Tro

24.s. eft. trin.

De hellige

Jeg bliver lidt træt af folk, som har deres på det tørre. Dem, der gør alt det rigtige og kan forklare alle os andre, hvordan man skal gøre. Mette Blomsterberg, som ikke kan smelte chokoladen forkert eller Chris Macdonald, som aldrig springer over en morgenløbetur. Eller nogle af de forældre oppe i børnehaven, som hver morgen lige sætter sig ned og læser en bog for deres børn. Eller for mit vedkommende mine præstekolleger, som gerne praler med hvilke nye teologiske bøger, de har læst. De er bare for gode. Deres eksempler bliver for uopnåelige for os andre.

De perfekte troende

Vi kan også tage eksempler fra troens verden. Der er nogen, som er lidt for perfekte. Dem, der læser 7 sider i biblen hver dag, og beder om fred i verden. Dem, som beder for deres børn og fadderbørn hver aften. Eller de præster, som aldrig tvivler og ved lige præcist, hvordan Guds ord skal forstås.

I dag møder vi sådan nogle dygtige lidt for perfekte troende. Først kvinden med blødninger. Hun var bestemt ikke perfekt, men hendes tro var efterlignelsesværdig. Hun var udstødt og stigmatiseret. Hun havde lidt af blødninger i 12 år. Ingen ville have noget med hende at gøre. Denne kvinde havde ingen fremtid. Men hun var handlekraftig. Hun trodsede alle reglerne, fordi hun troede, at Jesus kunne gøre hende rask. Hun havde givetvis overvejet det grundigt inden. Hun havde selvfølgelig ikke meget at miste. Det værste der kunne ske var vel, at hun blev ydmyget offentligt. Det havde hun formentlig prøvet før. Hun nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved hans kappe. Det er udtryk for en frækhed. Hun var jo uren og det var bestemt ikke tilladt for hende at røre andre. Så gjorde hun dem urene. Og når det så var selve Mesteren Jesus, hun gjorde uren. Det var nærmest utilgiveligt. Samtidig var det også udtryk for en stor tro. Kvinden stolede fuldt og fast på, at Jesus kunne hjælpe hende.

Den anden, vi hører om, er en synagogeforstander. Han kastede sig ned for Jesus. Han var desperat. Hans datter var død, og de var i gang med begravelsesceremonien derhjemme. Dem havde han forladt. Han var i stedet taget afsted for at finde Jesus. Vi kan måske forestille os, hvor stærk en tro, han havde. En tro, der får en far til at forlade sit døde barn. Tankerne må have rumsteret inde i ham: Hvad nu hvis Jesus ikke kunne gøre noget. Hvis Jesus afviste ham eller grinede af ham. Hvis Jesus belærte ham om, at man altså ikke kunne vække døde til live. Jo, der var mange muligheder for at synagogeforstanderen kunne blive til grin. Alligevel trodsede han alt dette og rejste afsted. Han klyngede sig til det håb, at Jesus kunne gøre hans datter levende igen.

Det er jo skønt med sådanne trosforbilleder. Stærke troende mænd og kvinder – vi kender nok alle nogen. Men hvad så med alle os andre. Alle os, der ikke har sådan en stor og flot tro at vise frem. Vi, der ikke altid er lige gode venner med Vorherre. Man kan let komme til at føle sig underlegen, når man spejler sig i de andres tro. I forhold til disse to menneskers tro fra evangeliet, er min tro i hvert fald ikke prangende.

Præsters tro

I disse dage er der fokus på præsters tro. Hvad må en præst tro på og særligt, hvad vi ikke må tro på. Det er præsten Anette Berg fra nordvestsjælland, som har udløst debatten. Hun har udtalt i et TV program, at hun tror på reinkarnation. Spørgsmålet går derfor på, om reinkarnation kan forenes med opstandelsestro?

Der er ingen ende på de præster, som har været ude at irettesætte hende. De mener bestemt ikke, de to ting kan forenes. Biskoppen har nu haft hende til en tjenstlig samtale, hvor de har drøftet spørgsmålet. Jeg er enig i, at der skal være grænser for, hvad en præst kan tro på. Særligt når man ytrer sig offentligt omkring det. Når jeg tvivler, udbasunerer jeg det ikke til medierne.

Alligevel synes jeg det er interessant: Hvorfor er det, vi gang på gang ser disse sager, hvor præsters tro er i centrum? I nyere tid har vi haft både Grosbøll, som ikke troede på Gud, Ramsdal, som ikke troede på opstandelsen og nu Anette Berg, som tror på reinkarnation. Det er i hvert fald sådan, medierne har forenklet sagerne. Hvorfor er det så vigtigt, at præster tror noget bestemt?

Måske er det fordi folkekirkemedlemmerne tro har flyttet sig så langt væk fra kirkens grundlag. Altså, for at holde sammen på den brede folkekirke er præsterne nødt til have en ensartet tro.

En anden årsag er den, at det er en god skandalehistorie. Kristeligt dagblad går i hvert fald ikke af vejen for at puste lidt til ilden.

Vores forståelse af tro

EN tredje årsag tror jeg, vi skal finde i vores forståelse af tro. Vi lægger meget vægt på tro som en præstation. Tro er noget, jeg skal skabe. Noget, jeg kan forme som jeg vil. Det er, fordi vi lever i en tid, hvor der vitterligt er meget, vi selv kan bestemme over. Derfor tror vi også, det gælder på troens område. Men tro er ikke noget, vi selv kan skabe. Vi kan læse biblen forfra og bagfra. Vi kan faste og bede i en uendelighed. Vi kan gå pilgrimsvandringer og forære alle vores penge til fattige.

Men vi kan ikke skabe tro. Det er kun Gud, som kan det. Det er ham, som skaber troen i os, fordi han selv er troværdig. I det hele taget går bevægelsen altid fra Gud til os. Vi skal ikke præstere noget. Kvinden og synagogeforstanderen vi har hørt om i dag, havde heller ikke selv frembragt deres tro. De havde hørt om Jesus, og alt det han gjorde. Det havde skabt en tillid i dem til, at han nok kunne hjælpe dem.

Konfirmandforældre

Jeg havde for nylig et forældremøde for konfirmandforældre. De blev nærmest chokeret, da jeg fortalte, at konfirmanderne ikke siger ja til Gud, når de konfirmeres. Forældrenes forståelse var, at konfirmanderne skal sige deres eget personlige ja til Gud. Konfirmanderne bekræfter eller konfirmerer deres tro. Det ligger godt i tråd med, at tro er noget, vi selv frembringer og kontrollerer. Det er bestemt ikke min forståelse.

Jeg spørger ikke konfirmanderne, om de vil konfirmere noget som helst. Jeg spørger, om de vil konfirmeres. Der er altså en kæmpe stor forskel på, om de konfirmerer eller konfirmeres. Når de konfirmeres er det en anden end dem selv, som bekræfter. Det er Gud. Han siger, at det jeg lovede dig i dåben gælder stadig. Gud bekræfter sit løfte til konfirmanden om, at konfirmanden er et Guds barn.      

Afrunding

Vi skal ikke præstere nogen særlig tro. Det kan vi ikke, hvor meget vi end anstrenger os. Gud skaber troen i os.  Vi behøver ikke spejle os i de perfekte troende og føle os underlegne. Tro er noget, der gives til os.

Amen 

At bære og at blive båret

19.s.eft. trin.

I dag skal vi høre noget om tro

- tro handler om at bære andre frem for Gud

- Tro handler om at gøre noget 

- og tro handler om at stole på, at Jesus bærer os frem for Gud

1) Tro handler om at bære andre frem for Gud

Det var underligt. Vi havde en meget stille bisættelse her i kirken for nylig. Der kom ikke et menneske. Der var ikke en, som ville tage afsked med den døde. Hvor må han have været ensom. Hvor er det mærkeligt, at der også her i Haderslev er mennesker uden familie og venner. Det føltes underligt, at vi, personalet og de frivillige kirkesangere, var de eneste. Derfor besluttede vi os for, at vi ville gøre alt for at give manden en værdig bisættelse. Vi sang salmer, bad til Gud, jeg holdt en tale om, at Gud aldrig glemmer os selvom alle andre måtte gøre det, og vi havde selvfølgelig jordpåkastelsen.

Der var en tomhed i rummet. Der manglede nogen. Det var som om, at vi var blevet hans stedfortrædende venner. Dem, der bar den døde frem for Gud. Vi gjorde det i salmesangen, i bønnerne og i læsningerne. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på den historie, jeg lige har læst. Her var der jo 4 venner, som bar deres lamme ven hen frem for Jesus.

Historien er interessant. Den går imod, hvordan vi normalt tænker om tro. De 4 venner troede på den lammes vegne. Ofte betoner vi det individuelle forhold til Gud. Det var Luther, som påbegyndte en bevægelse hen imod et sådant personligt gudsforhold. Men tanken er forholdsvis ny. Det var ikke sådan, man tænkte dengang på Jesu tid. Individet var aldrig noget uden de andre. Det er en moderne tanke, som vi selvfølgelig er påvirket af. Vi tænker meget individuelt, fordi det er vi opdraget til. Sådan gør man i vores tid. Måske kunne det være frugtbart at overveje, om vi lægger for meget fokus på vores egen individuelle tro. 

Vi ser mange eksempler i det nye testamente, hvor nogen tror for andre. Jairus som hentede Jesus hjem til sig for at helbrede sin datter. Embedsmanden, som havde en syg tjener og bad Jesus om hjælp. Det skete sjældent, at nogen kom helt selv til Jesus for at bede om helbredelse. Ofte troppede nogen op på vegne af andre.  

Det samme sker i fortællingen i dag. Der er fire gode venner, som bærer en lam hen til Jesus. Vi aner ikke, hvad den lamme mand tænkte. Det kunne være hans egen ide, at de skulle bære ham derhen. Det kunne også være, at vennerne handlede mod hans vilje. Måske var han et meget genstridigt menneske, som havde mistet alt håb. Måske ville han slet ikke med. Det kan da godt være, at han ikke troede på, at det kunne gavne ham. Men vennerne troede, at det ville hjælpe. De slæbte ham afsted hen mod Jesus.

