En kristen identitet?

17.s.eft. trin.

Danskhed

Hvad er det særligt danske? Er det stegt flæsk eller flæskesteg? Er det kolonihaven med et vejrende dannebrog? Er det frisindet, demokratiet og menneskerettigheder?

Dette spørgsmål er for alvor kommet tæt på. Det handler om, hvad der definerer os som folk. Mennesker med fremmede kulturer her i vores land udfordrer os til at overveje dette spørgsmål. Vi har et behov for at skille os ud fra dem. Eller måske endnu mere at Finde ud af, hvad det særligt danske er. I den her tid er det mere presserende end nogensinde før for os. Hvad er det særligt danske? Hvad er det uopgivelige for os? Og kan folk udefra blive en del af det, eller skal vi afgrænse os for at beholde det?

Jødeidentitet

Sådan havde farisærerne det også. De var optaget af, hvad der var det særlige ved dem. Og de afgrænsede sig fra andre. Det jødiske folk var omgivet af mange andre folkeslag. De var udfordret. Hvad var det, der holdt dem sammen som folk. De havde modsat os tre markører, som tydeligt skilte dem ud. Det var håndgribeligt og synligt. De havde omskærelsen. Et tydeligt tegn de bar på kroppen. Det har fremkaldt stolthed hos enhver jødisk mand. Gud havde selv fortalt Abraham, at det skulle være tegnet på pagten mellem ham og sit folk. Nu tilhørte de et udvalgt folk.

Så havde de sabbatten. Enhver jøde skulle holde sabbatten hellig. Den var indstiftet af Gud og havde sin gyldighed netop derfra. Selv Gud holdt sabbat. Det var en dag til eftertanke og refleksion. Igen var det en tydelig markør. De holdt fri denne dag modsat alle andre folk omkring dem. Den sidste markør var, at jøder afholdt sig fra at spise svin. Så man ku´ også kende en jøde på, hvad vedkommende spiste. Disse tre markører har været utrolig vigtige for dem og deres identitet. Derfor værnede farisærerne meget om dem.

Kristenidentitet

Vi kan sagtens gøre grin med farisærerne.  Hvor var de smålige. De havde stor trang til at markere deres særlige identitet. De havde brug for markørerne til at holde sammen på deres folk. Alligevel er det ikke fjernt fra os. Vi kender det selv alt for godt

Vi kristne må gribe i egen barm. Vi har også denne menneskelige trang til at definere indenfor og udenfor. Vi har et behov for at føle os som noget særligt – nogle der er anderledes end mængden – fx en del af det kristne folk – som dem, der er indenfor. Jeg tror det er derfor, vi anvender synlige markører. Vi kan tage et kors om halsen. Måske viser det ikke så meget. Det er der efterhånden gået så meget mode i. Vi kan have bibler i hjemmet, kristne bøger eller små broderede korssting med skriftsteder. Så er der den lille fisk, som nogle kristne har placeret bag på bilen. Igen et synligt tegn for at markere, at vi tilhører det kristne folk. Der er ritualer, vi kan holde i hævd. Aftenbøn, synge til bords, mødes i kristne fællesskaber eller mødes i kirken. Bevidst eller ubevidst kommer vi til at lave et sæt love og regler eller normer, som kristne skal følge for at høre til i vores kategori. Det er det Jesus vender om på i dag.

Jesus rystede dem

Jesus rystede farisærernes i deres grundvold. Han forholdt sig suveræn i forhold til deres tre markører. Jesus brød sabbatsbuddet. Her på sabbatsdagen til middagsselskabet helbredte han en mand med vand i kroppen. Det var ikke nogen livstruende sygdom. Det kunne sagtens have ventet. Egentlig var det et lille under. Men Jesus helbredte manden. Han overholdt ikke de regler, som gjaldt for sabbatten.

En anden gang sagde Jesus, at intet, der kommer ind i et menneske, gør det urent. Dermed talte han imod farisærernes spiseregler. Sidst men ikke mindst viste han, at Gud vil være Gud for alle folk. De første menigheder fortolkede det til, at kristne ikke længere behøvede omskæres for at blive Guds folk. Det var altså et brud med jødernes vanetænkning og identitetsmarkører. Det, som sædvanligvis viste, om man var en dem fra Guds folk, det betød nu intet. Det var frustrerende for mange dengang.

