Alle helgen
Vi mindes
I dag er en ganske særlig dag i kirkeåret, hvor vi mindes
vore døde. Vi læser navnene op på alle dem, som er døde her i sognet og bisat
eller begravet her fra kirken. Vi mindes mennesker, som har betydet noget helt
særligt for os. Mennesker, der har været med til at forme os – gøre os til dem,
vi er.
Sorg og glæde
Vi kan være fyldt af forskellige følelser på samme tid.
Sorgen og tabet kan fylde os. Nogle tænker måske tilbage på den afsked de tog
med vedkommende. De er kede af alt det, de har mistet. De er kede af alt det, de
ikke kommer til opleve sammen. Andre er fyldt af glæde. Og nogle svinger mellem
sorg over det, de har mistet, og glæde over det, den døde gav. Glæden over de
lyse gode minder. Alt det vi fik sammen. Glæden over det aftryk, vores døde har
sat på vores liv og stadig sætter på vores liv.
Mindet om far
Jeg kendte engang en ung kvinde, som mistede sin far alt for
tidligt. Det er ved at være mange år siden, hun mistede ham. Alligevel dukker han op gang på
gang. Anledningen er ofte noget, han ikke kommer til at opleve. Noget, han
skulle have været med til. Kvinden ærgrer sig over ikke at kunne dele særlige
begivenhed med sin far. Men også små hverdagsepisoder. Faren dukker også frem,
når bestemte karaktertræk hos hende eller hendes børn afslører noget, de har
arvet fra ham. Det kan være det, at hun altid falder i søvn, når hun læser for
børnene, eller den måde hun takler konflikter på. Nogen gange er det som om,
han er særligt nær, og hun kan høre hans stemme. Engang imellem overvældes hun
af tabet og sorgen. Engang imellem overvældes hun af glæden og alle de rige
minder.
Grænsen mellem liv og død
Når et menneske, vi har levet sammen med pludselig ikke er
her længere, forandres vores virkelighed. Vi skal finde vore ben at stå på. Vi
famler efter holdepunkter. Også synet på døden påvirkes. Ikke mindst grænsen
mellem liv og død. På en måde er døden tilværelsens mest definitive grænse.
Alligevel er det som om, denne skarpe linje ikke er så skarp endda. Engang
imellem er det som om, vi stadig kan høre vore afdøde og endda mærke dem.
Engang imellem er det, som om de hører os, når vi taler til dem. Kærligheden
bevæger sig uden at spørge om lov over mange grænser, også denne. Et menneske,
vi har elsket i livet, fortsætter vi naturligvis med at elske. Også selvom
døden har adskilt os.
Vi fejrer Kærligheden
Alle Helgen er en af de særlige dage hvor vi fejrer den
kærlighed vi stadig har til vores afdøde. Her mindes vi det, vi havde sammen
med vore kære. Der er flere forskellige ting, man kan undre sig over ved vores
fejring på denne dag. Vi har hejst flaget uden for kirken. Burde flaget
egentlig ikke være på halv? Ville det ikke være mere passende på denne sorgens
dag? Og når Erik om lidt går for alteret, ifører han sig den hvide messehagel.
Det er vores festdragt her i kirken. Hvorfor ikke en sort sørgedragt? Tager vi
ikke sorgen og tabet alvorligt her i kirken?
Vi betoner glæden
Jo vi gør. Netop her, har vi mod til at gå ind i det svære
og tale om det, der gør ondt. Det gør vi ofte og gerne, men Alle Helgens dag
vil vi også gerne betone glæden. Både glæden over det liv og de mange aftryk
vore kære har sat sig her på jorden. De lever videre i os. De har betydning for
os. Men også glæden over det håb, vi har. Det ukuelige håb, at vore kære er hos
Gud. Vi tror netop ikke, døden er det sidste. Nej, vi tror, at Gud tager sig af
os og vore kære, når vi dør.
En tilstand af evig lykke
I dag hører vi, at Jesus kalder os, der sidder her i kirken for
salige. Salig er et gammelt ord, der betyder noget i retning af en tilstand af
evig lykke og tilfredshed. Hvorfor kalder Jesus os salige? Jeg tror ikke, det
har at gøre med, at vi skal gå rundt og føle os lykkelige hele tiden. Det er
der vist ingen mennesker, der gør. Men jeg tror, han kalder os salige på grund
af det håb, vi har. Gud har givet os et håb, om at vore kære aldrig bliver
forladt af ham. Det er det, vi siger hver gang ved en bisættelse eller
begravelse her fra kirken. At Gud har genfødt os til et levende håb. Nu har
håbet sat et nyt fortegn for vores liv. Håbet om en evighed hos Gud.
Hvad sker der når vi dør?
Jeg tror, alle mennesker til alle tider har spekuleret over,
hvad der sker, når vi dør. Ikke så meget til hverdag. Måske har vi for travlt
til at tænke på det. Måske er døden noget ubehageligt, vi gerne vil skubbe
sådan lidt foran os. Spørgsmålene bliver helt særligt påtrængende, når en af
vore kære dør. Så spørger vi: Findes der noget efter dette liv? Hvordan har
vores døde det? Tager Gud sig af dem? Har de det godt deroppe?
Himmeriget
Himmeriget er jeres siger Jesus. Himmeriget er noget, der
kommer til os. Det findes her på jorden midt imellem os, og det findes, når vi
engang skal dø. Vi har et håb om, at der findes en himmel. En himmel, hvor vi
skal mødes med vore kære engang. Et fantastisk sted, hvor vi skal trøstes,
mættes, møde barmhjertighed, se Gud og kaldes Guds børn. Sådan lyder Jesu mange
løfter til os.
Og det er stensikkert, at der ikke er nogen af os, som VED det.
Ingen af os har været i himlen. Vi kan ikke bevise, at der gives et liv efter
døden. Men jeg tror, vi alle gør os nogle forestillinger. Vi forestiller os,
hvordan det må være.
I bibelen er der ingen tvivl. Der findes et evigt himmerige.
Vi får mange løfter om, at Gud vil være nær ved os i al evighed. Der er mange
beskrivelser i biblen af, hvordan der er i himlen. Det er et sted, hvor der
ikke findes sygdom, ondskab og død. Det er et sted, hvor alt er godt. Vi hørte
en af beskrivelserne i begyndelsen af gudstjenesten. Det er Esajas, som har
fået vist, hvordan det engang skal blive, når vi samles i himmeriget.
Himmeriget er et sted, hvor der ikke er vold,
undertrykkelse, ulykke og ingen sorg. Vi behøver ikke det lys, som udgår fra
sol, måne og stjerner eller elektriske lys. Gud vil selv være vores lys. Jeg
tror, det er kærlighedens lys, der tænkes på. Det lys, som varmer os op indefra.
Det er det lys, Gud vil omslutte alle døde med.
Lad os gå ud med glæden
I dag er en særlig dag. En dag, hvor vi mindes vore afdøde
og alt det, de har betydet og betyder for os. Det kan fylde os både med glæde
og med sorg. Her i kirken kaldes vi salige af Jesus. Salige, fordi vi har et
levende håb. Håbet om, at Gud aldrig forlader os og vore afdøde. Håbet om, at
vore kære er omsluttet af Guds kærlighed. Håbet om, at de lever sammen med Gud
i himlen i al evighed.
Amen
