Gud elsker alle - både dem med stor og dem med lille tro

11.s. eft. trinitatis - kvinden med alabastkrukken

Gud elsker alle. Både dem med en stor tro og dem med en lille. Så stor er hans kærlighed, at han kan tilgive os alle.

Men før vi når dertil, må vi først undre os. For der er nok at undre sig over i den fortælling, jeg lige har læst for jer. Når vi hører den kan vi blive helt forvirrede. Den kan efterlade os med et væld af spørgsmål. Hvorfor er det, at denne kvinde, som lever i synd, elsker mere end alle de andre? Jo matematisk set går det op. Hvis vi kun har syndet lidt skal der en lille kærlighed til at tilgive os. Hvis vi har syndet stort skal der en stor kærlighed til. Regnestykket er til at finde ud af, og det kræver ikke den store studentereksamen.

Men betyder det så? At vi alle er nødt til at synde stort for at få stor tilgivelse? Skaber det en større hengivenhed, hvis man har forbrudt sig meget? Er man tættere på frelsen, hvis man er luder, fremfor et menneske som lever mere anstændigt? Jo flere mænd jo bedre eller hvad?

Og tilgav Jesus hende, fordi hun viste sin kærlighed til ham ved at vaske hans fødder, eller kendte han hende i forvejen? Var det noget hun havde gjort eller sagt, der fik ham til at tilgive hende, eller fik hun den betingelsesløst? Måske var hendes fuldstændige hengivenhed noget, som var blevet vagt i hende, netop fordi hun blev mødt af ham, eller var det noget hun mere eller mindre selv var kommet frem til?

Hvis det på den måde er graden af tro, som er afgørende for frelsen, så tænker jeg jo, at mange af os og mange af dem, jeg bisætter her i kirken, ikke har en chance? Spørgsmålet er om vi må fastholde at barnedåben, hvor vi påkalder Gud på barnets vegne, er det afgørende for frelsen?

Hvad er tro i det hele taget? Fortæller denne historie os ikke, at tro er lidenskabelig hengivelse som kvinden er eksponent for? Eller selvforglemmelse?

Men hvad så med alle os, som ikke er så fuldstændig hengivne? Er det virkelig så store krav, der stilles til vores tro? Det kan i hvert fald hurtigt komme til at lyde som om, tro bliver en eller anden form for præstation, jeg selv skal komme frem med. Hvad med den lille mand med den lille tro – har han så ikke en chance eller den, som ikke er så spontan og så god til at give udtryk for sin tro, som kvinden var det?

Ja det er i hvert fald ikke spørgsmål, vi mangler, når vi hører fortællingen. De spørgsmål jeg har formuleret kommer alle på en eller anden måde til at kredse om vores tro. Jeg synes vi har en tendens til ofte at blive meget fokuserede på vores egen tro. Som om det er noget vi kan styre. Et eller andet individuelt projekt på linie med det at have en veltrænet krop.

Det er nok meget tidstypisk, at vi gerne vil have kontrollen over alle områder i vores liv. Men helt ærligt. Kan vi i sidste ende styre vores tro? Kan vi selv fremme en selvforglemmelse og hengivenhed som kvinden havde det i fortællingen eller er det noget Gud skaber i os? Jeg tror ikke det er noget vi selv kan fremelske. Hvis vi kunne, tenderer det også til, at vi selv kan arbejde med på vores egen frelse.

Vi kan stille mange spørgsmål til kvindens tro og vores egen tro. Men jeg tror denne historie først og fremmest fortæller noget om Guds kærlighed og hans tilgivelse. Guds kærlighed er nemlig helt anderledes end vores kærlighed. Dem som blev ringeagtet af de ansete på Jesu tid. Ja, dem tog Jesus sig af. Denne kvinde som alle var enige om ikke levede som hun burde, hende kunne Jesus rumme. Denne dag i Simons hus mødte hun noget hun sandsynligvis aldrig havde mødt før, og det gjorde noget ved hende. Hun mødte et menneske som anerkendte hende, tilgav hende og elskede hende for den hun var. 