Jesus ryster os

Også i dag kan vi blive frustrerede. Vi kristne rystes i vores grundvold, for Jesus forholder sig også suveræn til alle vores markører. De markører, som vi selv har opfundet. Det er ikke os, som bestemmer, hvem der er indenfor og hvem der er udenfor i Guds rige.

Jesus forholder sig suverænt til vores kristne identitetsmarkører. Hvordan reagerer vi så? Oplever vi den samme krise som farisærerne. Hvordan skal vi så vide, at vi hører til hos Gud? Er vi som slider kirkebænkene slet ikke noget særligt? Når vi nu har slæbt os herhen søndag efter søndag, får vi slet ingen privilegier?

Forrang

Nej vi som tilhører den gudstjenestesøgende del af menigheden er ikke noget særligt siger Jesus. Alligevel kan vi ikke lade være med at sætte os selv højt op på pladserne i nærheden af Gud. Og det handler altså ikke om hvilke pladser vi fysisk sætter os på her i kirken. Nej, Vi kommer til at vurdere os selv højere. I hvert fald højere end dem, der ikke er her. Vi er bestemt ikke så ydmyge, som vi burde være. Jesus fortæller os, at vi ikke har nogen forrang frem for andre. Det er et udfordrende budskab for os.

Fællesskaber er fantastiske. Det er godt at høre til et sted – også i en kristen forening eller en menighed. Men fællesskaber har den bagside, at de er afgrænsende. Der er altid nogen, som ikke falder inden for kategorierne. Hvordan bliver vi et fællesskab, som er åbent og inkluderende? Hvordan stræber vi efter at få flere med og aldrig have nok i os selv? Hvordan bibeholder vi ydmygheden? Hvordan breder vi vores forståelse af menigheden ud, så den ikke bliver for snæver?

Vores markører

Jeg vil gerne slutte min prædiken med at give mit bud. Hvis vi har nogle kristne markører, så er de usynlige. Lad mig pege på to: Vi har en kristen identitet og en kristen opgave. Vores kristne identitet fik vi ved døbefonten. Korset i panden og for brystet, som vi fik i dåben fortæller os, at vi tilhører Gud. Vi er hans. Det må vi hvile i og tro på. Det betyder, at Guds menighed er langt større og langt mere omfattende end kirkegangen afslører. 

Den anden markør vi kristne har fået er også usynlig. Det er opgaven. Vi er blevet kaldet af Gud til at leve et helligt liv. Ingen er for ringe til, at kunne bruges af Gud. Netop fordi vi er hans, er det ikke ligegyldigt, hvordan vi lever. Vi må alle forsøge at leve vores liv efter Guds vilje. Det fører til mange forskellige handlinger. Vi er ikke ens, men opgaven er den samme. Lev et helligt liv. Og når vi går, har Gud lovet os, at han selv vil gå med os.

Amen

Bekymringer og asylansøgere

15.s. eft. trin Matt 6,24-34

Drop bekymringerne og lev i nuet… Meget i denne bid evangelium kunne lige så godt have været sagt af Danmark Radios bonderøv eller som svar i Familiejournalens brevkasse. Mange af os drømmer om det enkle liv. Et liv som det bonderøven repræsenterer. Fri for hverdagens stress og jag og alle dens bekymringer. Jesus bruger billedet af markens liljer og himlens fugle som ikke bekymrer sig og alligevel passer Gud på dem. Sådan ville vi gerne det var. Vi må sige det budskab er højaktuelt for os. Vi ville gerne bekymre os mindre. Livet er for kort til at fortabe sig i alle mulige bekymringer.

Men, når det nu kommer til stykket, hvad adskiller så dagens evangelium fra vor tids livsstilscoacher og lommefilosoffer? Er det ikke det samme der bliver sagt?

Det er også sagt til fattige mennesker

Jesu ord er ikke kun sagt til os rige vesterlændinge med store bankkonti og forrådskamre. Vi hører selvfølgelig ordene ud fra vores eget verdensbillede. Men hans ord er også talt til fattige mennesker. Dem, som med rette bekymrer sig for, hvordan de skaffer mad, tøj og sikkerhed for deres børn. Jesu råd kunne nemt lyde som en hån mod dem, der slider for det daglige brød. Kan det virkeligt passe, at Jesus her midt under en flygtningekatastrofe siger: “Slap nu af kære flygtninge. Det skal nok gå det hele. Lad være med at bekymre jer…”?