Der står i det hele taget ikke noget om den lamme mands tro. Måske har den været lige så lammet som hans ben. Kun vennernes tro nævnes. Det fortæller os, at det er godt at have gode venner. Venner, som kan bære en, når man ikke kan bære sig selv og sin egen tilværelse. Venner, som kan tro sammen med en og måske i stedet for en.

2) Tro handler om at gøre noget

Jesus så deres tro. Det, som vi kunne finde på at give alle mulige andre betegnelser, kalder Jesus tro. Det er jo en umådelig frækhed og påtrængenhed at gøre som de 4 venner. Springe over køen og uden om ventelisterne. Udøve hærværk mod den stakkels husejers tag. Forstyrre Jesus i en god prædiken. Tvinge folk væk fra deres gode pladser ved Jesu fødder. Det, som de tilskuerne kunne sætte alle mulige andre ord på – det kalder Jesus tro.

For tro er at trænge sig på og mase sig frem gennem alle mulige forhindringer. Klatre op i højderne og sætte livet på spil. Tro er at komme hen til Jesus – også uden at man præcis ved, hvad der skal ske.

Vi forbinder ofte tro med noget, som foregår inde i vores hoveder. Vi bruger vores hjerne til at afveje forskellige udsagn og kommer frem til en konklusion. Men tro handler mere om fødder end om hjerner. Det handler mere om at gøre noget end at spekulere en masse. Det viser vennerne os i dag. De handlede. De slæbte deres ven hen til Jesus. Men tro handler også om, at folde hænderne og bede for andre. Det vil jeg fortælle en lille historie om.

Det var slemt, det Mia havde gjort. Hun havde råbt skældsordet satans tøs til Madicken. De to piger var i gang med et godt slagsmål, og så havde Mia pludselig råbt Satans tøs. Madicken blev så chokeret, at hun holdt helt op med at slås. Det resulterede i, at hun fik en knytnæve i ansigtet og Mia slap fri af Madickens greb.

Det er ok at råbe møgtøs eller lusetøs, men satans tøs, det var et bandeord af værste skuffe. Det havde Madicken lært. Derfor gik hun hjem med dårlig samvittighed på Mias vegne. Tankerne kredsede i hende, om det forfærdelige Mia havde gjort.

Det var en slem synd – meget slem. Madicken ville ikke have at Mia skulle ende i helvede. Madicken vidste, at Mia højst sandsynligt ikke fortrød noget som helst. Derfor bad Madicken for Mia i aftenbønnen. Hun sagde undskyld på Mias vegne. På den måde bar hun Mia frem for Gud.

I dag får vi at vide, at vi skal være som vennerne. Vi skal ikke bede så meget for os selv, men bede for andre ligesom Madicken gjorde det. Når vi beder for andre, bærer vi hinanden frem for Gud. Nogle kristne kalder det for forbøn. Det er en bøn, vi beder for en anden. Det var det, vi gjorde, os der var mødt op til den stille bisættelse. Vi bad Gud om at tage sig af ham. Ja, det er det vi gør, hver gang vi bisætter eller begraver et menneske her fra kirken. Så beder vi Gud om at tage den døde hjem til sig.

Jeg tror alle mennesker har prøvet at bede for andre. Vi forældre kender det godt. Jeg tror alle, som har stået med sit lille barn i hænderne har sendt kærlige tanker op til Gud. Har drømt højt på barnets vegne. Særligt her ved døbefonten fylder håb og drømme for børn rigtig meget.

Det er vigtigt og godt, at vi beder for hinanden. Det er også en dejlig tanke at man ved, at nogen beder for en. Men, hvad så med dem, som ingen beder for? Dem, som hverken har familie eller venner. Eller dem, som er genstridige og ondskabsfulde?

3) Tro handler om at stole på, at Jesus beder for os

Der er altid en, som beder for os alle. Det er Jesus selv. Han beder til Gud på vores vegne. Han bærer os frem for Gud. Det er der en enorm trøst i. Det betyder, at ingen bliver overset. Selvom et menneske bliver glemt og forladt af alle, så er Jesus der stadig. Paulus taler om, at Jesus Kristus er død og opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Dermed forkynder han, at Jesus er vores talsmand i himlen. Han er vores advokat over for Gud. Han taler vores sag. Formålet med Jesu bøn er at frelse mennesker. Han vil gerne påvirke Gud til at frelse os. Så Jesus sidder altså og beder for os oppe i himlen.

Så i dag har vi hørt noget om tro

- tro handler om at bære andre frem for Gud

- Tro handler om at gøre noget 

- og tro handler om at stole på, at Jesus bærer os frem for Gud

En kristen identitet?

17.s.eft. trin.

Danskhed

Hvad er det særligt danske? Er det stegt flæsk eller flæskesteg? Er det kolonihaven med et vejrende dannebrog? Er det frisindet, demokratiet og menneskerettigheder?

Dette spørgsmål er for alvor kommet tæt på. Det handler om, hvad der definerer os som folk. Mennesker med fremmede kulturer her i vores land udfordrer os til at overveje dette spørgsmål. Vi har et behov for at skille os ud fra dem. Eller måske endnu mere at Finde ud af, hvad det særligt danske er. I den her tid er det mere presserende end nogensinde før for os. Hvad er det særligt danske? Hvad er det uopgivelige for os? Og kan folk udefra blive en del af det, eller skal vi afgrænse os for at beholde det?

Jødeidentitet

Sådan havde farisærerne det også. De var optaget af, hvad der var det særlige ved dem. Og de afgrænsede sig fra andre. Det jødiske folk var omgivet af mange andre folkeslag. De var udfordret. Hvad var det, der holdt dem sammen som folk. De havde modsat os tre markører, som tydeligt skilte dem ud. Det var håndgribeligt og synligt. De havde omskærelsen. Et tydeligt tegn de bar på kroppen. Det har fremkaldt stolthed hos enhver jødisk mand. Gud havde selv fortalt Abraham, at det skulle være tegnet på pagten mellem ham og sit folk. Nu tilhørte de et udvalgt folk.

Så havde de sabbatten. Enhver jøde skulle holde sabbatten hellig. Den var indstiftet af Gud og havde sin gyldighed netop derfra. Selv Gud holdt sabbat. Det var en dag til eftertanke og refleksion. Igen var det en tydelig markør. De holdt fri denne dag modsat alle andre folk omkring dem. Den sidste markør var, at jøder afholdt sig fra at spise svin. Så man ku´ også kende en jøde på, hvad vedkommende spiste. Disse tre markører har været utrolig vigtige for dem og deres identitet. Derfor værnede farisærerne meget om dem.

Kristenidentitet

Vi kan sagtens gøre grin med farisærerne.  Hvor var de smålige. De havde stor trang til at markere deres særlige identitet. De havde brug for markørerne til at holde sammen på deres folk. Alligevel er det ikke fjernt fra os. Vi kender det selv alt for godt

Vi kristne må gribe i egen barm. Vi har også denne menneskelige trang til at definere indenfor og udenfor. Vi har et behov for at føle os som noget særligt – nogle der er anderledes end mængden – fx en del af det kristne folk – som dem, der er indenfor. Jeg tror det er derfor, vi anvender synlige markører. Vi kan tage et kors om halsen. Måske viser det ikke så meget. Det er der efterhånden gået så meget mode i. Vi kan have bibler i hjemmet, kristne bøger eller små broderede korssting med skriftsteder. Så er der den lille fisk, som nogle kristne har placeret bag på bilen. Igen et synligt tegn for at markere, at vi tilhører det kristne folk. Der er ritualer, vi kan holde i hævd. Aftenbøn, synge til bords, mødes i kristne fællesskaber eller mødes i kirken. Bevidst eller ubevidst kommer vi til at lave et sæt love og regler eller normer, som kristne skal følge for at høre til i vores kategori. Det er det Jesus vender om på i dag.

Jesus rystede dem

Jesus rystede farisærernes i deres grundvold. Han forholdt sig suveræn i forhold til deres tre markører. Jesus brød sabbatsbuddet. Her på sabbatsdagen til middagsselskabet helbredte han en mand med vand i kroppen. Det var ikke nogen livstruende sygdom. Det kunne sagtens have ventet. Egentlig var det et lille under. Men Jesus helbredte manden. Han overholdt ikke de regler, som gjaldt for sabbatten.

En anden gang sagde Jesus, at intet, der kommer ind i et menneske, gør det urent. Dermed talte han imod farisærernes spiseregler. Sidst men ikke mindst viste han, at Gud vil være Gud for alle folk. De første menigheder fortolkede det til, at kristne ikke længere behøvede omskæres for at blive Guds folk. Det var altså et brud med jødernes vanetænkning og identitetsmarkører. Det, som sædvanligvis viste, om man var en dem fra Guds folk, det betød nu intet. Det var frustrerende for mange dengang.

Jesus ryster os

Også i dag kan vi blive frustrerede. Vi kristne rystes i vores grundvold, for Jesus forholder sig også suveræn til alle vores markører. De markører, som vi selv har opfundet. Det er ikke os, som bestemmer, hvem der er indenfor og hvem der er udenfor i Guds rige.

Jesus forholder sig suverænt til vores kristne identitetsmarkører. Hvordan reagerer vi så? Oplever vi den samme krise som farisærerne. Hvordan skal vi så vide, at vi hører til hos Gud? Er vi som slider kirkebænkene slet ikke noget særligt? Når vi nu har slæbt os herhen søndag efter søndag, får vi slet ingen privilegier?

Forrang

Nej vi som tilhører den gudstjenestesøgende del af menigheden er ikke noget særligt siger Jesus. Alligevel kan vi ikke lade være med at sætte os selv højt op på pladserne i nærheden af Gud. Og det handler altså ikke om hvilke pladser vi fysisk sætter os på her i kirken. Nej, Vi kommer til at vurdere os selv højere. I hvert fald højere end dem, der ikke er her. Vi er bestemt ikke så ydmyge, som vi burde være. Jesus fortæller os, at vi ikke har nogen forrang frem for andre. Det er et udfordrende budskab for os.

