29. december 2016

Nytårsaften

Nytårsaften er en særlig aften. Det er en aften, hvor vi tvinges til at gøre en slags status. Vores tanker går tilbage på året, der gik. Blev det, som vi håbede? Hvad blev der af alle de planer, vi havde forrige nytårsaften? Måske er der noget, vi fortryder, fra året der gik. Noget vi har gjort eller sagt. Måske har året bragt store omvæltninger. Det er alt sammen noget, der kan fylde os denne aften.
Samtidig er det også en dag, hvor vi ser fremad. Der er nogle af os, som ikke ser frem til året, der kommer. Det kan være, fordi bekymringer og krav fylder alt for meget. Man kender alt for godt til grublen og vågne nætter. Der er mennesker, som ikke ved om nytåret vil bringe helbredelse eller det modsatte.
Men de fleste af os ser frem mod det nye år med forventning. Der ligger et helt nyt ubrugt år foran os. Tænk, hvad vi kan bruge de 365 dage til… Vi regner på, hvad det kan blive til, hvis bare vi blev bedre til dit og lader være med dat. Vi finder på nytårsfortsætter. Alt det, vi gerne vil være bedre til. Alligevel ved vi, at det ofte går sådan, at vores gode intentioner falder til jorden. Vi ville det egentlig så godt, men det blev ikke rigtig til noget.
Måske er vi ligesom kvinden i historien med konen og æggene. Mens hun går til markedet med æggene i kurven, regner hun på, alt det hun skal bruge pengene til. Hun drømmer og forestiller sig alt det gode, hun kan købe. Og så sker det, at hun taber æggene. Hendes drømme brister. Sådan går det vist med de fleste af vores nytårsfortsætter.
Det kan være meget godt med alle de menneskelige nytårsfortsætter og ønsker om, hvordan vi gerne vil bruge livet. De vidner om en dybtgående længsel i os om, at alt skal blive godt. Vores indflydelse på fremtiden er dog begrænset. Der er nogle ting, vi kan ændre på, men der er også mange ting, som kommer til os. Her kan vi hverken gøre fra eller til. 
Det er anderledes med Gud. Han har stor magt. Han kunne ændre tingene, og han gjorde det. Man kunne kalde det er slags Guds nytårsfortsæt. Gud ville ændre verdens gang. Den gamle aftale, han havde haft med menneskene, var god. Gud udstedte gode love for sit folk, og hvis de adlød dem, fik de et godt liv. Problemet var, at menneskene gang på gang kom til kort. De kunne ikke leve op til budene. Derfor måtte Gud gøre noget. Han sendte sin søn til verden for at besejre døden. Gud ville og kunne gøre verden bedre, så alle kommende generationer kunne få evigt liv.
Det havde Gud lovet os mange gange op igennem historien. Han lovede det til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. Han lovede det til sit folk gennem profeterne. Profeterne sagde det på mange forskellige måder. Dybest set handlede alle deres forudsigelser om, at Gud engang ville sende en frelser til jorden. Gud havde altså lovet det gang på gang. Heldigvis er der stor forskel mellem menneskelige håb og drømme for fremtiden og Guds. For Gud holdt det, han lovede. Hans nytårsfortsæt dengang blev til noget.
Han sendte sin frelser til Jorden og gav ham navnet Jesus. Det er et ganske særligt navn. Navnet Jesus betyder ”Herren Frelser”. Og hvad er det, vi moderne mennesker har brug for at blive frelst fra? Jo vi har en fjende vi ikke kan besejre: Døden. Den har vi brug for at blive frelst fra.
Alle mennesker skal dø. Det er en kendsgerning, vi med jævne mellemrum må sande, når en af vores bekendte eller kære dør fra os. Det har ikke forandret sig. Vi dør stadig, selvom Gud har sendt sin søn til verden. Det er rigtigt, at vi skal dø, men Gud har lovet os evigt liv. Og Gud holder, hvad han lover.
Hvilken betydning har Guds nytårsfortsæt så for vores liv? Hvordan mærker vi det?
Jo, vi får lov at gå ind i det nye år med håb. Håb om, at døden er besejret en gang for alle. Håb om, at dem vi har mistet lever evigt sammen med Gud. Håb om, at vi selv er Guds børn, og vi også skal leve evigt.
Lad mig illustrere det med en lille historie:
En ung, livsglad og selskabelig kvinde skulle dø. Hun bad derfor sin præst om et sidste besøg. De planlagde det praktiske i forbindelse med begravelsen. Den unge kvinde bad om at blive begravet med en gaffel i hånden.
Præsten undrede sig over det og kunne ikke lade være med at spørge hende, hvorfor hun ville have en gaffel med i kisten. Kvinden forklarede, at hun elskede fester og god mad. Og når man til et middagsselskab bliver bedt om at beholde sin gaffel, så ved man altid, at nu er der noget endnu bedre på vej ind på bordet. På samme måde ønskede hun, at fortælle sine kære, at hun var klar til, at der nu kom noget endnu bedre.

Den unge kvinde havde forstået påskens budskab. Hun elskede sit liv og de mennesker, hun delte det med. Men hun forstod også, at uden opstandelsen går vi glip af det bedste.
Hermed ikke sagt, at vi ligefrem skal se frem til vores død – det gjorde den unge kvinde heller ikke. Men vi skal turde tro på, at der venter noget bedre på den anden side.
Med det håb går vi ind i det nye år.
Godt nytår
Amen


24. december 2016

Juleaften. Du skal ikke blive til noget - du er noget!

Hvordan bliver vi til noget?
Hvordan opnår jeg succes i livet? Hvad vil jeg gerne huskes for, når jeg ikke er her mere? Hvordan bliver jeg til noget?
De spørgsmål stiller vi engang imellem. Vi vil alle gerne have succes. Børn og unge drømmer om at komme til at ligne deres pop- og sportsidoler. De vil gerne lykkes, og det vil vi andre dybest set også. Vi vil sætte et aftryk - være noget særligt? Spørgsmålet er: Hvordan bliver vi det?
Hvordan får jeg et meningsfyldt liv? Hvordan får jeg set det jeg gerne vil og hørt min melodi? Får de oplevelser der er vigtige for mig og bruger mig selv på en god måde?
Hvornår lykkes vi?
Hvornår lykkes vi? Her op mod jul er der mange forventninger til den perfekte jul. Anden skal være langtidsstegt med et rosastrejf, juletræets grene skal være helt symmetriske, børnene skal have det smukke nyindkøbte juletøj på, sneen skal ligge som en tyk dyne og alle skal være glade.
Ve den, der ikke har nået at bage mindst 7 julesmåkager eller den, der har taget for let på julerengøringen. Ve den, der ikke har nået at lave juledekorationerne. Ve den, der har glemt at give børnebørnene pakkekalender. Vi stiller store krav til os selv og hinanden. Julen skal være perfekt. Og vi skal opleve at vi er glade ved hinanden
Men livet handler ikke om at være perfekt. Det er normalt i et menneskeliv, at alt ikke er perfekt. Engang imellem skælder vi ud på hinanden. Vi svigter hinanden og taler hinanden ned. Bliver skuffede over vores nærmeste. Og over os selv – oplever at vi ikke slår til i forhold til at være dem, der gerne ville være. Engang imellem kan vi føle os ensomme. Det er ikke hver morgen vores ægtefælle ser lige smuk ud. Ja selv en juleaften kan være god, selvom der er et menneske vi savner så brændende. Så det hele behøver ikke være perfekt.
Hvad har kristentroen at sige til os?
I kristentroen får vi at vide, at lykken ikke er, at det hele lykkes. Succes måles ikke på, hvor meget vi udretter og hvor perfekte vi er.
Gud vender det hele på hovedet. Han lod sin søn føde i en stald. Jesus så ikke ud af noget særligt. Han aflagde den guddommelige magt og kraft. Han fik et helt almindeligt liv Ikke et ekstraordinært liv på mange måder. Et liv ikke som storfyrste men som menneske med hverdage og opgaver, trivialiteter
Var Jesus så en succes? Ikke i verdens øjne, men Gud kunne bruge det, der ikke blev regnet for noget. Han brugte Maria. En helt almindelig kvinde uden nogen særlig stamtavle eller nogen særlige meritter. Hun blev Jesu mor.
Eller de første barselsgæster. Det var nogle tilfældige simple hyrder. De var nogle af de laveste i samfundshierarkiet dengang. Alligevel var det dem, der først fik lov at høre nyheden og se den lille dreng. Det var netop ikke farisærerne eller kong Herodes, som blev kaldt hen til det lille barn. Samfundets spidser var ikke inviteret. Gud kunne bruge dem, der ikke var perfekte. Sådan er det også i dag. Gud kan bruge os, som ikke er perfekte succesfulde mennesker.
Kollega
For nylig var jeg til afskedsgudstjeneste hos en kollega. Han var meget vellidt i sognet og kirken var stuvende fuld. Alle var mødt op for at fortælle ham, at han havde været fantastisk. Så sad jeg der på kirkebænken og tænkte: Hvordan bliver en præst egentlig en succes? Hvornår lykkes en præst?
Er det når kirken er stuvende fuld hver søndag? Er det, når han får sagt det helt rigtige til en bisættelsessamtale, så de pårørende går trøstet derfra? Er det når folk siger: Nøøj han var helt ligesom vi andre?
Nej, det er slet ikke det, som gør en god præst. Det er menigheden og Gud selv, som gør en god præst. Vi vokser gennem opbakning fra menigheden og vi brænder igennem, når vi modtager kraft fra Gud. Og sådan er vi præster ikke noget særligt – det gælder for os alle. Vi vokser når vi modtager opbakning og kærlighed fra andre mennesker og fra Gud. Vi har alle modtaget så meget godt fra Gud. Vi har mange privilegier. Vi kan stå raske ud af sengen, vi har noget at stå op til. Vi lever langt væk fra Syriske borgerkrige og sudanske sultsituationer. Der er masser af gode gaver i livet vi har fået givet.
Vi lykkes ved at være noget for nogen
Så hvordan lykkes vi? Hvordan bliver vi til noget? Ja sådan spørger vi alle igen og igen. Og Gud svarer os. Du skal ikke blive til noget, du er noget. Du behøver ikke gå rundt og stræbe efter at blive en succes og skabe dig et navn. Du er allerede en succes. Jeg har skabt dig, præcis som jeg ville det. Vi er skabt i Guds billede. Det må vi godt være stolte af.
Alt for ofte måler vi succes helt forkert: På, hvor mange penge vi har tjent, eller hvor betydningsfuldt et job vi har haft? Når et menneskes liv skal gøres op, er det der definerer succes noget helt andet. Det er i højere grad, hvor god man har været til at give penge og kærlighed fra sig. Vi lykkes ved at være noget for nogen.
Det var netop det, Jesus viste os. Han levede et liv som tjener. Han stræbte ikke efter magt og ære. Han delte ud af sin kærlighed og glæde til alle andre mennesker. Jesu lære til os er, at vi skal være noget for andre.

