Martyrsindet - 2. juledag

At være til gudstjeneste i dag er som at få en kold vasker med beskidt sne oven på julens hygge og glæde. Julen har nemlig ikke kun englelyd.

Her i kirken genlyder julen af sten der rammer, og børn der skriger. Historien om Stefanus, der bliver stenet og barnemordet i Jerusalem, er milevidt fra den nuttede barnefødsel med englekor og stjernedrys. Det er utroværdigt, hvis vi kun ser julens hygge. For når Gud vælger at blive menneske, så får det naturligvis konsekvenser. Det fik vi antydet i går, at Jesus kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. Det endte også med at de slog ham ihjel. Og i dag følges det op af nogle radikale udsagn om, hvad efterfølgelse betyder. Det betyder ikke at nu er der pludselig fred mellem alle mennesker. Nej, evangeliets budskab er så radikalt, at der vil være modstand mod det. Og denne forudsigelse holdt stik. Siden dengang er mange kristne blevet slået ihjel på grund af deres tro.

Munk

Det tætteste vi kommer en martyr på dansk grund i nyere tid er Kaj Munk. Han led døden, fordi han ikke ville lægge bånd på sig selv og sit hverv: At forkynde Guds ord. Det måtte han gøre, også når det gik imod besættelsesmagten. Sidst i november 1943 skulle Kaj Munk have prædiket i Københavns Domkirke, men tyskerne nedlagde forbud imod det.

Kaj Munk trodsede forbuddet og prædikede i en fyldt domkirke. Han talte om den kompromisløse efterfølgelse og om kirkens og ethvert kristenmenneskes pligt til at ytre sig. Kaj Munk fortalte om en episode før krigen der havde gjort stort indtryk. Han havde været til et selskab blandt ”troende mennesker”, da en læge rejste sig og foreslog at de skulle drikke Hitlers skål. Der var højlydte protester, men lægen råbte. Der er hundrede tusinder, der er rede til at give sit liv for ham. Hvor mange af jer kristne, vil gøre det for Kristus.

Martyrsindet

Den episode ramte Kaj Munk dybt i hjertet, og det burde også ramme os. På baggrund af den historie beklagede han sig over, at vi i kirken har mistet det næstdyrebareste vi har. Det dyrebareste er Kristus, det næstdyrebareste er martyrsindet.

Martyrsindet er ikke, at man vil stille sig frem som en helt og modtage en masse anerkendelse for sin fasthed. Det er ikke, at man vil gøre sig bemærket. Martyrsindet er at man er villig til at ofre alt for Kristus.

Det vi kan finde trøst i er ordene fra Jeremias bog, som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten. Vi fik at vide, at det er Gud, der udruster os til denne kamp. Vi er altså ikke på egen hånd og skal ikke klare alting selv. Vi får et løfte om, at Gud vil være med os og redde os, når vi bliver angrebet. Vi hørte også billedet af en befæstet by. Gud vil gøre os til en befæstet by – altså en, man ikke kan trænge ind i. Så vi kan modstå alle de angreb, der måtte komme.

På præcis samme tid som Kaj Munk prædikede i Domkirken blev mordet på ham planlagt mindre end 500 meter derfra. En måned efter var han død. Myrdet af tyskerne. Måske mere som politisk eller national martyr end som kristen martyr, men dog som en, der gik i døden for sin tro og overbevisning.

Martyrsindet i kirkehistorien

Med sin død viste Kaj Munk det samme martyrsind, der mange århundrede før havde ført kirken til anerkendelse og sejr i Romerriget. Romerne troede at kristendommen var en dille, en ny religion blandt mange andre, som kunne undertrykkes og tilintetgøres. Men kristendommen overlevede, fordi Guds kraft var med dem, som blev forfulgt. Og enhver kristen blev spire til mere tro.

Stefanus død blev det første skridt. Siden fulgte en lang række af apostle som måtte lade livet. De var det første vidnesbyrd om en tro, der var stærkere end al verdens magt. Om Guds kærligheds magt, der var stærkere end al verdens magt. Og stadig i dag er der kristne som må betale med deres liv. Martyrsindet lever i bedste velgående i andre verdensdele end vores. Her står nogen fast, og det bliver til et vidne om Guds kærlighedsmagt.

