Hvad sker der når jeg dør præst?

Indtoget i Jerusalem

Det påtrængende spørgsmål

Hvad sker der når jeg dør præst? Stemmen dirrede. Det var et meget påtrængende spørgsmål for ham. Og det var tydeligt at mærke, hvad han gerne ville høre. Tavsheden i rummet var larmende, så han fortsatte: Kommer jeg i en slags himmel? Og det bliver da forhåbentlig ikke i den her krop?

Jeg blev for mange år siden kaldt ud til en samtale. Her mødte jeg en meget fortvivlet og afkræftet mand. Han led og havde smerter. Og så var han frygteligt bange. Bange for at skulle dø og hvad, der ventede ham. Han havde været skolelærer og havde gennem årene fortalt mange historier fra det Gamle Testamente for sine elever. Han var derfor meget velbevandret i bibelhistorierne. Og han kendte også nogle hårde og gruvækkende historier med, hvad Vorherre er i stand til. Det gjorde ham bange, for hvordan ville Gud mon behandle ham.

Hævnguden

Manden var ikke dum. Han vidste godt, at han ikke havde levet noget perfekt liv. Der var skam meget, han burde have gjort anderledes. Nu ville han gerne have klar besked. Hvad sker der når jeg dør præst?

Egentlig tænkte denne mand Gud som meget menneskeligt. Gud er en, der vil hævne det, vi har gjort forkert. Hvis vi ikke har givet ham nok tid og opmærksomhed i livet, ja så følger straffen, når vi dør. Gud er en, der bringer retfærdighed, så vi får som fortjent. Det er typiske menneskelige træk.

Det er samme tanke, der er formuleret i salmernes bog i den salme, vi lige har hørt i dag. ”Hvem kan drage op til Herrens bjerg? Hvem kan stå på hans hellige sted? Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og sværger falsk. Han henter velsignelse hos Herren og retfærdighed hos sin frelsesgud!”

Vi får belønning hvis vi har fortjent det. Men hvad så med os, der engang imellem har stukket en løgn? Hvad med os, der kan huske tilbage på mennesker, vi har svigtet? Og os, hvor det er så som så med det rene hjerte og de skyldfrie hænder? Når vi hører, hvem der har adgang til det hellige bjerg, kan vi godt blive lidt bekymrede. Særligt når døden nærmer sig. Er Guds hellige bjerg kun et sted for de særligt hellige og udvalgte? Og får vi som fortjent når vi engang dør?

Kappen

Det er et andet billede af Gud, vi møder ved indtoget i Jerusalem. Her er det den ydmyge og sagtmodige konge. Jesus tager rollen på sig og gjorde nøjagtig, som profeterne havde spået. Det, at han vælger at ride på et æsel, signalerer, at det er fredens konge, der kommer. Det er ikke magtens og hævnenes Gud, vi møder her.

Der er en detalje i denne historie, som jeg har læst henover i mange år. Jeg har nok været for fokuseret på palmegrenene og Hosiannaråbene. Men det fortælles, at disciplene tog deres kapper af og lagde dem på æslet. Folkeskaren tog også deres kapper af og lagde dem på vejen. Hvad er der så særligt ved de kapper da? Jo, det er ikke kun en hyldest. Det repræsenterer meget mere end det. Det er en stærk manifestation, som skal fortælle noget.

Elias og Elisa

Kappen hænger nemlig sammen med magten. Vi kender det fra historien om profeterne Elias og Elisa fra det Gamle Testamente. Elisa er bekymret for, at han kan blive en god profet. Han tror ikke, han kan efterfølge sin dygtige forgænger Elias. Men han får kraft gennem kappen. Da Elisa samler Elias kappe op, så har han fået overdraget magten. Derefter tør han tage opgaven på sig. Da Elias lagde sin kappe ned afgav han magten til den Elisa.  

Det, som folkeskarerne gjorde palmesøndag, var, at de afgav magten. De rullede ikke kun den røde løber ud, da de lagde deres kapper, nej de underlagde sig Jesu magt. De tog deres eget af og viste, at de ikke kunne klare sig selv. Så er det, at de var klar til, at Jesus kunne klæde dem på.

Iklæde sig Kristus

Adventstiden er sådan en tid hvor man kan billedligt set klæde sig af og på. Jeg ved godt at for mange af os, er det blevet en nedtællingstid til den store dag. Med flammen som langsomt bider en stump af kalenderlyset hver dag. Men egentlig er adventstiden en tid, hvor vi kan blive omklædt. Der er alvor og bid i de fortællinger, som hører adventstiden til. Det handler om endetiden. Om den dom vi alle skal møde engang. Om Jesu andet komme. Det er langt fra julens hygge.