Om god majs
Lad mig fortælle en historie. En amerikansk bonde dyrkede meget god majs på sin gård. Hvert år tilmeldte han sin majs til delstatens konkurrence for de bedste afgrøder - hvert år vandt han. Et år blev han interviewet af en journalist. Han ville gerne vide, hvad hemmeligheden var bag hans prisbelønnede majs. Tja, sagde bonden. Jeg har en særlig hemmelighed. Jeg deler altid rundhåndet ud, af min gode såsæd til mine naboer.
Journalisten blev overrasket og spurgte nærmest bebrejdende: Jamen, hvordan kan du dele ud af din gode prisvindende såsæd til dine naboer?
Jo, sagde bonden. Det er da ikke så svært at forstå. Vinden fanger pollen og fører den med sig fra mark til mark. Hvis mine naboer dyrker dårlig majs, så vil krydsbestøvningen betyde, at min majs lige så stille også bliver ringere. Hvis jeg vil dyrke god majs, bliver jeg nødt til at hjælpe mine naboer.
Afslutning: Vi er noget og vi skal være noget!
Denne juleaften kan vi minde hinanden om det. Vi er noget fordi vi er skabt af Gud. Og vi skal være noget for andre. Det er sådan, vi får succes. Det er sådan, vi lykkes. Ved at de andre lykkes. Vi er noget og vi skal være noget for andre.

Amen

16. oktober 2016

Din egen skyld

Prædiken 21. s. eft. trin.
Din egen skyld
Det er din egen skyld! Sådan lyder det igen og igen. Hvis du ikke kan finde et arbejde, er det fordi, du ikke har søgt ihærdigt nok - eller også er du for kritisk. Det er din egen skyld. Hvis du er overvægtig, er det fordi, du ikke har viljestyrke nok. Det er din egen skyld. Hvis du dumper en eksamen, er det fordi du ikke har læst nok? Det er din egen skyld. Hvis du bliver skilt, er det fordi, I ikke har kæmpet nok for at holde sammen. Det er med andre ord din egen skyld.
Det gennemsyrer vores samfund. Du er selv skyld i din lykke eller ulykke. Du er din egen lykkes smed, kunne vi sige. Det er taberagtigt at opføre sig som om, vi er ofre for noget. Du skal tage dig sammen. Du har alle muligheder – du skal bare tro på det og kæmpe for det! Op på motionscyklen og drøn derudaf. Men, hvad er det egentlig for et menneskesyn, der ligger bag den tankegang? Hvis man fører den tanke til ende, så bestemmer vi alt i livet selv. Det er der vel ikke nogen, der i fulde alvor vil mene…
Har vi fortjent lykken og ulykken?
Har vi fortjent den lykke og medgang vi oplever? Det må man fx som nybagte forældre spørge sig selv om. Har jeg fortjent den lykke, som er blevet lagt i mine hænder? Er det noget, jeg får, fordi jeg har været et godt menneske? Hvad er det lige, jeg har gjort, som gør, at jeg fortjener det?
Og har vi fortjent den ulykke, som rammer os? Hvad med sygdomme og trafikulykker? Det er et enormt ansvar at pålægge det enkelte menneske. Findes der så slet ikke noget, der hedder tilfældigheder? Er det altid vores eget ansvar, når livet går skævt? Er det vores egen skyld?
Hvor må det især være svært at være ung i dag. De unge skal træffe så mange valg, og hvis de fejler. Hvis de vælger noget forkert – ja så er det deres egen skyld. De er udsat for et enormt forventningspres fra deres omgivelser og også fra dem selv. 
Jesus forholder sig også til spørgsmålet
Det er ikke nogen ny tanke, at vi selv er ansvarlige for det onde, der sker. I det gamle testamentes tid opererede man med et ordsprog, der hed: Fædrene spiste sure druer – og sønnerne får stumpe tænder. Altså, det fædrene har gjort påvirker børnenes liv i negativ retning. Børnene får straffen for det.
Også Jesus blev spurgt til det dilemma. Er det Guds straf, når der sker noget ondt? Nogle mennesker fortalte Jesus om en grufuld episode. Vi forstår nok ikke helt, hvorfor det er så slemt i dag. På Jesu tid var det en rædsel. Pilatus havde blandet nogle menneskers blod med offerdyrs blod. For en jøde var blod noget urent, og der var mange regler for omgangen med blod. Derfor var det forfærdeligt, det, som var sket. En slags terrorhandling fra Pilatus. Var det de menneskers egen skyld, spørger de Jesus?
Vi får også et andet eksempel, som er lettere at følge. Der var et tårn, som var styrtet ned over nogle tilfældige mennesker i en lille by Siloa. Var de større syndere end andre, spørger Jesus. Og han svarer selv med et højt og utvetydigt NEJ.
Kristendommen afviser denne tanke. Vi er ikke selv ansvarlige for alt, hvad der sker. Vores liv er i Guds hænder. Det onde sker, og det kan være forfærdeligt. Vi lever i en verden, hvor vi og vore kære kan blive ramt af sygdom og trafikulykker, hvornår det skal være. Og vi får ikke noget svar på, hvorfor det sker. Vi kan ikke altid pege og finde en årsag til det. Det onde sker engang imellem. Det er grusomt, og det rammer tilfældigt. Vi kan ikke altid forklare hvorfor. Og det skal vi heller ikke.
Og det onde er ikke Guds straf mod os. Vi behøver ikke frygte Guds straf i livet. Ulykker rammer os ikke, fordi vi tænker negativt, har dårlige kostvaner eller dårlig opførsel. Gud vælter ikke tårne ned over os. Han forfølger og straffer ikke. Verden er uretfærdig. Det går ikke de onde ondt og de gode godt.
Hvad kan vi gøre?
Jesus fortsætter med at fortælle en lignelse om et figentræ. Det er et dårligt figentræ, som ikke bærer frugt. Vi får ikke en forklaring på, hvorfor det ikke bærer frugt. Vi ved ikke, hvorfor den ulykke har ramt træet - og så endda tre år i træk. Til gengæld hører vi, hvad vi kan gøre. Vi kan nemlig være som gartneren.
Vi skal ikke spekulere så meget over andres skæbner. Vi kommer aldrig frem til et overbevisende svar på, hvorfor nogen bliver ramt af ondskab, sygdom eller død, mens andre går fri. Nej, spekuler i stedet over din egen rolle og dine handlemuligheder nu. Lignelsen får en appellerende karakter mod os. Hvordan udnytter du din tid og det du kan gøre? Pointen er til at forstå. Overvej ikke hvis skyld det er, når nogen bliver ramt af det onde, men vær nær hos de ramte. Vis omsorg og plej dem. Og gør det tilmed ud over al rimelighed. Vi skal ikke gå rundt og lede efter hvad der er andres skyld – i stedet skal vi være som gartneren. 
Jesus som gartneren
For netop sådan er Gud. Gartneren er både et billede på, hvordan vi skal være og på, hvordan Jesus er. Det er nemlig en højst usædvanlig gartner, vi møder. Han passer og plejer det ufrugtbare træ. Han tror på det selv efter tre dårlige år, hvor det ikke har givet frugt. Det er en fuldstændig vanvittig omsorg for et figentræ. Det var ikke et særligt træ på Jesu tid. Der var nok af dem. Derfor bliver denne historie lignelsen om et under. Underet er, at gartneren ikke giver op.
Vi mennesker er som det ufrugtbare træ. Vi bliver ufrugtbare i vores overdrevne tro på, at vi selv er ansvarlige for alting. Vi bliver ufrugtbare, når vi går og påpeger andres ansvar, i stedet for at være nær hos dem. Vi ufrugtbare træer har brug for at høre lignelsen om et under. Vi får Guds ufortjente tålmodighed, stik imod al rimelighed.
Det er en enorm trøst for os.