Fællesskaber er fantastiske. Det er godt at høre til et sted – også i en kristen forening eller en menighed. Men fællesskaber har den bagside, at de er afgrænsende. Der er altid nogen, som ikke falder inden for kategorierne. Hvordan bliver vi et fællesskab, som er åbent og inkluderende? Hvordan stræber vi efter at få flere med og aldrig have nok i os selv? Hvordan bibeholder vi ydmygheden? Hvordan breder vi vores forståelse af menigheden ud, så den ikke bliver for snæver?

Vores markører

Jeg vil gerne slutte min prædiken med at give mit bud. Hvis vi har nogle kristne markører, så er de usynlige. Lad mig pege på to: Vi har en kristen identitet og en kristen opgave. Vores kristne identitet fik vi ved døbefonten. Korset i panden og for brystet, som vi fik i dåben fortæller os, at vi tilhører Gud. Vi er hans. Det må vi hvile i og tro på. Det betyder, at Guds menighed er langt større og langt mere omfattende end kirkegangen afslører. 

Den anden markør vi kristne har fået er også usynlig. Det er opgaven. Vi er blevet kaldet af Gud til at leve et helligt liv. Ingen er for ringe til, at kunne bruges af Gud. Netop fordi vi er hans, er det ikke ligegyldigt, hvordan vi lever. Vi må alle forsøge at leve vores liv efter Guds vilje. Det fører til mange forskellige handlinger. Vi er ikke ens, men opgaven er den samme. Lev et helligt liv. Og når vi går, har Gud lovet os, at han selv vil gå med os.

Amen

Bekymringer og asylansøgere

15.s. eft. trin Matt 6,24-34

Drop bekymringerne og lev i nuet… Meget i denne bid evangelium kunne lige så godt have været sagt af Danmark Radios bonderøv eller som svar i Familiejournalens brevkasse. Mange af os drømmer om det enkle liv. Et liv som det bonderøven repræsenterer. Fri for hverdagens stress og jag og alle dens bekymringer. Jesus bruger billedet af markens liljer og himlens fugle som ikke bekymrer sig og alligevel passer Gud på dem. Sådan ville vi gerne det var. Vi må sige det budskab er højaktuelt for os. Vi ville gerne bekymre os mindre. Livet er for kort til at fortabe sig i alle mulige bekymringer.

Men, når det nu kommer til stykket, hvad adskiller så dagens evangelium fra vor tids livsstilscoacher og lommefilosoffer? Er det ikke det samme der bliver sagt?

Det er også sagt til fattige mennesker

Jesu ord er ikke kun sagt til os rige vesterlændinge med store bankkonti og forrådskamre. Vi hører selvfølgelig ordene ud fra vores eget verdensbillede. Men hans ord er også talt til fattige mennesker. Dem, som med rette bekymrer sig for, hvordan de skaffer mad, tøj og sikkerhed for deres børn. Jesu råd kunne nemt lyde som en hån mod dem, der slider for det daglige brød. Kan det virkeligt passe, at Jesus her midt under en flygtningekatastrofe siger: “Slap nu af kære flygtninge. Det skal nok gå det hele. Lad være med at bekymre jer…”?

Nej, når Jesus taler om bekymringer, er det ikke bekymringer sådan i al almindelighed, han mener.

Jesus var selv bekymret

Det ville også være meget dobbeltmoralsk af ham. For Jesus bekymrede sig også meget da han gik på jorden. Han levede ikke et bekymringsfrit liv. Han bad i Getsemane have i fortvivlelse om at han måtte blive fri for at dø. Frem for alt bekymrede han sig gang på gang for andre mennesker? Hvis dette var Jesu liv, hvordan kan han så sige, at vi ikke skal bekymre os? Det er dobbeltmoral uden lige

Vi bekymrer os

Nej, jeg tror ikke Jesus vil sige noget til os om bekymringer i almindelighed. Om vi vil det eller ej, er vi fyldt med bekymringer. Der er også mennesker og opgaver, vi har ansvar for, og som gør, at vi næsten bliver nødt til at bekymre os om visse ting. Vi kan nok få gode råd til, hvordan de kommer til at fylde mindre. Men et bekymringsfrit liv kommer vi aldrig til at leve. Det er også godt, at vi bekymrer os for vore børn og medmennesker. Hvis Jesus endelig skulle sige noget om vores bekymringer i almindelighed. Ja så ville han nok sige at vi skulle bekymre os mere for andre og ikke for os selv. Jeg tror, vi må se på hvilken sammenhæng, ordene er sagt ind i. Det handler om bekymringer, når vi skal fortælle om Gud til andre mennesker.

Når vi går

Jesus siger det til alle, som går ud med evangeliet. Når vi gør det, skal vi ikke bekymre os. Så må vi ikke bekymre os om vores eget. Når vi går ud, kan vi simpelthen ikke tjene to herrer. Det er et enten eller. Enten bekymrer vi os om vort eget, eller også går vi ud med det til andre.

Og det handler ikke kun om ord. Evangeliet giver vi først og fremmest videre med vores hænder. Vi er sendt ud for at vise, hvor stor kærlighed Gud har til alle mennesker. Vi er Guds arbejdshænder i verden. I disse dage er der virkelig behov for vores hænder. Der er kommet mange fremmede til landet. Dem skal vi modtage værdigt og varmt. Her i Haderslev bliver der i disse dage oprettet et nyt asylcenter. Som kristne har vi et ansvar for vores medmennesker. Det ansvar skal vi tage på os. De som er flygtet til vores land har masser af bekymringer og det med rette. Mange har forladt deres hjem, fordi de frygtede for livet. De er mærket af krigen og volden de er flygtet fra. Nu går de en uvis fremtid i møde. Bekymringer må fylde meget i deres bevidsthed. Her må vi træde til som kristne. Vise, at vi bekymrer os om andre mennesker. Her har bekymringen sin rette plads. Vi skal selvfølgelig vise kristent storsind og tage os af de mennesker som er flygtet herop.

Det er en enorm opgave vi er blevet betroet. Vi er mere værd end himlens fugle og markens liljer, netop fordi vi har denne opgave. Vi skal fortælle og række evangeliet videre til andre mennesker. Det kan måske tage pippet helt fra os. Det kan få os til at overveje, om vi nu er gode nok. Ville den opgave ikke befinde sig bedre i lidt frommere hænder? Det ville den nok, men det gør den ikke. Den ligger i vores hænder. Dem som engang imellem fejler.

Konfirmandoplevelse

Nu vil jeg dele en forfærdelig oplevelse jeg har haft. Mit største nederlag som underviser og samtidig et voldsomt knæk på selvtilliden. Jeg var ung og i praktik hos en præst. Jeg var heldig at få lov til at undervise et hold konfirmander om skabelsen. Jeg havde forberedt mange kreative indslag. Men det gik helt forfærdeligt. Alt gik galt. Vi begyndte med, at jeg skulle læse skabelsesberetningen højt for dem, mens vi lyttede til et stykke skabelsesmusik. Musikken var for høj, og de kunne ikke høre min oplæsning ordentligt. Flere brokkede sig højlydt, men jeg blev stædigt ved. Det gik slet ikke og så har jeg ikke engang fortalt om at en af konfirmanderne fik fat i fjernbetjeningen og sad og tændte musikken flere gange senere hen.

Det eneste, der fungerede nogen lunde denne dag var, da vi legede en dinosaurusleg. Hvor meget kristen undervisning var der så i det, kunne man overveje. Det overvejede jeg i hvert fald. Jeg var ærgerlig. Jeg havde forspildt chancen for at lære dem noget. Tankerne blev ved med at kredse om den oplevelse lang tid efter. Måske var jeg bare for dårlig til den opgave. Hvordan skulle jeg nogensinde gøre det igen?

Sådan skal det gå engang imellem. Nogle gange fejler vi. Det må ikke tage modet fra os. Gud kan bruge svage mennesker. Vi må ikke tænke, at vi er for ringe til opgaven. Vi må ikke bekymre os for, hvordan det nu skal gå, når vi skal fortælle andre om Gud. Gud har betroet os en masse evner og muligheder. Dem skal vi bringe i spil. Også selvom vi ikke er så gode, som vi bør være.  Gud kan bruge os. Han virker gennem mennesker der fejler engang imellem. Gud vil virke gennem os.

Opskriften

Og lad mig slutte med at fremhæve Jesu opskrift på, hvordan vi skal gøre, når vi går med evangeliet. Vi skal først og fremmest søge Guds rige og hans retfærdighed. Det er ikke Guds rige, som skal bryde frem engang, der tænkes på. Det er Guds rige hernede på jorden lige nu. Når vi rækker en fremmed vores hånd eller trøster en der går en uvis fremtid i møde. Når vi hjælper et mennesker eller når vi deler ud af vores kærlighed. Så søger vi Guds rige. Når vi gør det vil bekymringerne for vores eget liv blive mindre. At søge Guds retfærdighed betyder at vi ikke kan optjene goodwill hos Gud. Når vi tager Guds arbejdshandsker på, så gør vi det alene for vores medmenneskes skyld. Vi får ikke point hos ham. Han giver os alt gratis. Vi skal dermed ikke gøre os fortjent til noget. Ikke engang det, behøver vi at bekymre os om.

Amen

Barmhjertige Gud

Du er vores tilflugt og styrke,

altid en hjælp i nød og ulykke.

Vi beder for de mange, der er på flugt.

Deres øjne beretter om faldne byer og hjem i ruiner.

At de står her hos os, fortæller om huse langt væk,

som nu er tomme og forladte.

Enhver flygtning bærer på et savn,

og går en usikker fremtid i møde.

Gud hjælp os med at møde dem med venlighed.

Lad os sammen glæde os over,

at de er reddet ud af krigens vold.

Vær med vores politikere, politiet og alle, der har et ansvar for at tage hånd om den svære situation,

hvor så mange flygtninge krydser vores grænser.

Styrk dem i deres arbejde med at tage vare på vores land og at værne om den, som er svag. 

Hjælp os, så vi ikke står stumme overfor verdens lidelse,

når den møder os i et andet menneske.

Dæmp vores fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med.

Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øjne til at se disse flygtninge som søstre og brødre

Gud, læg din hånd på os, så vi åbner vores hænder,

og hjælper flygtningene med at finde et hjem

til ulykken er drevet over.

Gud, du er vores tilflugt og styrke. Vær os alle nådig.

