19. marts 2017

Den onde!

Prædiken til 3.s. i fasten
Min mission
Jeg har en mission i dag. Vi skal genopdage djævelen. Vi skal genopdage djævelen som en person eller et slags væsen. Alt det onde kommer ikke inde fra os selv. Der er også noget, som kommer til os udefra. Der findes dæmoniske kræfter i vores liv. Der findes onde magter i verden, som har magt, og som kan påvirke vores liv i en negativ retning.
Vi tror ikke på djævle
Hvorfor er vi blevet så bange for at tale om dæmoner og en djævel og den slags? Måske fordi naturvidenskaben har gjort så stærkt et indtog. Vi lever i en tid, som har fortrængt djævelen. Det er middelalderlig overtro. Man bliver betragtet som dum, hvis man tror på den slags. Lægevidenskaben har sejret. Vi forklarer tidligere tiders dæmoner som overtro og sygdomme. Aldrig før har menneskeheden været klogere, end den er lige nu. Og det er selvfølgelig rigtigt at der var meget overtro i gamle dage. Men findes der så slet ikke overnaturlige onde magter? I dag forklarer vi ondskab ved at psykologisere og lægge det onde ind i mennesket selv. Så kan befrielsen finde sted, hvis vi arbejder med os selv. Tænker positivt, dyrker sport og mindfullness.
Den onde i kirken
Middelalder sort hvidt er blevet til moderne gråt. Det er ikke kun i samfundet vi har skrottet onde overnaturlige væsener, men det har også sneget sig ind i kirken. I fadervor siger vi fri os fra det onde, men en bedre oversættelse og efter min mening mere bibeltro oversættelse ville lyde: Fri os fra den onde. Det onde bliver sådan meget flydende. Også præsternes prædikener har undergået en forandring. Hvor ofte tror I, der prædikes om djævelen i danske kirker? Jeg tror ikke, det er særligt mange steder. Vi er lidt berøringsangste for at tale om en djævel. Måske fordi det er for håndgribeligt, eller fordi man fremstår dum, hvis man tror på sådan noget. Spørgsmålet er så, om det er godt, at det er blevet sådan. For det har selvfølgelig konsekvenser. Hvor kommer det onde så fra?
Moderne salmer
Vi kan få svaret i nogle af de moderne salmer. Moderne salmedigtere bruger sjældent ordet djævel. Iben Krogsdal har forsøgt at skrive en moddigtning til Luthers salme ”Vor Gud han er så fast en borg”. Det er ellers en salme, som ikke er bange for at tale om de djævle, som myldrer frem på jorden. Luther troede fuldt og fast på en meget håndgribelig djævel. Sådanne forestillinger havde man, dengang han levede. Vor Gud han er så fast en borg, er i Ibens gendigtning blevet til, ”Vor Gud du mærker vores sorg”. Det er den, vi lige har sunget.
Djævelen er ikke et væsen i hendes salme. Det onde er reduceret til at være mørke sider i os selv. Vi dæmoniserer de andre og sætter grænser for de andre. Det passer også rigtig godt med tidens krav om, at vi skal udvikle os. Så skal vi altså bekæmpe det onde i os selv. Problemet ved denne forståelse er, at så risikerer vi at dæmonisere os selv. Er det virkelig ikke andet ondt i verden end det, der kommer fra os? Er alt ondt vores egen skyld?
Biblens billede af djævel og dæmoner
