1. s. eft. trin. 2. række
Rygtet
Rygtet
Det var en mærkelig bisættelsessamtale.
Det var så svært at finde ud af, hvad jeg skulle skrive i talen. Hvor skulle
jeg begynde, når der ikke var noget positivt at sige om det menneske? Hvor må
han have levet et ensomt liv, tænkte jeg?
Det begyndte med, at jeg
hørte rygtet i byen. Byens rigeste mand Svend var død. Pludselig faldet om på
badeværelset - ramt af et hjertestop. En mand i sin bedste alder midt i 50
erne. Han var blevet fundet sådan, og der gik ikke lang tid, inden rygtet var
ude i hele byen.
Bedemanden
Jeg var altså forberedt,
da bedemanden ringede. Alligevel blev jeg overrasket. Vi snakker jo altid lige
kort om bedemandens oplevelse af samtalen med de pårørende, mens vi fastsætter
et tidspunkt for handlingen. Jeg blev overrasket, fordi Bedemanden ikke mente,
der ville komme så mange til bisættelsen. Nå, ja sagde jeg – sådan siger folk
ofte, og så viser det sig, at der kommer flere, end de regnede med. En mand i
den alder, så skal der nok komme mange, sagde jeg til hende. Der er jo både
familie, forretningsforbindelser og venner – så det skal nok blive en fuld
kirke.
Samtalen
Det var åbenbart en ældre
bror, jeg skulle have samtalen med. Jeg svingede op mod den store herregård og
blev ganske betaget af den flotte lindealle, som gik op mod gårdspladsen. Det
var et prægtigt syn og temmelig overvældende, som alle de nybyggede lader med
korn tronede i morgensolen. Det var ikke svært at se, at denne mand havde haft
mange penge.
Broderen begyndte med at
beklage, at der ikke var kommet flere til samtalen. Svend havde 5 søskende,
sagde han, men Svend havde ikke rigtig noget med nogen af dem at gøre. Nogle
småkonflikter omkring pengeforhold havde udviklet sig og gjort, at de ikke så
hinanden mere. De mødtes i familien, når nogen skulle begraves, konstaterede
Svends bror tørt. Jeg undlod at kommentere det, og tænkte, at det fik vi nok
rig lejlighed til at snakke om senere.
Jeg gennemgik i stedet
forløbet med broren, så han kunne være lidt forberedt inden selve bisættelsen.
Så skulle vi vælge salmer. Det viste sig, at broren ikke rigtig havde nogle
ideer til salmer. Det havde aldrig sagt hverken Svend eller broren noget, det
der med kirke og salmer og sådan noget, så han spurgte, om jeg ikke bare kunne
vælge nogen. Det gjorde jeg. Da jeg bad ham uddybe Svends forhold til kirken,
sagde broren tørt. Svend gik aldrig i kirke – heller ikke juleaften. Han troede
ikke på sådan noget overnaturligt vås. Nej, folk der troede på en Gud, var ifølge
Svend nogle være tossehoveder.
Så fik jeg rullet Svends
livsforløb op. Han havde altid været lidt en enspænder. Jeg fik indtrykket af at
Svend havde været dygtig til forretninger. Hans mark havde givet godt, og virksomheden
havde langsomt men sikkert vokset sig kæmpestor. Penge havde været målet for
ham. Det havde også været det eneste. Venner og familie havde han stødt fra
sig. Han havde snydt og bedraget alt og alle. Forretningsforbindelserne havde
ikke noget godt at sige om ham andet, end at han overholdt de aftaler, de havde
indgået.
Svend var død pludseligt
uden at have ytret sig til nogen om, hvad han ønskede, der skulle ske med ham,
når han døde. Derfor havde hans bror valgt, at Svend skulle ned i de ukendtes
gravsted – det ville han have været glad for, fordi det var det billigste.
Talen?
Det var, hvad jeg kom
hjem med. Et billede af en ensom mand, hvis eneste mål i livet var at blive
rigere. Han havde prioriteret sig selv frem for de andre. Nu kunne det
alligevel være, at der ikke var nok til at bære kisten ud.
Men hvad skulle jeg dog
skrive i talen? Jeg havde jo vitterligt ikke et positivt udsagn at hæfte på
manden. Jeg havde forsøgt at spørge ind til, om broren ikke kunne nævne nogen
gode egenskaber, men det kunne han ikke. Nu er det jo begrænset, hvad vi præster
får at vide om afdøde. Vi er afhængige af, hvad vi får at vide til samtalen med
de pårørende. I dette tilfælde havde jeg ikke meget. Ud over samtalen med
broren havde jeg kun avisens dækning, men den handlede mest om de
erhvervsmæssige vindinger, Svend havde gjort sig. Det var jo dybest set ret
ligegyldigt. Og så fortalte avisen om det magtspil, der nu var i gang med, hvem
der skulle arve pengene.