Prædiken til stafet for livet i Haderslev

14. s. eft. trin. Stafet for livet

Jeg sad og talte med Michael. Han var afkræftet og vidste, at han ikke havde mange dage tilbage at leve i. I baggrunden kunne vi høre et ur slå minutterne an. Michael kiggede ud af vinduet og forsøgte at skjule, hvor ked af det, han var. Det pinte ham, at han snart skulle dø. Han var i fyrrene og ville gerne leve. Åh, hvor var der mange ting, han ville nå at opleve.

Det var gået så stærkt. På få minutter var hans liv forandret for evigt. Han havde en dejlig familie og et aktivt arbejdsliv. Det kørte for ham. Lige indtil han fandt ud af, at han var syg. Så gik det uendeligt stærkt ned af bakke, og nu sad han her. Ventede bare på at dø. Hvorfor mig spurgte han tomt ud i luften? Hvad er det, jeg har gjort? Har Gud et problem med mig? Desperationen lyste ud af øjnene på ham. Jeg holdt hans hånd, og vi var stille sammen.

I dag er Michael død, men hans historie gjorde dybt indtryk på mig. Hvor var det egentlig uretfærdigt. Når jeg tænker på ham, bliver jeg mindet om, hvor sårbart vores liv er. Hvor lidt der skal til for at stor lykke vendes til dyb sorg. Det samme kunne jo ske for mig. Ofte hører vi i medierne om forfærdelige trafikulykker, mennesker som får en blodprop eller konstateret kræft, fostre som dør og alle mulige andre grusomme ulykker. Udslettelsen er en konstant trussel for os, der lever. Der er så meget, vi ikke bestemmer over og kan kontrollere. Når som helst kan vore kære eller vi selv blive ramt af sygdom eller en ulykke. Det er skræmmende.

I dag hører vi om 10 mennesker, som havde en uhelbredelig og meget smitsom sygdom. De var spedalske. Det var en af de værste sygdommen, man kunne blive ramt af dengang. Hvis man var erklæret spedalsk, skulle man leve isoleret fra raske mennesker. De spedalske blev fjernet fra deres familie og deres landsby og måtte leve uden for landsbyerne sammen med andre spedalske. Derfor henvendte de 10 spedalske sig til Jesus på afstand og bad ham gøre noget. De råbte desperat om hjælp. Og Jesus hørte deres råb. Han greb ind. Han helbredte dem alle 10.

Det er en dejlig historie, som kan få os til at tænke: Hvad så med os og vore kære? Kan vi ikke gøre det samme? Hvis vi rammes af sygdom – kan vi så ikke råbe til Jesus om hjælp og blive helbredt? Deres råb er let for os at spejle os i. Jeg tror mange af os på et eller andet tidspunkt i livet har råbt til Gud. Bedt ham om at helbrede et menneske vi holdt af.

Jeg tror også mange af os er blevet skuffede. Hvorfor skete der så ikke noget, når vi råbte til ham? Er Jesus blevet døv med årene, eller er han for langt væk, nu hvor han er taget op til himlen igen? Eller kan han simpelthen ikke gøre noget?

Hvor ville det være vidunderligt, hvis Gud var sådan en super-læge, man med garanti kunne få til at helbrede alle sygdomme. Hvis det var sådan det fungerede. Så var der da noget ved det at være kristen. Men sådan fungerer det ikke altid. Desværre oplever vi ofte, at det er som om Gud ikke hører vores bønner. Vi må i hvert fald konstatere, at han ikke griber ind og helbreder mennesker, hver gang vi beder ham om det. Langtfra endda.

Hvad er det så, vi kan bruge Gud til præst?

Gud har lovet os, at han vil være nær ved os hele livet. Han forlader os aldrig. Heller ikke når vi lider. Gud giver os ikke et liv uden sorg, smerte og lidelser. Men Gud er nær ved os, når det onde rammer. Han har vist det helt tydeligt – især igennem Jesu liv – at han ikke er en, som går udenom der, hvor det onde har ramt. Jesus helbredte syge og stod op imod ondskaben gennem hele sit liv. Det viser os, at Gud er ikke bange for det onde. Han tør gå ind i ondskaben og lidelsen. Derfor vil han også være sammen med os, når det er os, der rammes af det onde.

Jeg ved ikke, om det gør det nemmere at leve med livets tilfældigheder og skrøbelighed. Det er stadig skræmmende, at vores liv kan forandres fra den ene dag til den anden. Vi bliver ikke fritaget for det onde. Alligevel synes jeg, det giver en trøst at vide, at Gud aldrig forlader os. Han vil være nær ved os uanset hvad der end måtte ramme os. Han bliver sammen med os, også når vi lider. Det er det, som kan holde mig oppe, når jeg bliver grebet af tanker om livets grusomheder.

 Amen

Kære Gud

Hør os når vi råber til dig

Lyt til vores klage

Vær nær hos os i et til tider vilkårligt og grusomt liv

Vær hos os når det onde rammer os.

Vær med os når livets storme tvinger os i knæ

Vær med alle der har mistet et menneske de holdt af. Vær med alle der kæmper mod sygdomme.

Lys for os, når vi ikke kan se lys, håb og mening med vores liv

Tak at du har lovet at blive hos os selv i dødens mørke

Herre, vores håb og bekymringer,

vores tro og tvivl lægger vi i dine gode hænder

Amen

Er vi sande eller falske profeter?

Om de falske profeter Matt 7,15-21

I kender alle sammen de hvide plastikdimser der står i vejkanten. De der kantpæle, som står og viser, hvor vejen ender. De kaldes for vejpræster. Jeg ved ikke, hvorfor de præcis har fået det navn. Der er nogen vittige mennesker, der har sagt, at kantpælene gør det samme som præsterne. De viser vejen uden selv at gå den.

Det er temaet for dagens prædiken. Går vi selv vejen? I dag skal vi gøre status. Det er en slags regnskabens time. Hvordan er det lige, det går med os? Hvordan er det vi lever vores liv? Først og fremmest alle os, der får penge for at forkynde evangeliet. Men også alle, som gør det gratis. Ordene gælder også alle som leder andre. Alle vi, som er forældre og skal hjælpe vores børn med at styre gennem livet. I dag bliver vi mødt med spørgsmålet – hvordan er det lige, det går? Er vi vejpræster, der viser vejen uden selv at gå den? Er vi falske vejvisere for andre mennesker, eller er vi sande profeter? Er der gode frugter på vores træ eller dårlige? I dag skal vi kigge på vores liv og gøre status.

Jesus taler om de falske profeter. Han siger, at de skal kendes på deres frugter. Han bruger et billede til at beskrive dem - De er som ulve i fåreklæder. Måske kender vi det billede med ulvene i fåreklæder bedst fra reklameverdenen i dag. Her er der ingen ende på, hvad vi loves. Hvis vi køber det produkt eller stemmer på den kandidat eller – ja så venter lykken, berømmelsen og rigdommen lige om hjørnet. Reklamerne har mange gyldne løfter til os. Men det er ulve i fåreklæder. Grundlæggende vil de, som laver produkterne tjene penge. Det er endemålet for dem. I det lys må vi spørge, hvad målet er for os? Er det at lede mennesker hen til at få et godt liv? Eller er det selv at få et godt liv? Søger vi berømmelsen og anerkendelsen fra andre mennesker? Eller forsøger vi at pege hen på sandheden? Hvad er det vores mål er?

I de første menigheder var der mange vandreprædikanter, som fik mad og husly, når de ankom til en ny by. Nogle af disse har givetvis været mest interesserede i at højne deres egen levestandard. Det er ikke til at vide, om det er dem, Jesus sigter til. Eller om det er farisærerne eller andre. Måske er det mere en generel formaning til os alle. Ikke fordi vi skal gå ud og lede efter de falske profeter. Der var formentlig mange vi kunne udpege. Det skal vi ikke. Vi skal heller ikke dømme andre ude. Nej, vi skal gøre status på vores eget liv.

Inden for den kirkelige verden er der en retning, som kaldes tidehverv. De er meget klassiske, og synes kirken skal fokusere på sin kerneydelse - at holde højmesser og prædike evangeliet. De mener, at kirken i dag alt for ofte lefler for tidsånden. Den gør sig lækker ved at udvande buskabet. De hævder, at præsterne fokuserer mere på, hvor mange der kommer i kirke frem for at søge sandheden. Tidehverv vil af med spaghettigudstjenester, halloweengudstjenester og alt, der lugter af, at der er gået på kompromis med evangeliet.

Jeg er grundlæggende uenig i det. Jeg tror vi som kirke skal finde nye veje til at formidle budskabet. Alligevel udfordrer det mig. Det udfordrer mig rigtig meget til at overveje, hvor langt jeg skal gå. Hvornår tjener det evangeliet, og hvornår er det gøgl? Hvornår er fokus på at lede mennesker rette steder hen, og hvornår er det noget, jeg gør for min egen skyld. Grænsen er meget hårfin, og det er en overvejelse, vi som kirke må gøre. Vi er hele tiden i fare for at skygge for budskabet. Hvornår og hvordan fremmer vi budskabet?

Vejpræsterne som står langs vejen viser vejen uden selv at gå den. Det er sådan, vi kan kende de falske profeter, siger Jesus. De lever ikke selv op til det, de prædiker. Nu er det for alvor, vi bliver ramt. For der er jo ingen af os, som lever helt, som vi burde. Gang på gang kommer vi til at såre andre mennesker. Vi gør både gode og onde ting ved andre mennesker.

Jesus bruger billedet af et træ med frugter på. Frugterne bliver gode eller dårlige alt efter om træet er godt eller dårligt. Vores handlinger er altså afhængige af, hvor gode vi er indeni. Hvis vi skal være helt ærlige, så rummer vi begge dele. Vi bærer både gode og dårlige frugter.

Heldigvis fortalte Jesus også engang en historie om, at han selv er som et vintræ. Et vintræ vi kan blive podet ind på. Det er det, som sker i dåben. Da bliver vi forbundet med stammen. Vi sidder fast på ham og får lov at hente næring der. Sådan kan vi bære gode frugter. Sådan kan vi leve som Guds børn. Sådan kan vi leve vores liv, som Gud vil det. Her er altså opskriften på, hvordan vi kommer til at bære gode frugter. Det er sådan, vi bliver sande profeter. Vi må hente næring og vejledning hos ham for at finde sandheden.

