Prædiken 21. s. eft. trin.
Din egen skyld
Det er din egen skyld! Sådan lyder det igen og igen. Hvis du
ikke kan finde et arbejde, er det fordi, du ikke har søgt ihærdigt nok - eller også
er du for kritisk. Det er din egen skyld. Hvis du er overvægtig, er det fordi, du
ikke har viljestyrke nok. Det er din egen skyld. Hvis du dumper en eksamen, er
det fordi du ikke har læst nok? Det er din egen skyld. Hvis du bliver skilt, er
det fordi, I ikke har kæmpet nok for at holde sammen. Det er med andre ord din egen
skyld.
Det gennemsyrer vores samfund. Du er selv skyld i din lykke
eller ulykke. Du er din egen lykkes smed, kunne vi sige. Det er taberagtigt at
opføre sig som om, vi er ofre for noget. Du skal tage dig sammen. Du har alle
muligheder – du skal bare tro på det og kæmpe for det! Op på motionscyklen og
drøn derudaf. Men, hvad er det egentlig for et menneskesyn, der ligger bag den
tankegang? Hvis man fører den tanke til ende, så bestemmer vi alt i
livet selv. Det er der vel ikke nogen, der i fulde alvor vil mene…
Har vi fortjent lykken og ulykken?
Har vi fortjent den lykke og medgang vi oplever? Det må man
fx som nybagte forældre spørge sig selv om. Har jeg fortjent den lykke, som er
blevet lagt i mine hænder? Er det noget, jeg får, fordi jeg har været et godt
menneske? Hvad er det lige, jeg har gjort, som gør, at jeg fortjener det?
Og har vi fortjent den ulykke, som rammer os? Hvad med
sygdomme og trafikulykker? Det er et enormt ansvar at pålægge det enkelte
menneske. Findes der så slet ikke noget, der hedder tilfældigheder? Er det
altid vores eget ansvar, når livet går skævt? Er det vores egen skyld?
Hvor må det især være svært at være ung i dag. De unge skal
træffe så mange valg, og hvis de fejler. Hvis de vælger noget forkert – ja så
er det deres egen skyld. De er udsat for et enormt forventningspres fra deres
omgivelser og også fra dem selv.
Jesus forholder sig også til spørgsmålet
Det er ikke nogen ny tanke, at vi selv er ansvarlige for det
onde, der sker. I det gamle testamentes tid opererede man med et ordsprog, der
hed: Fædrene spiste sure druer – og sønnerne får stumpe tænder. Altså, det
fædrene har gjort påvirker børnenes liv i negativ retning. Børnene får straffen
for det.
Også Jesus blev spurgt til det dilemma. Er det Guds straf,
når der sker noget ondt? Nogle mennesker fortalte Jesus om en grufuld episode.
Vi forstår nok ikke helt, hvorfor det er så slemt i dag. På Jesu tid var det en
rædsel. Pilatus havde blandet nogle menneskers blod med offerdyrs blod. For en
jøde var blod noget urent, og der var mange regler for omgangen med blod.
Derfor var det forfærdeligt, det, som var sket. En slags terrorhandling fra
Pilatus. Var det de menneskers egen skyld, spørger de Jesus?
Vi får også et andet eksempel, som er lettere at følge. Der
var et tårn, som var styrtet ned over nogle tilfældige mennesker i en lille by
Siloa. Var de større syndere end andre, spørger Jesus. Og han svarer selv med
et højt og utvetydigt NEJ.
Kristendommen afviser denne tanke. Vi er ikke selv
ansvarlige for alt, hvad der sker. Vores liv er i Guds hænder. Det onde sker,
og det kan være forfærdeligt. Vi lever i en verden, hvor vi og vore kære kan
blive ramt af sygdom og trafikulykker, hvornår det skal være. Og vi får ikke
noget svar på, hvorfor det sker. Vi kan ikke altid pege og finde en årsag til
det. Det onde sker engang imellem. Det er grusomt, og det rammer tilfældigt. Vi
kan ikke altid forklare hvorfor. Og det skal vi heller ikke.
Og det onde er ikke Guds straf mod os. Vi behøver ikke
frygte Guds straf i livet. Ulykker rammer os ikke, fordi vi tænker negativt,
har dårlige kostvaner eller dårlig opførsel. Gud vælter ikke tårne ned over os.
Han forfølger og straffer ikke. Verden er uretfærdig. Det går ikke de onde ondt
og de gode godt.
Hvad kan vi gøre?
Jesus fortsætter med at fortælle en lignelse om et figentræ.
Det er et dårligt figentræ, som ikke bærer frugt. Vi får ikke en forklaring på,
hvorfor det ikke bærer frugt. Vi ved ikke, hvorfor den ulykke har ramt træet - og
så endda tre år i træk. Til gengæld hører vi, hvad vi kan gøre. Vi kan nemlig
være som gartneren.
Vi skal ikke spekulere så meget over andres skæbner. Vi
kommer aldrig frem til et overbevisende svar på, hvorfor nogen bliver ramt af
ondskab, sygdom eller død, mens andre går fri. Nej, spekuler i stedet over din
egen rolle og dine handlemuligheder nu. Lignelsen får en appellerende karakter
mod os. Hvordan udnytter du din tid og det du kan gøre? Pointen er til at
forstå. Overvej ikke hvis skyld det er, når nogen bliver ramt af det onde, men
vær nær hos de ramte. Vis omsorg og plej dem. Og gør det tilmed ud over al
rimelighed. Vi skal ikke gå rundt og lede efter hvad der er andres skyld – i
stedet skal vi være som gartneren.
Jesus som gartneren
For netop sådan er Gud. Gartneren er både et billede på, hvordan
vi skal være og på, hvordan Jesus er. Det er nemlig en højst usædvanlig gartner,
vi møder. Han passer og plejer det ufrugtbare træ. Han tror på det selv efter
tre dårlige år, hvor det ikke har givet frugt. Det er en fuldstændig vanvittig
omsorg for et figentræ. Det var ikke et særligt træ på Jesu tid. Der var nok af
dem. Derfor bliver denne historie lignelsen om et under. Underet er, at
gartneren ikke giver op.
Vi mennesker er som det ufrugtbare træ. Vi bliver ufrugtbare
i vores overdrevne tro på, at vi selv er ansvarlige for alting. Vi bliver
ufrugtbare, når vi går og påpeger andres ansvar, i stedet for at være nær hos
dem. Vi ufrugtbare træer har brug for at høre lignelsen om et under. Vi får Guds
ufortjente tålmodighed, stik imod al rimelighed.
Det er en enorm trøst for os.
Amen