Det gode budskab i adventstiden er, at vi ikke behøver være bange for det, der kommer. Vi kan trygt gå vores død i møde, for vores frelser kommer til os. Vi får lov at tage Jesu klæder på. Vi må iklæde os ham.

Gudstjenesten som walk in closet

Gudstjenesterne her i adventstiden kan ses som en slags Walk in closet vi kan gå ind i. Her kan vi tage noget på, der ikke er vores eget. Jesus tilbyder os et nyt sæt tøj. Martin Luther talte om det salige bytte. Altså vi bytter tøj med Kristus. At Kristus påtager sig alt vores, for at vi kan påtage os hans. Og tøjet er selvfølgelig et billede på alle vores fejl og mangler, vi har gjort igennem livet. Det får vi lov at lægge fra os.

Aflastning på dommedag

Der ligger en stor aflastning i det på dommens dag. Den dag vi dør, skal vi ikke grave de rigtige handlinger frem i os selv. Vi behøver ikke fremhæve alle vores gode intentioner og gerninger. Vi behøver heller ikke forsøge at skjule de fejl, vi har begået gennem livet. For vi skal slet ikke bruge vores egne klæder til noget som helst. I stedet kan vi iføre os Kristi klæder, få dem pålagt. Svøbe os i dem.

Derfor er der grund til Jubel

Derfor er der grund til jubel. Vi må råbe vores hosianna, for vores frelser kommer til os igen i år. Lad os brede vores kapper ud denne adventstid. Lad os underlægge os Jesus og afgive magten. Lad os gå ind i gudstjenestens walk in closet og lægge alt vort eget fra os. Vi må få nyt tøj på. Tøj der frelser os.

Svaret

Så da den ældre afkræftet herre spurgte mig, hvad der sker, når vi dør. Ja så måtte jeg ærligt svare, at jeg ikke ved det. Og jeg kan sagtens følge hans bekymring. Angsten for det ukendte. Men jeg tror, Gud vil være der for os. Jeg tror, han vi tage os hjem til sig. Og vi behøver ikke være så bekymrede for, om vi nu levede et godt nok liv. For det gjorde vi ikke. I stedet skal vi lægge kapperne hen på vejen foran æselkongen. Vi kan råbe vores Hosianna, for vi får ikke løn som fortjent. Vi må iklæde os ham og få evigt liv.

Amen 

Hvorfor er der nogen som tror?

Hvorfor?

Hvorfor er der nogen, som bliver kristne og andre ikke? Hvad er det, der afgør det? Det kan vi da godt lige sidde og overveje lidt i dag? Måske er det ikke så let at svare enkelt på. Handler det om, hvorhenne i verden vi er blevet født? Altså hvis man er født i et arabisk land bliver man muslim, i et indisk land bliver man hinduist og i Europa så bliver man kristen. Naah det er ikke altid det går sådan. Der findes vist ikke det land i verden, hvor alle tror på det samme. Mennesker skifter også tro ind imellem. Er det indoktrinering fra barns ben der afgør det? Har troende mennesker en særlig naiv tilgang til verden? Eller positivt formuleret: Har troende mennesker en særlig nysgerrighed på verden, der driver? Eller har vi set noget særligt? Noget guddommeligt her i vores verden?

Disciplene og deres tro

Der er ingen tvivl om at de mennesker som mødte Jesus så noget særligt. Det er egentlig en underlig fortælling vi lige har hørt. En fortælling, om hvordan nogle almindelige mennesker skifter tro. De var formentlig jøder alle sammen og nu begyndte de så at følge efter Jesus. Det virker legende let. Det er, som om de her mennesker, nærmest ikke kan undgå at blive disciple. Der er ikke meget skepsis at spore hos dem og den der er, bliver hurtigt affejet. På den måde ligner de ikke os.

Hvad nu hvis det var sket i dag?

Vi kunne lege med tanken, hvis det her var sket i dag. Ja så ville Jesus nok have mødt en større skepsis. Tror I ikke, at vi ville tænke, at han var tosset? Vi er blevet opdraget til at være kritiske og ikke tage alt for gode varer. Vi vil ikke snydes af nogen, og der er mange, som vil narre os. Derfor tror jeg, vores skepsis er større end den var dengang.

