Følg mig

17.s. eft. trin. Mark 2,14-22

Følg mig nu

Følg mig siger Jesus. Det er en kommando til os i dag. I vores tid er vi vant til at blive spurgt til, hvad vi synes om forskellige ting. Hvordan har du det med det her? Det er lige før skolebørn bliver spurgt om, hvor de synes Grønland ligger. Jesus spørger os ikke, hvad vi synes om jomfrufødsel, engle og opstandelser fra de døde. Han kommanderer: Følg mig. Bliv fanatiker. Her er ikke plads til lappeløsninger, symptombehandlinger, halve løsninger og spring over hvor gærdet er lavest. Tag det eller lad være. Det er radikaliteten i hans ord i dag.

Og jeg kan godt blive lidt skræmt – for kan man ikke bare være lidt kristen. Sådan bare kristen engang imellem… Jeg er jo slet ikke så troende, som jeg burde være. Stoler jeg nok på det her? Er min omvendelse så radikal, som Jesus kræver?

Følg mig Levi

Følg mig sagde Jesus til Levi dengang. Han sagde ikke: Har du tid og lyst til at følge mig Levi? Han udstak en kommando: Følg mig! Det hørte tolderen Levi. Han rejste sig fra toldboden og fulgte Jesus. Ikke nogen betænkeligheder. Ikke noget med: Må jeg lige sige farvel til min kone? Eller jeg har lige noget, jeg skal have afklaret inden. Det ville være naturligt, hvis Levi havde sagt: Jeg kommer om et par dage og skal nok indhente jer. Nej, han forlod straks sit gamle liv og fulgte Jesus.

Levi stod op. Det er det samme ord, som bruges ved Jesu opstandelse. Anastasis. Levi stod op. Han stod op fra det døde toldbodsarbejde, han udførte, og fulgte Jesus. Det er den radikale efterfølgelse, vi ser her, ligesom det var for de øvrige disciple. De forlod det, de var i gang med. De forlod hus og hjem for at følge Jesus. De valgte den radikale ændring, og der skete noget helt nyt i deres liv. Nu skulle de følge efter ham, som ville gøre alting nyt. Ham, som fik dem til at se med nye øjne på verden.  

Følg mig med besvær

Følg mig siger Jesus også til os. Selvom vi ikke føler os som de flittigste kristne og som de største lydige efterfølgere. Selvom vores tro ikke er stor, så har Kristus sat noget i gang i os. Hans kald vækker genklang i os.

Og nej, det bliver ikke kun behageligt. Livet i hælende på Kristus er ikke altid en dans på roser. Det er ikke sådan, at vi bliver rige og berømte, når vi følger Jesus. Der er ikke en høj status forbundet med det. Vi får ikke mange likes på facebook, når vi går i hans fodspor. Kristus kalder os til ydmyghed, afkald og til altid at tage de svages parti.

En gang imellem giver det os noget bøvl. Vi bliver revet ud af vores bekvemmelighedszone. Vi får ikke så meget tid til os selv og vores eget ego. Vi må bruge tid og penge på andre end os selv. Vi må se med nye øjne på os selv og de andre. Det er ikke let – heldigvis får vi hjælp fra Gud.

Følg mig til nadverbordet

Følg mig siger Jesus. Det er det bedste for jer. Jeg vil give jer kraft. I skal ikke selv finde kræfterne til at leve et liv i efterfølgelse af mig. Nej, jeg vil selv give jer kraft. Det kan I få ved nadverbordet. Her inviterer Gud os til måltid. Et styrkende måltid.

Martin Luther sagde: Vi skal ikke spise nadveren – vi skal æde den. Han ville gerne betone, hvor meget vi har brug for nadveren. Vi har brug for den til at leve vores liv som kristne. Vi skal kaste os frådende over den, ligesom hvis vi ikke havde fået noget at spise hele ugen og så endelig stod ved et veldækket bord. Sådan skal vi indtage nadveren og blive styrket ved det. Det er nødvendig føde for os, så vi kan leve vores kristenliv.