Nej, når Jesus taler om bekymringer, er det ikke bekymringer sådan i al almindelighed, han mener.

Jesus var selv bekymret

Det ville også være meget dobbeltmoralsk af ham. For Jesus bekymrede sig også meget da han gik på jorden. Han levede ikke et bekymringsfrit liv. Han bad i Getsemane have i fortvivlelse om at han måtte blive fri for at dø. Frem for alt bekymrede han sig gang på gang for andre mennesker? Hvis dette var Jesu liv, hvordan kan han så sige, at vi ikke skal bekymre os? Det er dobbeltmoral uden lige

Vi bekymrer os

Nej, jeg tror ikke Jesus vil sige noget til os om bekymringer i almindelighed. Om vi vil det eller ej, er vi fyldt med bekymringer. Der er også mennesker og opgaver, vi har ansvar for, og som gør, at vi næsten bliver nødt til at bekymre os om visse ting. Vi kan nok få gode råd til, hvordan de kommer til at fylde mindre. Men et bekymringsfrit liv kommer vi aldrig til at leve. Det er også godt, at vi bekymrer os for vore børn og medmennesker. Hvis Jesus endelig skulle sige noget om vores bekymringer i almindelighed. Ja så ville han nok sige at vi skulle bekymre os mere for andre og ikke for os selv. Jeg tror, vi må se på hvilken sammenhæng, ordene er sagt ind i. Det handler om bekymringer, når vi skal fortælle om Gud til andre mennesker.

Når vi går

Jesus siger det til alle, som går ud med evangeliet. Når vi gør det, skal vi ikke bekymre os. Så må vi ikke bekymre os om vores eget. Når vi går ud, kan vi simpelthen ikke tjene to herrer. Det er et enten eller. Enten bekymrer vi os om vort eget, eller også går vi ud med det til andre.

Og det handler ikke kun om ord. Evangeliet giver vi først og fremmest videre med vores hænder. Vi er sendt ud for at vise, hvor stor kærlighed Gud har til alle mennesker. Vi er Guds arbejdshænder i verden. I disse dage er der virkelig behov for vores hænder. Der er kommet mange fremmede til landet. Dem skal vi modtage værdigt og varmt. Her i Haderslev bliver der i disse dage oprettet et nyt asylcenter. Som kristne har vi et ansvar for vores medmennesker. Det ansvar skal vi tage på os. De som er flygtet til vores land har masser af bekymringer og det med rette. Mange har forladt deres hjem, fordi de frygtede for livet. De er mærket af krigen og volden de er flygtet fra. Nu går de en uvis fremtid i møde. Bekymringer må fylde meget i deres bevidsthed. Her må vi træde til som kristne. Vise, at vi bekymrer os om andre mennesker. Her har bekymringen sin rette plads. Vi skal selvfølgelig vise kristent storsind og tage os af de mennesker som er flygtet herop.

Det er en enorm opgave vi er blevet betroet. Vi er mere værd end himlens fugle og markens liljer, netop fordi vi har denne opgave. Vi skal fortælle og række evangeliet videre til andre mennesker. Det kan måske tage pippet helt fra os. Det kan få os til at overveje, om vi nu er gode nok. Ville den opgave ikke befinde sig bedre i lidt frommere hænder? Det ville den nok, men det gør den ikke. Den ligger i vores hænder. Dem som engang imellem fejler.

Konfirmandoplevelse

Nu vil jeg dele en forfærdelig oplevelse jeg har haft. Mit største nederlag som underviser og samtidig et voldsomt knæk på selvtilliden. Jeg var ung og i praktik hos en præst. Jeg var heldig at få lov til at undervise et hold konfirmander om skabelsen. Jeg havde forberedt mange kreative indslag. Men det gik helt forfærdeligt. Alt gik galt. Vi begyndte med, at jeg skulle læse skabelsesberetningen højt for dem, mens vi lyttede til et stykke skabelsesmusik. Musikken var for høj, og de kunne ikke høre min oplæsning ordentligt. Flere brokkede sig højlydt, men jeg blev stædigt ved. Det gik slet ikke og så har jeg ikke engang fortalt om at en af konfirmanderne fik fat i fjernbetjeningen og sad og tændte musikken flere gange senere hen.