På den anden side kan det også være, at det de så, var så stort og vildt. At det gjorde noget ved dem. De så Jesus. Det er som om, at det, de fik at se, var så overbevisende, at alle parader faldt. Måske var det bare for stort, det de så, til at de formåede at være skeptiske. Og det ville det måske også have været for os.

Drevet af nysgerrighed?

Det, der kendetegner alle de kommende disciple er, at de er drevet af nysgerrighed. De vil gerne finde ud af mere. Mere om dem selv, om deres liv, om verden og om Gud. Og vi kunne så spørge, om vi er ramt af samme nysgerrighed? Eller er vi blevet for skeptiske? Er vi blevet dårligere til at se end de var dengang?

Ikke kun en vej

I det hele taget synes jeg, det er enormt interessant, hvad det er, der gør, at mennesker begynder at tro på noget. Jeg bliver ofte slået over så forskellige vi mennesker og vores troshistorie er. Der findes ikke en vej som alle må tage for at begynde at tro. Nej, det er nærmere sådan, at der er mange forskellige veje. Det vidner historien med disciplene om. Og det vil jeg gerne lære konfirmanderne her ved kirken. Derfor bliver de i en lektion mens de går til præst, sendt ud til forskellige medlemmer af vores menighed. Der er flere af jer her i dag, som har haft besøg af konfirmander de seneste år. De skal nemlig opleve, at det er vidt forskellige troshistorier, der gør sig gældende her i menigheden. Nogen af os har fået det ind med modermælken. Vi er blevet taget i hånden og ført med i kirke.

Andre har haft store skelsættende oplevelser, som har været overbevisende. Himlen har på en måde åbnet sig for dem, og de har set noget ganske særligt og overvældende. Så nogen kan sætte præcist dato på, hvornår de begyndte at tro på Gud. For andre har det været en løbende proces. Men jeg tror, at kendetegnende for langt de fleste af os er, at vi har været drevet af nysgerrighed. Og jeg tror de fleste af os er blevet slæbt hen for at se af nogen andre.

De andres betydning for min tro

I fortællingen om discipelkaldelsen er det bemærkelsesværdigt at disciplene alle bliver slæbt hen til Jesus af nogen andre. De bliver præsenteret for det, de skal se af andre.

Og det giver da os anledning til at overveje noget omkring vores egen tro. For mange af os er også blevet slæbt med hen for at se. Når jeg tænker tilbage er der mange, som har været betydningsfulde for min tro.

Annies oplevelse

Min kone Annie blev engang spurgt til, om hun ville holde et oplæg til en konference om tro i København. Det var en konference hvor nogle kloge forskere skulle sige noget om tro og det at skifte tro og de var så tre personer som skulle fortælle om deres tro. En muslim, en som havde stiftet tro fra kristen til muslim og så min kone som kristen. De skulle alle fortælle deres troshistorie på 5 minutter. Jeg var ikke selv med men fik refereret mødet bagefter og det der havde gjort størst indtryk på min kone var et spørgsmål som blev stillet lige bagefter.

Da de tre oplægsholdere var færdige var det tid til spørgsmål, og biskoppen fra København rakte sin hånd op. Han havde lagt mærke til, en ting som kendetegnede alle de tre historier. Nemlig, hvor meget deres tros-medvandrere havde betydet for dem. Og ja når min kone så på hendes historie i det lys, så var det jo rigtigt. Der var netop nogen som hun havde gået sammen med hele tiden. Hun var blevet slæbt med hen for at se ligesom disciplene blev i den fortælling vi lige har hørt. Hun blev båret til døbefonten af sine forældre. Hun havde nogle lærere på skolen som fortalte fængende bibelhistorier og hun havde nogle venner hun kun spille bold op ad og spejle sig i gennem ungdommen.

Medvandrer

Sådan tror jeg mange af os kan se tilbage på vores liv og finde medvandrere. Nogle som har givet troen videre til os. Som har fortalt bibelhistorier og taget os med. Som har støttet os, når vi har tvivlet på, om det var sandt. Og nogen som har stillet sig sammen med os og tænkt sammen med os over det med Gud. Og sådan tror jeg også vi kan blive vigtige medvandrere i andres liv. Når vi giver os tid til at gå sammen med nogen hjælpe hinanden med at se.

Kom og se

Det er påfaldende så mange gange, der fortælles, at de skal SE i denne kaldelse af disciplene i dag. Igen og igen er det det, der nævnes. Kom og se. Og troen kommer så, af det møde der sker, når de ser. Hvad er det, de får øje på? Ja det er i hvert fald noget, der har åbnet for noget dybere. De har set noget mere, end de gjorde før.

