16. oktober 2016

Din egen skyld

Prædiken 21. s. eft. trin.
Din egen skyld
Det er din egen skyld! Sådan lyder det igen og igen. Hvis du ikke kan finde et arbejde, er det fordi, du ikke har søgt ihærdigt nok - eller også er du for kritisk. Det er din egen skyld. Hvis du er overvægtig, er det fordi, du ikke har viljestyrke nok. Det er din egen skyld. Hvis du dumper en eksamen, er det fordi du ikke har læst nok? Det er din egen skyld. Hvis du bliver skilt, er det fordi, I ikke har kæmpet nok for at holde sammen. Det er med andre ord din egen skyld.
Det gennemsyrer vores samfund. Du er selv skyld i din lykke eller ulykke. Du er din egen lykkes smed, kunne vi sige. Det er taberagtigt at opføre sig som om, vi er ofre for noget. Du skal tage dig sammen. Du har alle muligheder – du skal bare tro på det og kæmpe for det! Op på motionscyklen og drøn derudaf. Men, hvad er det egentlig for et menneskesyn, der ligger bag den tankegang? Hvis man fører den tanke til ende, så bestemmer vi alt i livet selv. Det er der vel ikke nogen, der i fulde alvor vil mene…
Har vi fortjent lykken og ulykken?
Har vi fortjent den lykke og medgang vi oplever? Det må man fx som nybagte forældre spørge sig selv om. Har jeg fortjent den lykke, som er blevet lagt i mine hænder? Er det noget, jeg får, fordi jeg har været et godt menneske? Hvad er det lige, jeg har gjort, som gør, at jeg fortjener det?
Og har vi fortjent den ulykke, som rammer os? Hvad med sygdomme og trafikulykker? Det er et enormt ansvar at pålægge det enkelte menneske. Findes der så slet ikke noget, der hedder tilfældigheder? Er det altid vores eget ansvar, når livet går skævt? Er det vores egen skyld?
Hvor må det især være svært at være ung i dag. De unge skal træffe så mange valg, og hvis de fejler. Hvis de vælger noget forkert – ja så er det deres egen skyld. De er udsat for et enormt forventningspres fra deres omgivelser og også fra dem selv. 
Jesus forholder sig også til spørgsmålet
Det er ikke nogen ny tanke, at vi selv er ansvarlige for det onde, der sker. I det gamle testamentes tid opererede man med et ordsprog, der hed: Fædrene spiste sure druer – og sønnerne får stumpe tænder. Altså, det fædrene har gjort påvirker børnenes liv i negativ retning. Børnene får straffen for det.
Også Jesus blev spurgt til det dilemma. Er det Guds straf, når der sker noget ondt? Nogle mennesker fortalte Jesus om en grufuld episode. Vi forstår nok ikke helt, hvorfor det er så slemt i dag. På Jesu tid var det en rædsel. Pilatus havde blandet nogle menneskers blod med offerdyrs blod. For en jøde var blod noget urent, og der var mange regler for omgangen med blod. Derfor var det forfærdeligt, det, som var sket. En slags terrorhandling fra Pilatus. Var det de menneskers egen skyld, spørger de Jesus?
Vi får også et andet eksempel, som er lettere at følge. Der var et tårn, som var styrtet ned over nogle tilfældige mennesker i en lille by Siloa. Var de større syndere end andre, spørger Jesus. Og han svarer selv med et højt og utvetydigt NEJ.
Kristendommen afviser denne tanke. Vi er ikke selv ansvarlige for alt, hvad der sker. Vores liv er i Guds hænder. Det onde sker, og det kan være forfærdeligt. Vi lever i en verden, hvor vi og vore kære kan blive ramt af sygdom og trafikulykker, hvornår det skal være. Og vi får ikke noget svar på, hvorfor det sker. Vi kan ikke altid pege og finde en årsag til det. Det onde sker engang imellem. Det er grusomt, og det rammer tilfældigt. Vi kan ikke altid forklare hvorfor. Og det skal vi heller ikke.
Og det onde er ikke Guds straf mod os. Vi behøver ikke frygte Guds straf i livet. Ulykker rammer os ikke, fordi vi tænker negativt, har dårlige kostvaner eller dårlig opførsel. Gud vælter ikke tårne ned over os. Han forfølger og straffer ikke. Verden er uretfærdig. Det går ikke de onde ondt og de gode godt.
Hvad kan vi gøre?
Jesus fortsætter med at fortælle en lignelse om et figentræ. Det er et dårligt figentræ, som ikke bærer frugt. Vi får ikke en forklaring på, hvorfor det ikke bærer frugt. Vi ved ikke, hvorfor den ulykke har ramt træet - og så endda tre år i træk. Til gengæld hører vi, hvad vi kan gøre. Vi kan nemlig være som gartneren.
Vi skal ikke spekulere så meget over andres skæbner. Vi kommer aldrig frem til et overbevisende svar på, hvorfor nogen bliver ramt af ondskab, sygdom eller død, mens andre går fri. Nej, spekuler i stedet over din egen rolle og dine handlemuligheder nu. Lignelsen får en appellerende karakter mod os. Hvordan udnytter du din tid og det du kan gøre? Pointen er til at forstå. Overvej ikke hvis skyld det er, når nogen bliver ramt af det onde, men vær nær hos de ramte. Vis omsorg og plej dem. Og gør det tilmed ud over al rimelighed. Vi skal ikke gå rundt og lede efter hvad der er andres skyld – i stedet skal vi være som gartneren. 
Jesus som gartneren
For netop sådan er Gud. Gartneren er både et billede på, hvordan vi skal være og på, hvordan Jesus er. Det er nemlig en højst usædvanlig gartner, vi møder. Han passer og plejer det ufrugtbare træ. Han tror på det selv efter tre dårlige år, hvor det ikke har givet frugt. Det er en fuldstændig vanvittig omsorg for et figentræ. Det var ikke et særligt træ på Jesu tid. Der var nok af dem. Derfor bliver denne historie lignelsen om et under. Underet er, at gartneren ikke giver op.
Vi mennesker er som det ufrugtbare træ. Vi bliver ufrugtbare i vores overdrevne tro på, at vi selv er ansvarlige for alting. Vi bliver ufrugtbare, når vi går og påpeger andres ansvar, i stedet for at være nær hos dem. Vi ufrugtbare træer har brug for at høre lignelsen om et under. Vi får Guds ufortjente tålmodighed, stik imod al rimelighed.
Det er en enorm trøst for os.

Amen