Vi er ikke truet på livet her i vores del af verden. Alligevel tror jeg at mange af jer har stået i situationer, hvor I blev afkrævet vidnesbyrd. Hvor jeres tro måtte stå sin prøve.

Jakobs martyrhistorie

Da jeg kom på efterskole i 9. klasse, var jeg ret usikker på mig selv. Jeg synes alle andenårselever var temmelig seje og modige. En af de første dage gik jeg ud i rygeren, for der stod de sejeste altid. Her var en, som frimodigt spurgte mig. Hey du Jakob – jeg har lige fundet ud af, at den her efterskole er sådan en kristen en – øhh du er da vel ikke en af de der kristne, er du?

Jeg kunne lige se det. Det tykke stempel, som var ved at sætte sig i min pande. Et stempel, hvor der stod kristen på. Det ville jeg helt sikkert blive mobbet med resten af året. Og jeg ville aldrig få nogen venner. Og jeg ville få det så trist og græde mig selv i søvn hver aften. Så jeg tog mod til mig og sagde. Nej, jeg er bestemt ikke sådan en af dem.

Hun fortsatte hurtigt videre i samtalen, mens jeg kunne mærke, at min mave var ved at snørre sig sammen. Her havde jeg lige stået og fornægtet alt det, jeg stod for. Det var jo som Peter der fornægtede Jesus langfredag nat. Jeg tænkte på alle de martyrer, der havde lidt døden, fordi de stod fast på budskabet. Og så kunne lille mig ikke engang fortælle, at jeg var kristen. Nøj det var skamfuldt.

Sådan har vi nok alle oplevet gange i livet, hvor vi har måttet stå til regnskab. Med større eller mindre succes. Det at fortælle om vores tro til andre er en måde at vise Guds kraft på. Han virker gennem os. Vi kan på den måde blive et levende vidnesbyrd om Guds kærligheds magt.

Konklusion

Vi skal genfinde det næst-dyrebareste vi har, ville Kaj Munk formentlig sige, hvis han så på vores kirke i dag. Også selvom der ikke er nogen, der truer os på livet. Vi kan vel højst opleve at blive gjort til grin. Vores vidnesbyrd skal fortælle om en tro, der er stærkere end al verdens magt. Den skal berette om Guds kærlighed, der er stærkere end alt andet.

Og hvor fjernt martyriet end måtte ligge for os, så er Stefanus og alle andre martyrer stadig eksempler for os. Eksempler på hvor meget troen kan. Eksempler på, hvordan Guds kraft virker gennem mennesker. Martyrer er ikke noget i sig selv andet end et vidnesbyrd om troen og troens kraft – men det er heller ikke så lidt!

Amen

Juledag - Om Guds trøst

Simone Weil

En fransk forfatter Simone Weil var under 2. verdenskrig med i den franske modstandsbevægelse. Det blev opdaget, og derfor kom hun i fængsel en kort periode. Heldigvis lykkedes det for hende og hendes familie at komme ud af fængslet. De flyttede til New York. Nu burde alting være så godt. De var i sikkerhed og kunne endelig få et normalt liv.  

Men Simone kunne ikke glemme sine venner i Frankrig. Hun kunne slet ikke holde ud at tænke på, hvordan hendes folk stadigvæk led derovre. For mens hun kunne få rigeligt med brød måtte hendes venner i Frankrig lide og sulte. Hun var i sikkerhed, mens de var i fare hver eneste dag.

Det kunne hun ikke leve med. Hun besluttede sig for at flytte tilbage til Frankrig. Det kunne ikke lade sig gøre og hun blev meget ked af det. I solidaritet med sine venner bestemte hun sig for ikke at spise mere end, hvad hun mente, hendes venner i Frankrig kunne få hver dag. Og det var ganske lidt. For lidt. Hendes liv endte med, at hun fik tuberkulose og døde.