Måske er det også det, vi tror. At vi der tror, ser noget mere. At vi har fået øje på noget, der rækker ud over det, som vi umiddelbart først og fremmest ser. Vi kan få øje på små sprækker af evigheden her i vores tilværelse. At vi ikke bare ser den smukke verden vi lever i, men at vi ser den som et udslag af Guds gode skaberværk. At vi ikke bare ser en bemærkelsesværdig mand som døde for 2000 år siden, men vi ser en skelsættende betydning for vores egen historie. At vi ikke bare ser den døde i kisten, men vi ser et håb som rækker ind i evigheden.

Afslutning

Så tilbage til spørgsmålet: Hvorfor er der nogen som tror og andre som ikke gør det? Det er et enormt svært spørgsmål at give et præcist svar på. For det er forskellige måder, vi har fået øjnene op for det på. Jeg tror, det er nysgerrigheden som har drevet os. Og så er det bemærkelsesværdigt hvor meget andre mennesker har betydet for vores tro. Der er andre, som har slæbt os med hen for at se. Det skal minde os om, at det er vigtigt at vi selv går ud og siger kom og se til andre. Og det vi har set var noget ganske særligt. Noget som fik betydning for vores liv.

Den lamme ved Betesda Dam

Gymnasiet

Uha, det var skræmmende. Jakob skulle begynde på gymnasiet og kunne næsten ikke sove natten før. Var der mon nogen, han kendte? Ville han blive en af de seje, en af dem, som de andre så op til og som scorede piger hele tiden? Eller ville han blive en taber? Det måtte ikke ske. Jakob sørgede for at tage det nyeste flotteste tøj på, og sætte håret så smart som muligt. Alligevel var det skræmmende at gå ind af døren til den store hall på gymnasiet. Der var ekstremt mange sommerfugle i maven. Det føltes som om, alle kiggede hen mod ham. Jakob kiggede rundt og kunne se, at alle de andre havde nogen de stod sammen med. Og hvor så de også seje ud – de andre. Jakob var slet ikke så sej, som han havde håbet. Han begyndte at tvivle på sig selv.

Redningen

Men så var det, at det hele vendte. For pludselig, kom der to hen mod ham, som Jakob kendte fra en tidligere klasse. Og det var, som om Jakobs hjerte faldt lidt til ro. Her var to som kendte Jakob og vidste, hvem han var. Her var nogen, der så ham. Nogen, han kunne stå og være usikker sammen med. Det gav en fantastisk ro i kroppen.

Jeg tror, vi alle har prøvet at føle os usikre. Overvejet: Er jeg nu god nok? Har jeg værdi? Hvad tænker de andre om mig? Er min krop smuk nok? Har jeg nok gode venner? Er jeg dygtig nok, til det jeg laver?

Jagten på likes

Hvis der er noget, som kendetegner vores tid, er det de sociale medier.  Når vi skal skrive et opslag på facebook, så er det vigtigt for os, at det er noget finurligt, sejt og smart, vi slår op. Sådan noget som vores venner synes er sjovt, og som så får en masse likes.

Hvem af os har ikke slået noget op og gået rundt og håbet på, at det fik likes. Tjekket mobilen nogle gange i timen for at se, hvordan det gik med opslaget. Og også mærket den der skuffelse, når vi ikke fik så mange likes, som vi håbede på. Jo, jagten på likes er noget, der kendetegner os i denne tid. Hvorfor er det sådan? Vi vil så gerne leve perfekte lykkelige liv, men måske findes sådan et liv slet ikke? Måske mangler vi alle en grundlæggende tillid til, at vi er ok, som vi er? At vi ikke behøver præstere noget særligt for at være noget værd.

Ikke breaking news

Det er ikke noget nyt, at mennesker jagter anerkendelse. Sådan tror jeg altid, det har været. Men det er måske mere udpræget i vores like-samfund. Også på Jesu tid var der mange mennesker, som søgte anerkendelse og accept. Og der var mange, som var blevet hægtet af toget. Der var nogen, som aldrig fik nogen likes.

Den lamme ved Betesda

De mennesker hører vi om gang på gang her i kirken. Også i dag hører vi om et menneske, der havde brug for hjælp. En udstødt lam mand. Han lå uden for templet i de 5 søjlegange og håbede på at blive helbredt. Der havde han ligget i hele 38 år. Søjlegangene må have været som fængselstremmer for ham. Han må have følt sig som fange derinde.