Amen

17. september 2016

Følg mig

17.s. eft. trin. Mark 2,14-22
Følg mig nu
Følg mig siger Jesus. Det er en kommando til os i dag. I vores tid er vi vant til at blive spurgt til, hvad vi synes om forskellige ting. Hvordan har du det med det her? Det er lige før skolebørn bliver spurgt om, hvor de synes Grønland ligger. Jesus spørger os ikke, hvad vi synes om jomfrufødsel, engle og opstandelser fra de døde. Han kommanderer: Følg mig. Bliv fanatiker. Her er ikke plads til lappeløsninger, symptombehandlinger, halve løsninger og spring over hvor gærdet er lavest. Tag det eller lad være. Det er radikaliteten i hans ord i dag.
Og jeg kan godt blive lidt skræmt – for kan man ikke bare være lidt kristen. Sådan bare kristen engang imellem… Jeg er jo slet ikke så troende, som jeg burde være. Stoler jeg nok på det her? Er min omvendelse så radikal, som Jesus kræver?
Følg mig Levi
Følg mig sagde Jesus til Levi dengang. Han sagde ikke: Har du tid og lyst til at følge mig Levi? Han udstak en kommando: Følg mig! Det hørte tolderen Levi. Han rejste sig fra toldboden og fulgte Jesus. Ikke nogen betænkeligheder. Ikke noget med: Må jeg lige sige farvel til min kone? Eller jeg har lige noget, jeg skal have afklaret inden. Det ville være naturligt, hvis Levi havde sagt: Jeg kommer om et par dage og skal nok indhente jer. Nej, han forlod straks sit gamle liv og fulgte Jesus.
Levi stod op. Det er det samme ord, som bruges ved Jesu opstandelse. Anastasis. Levi stod op. Han stod op fra det døde toldbodsarbejde, han udførte, og fulgte Jesus. Det er den radikale efterfølgelse, vi ser her, ligesom det var for de øvrige disciple. De forlod det, de var i gang med. De forlod hus og hjem for at følge Jesus. De valgte den radikale ændring, og der skete noget helt nyt i deres liv. Nu skulle de følge efter ham, som ville gøre alting nyt. Ham, som fik dem til at se med nye øjne på verden.  
Følg mig med besvær
Følg mig siger Jesus også til os. Selvom vi ikke føler os som de flittigste kristne og som de største lydige efterfølgere. Selvom vores tro ikke er stor, så har Kristus sat noget i gang i os. Hans kald vækker genklang i os.
Og nej, det bliver ikke kun behageligt. Livet i hælende på Kristus er ikke altid en dans på roser. Det er ikke sådan, at vi bliver rige og berømte, når vi følger Jesus. Der er ikke en høj status forbundet med det. Vi får ikke mange likes på facebook, når vi går i hans fodspor. Kristus kalder os til ydmyghed, afkald og til altid at tage de svages parti.
En gang imellem giver det os noget bøvl. Vi bliver revet ud af vores bekvemmelighedszone. Vi får ikke så meget tid til os selv og vores eget ego. Vi må bruge tid og penge på andre end os selv. Vi må se med nye øjne på os selv og de andre. Det er ikke let – heldigvis får vi hjælp fra Gud.
Følg mig til nadverbordet
Følg mig siger Jesus. Det er det bedste for jer. Jeg vil give jer kraft. I skal ikke selv finde kræfterne til at leve et liv i efterfølgelse af mig. Nej, jeg vil selv give jer kraft. Det kan I få ved nadverbordet. Her inviterer Gud os til måltid. Et styrkende måltid.
Martin Luther sagde: Vi skal ikke spise nadveren – vi skal æde den. Han ville gerne betone, hvor meget vi har brug for nadveren. Vi har brug for den til at leve vores liv som kristne. Vi skal kaste os frådende over den, ligesom hvis vi ikke havde fået noget at spise hele ugen og så endelig stod ved et veldækket bord. Sådan skal vi indtage nadveren og blive styrket ved det. Det er nødvendig føde for os, så vi kan leve vores kristenliv.
Igen ved indstiftelsen stikker Jesus ordrer ud. Tag det og spis det. Drik alle heraf. Igen findes der ingen halve løsninger. Tag imod det eller lad være. Og hvem er det, der har brug for nadveren? Det er ikke de raske, der har brug for en læge, siger Jesus. Det er de syge. Det er synderne, som har brug for tilgivelsen ikke retfærdige. Dem, som ikke kan klare det hele selv.
Så nadveren er ikke til de perfekte. Det er ikke til de selvretfærdige. Hvad skulle de også få ud af det? Nej, det er tværtimod til alle os almindelige mennesker. Jesus spiste både med samfundets spidser farisærerne og samtidig med toldere og syndere. Vi møder den sprængfarlige menneskesøn. Han sprænger vores forståelse af kærligheden, vores forståelse af retfærdigheden. Han sprænger vores forståelse af, hvem der er indenfor og udenfor.
Ved nadverbordet bliver det tydeligt, at vi alle er lige. Her gør vi det samme som Jesus. Vi spiser sammen med skøger og toldere. Ingen har nogen fortrin. Vi har alle brug for måltidet på trods af vores forskelligheder. Her knæler vi ved siden af hinanden. Dronningen knæler ved siden af drankeren. Forretningsmanden ved siden af den fattige. Mediedarlingen ved siden af morderen. Pessimisten ved siden af pensionisten. Her er vi lige. Vi har alle brug for det, Jesus vil styrke os med. Vi tvinges ind i et fællesskab, hvor vi er lige for hinanden og lige elsket af Gud.
Følg mig i hverdagen
Hvordan bevarer vi det så? Forvandlingen er sket med os. Vi er blevet hans efterfølgere og har nu fået kraft til det ved nadverbordet. Hvordan lever vi det liv ud? Hvordan følger vi efter Kristus, når hverdagen kalder? Når vi rejser os fra kirkebænken som Levi og nu skal ud og følge efter Kristus. Hvordan kan vi fastholde det, vi har fået givet, når vi lever i en ond og uretfærdig verden. Når alle spørgsmålene engang imellem står i kø? En verden, hvor trafikulykker rammer voldsomt og tilfældigt, hvor vi alle kan blive ramt af sygdomme? En verden, hvor døden kan snige sig ind på os når som helst. Hvordan kan vi blive ved med at fokusere på Guds gode gaver i sådan en verden?
Hvordan kan vi fastholde det, vi har fået ved gudstjenesten, så det styrker os til det evige liv? Hvordan kan det blive til ægte ihukommelse og ikke bare et behageligt privat minde?
Hvad siger og gør vi som menighed med de usle, forsømte og misbrugte mennesker, som lever hos os? Hvor hurtigt lader vi herren forsvinde fra festen, så andre kræfter kan komme til?
Den gave vi får ved alteret. Guds tilgivelse og kraft til at leve vores menneskeliv. Det kan hurtigt blive en dejligt privat søndagserindring. Når hverdages travlhed og mange gøremål kommer brusende ind mod os er det ikke så let at fastholde. Så ryger Guds liv, tro, håb stille og roligt i baggrunden. Så kan det måske komme frem til næste søndag igen.
Følg mig sammen
Jeg tror løsningen er, at vi skal følge Kristus sammen. Vi skal ikke gå vejen alene. Vi er en menighed, som følges ad. Vi skal være der for hinanden, bære hinanden. Vi disciple, vi Kristusefterfølgere skal hjælpe hinanden med at huske på den gave, vi har fået.
Vi skal være tro mod det nye liv, vi er begyndt at leve. Vi skal være Jesu troende disciple. Disciple, som ved, hvor de hører til. Disciple, som tager imod gaven fra ham. Disciple, som tager udfordringen op og følger Kristus.
Gud har lagt en ny sang i munden på os, som vi skal synge. Så lad os være som nye sække. Nye sække, som kan rumme den unge lovsangsvin. Den Gud så gavmildt hælder på os. Lad os være frimodige og hengivende. Lad os gå til nadver og æde. Være som de fyldebøtter, der vitterligt trænger til at få noget i sækken. Lad os tage imod ham og lad os følge ham.