Det fortæller os, at Ingen absolut ingen, er for ringe til Guds kærlighed og tilgivelse. Der findes ikke noget, vi mennesker kan gøre, som er så slemt, at Gud ikke vil have med os at gøre. Selv kvinden, som Jesus mødte den dag, var ikke for lille og ussel til ham. Guds kærlighed er altomfattende. Det vil jeg gerne fortælle en historie, som handler om:

Det var en søndag formiddag. Længst nede i kirken sad en ældre mand. Man kunne se på ham, at han ikke var vant til at komme i kirken. Han sad for sig selv og så ikke ud til at følge med i det, der foregik. Da altergangen begyndte, rejste han sig, og præsten tænkte, at nu ville han nok gå sin vej. Men i stedet tog han sin stok og gik op til knæfaldet. Her bøjede han sig med et vist besvær og modtog brødet og vinen. Efter gudstjenesten, da alle var gået hjem, gik manden hen til præsten og sagde: 'Her har jeg ikke været siden min konfirmation for 71 år siden.' Og så fortalte han. 'Efter min konfirmation tog jeg til Göteborg, hvor jeg tog ud at sejle. Jeg sejlede på de syv have i mange år og har besøgt hundredvis af havne og drukket mig fuld utallige steder. Ja, du kan ikke forestille dig, hvor mange dumme ting, jeg har været med til. Jeg har været i utallige slagsmål og været i seng med endnu flere kvinder. Nogle gange har jeg tænkt på, hvor mange børn, der har spurgt deres mor, hvem deres far egentlig var. Når man bliver gammel, tænker man på sådan noget. Det er ikke til at opregne alle de gange, jeg har svigtet. Det er for sent at bede om tilgivelse, og jeg kan ikke genoprette alle de fejl, jeg har begået. Men nu følte jeg, at jeg måtte gøre noget. Udføre en handling, som kunne sone min sjæl ... Og så kom jeg til at tænke på min gamle konfirmationskirke. Måske skulle jeg prøve at vende tilbage til den. Jeg havde slet ikke tænkt mig at gå op til alteret. Langt mindre at fortælle, hvorfor jeg var kommet. Ja, skal jeg være ærlig, så lyttede jeg slet ikke til dine ord. Men der var en ting, der fæstnede sig. Én eneste. Da du holdt brødet og vinen og sagde: Til syndernes forladelse. Så tænkte jeg: Det vil jeg have. Det er det, jeg har brug for.' Så spurgte han præsten: 'Tror du også, det gælder mig. Efter alt det, jeg har gjort? Tror du virkelig, det er så enkelt?' Og præsten nikkede. 'Ja, jeg tror faktisk, at det er så enkelt. Ellers har jeg fuldstændig misforstået, hvad den kristne tro handler om.' Og så nikkede manden og sagde, 'Så stoler jeg på det!' Og så tog han sin stok og forsvandt.

På nogle punkter ligner denne mand kvinden med alabastkrukken, for han havde også forbrudt sig både på de skrevne og uskrevne regler i samfundet. På andre måder var han nærmest et modstykke til kvinden med alabastkrukken. Han var bestemt ikke den store mand med den store tro. Han følte bare, at han måtte have Guds tilgivelse for alt det, han havde gjort galt i livet. Jeg tror, der er plads til både ham og kvinden med alabastkrukken i Guds rige. Guds kærlighed kan favne dem begge. Både dem med stor tro og dem med lille tro er velkomne. Amen

Gud, hør os, når vi beder dig:

Styrk os når vi føler at vores tro er lille. Hold os fast ved dig. Hjælp os til at leve vores liv efter din vilje og hengive os til dig.

Tilgiv os, når vi i vor kamp for vort eget liv kommer til at såre og undertrykke andre mennesker.

Giv os din tryghed at leve livet på.

Giv liv til din kirke her i Gl. Haderslev og ud over hele jorden, Gud, så den kan være dit levende ord.

Giv styrke til vor dronning og hendes familie - og til alle, der har magt til at bestemme over andre.

Giv mod til alle, der er bange - og giv trøst til alle, der sørger og savner.

