En prædiken uden et evangelium

Den rige mand og Lazarus

Anfægtelsen

Jeg synes, det er utrolig svært. Det er en dyb anfægtelse for mig. Hvordan kan jeg leve mit liv i overflod, når jeg ved, at der findes mennesker, som må kæmpe for at få brød på bordet? Hvordan kan jeg forbruge, som jeg gør? Hvorfor er jeg ikke villig til at dele?

Så sker det, at jeg undskylder mig selv: Vi er jo ikke de rigeste mennesker på vores vej. Der er andre, som forbruger mere end vi gør osv. osv. Men faktum er, at vi i Danmark tilhører de 20% af verdens befolkning, som ejer 94% af goderne. Smag lige på det en gang til: 20% ejer 94% af goderne. Det er da vist ikke fair.

Den rige mand og Lazarus

Derfor er der ingen tvivl om, hvem af de to hovedpersoner jeg ligner mest fra lignelsen i dag. Det er selvfølgelig den rige mand. Det fortælles, at han klædte sig i purpur og fint linned. Det er sjældent jeg hopper i lige netop det, men jeg er et forbrugsmenneske med mange materielle goder. Også mange jeg slet ikke har behov for. Meget af det, vi ejer, er statussymboler. Den rige mand og jeg har mange lighedspunkter.

Den rige mands fejl er, at han er kold overfor, at en af hans medmennesker lider. Vi kan sige, at han var heldig. Han havde bare en enkelt Lazarus liggende. Vi lever i et komplekst samfund, hvor vi bliver gjort opmærksomme på ufatteligt mange mennesker, som har brug for vores hjælp. De fattige i u-landene, alkoholikerne og de ensomme på plejehjemmet. Vi er nærmest nødt til at gøre os kolde for at kunne klare det. Vi dulmer samvittigheden ved at tænke:

- det er folks eget ansvar

- jeg kan jo ikke redde hele verden

- jeg har nok i mine egne problemer

- og det er sådan noget, vi betaler skat til

Men det er kolde overvejelser, der er uden medfølelse for min næstes nød. Jo, egentlig ligner jeg den rige mand på mange punkter.

Alt eller intet

Denne historie med den rige mand og Lazarus er ikke enestående. Der går en kritisk tråd i forhold til rige mennesker gennem hele det nye testamente. Når vi møder omtalen af penge her, er det altid noget med alt eller intet. Det er så radikalt. Måske læser vi hen over det. Vi er blevet vant til en velfærdstolkning af disse skriftsteder. Vi kan jo ikke bygge samfund på en sådan ødselhed. Det passer ikke på virkeligheden. Vi er jo nødt til at sikre os og vore børn. Hvis vi giver lidt, er det vel fint nok. Og særligt hvis vi giver lidt mere væk end de andre, vi sammenligner os med.

Evangeliet åbner ikke for halve løsninger. Vi kan enten tjene Gud eller mammon, hører vi. Der findes ikke en mellemvej i Jesu optik. Enten lever vi I ubekymrethed og følger Gud, eller også lader vi pengene være vores Gud. Enten lever vi som markens liljer og himlens fugle, eller også lader vi os styre af mammon. Jeg vil gerne uddybe det med et par eksempler.

Et sted i det nye testamente hører vi om en fattig enke. Kvinden lagde sine sidste to mønter i tempelblokken. Jesus fremhævede hende som et eksempel for os. Hun gav alt. Hun havde ikke noget sikkerhedsnet under sit liv. Hun gav det hele bort og overgav sit liv i Guds hænder. Og hun stod netop i modsætning til de rige fornemme mennesker, som ganske vist gav mange penge bort, men givetvis beholdt flere selv. De var tjener for mammon – hun var tjener for Gud. Hvem ligner vi mest? Den fattige enke eller de rige?

Så er der den radikale historie med den rige unge mand, som kom til Jesus. Han ville høre, hvad han kunne gøre for at få evigt liv. Jesu svar var, at manden skulle give al sin ejendom bort. Det er lettere for en kamel at komme ind i et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Den rige måtte gå slukøret bort. Han kunne ikke.

Zakæus blev derimod ramt af mødet med Jesus. Han blev forandret og fik nye værdier og livsmål. Pludselig betød det med pengene ikke så meget for ham mere. Han delte gladelig ud af dem.

Disse reaktioner må få os til at overveje: Hvordan reagerer vi, når vi bliver mødt med det glædelige budskab om kærlighed og tilgivelse? Må vi gå skuffede bort med vores rigdom i behold, eller giver vi gladeligt ud af den?

Jesus som forbillede

Hvad med vores forbillede Jesus. Ja, han levede sit liv i økonomisk ubekymrethed. Han ejede ikke noget – havde hverken fast ejendom eller lån. Han gik fra hus til hus og fik til livets fornødenheder. Da Jesus engang blev spurgt, om det var tilladt at betale skat til kejseren, bad han tilhørerne om at få en mønt. Altså, han havde ikke penge selv. Ellers kunne han jo bare have taget en fra sin egen lomme. Jesus levede sit liv uden økonomisk sikkerhed. Og samtidig levede han i ubekymrethed.