Amen  

13. september 2016

prædiken til stafet for livet

Salmisten skriver: Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset. Sl 139,1-12

Findes Gud? Sidder der en Gud deroppe som passer på mig og mine kære? Det er et stort spørgsmål – og det er meget svært at forholde sig til. Det er noget de fleste ikke tænker over til dagligt. Hverdagen går jo bare med børn, der skal i skole, kaffe der skal drikkes, penge der skal tjenes, mobiltelefonen som skal passes og alt det andet. Jo, der er nok at se til.
Alligevel sker det, at vi engang imellem ikke kan lade være med at stoppe op. Når vi oplever store glæder. Når vi står med vores nyfødte barn i hænderne og ikke kan rumme al den lykke som strømmer igennem os. Når vi siger ja til vores udkårne eller når vi har fået en god karakter til en svær eksamen. Eller når vi står ved den smukkeste solnedgang et naturskønt sted. Så er det lykkefølelsen forplanter sig i os og vi tænker: Måske er der en eller anden deroppe, som er større end mig…
Men det er ikke kun, når vi rammes af lykkefølelsen, vi må stoppe op. Det kan også være, når tingene går skævt. Når kæresten slår op, eller når vi dumper til eksamen. Når vi får at vide, at en af vore kære har fået kræft eller en af vore kære skal dø. Livet kan gå i stå på et øjeblik. Så er det, vi stopper op fra vores daglige trummerum og må gøre os overvejelser. Vi spørger: Findes der en Gud, og hvorfor forhindrer han så ikke det onde og meningsløse i at ske? Mange har i den situation bedt en bøn opad, om der ikke er en eller anden, som vil gribe ind.
Nogen har måske forkastet Gud. Når Gud ikke har gjort noget ved mine problemer, så har jeg ikke noget at bruge ham til. Gud har ikke hørt mig - så findes han ikke. Gud har ikke forhindret det onde – hvad skal jeg så bruge Ham til? Det kan være dybe alvorlige sår, som har gjort at vi reagerer sådan. Det kan også være, at et negativt møde med os som kirke eller vi som præster har fået et menneske til at tage afstand fra kirken og Gud.
Det er slet ikke så enkelt, det der med tro. Det kan være svært for os at tro på Gud. Særligt hvis vi ikke kan bruge ham til at løse de sværeste problemer, vi kan komme ud for – eller hvis han ikke forhindrer de værste katastrofer i at ske.
Men Gud har ikke lovet at vores liv bliver uden problemer. Han har ikke lovet, at han vil fjerne alt det onde. Nej, han har lovet os at være med os i det onde. Vi bliver ikke efterladt alene i det, vi kan komme ud for, som er ondt eller meningsløst. Det kan gøre ondt. Der kan ske skrækkelige ting. Men vi skal ikke være alene i det. Gud er hos os. Vi kan tale med ham om det der gør ondt.
Gud er en omsorgsfuld og barmhjertig Gud. Han kender vores dybeste hemmeligheder. Han kender vores frustrationer og kampe. Han kender vores ønsker og drømme. Han kender vores tro og tvivl. Gud kender os til bunds. Selvom Gud kender os, så vil han stadig have noget med os at gøre. Selv hvis jeg graver mig ned og forskanser mig. Hvis jeg går ind i det dybeste mørke inde i mig selv – så kan Gud se i mørke.
Det var så smukt i går aftes til lysceremonien. Da alle lysene blev tændt og lyste op i mørket. Sådan er det også med Gud. Han tænder lys og fordriver mørket i vores liv.

Nogle gange står alle spørgsmålene i kø for os. Det kan være når vi oplever store glæder eller en stor sorg. Vi kan føle os helt alene og omsluttet af mørket. Men Gud forlader os aldrig. Han har lovet, han vil være med i mørket sammen med os. Han går med os hele vejen, selv ned i dødens mørke. Mørket er ikke mørke for Gud – Gud tænder lys i mørket.
Amen

3. august 2016

HÅB

9.s.eft. trin. 2. række

Håb
Det skal handle om håb i dag. Det kristne håb. Det håb, som fordriver frygten og giver os livsglæde. Det håb, som styrker os og giver os livskraft.
Det er ellers ikke håbet, vi sidder tilbage med, når vi har hørt Jesu ord til os i dag. Han fremhæver det enorme ansvar, vi har fået givet. Vi er alle sammen Guds tjenere. Vi har fået meget betroet af Gud, og skal bruge vores evner godt. Vi er Guds medarbejdere, og vores opgave er at sprede hans kærlighed overalt i verden. Vi skal være vågne, tro og kloge. Jesus stiller i det hele taget mange og store forventninger til os. Det kan gøre os lidt bange. For hvordan er det, vi forvalter de gaver, vi har fået? Hvordan skal det gå os, hvis vi engang skal aflægge regnskab for det hele.
Frygt
Hvordan skal det gå os. Ventetid hænger ofte sammen med frygt. Når vi venter på resultatet fra lægen eller resultatet fra jobsamtalen. Eller når man står uden for eksamenslokalet og venter på at skulle ind og have sin karakter. Vi er bange for, hvad der skal ske. Hvad nu hvis det ikke gik, som vi håbede?
Frygt er for alvor på dagsordenen i denne tid. Vi hører ofte om terroranslag rundt om i verden. Vi hører om Kriminalitet og voldtægter her i vores lokalområde. Vi er bange for hvad den øgede indvandring skal føre med sig. Jo frygten har tag i os i denne tid.
Vi kan også frygte for, hvad der skal ske med os, når vi selv eller vores kære dør. Skal vi i himlen eller i helvede eller bliver vi bare til ormemad nede i jorden. Sidder Gud som dommer i himlen og skal dømme mig og mine gerninger? Særligt kan det gøre mig bange, hvis Gud ser, hvad jeg har brugt mit liv på. Lægger han mærke til alt det onde, jeg har gjort i mit liv? Hver eneste selvisk og ond tanke?
Denne frygt kan hurtigt komme til at fylde meget for os. Hvad skal der mon ske med os og vore kære? For vi løn som vi fortjener? Men evangeliet vil det modsatte af at indgyde frygt. Evangeliet vil fordrive frygten med det kristne håb. Evangeliet vil indgyde håb i os. Håb om et liv og en fremtid sammen med Gud. Den fortælling vi lige hørte begyndte med Jesu ord: Frygt ikke!
Guds rige på forskud
Det må være kodeordet til denne søndag, at vi ikke skal frygte i ventetiden. Det er forudsætningen for at høre resten. Vores far har nemlig allerede givet os riget. Det er ikke noget, vi skal gøre os fortjent til. Belønningen er givet til os på forhånd. Selvom vi forkludrer det hele og tænker mest på os selv, så er vi allerede blevet lovet belønningen. Det er på den baggrund, vi skal høre de mange formaninger og forventninger til os som Guds tjenere. Vi har fået Guds rige i gave. Og vi har fået det på forskud.
Derfor er vores liv en forventningens tid. Det er en tid, hvor vi kan se fremad og kan gå og glæde os til det gode, der skal komme. Vi kan leve i tillid til, at Gud nok skal sørge for os.
Hvem Håber vi på?
Det kristne håb er noget ganske særligt. Det er ikke et håb til os selv. Vi håber på noget uden for os selv. Vi håber på, at Gud tager sig af os. Det kan vi håbe på, fordi vi har hørt, at Gud er omsorgsfuld, barmhjertig og kærlig. Det er det billede, vi får af Gud i biblen. Særligt gennem Jesu person. Her hører vi om mennesker, som har erfaret Gud sådan. Og da Gud samtidig har magt, kan han sætte sig igennem og gøre det, han vil. Det er håbets grundlag. Der er en mægtig instans uden for os selv Gud, som har magt til at føre sin gode vilje igennem.
Det kan gøre noget ved os og vores liv, at have det håb. Når vi lever i denne forventning er det glæden, der bærer os. Håbet kan farve vores liv. Håbet kan give os livskraft.
Pigen fra Bosnien
Der er en fantastisk beretning fra krigen i Bosnien, der fortæller om hvad det kristne håb gør ved mennesker. Et fransk tv hold interviewede en 17 årig pige. Hun havde set mere ondskab og lidelse end de fleste gør gennem et helt liv.
Hele din ungdom er blevet ødelagt af krigen, sagde journalisten. Du har set mennesker, der har slået ihjel, du har set mennesker dø. Hvordan kan du fortsætte med at tro på en god og kærlig Gud efter alt det, du har oplevet?
Den 17 årige pige så forbavset på journalisten. Ingen kunne undgå at se hendes forbavselse over spørgsmålet. Og så sagde hun tre ting.
Tror du, det er Gud, der har ført krig i Bosnien?
Hun holdt en lille pause, før hun fortsatte:
Og hvordan tror du, vi kunne klare al den lidelse, al den sorg, hvis ikke Gud havde givet os kraften. Journalisten var nu allerede trådt et par skridt tilbage, men pigen var endnu ikke færdig. Hendes øjne glødede, da hun afsluttede med endnu en sætning. Og hvordan kan du bilde dig ind, at vi tør tro på fremtiden. En fremtid hvor bosnier, serbere og kroatere lever side om side – hvis ikke Gud er med os?
Det er sjældent set, at en journalist har stået så nøgen tilbage. Uden manusskript, uden flere spørgsmål. For hvad er der mere at spørge om. Man kunne tydeligt mærke, at de kom fra to forskellige verdener. Journalisten havde set krigens elendighed, tilbagelænet i sin rolige og behagelige TV sofa. Han kunne tillade sig at stille spørgsmålet om Gud virkelig eksisterede. For ham havde svaret ikke den store betydning.
Pigen derimod kom fra 5 år med krig. Hun havde været plaget af angst både dage og nætter. Ikke et eneste sekund kunne hun leve uden Gud. En anden støtte end Guds, havde hun ikke kunnet finde i sin kaotiske og utrygge verden.
Vores håb
Også vi kan støtte os til Guds løfter. Når vores verden ramler sammen. Når sygdom og død overvælder os, så er det håbet skal bære os. Det er håbet som giver os livsglæden og livskraften tilbage. Håbet kan holde os oppe og dets bærekraft er stor.
Esajas siger det egentlig så godt. ”De der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes”. Det kristne Håb giver livskraft. Nu kunne man tro, at håbet gør os passive – det er jo Gud som skal handle. Men det virker omvendt. Det er dem, som er uden håb, der kan bliver passive af modløsheden og afmagtsfølelsen. Det kristne håb motiverer os til at handle. Det sætter os i gang. Håbet motiverer os til at stille os til tjeneste for Gud. Det er sådan vi bliver Guds medarbejdere.
Afslutning
Vi må derfor ikke se, alle de formaninger og forventninger Jesus har til os som en byrde, der bliver lagt på ryggen af os. Vi skal gå omkring med håbet printet i panden. Guds løfte til os om den evige arv, der venter på os. Det skal motivere os til at handle. Håbet giver os livskraft og lyst til at virke.
Amen





Håbsbekendelse
Gud, hvor skaber! Det er vort Håb, at du altid vil vise din kærlighed og din omsorg for os og den verden, du har skabt.
Kristus, vor frelser! Det er vort håb, at du som af kærlighed har givet dig selv for vor skyld, vil gå foran os gennem livet og døden.
Helligånd, vor vejleder! Det er vort håb, at du vil lære os sandheden at kende og hjælpe os til at høre Guds ord som livets ord.
Det er vort håb, at håbet må holdes i live og styrkes i os, og at det må være en glæde og hjælp i vort liv med hinanden.
Det er vort håb, at der må spire et håb frem hos alle, der ikke kan øjne noget håb, og at der må være et lys, når håbløshedens mørke truer, og alt synes at lukke sig foran os.
Det er vort håb, at vi må få lov til at leve og dø med håb, og at vi altid må være med i fællesskabet mellem Gud, og hans søn, Jesus Kristus.