Nogen sagde om hende, at hun var forrykt. At det hun havde gjort, var alt for langt ude. Andre, at hendes hjerte må have slået for hele verden.

Simones kærlighed – Guds kærlighed

Jeg tror, det er den samme kærlighed, Simone udviste, som vi så julenat. En kærlighed, der var så stor, at den ikke kunne holde sig for sig selv. Gud så menneskets lidelser. Han kunne ikke bære tanken om, at vi mennesker skulle være alene i vores lidelser og smerte. Derfor måtte han ned til os, for at være hos os.

Gud hører ikke kun til i himlen. Han sidder ikke kun deroppe og troner. Det kunne han sagtens gøre. Men han elskede os så meget, at han ville dele vilkår med os. Han bøjede sig ned til os. Det gjorde han julenat. Kærligheden tvang ham. Han ville være hos os alle med sin kærlighed og omsorg. Derfor skal vi høre historien om det lille barn i krybben igen og igen. Vi skal høre, at vi aldrig bliver helt forladt. Han vil være hos os midt i vores smerter, sorg og uperfekte liv.

Det dybeste mørke

Det er ikke altid, det føles som om han er nær. Engang imellem kan vi føle os helt gudsforladte. Når kriser og ulykker skyller ind over os, ja så kan det hele se håbløst ud.

For nogle år siden begravede jeg en mand, som var højt elsket af sin kone. Det var så svært for hende at tage afsked. De to havde fulgt hinanden gennem rigtig mange år. De havde delt alting og havde været hinandens et og alt. Nu var hun alene tilbage. Hun græd meget under bisættelsen og havde svært ved at finde fatningen. Da bedemanden skulle til at lukke rustvognen, ville hun ikke slippe kisten. Til sidst blev et par familiemedlemmer nødt til at trække hende væk.

Da jeg sagde farvel til hende, gav hun mig et fast håndtryk og sagde til mig: Jakob. Jeg har ikke lyst til at leve mere. Så slap hun min hånd og fortsatte med at græde.

Lyset

Kvinden havde brug for trøst, håb og hjælp til igen at kunne finde mening med tilværelsen. Det var så uendeligt svært at se en vej fremad for hende. Hun følte det som om, mørket havde sluttet tæt omkring hende, og der ikke var noget lys at se. Ind i sådan et menneskeligt mørke kommer evangeliets påstand. Påstanden er, at Guds lys allerede er her i verden. Det er kommet til verden julenat, og påstanden er, at det skinner her hos os lige nu. 

Lyset, det sande lys, der oplyser ethvert menneske var ved at komme til verden julenat. Det lys, som kunne oplyse den triste og mørke stald. Det lys, som løftede mennesker op, da Jesus gik rundt på jorden. Det lys, som gav mennesker mod på livet og spredte glæde overalt, hvor det kom. Det lys skinner stadig her i vores verden.

Kærlighed og tvang

Men hvorfor tvinger Gud så ikke alle mennesker hen til lyset? Hvorfor lyser han ikke bare op overalt? Fordi kærlighed og tvang ikke hører sammen. Gud valgte ikke at føre sin magt igennem, men valgte at lade kærlighedes sårbarhed komme til syne. Sådan er Gud. Han elsker os mennesker frem for alt, men han vil ikke tvinge os til at elske sig.

Det betyder, at det er op til os selv. Gud vil ikke tvinge nogen hen til lyset. Vi må selv aktivt vælge at lade lyset oplyse vores mørke. Det var fra begyndelsen sådan, at nogen ikke ville tage imod ham. Jesus kom til sit eget, og hans egne ville ikke tage imod ham. Og sådan er det stadig.

Men til gengæld var der også nogen, som så lyset. Der var nogen, som fik øje på ham og lod sig oplyse. Dem gav han ret til at kalde sig Guds børn. Og sådan er det også i dag. Gud sender sit himmelske lys til os, og gang på gang bliver mennesker ramt af det. Igen og igen får mennesker mod på fremtiden og får øje på nye muligheder.

Hvordan kan vi få øje på det lys?