Hvad kan vi gøre?

Hvad stiller vi op med den anfægtelse, at evangeliets fordringer og vores liv ikke stemmer overens? Hvordan lever vi videre med vores rigdom, når evangeliet er så skarpt?

Jeg synes, det er en anfægtelse for mig, og måske er det ok at blive i anfægtelsen. Lad os dvæle lidt her og bruge tid på at mærke efter. I hvert fald inden vi går for hastigt videre til at forkynde befrielsen og tilgivelen. Det er ok, at det gør ondt engang imellem. Vi har et ansvar i verden, og det ansvar skal vi stå ved. Vi er nødt til at bruge tid på at overveje, hvordan vi får et godt liv. Hvor vigtige er vores mange penge for vores lykke? Skal vi give alt væk og følge Jesu radikale eksempel eller gives der en mellemvej?

Befrielsen

Nu kan I med rette kære menighed spørge: Er det her en prædiken uden et evangelium? Er der slet ikke noget godt budskab i dag? Er det en ren formaningstale, eller kommer der et lille vink om tilgivelsen og ham Jesus, der døde for vores synder til sidst?

Nej, I dag bliver jeg i formaningen. I må komme igen næste søndag og høre om tilgivelsen og det glædelige budskab om syndernes forladelse. Indtil da må I kæmpe med anfægtelsen, ligesom jeg kæmper med den. I dag skal vi formanes. Det, vi formanes til, er at tage ansvar for fattigdommen i verden. Uanset hvor uoverskueligt det forekommer. Vi har muligheden for at gøre verden en lille smule bedre.

Og så har vi et ansvar for at se det enkeltindivid, vi møder i ugens løb. Hvem er vores Lazarus i den nye uge?

Amen

Fortæl det videre

Trinitatis søndag

Var I enige om, at jeres barn skulle døbes? Sådan spørger jeg ofte til dåbssamtaler. Det kommer der mange interessante samtaler ud af. For det er ikke altid, de er enige. Ofte er kvinden den, som er mest overbevist, og manden har ladet hende bestemme. I mange tilfælde er det svært for de nyslåede forældre at sætte ord på, hvorfor de gerne vil have deres barn døbt.

De skeptiske

I dag har vi lige hørt en intellektuel skeptiker komme til Jesus. Han hed Nikodemus. Hvad sagde Jesus til ham, kunne vi spørge? Mere interessant er det nok at spørge: Hvad siger vi til de skeptiske, som vi møder? Hvordan vidner vi i dag? Kan vi anskueliggøre hvilken rigdom det er, at være et kristent menneske?

I denne tid er der mange, som går rundt med dybe spørgsmål, de kæmper med at få besvaret. Det ligner egentlig meget situationen med Nikodemus. Der er stor åndelig søgning. Det hænger formentlig sammen med, at vi oplever stor velstand i vores del af verden. Det er de færreste, som må kæmpe for at få brød på bordet. Derfor er der nogle dybe åndelige spørgsmål, som trænger sig på.

I vores folkekirke har vi mange passive positive medlemmer. De er passive, fordi de sjældent kommer forbi og ser til deres kirke. Og de er positive, fordi de er positive over for det, der foregår. Også selvom de ikke køber hele pakken og ikke vil kalde sig særligt hellige. De synes, kirken står for nogle gode værdier. Hvordan formidler vi, hvad det er troen kan give til deres liv?

Serien SKAM

Jeg synes, den nye norske ungdomsserie skam gør et rigtig godt forsøg på lige netop det. Serien forsøger på forbilledlig vis at besvare, hvad kristentroen kan give til unge mennesker i dag. Og den gør det vel at mærke i respekt for de unge og deres spørgsmål. Altså, den taler på ingen måde deres følelser ned. Den tager tidens spørgsmål alvorligt:  Den taler til moderne mennesker, som kæmper med præstationsangst, skam og en personlig utilstrækkelighedsfølelse. Og den giver kristendommens bud på et svar til os.

Serien viser, hvordan de unge hjælper hinanden med et kærligt nærvær. Dette kærlige nærvær afhjælper den enkeltes følelse af skam. De unge bliver hos hinanden, når en af dem har problemer. De unge fra serien er der for hinanden. Deres samhørighed gør, at de føler sig accepteret af hinanden og bedre kan stå imod tidens mange udfordringer.

Det er kristentro talt ind i tiden. Næstekærlighed i praksis. Det er en måde at formidle den lutherske arv til næste generation. Sidste søndag blev det helt tydeligt. Hovedpersonen Sana havde gjort noget forkasteligt. Hun var gået ind på Isaks private instagramprofil og havde offentliggjort nogle forfærdelige hemmelige afslørende og private beskeder. Pludselig forsøgte alle at finde ud af, hvem det kunne være, som havde offentliggjort dem.

Og her gik Isak ind og tog skylden i stedet for Sana. Han meldte sig og fortalte dem alle, at det var ham, der har offentliggjort beskederne. På den måde fik han reddet Sana og hendes ære. Og han gjorde det selvom han udmærket var klar over, at det var Sana, som havde gjort det. Han tog de forargede reaktioner på sig og ærestabet og tog dermed presset fra Sana. Tydeligere Kristusbillede kan vi næsten ikke få. Det er kristentro forkyndt ind i en moderne verden. 