Amen

29. maj 2016

en bisættelse

1. s. eft. trin. 2. række

Rygtet
Det var en mærkelig bisættelsessamtale. Det var så svært at finde ud af, hvad jeg skulle skrive i talen. Hvor skulle jeg begynde, når der ikke var noget positivt at sige om det menneske? Hvor må han have levet et ensomt liv, tænkte jeg?
Det begyndte med, at jeg hørte rygtet i byen. Byens rigeste mand Svend var død. Pludselig faldet om på badeværelset - ramt af et hjertestop. En mand i sin bedste alder midt i 50 erne. Han var blevet fundet sådan, og der gik ikke lang tid, inden rygtet var ude i hele byen.
Bedemanden
Jeg var altså forberedt, da bedemanden ringede. Alligevel blev jeg overrasket. Vi snakker jo altid lige kort om bedemandens oplevelse af samtalen med de pårørende, mens vi fastsætter et tidspunkt for handlingen. Jeg blev overrasket, fordi Bedemanden ikke mente, der ville komme så mange til bisættelsen. Nå, ja sagde jeg – sådan siger folk ofte, og så viser det sig, at der kommer flere, end de regnede med. En mand i den alder, så skal der nok komme mange, sagde jeg til hende. Der er jo både familie, forretningsforbindelser og venner – så det skal nok blive en fuld kirke.
Samtalen
Det var åbenbart en ældre bror, jeg skulle have samtalen med. Jeg svingede op mod den store herregård og blev ganske betaget af den flotte lindealle, som gik op mod gårdspladsen. Det var et prægtigt syn og temmelig overvældende, som alle de nybyggede lader med korn tronede i morgensolen. Det var ikke svært at se, at denne mand havde haft mange penge.
Broderen begyndte med at beklage, at der ikke var kommet flere til samtalen. Svend havde 5 søskende, sagde han, men Svend havde ikke rigtig noget med nogen af dem at gøre. Nogle småkonflikter omkring pengeforhold havde udviklet sig og gjort, at de ikke så hinanden mere. De mødtes i familien, når nogen skulle begraves, konstaterede Svends bror tørt. Jeg undlod at kommentere det, og tænkte, at det fik vi nok rig lejlighed til at snakke om senere.
Jeg gennemgik i stedet forløbet med broren, så han kunne være lidt forberedt inden selve bisættelsen. Så skulle vi vælge salmer. Det viste sig, at broren ikke rigtig havde nogle ideer til salmer. Det havde aldrig sagt hverken Svend eller broren noget, det der med kirke og salmer og sådan noget, så han spurgte, om jeg ikke bare kunne vælge nogen. Det gjorde jeg. Da jeg bad ham uddybe Svends forhold til kirken, sagde broren tørt. Svend gik aldrig i kirke – heller ikke juleaften. Han troede ikke på sådan noget overnaturligt vås. Nej, folk der troede på en Gud, var ifølge Svend nogle være tossehoveder.  
Så fik jeg rullet Svends livsforløb op. Han havde altid været lidt en enspænder. Jeg fik indtrykket af at Svend havde været dygtig til forretninger. Hans mark havde givet godt, og virksomheden havde langsomt men sikkert vokset sig kæmpestor. Penge havde været målet for ham. Det havde også været det eneste. Venner og familie havde han stødt fra sig. Han havde snydt og bedraget alt og alle. Forretningsforbindelserne havde ikke noget godt at sige om ham andet, end at han overholdt de aftaler, de havde indgået.
Svend var død pludseligt uden at have ytret sig til nogen om, hvad han ønskede, der skulle ske med ham, når han døde. Derfor havde hans bror valgt, at Svend skulle ned i de ukendtes gravsted – det ville han have været glad for, fordi det var det billigste.
Talen?
Det var, hvad jeg kom hjem med. Et billede af en ensom mand, hvis eneste mål i livet var at blive rigere. Han havde prioriteret sig selv frem for de andre. Nu kunne det alligevel være, at der ikke var nok til at bære kisten ud.
Men hvad skulle jeg dog skrive i talen? Jeg havde jo vitterligt ikke et positivt udsagn at hæfte på manden. Jeg havde forsøgt at spørge ind til, om broren ikke kunne nævne nogen gode egenskaber, men det kunne han ikke. Nu er det jo begrænset, hvad vi præster får at vide om afdøde. Vi er afhængige af, hvad vi får at vide til samtalen med de pårørende. I dette tilfælde havde jeg ikke meget. Ud over samtalen med broren havde jeg kun avisens dækning, men den handlede mest om de erhvervsmæssige vindinger, Svend havde gjort sig. Det var jo dybest set ret ligegyldigt. Og så fortalte avisen om det magtspil, der nu var i gang med, hvem der skulle arve pengene.
Gudbilledlighed?
Men tænkte jeg, gemte der sig slet ikke noget godt i Svend? Gør der ikke det i alle mennesker? Er vi ikke skabt i Guds billede og ligner ham? Sådan har der garanteret været noget godt inde i Svend. Godt og grundigt skjult, men det var der. Alle gør deres bedste ud fra de forudsætninger de har. Flosklerne stod i kø inde i mit hoved. Jeg overvejede et kort øjeblik, om min tale skulle kredse om, at vi alle er skabt i Guds billede - også Svend. Alligevel lod jeg det ligge. Det var nok ikke gudbilledligheden, som stod klarest for de eventuelle deltagere til bisættelsen. 
Er der håb?
Er der håb for sådan en mand tænkte jeg? Når han nu var så ligeglad med kirken – er der ikke et minimum, vi skal opfylde, for at Gud gider havde med os at gøre? Er det nok bare at blive døbt og så ellers forkaste troen resten af livet? Jeg fik en tanke. Måske var Svend slet ikke medlem af folkekirken. Nej, det var han ikke, viste det sig. Han meldte sig ud på sin 18 års fødselsdag. Ja, så var det jo faktisk slet ikke mit bord. En udmeldelse bør vi respektere. Det er et aktivt valg, Svend har truffet om, at han ikke vil bisættes fra en kirke. Nu var der så bare ikke noget at gøre. Jeg havde jo haft samtalen og booket kirken. Jeg var sur på mig selv, at jeg ikke havde tjekket det inden.
Er jeg selv rig hos Gud?
Jeg lod talen ligge og tog hjem. På vej ud fra kontoret tjekkede jeg lige min netbank – om lønnen fra sidste måned nu var kommet ind. Så slog det mig: Er Svend og jeg så forskellige? Jeg nyder også at tjene penge. Det er rart at have økonomisk overskud og selv kunne bestemme mange ting. Altså forstå mig ret – jeg har mange gode relationer, og penge har en begrænset betydning for mig. Alligevel har pengene en betydning.
Jeg måtte erkende, at jeg ligner Svend på mange punkter. Vi forfejler begge målet. Ingen af os kan påberåbe os, at vi udelukkende tænker på andres ve og vel. I bund og grund er vi egoister. Er jeg selv rig hos Gud? Og hvad vil mine efterladte fortælle om mine prioriteringer i livet? Det spørgsmål kværnede rundt i mig resten af aftenen.
Måske var det emnet for min tale: At der er håb for os. Det hele afhænger ikke af os. Vi skal ikke selv optjene rigdom hos Gud. Vi skal ikke præstere noget, være så og så gode. Nej, Kristus har betalt for os. Det er ham, der gør os rige i Guds øjne. Aaaah, jeg kunne godt høre det. Det blev nok for langhåret for tilhørerne særligt nu hvor jeg kendte broren. Jeg faldt i søvn mens tankerne rumlede i mit hoved.
Hvad med himmelen
Da jeg kom tilbage til computeren dagen efter, var dokumentet med talen stadig gabende tom. Måske skulle jeg tage tyren ved hornene og stille det spørgsmål, jeg selv brændte mest for. Er der en plads i himlen hos Gud til Svend? Jeg tænkte, at det også måtte være det spørgsmål, eventuelle tilhørere sad med. Når han nu så åbenlyst havde fornægtet Gud og levet for egen vindings skyld. Ja, var der så et håb for ham?
Jeg huskede det, vi lærte dengang på pastoralseminariet. At vi aldrig skal sende nogen ind i himlen med vores tale. Den endelige dom må vi lade Vorherre om. Derfor er det vigtigt at formulere sig åbent. Altså i stedet for at sige: Nu er Svend hos Gud så sige, at vi har det håb, at Svend er hos Gud.
Talen begyndte langsomt at tage form. Her var der en fornem lejlighed til at sige, at det slet ikke er vores gerninger, det kommer an på. Selvom vi ofte dømmer hinanden på vores gerninger – så har Gud en helt anden målestok. Selvom vi forspilder de muligheder, vi får for at gøre godt mod andre. Selvom vi prioriterer vores tid forkert. Selvom vi gør pengene til vores Gud. Hvis vi endda forkaster alt og alle, ja så forkaster Gud ikke os. Vores gerninger har aldrig været adgangsbillet til himlen. Det er troen, omend den kan være nok så lille, der skal bære os igennem.