Det kan vi gøre på mange måder. Vi kan gå i kirke, læse i bibelen, bede til ham. Først og fremmest skal vi lytte til, hvad han vil sige. Han er nemlig alt andet end en falsk profet. Jesus gjorde altid det, som Gud ville. Han søgte ikke sin egen ære. Han arbejde ikke for økonomisk vinding eller popularitet, som man sagtens kunne beskylde os præster for. Nej, han levede sit liv for andre mennesker. Han bar kun gode frugter. Jesus opførte sig stik modsat vejpræsterne. Jesus viste kærlighedens vej og han gik den selv!

Amen

Helvede, den evige pine og fortabelsen

Jeg elsker, når historier ender godt. Når helten har gennemgået alle trængslerne, vundet prinsessen og freden har sænket sig. Det er sådan en rar følelse. Men i lignelsen vi lige har hørt, er det jo helt modsat.
Vi hører om den dejlige fest, der skal holdes i himlen engang. Det kunne man holde en smuk prædiken om, hvor man udpenslede alle de dejlige retter, der skal serveres. Men det bliver så eksklusivt. Det klinger hult. Det er svært at glæde sig over den fest, som afholdes. Der er nemlig nogen, som ikke er med. Hvor dejlig historien end er, så bliver det hele ødelagt til sidst. Det lyder rart med den himmelske fest, men hvad med dem, som ikke skal smage måltidet. Jeg kan ikke lade være med at fortabe mig i slutsætningen: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.
Vi kan selvfølgelig hurtigt tolke det hen i retning af, at de første der blev indbudt var jøderne. Det er altså dem, der takkede nej til invitationen. De havde alt muligt andet for, som var for vigtigt. Hvis man tolker historien sådan, var det jøderne, der fik lov til at stå udenfor. Vi, der er inviteret bagefter, får derimod plads i himlens tronsal. Det er bare lidt for letkøbt. Det kan umuligt være meningen, at vi skal høre historien i dag, hvis det bare er for at fordømme nogle andre. Hvis vi bare skal informeres om, hvad der skete dengang, og det slet ikke handlede om os selv. Det kan umuligt være meningen.

Da jeg var ung nyuddannet præst, fik jeg min ilddåb i den lokale Indre Mission. De havde inviteret mig til at komme og holde en tale. Jeg var selvfølgelig lidt spændt – særligt det med, om jeg nu opfattede alle de sociale koder, som udspillede sig. Det gik ganske godt. Jeg gennemgik Johannesevangeliet, og var godt tilfreds, da jeg drak min kaffe. Jeg var derfor fortrøstningsfuld, da der blev åbnet for spørgsmål.
Da var det, jeg blev helt overrumplet og blæst bagover. En ældre herre rejste sig og spurgte: Du unge præst: Forkynder du et helvede fra prædikestolen? Jeg, der ellers normalt er ret hurtig til at svare, blev mundlam. Heldigvis havde jeg lært fra alle eksamenerne på universitetet, hvad man skulle svare, når man havde brug for betænkningstid. Jeg sagde: ææh, jeg forstår ikke helt, hvad du spørger om. ”Så lad mig sige det på en anden måde – fortsatte han. Forkynder du en evig fortabelse for dem, der ikke tror”?
Det var ikke svært at forstå spørgsmålet. Og jeg ku´ ikke finde på flere tillægsspørgsmål for at få betænkningstid. Så der var ikke andet end at svare. Og for mig var og er det spørgsmål ikke lige så nemt at finde det rigtige svar på, som jeg tror det var for ham, der stillede spørgsmålet. Det var et meget præcist formuleret spørgsmål. Der var heller ingen tvivl om, hvad manden håbede, jeg ville sige. Han ville høre et rungende JA. Men det kunne jeg ikke. Jeg måtte fortælle ham, at jeg ikke forkynder et helvede, for jeg er i tvivl. Jeg bliver aldrig færdig med det spørgsmål. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der sker efter døden. Og Jeg tror i øvrigt ikke, vi kan skræmme nogen ind i himlen ved at udpensle helvedes kvaler.

Jeg vil stille spørgsmålet igen i dag. Hvad sker der efter døden? Er der et helvede? Og er det et sted, vi kan risikere at havne, hvis vi ikke tror? Det er et spørgsmål, jeg selv kæmper med at finde et svar på – og nok aldrig bliver færdig med. Traditionelt set er der to hovedopfattelser, som har gjort sig gældende inden for kristendommen. Vi kalder dem: Den dobbelte udgang eller Alles frelse. Jeg vil gerne tage dem begge under en kritisk lup her i min prædiken. Lad mig begynde med den dobbelte udgang.

Den måde at læse bibelen på siger, at når livet engang ender, er der to udveje. Enten skal man i himlen til fest sammen med Gud. Eller også skal man i helvede og være evigt fortabt. Hvad der helt præcist skal ske der er uvist. Altså om der er en djævel eller flammer og om man bliver pint i al evighed. Det væsentlige er, at det er væk fra Guds nærvær. Det er et pinefuldt sted at være. Det har været kirkens officielle lære lige fra dens begyndelse. Denne lære er desværre blevet misbrugt et utal af gange. Det er et stærkt magtmiddel at true med evig straf. Ogdet er nemt at udpege nogle andre end en selv og ens trosfæller til at være dem, der havner der.
Hvis vi skal se på Jesu forkyndelse, så fylder helvede ikke meget for ham. Han er klart mest fokuseret på himlen. Det er der, tyngden ligger hos ham. Det er i forbindelse med nogen af hans lignelser, det kommer på tale med en dobbelt udgang. Ligesom den vi har hørt i dag. Helvede beskrives som udenfor, et sted med gråd og tænderskæren, et pinested. Det er nærliggende at forstå helvede bogstaveligt. Det står der jo i det nye testamente. Der findes et evigt pinested, som venter alle dem, der ikke tror.
Det er helt klart styrken ved denne her måde at læse bibelen på. Den tager Jesu udsagn alvorligt – og også Paulus ord om fortabelse. Opfattelsen er blevet stærkt kritiseret for at passe lidt for godt til den menneskelige retfærdighedssans. De kristne, som har lidt afsavn i denne verden, skal nu endelig få belønningen i himlen. Der kommer retfærdighed engang. Det er en grundlæggende menneskelig tendens til, at det hele skal gå op til sidst. Så skal de ugudelige straffes.
Den her måde at forstå det på ophøjer menneskets afgørelse. Menneskets valg af Gud bliver bestemmende for, hvordan det skal gå når døden indtræffer. Det er det, vi ser i dagens lignelse. De indbudte vælger festen fra, fordi de har andre vigtigere ting at tage sig til. Kan vi virkelig tillægge vores eget valg så meget betydning?

Tilhængerne af den anden opfattelse, som man kalder Alles frelse lægger hovedvægten på Jesu udsagn om den gode kærlige Gud. Til sidst bliver Gud alt i alle og frelser alle. Alle kommer ind til den himmelske fest - til sidst.
Det, vi hører om Gud i Jesu forkyndelse er uforeneligt med en evig straf. Gud er nådig og barmhjertig og gemmer ikke på vrede. Når Jesus forkynder om fjendekærlighed og ubegrænset tilgivelse, så er det netop Guds væsen. Gud er som den kærlige far til den fortabte søn eller som hyrden, der finder det ene får, der er blevet væk, så alle 100 får kan komme hjem i folden. Alles frelse siger, at vi må lade de udsagn om en kærlig Gud få forrang for de udsagn, der er om evig pine. Vi gør Gud lille, hvis han ikke kan overvinde alt det onde til sidst. Jesu frelsergerning på korset er så afgørende, at det får betydning for alle mennesker - troende og ikke troende. Når biblen således taler om et helvede, så handler det om det helvede, som mennesker kan opleve her i livet.
Denne måde at læse biblen på er ikke ny, men den har fået vind i sejlene de senere år. Mange teologer hælder til at tro på den i dag. Den har nok altid været der, men kirken har holdt den nede. Den findes i lidt forskellige varianter bl.a. en, hvor mennesket skal renses, før det kommer i himlen.
Hvor blev så menneskets frie valg af? Kan vi slet ikke sige nej til Guds frelse, kunne man spørge? Nej, det kan vi dybest set ikke. For det er Gud, der har truffet valget. Han har valgt os til. Og det valg er mere afgørende end vores valg, vil man sige, hvis man læser bibelen ud fra Alles frelse.
Nogen vil mene det er et forsøg på at komme tidsånden i møde og glatte Jesu hårde udsagn ud. Det er ren pladderhumanistisk ønsketænkning. Alles frelse er en meget sympatisk tanke, men den er mere et udtryk for, hvordan vi gerne ville, det skulle være, end hvordan Gud har bestemt, at det skal være. Vi prøver ligesom at overtrumfe Guds plan der, hvor vi ikke sympatiserer med den. Det er ikke til at holde ud at tænke på, at nogen skal gå fortabt. Så vi finder en anden og mere sympatisk måde at forstå det på. Og vi mener også, at det må være den rigtige forståelse af, hvem Gud er.

Tilbage til mandens spørgsmål. Du unge præst: Forkynder du et helvede fra prædikestolen?Jeg vil følge Jesu eksempel og ikke lægge vægten på fortabelsen, men i stedet lægge den på frelsen. Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer til tro ved, at jeg skræmmer med helvede fra prædikestolen. Så skræmme anfægtede mennesker med det, skal vi ikke. Vi skal forkynde Gud på en måde, så mennesker komme til tro. Ikke bruge talen om »den dobbelte udgang« til at sende mennesker hjem fra kirken uden glæde og frimodighed. Men at skjule, at der flere steder i bibelen tales om en fortabelse, det ville være uærligt – hvor sympatisk det så i øvrige kunne være. Uærligt ville det være. Om det så skal fortolkes som en fortabelse her i livet eller engang er svært at afgøre. Så jeg bliver nok aldrig færdig med spørgsmålet. Jeg mener vi må anerkende, at der står i bibelen, at fortabelse er en mulighed. Det synes jeg ikke, vi kan komme udenom. Det er som om, der er noget her, vi skal høre. Ikke for at dømme andre mennesker eller bestemte grupper til fortabelse. Hverken jøder på Jesu tid eller nogen, der lever i dag, som vi opfatter som dem, der vil gå fortabt. Det har vi aldrig – og jeg gentager: aldrig – ret til. Og det har aldrig været meningen med bibelens tale om dobbelt udgang, at vi skulle bruge det til det. Det skal altid rettes mod os selv og få os til at spørge: Er der noget her, jeg trænger til at blive mindet om? Fx et ansvar for mine medmennesker, som jeg har taget for let på. Eller min daglige og evigt tilbagevendende afhængig af Jesus Kristus og den frelse, han har bragt os? Forkyndelsen af den dobbelte udgang er ikke til for, at vi skal dømme andre eller blive forskrækkede. Det er for, at vi skal mindes om vores ansvar og vores afhængighed.