Kristentroen har nemlig et vigtigt budskab at fortælle ind i vores tid. Den har noget værdifuldt at komme med. Troen kan give os et kærligt nærvær og en fast platform at stå på. Den kan afhjælpe vores følelse af skam og utilstrækkelighed. Det er vigtigt at formidle i dag.

At give troen videre

Men hvad så, når der kommer nogen skeptiske og spørger os, hvad troen giver os? Hvordan vidner vi så for andre?

Jeg griber ofte fat i min egen trosfortælling. Hvordan er det, troen har formet mit liv? Hvordan har jeg fået troen givet, og hvilken betydning har det haft?

Tre ting

Der er særligt tre ting, jeg fremhæver fra min troshistorie. Det er, at jeg har fået et livsvidne, et fællesskab at være en del af, og jeg har fået en fortolkningsramme at sætte mit liv ind i.

Et vidne

1) et vidne. Kristentroen betød noget i mit barndomshjem. Hjemme hos os bad vi aftenbøn. Her var det vigtigt, at vi kunne bruge vores egne ord. Det var helt konkrete ting, vi bad om. Jeg bad om, jeg måtte vinde fodboldkampen næste dag i skolen. Jeg sagde tak for de lækre chips, vi havde fået til aftensmad, og jeg bad om, at Gud måtte sende sine engle til at passe godt på os. Jeg blev introduceret for en samtalepartner dengang. En, som altid ville lytte til mine små og store problemer. Jeg fik et livsvidne. Et vidne til mit liv, som har fulgt mig lige siden. Bønnerne er blevet nogle andre, men oplevelsen er den samme.

Et fællesskab

2) et fællesskab. Der var også nogle synlige markører på, at vi var kristne. Vi gik i kirke engang imellem, vi måtte ikke bande og vi sang til bords, inden vi skulle spise aftensmad. Der var en stærk identitetsfølelse i det. Vi mødtes med andre kristne børnefamilier. Her var et sted, hvor vi var sammen om at tro. Et fællesskab, hvor jeg fik lov at høre til. Den samme følelse har jeg de senere år haft i kirken. Selvom vi er meget forskellige, er der alligevel noget særligt, som binder os sammen. Vi kan føle et kærligt nærvær.

En fortolkningsramme

3) en fortolkningsramme. De senere år er troen blevet en fortolkningsramme ved de store begivenheder i livet. Når livet har været stort og godt. Jeg husker, da vi stod med vores lille nyfødte pige i hænderne for allerførste gang. Den store lykkefølelse - den enorme lettelse over at stå med en velskabt lille pige. Det var fantastisk. Det var så ubeskriveligt, at ord slet ikke slog til. Her var troen en hjælp for mig. Vi kunne takke Gud for hans godhed. Takke ham for, at vi fik lov at opleve dette under. Hvor skulle vi ellers rette vores tak hen? Denne pige var blevet vores, fordi der er en stor skaber, som vil os det godt. Som elsker os.

Men det har ikke kun været en fortolkningsramme, når livet har været stort og godt. Også når livet har været svært. Da nogen fra min familie mistede deres lille barn, var jeg forfærdeligt vred på Gud. Jeg skældte ham ud, og jeg kunne slet ikke se, hvor Gud var henne. Alligevel blev jeg ved med at tale med ham. For hvis Gud ikke var der, så er der slet ikke noget håb for vores døde. Hvis der ikke er noget håb for vores døde, så er det da for alvor forfærdeligt. Så er det ikke til at bære. Kristentroen giver en fortolkningsramme af døden. Den er ikke det sidste. Der findes et gensyn.

Vi skal vidne

Vi skal vidne, når nogen kommer til os og søger efter kristentroens svar på tilværelsen. Vi skal fortælle, hvad det betyder at være et kristent menneske. Det kan vi gøre ved at fortælle vores egen troshistorie og give mulighed for at andre kan spejle sig i den.

Troen har betydet meget for mig. Jeg har fået et vidne til mit liv. Gud. En, jeg altid kunne tale med om stort og småt og som lyttede til mig. Jeg har følt mig som en del af et fællesskab. Her er nogen, som ligner mig, og som jeg kan dele de dybere ting i livet sammen med.

Jeg har fået en fortolkningsramme, som jeg kunne sætte både store fantastiske oplevelser og også de forfærdelige oplevelser ind i. Det har hjulpet mig til at forstå og leve med det, der sker. Det har også givet mig håb.

Afslutning

Når nogen kommer til os, ligesom Nikodemus gjorde, må vi forsøge at formulere, hvad kristentroen giver os i dag. Jeg håber, I har kunnet spejle jer i min trosfortælling og jeg håber, I vil gå ud og fortælle jeres troshistorie til andre. Jeg tror, vi har brug for at høre om det kærlige nærvær i vores tid. Et nærvær, der kan afhjælpe følelsen af skam og utilstrækkelighed.

Amen