Stilhed eller honningkager

Joh 17,20-26
En vis broder kom for at besøge en gammel munk, fader Arsenius, der boede i sin klostercelle i Egypten. Arsenius klostercelle lå langt væk, så da broderen ankom til et nærliggende kloster sendte de en anden broder ud sammen med ham. De to bankede på døren hos Fader Arsenius, gik indenfor, hilste på den gamle mand og satte sig derefter ned. Længe sad de der, og der blev ikke sagt et ord.

Broderen fra klosteret sagde: Jeg går nu, bed for mig, men den besøgende følte sig ikke så godt tilpas med den gamle stille mand og gik med broderen ud. Så gik de afsted sammen. Nu spurgte den besøgende om broderen fra kirken ville tage ham med ud til fader Moses, ham der engang var landevejsrøver. Da de ankom bød Moses dem glad velkommen, rakte dem nogle hjemmebagte honningkager og fornøjede sig storartet med dem, indtil de tog afsted.

På vej tilbage spurgte broderen fra klosteret den anden broder, hvem han bedst kunne lide af de to, de havde besøgt, og der var ingen tvivl om at det var Moses, altså den sidste de besøgte, han med honningkagerne.

En anden from munk hørte om oplevelse og bad Gud om at forklare ham det. Han bad: Herre for din skyld løber den ene væk fra menneskers selskab, mens den anden modtager dem med åbne arme. Hvordan kan det være? Så viste Gud ham i et syn to store både. I den ene båd sad fader Arsenius sammen med Guds Helligånd i fuldkommen stilhed, i den anden båd sad fader Moses sammen med Guds engle og spiste honningkager.

Den her historie er små 2000 år gammel, men den indeholder en visdom vi stadig kan tage til os. Den person, som nok ligner os mest i dag i historien, tror jeg, er den munk, som beder Gud om en forklaring. Det var et problem for ham, at det at følge Guds kald kunne have så forskellige konsekvenser. Det, som fyldte meget i forholdet til Gud for den ene, var ikke vigtigt for den anden. For de to munke Fader Arsenius og Fader Moses var det tilsyneladende ikke noget problem. De levede fint med at have forskellig trospraksis. De koncentrerede sig om deres eget forhold til Gud i stedet for at tænke på, hvad den anden gjorde.

Jeg kan nogle gange tage mig selv i at tænke, at andre kristne har en forkert måde at gøre tingene på. Det, som de vægter højt i deres trospraksis, synes jeg er ligegyldigt. Det er egentlig mærkeligt, at vi kan have en tendens til at tænke sådan. Hvorfor er det, at vi er så optagede af at sætte de andre i en god og sund forbindelse med Gud i stedet for at fokusere på vores egen forbindelse med ham? 

For det er jo interessant i den sammenhæng, at vi alle kommer med forskellig livsbaggrund og livserfaringer. Det, som er en udfordring og en fristelse for et menneske, er det bestemt ikke for alle andre. Det, som er vigtigt i et menneskes trosliv, kan være ligegyldigt i et andet menneskes. Vi har hver vores bagage, som er med til at definere, hvem vi er, og det afspejler også, både hvordan vi tror om Gud, og hvordan vores kristne praksis udformer sig. Vi har også forskellige måder at læse og forstå biblen på.

Men når vi nu er så forskellige, hvad skal vi så gøre ved det? Tja, man kunne høre Jesu bøn til Gud i dag som et kald til at udviske forskellene mellem os. Jesus kalder os nemlig til enhed. Ligesom faderen og sønnen er et, skal vi også være det. Vi får et himmelsk forbillede. Den enhed, der er i Gud, skal også være blandt os mennesker. Men her er det vigtigt at holde fast i, at enhed ikke er det samme som enshed. Vi skal ikke være ens.

Vi får et forbillede i treenigheden. Her lever de tre forskellige personer sammen i en enhed. Faderen, sønnen og Helligånden er ikke ens. De har forskellige måder at virke på. De var heller ikke altid enige. Vi så det da Jesus bad i Getsemane Have om at blive fri for den byrde der var pålagt ham. ”Ske ikke min vilje men din”. Det endte alligevel med, at Jesus bøjede sig for Guds vilje.

Så her er et billede på hvordan den sunde menighed skal være. Ikke ens, men en enhed.

Faktisk tror jeg de menigheder, som virkelig forfejler deres mission i verden, er dem, hvor kirkegængerne er blevet for enige. Hvordan skal en sådan kirke kunne gå troværdigt ud til andre mennesker og sige, at alle er velkomne, som de er, når nu alle som kommer i menigheden ligner hinanden? Et mantra for en sådan kirke ville lyde ”Kom som du er, bliv som os”.  