Så hvis nogen spørger mig igen: Forkynder du helvede fra prædikestolen, så vil jeg svare: Det er et spørgsmål, jeg aldrig er blevet færdigt med. Og jeg tror, det er meningen, at vi ikke skal gøre os for hurtigt færdige med det. Vi skal derimod igen og igen bede om Helligåndens vejledning til at forstå, hvem Gud er, og hvad Jesus har gjort for os.
Amen.

Hvordan giver vi troen videre

(6. s. eft. påske Joh 15,26-16,4)

Bedsteforældrene vidnede

Det var uendeligt kedeligt. Jeg var barn, og vi sad der i stuen hos mine bedsteforældre. Vi var på besøg, mine fætre fra Haderslev, min søster og jeg. Først skulle vi vente på, at alle havde spist færdigt. Dernæst fandt bedstefar andagtskalenderen frem. Det var brødremenighedens kalender, og en eller anden præst havde skrevet kloge kedelige tanker. Det var ofte lange snørklede stykker, som vi ikke forstod noget som helst af. Min bedstefar læste op på sådan en kedelig, langsom og træt måde. Han virkede også altid træt, når han læste. Så var det, vi fandt på en lille konkurrence. Vi puttede to fingre frem foran os, og nu skulle man føre dem sammen. Opgaven var at ramme så præcist, at fingrene nåede hinanden, lige når stykket var færdigt. Så sluttede han med at bede. Altid den samme bøn. Tak Herren for han er god, hans miskundhed varer til evig tid. Amen

Jeg kan ikke huske nogen af de stykker, der blev læst, og jeg har godt nok hørt mange. Jeg anede ikke, hvad miskundhed var for noget. I det hele taget synes jeg, det var ret kedeligt. Alligevel var der noget særligt over det. Vi fornemmede, at vi var i et rum, hvor der foregik noget vigtigt. Andægtigheden, de rynkede fingre der blev foldet, Gentagelsen. Vi fik en oplevelse, vi ikke fik andre steder. Vi så, at her var noget, som havde betydning.

Vi sendes ud

Jesus gav sine disciple en opgave. De skulle fortælle hele verden om ham. Han spurgte dem ikke, om de havde lyst til det. Det var nærmere en ordre. Vidnepligt kunne man kalde det. Det var bestemt ikke nogen let opgave, han sendte dem ud på. Der var mange, som var fjendtligt stemt over for disse nye tanker. Det kunne blive særdeles farefuldt, og mange af dem måtte lade livet. Det var med livet som indsats. Men alligevel skulle de gå.

Ligesom Jesus sendte disciplene ud dengang, sender han også os ud i dag. Jesus ord kan høres som ord til hans disciple til alle tider. Tiden har ændret sig, og det har vilkårene også. Det er ikke længere forbundet med fare i vores del af verden. Vi kan prædike det frit. Vi bliver hverken forfulgt eller risikerer livet. Hvad er det, der kan afholde os fra at vidne? Er der noget at være bange for?

Ja, jeg tænker, der særligt er to ting:

1) Frygten for at blive til grin. Vi kunne blive opfattet som naive og verdensfjerne. Hvad ville de andre ikke tænke om mig, hvis jeg bekendte kulør. Sådan tror jeg, vi alle har tænkt, hvis vi har været på udebane. Når vi har været mere eller mindre usikre på os selv.

2) Frygten for at blive for anmassende. Vi kender jo alle sammen Jehovas vidners fremgangsmetoder. Jeg tror, vi er bange for at blive som dem. Vi mener, at folk selv skal tage stilling til det. Vi vil ikke pådutte andre noget. Tro er noget personligt. 

Jeg tænker ikke, der er noget i vejen med at have disse to forbehold. Måske er de endog nødvendige, når man står overfor at skulle fortælle om Kristus her i 2015. Vi er alle udstyret med et kritisk filter, som reagerer, hvis vi føler nogen går over vores grænse og vil overbevise os om noget. Alligevel må vi spørge os selv, om disse forbehold virkelig er nødvendige? Er forbeholdene mere et udtryk for vores egen modvilje? Er det fordi vi ikke har lyst til at udføre opgaven?

Jesus spørger os ikke, om vi vil. Han siger vi skal. Vi har pligt til at vidne om ham. Heldigvis står vi ikke alene med opgaven. Gud har sendt sin ånd til jorden, som hjælper os. Den giver os mod, når vi ikke tør. Den vejleder os, når vi er i tvivl om, hvordan vi skal gøre. Frygt ikke, for Jeg er med jer siger Gud.

Hvordan giver vi troen videre?

Nu er det så, jeg godt kunne bruge Helligånden til lidt vejledning. For hvordan gør vi det helt konkret? Jeg tænker i forhold til vores første og vigtigste opgave. Nemlig, at give troen videre til dem, vi er tæt på. Vores familie, vores børn og børnebørn.

Det er de samme to forbehold vi har, som jeg fremhævede lige før. Vi kan være bange for at blive til grin. Er det derfor, vi ikke synger højlydt til bords på campingpladsen, eller i hvert fald kan kvie os ved det? Eller undlader at fortælle på arbejdspladsen at vi var til spaghettigudstjeneste i går? Men, hvad er det, vi vil vise vores nærmeste? At troen er noget, man lægger fra sig derhjemme? Er de religiøse ritualer vi har, nogen vi skal holde inden for hjemmets fire vægge? Nej, troen skal da være noget, vi bringer med os overalt.

Måske er det, fordi vi er bange for at blive for anmassende. Vi vil ikke skilte så tydeligt med vores kristne tro. Så kunne folk tro, vi vil pådutte dem noget. Der er en fare for at vi bliver for anmassende over for vores børn og børnebørn. Det vil vi ikke. Vi kender måske børn, der er blevet præget lidt for voldsomt i èn retning, da de var små. Når ungdomsoprøret kommer over dem, rammer det markant. Så går de helt i den anden grøft, og vil ikke have noget med det at gøre. Det er jo bestemt ikke det, vi ønsker for vores familiemedlemmer. Så hvor går grænsen? Hvordan får vi vidnet uden at blive indoktrinerende? Hvordan giver vi dem frihed til selv at vælge det til?

Skal vi tvinge dem?

Vi skal og kan bestemt ikke tvinge nogen til at tro. Det kommer der aldrig noget godt ud af. Men små børn har brug for vejledning. De bør have ansvarlige voksne, som træffer gode beslutninger for dem. De kan ikke træffe dem selv. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper dem. Det gør vi, når vi lader vores børn døbe. Det gør vi, når vi fortæller de gode historier videre fra biblen. Det gør vi når vi lærer børn at synge salmer. Det gør vi, når vi forsøger at svare på børnene store spørgsmål om livet og døden. Hvis ikke vi tager disse opgaver på os, så synes jeg vi løber fra vores ansvar. Hvornår er børn så gamle nok til selv at vælge? Tja…

Afslutning

Vi skal vidne. Jesus sender os ud for at fortælle om ham til alle mennesker. Vi har nogle forbehold. Vi vil ikke blive til grin, og vi vil ikke være anmassende. Vi skal finde en god balance. Når børnene er små, skal vi fortælle dem om troen og vise dem, hvad det betyder for os. Når de bliver ældre, skal de have friheden. Jeg vil slutte min prædiken med at gentage mig selv. Jeg vil fortælle jer, hvilket indtryk det gjorde på mig, at mine bedsteforældre vidnede for mig.

Jeg kan ikke huske nogen af de stykker, der blev læst, og jeg har godt nok hørt mange. Jeg anede ikke, hvad miskundhed var for noget. I det hele taget synes jeg, det var ret kedeligt. Alligevel var der noget særligt over det. Vi fornemmede, at vi var i et rum, hvor der foregik noget vigtigt. Andægtigheden, de rynkede fingre der blev foldet, Gentagelsen. Vi fik en oplevelse, vi ikke fik andre steder. Vi så, at her var noget, som havde betydning.

Engle

Prædiken til Maria Bebudelse, Luk 1, 26-38

Der findes to slags engle: Almindelige engle og skytsengle. Skytsengle er skudt ud af kanoner. Dem er der lidt mere fart på. Og så er de ofte lidt mere stive i håret. Sådan siger Anne Sophie på 6 år.

Det skal handle om engle i min prædiken i dag. Hvad kendetegner Guds engle? Og hvad skete der konkret, da Maria mødte en. Og før vi kommer frem til et amen skal vi ind på, hvad vi kan lære af englene i dag.

Jeg tror nemlig mange af os instinktivt gør os romantiske forestillinger om engle. Vi tænker enten på små pussenusse glansbilledagtige engle med runde kinder og bløde vinger, eller på engle, der sidder på store, luftige hvide skyer og spiller fredfyldt på harpe. Disse billeder af engle er ikke umiddelbart forenelige, med de skildringer af engle, vi møder i biblen. De der glansbilledengle vil man nok heller ikke kunne bruge til særlig meget. De kan i hvert fald ikke beskytte nogen og nok heller ikke komme med nogen budskaber. Nej, rigtige engle som de er beskrevet i biblen er store og muskuløse. Her er fokus mere på hvor mægtige englene er. Det er frygtindgydende væsener, som Gud sender til jorden for at udføre hans vilje. 

