Om de falske profeter Matt 7,15-21
I kender alle sammen de hvide plastikdimser der står i vejkanten.
De der kantpæle, som står og viser, hvor vejen ender. De kaldes for vejpræster.
Jeg ved ikke, hvorfor de præcis har fået det navn. Der er nogen vittige
mennesker, der har sagt, at kantpælene gør det samme som præsterne. De viser
vejen uden selv at gå den.
Det er temaet for dagens prædiken. Går vi selv vejen? I dag
skal vi gøre status. Det er en slags regnskabens time. Hvordan er det lige, det
går med os? Hvordan er det vi lever vores liv? Først og fremmest alle os, der
får penge for at forkynde evangeliet. Men også alle, som gør det gratis. Ordene
gælder også alle som leder andre. Alle vi, som er forældre og skal hjælpe vores
børn med at styre gennem livet. I dag bliver vi mødt med spørgsmålet – hvordan
er det lige, det går? Er vi vejpræster, der viser vejen uden selv at gå den? Er
vi falske vejvisere for andre mennesker, eller er vi sande profeter? Er der
gode frugter på vores træ eller dårlige? I dag skal vi kigge på vores liv og
gøre status.
Jesus taler om de falske profeter. Han siger, at de skal
kendes på deres frugter. Han bruger et billede til at beskrive dem - De er som
ulve i fåreklæder. Måske kender vi det billede med ulvene i fåreklæder bedst
fra reklameverdenen i dag. Her er der ingen ende på, hvad vi loves. Hvis vi
køber det produkt eller stemmer på den kandidat eller – ja så venter lykken,
berømmelsen og rigdommen lige om hjørnet. Reklamerne har mange gyldne løfter
til os. Men det er ulve i fåreklæder. Grundlæggende vil de, som laver
produkterne tjene penge. Det er endemålet for dem. I det lys må vi spørge, hvad
målet er for os? Er det at lede mennesker hen til at få et godt liv? Eller er
det selv at få et godt liv? Søger vi berømmelsen og anerkendelsen fra andre
mennesker? Eller forsøger vi at pege hen på sandheden? Hvad er det vores mål
er?
I de første menigheder var der mange vandreprædikanter, som
fik mad og husly, når de ankom til en ny by. Nogle af disse har givetvis været
mest interesserede i at højne deres egen levestandard. Det er ikke til at vide,
om det er dem, Jesus sigter til. Eller om det er farisærerne eller andre. Måske
er det mere en generel formaning til os alle. Ikke fordi vi skal gå ud og lede
efter de falske profeter. Der var formentlig mange vi kunne udpege. Det skal vi
ikke. Vi skal heller ikke dømme andre ude. Nej, vi skal gøre status på vores
eget liv.
Inden for den kirkelige verden er der en retning, som kaldes
tidehverv. De er meget klassiske, og synes kirken skal fokusere på sin kerneydelse
- at holde højmesser og prædike evangeliet. De mener, at kirken i dag alt for
ofte lefler for tidsånden. Den gør sig lækker ved at udvande buskabet. De
hævder, at præsterne fokuserer mere på, hvor mange der kommer i kirke frem for
at søge sandheden. Tidehverv vil af med spaghettigudstjenester,
halloweengudstjenester og alt, der lugter af, at der er gået på kompromis med
evangeliet.
Jeg er grundlæggende uenig i det. Jeg tror vi som kirke skal
finde nye veje til at formidle budskabet. Alligevel udfordrer det mig. Det
udfordrer mig rigtig meget til at overveje, hvor langt jeg skal gå. Hvornår
tjener det evangeliet, og hvornår er det gøgl? Hvornår er fokus på at lede
mennesker rette steder hen, og hvornår er det noget, jeg gør for min egen skyld.
Grænsen er meget hårfin, og det er en overvejelse, vi som kirke må gøre. Vi er
hele tiden i fare for at skygge for budskabet. Hvornår og hvordan fremmer vi
budskabet?
Vejpræsterne som står langs vejen viser vejen uden selv at
gå den. Det er sådan, vi kan kende de falske profeter, siger Jesus. De lever
ikke selv op til det, de prædiker. Nu er det for alvor, vi bliver ramt. For der
er jo ingen af os, som lever helt, som vi burde. Gang på gang kommer vi til at
såre andre mennesker. Vi gør både gode og onde ting ved andre mennesker.
Jesus bruger billedet af et træ med frugter på. Frugterne
bliver gode eller dårlige alt efter om træet er godt eller dårligt. Vores
handlinger er altså afhængige af, hvor gode vi er indeni. Hvis vi skal være
helt ærlige, så rummer vi begge dele. Vi bærer både gode og dårlige frugter.
Heldigvis fortalte Jesus også engang en historie om, at han
selv er som et vintræ. Et vintræ vi kan blive podet ind på. Det er det, som sker i dåben. Da
bliver vi forbundet med stammen. Vi sidder fast på ham og får lov at hente
næring der. Sådan kan vi bære gode frugter. Sådan kan vi leve som Guds børn.
Sådan kan vi leve vores liv, som Gud vil det. Her er altså opskriften på,
hvordan vi kommer til at bære gode frugter. Det er sådan, vi bliver sande
profeter. Vi må hente næring og vejledning hos ham for at finde sandheden.
Det kan vi
gøre på mange måder. Vi kan gå i kirke, læse i bibelen, bede til ham. Først og
fremmest skal vi lytte til, hvad han vil sige. Han er nemlig alt andet end en
falsk profet. Jesus gjorde altid det, som Gud ville. Han søgte ikke sin egen
ære. Han arbejde ikke for økonomisk vinding eller popularitet, som man sagtens
kunne beskylde os præster for. Nej, han levede sit liv for andre mennesker. Han
bar kun gode frugter. Jesus opførte sig stik modsat vejpræsterne. Jesus viste
kærlighedens vej og han gik den selv!
Amen