Hvordan kan vi få øje på det lys? Hvordan ser vi Guds lys i verden? Det er et stort spørgsmål. Jeg tror, vi skal tage nye briller på for at kunne se det. Troens briller. Vi må altså se verden på en helt ny måde. Vi skal få øje på Guds storværker, Guds himmelske lys som er midt iblandt os. Når vi ser gennem troens briller, bliver vores blik klart. Så får vi øje på alt det, der ikke kan måles og vejes. SÅ ser vi det væsentlige. Uden de briller, kan det være svært at få øje på, hvor Gud er i vores verden. Med dem er han at finde overalt.

Engang imellem kan briller blive fedtede. Det ved alle jer, der går med briller. Så er det virkelig rart at få dem pudset ordentligt igen. Det kan vi også have brug for med troens briller. Og det kan vi gøre på mange måder. En af dem er ved at komme til gudstjeneste og lade Gud tjene os.

Afrunding

Det er i det hele taget det, julen handler om. At Gud tjener os. Han så vores nød og lidelse. Derfor kunne han ikke blive alene oppe i himlen. Han måtte ned til os, være nær hos os når vi lider og sprede sit lys i alle mørke kroge. Han ville komme os til hjælp og lyse op for os.

Og hans lys skinner i verden lige nu. Kærlighedens Gud tvinger ikke nogen hen til lyset, for kærligheden tvinger ikke. Men hvis vi tager troens briller på, så kan vi få øje på hans lys overalt.

Amen

Juleprædiken

Det er blevet jul, og vi hører igen historien om det lille barn der blev født i Betlehem. Men har det er relevans for vores liv? Hvad er det, vi kan bruge kirken til i dag? Hvor har vi som kirke noget at sige ind i helt almindelige menneskers liv?

Jeg vil pege på 4 ting. Og det vil jeg bruge min prædiken på at uddybe.

- Du er elsket!

- Gud ser de svage

- Stop op

- Kig op

Du er elsket

Vis hvad du kan. Du skal præstere noget. Du skal være en ener. Du skal være en stjerne. Det er en stærk tendens i tiden, at vi er, hvad vi præsterer. Vi bliver målt og vejet alle steder. På jobbet skal vi levere, og det skal gå stærkt. Derhjemme skal vi have et rent og pænt hjem, velopdragne børn, som klarer sig godt i skolen. Vi bedømmer andre og bedømmes af andre.

Se bare på alle de tests, der er i folkeskolen. Selv små børn i børnehaven vurderes på, om de nu er gode nok. Det fortsætter i voksenlivet. Hele tiden skal vi bevise vores værd. Og mange, især unge, bukker under for presset.  Noget af det der også presser os alle sammen er, at vi skal have et interessant fritidsliv. Vi må ikke bare ligge og drive den af på sofaen. Vi skal i motionscenteret og vi skal gå til koncerter. Vi skal rejse til fjerne destinationer i ferierne og vi skal gå lange ture rundt om dammen. Hele tiden lyder budskabet. Du skal skabe din egen lykke. Du skal blive til noget.

I kirken har vi en modfortælling. Det blev tydeligt, da Jesus gik rundt i Israel. Intet menneske var for ringe for ham. Han så på alle med sit kærlige blik også dem, der bestemt ikke havde gjort sig fortjent til hans kærlighed. Ofte gik han til dem, der netop havde misbrugt deres liv. De fik ikke som fortjent af ham.

Derfor er du ikke noget i kraft af, hvad du kan præstere. Du behøver ikke skabe dig et navn. Du er noget, fordi du er skabt af Gud. Du er elsket for den, du er og ikke for det, du gør. Din værdi hænger dermed ikke sammen med dine evner. Du er nemlig et Guds barn.

Gud ser de svage

Det glædelige budskab her fra kirken er, at for Gud er ethvert menneskeliv værdifuldt. Også dem, som ikke bliver regnet for noget særligt. Dem, som vi andre alt for ofte går forbi. Gud også ser dem, der har et uinteressant liv. Dem, der ikke klarer sig godt. Dem der aldrig har fået høje karakterer i skolen, højt lønnede jobs. Dem, som aldrig har fået skabt sig et smukt hjem eller nogle vellykkede børn, som de gerne viser frem og fortæller om?