Man kunne sige, at det er en fare for enhver menighed både at blive for ens som jeg lige har skitseret, men også på den anden side at blive for individualistisk. Hvis vi bliver for individualistiske, får vi slet ikke de fordele ud af, at kunne blive klogere sammen. Vi har mulighed for at få øje på nogle af vores egne blinde pletter i forhold til Gud, når vi taler om Gud med nogen som ikke ser det samme som os.

En individualistisk kirke bliver også utroværdig fordi den fremstår splittet udadtil. Hvis vi ikke kan acceptere vores forskelligheder og respektere, at vi har forskellig trospraksis, kommer vi aldrig ud over kirkens dørtrin med vores budskab. For da virker vi utroværdige. Hvis vi bliver så forhippede på, at vi selv har sandheden, og de andre, vi sidder ved siden af på kirkebænken, har misforstået det hele, så er det vi må overveje, om vi har den kærlighed til andre mennesker i os, som Gud har sendt os ud i verden med.

Den sunde menighed må kunne rumme forskelligheder. Kun sådan kan vi virke til berigelse og glæde for andre end os selv. Kun sådan kan vi udføre vores mission i verden, som er, at fortælle den gode historie videre i ord og gerning.

Vores opgave som kristne er at leve vores liv i Guds kærlighed. Hans kærlighed skal leve i os. Hvordan vi kommer tættere på ham, må vi finde ud af. Nogle skal være stille ligesom den første munk fra Ægypten, andre  skal ligesom den anden munk spise honningkager. Når vi snakker med andre om tro skal vi gøre det for at blive klogere på Gud, og aldrig med bedreviden for øje.

Nå, kunne man indvende, er der så ingen grænser for hvad man kan kalde kristendom? Skal vi føle enhed med alle selv dem, der ikke tror på den trinitariske Gud? Er alt så lige godt? Skal vi kunne rumme alt i menigheden og stadig føle os som en enhed?

Nej, det tror jeg jo heller ikke, men jeg tror vi skal forsøge at bevæge os langt for at føle enhed med de andre i menigheden. Jeg tror vi skal lære af hinanden, blive klogere på hinanden og lade os berige af hinanden. Kun sådan kan vi komme til at føle enhed.

Nu er jeg jo tilflytter og kender ikke menigheden her i Gl. Haderslev indefra, men jeg vil alligevel vove den ene arm og sige, at jeg ikke tror vores største udfordring her i menigheden er, at vi er ved at blive for ens. Nej i højere grad er det nok, at vi skal lære at acceptere, at vi har forskellige måder at leve vores liv på og forskellige måder, vores tro giver sig udtryk på. At Gud virker på forskellige måder i forskellige mennesker, og at det er godt, at det er sådan. Vi skal i højere grad fokusere på vores eget forhold til Gud end at forsøge at hjælpe de andre med deres forbindelse.

Det er bestemt ikke let, og jeg tager ofte mig selv i at tænke, det de andre gør, er noget jeg ikke vil kunne stå inde for, men jeg tror, det må være Jesu udfordring til os i dag. Vi skal hverken blive enige eller ens, men vi må gerne føle os som en enhed. Nogen er til honningkager, andre er til stilhed.

Amen

Lad os alle bede:

Gud, vi hører, at du blev menneske og gik i døden for vores skyld. Tak, fordi din kærlighed også omfatter os.

Hjælp os til at leve i din kærlighed og ikke fordømme andres måde at leve på. Giv os kræfter, Gud, til at se ud over egen næsetip og give væk af det overskud, vi har. For det er ved at give, at man kan få.

Giv os kræfter til at hjælpe andre mennesker i nød, så også de må opleve, at de er omfattet af kærlighed og tryghed - og når vore egne kræfter slipper op, lær os da at bede, så vi kan få flere kræfter.

Vær med din kirke over hele jorden - lær den at bede i enhed og at arbejde på dine opgaver her i verden. Vær med din kirke her i Gl. Haderslev. Hjælp os til at respektere hinanden og arbejde for den fælles sag.

Vær med alle, der har magt til at regere: giv dem styrke til at indse deres svagheder, så de kan regere i kærlighed.

Vær med alle, der lider nød, hvadenten de lider af sult, af undertrykkelse, sorg eller af mangel på håb og mening med deres liv.

Brug os som dine hænder, Gud - vi beder dig!

Amen