Tal andre op og stol på Gud

Lignelsen om farisæren og tolderen i templet Luk 18,9-14

Indledning:

Møllehaves historie

Den kendte præst Johannes Møllehave havde en tankevækkende oplevelse da han arbejdede som fængselspræst. Han holdt som sædvanlig en gudstjeneste for de indsatte og som sædvanlig var han også lidt sen på den, da han kom ind i fængselskirken. Derfor gav han uden at tænke videre over det ritualbogen til den første den bedste på forreste række og bad ham læse indgangsbønnen højt for de andre. Det gjorde han og senere læste han også udgangsbønnen.

Men så fortalte Møllehave blev der noget uro efter gudstjenesten og han prøvede at finde ud af hvorfor. Så viste det sig at den mand, som Møllehave havde rakt bogen og bedt om at læse indgangsbønnen højt for alle var indsat for mord. Nu mente nogle af de andre fanger ikke at en morder var værdig til den opgave. Møllehave spurgte dem så hvem der kunne være værdig til den opgave og de fandt frem til at det måtte være en af dem der sad inde for noget økonomisk kriminalitet. Men så kom fængselsbetjentene og de hævdede at det egentlig burde være en af de ansatte og ikke en af de indsatte der skulle løse den opgave.

Den dag fik Møllehave lejlighed til at fortælle dem alle, at hverken mordere, forbrydere eller fængselsbetjente står Gud nærmere end andre. Alle mennesker er lige og vi har alle lige ret til at bede indgangsbøn, fadervor eller andre bønner. Den her historie sætter det lidt på spidsen, men de folk i fængslet er nok ikke så forskellige fra os andre. Vi er så gode til at se de andres fejl og mangler.

Prædiken

De to i templet

Det er en fantastisk historie vi lige har hørt i dag. En historie vi ikke sådan lige bliver færdige med. Vi kan levende forestille os scenen. En helt almindelig dag i templet i Jerusalem.  Her kom den selvretfærdige selvhellige skiderik af en farisæer ind af døren. Han skulle helt op foran for at alle kunne se, når han skulle bede. Hans bøn handlede om hvor god han var i forhold til andre mennesker og specielt i forhold til den tolder der også var i kirken. Tolderen til gengæld vidste godt hvilket usselt menneske han var. Han slog sig for brystet, kiggede ned i jorden og bad om at Gud måtte elske ham på trods af det forkerte han havde gjort i sit liv. Kontrasten er malet op så ingen er i tvivl om, hvem der fik Guds tilgivelse den dag.

Farisæren

Det er en historie med to hovedpersoner. Farisæeren er den slemme. Han tænker alt for meget på andre menneskers anseelse. Han stiller sig frem på podiet som en anden Xfaktor stjerne og bedømmer selv sit talent. Han er stjernen i sit eget show, og han bruger de andre som målestok for, hvor god han er sammenlignet med dem. Man kunne sige at han er retfærdig før han går ind af templets dør og har egentlig ikke brug for Guds tilgivelse.

Og skal vi være ærlige kan de fleste af os nok godt se os selv i rollen som ham. Vi vil gerne lægges mærke til. Vi søger anerkendelse, for det gode vi gør, ligesom han gjorde.

Men er det så simpelt? Er farisæren bare en bad guy? En farisær var en skriftklog på Jesu tid. Det var de lærde, og de var egentlig meget bedre end deres ry. Jeg vil gerne forsvare farisærerne lidt. De var altid oppe at tottes med Jesus og derfor tænker vi dem, som de forkerte. Men farisærerne har jo forsøgt at leve efter de bud og normer de havde. Det var dem, der forsøgte at leve efter Guds vilje i samfundet dengang. Vores jantelovsbriller dømmer dem. Men hvad ville samfundet have været dengang uden farisærerne? Og er der egentlig noget i vejen for at gøre som farisæren gjorde. At takke Gud for, at det er gået mig og min familie godt i livet? Jeg under farisæren, lidt medvind.

Vi dømmer farisæren

Det jeg lærte i søndagsskolen var da også at farisæren er en skidt kal, som man bestemt skulle gøre alt for ikke at ligne. Janteloven inde i os dømmer ham. Sådan skal han ikke brøste sig af sin godhed. Men hov. Når vi tænker sådan, så gør vi jo det samme, som farisæreren gjorde. Så er det jo os, der bedømmer farisæren.  Så siger vi indirekte ”kære Gud. Jeg takker dig for, at jeg ikke er som farisæreren der”. Jeg tror, at vi skal passe på med at dømme farisæren, for så bliver vi selv ligesom ham.

Den gode tolder

Lignelsen er tydelig på, at det er den anden hovedperson, som er den gode. Tolderen. Han gør det rigtige. Han bøjer sig ned og er ydmyg. Han gør sig helt tom, så han kan blive fyldt af Guds kraft og nåde. Det er da et sandt kristent forbillede. Så må vi gå i gang med at nedgøre os selv. Fremhæve alle vores fejl, mangler og utilstrækkeligheder. Så har vi vel fortjent at blive ophøjet.