Juleevangeliet er egentlig helt vildt provokerende. Gud lod sig føde i en stald. Hvor simpelt og beskidt kan det blive? De første vidner til fødslen var nogle helt almindelige hyrder. Det var nogen af de laveste i samfundshierarkiet dengang. Og da Jesus blev voksen, gik han fortrinsvist til de svage og udstødte. Dem, som ingen andre ville have med at gøre. Det fortæller os netop, at Gud gik ind i det bøvlede beskidte liv.

Derfor kender han også de aspekter af vores liv. Han ved, at livet ikke altid lykkes for os. Han ved, hvad vi går og har dårlig samvittighed over. Han ved, at der er ting, vi skammer os over og ikke lykkedes med. Han ved, at vi ikke er så pæne eller så vellykkede, som vi ofte giver os ud for at være.

Jesus kom ikke herned til de vellykkede. Han kom ikke til dem, der klarede sig godt og havde alt på det tørre. Nej, han kom til alle os, som ikke altid slår til, og som jævnligt mislykkes. Han gik ned i det til tider smertefulde og bøvlede liv. Ja han gik ind i det dybeste mørke et menneske kan opleve. Selv der, vil han sende små sprækker af lys.

Men evangeliets budskab til os i dag er ikke kun dette. Nej, det udfordrer os også. Det stiller spørgsmål ved vores måde at leve på. Og nu er jeg så kommet til det tredje, jeg vil sige.

Stop op!

Stop op. Vi stresser rundt og vil nå så meget. Der er prestige i at have travlt. Men når vi forsøger at være alle steder, forsømmer vi at være til stede. Vi risikerer at blive allestedsfraværende i vores eget liv. Jesus formåede at være nærværende, også selv om der var mange mennesker omkring ham. Han tog sig tid til det menneske, som kom til ham. Sådan skal vi også gøre. Ægte nærvær kræver tid, stilhed og fordybelse. Stop op.

Jeg vil slå et slag for den kedelige pause. Vi kan dårligt tåle ventetid længere. Altid skal vi have smartphonen frem. I bussen, i timerne, på WCet. Måske kunne vi have godt af at lade mobilen blive i lommen. Stirre lidt ind i væggen. Pauserne er der, hvor vi har ro til at tænke over tingene.

Det gjorde Jesus også. Indimellem gik han væk for at bede. Han havde også brug for ro. Lad os genfinde pausen denne jul. Det er i pausen, vi giver Gud lov til at komme til os. Stop op! Og når vi genfinder pausen, får vi også tid og overskud til at kigge op.

Kig op

Kig op. Vi lever i en migkultur. Egoismen og selvoptagetheden vil ingen ende tage. MIG og min lykke, det er det vigtigste for os. X-faktor, stjerne for en aften, den store bagedyst, talent og alle de andre programmer er om noget kendetegnende for vores kultur. Og hvem af os har ikke drømt om at blive opdaget. Være en af dem, der skiller sig ud og bliver fremhævet. Vi bliver så selvkredsende, at vi glemmer at se dem omkring os. Facebook og andre sociale medier er vores udstillingsvindue, hvor vi kan vise verden, hvor godt det hele kører for os.

Ind i den evige jagt efter likes kommer evangeliet med en opfordring til os alle. Kig op. Kig op og se dem omkring dig. Du er vigtig ja, men det er alle de andre mennesker også. Faktisk er det de andre mennesker, som gør vores liv rigt. Vi skaber ikke vores lykke selv. Nej, det gør de andre. Lad os kigge op og fortælle hinanden, hvor meget vi betyder for hinanden denne jul.

Et liv, hvor man kun har sig selv og sin egen lykke for øje, er et meget fattigt liv. Kig op. Se de andre og fortæl dem, hvor meget de betyder for dig.

