt over det hele og selv bestemme, hvordan vores liv skal forme sig. Vi hylder det succesfulde liv, og et af de steder, det nok ses stærkest, er på Facebook. Her viser vi verden, hvor godt det går hos os. Så folk lægger billeder ud af den smilende familie på ferie eller fortæller om de store børns eksamener, når det går godt. Men når det går dårligt, holder vi det for os selv. Og når vi ser trætte og nedslidte og uoplagte ud, så tager vi ikke billeder af det og udstiller det for omverdenen. Facebook er simpelthen ikke skabt til at dele sorger og stormvejr. Det gør, at man let kan få den tanke, at alle andre mennesker lever problemfrie liv. De har styr på tingene og møder ikke modgang, men det er en illusion, at vi selv har al magt i vores liv.

Jeg tror virkeligheden er for barsk for os. Vi forsøger at glemme det faktum at vi ikke har magten over tilværelsen. Derfor forsøger vi at sikre os. Vi har forsikringer, der skal dække, hvis uheldet er ude. Vi sætter penge i banken, så der er noget at stå imod med til dårlige tider, og så er det blevet trendy at leve sundt for at få et langt og godt liv. Vi lægger fremtidsplaner for karrieren på jobbet, og planlægger hvor mange børn vi vil have. Jeg tror, at den bagved liggende tanke er, at vi gerne vil være i kontrol. Vi vil selv være herrer i vores eget liv.

Sandheden om vores liv er, at vi kan styre nogle ting selv, men når det drejer sig om store væsentlige begivenheder i livet er der andre kræfter på spil. Vi er hverken herrer over livet eller døden. Vi bestemmer ikke, hvornår vi vil have et barn eller hvem, vi forelsker os i. Når som helst kan vi selv eller en af vore kære blive ramt af sygdom eller død. Ja, på mange måder er vi som Peter på dybt vand og engang imellem synker vi i. Ingen går gennem livet uden engang imellem at føle sig ensom, være bange eller miste et afholdt menneske.

Vi kender alle til storme i vores liv. I livets storme skifter det tit. Nogle gange kan man føle sig sikker og stærk ligesom Peter, der trådte ud over rælingen, og i næste øjeblik kan man føle sig suget ned af sin egen frygt og tvivl. Alle vil på et eller andet tidspunkt føle trang til at råbe om hjælp og håbe, der er nogen, der hører det. Vi kan alle gribes af frygt for det, som livet overvælder os med. Vi kan opleve, at vi føler os alene eller svage og også føle, at Jesus går forbi os i stormvejret.

En kristen forståelse af livet er, at vi ikke har al magt i vores liv.  Der sker både gode og onde ting vi ikke kan kontrollere. Hvor gerne vi end vil bestemme det hele, lader det sig ikke gøre. Gud er den, der har magten. Han er den, der kommer til os, når det stormer aller mest, og siger: ”Frygt ikke”.

Det betyder ikke, at Jesus kommer og befrier os fra alt det onde, vi kan møde i vores liv. Han er ikke den, der trækker os ud af virkeligheden. Måske er det ligesom, når min søn Asger vågner efter at have drømt en uhyggelig drøm. Han skriger, ser slanger der vil spise ham alle vegne og har brug for trøst. Jeg kommer ind til ham, trøster ham og bliver siddende ved sengekanten, til han falder i søvn igen. Jeg kan ikke fjerne de onde drømme, men det er nok for ham, at jeg er der ved siden af ham. Måske har Asger mest af alt brug for, at der er en, der hører hans råb om hjælp.

Jesus hørte Peters råb om hjælp. Der står, at Jesus straks rakte sin hånd ud mod Peter. Jesus var beslutsom. Han reagerede, da Peter ikke selv kunne holde sig oven vande. Det er en trøst til os, når stormene raser omkring os. Så er vi ikke glemt i vores magtesløshed. Der er en, der griber os og løfter os. Han lader os ikke synke.  Det var ikke Peters tro, der var afgørende. Den kunne ikke holde ham oppe. Det var heller ikke Peters egen kraft. Jesus greb ham ikke, for at han så selv kunne trække sig op. Nej, Jesus var den aktive part, og Peter var den modtagende.

Det fortæller os noget afgørende om vores tro. Troen skåner os ikke for situationer, hvor stormvejret raser omkring os. Troen giver ikke en garanti for, at vi ikke kommer ud på rigtig dybt vand, hvor vi bliver ramt af frygt. Troen kan få os til at turde tage de afgørende skridt ud på det dybe vand, men det er ikke den, der får os op når vi synker i. Det er Jesus, der selv kommer til os og trækker os op. Vi er på alle måder i den mægtige Guds hænder. Det kan både være en befrielse og en udfordring. En udfordring, fordi vi også gerne vil bidrage selv.  Vi vil gerne komme med noget til gengæld. I vores liv med hinanden fungerer princippet noget for noget, så det kan vi ikke lade være med at tænke også på troens område. Men det er en fejl. Vi bliver netop døbt som børn for at vise, at der ikke stilles nogen krav om at vi skal gøre gengæld. Så vi befries fra at skulle gå og overveje, om vores tro nu er stor nok eller ej. Det er uvæsentligt. Hvor stor vores tro end måtte være kan vi ikke som den buddhistiske munk redde os selv.

Så budskabet til os er, at vi skal accepterer det som et vilkår, at det kan storme, og at vi da hviler i, at Gud vil komme til os. Det kan gå hen og blive en befrielse. Vi er overladt i den mægtige Guds hænder, og han kræver ikke noget til gengæld. Han er den, der vil komme til os, når det stormer og handle der, ja selv ind i døden er han med. Han rækker sin hånd til os og trækker os op til sig.

Amen

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, far søn og Helligånd. Du som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

Gud, vi beder dig: hør os, når vi råber til dig!

Hør os, når vi er bange og usikre og mangler tro.

Giv os din tro at leve på, når vor egen tro har spillet fallit.

Giv os kræfter, når vi er magtesløse.

Giv os håb, når vi er håbløse.

Giv os mod, når vi er modløse.

Giv os et skub i ryggen, når vi går i stå.

Tal til os, når vi føler os alene og hjælpeløse.

Fortæl os at vi er i dine hænder altid.

Gør os til dine hænder i en verden, hvor vi alt for ofte putter

hænderne i lommen.

Giv din kærlighed til alle, der er bange og til alle, der sørger og

savner.

Giv liv til alle, der mangler liv, hvad enten det er i form af fred,

tryghed, tag over hovedet, mad på bordet eller mening med

tilværelsen.

Giv din tro til alle, der mangler tro eller håb.

Hold din hånd over alle, der har magt - og over vores dronning og

hele hendes familie.

Pust til din kirke, Gud, så den må leve og udbrede dit ord.

AMEN.