Der er rigtig mange historier i biblen med engle, næsten 200 gange komme der engle til jorden. Engle er Guds tjenende ånder, og der findes mange forskellige slags engle. En af deres funktioner er at beskytte mennesker. Tænk bare på historien om Daniel, som blev smidt ned i løvekulen. Her sendte Gud en engel, som holdt løvernes gab lukkede. Eller den engel, som stod inde i ildovnen, da Daniels venner blev smidt derind og sørgede for at ilden ikke kunne gøre dem noget. Det er også en engel, som kommer og redder Lot og hans familie ud af Sodoma lige før byen brænder ned. Og det er en engel, som kommer og redder Peter ud af fangehullet. Lænkerne faldt af ham og han blev ført ud i friheden forbi alle fangevogterne. Så engle er nogle, der bliver brugt af Gud til at beskytte mennesker og udfri dem af svære situationer.

Men engle kan også være krigere. Da Gud havde prøvet alt for at få Farao til at lade israelitterne rejse ud af Ægypten, så sendte han til sidst dødsenglen. Den skulle dræbe den ældste søn i hvert ægyptisk hus. Her er vi jo kommet milevidt væk fra vores glansbilleder. Og det er ikke et enkeltstående tilfælde. Der er mange mindre kendte historier i biblen hvor Gud bruger engle i krig mod andre folkeslag. Fx var det en engel som dræbte 184.000 Assyrer natten før de ville angribe Guds by Jerusalem.

Men engle er ikke kun krigere. De har mange forskellige funktioner. Nogle gange sendes de til jorden med trøst andre gange med glædelige budskaber. Da Abraham og Sara fik at vide, at de skulle have en søn selvom de var blevet alt for gamle til at få børn, var det Gud selv og to af hans engle, der kom for at bringe dem beskeden.

Eller tænk på hærskaren af engle, som kom ud på marken til hyrderne for at synge om den lille frelser, som var blevet født. Eller da Jesus stod op af graven, var det engle, som sad inde i gravhulen og fortalte det til kvinderne, der kom derud. Og i den beretning vi har hørt i dag, kommer der også en engel forbi, Gabriel. Gabriel hilste Maria med ordene Herren er med dig du benådede og Maria blev meget bange. Om det var fordi hun blev overrasket, eller det bare var fordi Gabriel så frygtindgydende ud, er ikke til at sige.

Så udspillede der sig en spøjs dialog mellem de to. Gabriel fortalte hende, at hun skulle blive gravid og føde en søn. Denne søn skulle være noget helt særligt. Han skulle blive en evig konge for alle folkeslag. Det var som om, der skete et skifte for Maria fra, at hun har været bange til at nu turde åbne munden. Nu turde hun tale med Gabriel. Måske var hun blevet provokeret af det umulige budskab englen havde afleveret. Det kunne simpelthen ikke stå uimodsagt. Maria forsøgte at belære englen om, at det ikke var muligt. Hun havde aldrig været sammen med en mand, og selvom hun nok kun har været en ung teenager – måske omkring 13 år, så vidste hun da et og andet om forplantning. Men Gabriel svarede hende tilbage, at intet er umuligt for Gud.

Sådan blev det radikale budskab afleveret til Maria. Hendes liv blev aldrig mere det samme. Hun var blevet udvalgt, og skulle være noget ganske særligt. Mødet med englen Gabriel var hendes første indblik i alt det, der nu skulle ske med hende.

Engle er altså Guds sendebud som kommer til jorden og udfører Guds vilje. De er nærmere frygtindgydende krigere end pussenusse engle. Så langt med de bibelske historier, og hvad de bibelske historier lærer os om engle.

Men findes der engle i dag. Sender Gud engle til jorden med beskeder i dag, eller sender han dem herned som krigere? Kan man tro på, at der findes engle også i et samfund, hvor videnskaben har gjort sit indtog?

Det simple svar er ja. Og der er flere, end vi regner med, der tror på dem. I hvert fald flere end jeg troede. Der er lavet en undersøgelse for nogle år siden, hvor danskerne blev spurgt, om de tror på engle. 15% tror helt sikkert på engle og 28% siger at de måske tror på dem. Sådan nogle tal kan man mene om, hvad man vil, men det er da en betydelig del af os danskere, som tror på engle.

Jeg mener, at det er gavnligt at tro på engle. Vi får i hvert fald to ting ud af det 1) De giver os tryghed og 2) de lærer os at pege væk fra os selv.

Engle kan give os tryghed. Jeg vil fortælle en lille oplevelse med engle her fra mit arbejde som præst i Gl. Haderslev. Jeg blev rørt og vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Det gav en klump i halsen og følelsen af, at det arbejde vi gør, har betydning for mennesker. Jeg havde holdt en spaghettigudstjeneste om, at Gud skaber tryghed. Her i kirken har vi den tradition, at alle børnene får en lille ting med hjem, som kan minde dem om gudstjenestens tema. Jeg syntes, det var lidt svært at finde noget, der passede helt til temaet, så jeg gav dem en lille engel.

Jeg blev overrasket, for mine børn blev utrolig glade for englen i dagene derefter. De ville have den ved sengen, når de skulle sove. Og så hørte jeg om et andet barn, der havde været til gudstjenesten, som gav sin engel væk til en god ven, som lige havde mistet sin far. Vennen havde jo netop brug for en, som kunne give tryghed i den svære situation. Engle kan give tryghed, hvis der er noget, vi er bange for. De passer på os. Da englen Gabriel bragte Bud til Maria om, at hun ikke skulle være bange og det nok skulle gå det hele, så gav det hende mod til at udføre den opgave, som lå foran hende. Sådan kan engle også give os mod og tryghed når vi skal løse de opgaver, som ligger foran os.  

Og det andet troen på engle kan give os, er, at de kan lære os at pege væk fra os selv. Sådan kan engle blive forbilleder for os. Selvom Gabriel var en dygtig og betydningsfuld engel, og selvom han nu var udvalgt til at levere verdens aller vigtigste budskab til Maria, så faldt han ikke for fristelsen til at fremhæve sig selv. Han så sig selv som et redskab i Guds hænder. Han pegede hen på ham, som var større med ordene: For Gud er alting muligt. Gabriel var nemlig sendt fra Gud med en opgave.

Vi er også sendt af Gud med en opgave. Vi skal bringe verdens vigtigste budskab til andre mennesker. Vi skal fortælle dem det gode budskab og vi skal vise Guds kærlighed til mennesker. Det er svært for os at tilsidesætte vores egne behov, for at gøre noget for andre. Men det er endnu sværere ikke selv at tage æren, når vi gør noget godt for andre. Ofte kan vi ikke lade være med at fremhæve os selv. Guds engle viser os vejen. De viser væk fra sig selv. De udfører Guds vilje uden at fremhæve sig selv.

Der er altså gode grunde til at tro på engle. Engle giver os tryghed og de hjælper os med at pege væk fra os selv.

Amen

Kampen mod dæmonerne

Det er stærke sager, vi hører om i dag. Vores indre er en kampplads. Der er to kombattanter på banen, som kæmper om at få magten over os. Det er Djævelen og Gud. Det er næsten, som man kan se det for sig i alle tegnefilmene, hvor den onde djævel og den gode engel sidder på skulderen og forsøger at overtale hovedpersonen. De vil begge gerne have magten. Sådan står vi midt i livets kamp. To kræfter, det gode og det onde, kæmper om os. Djævelens mest beskidte og virkningsfulde greb er, at han forsøger at overbevise os om, at der ikke er nogen kamp.

I det nye testamente hører vi om dæmoner som besætter mennesker. Dæmonerne er djævelens håndlangere. Det er onde magter, som ødelægger livet, skader og fører mennesker på afveje, og man var meget bange for dem. Det var det, Jesus mødte, da han gik rundt i Israel. Her var det almindeligt at se på forskellige psykiske sygdomme og andre lidelser som dæmoners værk. Det onde havde besat mennesker og gjort dem syge.

Hvad er vores dæmoner i dag? Hvad er det som kan besætte os, så vi glemmer de mennesker omkring os? Hvad er det, som kan komme til at ødelægge livet både for os selv og for andre?  Hvad er det som kan beslaglægge al vores tid, så det gør at der ikke bliver tid og plads til andet? Hvad er vores dæmoner?

Vores dæmoner er nutidige fænomener som afhængigheden af at være online på de sociale medier. Så glemmer man de andre ved middagsbordet, fordi der lige popper noget spændende frem på smartphonen. Eller det er trangen til hele tiden at eksponere sig selv på de sociale medier. Her har man fokus på, hvor mange, der liker en og hvor interessant, man kan fremstille sit liv. Her er det en selv, der er fokus på og ikke de andre. Behovet for at blive set og beundret og lagt mærke til er i høj kurs i dag, måske som aldrig før. Vi er alle meget afhængige af, hvordan andre vurderer os. Det kan kamme over og blive en besættelse for os.

Vores dæmoner er også det med at blive for besat af træning og sund livsstil. Der, hvor det bliver en personlig besættelse at skulle præsentere et veltrænet ydre. Hvor træningen kommer i første række - frem for alt det andet i livet.

Det er ønsket om at blive velhavende. Det kan blive så stærk en drivkraft at ville eje mere, at det kan gå ud over andre. Det er også ønsket om at få magt. Vi ser det særligt inden for den politiske verden. Det kan blive så sygeligt, at man for alt i verden vil opnå magten og samtidig bruge alle midler for at beholde den. Vi kender det også fra de små magtkampe på arbejdspladsen, hvor vi har så travlt med at positionere os for at opnå magt.

En anden dæmon er arbejdsafhængighed. Altså, at vores arbejde kommer til at fylde så meget, at vi ikke finder tid til at være sammen med vores familier. I et samfund, hvor man så let som ingenting kan tage arbejdet med hjem, foretage opringninger mens man er sammen med andre eller tjekke sin arbejdsmail ved middagsbordet, så er grænserne i forvejen rykket for, hvornår vi er på arbejde og hvornår vi har fri. Men det er nok alle de ting, vi får ud af at arbejde, vi ikke kan lade være med at jage. Der er prestige i at være god til sit arbejde. Man får anerkendelse og bliver betydningsfuld.