Bibelen har et andet billede af djævelen, dæmoner og onde ånder. Hvis vi ser på den dæmonuddrivelse, vi lige har hørt, er det i hvert fald langt fra den moderne psykologiske forståelse af dæmoner. Jesus taler til dæmonen, som om det var en slags person eller et væsen. Det er karakteristisk, at de dæmoner og onde ånder Jesus møder, har vilje, hensigt og handlekraft. De har menneskelig adfærd. Her i historien i dag er det onde ånder, som har menneskelige egenskaber. De taler, flakker om, søger hvile, går og flytter ind. Det er magter, som handler, ligesom personer gør det. Sådan er de bibelske billeder af det dæmoniske. Det er personer eller intet-væsener. Kan vi bare sådan lige skrotte de billeder?
Også bibelens djævlebilleder er værd at tage med. Jesus blev fristet af djævelen i ørkenen. Igen beskrives han ikke som en indre magt i Jesus, men som et væsen, Jesus taler med. Et væsen, som går rundt med Jesus og forsøger at få Jesus til at adlyde sig. Såvel bibelens skildringer. Giver de stadig mening i dag? Hvis vi blankt afviser dem, så har vi måske gjort verden for lille.
Mennesker som oplever dæmoner i dag
Hvad med de mennesker, som oplever dæmoniske magter i deres liv? Kan vi bare affeje deres oplevelser og sige, det er rent og skært overtro? En af mine kolleger har fortalt om et menneske, som er kommet til hende for at få hjælp. Det var en ung fyr, som mente, der var onde kræfter på spil i deres hus. Derfor havde han opsøgt præsten for at få hjælp. Det var lidt underligt sagde min kollega, for normalt var det altså ikke noget, hun beskæftigede sig med.
Hvad gør man som præst i den situation? Jo, selvom det lyder mærkeligt, tager man det selvfølgelig alvorligt. Det gjorde min kollega også. De to snakkede sammen, og bagefter tog hun ud i huset og bad et fadervor. Så måske er der alligevel nogle onde dæmoniske magter i verden, når der nu er mennesker, som oplever det sådan.
Genopfind djævelen
Jeg mener, vi skal genopdage djævelen her i vores tid. Djævelen og det dæmoniske er ikke bare et luftigt begreb, men det er reelle væsener. Vi skal tage biblens tale om dæmoner og djævel alvorligt. Lad os begynde at tale om den onde igen. Der er to magter i vores liv, som begge arbejder i verden. Gud og Satan. Vi kan ikke tilskrive alt det gode til at være noget inde i mennesket - ligesom vi ikke kan, at alt det onde kommer fra mennesket.
De to magter Gud og djævelen kan ramme os, tryllebinde os og forføre os. Det er reelle magter, som begge kæmper om os mennesker. Hvis vi ignorerer djævelen, får han des mere magt. Og vi kan roligt se ham i øjnene. Vi kan tale om ham frimodigt og højt. Der er nemlig en stærkere magt i verden end djævelen. Det er Gud. Der er sat en slutdato for djævelens magt. Det er Gud, som vinder kampen til sidst.
Hanens kamp
Lad mig give et billede på det. For ikke så lang tid siden huggede jeg hovedet af en hane. Altså, jeg stod der med øksen i den ene hånd og hanen i den anden. Så kappede jeg hovedet af hanen og da jeg gav slip på den drønede den hovedløs rundt om huggeblokken. Den var aflivet, men den gjorde sig alligevel en masse krampetrækninger.
Det er på samme måde med djævelen. Hans hoved er hugget af. Jesus besejrede ham på korset en gang for alle. Nu er der lidt liv tilbage i benene. Han gør sig nogle sidste krampetrækninger. Han har stadig reel magt i verden, men vi ved, at hans magt ikke bliver ved. Der er sat en slutdato. Han er endegyldigt fældet, og Gud får det sidste ord. Engang kommer Jesus igen, og så har djævelen og det dæmoniske ikke magt mere.
Så lad os højt og tydeligt forsage den onde og alt hans væsen, og lad os bede Gud om at fri os fra den onde! 