Igen ved indstiftelsen stikker Jesus ordrer ud. Tag det og spis det. Drik alle heraf. Igen findes der ingen halve løsninger. Tag imod det eller lad være. Og hvem er det, der har brug for nadveren? Det er ikke de raske, der har brug for en læge, siger Jesus. Det er de syge. Det er synderne, som har brug for tilgivelsen ikke retfærdige. Dem, som ikke kan klare det hele selv.

Så nadveren er ikke til de perfekte. Det er ikke til de selvretfærdige. Hvad skulle de også få ud af det? Nej, det er tværtimod til alle os almindelige mennesker. Jesus spiste både med samfundets spidser farisærerne og samtidig med toldere og syndere. Vi møder den sprængfarlige menneskesøn. Han sprænger vores forståelse af kærligheden, vores forståelse af retfærdigheden. Han sprænger vores forståelse af, hvem der er indenfor og udenfor.

Ved nadverbordet bliver det tydeligt, at vi alle er lige. Her gør vi det samme som Jesus. Vi spiser sammen med skøger og toldere. Ingen har nogen fortrin. Vi har alle brug for måltidet på trods af vores forskelligheder. Her knæler vi ved siden af hinanden. Dronningen knæler ved siden af drankeren. Forretningsmanden ved siden af den fattige. Mediedarlingen ved siden af morderen. Pessimisten ved siden af pensionisten. Her er vi lige. Vi har alle brug for det, Jesus vil styrke os med. Vi tvinges ind i et fællesskab, hvor vi er lige for hinanden og lige elsket af Gud.

Følg mig i hverdagen

Hvordan bevarer vi det så? Forvandlingen er sket med os. Vi er blevet hans efterfølgere og har nu fået kraft til det ved nadverbordet. Hvordan lever vi det liv ud? Hvordan følger vi efter Kristus, når hverdagen kalder? Når vi rejser os fra kirkebænken som Levi og nu skal ud og følge efter Kristus. Hvordan kan vi fastholde det, vi har fået givet, når vi lever i en ond og uretfærdig verden. Når alle spørgsmålene engang imellem står i kø? En verden, hvor trafikulykker rammer voldsomt og tilfældigt, hvor vi alle kan blive ramt af sygdomme? En verden, hvor døden kan snige sig ind på os når som helst. Hvordan kan vi blive ved med at fokusere på Guds gode gaver i sådan en verden?

Hvordan kan vi fastholde det, vi har fået ved gudstjenesten, så det styrker os til det evige liv? Hvordan kan det blive til ægte ihukommelse og ikke bare et behageligt privat minde?

Hvad siger og gør vi som menighed med de usle, forsømte og misbrugte mennesker, som lever hos os? Hvor hurtigt lader vi herren forsvinde fra festen, så andre kræfter kan komme til?

Den gave vi får ved alteret. Guds tilgivelse og kraft til at leve vores menneskeliv. Det kan hurtigt blive en dejligt privat søndagserindring. Når hverdages travlhed og mange gøremål kommer brusende ind mod os er det ikke så let at fastholde. Så ryger Guds liv, tro, håb stille og roligt i baggrunden. Så kan det måske komme frem til næste søndag igen.

Følg mig sammen

Jeg tror løsningen er, at vi skal følge Kristus sammen. Vi skal ikke gå vejen alene. Vi er en menighed, som følges ad. Vi skal være der for hinanden, bære hinanden. Vi disciple, vi Kristusefterfølgere skal hjælpe hinanden med at huske på den gave, vi har fået.

Vi skal være tro mod det nye liv, vi er begyndt at leve. Vi skal være Jesu troende disciple. Disciple, som ved, hvor de hører til. Disciple, som tager imod gaven fra ham. Disciple, som tager udfordringen op og følger Kristus.

Gud har lagt en ny sang i munden på os, som vi skal synge. Så lad os være som nye sække. Nye sække, som kan rumme den unge lovsangsvin. Den Gud så gavmildt hælder på os. Lad os være frimodige og hengivende. Lad os gå til nadver og æde. Være som de fyldebøtter, der vitterligt trænger til at få noget i sækken. Lad os tage imod ham og lad os følge ham.