Det eneste, der fungerede nogen lunde denne dag var, da vi legede en dinosaurusleg. Hvor meget kristen undervisning var der så i det, kunne man overveje. Det overvejede jeg i hvert fald. Jeg var ærgerlig. Jeg havde forspildt chancen for at lære dem noget. Tankerne blev ved med at kredse om den oplevelse lang tid efter. Måske var jeg bare for dårlig til den opgave. Hvordan skulle jeg nogensinde gøre det igen?

Sådan skal det gå engang imellem. Nogle gange fejler vi. Det må ikke tage modet fra os. Gud kan bruge svage mennesker. Vi må ikke tænke, at vi er for ringe til opgaven. Vi må ikke bekymre os for, hvordan det nu skal gå, når vi skal fortælle andre om Gud. Gud har betroet os en masse evner og muligheder. Dem skal vi bringe i spil. Også selvom vi ikke er så gode, som vi bør være.  Gud kan bruge os. Han virker gennem mennesker der fejler engang imellem. Gud vil virke gennem os.

Opskriften

Og lad mig slutte med at fremhæve Jesu opskrift på, hvordan vi skal gøre, når vi går med evangeliet. Vi skal først og fremmest søge Guds rige og hans retfærdighed. Det er ikke Guds rige, som skal bryde frem engang, der tænkes på. Det er Guds rige hernede på jorden lige nu. Når vi rækker en fremmed vores hånd eller trøster en der går en uvis fremtid i møde. Når vi hjælper et mennesker eller når vi deler ud af vores kærlighed. Så søger vi Guds rige. Når vi gør det vil bekymringerne for vores eget liv blive mindre. At søge Guds retfærdighed betyder at vi ikke kan optjene goodwill hos Gud. Når vi tager Guds arbejdshandsker på, så gør vi det alene for vores medmenneskes skyld. Vi får ikke point hos ham. Han giver os alt gratis. Vi skal dermed ikke gøre os fortjent til noget. Ikke engang det, behøver vi at bekymre os om.

Amen

Barmhjertige Gud

Du er vores tilflugt og styrke,

altid en hjælp i nød og ulykke.

Vi beder for de mange, der er på flugt.

Deres øjne beretter om faldne byer og hjem i ruiner.

At de står her hos os, fortæller om huse langt væk,

som nu er tomme og forladte.

Enhver flygtning bærer på et savn,

og går en usikker fremtid i møde.

Gud hjælp os med at møde dem med venlighed.

Lad os sammen glæde os over,

at de er reddet ud af krigens vold.

Vær med vores politikere, politiet og alle, der har et ansvar for at tage hånd om den svære situation,

hvor så mange flygtninge krydser vores grænser.

Styrk dem i deres arbejde med at tage vare på vores land og at værne om den, som er svag. 

Hjælp os, så vi ikke står stumme overfor verdens lidelse,

når den møder os i et andet menneske.

Dæmp vores fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med.

Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øjne til at se disse flygtninge som søstre og brødre

Gud, læg din hånd på os, så vi åbner vores hænder,

og hjælper flygtningene med at finde et hjem

til ulykken er drevet over.

Gud, du er vores tilflugt og styrke. Vær os alle nådig.

Prædiken til stafet for livet i Haderslev

14. s. eft. trin. Stafet for livet

Jeg sad og talte med Michael. Han var afkræftet og vidste, at han ikke havde mange dage tilbage at leve i. I baggrunden kunne vi høre et ur slå minutterne an. Michael kiggede ud af vinduet og forsøgte at skjule, hvor ked af det, han var. Det pinte ham, at han snart skulle dø. Han var i fyrrene og ville gerne leve. Åh, hvor var der mange ting, han ville nå at opleve.

Det var gået så stærkt. På få minutter var hans liv forandret for evigt. Han havde en dejlig familie og et aktivt arbejdsliv. Det kørte for ham. Lige indtil han fandt ud af, at han var syg. Så gik det uendeligt stærkt ned af bakke, og nu sad han her. Ventede bare på at dø. Hvorfor mig spurgte han tomt ud i luften? Hvad er det, jeg har gjort? Har Gud et problem med mig? Desperationen lyste ud af øjnene på ham. Jeg holdt hans hånd, og vi var stille sammen.

