Nytårsaften er en særlig
aften. Det er en aften, hvor vi tvinges til at gøre en slags status. Vores
tanker går tilbage på året, der gik. Blev det, som vi håbede? Hvad blev der af
alle de planer, vi havde forrige nytårsaften? Måske er der noget, vi fortryder,
fra året der gik. Noget vi har gjort eller sagt. Måske har året bragt store
omvæltninger. Det er alt sammen noget, der kan fylde os denne aften.
Samtidig er det også en dag,
hvor vi ser fremad. Der er nogle af os, som ikke ser frem til året, der kommer.
Det kan være, fordi bekymringer og krav fylder alt for meget. Man kender alt
for godt til grublen og vågne nætter. Der er mennesker, som ikke ved om nytåret
vil bringe helbredelse eller det modsatte.
Men de fleste af os ser frem
mod det nye år med forventning. Der ligger et helt nyt ubrugt år foran os. Tænk,
hvad vi kan bruge de 365 dage til… Vi regner på, hvad det kan blive til, hvis
bare vi blev bedre til dit og lader være med dat. Vi finder på
nytårsfortsætter. Alt det, vi gerne vil være bedre til. Alligevel ved vi, at
det ofte går sådan, at vores gode intentioner falder til jorden. Vi ville det
egentlig så godt, men det blev ikke rigtig til noget.
Måske er vi ligesom kvinden i
historien med konen og æggene. Mens hun går til markedet med æggene i kurven,
regner hun på, alt det hun skal bruge pengene til. Hun drømmer og forestiller
sig alt det gode, hun kan købe. Og så sker det, at hun taber æggene. Hendes
drømme brister. Sådan går det vist med de fleste af vores nytårsfortsætter.
Det kan være meget godt med
alle de menneskelige nytårsfortsætter og ønsker om, hvordan vi gerne vil bruge livet.
De vidner om en dybtgående længsel i os om, at alt skal blive godt. Vores
indflydelse på fremtiden er dog begrænset. Der er nogle ting, vi kan ændre på,
men der er også mange ting, som kommer til os. Her kan vi hverken gøre fra
eller til.
Det er anderledes med Gud. Han
har stor magt. Han kunne ændre tingene, og han gjorde det. Man kunne kalde det
er slags Guds nytårsfortsæt. Gud ville ændre verdens gang. Den gamle aftale,
han havde haft med menneskene, var god. Gud udstedte gode love for sit folk, og
hvis de adlød dem, fik de et godt liv. Problemet var, at menneskene gang på
gang kom til kort. De kunne ikke leve op til budene. Derfor måtte Gud gøre
noget. Han sendte sin søn til verden for at besejre døden. Gud ville og kunne
gøre verden bedre, så alle kommende generationer kunne få evigt liv.
Det havde Gud lovet os mange
gange op igennem historien. Han lovede det til patriarkerne Abraham, Isak og
Jakob. Han lovede det til sit folk gennem profeterne. Profeterne sagde det på
mange forskellige måder. Dybest set handlede alle deres forudsigelser om, at
Gud engang ville sende en frelser til jorden. Gud havde altså lovet det gang på
gang. Heldigvis er der stor forskel mellem menneskelige håb og drømme for
fremtiden og Guds. For Gud holdt det, han lovede. Hans nytårsfortsæt dengang
blev til noget.
Han sendte sin frelser til
Jorden og gav ham navnet Jesus. Det er et ganske særligt navn. Navnet Jesus
betyder ”Herren Frelser”. Og hvad er det, vi moderne mennesker har brug for at
blive frelst fra? Jo vi har en fjende vi ikke kan besejre: Døden. Den har vi brug
for at blive frelst fra.
Alle mennesker skal dø. Det er
en kendsgerning, vi med jævne mellemrum må sande, når en af vores bekendte
eller kære dør fra os. Det har ikke forandret sig. Vi dør stadig, selvom Gud
har sendt sin søn til verden. Det er rigtigt, at vi skal dø, men Gud har lovet
os evigt liv. Og Gud holder, hvad han lover.
Hvilken betydning har Guds nytårsfortsæt
så for vores liv? Hvordan mærker vi det?
Jo, vi får lov at gå ind i det
nye år med håb. Håb om, at døden er besejret en gang for alle. Håb om, at dem
vi har mistet lever evigt sammen med Gud. Håb om, at vi selv er Guds børn, og
vi også skal leve evigt.
Lad mig illustrere det med en
lille historie:
En ung, livsglad og selskabelig kvinde skulle dø. Hun
bad derfor sin præst om et sidste besøg. De planlagde det praktiske i
forbindelse med begravelsen. Den unge kvinde bad om at blive begravet med en
gaffel i hånden.
Præsten undrede sig over det og kunne ikke lade være
med at spørge hende, hvorfor hun ville have en gaffel med i kisten. Kvinden
forklarede, at hun elskede fester og god mad. Og når man til et middagsselskab
bliver bedt om at beholde sin gaffel, så ved man altid, at nu er der noget
endnu bedre på vej ind på bordet. På samme måde ønskede hun, at fortælle sine
kære, at hun var klar til, at der nu kom noget endnu bedre.
Den unge kvinde havde forstået påskens budskab. Hun elskede sit liv og de mennesker, hun delte det med. Men hun forstod også, at uden opstandelsen går vi glip af det bedste.
Hermed ikke sagt, at vi ligefrem skal se frem til vores død – det gjorde den unge kvinde heller ikke. Men vi skal turde tro på, at der venter noget bedre på den anden side.
Den unge kvinde havde forstået påskens budskab. Hun elskede sit liv og de mennesker, hun delte det med. Men hun forstod også, at uden opstandelsen går vi glip af det bedste.
Hermed ikke sagt, at vi ligefrem skal se frem til vores død – det gjorde den unge kvinde heller ikke. Men vi skal turde tro på, at der venter noget bedre på den anden side.
Med det håb går vi ind i det nye år.
Godt nytår
Amen