15. november 2015

Tro

24.s. eft. trin.
De hellige
Jeg bliver lidt træt af folk, som har deres på det tørre. Dem, der gør alt det rigtige og kan forklare alle os andre, hvordan man skal gøre. Mette Blomsterberg, som ikke kan smelte chokoladen forkert eller Chris Macdonald, som aldrig springer over en morgenløbetur. Eller nogle af de forældre oppe i børnehaven, som hver morgen lige sætter sig ned og læser en bog for deres børn. Eller for mit vedkommende mine præstekolleger, som gerne praler med hvilke nye teologiske bøger, de har læst. De er bare for gode. Deres eksempler bliver for uopnåelige for os andre.
De perfekte troende
Vi kan også tage eksempler fra troens verden. Der er nogen, som er lidt for perfekte. Dem, der læser 7 sider i biblen hver dag, og beder om fred i verden. Dem, som beder for deres børn og fadderbørn hver aften. Eller de præster, som aldrig tvivler og ved lige præcist, hvordan Guds ord skal forstås.
I dag møder vi sådan nogle dygtige lidt for perfekte troende. Først kvinden med blødninger. Hun var bestemt ikke perfekt, men hendes tro var efterlignelsesværdig. Hun var udstødt og stigmatiseret. Hun havde lidt af blødninger i 12 år. Ingen ville have noget med hende at gøre. Denne kvinde havde ingen fremtid. Men hun var handlekraftig. Hun trodsede alle reglerne, fordi hun troede, at Jesus kunne gøre hende rask. Hun havde givetvis overvejet det grundigt inden. Hun havde selvfølgelig ikke meget at miste. Det værste der kunne ske var vel, at hun blev ydmyget offentligt. Det havde hun formentlig prøvet før. Hun nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved hans kappe. Det er udtryk for en frækhed. Hun var jo uren og det var bestemt ikke tilladt for hende at røre andre. Så gjorde hun dem urene. Og når det så var selve Mesteren Jesus, hun gjorde uren. Det var nærmest utilgiveligt. Samtidig var det også udtryk for en stor tro. Kvinden stolede fuldt og fast på, at Jesus kunne hjælpe hende.
Den anden, vi hører om, er en synagogeforstander. Han kastede sig ned for Jesus. Han var desperat. Hans datter var død, og de var i gang med begravelsesceremonien derhjemme. Dem havde han forladt. Han var i stedet taget afsted for at finde Jesus. Vi kan måske forestille os, hvor stærk en tro, han havde. En tro, der får en far til at forlade sit døde barn. Tankerne må have rumsteret inde i ham: Hvad nu hvis Jesus ikke kunne gøre noget. Hvis Jesus afviste ham eller grinede af ham. Hvis Jesus belærte ham om, at man altså ikke kunne vække døde til live. Jo, der var mange muligheder for at synagogeforstanderen kunne blive til grin. Alligevel trodsede han alt dette og rejste afsted. Han klyngede sig til det håb, at Jesus kunne gøre hans datter levende igen.
Det er jo skønt med sådanne trosforbilleder. Stærke troende mænd og kvinder – vi kender nok alle nogen. Men hvad så med alle os andre. Alle os, der ikke har sådan en stor og flot tro at vise frem. Vi, der ikke altid er lige gode venner med Vorherre. Man kan let komme til at føle sig underlegen, når man spejler sig i de andres tro. I forhold til disse to menneskers tro fra evangeliet, er min tro i hvert fald ikke prangende.
Præsters tro
I disse dage er der fokus på præsters tro. Hvad må en præst tro på og særligt, hvad vi ikke må tro på. Det er præsten Anette Berg fra nordvestsjælland, som har udløst debatten. Hun har udtalt i et TV program, at hun tror på reinkarnation. Spørgsmålet går derfor på, om reinkarnation kan forenes med opstandelsestro?
Der er ingen ende på de præster, som har været ude at irettesætte hende. De mener bestemt ikke, de to ting kan forenes. Biskoppen har nu haft hende til en tjenstlig samtale, hvor de har drøftet spørgsmålet. Jeg er enig i, at der skal være grænser for, hvad en præst kan tro på. Særligt når man ytrer sig offentligt omkring det. Når jeg tvivler, udbasunerer jeg det ikke til medierne.
Alligevel synes jeg det er interessant: Hvorfor er det, vi gang på gang ser disse sager, hvor præsters tro er i centrum? I nyere tid har vi haft både Grosbøll, som ikke troede på Gud, Ramsdal, som ikke troede på opstandelsen og nu Anette Berg, som tror på reinkarnation. Det er i hvert fald sådan, medierne har forenklet sagerne. Hvorfor er det så vigtigt, at præster tror noget bestemt?
Måske er det fordi folkekirkemedlemmerne tro har flyttet sig så langt væk fra kirkens grundlag. Altså, for at holde sammen på den brede folkekirke er præsterne nødt til have en ensartet tro.
En anden årsag er den, at det er en god skandalehistorie. Kristeligt dagblad går i hvert fald ikke af vejen for at puste lidt til ilden.
Vores forståelse af tro
EN tredje årsag tror jeg, vi skal finde i vores forståelse af tro. Vi lægger meget vægt på tro som en præstation. Tro er noget, jeg skal skabe. Noget, jeg kan forme som jeg vil. Det er, fordi vi lever i en tid, hvor der vitterligt er meget, vi selv kan bestemme over. Derfor tror vi også, det gælder på troens område. Men tro er ikke noget, vi selv kan skabe. Vi kan læse biblen forfra og bagfra. Vi kan faste og bede i en uendelighed. Vi kan gå pilgrimsvandringer og forære alle vores penge til fattige.
Men vi kan ikke skabe tro. Det er kun Gud, som kan det. Det er ham, som skaber troen i os, fordi han selv er troværdig. I det hele taget går bevægelsen altid fra Gud til os. Vi skal ikke præstere noget. Kvinden og synagogeforstanderen vi har hørt om i dag, havde heller ikke selv frembragt deres tro. De havde hørt om Jesus, og alt det han gjorde. Det havde skabt en tillid i dem til, at han nok kunne hjælpe dem.
Konfirmandforældre
Jeg havde for nylig et forældremøde for konfirmandforældre. De blev nærmest chokeret, da jeg fortalte, at konfirmanderne ikke siger ja til Gud, når de konfirmeres. Forældrenes forståelse var, at konfirmanderne skal sige deres eget personlige ja til Gud. Konfirmanderne bekræfter eller konfirmerer deres tro. Det ligger godt i tråd med, at tro er noget, vi selv frembringer og kontrollerer. Det er bestemt ikke min forståelse.
Jeg spørger ikke konfirmanderne, om de vil konfirmere noget som helst. Jeg spørger, om de vil konfirmeres. Der er altså en kæmpe stor forskel på, om de konfirmerer eller konfirmeres. Når de konfirmeres er det en anden end dem selv, som bekræfter. Det er Gud. Han siger, at det jeg lovede dig i dåben gælder stadig. Gud bekræfter sit løfte til konfirmanden om, at konfirmanden er et Guds barn.      
Afrunding
Vi skal ikke præstere nogen særlig tro. Det kan vi ikke, hvor meget vi end anstrenger os. Gud skaber troen i os.  Vi behøver ikke spejle os i de perfekte troende og føle os underlegne. Tro er noget, der gives til os.

Amen