I dag er Michael død, men hans historie gjorde dybt indtryk på mig. Hvor var det egentlig uretfærdigt. Når jeg tænker på ham, bliver jeg mindet om, hvor sårbart vores liv er. Hvor lidt der skal til for at stor lykke vendes til dyb sorg. Det samme kunne jo ske for mig. Ofte hører vi i medierne om forfærdelige trafikulykker, mennesker som får en blodprop eller konstateret kræft, fostre som dør og alle mulige andre grusomme ulykker. Udslettelsen er en konstant trussel for os, der lever. Der er så meget, vi ikke bestemmer over og kan kontrollere. Når som helst kan vore kære eller vi selv blive ramt af sygdom eller en ulykke. Det er skræmmende.

I dag hører vi om 10 mennesker, som havde en uhelbredelig og meget smitsom sygdom. De var spedalske. Det var en af de værste sygdommen, man kunne blive ramt af dengang. Hvis man var erklæret spedalsk, skulle man leve isoleret fra raske mennesker. De spedalske blev fjernet fra deres familie og deres landsby og måtte leve uden for landsbyerne sammen med andre spedalske. Derfor henvendte de 10 spedalske sig til Jesus på afstand og bad ham gøre noget. De råbte desperat om hjælp. Og Jesus hørte deres råb. Han greb ind. Han helbredte dem alle 10.

Det er en dejlig historie, som kan få os til at tænke: Hvad så med os og vore kære? Kan vi ikke gøre det samme? Hvis vi rammes af sygdom – kan vi så ikke råbe til Jesus om hjælp og blive helbredt? Deres råb er let for os at spejle os i. Jeg tror mange af os på et eller andet tidspunkt i livet har råbt til Gud. Bedt ham om at helbrede et menneske vi holdt af.

Jeg tror også mange af os er blevet skuffede. Hvorfor skete der så ikke noget, når vi råbte til ham? Er Jesus blevet døv med årene, eller er han for langt væk, nu hvor han er taget op til himlen igen? Eller kan han simpelthen ikke gøre noget?

Hvor ville det være vidunderligt, hvis Gud var sådan en super-læge, man med garanti kunne få til at helbrede alle sygdomme. Hvis det var sådan det fungerede. Så var der da noget ved det at være kristen. Men sådan fungerer det ikke altid. Desværre oplever vi ofte, at det er som om Gud ikke hører vores bønner. Vi må i hvert fald konstatere, at han ikke griber ind og helbreder mennesker, hver gang vi beder ham om det. Langtfra endda.

Hvad er det så, vi kan bruge Gud til præst?

Gud har lovet os, at han vil være nær ved os hele livet. Han forlader os aldrig. Heller ikke når vi lider. Gud giver os ikke et liv uden sorg, smerte og lidelser. Men Gud er nær ved os, når det onde rammer. Han har vist det helt tydeligt – især igennem Jesu liv – at han ikke er en, som går udenom der, hvor det onde har ramt. Jesus helbredte syge og stod op imod ondskaben gennem hele sit liv. Det viser os, at Gud er ikke bange for det onde. Han tør gå ind i ondskaben og lidelsen. Derfor vil han også være sammen med os, når det er os, der rammes af det onde.

Jeg ved ikke, om det gør det nemmere at leve med livets tilfældigheder og skrøbelighed. Det er stadig skræmmende, at vores liv kan forandres fra den ene dag til den anden. Vi bliver ikke fritaget for det onde. Alligevel synes jeg, det giver en trøst at vide, at Gud aldrig forlader os. Han vil være nær ved os uanset hvad der end måtte ramme os. Han bliver sammen med os, også når vi lider. Det er det, som kan holde mig oppe, når jeg bliver grebet af tanker om livets grusomheder.

 Amen

Kære Gud

Hør os når vi råber til dig

Lyt til vores klage

Vær nær hos os i et til tider vilkårligt og grusomt liv

Vær hos os når det onde rammer os.

Vær med os når livets storme tvinger os i knæ

Vær med alle der har mistet et menneske de holdt af. Vær med alle der kæmper mod sygdomme.

Lys for os, når vi ikke kan se lys, håb og mening med vores liv

Tak at du har lovet at blive hos os selv i dødens mørke

Herre, vores håb og bekymringer,

vores tro og tvivl lægger vi i dine gode hænder

Amen