En nutidig dæmon er frygten for fremtiden. Vi ser denne frygt mange steder i samfundet. Det er alt fra frygten for at terror skal ramme os, at en indbrudstyv skal komme forbi eller, at enten vi eller vore kære skal rammes af sygdom og død. Man kan sagtens blive bange for alt det, der kunne ske. Endda så bange, at man begynder at indrette sit liv på frygtens betingelser.

Det interessante med alle disse nutidige dæmoner er, at det ikke er svært at føle sig ramt. Jeg bliver i hvert fald. Jeg kender til jagten på anerkendelse fra andre, glæden over det at eje noget og det at arbejdet kommer til at flyde ud i fritiden. De onde kræfter har fået lov til at få plads i vores liv. Ofte tror jeg, vi snyder os selv. Vi bagatelliserer det. Vi vil frem for alt ikke stå ved, at vi er blevet afhængige. Dæmonerne snyder os. De forsøger at fortælle os, at der ikke er noget særligt på spil. De vil udviske kampen og sige, at den ikke er der. Det er dæmonernes væsen. De får os til at tænke, at vores afhængighed er harmløs og ikke så farlig.

Jeg har sagt, at der foregår en åndelig kamp inde i os. Gud er i kamp mod djævelen om vores sind. Det er ikke noget man fysisk kan påvise. Her er djævelens vel nok stærkeste våben. Han vil gerne lade som om, der ikke er nogen fare på færde. Men hvis ikke vi lader os fylde med Gud, med lyset, med det gode, så kommer den onde og tager pladsen. Han står på spring for at få lov til at tage over. Det er en voldsom kamp som foregår hele tiden.

Men hvis dæmonerne er der, hvad kan vi så gøre for at drive dem ud? Hvad kan vi så gøre ved det? Vi kan tage kampen op. Vi kan finde alle de våben frem vi har på lageret og kaste os ud i dyst mod djævelen for at forsvare vores indre hus. Der er meget, vi kan gøre. Vi kan anvende positiv psykologi, vi kan gøre noget godt for andre, og vi kan forsøge at aflægge vores afhængigheder. Det er bare ikke nok.

Vores modstander er for stærk. Hvis det stod til os alene at drive djævelen ud, så havde vi ingen chance. Det er, som når danske fodboldhold møder Club Brügge i Europa League. Vi kan stille med hvilket hold, det skal være. Resultatet er givet på forhånd. Kampen er tabt. Modstanderen er for stærk.

Det er nedslående, men heldigvis er vi ikke alene på banen. Vi skal ikke bekæmpe det onde selv, for så ville han være alt for stærk for os. Vi har Jesus på vores side. Han er på vores hold og vil uddrive vores dæmoner. Vi kan synge salmer, gå i kirke, høre evangeliet og bede fadervor. Det er alt sammen redskaber, han har givet os i kampen mod det onde. Han vil ikke lade de onde dæmoner få frit spil i os. Han uddrev de dæmoner han mødte på sin vej. Han besejrede endda djævelen i det altafgørende slag på Golgata. Det er vores trøst og hjælp i kampen.

Vi står midt i en kamp mellem Gud og djævelen. Vi er ikke i stand til selv at bekæmpe de onde dæmoner. Heldigvis kan Jesus det, vi ikke kan. Han kan og vil uddrive de alle dæmoner. Når de onde dæmoner forsøger at tage magten over os, må vi bede Jesus om at komme og forsvare os. Han er nemlig den stærkeste.

Amen

Der findes to slags mennesker...

Søndag Seksagesima; Lignelsen om sædemanden

Der findes to slags mennesker. Dem, der deler folk op i to slags mennesker og dem, der ikke gør.

Citatet er fra en grafittibog fra 80erne og gør grin med trangen til at placere mennesker i kategorier. Det er en fare i forhold til Jesu historie til os i dag. Vi kan så let komme til at udpege, hvem der er den dårlige jord.

Jeg har i særlig grad oplevet det i frikirkemiljøer, hvor de tydeligt kunne se hvem, der var kaldet og hvem der ikke var. Her skulle man nemlig kunne redegøre for, hvornår Gud havde kaldet en. Det skulle man, før man kunne blive voksendøbt med den troendes dåb. Her skulle en bevidst omvendelse til først, og alle, som ikke havde foretaget den, var ikke rigtige kristne.

Nu kunne man ironisk nok pege på mig og sige: Jamen har du ikke også lige med dit eksempel kategoriseret nogen mennesker – altså dem fra frikirkemiljøer? Jo, det har jeg, og det understreger jo, at vi alle er gode til at dele folk op i kategorier. Det er bare ikke vores opgave. Vi skal ikke gå rundt og dele folk op i inden for og udenfor, kristne og ikkekristne i god og dårlig jord.

Men er det ikke det, dagens lignelse gør? Jo, eller også beskriver den situationen som den er. Mennesker hører Guds ord forskelligt – Nogle bliver grebet, andre ved ikke, hvad de skal tro og andre igen oplever, at det slet ikke siger dem noget.

Jeg tror heller ikke, alt er bestemt forud i vores liv. Sådan kan lignelsen sagtens læses. Altså, at vi er en bestemt jordtype på forhånd, og så kan vi ikke gøre noget ved det. Nej, jeg tror i højere grad, at vi på forskellige tidspunkter af vores liv kan være mere eller mindre modtagelige overfor Guds ord. 

Jeg vil tro, at jeg ikke er den eneste herinde, som kan genkende mig selv i de forskellige scenarier, som Jesus opstiller: Nogle gange tror jeg fuldt og fast, og andre gange har jeg svært ved at tro.

Vi kan være som den hårde vej: At vi nok kan læse eller lytte til opmuntrende budskaber fra Gud, men vores opmærksomhed er et andet sted. Sekundet efter har vi helt glemt, hvad det var, der blev sagt til os.

Vi kan være som den tynde jord: Vi kan betvivle, hvor udholdende vi egentlig ville være i vores tro, hvis vi virkelig blev mødt af modstand.

Eller vi kan være som marken med tidsler: Vi distraheres og kvæles af bekymringer og alle hverdagens store og små ting, så Guds opmuntrende ord og gode livsråd til os ikke for alvor bliver hørt og efterlevet.

Men så kan vi også engang imellem være som den gode jord. Måske kender vi også til de gange, hvor vi mærker, at kristendommens budskab giver mening, skaber trøst og glæde og giver os mod til at gøre noget til glæde for andre.

Så jeg tror, at vi alle kan genkende de forskellige jordbundstyper i os. Ydre eller indre faktorer kan gøre os mere eller mindre modtagelige over for ordet.

Og Gud ved, at det er sådan med os mennesker!

På trods af det, tegner Jesus os et billede af Gud, som en rig og gavmild bonde. Han går på marken og næsten grænsende til det naive spreder sin såsæd ud til højre og venstre – i håb om, at noget af det må finde god jord og slå rod og spire og blive til korn med aks og kerner.

Og det er det gudsbillede, som Jesu lignelse maler for os: En storsindet Gud, der virker overalt – også de steder, hvor vi mennesker måske ikke lige forventer det. Samtidig har vi også en Gud, der i sin kærlighed er begrænset i, at vi mennesker har en fri vilje: Vi mennesker har i vores frihed en hvis indflydelse på hvilken “jordbundstype” vi vil være, en indflydelse på, hvor modtagelige vi er over for Gud og hans budskab.

Lignelsen vil fremhæve den jord, hvor kornet kan spire og gro og blive til et modent strå med aks og kerne. Det er derfor, jorden kaldes for den gode jord. Spørgsmålet er, hvad der kendetegner denne jord. Hvad er der ved den, siden den er blevet god?

Jeg tænker, at der særligt er ét kendetegn, som er væsentligt, nemlig at den gode jord er dem, der har hørt Guds budskab om kærlighed og tilgivelse, og har taget imod det. Det er derfor, at Jesus flere gange i lignelsen pointere vigtigheden i at lytte efter!

Faktisk er det at lytte et så centralt emne, at det går igen og igen i hele Bibelen. Ja, den jødiske trosbekendelse begynder endda med denne opfordring: “Hør Israel! Herren er vor Gud, Herren er én!”.

Når Jesus virkelig har noget vigtigt på hjerte, siger han, som han gør det i dag: “Den, der har ører at høre med, skal høre!” Og Paulus gør også det at høre uhyre centralt, når han påstår, at troen kommer af det, der høres.

Hvorfor lægger Gud så meget vægt på netop, at vi skal høre eller lytte? Måske er det fordi, at det at lytte grundlæggende er at være opmærksom og åben. For netop gennem vores opmærksomhed og åbenhed, kan Gud knytte sig sammen med os. Og det er kun ved at være i relation til Gud, at vi bærer de frugter, som hans kærlighed til os naturligt vil frembringe.

Gud ønsker at fylde os med alt godt fra ham. Men Gud tvangsfodrer os ikke. Han håber, at vi vil åbne os for at tage imod det, han har til os. Og denne åbenhed er bl.a. kendetegnet ved, at vi vender vores opmærksomhed mod ham og begynder at lytte.

Tilbage står spørgsmålet så: hvordan lytter vi til Gud så at vi kan blive modtagelige som den gode og frugtbare jord?

Gud er en kommunikerende Gud, der altid prøver at sige os noget – ligesom den gavmilde bondemand fra lignelsen, der ustandseligt spreder sin såsæd alle vegne. Kunsten er bare, at gøre sig modtagelig og lytte. Nogle kristne har hørt Gud tale helt konkret til dem. Det er det nok ikke særlig mange af os, der har oplevet. Heldigvis tror jeg, at vi kan bruge meget mere end blot vor hørelse, når det drejer sig om at lytte til Gud.

Det kan være, at vi har nemmest ved at høre Gud i de skrevne ord i Bibelen. Det kan f.eks. være her i kirken. Eller måske taler han til os, når vi er helt stille i bøn? Muligvis taler Gud tydeligst til os, når vi går en tur i hans skaberværk og hensættes i forundring? Eller måske taler han til os gennem andre mennesker.

Det er min opfordring og måske udfordring til os alle i dag: Lyt til Gud. Bed ham om at åbne vore ører og sanser, så vi er i stand til at høre, hvad han vil os! Bed ham om at forandre os indefra og ud.

Amen