Opsamling

Så juleevangeliet – det glade budskab fra Gud til alle mennesker er stadig relevant. Her får vi at vide, at vi er elsket. Ikke fordi vi kan præstere noget særligt, men fordi vi er skabt af ham. Gud ser os svage mennesker, og han vil være der for os.

Og så udfordrer budskabet os. Det udfordrer os til at stoppe op og finde pauser, blive et nærværende menneske og give plads til Gud. Det udfordrer os til at kigge op fra vores selvkredsen. Kigge op og kigge ud på de mennesker, vi lever sammen med. Og fortælle dem, hvor meget de betyder for os.

Glædelig jul

Amen

Om Helvede og frelse

Tekst: De 10 brudepiger

Jeg kender jer ikke

Jeg kender jer ikke! Hvor er det nogle forfærdelige ord. Siger Jesus virkelig det til noget? Jeg kender jer ikke. Det er for alvor svært at glæde os over de 5, som kom ind til festen. For der var jo 5, som ikke fik lov. Hvorfor tillader Jesus det? De 5 måtte stå udenfor og banke på. Og brudgommen siger de frygteligt afvisende ord: Jeg kender jer ikke!

Det er ikke kun i denne lignelse vi møder et ”udenfor”. Det er et gennemgående tema i mange af Jesu lignelser. Det er en modsætning til frelsen, himlen og et liv hos Gud helt uden krig og ulykker, sygdom og lidelse, død og tab. Der er forskellige måder at beskrive helvedet og fremmane pinslerne. Helvedets uudslukkelige ild, evig pine, gru og tænderskæren.

Egentlig er det interessant at helvedet har fået så fremtrædende en plads i vores kirker og kirkens historie. Det er nemlig ikke sådan at helvede er bibelens gennemgående tema. Det er på ingen måde hovedfokus. Selve ordet helvede fremkommer faktisk kun 12 gange i det nye testamente.

Helvedets historie

Selvom helvedet ikke fylder meget i bibelen har det haft en stor og central plads i kristendommens historie. Der findes mange kalkmalerier med helvede som motiv. Så kunne kirkegængerne sidde og kigge på at djævelen ristede sine sjæle i evig ild. De forstod ikke noget af prædikenen, men de kunne se malerierne.

Og der findes også mange nyere eksempler, hvor helvede er blevet brugt meget effektfuldt af prædikanter. Brugt til at jage en skræk i livet på menigheden og få dem til at leve ordentligt. Først har præsten ristet menigheden og udmalet hvor forfærdeligt det er at brænde op hos djævelen i al evighed. Fortalt menigheden hvor forfærdeligt de lever deres liv i synd, hor og drukkenskab. Den livsform fører kun et sted hen. For så til sidst at anvise menigheden en anden vej. Den rette vej mod himlen. Helvede er således blevet brugt til at true folk ind på den rette vej. Hvis ikke du lever et kristent liv, så bliver du smidt i den evige ild.

Hospice

En dag blev jeg kaldt ind på hospice ved Århus. En mand fra mit sogn havde bedt om en samtale. Han lå i sin seng, da jeg kom ind. Jeg kunne se at han ikke havde langt igen. Han så tynd og bleg ud og talte meget anstrengt. Han var så forfærdeligt bange. Han var vokset op i en familie, hvor de som noget helt naturligt havde troet at der var to udgange fra dette liv. En himmel og et helvede. Og nu var han så blevet bange. Bange for at han skulle ende i helvede. Han kunne ikke holde ud at tænke på, hvad der dog kunne ske

Hvad med mig?

Sådan har jeg mødt flere mennesker, som havde det skrækscenarie for øje. Egentlig må vi alle stille det spørgsmål: Hvad så med mig? Vil Gud kendes ved mig? Er jeg som en af de kloge eller en af de tåbelige brudepiger? Kommer jeg med til bryllupsfesten eller ej. Findes der et udenfor, et helvede? Det er sådan nogen spørgsmål lignelsen efterlader os med.