Giv os dit håb at leve for, din tro at kæmpe for, og din kærlighed at leve på!

Gud, vores håb og bekymringer, vores tro og tvivl lægger vi i dine gode hænder.

AMEN.

Om en klippe, en indisk tigger og hvad man egentlig får ud af at være kristen

8. s. eft. trin Matt 7,22-29

I en indisk landsby var der en gammel mand som havde en drøm. En stemme fortalte ham at han næste morgen skulle gå ned til byens torv. Der, under et træ ville sidde en mand som havde en kostbar gave til ham. Da manden vågnede næste morgen gik han straks hen til torvet og under det store træ sad en langskægget tigger. Ham der havde haft drømmen sagde: En stemme sagde til mig at du har en kostbar gave til mig. Manden kiggede i sin sæk og sagde. Jeg har ikke andet end den her så den må være til dig. Og op af sækken tog han en kostbar diamant. Manden greb den og løb hjem. Hele resten af dagen og natten tænkte han på. hvad han kunne gøre med de penge, han kunne få for diamanten. Han kunne købe hus og sikre sin familie økonomisk resten af livet.

Men ud på morgenen kom han på andre tanker. Han gik ned på torvet igen og gik lige hen til den langskæggede tigger. Manden rakte diamanten til tiggeren og sagde: Værsgo, Her har du din diamant tilbage. Tiggeren så op på manden og sagde. Jamen den er jo til dig – jeg har givet dig den. Ja, sagde manden. Men når du så frit kan give den til mig, må du have noget der er endnu mere værd. Vil du fortælle mig hvad det er?

Historien her har en dejlig tydelig morale. Den minder os om det vi godt vidste, men som vi så ofte glemmer. At det materielle i vores liv ikke er så vigtigt. Der er noget som er større og rigere end det som penge kan skaffe os. I dag bliver vi udfordret til at stoppe op og tænke, Hvad er det vigtigste i vores liv? Hvad er det grundlæggende når alt det ligegyldige bliver pillet væk? Hvad bygger vi vores liv på? Bygger vi det på et løst fundament, eller på noget klippefast? Alle de ting, vi kan købe os til, er et løst fundament.

Et andet løst fundament vi bygger vores liv på er berømmelse og anerkendelse. Vi bilder os ofte ind at, livet handler om at gøre noget stort så vi kan opnå anerkendelse og anseelse. Jeg tror vi alle i mere eller mindre grad løber rundt og jagter anerkendelse fra vores omgivelser. Det er et naturligt menneskeligt træk, men det må ikke tage overhånd. Det var netop de to ting de falske profeter blev beskyldt for at jage i det gamle testamente. Mad på bordet altså materielle ting og berømmelse. Det er egentlig bemærkelsesværdigt hvor meget de to temaer også kan være et tema for os i nutiden.

Men tilbage til det gode fundament. Det er der mange, som har et bud på ofte hører vi det i reklamer og livsstilsmagasiner.

- hvis du har en succesfuld karriere

- hvis du er smuk og veltrænet

- hvis dine børn klarer sig godt og du får et positivt eftermæle

- Hvis du tjener mange penge og kommer på en masse sjove rejser

Men er de her budskaber virkelig gode fundamenter at bygge sit liv op på? Er der ikke noget mere grundlæggende i vores liv end det vi selv kan være med til at skabe? For det er kendetegnende for mange af de budskaber vi bliver fodret med, at det ofte handler om noget vi selv skal gøre.

Jesus advarer os mod falske profeter, altså dem der har forkerte budskaber til os. Og det er bemærkelsesværdigt, at han ikke udpeger, hvem han specifikt tænker på. Han siger bare at de ikke gør Guds vilje. Vi er ellers så gode til at udpege falske profeter og vi kan sagtens finde frem til dem.

Men Jesus udpegede ikke nogen specifikt, og det tror jeg heller ikke vi skal gøre. Jeg tror Jesu tale frem for alt skal få os til at stille skarpt på os selv. Jeg tror ikke, Jesus vil have os til at kigge udad og finde falske profeter, men i stedet indad. Få os til at spørge os selv: Er jeg en falsk profet? Lever jeg bare for mad på bordet og for at hævde mig selv? Det er den overvejelse, vi må gøre os hver især. Hvad er det vi selv bygger vores liv på og hvad er det vi lærer andre?