Selve bisættelsen
Det blev en stille og rolig bisættelse. Jeg gik derfra med en rigtig god følelse. Ham fik jeg sendt godt herfra, tænkte jeg, og et lille selvtilfreds smil bredte sig på mine læber.

Amen

15. maj 2016

Pinsedag

Er pinsedag noget særligt? Bortset fra at det er en skøn årstid, en dejlig fridag og i bedste fald lunt sommervejr, er det så noget særligt? Sker der noget pinsedag, som ikke sker andre dage i året?
I dag er intet særligt hændt
Den 4. juli 1776 var fødselsdagen for en ny nation i verden. Nemlig USA. Her blev den såkaldte uafhængighedserklæring underskrevet. De amerikanske stater ville ikke længere være under den engelske konge og trone. De havde erklæret sig frie. De havde startet en revolution. Hjemme i England sad den engelske konge King George 3. Han skrev dagbog. Og i dagbogen til denne dag skrev han. I dag er intet særligt hændt.
I dag er noget særligt hændt
Pinsen er blevet den glemte højtid i Danmark. Pinsen forbindes i højere grad med klargøring af hus, have eller båd eller den står på campingture. Kun få ved eller kan huske, hvorfor vi fejrer pinse. Mange af os sidder pinsedag og proklamerer ligesom King George 3, at der ikke er sket noget særligt denne dag. For vi er alle optaget af forår, familie og arbejde.
Men der er sket noget særligt. Noget der var så særligt, at det kan være svært at få øje på. I dag er en ganske særlig dag her i kirken. Pinsedag blev disciplene fyldt af Helligånden og fik mod til at gå ud i hele verden og fortælle om Jesus Kristus.
Mere af det gamle?
Hvad er det særlige – det nye, må vi spørge i dag? Hvad er det skelsættende?
Ja, det er i hvert fald ikke et nyt budskab Helligånden kom for at fortælle disciplene. Helligånden kom for at fortælle akkurat det samme som Jesus gjorde. Der er en tydelig kontinuitet mellem dem. Det kan man også se i teksten til i dag. Hvis man skulle nørde lidt, så er det interessant, at der siges det samme om Jesus som om Helligånden i det, vi lige har hørt. Helligånden skal komme snart og Jesus skal komme tilbage engang. Verden ser ikke Helligånden, og verden kan ikke se Jesus. Disciplene vil genkende Helligånden, og disciplene vil genkende Jesus. Helligånden vil tage bolig i disciplene, og Jesus vil tage bolig i dem. Det er simpelthen det samme, der siges om Jesus og Helligånden.
Helligånden kommer derfor ikke med noget andet, end det Jesus kom med. Han fortsætter det, Jesus satte i gang. Jesus kalder Helligånden en anden talsmand. Det må jo så indebære, at der er en første talsmand. Denne første talsmand er Jesus selv. De skal begge fortælle om Gud og gøre budskabet levende og vedkommende i menneskers liv. De skal skabe forbindelse mellem himmel og jord. Det er ikke det, som er nyt. Budskabet og målet er det samme.
Hvem kan – Helligånden kan
Men Helligånden kan noget, som Jesus ikke kunne. Han er ikke begrænset, som Jesus var det. Helligånden har ikke taget bolig i et menneske. Derfor kan vi tale om et nyt Gudsnærvær. Det er det nye, der sker. Gud kan gennem Helligånden være til stede på en ny måde i verden. Han kan være til stede mange steder samtidig. Han kan få os til at mærke Guds magt og kærlighed overalt i verden.
Hvad gør Helligånden
Sådan en kraft er Helligånden. Det er en enorm magt Gud har sluppet løs. Det er som en vældig kraft, der puster liv og sætter i gang. Uden den mægtige kraft, ville de få halv-forskrækkede disciple, Jesus talte til, ikke kunne udrette det, han bad dem om. De ville aldrig være nået ud i verden med budskabet.
Men hvordan beskriver vi den kraft, så det er til at forstå? Måske er der en grund til, at pinsens budskab ikke er så folkeligt forankret. Det er lettere at forholde sig til det, som sker i julen og påsken. Pinsen og Guds Helligånd er svære størrelser at forstå og forklare. Måske er det derfor mange siger, at der ikke er sket noget særligt i pinsen.
Ilden
Hvis vi skal forstå, hvad der sker, kan vi gribe fat i det billede, som evangelisten Lukas bruger. Helligånden er som en ild. Det var ildtunger, som kom ind af vinduet til disciplene. Ild kan have stor magt. Tænk bare på den skovbrand, der lige har hærget i Canada. På få dage har flammerne ædt et område, der er på størrelse med 2/3 af Fyn. Brandfolkene har kæmpet en indædt og heroisk kamp for at begrænse skaderne og forhindre ilden i at fortsætte til nye områder.
Det er enorme kræfter, som er på spil. Helligånden er som den ild. Ustoppelig og voldsom. Ilden satte sig på disciplene og Helligånden fyldte dem. Og nu kunne de ikke holde budskabet for dem selv. Helligånden udstyrede dem med evnerne til at formidle det videre. Disciplene fyldtes med mod og kraft.
Jeg tror vi kan sammenligne det med, når vi kommer til at brænde for noget. Når noget bliver så vigtigt for os, at det bare må lykkes for os. Sådan tror jeg disciplene havde det. Det brændte i dem for at fortælle om Jesus. De kunne simpelthen ikke lade være. Denne Guds kraft kan også forandre vores liv. Ilden brænder stadig og kan sætte os i brand. Vi kan hente kraft derfra.
De fejlende præster
Den kraft har vi brug for. Jeg har for nylig set udsendelsen om de unge præster, en serie som har gået på DR. I 4 afsnit, følger vi nogle unge nye præster. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, dengang jeg selv skulle træde i præsteskoene for første gang. Jeg kan sagtens spejle mig i de unge præster fra udsendelsen. Den usikkerhed og nervøsitet de udstråler er meget lig den jeg selv oplevede.
Det var en rigtig god serie, som viser en masse om præstearbejdet og at præster er meget forskellige. Det eneste jeg savner lidt i programmerne er, at de nye unge præster satte ord på alle de fejl, man laver. For det er uundgåeligt. Jeg er da faret vild i nadverindstiftelsen, jeg har glemt min prædiken til en plejehjemsgudstjeneste og jeg har lavet elendige salmevalg og skrevet virkelig dårlige prædikener.
Det sker i udpræget grad i begyndelsen af præstetiden, men jeg er ikke færdig med at lave fejl. Engang imellem går jeg ud fra en samtale og tænker, at her slog jeg slet ikke til. Det sker også, at jeg går ned fra prædikestolen og tænker på, hvordan jeg kunne have gjort det bedre. Ja, fejlene er bestemt ikke kun forbeholdt den første præstetid.
Engang imellem rammes jeg af følelsen af ikke at slå til – ikke at gøre det godt nok. Sådan tror jeg, vi alle kan have det. Nogle gange bliver jeg kaldt ud til opgaver, som ser alt for vanskelige ud. Men måske er det ikke så dårligt endda. At vi engang imellem føler os på Herrens mark – føler vi har brug for hjælp udefra. For i pinsen får vi at vide, hvor vi kan hente kraft. Vi skal ikke klare det hele selv. Vi skal ikke være fejlfri. Nej, Vi skal stille os selv til rådighed som Guds redskaber. Så vil Gud give os kraft. Så vil han sende sin Helligånd til os og komme os til hjælp.
Noget særligt?
Det ser ikke ud af noget særligt at gå i kirke pinsedag. Men det er noget særligt, vi får her. Der sker noget særligt, når vi spiser brødet og drikker vinen og henter kraft uden for os selv. Og der sker noget, når vi lytter til ord, der er klogere end præstens og vore egne. Ord som siger noget af det, vi ikke kan sige os selv. Der sker noget særligt pinsedag. Vi fejrer, at Helligånden virker i verden. Gud har sluppet enorme kræfter løs. Han får det til at brænde i os, så vi ikke kan holde budskabet for os selv.  Han tænder ild i menneskehjerter.
Amen

26. april 2016

Konfirmation: Jesus er døren

Joh. 10,1-9

For lidt tid siden stod I konfirmander ude i våbenhuset. I var glade og spændte og måske en lille smule nervøse. I ventede på, at døren skulle gå op. I skulle bare tage et lille skridt, så var I inde i kirken. Samtidig ved jeg, at det for jer var et stort skridt.
På en uforklarlig måde, så er det at gå ind ad kirkedøren netop i dag, noget særligt; Et trin videre i livet.  Den tro, som I er opdraget i. Den tro vi har beskæftiget os med i det år, der er gået – Den tager I til jer som jeres egen på en ny måde.
I véd, at Gud har åbnet en dør for jer, som ingen kan lukke. Men i dag mærker I det særligt.

