Døden er et
tabu. Den er ubehagelig at tale om. Det er noget, vi skal forholde os til
engang i fremtiden, om mange år når vi bliver gamle, og ikke noget vi gider
snakke om nu.
Jeg har mange samtaler
med pårørende før bisættelser eller begravelser. Her finder jeg ofte ud af, at de
pårørende ikke har talt med den afdøde, om, hvad der skulle ske når døden
indfandt sig. Det kunne man ikke, siger de. Det var for ømtåleligt et emne at
berøre.
Hvorfor er det
så svært at tale om døden? Vi kan jo være stensikre på, at den kommer. Er det,
fordi vi er bange for den? Er det derfor, vi gemmer døden væk og forsøger at
glemme, at den kommer til os før eller siden?
Her i kirken
vil vi gerne minde folk om døden. Ikke for at vi skal gå og være bange og kede
af det hele tiden. Nej, vi skal mindes om døden, fordi påmindelsen kan give
livet rigdom. Vi har for nylig lavet en 50 års udviklingsplan for Damager
Kirkegård – den, der ligger lidt længere ude af Ribe Landevej. En af de gode
ting, der er at sige om denne plan, er, at muren, som vender ud mod Ribe
Landevej, kun skal være halvt så høj. Det skal den, for at alle os, der kører
forbi, skal kunne se ind på kirkegården. Fortravlede mennesker på vej til
arbejde skal dagligt blive mindet om døden.
Det er en del af planen, fordi her i kirken er vi ikke
bange for døden. Den er ikke noget, vi skal frygte eller lade være med at tale
om, indtil der er en, der ligger i en kiste. Den er heller ikke noget, vi skal
skubbe foran os. Nej, døden må vi godt blive mindet om.
Visheden om, at vi skal dø, giver perspektiv til livet
og fornyet glæde over livet – den kan gøre livet større. Døden kan tydeliggøre livets
rigdomme og få os til at påskønne alt det gode, der er i livet. Vi ved jo ikke,
hvor længe vi lever. Så det er et privilegium at stå ud af sengen hver morgen
og være sund og rask – kunne tage livet til os og udfolde os – glæde os over
det. Det skal den lave kirkegårdsmur minde os alle sammen om.
En anden
funktion, den lave kirkemur skal have, er, at minde os om vores afdøde. Vi må
endelig ikke glemme dem. Vi skal bringe alt det gode, de har givet os med
videre ind i vores liv. De gode oplevelser, vi har haft, er værd at mindes. Det
skal vi huske på, når vi får øje på gravene inde på Damager Kirkegård på vej
til arbejde.
For hvad sker
der, hvis vi lever vores liv og bilder os selv ind, at vi selv og vore kære
aldrig skal dø? Ja, så bliver vi overrumplet gang på gang. Så snyder vi os
selv. Der er ikke noget, vi kan være mere sikre på, end at vi skal dø engang.
Det faktum gør,
at mange forsøger at kæmpe mod døden. Denne kamp mod døden er en håbløs kamp,
som er tabt på forhånd. I vores kultur er det smart at være evig ung, og vi jager
det på alle mulige måder. Det er smart at være ungdommelig, og selv en gammel
mand som mig har ikke opgivet håbet om at blive professionel fodboldspiller.
Vi forsøger at
flygte fra alderdommen ved at leve sundt, tælle hvor mange skridt vi går og
lever som om, vi kunne klare det hele. Vi forsøger at skjule og dække over de
alderdomstegn, som langsomt sætter sig på vores kroppe. Men hvem er det, vi
forsøger at narre? Vi kan ikke løbe fra døden. Om vi vil det eller ej, så skal
vi dø engang. Det kan vi ikke ændre på. Langsomt, men sikkert bliver vi ældre.
Vi kan ikke vinde over døden. Lad os opgive den kamp på forhånd. Vi kan ikke besejre
døden.
Der findes kun
én, som kan besejre døden. Og det er Gud. Det er det, påskedag handler om. Gud
rullede stenen fra gravhulen og vækkede Jesus til live igen. Han sprængte
dødens magt påskemorgen. Stenen blev rullet væk, og livet strømmede ud. Den
sejr, Jesus vandt, gælder for os i dag. Vi har fået et levende håb. Et håb om,
at Gud også kan hente os ud af graven. At der på den anden side af dødens
grænse venter os et evigt liv i himlen sammen med Gud og alle vore kære. Det er
sådan vores håb udbasuneres i dag.
Men hvordan var
det opstandelsesbudskabet blev modtaget påskemorgen? Jo, der kom nogle kvinder
til graven. De blev bange, da de mødte Herrens engel. Hans udseende var
frygtindgydende. Derfor forsøgte englen at berolige dem. Han fortalte dem det
glædelige budskab om, at Jesus var opstået fra de døde.
Kvinderne kunne
have jublet og gået syngene derfra, men det var som om budskabet ikke blev
forstået. De løb derfra og var både fyldt af frygt og samtidig stor glæde.
Hvorfor reagerede
de sådan på budskabet om Jesu opstandelse? Kunne de slet ikke se al den glæde,
det lys og det håb, der strømmede ud fra graven?
Måske er
kvindernes reaktion ikke så mærkelig endda, for hvordan reagerer vi på budskabet?
Går vi fra den tomme gravhule med håbet printet i panden? Går vi hjem fra
gudstjeneste og er ved at sprænges af glæde over, at Gud kan hente os ud af
graven og er stærkere end døden?
Går vi fra
kirke med så stor en glæde, at vi ikke kan lade være med at fortælle andre om
det. Fornemmer vi sejrens sødme og opstandelsens glæde i vores liv? Når vi
stilles over for døden, kan vi så se den i øjnene uden frygt, fordi
opstandelsen har forplantet sig i os? Fordi opstandelsen er blevet en del af
os?
Ofte er det
frygten og tvivlen, der er tydeligst hos os. Hvorfor er det sådan? Måske skulle
vi bestemme os for, at gøre alvor af opstandelsens budskab og tage Gud på ordet?
På vores egne gravsten kunne vi jo skrive: ”Han er ikke her” eller ”hun er ikke
her”. Ville det ikke være at handle i evangeliets ånd - Tage opstandelsen alvorligt?
Så ville vi få en helt ny kirkegård med lutter tomme grave. Vores håb er jo, at
alle de døde skal opstå til liv.
Påske og opstandelse er ikke bare noget, der på
mirakuløs vis fandt sted dengang for snart 2000 år siden. Det er kræfter, der
er sluppet løs, og som virker igen og igen. Det er et liv, der ikke kan holdes
nede.
Vi skal gøre
alvor af opstandelsens budskab lige her og nu, mens vi lever. Vi behøver ikke
være bange for døden mere. Den kan vi kan tale frimodigt og højt med hinanden
om. Og den behøver vi ikke gemme væk bag en høj kirkegårdsmur, så ingen skal
mindes unødigt om døden. Døden er besejret en gang for alle. Vi er på
vinderholdet og kan gå rundt med sejrsattitude. Og når vi engang skal dø kan vi
gå den i møde med håbet om det evige liv printet i panden.
Glædelig påske!
