Søndag Seksagesima; Lignelsen om sædemanden
Der findes to slags mennesker.
Dem, der deler folk op i to slags mennesker og dem, der ikke gør.
Citatet er fra en grafittibog fra
80erne og gør grin med trangen til at placere mennesker i kategorier. Det er en
fare i forhold til Jesu historie til os i dag. Vi kan så let komme til at
udpege, hvem der er den dårlige jord.
Jeg har i særlig grad oplevet det
i frikirkemiljøer, hvor de tydeligt kunne se hvem, der var kaldet og hvem der
ikke var. Her skulle man nemlig kunne redegøre for, hvornår Gud havde kaldet
en. Det skulle man, før man kunne blive voksendøbt med den troendes dåb. Her
skulle en bevidst omvendelse til først, og alle, som ikke havde foretaget den,
var ikke rigtige kristne.
Nu kunne man ironisk nok pege på
mig og sige: Jamen har du ikke også lige med dit eksempel kategoriseret nogen
mennesker – altså dem fra frikirkemiljøer? Jo, det har jeg, og det understreger
jo, at vi alle er gode til at dele folk op i kategorier. Det er bare ikke vores
opgave. Vi skal ikke gå rundt og dele folk op i inden for og udenfor, kristne
og ikkekristne i god og dårlig jord.
Men er det ikke det, dagens
lignelse gør? Jo, eller også beskriver den situationen som den er. Mennesker
hører Guds ord forskelligt – Nogle bliver grebet, andre ved ikke, hvad de skal
tro og andre igen oplever, at det slet ikke siger dem noget.
Jeg tror heller ikke, alt er
bestemt forud i vores liv. Sådan kan lignelsen sagtens læses. Altså, at vi er
en bestemt jordtype på forhånd, og så kan vi ikke gøre noget ved det. Nej, jeg
tror i højere grad, at vi på forskellige tidspunkter af vores liv kan være mere
eller mindre modtagelige overfor Guds ord.
Jeg vil tro, at jeg ikke er den eneste herinde, som
kan genkende mig selv i de forskellige scenarier, som Jesus opstiller: Nogle
gange tror jeg fuldt og fast, og andre gange har jeg svært ved at tro.
Vi kan være som den hårde vej: At vi nok kan læse
eller lytte til opmuntrende budskaber fra Gud, men vores opmærksomhed er et
andet sted. Sekundet efter har vi helt glemt, hvad det var, der blev sagt til
os.
Vi kan være som den tynde jord: Vi kan betvivle, hvor
udholdende vi egentlig ville være i vores tro, hvis vi virkelig blev mødt af
modstand.
Eller vi kan være som marken med tidsler: Vi
distraheres og kvæles af bekymringer og alle hverdagens store og små ting, så Guds
opmuntrende ord og gode livsråd til os ikke for alvor bliver hørt og
efterlevet.
Men så kan vi også engang imellem være som den gode
jord. Måske kender vi også til de gange, hvor vi mærker, at kristendommens
budskab giver mening, skaber trøst og glæde og giver os mod til at gøre noget
til glæde for andre.
Så jeg tror, at vi alle kan genkende de forskellige jordbundstyper
i os. Ydre eller indre faktorer kan gøre os mere eller mindre modtagelige over
for ordet.
Og Gud ved, at det er sådan med os mennesker!
På trods af det, tegner Jesus os et billede af Gud,
som en rig og gavmild bonde. Han går på marken og næsten grænsende til det naive
spreder sin såsæd ud til højre og venstre – i håb om, at noget af det må finde
god jord og slå rod og spire og blive til korn med aks og kerner.
Og det er det gudsbillede, som Jesu lignelse maler for
os: En storsindet Gud, der virker overalt – også de steder, hvor vi mennesker
måske ikke lige forventer det. Samtidig har vi også en Gud, der i sin kærlighed
er begrænset i, at vi mennesker har en fri vilje: Vi mennesker har i vores
frihed en hvis indflydelse på hvilken “jordbundstype” vi vil være, en
indflydelse på, hvor modtagelige vi er over for Gud og hans budskab.
Lignelsen vil fremhæve den jord, hvor kornet kan spire
og gro og blive til et modent strå med aks og kerne. Det er derfor, jorden
kaldes for den gode jord. Spørgsmålet
er, hvad der kendetegner denne jord.
Hvad er der ved den, siden den er blevet god?
Jeg tænker, at der særligt er ét kendetegn, som er
væsentligt, nemlig at den gode jord er dem, der har hørt Guds budskab om kærlighed og tilgivelse, og har taget imod
det. Det er derfor, at Jesus flere gange i lignelsen pointere vigtigheden i at
lytte efter!
Faktisk er det at lytte et så centralt emne, at det
går igen og igen i hele Bibelen. Ja, den jødiske trosbekendelse begynder endda
med denne opfordring: “Hør Israel! Herren er vor Gud, Herren er én!”.
Når Jesus virkelig har noget vigtigt på hjerte, siger han,
som han gør det i dag: “Den, der har ører at høre med, skal høre!” Og Paulus
gør også det at høre uhyre centralt, når han påstår, at troen kommer af det,
der høres.
Hvorfor lægger Gud så meget vægt på netop, at vi skal høre
eller lytte? Måske er det fordi, at det at lytte grundlæggende er at være
opmærksom og åben. For netop gennem vores opmærksomhed og åbenhed, kan Gud
knytte sig sammen med os. Og det er kun ved at være i relation til Gud, at vi bærer
de frugter, som hans kærlighed til os naturligt vil frembringe.
Gud ønsker at fylde os med alt godt fra ham. Men Gud
tvangsfodrer os ikke. Han håber, at vi vil åbne os for at tage imod det, han
har til os. Og denne åbenhed er bl.a. kendetegnet ved, at vi vender vores
opmærksomhed mod ham og begynder at lytte.
Tilbage står spørgsmålet så: hvordan lytter vi til Gud så at vi kan blive modtagelige som den
gode og frugtbare jord?
Gud er en kommunikerende Gud, der altid prøver at sige
os noget – ligesom den gavmilde bondemand fra lignelsen, der ustandseligt
spreder sin såsæd alle vegne. Kunsten er bare, at gøre sig modtagelig og lytte.
Nogle kristne har hørt Gud tale helt konkret til dem. Det er det nok ikke
særlig mange af os, der har oplevet. Heldigvis tror jeg, at vi kan bruge meget
mere end blot vor hørelse, når det drejer sig om at lytte til Gud.
Det kan være, at vi har nemmest ved at høre Gud i de
skrevne ord i Bibelen. Det kan f.eks. være her i kirken. Eller måske taler han
til os, når vi er helt stille i bøn? Muligvis taler Gud tydeligst til os, når
vi går en tur i hans skaberværk og hensættes i forundring? Eller måske taler han
til os gennem andre mennesker.
Det er min opfordring og måske udfordring til os alle
i dag: Lyt til Gud. Bed ham om at åbne vore ører og sanser, så vi er i stand
til at høre, hvad han vil os! Bed ham om at forandre os indefra og ud.
Amen