I forældre tænker måske særligt i dag på alle de døre, I er gået igennem sammen med jeres søn eller datter.  Hvordan I forsigtigt bar jeres barn ud af døren på fødeafdelingen, og ind i jeres hjem. Kort efter bar I det ind ad kirkedøren og til dåb. Og sidenhen tog I jeres dreng eller pige ved hånden og gik ind ad døren til dagpleje, børnehave og skole. Døre til store glæder og døre til noget, der blev svært eller sorgfyldt. Døre på lette hængsler; og døre, der kun vanskeligt lod sig åbne. Dørene gennem barndommen.
Med til en festdag som i dag hører også at se tilbage gennem døren til barndommen - For nogen tid siden bad jeg jer og jeres forældre om at hjælpe mig med talen til i dag – og derfor denne dør (pege). På den ene side bad jeg jer forældre om at skrive nogle ord, for det I håber I har givet jeres børn med ud af døren fra barndommen.

Nogle af de ord i forældre skrev på døren var: Selvværd, empati, tryghed, ærlighed og ordentlighed – gode ord at tage med sig gennem døren til fremtiden. De døre, hvor mor og far ikke længere er der til at åbne dem for en.

I dag måtte I se til, mens jeres barn selv gik ind ad kirkedøren. I måtte se til på afstand – og I ved, at sådan bliver det også fremover. Fremtidens døre skal de selv gå gennem.

Kære konfirmander. Nu befinder I jer midt i ungdomstiden. Dejlig og forvirret er den periode. I står på dørtærsklen mellem jeres liv hjemme i familien og ind til jeres liv som voksne.
Dørtærskler og overgange er spændende – men man har også altid vidst, at de rummede farer. I nogle lande har man endda ment, at der boede onde ånder i dørtrinnet. Det er faktisk derfor, at det er en gammel tradition, at bruden bæres over dørtærsklen til hjemmet: For at beskytte hende mod alt ondt. Jeres forældre ved godt, at den tid er kommet, hvor de ikke kan bære jer over dørtærskler – heller ikke i overført betydning. I går selv. I skal gå selv. 

I dag vil jeg gøre jer opmærksomme på en ganske særlig dør. Det er en dør, I ikke selv skal finde eller selv åbne. Det er en dør, man heller ikke sådan behøver at mase sig igennem for at komme ind. Det er en særlig dør, hvor man hverken skal bruge trylleformularer, nøglekort eller sikkerhedsgodkendte Ruko nøgler for at åbne. Den dør åbnes ikke, fordi I har gjort eller præsteret et eller andet, taget en eksamen eller sådan noget. Den åbnes, fordi I er jer og fordi I er til. Det er nemlig himmeldøren.
”Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke” siger Gud - Den dør, der blev åbnet ved jeres dåb. Den har åbnet for en ny og større virkelighed – og den dør er åbnet på vid gab. Den lukkes aldrig.  Den er åbnet af, at Gud og Jesus har sagt til hver enkelt af jer: Jeg elsker dig. Du er velsignet. Jeg kalder dig ved navn. Du er min. Gud har åbnet himmeldøren, for han er selv døren.
Amen


Kære konfirmander
Tak for en dejlig konfirmationsforberedelsestid. Jeg har nydt at være sammen med jer. Vi har lavet mange sjove ting. Vi har overnattet her i kirken og været på natløb, vi har lavet et bønnetræ med jeres egne bønner, vi har snakket om døden, Gud og meningen med livet, vi har lavet film, I har hørt historier, lært at bede fadervor og sige trosbekendelsen og I har endda fået lov til at udkæmpe et drabeligt slag, hvor I måtte slå på jeres præst med sværd. I er nysgerrige, spørgelystne og kritiske unge mennesker. Det er gode egenskaber, når I skal til at åbne døre ind til fremtiden.
I mange eventyr er der nogle særlige døre. Man skal kunne et trylleord eller have en magisk nøgle, for at komme ind. Sådan kan vi også godt tænke om vores liv en gang imellem. Hvor er det trylleord, der åbner alle døre og gør alting nemt?
 ”Sesam sesam, luk dig op!” Sådan siger man i eventyrene – og helt uden besvær springer døren op og man får guldskatte og prinsesser og halve og hele kongeriger. Og alle lever lykkeligt til deres dages ende.
Vores liv er ikke et eventyr på den måde. I vil opleve at åbne de forkerte døre. I vil opleve at døre bliver lukket i for næsen af jer og I vil også opleve at skulle sige det svære farvel og lukke døre bag jer.
Sådan er livet også. Bag fremtidens dør er der desværre ikke kun vilde gode oplevelser, rigdom, en god familie og venner. Det er nogle af de ord, som I konfirmander har skrevet, som noget af det I håber møder jer i fremtiden.
Men husk det I har lært her i kirken til konfirmationsforberedelse. At der er en, som går med jer gennem alle døre ind i fremtiden. Det er Jesus Kristus. Han forlader jer aldrig, heller ikke når fremtiden ikke blev som I håbede. Jesus siger om sig selv, at han er døren. Døren ind til en evig fremtid. Det er vores håb, når døden en dag indhenter os. At han da selv vil åbne døren ind til det himmelske liv for os. Det er hans gave til jer, I om lidt skal sige Ja tak til.

Kære konfirmander:
Tillykke med døren der er åbnet på vid gab for jer – og held og lykke med alle de døre i fremover skal åbne. Husk at Jesus Kristus gerne vil gå med jer på vejen.

Til lykke med konfirmationen.

10. april 2016

Jesus sætter os fri

Jesus sætter os fri

2. s. efter påske Joh 10,22-30

Afstanden
I dag møder vi billedet af Jesus som en hyrde. Billedet er lidt slidt. Der er utallige malere, der har forsøgt at gengive det motiv. Ofte males den hvide langhårede pæne og rene vesterlænding, som kommer gående med et får hen over skulderen.
Det kan godt være lidt vanskelig at forstå det billede Jesus giver os i dag. Den historiske afstand er svær at overvinde. Hvis Jesus havde udtalt sig i dag, ville han så have sagt: Jeg er den gode landmand? Eller jeg er den gode svineavler? Eller er det noget helt andet, der ligger i billedet?
Det er svært at forstå billedet. Hvordan var det at være hyrde og får på Jesu tid? Alligevel kan vi gøre os forestillinger. Jeg tænker, at noget væsentligt ved billedet er, at Hyrden leder i frihed. Der er ikke en lukket fold. Der er ikke nogen fysiske barrierer, der holder fårene tæt ved hyrden. Nej der er åbne marker, hvor fårene kan bevæge sig frit rundt.
Hvad siger billedet?
I dag vil jeg dykke ned i, hvad det billede siger os om Jesus. Hvad er det, vi skal høre om ham? Måske kan jeg tydeliggøre, hvad Jesus vil sige i dag ved at se på, hvad han ikke siger. Han siger ikke: Jeg er som en svinebonde, og I er grisene. Grisene er indespærret i folden og kan ikke komme væk. Eller for at gøre det endnu værre. Jeg er som en bonde med burhøns. Vi har nok alle set billeder af burhøns, som lever under minimale boligforhold, hvor bevægelsesfriheden er minimal. Nej, det er heldigvis ikke det billede Jesus giver os. Tværtimod siger Jesus, at han er som en fårehyrde, der leder sine får på græs. Vi kan forestille os de åbne grønne marker. Friheden.
At føre med stemmen
Læg også mærke til, hvordan hyrden fører sine får. Det er ikke en stok, der leder fårene på rette vej. Man kunne sagtens forestille sig en hyrde, som slog sine får for at opdrage dem. Det er heller ikke bidske hunde, der leder fårene. Nej, Jesus fører alene ved at bruge sin stemme. Han kalder fårene hen til det rette sted – hen til de gode marker. Sådan fører Jesus os gennem livet. Ikke ved at lægge en masse regler ned over os. Ikke ved at spærre os inde bag et lukket hegn. Ikke ved at straffe os hver gang vi gør noget forkert. Nej, vi bliver vejledt af hans røst. Jesus vil give os frihed - sætte os fri.
Ved vi da overhovedet noget om, hvordan det er at være fanget? Hvordan opleves det, at blive spærret inde i en celle? Hvordan føles det, når nøglerne bliver drejet rundt, og der kun er den rungende stilhed tilbage i cellen? Hvordan er det at sidde i en celle, hvor det eneste lys er det, der kommer ind gennem et lille vindue med tremmer foran? Hvordan er det at kigge på den låste dør, som man ikke selv kan åbne og gå ud af? Hvordan er det at være fanget?
Og hvordan føles det at genvinde sin frihed? Hvordan er det endelig en dag at bliver sluppet ud i friheden. Hvor må det være overvældende. Den dag døren bliver åbnet, og dagslyset endelig kan strømme ind. Den dag fangen kan gå ud som et frit menneske. Ud, der hvor fangen kan gå hen hvor han vil og selv kan bestemme over sit liv.
Er vi frie eller fanget?
Men, hvad med os? Er vi frie, som vi går og tror? Vi lever i en tid, hvor vi har frihed som aldrig før. Vi kan rejse jorden tynd. Begynde på den uddannelse vi har lyst til. Vi kan bo hvor vi vil, spise hvad vi vil og klæde os som vi vil. Vi er frie som aldrig før. Det er rigtigt.
Alligevel vil jeg mene, vi er fanget som aldrig før. Vi er fanget af andres vurderinger af os. Vi kan ikke lade være med at overveje, hvad de andre tænker om os. Vi er flokdyr og følger trends som andre har sat. Vi er omgivet af en masse krav fra samfundet, fra vores venner og fra os selv. Vi skal yde for at kunne nyde, Vi skal have gode karakterer i skolen, Vi skal virke selvsikre og se ud som om vi har tjek på det hele. Vi skal se smarte ud, og vi skal have et godt omdømme. Vi er fanget af kravet om forandring og selvpromovering. Ja, vi er fanget af rigtig mange ting.
Jesus vil sætte os fri
I dag skal vi høre, at Jesus vil sætte os fri. Han vil befri os fra det, vi er fanget af. Han kalder os ud af vores fangenskab. Han vil, at vi skal se på os selv som et af hans får. Vi skal ikke leve op til noget for at være hans. Gud elsker os for det vi er, og ikke for det vi gør. Det så vi tydeligt i kristendommens hovedperson Jesus Kristus. Da han gik nede på jorden fik han øje på dem, som ingen andre så. Han løftede mennesker op. Han inviterede dem indenfor, som de andre ikke regnede for noget. Han viste, at alle har værdi i Guds øjne. Ja han valgte endda at dø i stedet for os. Derfor må vi tro på, at han elsker os. Også selvom vi ikke lever op til alle de krav, der bliver stillet til os alle mulige steder fra.
Hyrdebilledet
Det er det, hyrdebilledet viser os. Gud er en omsorgsfuld Gud. Vi kan have tillid til, at han kan og vil vogte sine får. Gud har magten, så ingen eller intet kan rive os ud af hans hånd. Vi er hans. Samtidig elsker han os, sine får ufatteligt højt og vil, at vi ikke skal fare vild og gå fortabt. Han vil sætte os fri, fra alt det vi er fanget af. Det gør han ved at vejlede os. Han vil gerne lede os på vej gennem livet. Vi må lytte til ham så tit og ofte, at vi kan høre, når det er ham, der taler. Det er sådan vi bliver frie.