Hvor må denne mand have skammet sig og følt, at han ikke var noget værd. Mest fordi han ikke havde noget menneske, der bekymrede sig om ham. Han havde ikke nogen venner til at stå ved siden af sig i sin afmagt. 

 Der lå en mængde syge ved dammen og håbede på at blive helbredt. Kun den første, der kom i vandet når det kom i oprør blev helbredt. Derfor var der ingen solidaritet mellem dem. De var benhårde konkurrenter. Det handlede om konkurrence, om præstationer, om at klare sig bedst. Og måske er den syges sygdom netop, at han tror, han skal kæmpe sig og præstere sig til sit eget værd. 

Og så var det Jesus kom ind i hans liv og forandrede det for altid. Den lamme mand kendte ikke Jesus, men Jesus kendte ham. Jesus vidste, hvor meget manden havde brug for at blive set. Og Jesus så ham. Jesus så på manden, som der aldrig var nogen, der havde set på ham før. Og Jesus gav ham livet tilbage. Jesus helbredte ham og sendte ham ud i livet med en følelse af at være elsket. En følelse af at have værdi.

Redningen

Jeg tror, vi alle har brug for at blive set, ligesom den lamme mand ved Betesda Dam blev set. Eller som Jakob blev set den dag på gymnasiet. Vi har brug for, at der kommer nogen, som elsker os og står ved siden af os i livet. Nogen der tager vores nervøsitet væk og giver os en grundlæggende tro på, at vi er ok. En tro på, at vi er elsket.

Her er vores forældre og venner afgørende for os. Vi har brug for deres kærlighed og anerkendelse. Ja, vi lever af den. Men engang imellem kan vi endda tvivle på dem. Venner kan forlade os, og forældre kan svigte os. Men her i kirken møder vi et menneske, som aldrig forlader os. Jesus. Her er en, som ser os og går ved siden af os gennem hele livet. Han elsker os og vil følge os hele vejen.

Dåben

Det er det I konfirmander får bekræftet til jeres konfirmation. Der lover Gud igen, at I altid må være hans børn. I får hans kærlighed helt gratis kvit og frit. I er noget værd, fordi I er skabt og villet af ham. Derfor behøver vi ikke kaste os ud i en endeløs jagt på likes. Vi behøver ikke være usikre på, om vi har værdi. Vi er nemlig allerede set og elsket af Gud.

Amen      

Den tossede landmandssøn

6.s.eft. trin

Tosset landmandssøn

Hvor var det provokerende. Det var noget alle talte om i min barndomsby derhjemme for nogle år siden. De fleste var forargede. Forældrene stod for skud. Hvordan kunne de tillade at deres søn gjorde sådan noget? Han var nogle år yngre end mig. Den unge skøre fyr. Landmandssøn var han, og det han havde gjort var så langt fra en almindelig landmandsmentalitet, som det overhovedet kunne komme. Han havde givet alt væk. Alt. Hele børneopsparingen, og alt det han havde tjent ved at hjælpe til derhjemme på gården. Og han havde vist også været heldig med at investere penge i aktier, så det var ikke så lidt, han gav væk. Alt gav han væk til velgørenhed.

Og jeg kan lige fortælle jer, at det var noget, som folk i byen havde en holdning til. Det blev endevendt. Det var jo tosset. Det rene galimatias. Folk var forargede. Han måtte være blevet radikaliseret. De fleste mente, at han ville komme til at fortryde det engang. Hvordan skulle han nu få råd til at studielivet? Hvordan skulle han få råd til et hus? Det var da mest fornuftigt først at sætte penge i hus og bil og alt det andet og så begynde at give lidt væk til velgørenhed. Var det ikke?

Begrundelser

Der var ikke så mange, som lyttede til den unge mands begrundelser. Den unge fyr forklarede det med, sin kristne tro. Han ville gerne leve et nyt liv. Pengene bandt ham til det gamle sikre og beskyttede liv. Det ville han gerne frigøre sig fra. Nu ville han have plads til noget andet. Han ville sættes fri til noget andet. De, der lyttede til ham, hørte det mest som en provokation. Og det må vi også gerne høre det som i dag. Hvorfor er det, vi ikke gør som landmandssønnen? Ja, hvad afholder os egentlig fra det?

Hvordan læser vi Jesu angreb på rige?