Men jeg tror ikke, vi kan finde svarene her i denne lignelse. Lignelsen vil noget andet end fremmane helvede, og gøre os angste for at blive efterladt udenfor. Vi må ikke tolke billederne i lignelsen så direkte. Lignelsen er et billede og det kræver, at lignelsen bliver tolket.

Der er et dybere lag i lignelsen. Og det er den, vi skal have fat i. Budskabet i den er: Vi skal Ikke bekymre os så meget om vores egen frelse. Vi skal flytte fokus et andet sted hen. Hen på vores næste. Vi er allerede frelst og vi skal ikke gøre os fortjent til noget i forhold til Gud.

Vi skal ikke bekymre os om vores egen frelse

De ti brudejomfruer er et billede på menigheden. Det er altså os, menigheden, som denne lignelse handler om.

Det, de tåbelige brudepiger gør forkert, er at de ikke har taget ekstra olie med til deres lamper. Så de vælger at tage et smut over til købmanden.  Måske er det et udtryk for, at de gerne lige ville fremtidssikre sig. Mon ikke brudgommen ville have taget dem med ind til fest, også selv om de ikke havde haft olie på deres lamper? Men de styrtede i stedet hen til købmanden. De ville have styr på det hele før de kunne gå til bryllupsfest. Men der er altså ikke noget, vi skal gøre, før vi kan møde Gud. Vi har lov at komme som vi er med al vores uperfekthed.

Men det er svært. Vi vil så gerne have styr på det hele. Kalenderen er booket og vi planlægger og planlægger. Vi forsøger at fremtidssikre os gennem vores opsparing og meget andet. Også når det gælder frelsen vil vi gerne have besked. Har jeg nu levet godt nok? Er jeg nu som en af de kloge brudejomfruer. Er der noget jeg kan gøre, så jeg er sikker på at få en plads?

Når vi går ud

Faren er ligefor: At vi går ud af kirken i dag og tænker: Nu må jeg huske at være noget for mine medmennesker, for at Jesus ikke skal lukke mig ude. Igen er vi på galt spor. Så er vi jo lige vidt. For så er vi bare havnet i en ny bekymring og en ny frygt for ikke at leve, som Gud vil det. Vi skal aldrig være en næste med det formål. Vi er så selvoptagede. Så længe vi spekulerer på vores egen frelse, om vi er parat eller ej, om olien brænder for os så er vi på galt spor. Netop fordi så spekulerer vi på os selv.

Frelsen er ikke noget, vi skal gøre os fortjent til. Det er noget, vi fik, da vi blev døbt. Frelsen er ikke noget, vi kan spekulere os frem til eller gøre noget for at modtage. Det er ikke noget, vi kan planlægge eller sikre os. Nej, det er noget, vi får.

Når vi er blevet døbt så er der ikke mere for os at gøre. Så er forholdet til Gud på plads. Vi skal ikke gå og gøre os til i forhold til Gud. Der er ikke noget, vi skal bevise eller gøre os fortjent til. Vi skal tage dåbens budskab alvorligt og leve på det. Vi er frelst ved dåben. Vi har allerede vundet en plads i himlen. Det er der ikke noget, som kan rokke ved.

Det betyder, at vi er sat fri til at gøre noget godt for de andre. Vi kan løfte blikket fra os selv og se ud på andre. For vores medmennesker har brug for os.

Afrunding

Vi kan ellers så let blive bange og leve ufrit. Helvedet er blevet flittigt brugt til at skræmme mennesker. Også denne lignelse taler om et udenfor, men hvis vi fokuserer for meget på at undgå det udenfor, så modarbejder vi lignelsens budskab.

Her får vi at vide, at vi ikke kan eller skal sikre os selv. Vores forhold til Gud er klaret her ved dåben.  Det vigtigste er at vi aldrig må forsøge at gøre os fortjent til noget som helst. Vi skal ikke være en næste for at få noget til gengæld, opnå frelse eller andet hos Gud. Ved dåben er vores forhold til Gud blevet klaret. Vi har fået det evige liv i gave. Vi skal ikke gøre os fortjent til Guds kærlighed. Den indsigt kan sætte os fri til at være et godt medmenneske.