For med det samme, vi ydmyger os selv med bagtanken at blive ophøjet, ja - så er ydmygheden falsk. Så er det bare et middel til at opnå noget. Alle, som forsøger at lære ydmyghed af denne historie, er i overhængende fare for at det bliver med en bagtanke - nemlig at ville ophøjes. Vi kan ikke lade være med at gå i fælden. Jo mere ydmyge, vi er, jo mere lurer det i baghovedet, at vi gerne vil ophøjes.

Forbilleder?

Så egentlig kan vi ikke bruge nogen af de to hovedpersoner som forbilleder. Med det samme vi dømmer farisæren, bliver vi ligesom ham. Med det samme vi forsøger at efterligne tolderen, så bliver det med en bagtanke. Ydmyghed for at blive ophøjet.

Tema:

Men: Hvad vil Jesus så sige til os med den historie? Måske kan vi finde ud af det ved at se på, hvem Jesus fortæller historien til. Han fortæller til nogen, som foragtede alle andre og stolede for meget på sig selv.

Her peges på to vigtige temaer: Det ene er at vi skal lade være med at foragte andre. Vi dømmer andre mennesker hele tiden. Vi er fantastisk gode til at se, hvor selvfede de andre er, og hvor mange fejl de er i besiddelse af. Historien om fangerne i fængslet, som diskuterede hvem der måtte læse indgangsbøn, er ikke enestående. Vi har alle et kritisk vurderende blik på andre. Det er også farisærens fejl i historien. Han regnede ikke andre. Lad os tale hinanden op i stedet.

At stole på os selv

Og så skal vi holde op med at stole for meget på os selv. Der er et reklameslogan, der lyder ”Fordi jeg fortjener det”. Det er et slogan som har overlevet mange år, fordi det ligger godt i munden. Fordi jeg fortjener det. At have lækkert hår, et fedt køkken eller hvad det nu er vi hver især går og drømmer om. I kirken får vi ikke noget, fordi vi fortjener det. Vi får Guds nåde, tilgivelse og kærlighed helt uden at have gjort os fortjent til det.

Og egentlig gælder det hele livet. Vi får så mange ting givet. Godt nok er vi i stand til mange ting. Men de vigtigste ting i livet er nogen, vi får. Vi må bøje os ydmygt for, at der er noget som er større end os selv i livet.

SÅ lad være med at foragte andre. Tal dem op i stedet. Og Lad være med at stole så meget på dig selv. Stol på Gud!

falske profeter

Sommerhyggen brydes

Det er godt nok hyggelig sommerferielæsning i dag. Og her tænkte vi lige, at vi skulle nyde fællesskabet med hinanden her i haven. Nej, den gik ikke. Jesus ville det anderledes. Han advarer os i dag på det skarpeste. Der findes falske profeter. De er som ulve i fåreklæder. Og vi finder dem ikke langt fra os. Nej, De findes midt imellem os her i menigheden. De forkynder falsk lære for fårene. Men lad jer ikke snyde. I kan kende dem på deres frugter.

Sorte præster og dyreclavoyance

Så er banen ligesom kridtet op. Nu kan vi begynde at lede efter de falske profeter. Denne sommer er der fundet op til adskillige falske profeter ifølge den offentlige kirkelige debat. Først var det de sorte præster. Et udtryk, der dækker over alle de præster i den danske folkekirke, som ikke vil vie fraskilte og homoseksuelle. Der var flere, som mente, at disse præster ikke skulle have lov til at være fritaget fra disse vielser. Disse præster repræsenterer ikke en sund kristendom, hævdede man. De blev udråbt til at være så dårlige repræsentanter for kirken, at de er en slags moderne, falske profeter.

Så var der en præst på sjælland, som inviterede til en dyreclavoryance session inde i kirken. Her skulle de bl.a. høre om, hvordan man kommer i kontakt med sit døde dyr, og om man møder sit kæledyr i himlen igen. Det faldt mange for brystet, og det er blevet heftigt kommenteret. Mange undrer sig over, hvordan det kunne finde sted i en kirke? En af landets biskopper sagde bl.a. i en kommentar til debatten: Folkekirkens præster skal forkynde Kristus. Det er ikke deres opgave at tale med døde dyr.

Folkekirkens rummelighed

Sådan vil der hele tiden poppe nye diskussioner op i folkekirken. Hvor går grænserne for folkekirkens rummelighed? Hvem er de falske profeter? Vi kan måske nogle gange føle, at rammerne er lige vide nok i folkekirken. Der bliver forkyndt meget og sat initiativer i gang, som vi ikke mener er udtryk for sand kristentro. Derfor skal vi tale sammen.

Det er vigtigt med sådanne diskussioner. Vigtigt for, at vi kan hjælpe hinanden med at finde sandheden. Debatterne skal bare foregå sagligt og ordentligt. Ofte bliver det direkte personangreb frem for sagen, der er i højsæde. Jeg kunne finde på at spørge, hvad formålet er med at udnævne andre til falske profeter? Er det for at fordømme, hænge ud osv. Eller er det for positivt at retlede.