Der må være noget, som er vigtigere at bygge sit liv på end det man kan købe for penge og den anerkendelse som vi alle mere eller mindre jager. Der er noget som er større, bedre og stærkere at bygge sit liv på.

Jeg vil gerne give mit bud på, hvad det kan give os at lade kristendommen være den klippe vi bygger på. Hvad er det, man får ud af at tro på Gud? Jeg vil pege på to ting.

- vi får selvværd og  - Vi får et håb

Hvis vi tror på Gud så får vi selvværd. Her hører vi, at vi er gode nok, som vi er. Vores værdi afhænger ikke af noget vi kan præstere. Nej, vi er elsket på forhånd og på trods af alt det vi gør. Det er det vi så smukt fik lov at opleve lige før ved døbefonten. At Gud tager imod de små børn lige præcis som de er uden at de på forhånd skal gøre noget.

Det at vide sig elsket er noget grundlæggende og livsvigtigt i et menneskeliv. Troen på Gud kan være med til at give selvværd i en verden hvor der hele tiden kræves så meget af os, hvor vi hele tiden skal vise hvor dygtige vi er. Hos Gud kræves der ikke noget for at opnå hans kærlighed. Den er betingelsesløs.

Det andet vi får ud af at tro på Gud og som kan blive et fundament for os er at vi får et håb. Vi får et håb om, at livet ikke bare slutter når vi dør. Særligt når vi mister en vi elsker og står ved kisten kommer håbet i spil. For hvad sker der når vi dør? Her tilbyder kristendommen os et håb. Et håb om at livet ikke er slut ved kisten, men at vi skal leve evigt med Gud. Det er noget som gør at vi midt i sorgen kan skimte noget godt. Og det er det som gør, at vi kan stå fast og solidt selv midt i dødens mørke.

Det var mit bud, men vi sidder nok alle med forskellige bud på hvad det er troen på Gud kan give et menneskeliv. Hvad det her fundament gør ved os.

Tilbage til Jesu ord i dag. Det er egentlig ikke en rar søndag. Jesus er direkte, hård og brutal i det stykke jeg har læst. Mange af os, der har kaldt ham herre vil han på dommedag ikke kendes ved. Det er hård kost. Det er ikke sådan en søndag hvor man går trøstet ud af kirken og tænker at det hele – ja det går jo nok.

Nej, det er nærmere sådan en løftet pegefingersøndag hvor budskabet er, at vi aldrig skal føle os for sikre. Vi må til stadighed overveje, hvad vi bruger vores liv på og hvad vi bygger vores liv på.

Nu skal vi ikke blive slukørede, nedslåede og triste. Jeg tror der er mere at sige om Jesus end hans pegefinger og et andet sted siger han jo selv at den der kommer til mig vil jeg aldrig støde bort. Men vi har godt af at overveje hvad fundamentet under vores liv er. Bygger vi på et løst eller et klippefast fundament? Og hvis vi lader Gud bygge fundamentet under os, så må det kunne ses på os, at vi er i besiddelse af noget særligt, ligesom det kunne ses på den indiske tigger. Vi har noget som er uendelig meget værd. Troen giver os selvværd og håb.

Amen

En kristen skyttegrav

7.s. eft. trin Matt 10,24-31

I fredags var det 100 år siden 1. verdenskrig begyndte. Det er svært at forestille os, hvordan det har været, både for dem der måtte slås i fronten og for dem, der blev ladt tilbage imens. Afstanden tidsmæssigt og det faktum, at mange af os ikke har haft krig tæt inde på livet, gør, at det er svært at sætte sig helt ind i. Alligevel synes jeg, man kan fornemme en flig af det i nogle af de soldaterbreve, som er skrevet under krigen. De er fulde af store tanker, håb og frygt. Jeg vil læse nogle små uddrag af breve fra sønderjyske soldater, som kæmpede på Tysk side i krigen.