Jeg har ofte læst lidt hen over de kritiske røster omkring penge som findes i det nye testamente. Måske fordi det bliver så radikalt og er så stort et indgreb i mit liv. Måske fordi jeg er opdraget til at skrabe sammen? Måske fordi det er en trend i tiden, at vi skal sikre os og spare op? Er det fordi her kommet et budskab, vi ikke kan lide at høre?

Jesus stiller krav til den unge mand.

På mange punkter ligner denne unge landmandssøn fra min barndomsby den rige unge mand, vi hørte om i dag i evangeliet. De var begge unge. De forsøgte begge at finde ud af, hvordan de skulle leve et ordentligt kristent liv. De var begge ihærdige og havde i flere år forsøgt at leve et kristent liv. Og ja, de opsøgte den samme mand for at finde et svar. Hvad skal jeg gøre? spurgte de.

Og de fik det samme svar. Gå hen og sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige. Meget tyder på, at den rige unge mand i evangeliet ikke kunne lige netop det. Det var for svært for ham. Pengene betød for meget. Eller den sikkerhed pengene tilbyder og repræsenterer. Og manden måtte slukøret og bedrøvet forlade Jesus.

Og det her er ikke det eneste sted i evangeliet Jesus er kritisk over for det med penge. Det er en rød tråd som gennemsyrer hele biblen. Rige havde så svært ved at tage imod det Jesus tilbød. 

Og Jesu krav stod altså fast. Den rige unge mand skulle give alt væk. Jesus ville have helhjertethed. Det var ikke sådan, at Jesus fortrød det. Man kunne forestille sig at han så, hvor ked af det den unge mand blev. Løb efter ham og forklarede, at han ikke mente det så slemt. Men det gjorde Jesus altså ikke.

Mandens spørgsmål er helt forkert

Og ja, den rige unge mands spørgsmål er forkert. Han spørger jo, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Han skal ikke gøre noget. Vi kan ikke frelse os selv. Det er helt misforstået.

Vi kan ikke frelse os selv. Men det kan Gud. For Gud er alt muligt.

Jesus stiller krav til os!

Alligevel stiller Jesus krav til os. Ikke for at vi skal frelse os selv, men fordi vi er blevet mødt med evangeliet. Jesus fortæller os, at vi skal leve det nye liv! Ikke det gamle sikre liv. Ikke det liv, som er præget af alle vores goder. Ikke det liv, hvor vi halvhjertet følger efter Jesus. Nej, vi skal leve det usikre, nye og forvandlede liv.

Jesu ord til den unge mand må få os til at overveje, hvordan vi skal leve vores liv. Hvordan forholder vi os til vores rigdom? Hvordan hjælper vi hinanden så vores rigdom ikke bliver til selvbeskyttelse men til gavn? Hvilke konflikter mellem sikkerhed og gavmildhed stiller vores lille tro os i?

Den billige nåde og den dyre nåde

Måske er vi bare blevet vant til lidt for billig nåde i vores kirke. Billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål. 
Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors. Vi giver måske forkyndelse og sakramenterne for billigt, vi døber, vi konfirmerede, vi tilsiger folk synderne forladelse, uspurgt og betingelsesløst. Vi udøser strømme af nåde uden ende, men kaldet til streng efterfølgelse af Kristus høres sjældent.

Det er Dietrich Bonhoeffer, som har introduceret begrebet billig og dyr nåde. Jeg vil læse et citat fra ham:

Den dyre nåde er den skjulte skat i marken, for hvis skyld mennesket med glæde går hen og sælger alt, hvad han har; Den er den kostbareste perle, som får købmanden til at afhænde hele sin ejendom for at kunne betale prisen; den er Kristi kongeherredømme, for hvis skyld et menneske river det øje ud, der forarger ham; den er Jesu Kristi kald, som får disciplene til at forlade sine garn og følge ham.

Det usikre nye liv

I dag vil jeg appellere til den dyre nåde. Jesus udfordrer os til at leve det usikre nye liv. Ikke for at fortjene frelsen, den sag tager Gud sig af. Vi skal leve det nye liv. Det liv, hvor vi kaster os ud uden at have kontrol over det hele. Det liv hvor vi giver slip. Det liv, hvor vi giver bort, forlader vores garn og følger ham. 