Amen

11. marts 2017

Er Jesus kold og afvisende?

2. s. i fasten 1. række
Hvor er det dybt provokerende. Er det virkelig sådan Jesus er? Kold og afvisende? Og er det dermed også sådan Gud er, når vi kommer til ham? Jesus værdiger ikke engang denne kvinde fra historien vi hørte lige før et blik. Den kananæiske kvinde havde ellers brug for hjælp, og derfor søgte hun Jesus. Er Jesus lige så afvisende over for os i dag, når vi kommer til ham med vores problemer? Viser han os væk, når vi trænger os på med vores problemer? Mødes vi da af en afgrundsdyb tavshed?
Vi må formode, at det har krævet ret meget mod. At nærme sig sådan en kendt person. Den kananæiske kvinde var bare en helt almindelig kvinde og tilmed en fremmed – en af dem, som israelitterne altid havde haft et dårligt forhold til – hvor må hun have følt sig uværdig. Hun kastede sig ned i støvet og kunne næsten ikke gøre sig mindre. De andres blikke og skammen indeni må have haft et fast tag i hende. Hvordan kunne Jesus afvise hende?
Kvinden fremlagde bedende sit største ønske for Jesus, og så stod han bare der kold og urokkelig. Vil du ikke nok gøre min datter rask? Han svarede hende ikke et ord. Nogle gange er det, det værste svar, man overhovedet kan få. Det var et svar, som bed ekstra hårdt. Nu blev hun udstillet i tavsheden, der fulgte. Var det for meget at bede om? Kvindens bøn er ellers til at sætte sig ind i. Hendes pige var syg. Hun ville formentlig tage alle midler i brug, for at pigen kunne blive rask igen. Hvem ville ikke gøre det? Og så blev hun kold og kynisk afvist af Jesus. Hvorfor?
Alligevel tog kvinden mod til sig, eller også greb en eller anden kraft hende. Hun fortsatte ufortrødent. Igen blev hun mødt af en afvisning fra Jesu side. Han kiggede hende ikke engang i øjnene, da han kom med den. Det var gennem sine disciple, han fortalte, hvorfor han ikke ville hjælpe hende. Hvorfor kunne han ikke sige det til hende direkte?
Vi kunne forsøge at give et svar på hans reaktion. En udlægning som ofte fremføres er, at afvisningen skyldtes, at hun var kananæer. Vi forstår ikke i dag hvilket dybt skel, der var mellem de to folkeslag israellitterne og kananæerne. De havde gennem generationer kæmpet om det samme stykke jord. Derfor var der en afgrundsdyb skepsis mellem dem.
Jesu afvisning skal ses som en del af den frelseshistoriske plan. Jesus blev sendt til et specifikt folk. Han skulle gå til jøderne først, for det var en del af Guds store plan. Jøderne først - så alle vi andre. Det var den tydelige rækkefølge. Jesus blev jo født ind i verden et bestemt sted. Det var blevet forudsagt, at han skulle gå til jøderne. Først efter Jesu død begyndte disciplene at prædike for andre folkeslag – og det endda under højlydte protester fra nogle af de kristne. Det kunne altså være en forklaring – at Gud nu engang havde bestemt, at Jesus kun skulle gå til jøderne. Så han var ikke kommet til kananæerne endnu.
Det skal ikke være mit mål i dag at forsøge at forklare og forsvare Gud.  Selvom dette kunne skitsere et svar på Jesu reaktion, er det stadig svært at forstå i dag. Hvorfor er Jesus så afvisende fra begyndelsen? Og det bliver ikke nemmere at forstå Jesu reaktion til sidst. Han vender på en tallerken. Hvorfor gør han det? Er det fordi kvinden svarer godt for sig? Eller fordi han ser, kvinden har en stor tro? – I hvert fald opfylder Jesus hendes ønske. Hendes datter bliver rask.
Igen må vi undre os. Hvad skete der lige der? Og hvad betyder det for os i dag? Er kvinden så et ideal for os? Skal vi falde på vores bedende knæ i al vores magtesløshed, for at Gud vil hjælpe os? Er det først der, vi kan bevæge Gud og blive hørt? Tror jeg så nok? Er jeg inderlig nok? Hvad med os, der har bedt så inderligt om, at Gud skulle helbrede en af vores kære, og det ikke skete? Var det så, fordi vi ikke havde tro nok?
Hvis det er kvindens tro som er afgørende, ja så lægger det op til, at vi skal præstere noget særligt. Noget ekstraordinært. Så skulle jeg sende jer hjem i dag med en klar formaning. Gå hjem og tro mere – så vil Gud høre på jer. Så ville vores tro gå hen og blive en præstation, vi kunne vise frem for Gud. Men troen er ikke en præstation. Den er ikke noget, vi kan prale med og vise frem. Troen er en gave, vi har fået. Læg også mærke til, at Jesus ikke siger: Din tro er stor, derfor skal det ske dig, som du vil. Nej det er derimod en brat konstatering. Din tro er stor - Det skal ske dig, som du vil. Troen er ikke en forudsætning for hans indgriben – det er Jesu medlidenhed som er det vigtige.
Den kananæiske kvinde er et forbillede, som skal fortælle os noget om, hvad vi må gøre. Selvom Gud er stor og mægtig og synes nærmest utilnærmelig i sin magt og vælde, så må vi gerne forstyrre ham. Det er tilladt at falde på vores bedende knæ og trygle Gud om hjælp. Det er han ikke for hellig til. Vi har lov til at komme til ham med alt det, der bekymrer os. Der er ikke noget der er for stort eller noget der er for småt til ham. Han vil gerne lægge øre til det hele. Vi må råbe det til ham, men vi må også hviske i vores afmagt.
Ligesom hjorten der skriger efter vand ved det udtørrede vandhul, sådan må vi skrige efter Gud. Det er et stærkt billede vi blev præsenteret for i begyndelsen af gudstjenesten. Vi kan forestille os det tørstige dyr, som ikke kan få stillet sin tørst. Sådan er det også for os. Vi må bede Gud om det, vi gerne vil have skal ske for os.
Og så sker det overraskende i historien, at Jesus forbarmer sig over det lille menneske. Han lytter til kvindens bøn, og han reagerer. Det er en trøst for os, for det betyder, at Gud også vil lytte til os. Han tager imod os, når vi kommer til ham. Selv her, hvor Guds store plan egentlig var en anden – ja så kan Jesus ikke gå forbi. Kvindens nød berører ham. Sådan er det også med vores lidelser. Gud ser dem og reagerer. Gud kan ikke lade være med at blive bevæget over vores problemer. Gud går ikke forbi. Derfor må vi tro på, at selv den mindste af vores bønner bliver hørt.
Det er desværre ikke sådan en automatreaktion. Nogle gange oplever vi, at Guds svar trækker ud. Vi kan blive bekymrede for, om han nu er der. Så kan vi finde trøst i denne historie om den kananæiske kvinde og mange af de andre historier med Jesus. Han gik netop aldrig forbi et nødlidende menneske. Derfor må vi stole på, at han heller ikke går forbi os.

Amen