Amen

27. marts 2016

Påskedag: Døden er besejret

Døden er et tabu. Den er ubehagelig at tale om. Det er noget, vi skal forholde os til engang i fremtiden, om mange år når vi bliver gamle, og ikke noget vi gider snakke om nu.
Jeg har mange samtaler med pårørende før bisættelser eller begravelser. Her finder jeg ofte ud af, at de pårørende ikke har talt med den afdøde, om, hvad der skulle ske når døden indfandt sig. Det kunne man ikke, siger de. Det var for ømtåleligt et emne at berøre.
Hvorfor er det så svært at tale om døden? Vi kan jo være stensikre på, at den kommer. Er det, fordi vi er bange for den? Er det derfor, vi gemmer døden væk og forsøger at glemme, at den kommer til os før eller siden?

Her i kirken vil vi gerne minde folk om døden. Ikke for at vi skal gå og være bange og kede af det hele tiden. Nej, vi skal mindes om døden, fordi påmindelsen kan give livet rigdom. Vi har for nylig lavet en 50 års udviklingsplan for Damager Kirkegård – den, der ligger lidt længere ude af Ribe Landevej. En af de gode ting, der er at sige om denne plan, er, at muren, som vender ud mod Ribe Landevej, kun skal være halvt så høj. Det skal den, for at alle os, der kører forbi, skal kunne se ind på kirkegården. Fortravlede mennesker på vej til arbejde skal dagligt blive mindet om døden.
Det er en del af planen, fordi her i kirken er vi ikke bange for døden. Den er ikke noget, vi skal frygte eller lade være med at tale om, indtil der er en, der ligger i en kiste. Den er heller ikke noget, vi skal skubbe foran os. Nej, døden må vi godt blive mindet om.
Visheden om, at vi skal dø, giver perspektiv til livet og fornyet glæde over livet – den kan gøre livet større. Døden kan tydeliggøre livets rigdomme og få os til at påskønne alt det gode, der er i livet. Vi ved jo ikke, hvor længe vi lever. Så det er et privilegium at stå ud af sengen hver morgen og være sund og rask – kunne tage livet til os og udfolde os – glæde os over det. Det skal den lave kirkegårdsmur minde os alle sammen om.
En anden funktion, den lave kirkemur skal have, er, at minde os om vores afdøde. Vi må endelig ikke glemme dem. Vi skal bringe alt det gode, de har givet os med videre ind i vores liv. De gode oplevelser, vi har haft, er værd at mindes. Det skal vi huske på, når vi får øje på gravene inde på Damager Kirkegård på vej til arbejde.
For hvad sker der, hvis vi lever vores liv og bilder os selv ind, at vi selv og vore kære aldrig skal dø? Ja, så bliver vi overrumplet gang på gang. Så snyder vi os selv. Der er ikke noget, vi kan være mere sikre på, end at vi skal dø engang.
Det faktum gør, at mange forsøger at kæmpe mod døden. Denne kamp mod døden er en håbløs kamp, som er tabt på forhånd. I vores kultur er det smart at være evig ung, og vi jager det på alle mulige måder. Det er smart at være ungdommelig, og selv en gammel mand som mig har ikke opgivet håbet om at blive professionel fodboldspiller.
Vi forsøger at flygte fra alderdommen ved at leve sundt, tælle hvor mange skridt vi går og lever som om, vi kunne klare det hele. Vi forsøger at skjule og dække over de alderdomstegn, som langsomt sætter sig på vores kroppe. Men hvem er det, vi forsøger at narre? Vi kan ikke løbe fra døden. Om vi vil det eller ej, så skal vi dø engang. Det kan vi ikke ændre på. Langsomt, men sikkert bliver vi ældre. Vi kan ikke vinde over døden. Lad os opgive den kamp på forhånd. Vi kan ikke besejre døden.

Der findes kun én, som kan besejre døden. Og det er Gud. Det er det, påskedag handler om. Gud rullede stenen fra gravhulen og vækkede Jesus til live igen. Han sprængte dødens magt påskemorgen. Stenen blev rullet væk, og livet strømmede ud. Den sejr, Jesus vandt, gælder for os i dag. Vi har fået et levende håb. Et håb om, at Gud også kan hente os ud af graven. At der på den anden side af dødens grænse venter os et evigt liv i himlen sammen med Gud og alle vore kære. Det er sådan vores håb udbasuneres i dag.
Men hvordan var det opstandelsesbudskabet blev modtaget påskemorgen? Jo, der kom nogle kvinder til graven. De blev bange, da de mødte Herrens engel. Hans udseende var frygtindgydende. Derfor forsøgte englen at berolige dem. Han fortalte dem det glædelige budskab om, at Jesus var opstået fra de døde.
Kvinderne kunne have jublet og gået syngene derfra, men det var som om budskabet ikke blev forstået. De løb derfra og var både fyldt af frygt og samtidig stor glæde.
Hvorfor reagerede de sådan på budskabet om Jesu opstandelse? Kunne de slet ikke se al den glæde, det lys og det håb, der strømmede ud fra graven?

Måske er kvindernes reaktion ikke så mærkelig endda, for hvordan reagerer vi på budskabet? Går vi fra den tomme gravhule med håbet printet i panden? Går vi hjem fra gudstjeneste og er ved at sprænges af glæde over, at Gud kan hente os ud af graven og er stærkere end døden?
Går vi fra kirke med så stor en glæde, at vi ikke kan lade være med at fortælle andre om det. Fornemmer vi sejrens sødme og opstandelsens glæde i vores liv? Når vi stilles over for døden, kan vi så se den i øjnene uden frygt, fordi opstandelsen har forplantet sig i os? Fordi opstandelsen er blevet en del af os?

Ofte er det frygten og tvivlen, der er tydeligst hos os. Hvorfor er det sådan? Måske skulle vi bestemme os for, at gøre alvor af opstandelsens budskab og tage Gud på ordet? På vores egne gravsten kunne vi jo skrive: ”Han er ikke her” eller ”hun er ikke her”. Ville det ikke være at handle i evangeliets ånd - Tage opstandelsen alvorligt? Så ville vi få en helt ny kirkegård med lutter tomme grave. Vores håb er jo, at alle de døde skal opstå til liv.

Påske og opstandelse er ikke bare noget, der på mirakuløs vis fandt sted dengang for snart 2000 år siden. Det er kræfter, der er sluppet løs, og som virker igen og igen. Det er et liv, der ikke kan holdes nede.
Vi skal gøre alvor af opstandelsens budskab lige her og nu, mens vi lever. Vi behøver ikke være bange for døden mere. Den kan vi kan tale frimodigt og højt med hinanden om. Og den behøver vi ikke gemme væk bag en høj kirkegårdsmur, så ingen skal mindes unødigt om døden. Døden er besejret en gang for alle. Vi er på vinderholdet og kan gå rundt med sejrsattitude. Og når vi engang skal dø kan vi gå den i møde med håbet om det evige liv printet i panden.

Glædelig påske!