Trinitatis søndag –
Missionsbefalingen
Jeg hørte engang om
en lidt bøvlet familie, som kom i missionshuset i en lille landsby. De var
meget fattige og havde ikke noget stort netværk. Heldigvis var de andre i
missionshuset gode til at tage sig af dem. Sådan var der en konsensus om, at
det var nogen, man tog sig af. Der var bare en ting, som var
bemærkelsesværdigt.
Da tiden kom og mange
fra missionshuset skulle til at holde sølvbryllupper og runde fødselsdage, så
var denne familie ikke at finde på gæstelisterne nogen steder. Så jo, de var
skam velkomne til at være med, når der skete noget i missionshuset, og da var
der altid nogen, som satte sig ved siden af dem, men når der var fest i
landsbyen – så foregik det uden dem.
Jeg vil
gerne begynde min prædiken med at fortælle jer min pointe. Mission er ikke kun
at forkynde med ord ude i verden, men mission er vejen ind i verden. Ind i det
bøvlede liv, hvor vi skal være noget for hinanden. Vi må aldrig bilde os ind, at
det er gjort med at sige nogle ord og glemme, at der sammen med ordene også
skal et nærvær og engagement i andre menneskers liv til.
Det handler
om mission i dag, altså om det, som Jesus sendte de kristne ud i verden for at
gøre: At skaffe disciple ved at døbe og at lære. Sådan blev kristendommen en
verdensreligion og sådan kom den også til Danmark.
Men også
danskere har været udsendt til andre lande for at forkynde evangeliet. Og der var altså mere spræl i
mission i gamle dage. Dengang hvor de skulle anskaffe sig en tropehat og tage
til fjerne egne for at fortælle om Kristus, hvor ingen hvid mand tidligere
havde sat sin fod. De fandt byggematerialer og begyndte at bygge en kirke, så de
kunne få ordet forkyndt. De måtte kæmpe mod malariamyg, sproglige
besværligheder og lokale stammetraditioner for at bane vejen for kristendommen.
Missionærer sendt fra
Danmark til især Afrika har en lang og broget historie. Der er så sket det, i
takt med at et stort flertal af afrikanere er blevet Kristne og i takt med, at
der nu er bygget kirker rigtig mange steder i Afrika, at behovet har ændret
sig. I dag registrerer man nærmest den modsatte bevægelse, hvor afrikanere er
begyndt at sende missionærer til vesten for at fortælle om Kristus.
Missionsforståelsen hos mange missionsselskaber har derfor forandret sig meget
de senere år. Den er gået fra at de udsendte forkyndere til at missionærernes
opgaver nærmere er at gå i dialog og afhjælpe social nød.
Alligevel tror jeg,
vi hænger fast i nogle ting, som var karakteristisk for mission i gamle dage.
Jeg tror vores lange historie med at sende missionærer til Afrika og andre
fjerne egne af verden stadig påvirker, hvordan vi tænker om mission i dag. Når
vi tænker mission, handler det meget om ord. Det falder smukt i tråd med Jesu
eget eksempel med at gå rundt i Palæstina og fortælle om Gud på gader og
stræder. Han stillede sig op på bjergtoppe og forkyndte for store skarer. Denne
forestillingen om mission kommer altså ikke ud af den blå luft, og der er bibelsk
belæg for det.
Det var selvfølgelig
nødvendigt for Jesus at fortælle en hel masse, da han vandrede på jorden, og
det var også af største nødvendighed for de første missionærer vi udsendte at
gå rundt og forkynde. De skulle tale om Gud for at mennesker, som aldrig havde
hørt om Gud kunne forstå noget om, hvem han er. Det er selvfølgelig ikke
forkert stadig at forkynde ordet. Mission er bl.a. at tale og gå ud – men
ordene er ikke nok.
Det var det heller
ikke for Jesus. Han helbredte også mennesker og gav dem værdigheden tilbage.
Han tog sig af dem, som ingen andre ville have med at gøre. Han tog sig tid til
de udstødte og forfulgte.
Det er også
bemærkelsesværdigt, at Jesus sagde til disciplene, at opgaven er at gøre alle
folkeslag til Jesu disciple. Vi skal ikke bare forkynde, men vi skal gøre til
disciple. Hvis man slår op i fremmedordbogen betyder en discipel ”en person,
der er stærkt påvirket af en anden”. Og jeg tror på, at den måde man virkelig påvirker
eller flytter andre mennesker, er ved at være noget for dem.
I Esajasteksten, som
vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, fortælles det, at Gud gør os til et
lys for folkene. Det er egentlig et flot billede. Jeg synes, det går godt i tråd
med den nærværende missionsforståelse, jeg har argumenteret for. Lyset er jo
netop noget, som kan bringe varme og tænde håb i mennesker. Vi skal være et lys
for andre mennesker, også når det bliver bøvlet, besværligt og træls og ikke
giver så stor anerkendelse i andres øjne. Det billede lægger ikke op til, at
der skal siges så meget, men nærmere at vi skal være noget for andre.
Det tror jeg for
alvor er svært for os i dag. At være noget for andre i længere tid. At gøre
noget stort, vi ikke får anerkendelse for. At være et forbillede for andre. Det
virker nemlig langt bedre end ord.
Jeg vil fortælle om en
oplevelse, jeg havde til en fødselsdagsfest jeg var til for nylig. Her blev det
understreget for mig, at det, der for alvor gør indtryk på mig og kan få mig
til at skifte holdninger, er, når jeg møder mennesker, som er et forbillede.
Det bliver vi ikke ved at sige en hel masse, men snarere ved at lytte og give
os tid til andre mennesker. Fødselaren havde formået at tage sig af nogle
enkelte, som havde et stort behov for at blive set. Det er ikke så gloværdigt,
som at stå på en bakketop og tale for mennesker, men for dem, han var noget
for, gjorde det en verden til forskel.
Jeg vil
gerne slutte min prædiken med at fortælle jer min pointe. Mission er ikke kun
at forkynde med ord ude i verden, men mission er vejen ind i verden. Ind i det
bøvlede liv, hvor vi skal være noget for hinanden.
Vi må aldrig bilde os
ind, at det er gjort med at sige nogle ord og glemme, at der sammen med ordene
også skal et nærvær og engagement i andre menneskers liv til.
Amen