     Ja, Krigen er ubarmhjertig haard. Naar man saa- 

ledes gaar med Døden for Øje hver eneste Dag, hvor

er Glæden over hver Dag, som man faar Lov til at

leve, dog stor. Og naar der saa kommer en ledig Ti-

me, lever man hele sit tidligere Liv om igen i Tan-

kerne. Man glæder sig over alle de fornøjelige Ti-

mer, som man før har haft, alt staar i et saa dejligt

Lys. Og man bebrejder sig selv, at man ikke har ud-

nyttet sin Tid bedre. Hvor kan det dog være, at man

først nu opfatter alt det skønne paa rette Maade?

Vi lagde os til Ro i Teltet, uvisse om, hvad Mor-

gendagen vilde bringe, men bange for, at vi ikke alle

vilde sidde sammen næste Aften.

                        

Som I kan fornemme står frygten for fremtiden centralt i brevene. Soldaternes skæbne var uvis. De vidste ikke, hvor mange dage de havde tilbage at leve i. De kunne når som helst blive ramt af en kugle eller en granat. Derfor emmer deres breve af frygt for fremtiden.

Det er et ekstremt eksempel på, hvordan nogle mennesker har levet i en nærmest konstant frygt. Men det kan man også komme til, hos os i dag. Vi kender nemlig også frygten, selvom vores liv ikke er truet på samme måde, som deres var. Vi lever på en eller anden måde dagligt med frygten. Verdens krige og konflikter ryger lige direkte ind i vores dagligstue hver dag, og vi konfronteres med frygtelige nyheder døgnet rundt. Konflikter og ulykker er det som sælger i medierne, og derfor er de ikke blege for at bringe dem. Tænk bare på konflikten i Ukraine, Krigen i det besatte område Gaza og den mulige terrorisme i Norge. Og det er ikke bare død, krige og katastrofer fra den anden side af jorden, men også små hverdagsagtige ulykker herhjemmefra, vi skal høre om.

Trafikulykker, drukneulykker, børn som kommer til skade i hjemmet, terrorisme, folk som bliver overfaldet i deres egne hjem osv. Mange af disse ulykker har karakter af, at det kunne ske - også for os. Dagligt bliver vi mindet om, hvor pludseligt vores liv eller vore kæres liv kan ende. Dagligt bliver vi mindet om alt det, vi kan være bange for.

Når kuglerne føg om ørene på soldaterne under 1. verdenskrig, så søgte de ned i deres skyttegrave. Det var deres værn mod faren udefra. Og det tror jeg egentlig også, vi gør. Vi bruger først og fremmest fornuftsargumenter og sandsynlighedsberegninger til at slå frygten tilbage med. Det tror jeg, er godt at gøre, for ellers var det ikke let at være til. Men hvor meget vi end kan overbevise os selv om, at der ikke er noget at være bange for, ved vi jo godt inderst inde, at vi ikke selv er herrer over livet. At vi ikke kan planlægge alting, og at mange ting i sidste ende ikke er i vores hænder.

Hvad er det kristendommen har at sige ind i vores hverdag, hvor usikkerhed om fremtiden er en integreret del? Det er først og fremmest ikke, at man som kristen bliver fri for ulykker. Vi er lige så hårdt ramt som alle andre. Kristne bliver også ofre for meningsløs lidelse og død. Ja, når Jesus måtte lide så meget ondt, - hvad kan hans efterfølgere så ikke regne med?

I stedet for at blive skånet for det onde hører vi, at sorg og ulykke er en naturlig del af livet. At der både er mørke og lyse sider af tilværelsen. At ingen kommer igennem livet uden at opleve noget ondt, heller ikke kristne. Vi bliver altså ikke på den måde skånet for det onde eller taget ud af verden. Vi får måske højst et nyt syn på verden. Nemlig, at vi ikke er garanteret daglig lykke, og at vi ikke har krav på noget som helst. Netop, fordi vi ikke er herrer over livet.