Amen  

prædiken til stafet for livet

Salmisten skriver: Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset. Sl 139,1-12

Findes Gud? Sidder der en Gud deroppe som passer på mig og mine kære? Det er et stort spørgsmål – og det er meget svært at forholde sig til. Det er noget de fleste ikke tænker over til dagligt. Hverdagen går jo bare med børn, der skal i skole, kaffe der skal drikkes, penge der skal tjenes, mobiltelefonen som skal passes og alt det andet. Jo, der er nok at se til.

Alligevel sker det, at vi engang imellem ikke kan lade være med at stoppe op. Når vi oplever store glæder. Når vi står med vores nyfødte barn i hænderne og ikke kan rumme al den lykke som strømmer igennem os. Når vi siger ja til vores udkårne eller når vi har fået en god karakter til en svær eksamen. Eller når vi står ved den smukkeste solnedgang et naturskønt sted. Så er det lykkefølelsen forplanter sig i os og vi tænker: Måske er der en eller anden deroppe, som er større end mig…

Men det er ikke kun, når vi rammes af lykkefølelsen, vi må stoppe op. Det kan også være, når tingene går skævt. Når kæresten slår op, eller når vi dumper til eksamen. Når vi får at vide, at en af vore kære har fået kræft eller en af vore kære skal dø. Livet kan gå i stå på et øjeblik. Så er det, vi stopper op fra vores daglige trummerum og må gøre os overvejelser. Vi spørger: Findes der en Gud, og hvorfor forhindrer han så ikke det onde og meningsløse i at ske? Mange har i den situation bedt en bøn opad, om der ikke er en eller anden, som vil gribe ind.

Nogen har måske forkastet Gud. Når Gud ikke har gjort noget ved mine problemer, så har jeg ikke noget at bruge ham til. Gud har ikke hørt mig - så findes han ikke. Gud har ikke forhindret det onde – hvad skal jeg så bruge Ham til? Det kan være dybe alvorlige sår, som har gjort at vi reagerer sådan. Det kan også være, at et negativt møde med os som kirke eller vi som præster har fået et menneske til at tage afstand fra kirken og Gud.

Det er slet ikke så enkelt, det der med tro. Det kan være svært for os at tro på Gud. Særligt hvis vi ikke kan bruge ham til at løse de sværeste problemer, vi kan komme ud for – eller hvis han ikke forhindrer de værste katastrofer i at ske.

Men Gud har ikke lovet at vores liv bliver uden problemer. Han har ikke lovet, at han vil fjerne alt det onde. Nej, han har lovet os at være med os i det onde. Vi bliver ikke efterladt alene i det, vi kan komme ud for, som er ondt eller meningsløst. Det kan gøre ondt. Der kan ske skrækkelige ting. Men vi skal ikke være alene i det. Gud er hos os. Vi kan tale med ham om det der gør ondt.

Gud er en omsorgsfuld og barmhjertig Gud. Han kender vores dybeste hemmeligheder. Han kender vores frustrationer og kampe. Han kender vores ønsker og drømme. Han kender vores tro og tvivl. Gud kender os til bunds. Selvom Gud kender os, så vil han stadig have noget med os at gøre. Selv hvis jeg graver mig ned og forskanser mig. Hvis jeg går ind i det dybeste mørke inde i mig selv – så kan Gud se i mørke.

Det var så smukt i går aftes til lysceremonien. Da alle lysene blev tændt og lyste op i mørket. Sådan er det også med Gud. Han tænder lys og fordriver mørket i vores liv.

Nogle gange står alle spørgsmålene i kø for os. Det kan være når vi oplever store glæder eller en stor sorg. Vi kan føle os helt alene og omsluttet af mørket. Men Gud forlader os aldrig. Han har lovet, han vil være med i mørket sammen med os. Han går med os hele vejen, selv ned i dødens mørke. Mørket er ikke mørke for Gud – Gud tænder lys i mørket.

Amen