Herren befalede en stor
fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra
fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud: »I min nød råbte jeg til Herren, og
han svarede mig; fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig. Du
havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine
brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra
dig; får jeg igen dit hellige tempel at se? Vandet truede mit liv, havdybet
omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved. Jeg var kommet ned til bjergenes
rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig. Men du, Herre min Gud,
løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på
Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. De, der dyrker falske
guder, svigter troskaben mod dig. Men jeg vil ofre til dig med takkesang; jeg
vil indfri de løfter, jeg aflagde. Frelsen kommer fra Herren!« Så sagde Herren
til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden.
Der var en trykket stemning
den dag. Alle i kirken kunne se det forfærdelige – at så ung en far skulle døde
fra sin lille familie. Det gav bare slet ikke mening. Sorgen stod malet i vore
ansigter. Vi var dybt berørt. Og det gjorde det næsten endnu mere grotesk, at
den mindste af den afdødes små piger tydeligvis ikke havde forstået noget som
helst af alvoren. Hun sad og legede, nynnede for sig selv og dansede rundt oppe
ved kisten.
Spørgsmålene stod i kø hos
os alle: Hvorfor skulle en så ung mand dø fra sin kone og sine 2 små piger? Der
var så meget, han skulle have nået og så mange opgaver, der lå og ventede på
ham. Han skulle se sine piger vokse op, Han skulle være der for dem og støtte
dem. Hvorfor kunne han ikke få lov til det? Hvorfor skulle kræften sætte en
stopper for det?
Jeg kan huske, at jeg gik
hjem fra kirken og var dybt frustreret. Hvordan kunne jeg tro på en kærlig Gud
efter det her? Jeg brokkede mig højlydt. Jeg klagede til ham i grove og
voldsomme vendinger. Jeg kunne virkelig ikke se nogen som helst mening med det.
Hvorfor skulle denne lille familie rammes så hårdt?
Men hvorfor hører Gud os
så ikke, når vi råber til ham. Når vi føler at stormene slår ind imod os og det
ikke er til at skimte lyset? Hvorfor lytter han så ikke og fjerner al sygdom og
død? Når nu Gud kan alt og gerne vil det gode hvorfor gør han så ikke noget?
Det er nok en af de ting
vi mennesker aldrig helt får svar på. Det er en stor gåde også for en præst.
Jeg vil ikke stå her og forsøge at forsvare Gud og komme med den ene eller
anden forklaring på hvorfor det er at han ikke gør noget. Det er uforklarligt.
Det onde rammer tilfældigt og hårdt. Men jeg tror Gud er nær ved os når det
sker.
Jeg synes heller ikke, at
der er nogen andre gode alternativer end at henvende sig til Gud. For hvem er
det ellers vi kan klage til, når vi bliver ramt af noget ondt som fx kræft? Det
er jo ikke lægernes skyld at vi bliver syge. Hvem kan vi give ansvaret hvis
ikke Gud?
I historien om Jonas som
jeg læste et lille uddrag af lige før var der også en som var blevet hårdt ramt.
Det var Jonas. Han var så delvist selv skyld i det. Han var blevet fanget af en
stor fisk og slugt levende, fordi han ikke ville gøre som Gud sagde. Nu sad han
så derinde i den store fisks mave og havde det ikke ret godt. Han følte sig
omgivet af mørke og at hans liv var truet. Det var som om en masse bølger slog
imod ham. Han kunne ikke se lys nogen steder.
Sådan kan man som menneske
godt have det engang imellem, når det onde rammer. Så er det som om, man bliver
skyllet omkuld, og tæppet bliver revet væk under en. Det er ikke til at skimte
lyset mere.
Så er det vi har lov til
at råbe Gud om hjælp. Vi må klage til ham og udbasunere alt hvad vi tænker, og
han har lovet os at han vil lytte til os. Det gjorde Jonas, og hans bøn blev
hørt. Gud befalede fisken at kaste Jonas op på landjorden igen. Sådan gik det
til at Jonas blev reddet og kunne fortsætte med at udføre den opgave Gud havde
givet ham. Jonas jublede og takkede Gud, fordi han ikke kunne andet.
Engang imellem sker det
også for os. Vi kan også opleve at blive raske igen. At selvom vi troede vi
havde fået dødsdommen så blev vi raske. Lægerne er blevet så dygtige at mange
sygdomme kan helbredes, hvis man opdager det i tide. Vi kan opleve at blive
reddet ligesom Jonas oplevede det. Så skylder vi også at rette vores tak det
rigtige sted hen. Selvfølgelig først og fremmest mod de læger og sygeplejesker
der har hjulpet, men også mod ham som har al magten. Mod Gud.
Det var hvad jeg ville
sige i min prædiken i dag. At Gud er hos os, når det onde rammer os. Vi har lov
til at klage til ham og han har lovet at han vil lytte til os. Han vil være med
os alle vores dage.
Amen