Når Gud bygger kirke

Når mennesker bygger Kirke

Når mennesker bygger Kirke er det ofte kendetegnet ved storhed og pragt. Så bygger vi højt og prangende. Vi forsøger at lave et særligt rum, der er anderledes end vores rum derhjemme. Vi skal betages når vi træder ind og vi skal fornemme en flig af det guddommelige. Ofte har det også været en måde at fremhæve hvor dygtige mennesker er til at bygge og hvor rige de har været. Derfor er der bygget mange kæmpe katedraler rundt om i verden. Jeg har selv været ned i Peterskirken i Rom og man bliver betaget af sådan en bygning. Det kan ikke undgå at fremkalde en vis fornemmelse af at Gud er stor og jeg er lille.

Når Gud bygger kirke

Sådan er det når mennesker bygger kirker. Så er der fokus på noget bestemt. Kirkebygningerne fremkalder følelser i os. De gør noget ved os.

Men i evangeliet i dag hører vi om, når Gud bygger kirke. Kirken er nemlig ikke bygget af døde sten. Den er bygget af levende stene. Dig og mig. Det er os, der er kirken og vores bygninger er bare rammen. Hvor må Gud egentlig være godt tosset. Tænk at han kan bruge os til det. Og særligt når han nu kender os. Han ved jo godt, hvordan vi er. Han ved, at vi er alt for ringe til den opgave.

Gang på gang vil vi vores eget. Vi fejler ind imellem ligesom disciplen Peter gjorde den dag. Vi kan nemlig vælge at gøre det Gud vil med os. Vi kan vælge at være næstekærlige overfor hinanden og se andres nød. Eller vi kan vælge at gå vores egne veje. Når vi hylder os selv og vores eget skind. Når vi går imod det Gud vil med vores liv.

Men selvom vi ofte går den forkerte vej. Selvom vi ofte fejler, så kan Gud stadig bruge os. Vi er hans børn og det bliver vi altid ved med at være.

Jeremias

Vi hørte om da Gud kaldte profeten Jeremias her i begyndelsen af gudstjenesten. Jeremias siger til Gud. Det går ikke. Du kan da ikke bruge mig. Jeg er slet ikke god nok til den opgave du har til mig. Og det er et kendt motiv fra profeterne i det gamle testamente. De følte sig ikke gode nok og undskylder ofte med at de ikke ved hvad de skal sige. Men Gud svarer Jeremias: At han vil sende Jeremias af sted og Jeremias skal kun sige det Gud pålægger ham. Gud rører Jeremias mund og lægger sine ord i hans mund.

Engang imellem tænker jeg ligesom Jeremias. Hvorfor kan Gud dog bruge mig? Hvad har han dog gang i? Men Gud har netop valgt at bygge sin kirke af uperfekte sten. Hans bygning står ikke snorlige. Vores sten kan slå revner, og der kan knække kanter af. Men vi er alligevel en del af Guds kirke. Netop derfor, må vi ikke tænke for lidt om os selv.

Altså vi skal tro, vi er noget. Det vil jeg give 3 begrundelser for

1)     Vi skal tro vi er noget fordi Gud har sagt god for os. Det er nemlig Gud som har sendt os. Han har selv udvalgt os. Gud taler til os, ligesom han talte til Jeremias. Jeg kender jer, og jeg kan bruge jer, siger han. Gud uddelegerer ansvaret til os med at være hans kirke på jord. Derfor må vi tro vi er noget. Vi skal ikke tænke for lidt om os selv ligesom Jeremias gjorde. For Gud tænker stort om os.

2)     Vi skal tro vi er noget, fordi vi er Guds medarbejdere her på jorden. Vi er hans talerør. Gud vil tale gennem os. Vi skal ikke bekymre os så meget om hvad vi skal sige, for Gud vil også hjælpe os. Vi får ordet lagt på tungen ligesom Jeremias fik. Vi har alle fået en særlig åbenbaring fra Gud. Vi har fået lov at se en flig af paradiset og det skal vi fortælle videre.  

3)     Vi skal tro vi er noget, fordi vi har fået nøglemagten. Og nøglemagten handler ikke om at vi skal stå oppe i himlen og låse porten op og i. Der findes mange vittighedstegninger hvor mennesker kommer op til Sct. Peter. Nej, porten ind til himlen åbnes af Gud og kun af Gud.

Dette med nøglemagten har for mig at se ført til mange misforståelser i kirkehistorien. Det har været med til at legitimere pavens magt. At han har Guds magt på jorden. For andre har det ført til kirketugt. Altså at kristne kan holde afvigende trosfæller ude fra kirken, fordi de har nøglemagten. Jeg tror nøglemagten alene ligger i det, at vi forkynder ordet. Når ordet lyder, er det noget, som skiller vandene. Ordet er det, som løser og binder. Guds ord er noget, som kan frastøde og tiltrække mennesker. Og det ord er vi betroet at dele ud af. Det har vi fået som opgave at gå ud med.