Ofte virker det som om motivet ikke er så ædelt.

Og ofte virker dem, der fremfører kritikken alt for bedrevidende, rettroende og belærende. Mere end hvad godt er. Nogle gange får man indtrykket af, at de HAR sandheden og ikke SØGER den.

Jesper Bacher

En af dem, der er flittige til at kommentere og retlede præstekollegaer, er præsten Jesper Bacher. Jeg hørte et foredrag med ham for nylig, og jeg sympatiserer meget med hans tanker. Han mener, at de troendes fællesskab er de diskuterendes fællesskab. Teologi er alt for vigtigt til at overlade til præster. Derfor skal hele menigheden i gang. Det myndige lægfolk skal på banen.

Vi skal ikke have indført et teologipoliti, men omsorgsfuldt og kærligt skal vi alle hjælpe hinanden på ret kurs. Vi skal ikke have fred på sandhedens bekostning. Derfor skal vi gå i rette med hinanden. Og derfor skal vi alle og i særdeleshed præster være klar til at aflægge regnskab for vores tro. Særligt når nogen sår tvivl om det. Vi skal studere og diskutere, når vi er uenige om, hvordan evangeliet skal forstås. Vi må gerne se det, som om vi er på vandring sammen. Vi søger sandheden sammen.   

Falske profeter

Men tilbage til de falske profeter? Hvem er de så? Lad os se på, hvad Jesus siger:

De falske profeter klæder sig som medkristne. Men de ønsker kun at fortære andre. De går efter deres egen interesse – efter at stille deres egen sult. De giver ingen frugter og ingen næring. Det er karakteristisk for dem, at de forkynder Herrens vilje. De profeterer og de uddriver dæmoner i hans navn. Netop derfor kan de være så svære at kende og skelne fra sande profeter. De ved det faktisk heller ikke selv. De tror, at det er Jesus, de følger. Der er kun en ting, der skiller dem ud fra de sande profeter ifølge Jesus. Nemlig deres frugter.

Frugten

Hvad menes der så med frugterne?

Jo, det er ikke selve træet, det er galt med. Det er frugten. Den, som skal give modtageren næring. Det modtageren skal leve af. Nok kan de falske profeter helbrede, uddrive dæmoner og gøre store gerninger, men de fører ikke tilhørerne ind i det nye liv. Deres forkyndelse spiller på angst og frygt hos fårene. Falske profeter ligner de andre kristne, men deres sind er fyldt med magt. De forkynder kærlighed, men vil ikke påtage sig at være menighed for næsten.  

Hvordan skal vi forholde os til falske profeter?

Hvad skal vi så stille op med falske profeter? Vi skal selvfølgelig vogte os for dem, men også omgås dem med mildhed. Vi må fortælle falske profeter nye historier, som bringer dem på rette spor og beskytter deres medfår. De er nemlig stadig en del af menigheden. Det må være vores alles udfordring.

Vi kunne jo vende udfordringen om og sige, at vores opgave er en anden: I stedet for at gå og pege de falske profeter ud, så er det vores opgave at tage os af dem. Vi skal holder fast i dem, fordi de er givet os af Gud. Ja, de gør skade, men de er også en del af os. Vores menighed. Derfor må vi tage os af dem og passe på dem

Og så må vi søge sandheden sammen. Vi må slå op i vores bibel og begynde at studere. Vi må gå i kirke og fejre gudstjeneste sammen. Vi må blive stille og lytte til, hvad Gud vil sige til os. Vi må diskutere og debattere med hinanden for sammen at blive klogere. Det er Kristus som skal være kriteriet for, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Vi skal som menighed sammen vandre ind i det nye liv med Kristus.

Er jeg en falsk profet?

Det er ikke let at afgøre, hvem der er en falsk profet og heller ikke let at finde ud af, om jeg selv er det. Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til, at jeg gennem hele min prædiken har sagt DE om de falske profeter. Denne tale af Jesus lægger i høj grad op til selvrefleksion. Vi må alle spørge: Er jeg en falsk profet? Forkynder JEG sandt om Gud? Drives JEG af Guds ånd? Er der næring i de frugter, JEG giver til andre?

Og husk nu at en meget lille del af forkyndelsen er det vi siger. Det vi gør er langt vigtigere. I dag må vi spørge os selv: Hvordan ser det egentlig ud med mine frugter? Er troen kun noget vi har i hovedet? Er det en indre overbevisning vi tilgodeser søndag formiddag? Eller kan mennesker omkring os mærke det i vores handlinger? Fører det til nogen konsekvenser for os?

Ja, så blev det lige pludseligt endnu mere alvorligt. I dag bliver vi afsløret som dem, der ikke lader os drive af ånden. Dem, der har egoistiske motiver. Dem, der ikke altid bærer gode frugter. 

Hvad stiller jeg så op, når jeg står og ser, at flaskehalsen ikke peger på alle de andre, men på mig selv? Da er jeg henvist til Jesus. Ham - den eneste, der levede op til det her i sit liv. Da er jeg selv afhængig af Guds nådige dom over mig og mine manglende frugter.