Gudbilledlighed?
Men tænkte jeg, gemte der
sig slet ikke noget godt i Svend? Gør der ikke det i alle mennesker? Er vi ikke
skabt i Guds billede og ligner ham? Sådan har der garanteret været noget godt
inde i Svend. Godt og grundigt skjult, men det var der. Alle gør deres bedste
ud fra de forudsætninger de har. Flosklerne stod i kø inde i mit hoved. Jeg
overvejede et kort øjeblik, om min tale skulle kredse om, at vi alle er skabt i
Guds billede - også Svend. Alligevel lod jeg det ligge. Det var nok ikke
gudbilledligheden, som stod klarest for de eventuelle deltagere til
bisættelsen.
Er der håb?
Er der håb for sådan en
mand tænkte jeg? Når han nu var så ligeglad med kirken – er der ikke et minimum,
vi skal opfylde, for at Gud gider havde med os at gøre? Er det nok bare at
blive døbt og så ellers forkaste troen resten af livet? Jeg fik en tanke. Måske
var Svend slet ikke medlem af folkekirken. Nej, det var han ikke, viste det sig.
Han meldte sig ud på sin 18 års fødselsdag. Ja, så var det jo faktisk slet ikke
mit bord. En udmeldelse bør vi respektere. Det er et aktivt valg, Svend har
truffet om, at han ikke vil bisættes fra en kirke. Nu var der så bare ikke
noget at gøre. Jeg havde jo haft samtalen og booket kirken. Jeg var sur på mig
selv, at jeg ikke havde tjekket det inden.
Er jeg selv rig hos Gud?
Jeg lod talen ligge og
tog hjem. På vej ud fra kontoret tjekkede jeg lige min netbank – om lønnen fra
sidste måned nu var kommet ind. Så slog det mig: Er Svend og jeg så forskellige?
Jeg nyder også at tjene penge. Det er rart at have økonomisk overskud og selv
kunne bestemme mange ting. Altså forstå mig ret – jeg har mange gode relationer,
og penge har en begrænset betydning for mig. Alligevel har pengene en
betydning.
Jeg måtte erkende, at jeg
ligner Svend på mange punkter. Vi forfejler begge målet. Ingen af os kan
påberåbe os, at vi udelukkende tænker på andres ve og vel. I bund og grund er
vi egoister. Er jeg selv rig hos Gud? Og hvad vil mine efterladte fortælle om
mine prioriteringer i livet? Det spørgsmål kværnede rundt i mig resten af
aftenen.
Måske var det emnet for
min tale: At der er håb for os. Det hele afhænger ikke af os. Vi skal ikke selv
optjene rigdom hos Gud. Vi skal ikke præstere noget, være så og så gode. Nej,
Kristus har betalt for os. Det er ham, der gør os rige i Guds øjne. Aaaah, jeg
kunne godt høre det. Det blev nok for langhåret for tilhørerne særligt nu hvor
jeg kendte broren. Jeg faldt i søvn mens tankerne rumlede i mit hoved.
Hvad med himmelen
Da jeg kom tilbage til
computeren dagen efter, var dokumentet med talen stadig gabende tom. Måske
skulle jeg tage tyren ved hornene og stille det spørgsmål, jeg selv brændte
mest for. Er der en plads i himlen hos Gud til Svend? Jeg tænkte, at det også
måtte være det spørgsmål, eventuelle tilhørere sad med. Når han nu så åbenlyst
havde fornægtet Gud og levet for egen vindings skyld. Ja, var der så et håb for
ham?
Jeg huskede det, vi lærte
dengang på pastoralseminariet. At vi aldrig skal sende nogen ind i himlen med
vores tale. Den endelige dom må vi lade Vorherre om. Derfor er det vigtigt at
formulere sig åbent. Altså i stedet for at sige: Nu er Svend hos Gud så sige,
at vi har det håb, at Svend er hos Gud.
Talen begyndte langsomt
at tage form. Her var der en fornem lejlighed til at sige, at det slet ikke er
vores gerninger, det kommer an på. Selvom vi ofte dømmer hinanden på vores
gerninger – så har Gud en helt anden målestok. Selvom vi forspilder de
muligheder, vi får for at gøre godt mod andre. Selvom vi prioriterer vores tid
forkert. Selvom vi gør pengene til vores Gud. Hvis vi endda forkaster alt og
alle, ja så forkaster Gud ikke os. Vores gerninger har aldrig været
adgangsbillet til himlen. Det er troen, omend den kan være nok så lille, der
skal bære os igennem.
Selve bisættelsen
Det blev en stille og
rolig bisættelse. Jeg gik derfra med en rigtig god følelse. Ham fik jeg sendt
godt herfra, tænkte jeg, og et lille selvtilfreds smil bredte sig på mine
læber.
Amen