Er det så det eneste, der er at sige kristeligt til meningsløse ulykker? Har vi ikke også en kristen skyttegrav, vi kan gå ned i? Jo, det tror jeg. Det, at tro på Gud kan give os håb og tryghed i svære situationer. Vi må tro på, at han er den, der vil os det godt midt i den tilfældige og til tider kaotiske hverdag.

Her er det Jesu billede med spurvene, kan blive en trøst for os. Han fortæller os, at Guds omsorg omfatter selv spurve. Spurve falder altså ikke til jorden, hvis de ikke bliver skudt ned. De var dengang et måltid, som fattige mennesker kunne stille sulten med. Der var ikke meget næring i en spurv, så spurvene havde naturligt nok en meget lille værdi. Når selv de er genstand for Guds omsorg. Når selv de, er set af Gud, så er vi det langt mere. Alle vore hår på hovedet er talt, siger Jesus og referer til, at Gud på alle måder kender os og alligevel elsker os.

Og så vil jeg på forhånd undskylde for det teologiske nørderi, jeg nu vil udsætte jer for, for der er et interessant tekstkritisk problem lige her. For den oversættelse, vi lige har hørt, lægger en bestemt tolkning ind. Det, der egentlig står ordret i den græske tekst er. Ikke en spurv til jorden uden jeres far. Så er det, man kan overveje, hvad det skal betyde. Betyder det 1) uden jeres fars vilje 2) uden jeres fars tilstedeværelse eller 3) Uden jeres far tillader det

Hvis det skal betyde uden jeres fars vilje, lægger det op til at Gud er ond. Så er han den, der vil alt det onde i verden. Det kan jeg ikke forene med Gud, som den kærlige far. Det må derfor være en af de andre muligheder for oversættelse, vi må holde os til.

Anden mulighed, at det skal oversættes med uden jeres fars tilstedeværelse, så betyder det, at Gud er med, når spurven falder til jorden. Altså at Gud er der, når vi rammes af det onde, men vel også, at han ingen magt har. Så er han en passiv tilskuer, og spørgsmålet, man må stille er, om det kan forenes med, at han er en almægtig Gud.

Den sidste mulighed er, at vi må oversætte det med uden jeres far tillader det. Det er dermed ikke ham, der sender det onde, men han tillader det. Så fastholder man, at han er den, der har al magten, samtidig med, at det ikke er noget, han aktivt vil.

Under alle omstændigheder, hvis man vælger en af de to sidste oversættelsesmuligheder, så fortæller det os, at Gud ikke er fraværende, når det onde truer os. Han er tværtimod nærværende. Det, tror jeg, kan blive vores skyttegrav: At vi har en Gud, som er hos os i det vilkårlige og uforudsigelige liv. Han elsker os så højt, at han aldrig vil forlade os.

Livet er fyldt af gode og onde begivenheder. Ingen kommer udenom det smertefulde, og ulykken kan ramme os og dem vi elsker, hvad øjeblik det skal være. Det er vores grundvilkår. Men ind i det siger Jesus: Frygt ikke, for Gud er hos jer. Ikke en spurv til jorden uden jeres far. Vi har lov at gå ned i Guds skyttegrav. Han vil være med os gennem hele livet. Amen  

 

Gud

Luk os ind i stilheden for dit ansigt

Luk alt det ude der tynger vores sind og ødelægger vores fred

Gør os stille så vi kan høre hvad du vil sige til os. Lad os mærke din nærhed når frygten for fremtiden melder sig. Lad os benytte os af din skyttegrav.

Tak at du har lovet at være med os alle dage.

I dag beder vi dig særligt om at være nær hos alle de mennesker som lever under krig og ufred. Være med civilbefolkningen i Ukraine og Israel/Palæstina. Vær med verdens beslutningstagere og hjælp dem til at vælge fredelige løsninger frem for krig. Ja vær med alle der kæmper for fred i verden.

Vi beder dig om forsoning og om lindring for alle dem der har været ofre for kriges rædsler.

Så beder vi for din kirke her i Gl. Haderslev og din kirke ud over hele jorden. Lad den være et redskab for din fred

Amen