Det er Gud som bygger kirken, ikke os.

Vi skal altså tro vi er noget, fordi Gud har sagt god for os

Vi er hans talerør på jorden

Og vi har fået nøglemagten – altså opgaven at forkynde evangeliet.

Og så må vi ikke glemme, hvem der er bygherren. Det er Gud som bygger kirken ikke os. Vi står aldrig alene med budskabet. Det er ham, der har sagt god for os. Det er ham, der lægger ordene i munden på os. Det er ham, der giver os nøglemagten.

Amen

Påskedag

Påskedag

Hvordan kan vi blive overbevist om det, vi får fortalt påskedag? Hvordan kan det blive overbevisende – at vi skal leve evigt og møde dem, der er døde og ligger ude på kirkegården? Det er stort. Men det er næsten heller ikke til at tro på.

Det var det heller ikke for kvinderne. De fik budskabet fortalt af en engel. Og det var slet ikke nok til at overbevise dem. Det er et stort og vildt budskab. At Jesus blev levende igen og vi skal blive levende igen. Måske er det også derfor de 2 kvinder i evangeliet reagerer så mærkeligt. De har lige hørt det ufattelige budskab, at Jesus er blevet levende igen. Egentlig kunne vi tro, at de ville gå jublende og syngende derfra, men det er langt fra tilfældet. Kvinderne løber af sted fra graven med "frygt og stor glæde," som der står her i Matthæus-evangeliet, eller de flygtede, fordi de var rystede og ude af sig selv og de sagde ikke noget til nogen, fordi de var bange, som der står i Markus-evangeliet.

Var det ikke overbevisende nok?  

Måske var de bange for englen. Sådan nogen kunne være ret frygtindgydende. Måske var de bange for, hvordan disciplene ville reagere på budskabet. Ville kvinderne blive til grin, når de fortalte det? Nu var kvinder ikke de mest pålidelige vidner dengang. Det er nok også derfor, et par af disciplene er nødt til selv at tage hen og se det.

Det, synes jeg, er noget af det stærkeste i påskeevangeliet: at budskabet om opstandelsen blev mødt på samme måde, som vi møder det i dag. Med frygt, med tvivl og med glæde. Også i dag kan det være svært for os at forstå. Det er da vildt at vi skal leve evigt. Og vi forstår det nok aldrig helt til bunds.

Opstandelsestro er den grundindstilling til livet vi indbydes til. Jeg har engang hørt en historie fra Japan, som kan illustrere det. Japanske handelsrejsende

Der var en ensom handelsrejsende som skulle ind på en kro for at få lidt mad og en seng at sove i. I spisestuen fortalte nogle af de andre på kroen ham, at en hensynsløs røverbande hærgede i området nord for byen. De der sad rundt om bordet frarådede ham på det kraftigste at rejse. Handelsmanden forklarede at han var nødt til at rejse nordpå, uanset hvad det kostede. Da fortalte en af mændene om en gammel samuraimester som boede i byen. Måske ville han kunne give manden nogle timer i selvforsvarets ædle kunst.

Den handelsrejsende opsøgte samuraimesteren og forhørte sig om han kunne undervise ham lidt. Samuraimesteren tog manden i øjesyn. Ja jeg vil undervise dig, men det tager 20 år at blive samuraimester.  Jeg har kun en dag sagde den handelsrejsende. Hvis vi bliver ved hele dagen må jeg vel lære et eller andet.

Modvilligt indvilligede samuraimesteren og den handelsrejsende mødte næste morgen med et splinternyt samuraisværd han havde købt. Han var ivrig efter at lære hvordan man brugte det så effektivt som muligt.

Men samuraimesteren begyndte med at undervise ham i hvordan man skal stå før striden overhovedet er begyndt. Man skulle stå med fødderne i bredstående stilling og med bøjede knæ med blikket rettet direkte på modstanderen. Gang på gang viste mesteren hvordan man skulle holde sværdet og justerede vinklen på armen og håndleddet. Det tog så lang tid og han var så omhyggelig at handelsmanden var ved at gå ud af sit gode skind.

Timerne gik. Hele dagen måtte handelsmanden øve denne meningsløse udgangsposition. Da aftenen kom afbrød mesteren undervisningen og ønskede manden held og lykke.  Ophidset og meget skuffet vendte handelsmanden tilbage til kroen. Den næste morgen skulle han passere det farlige område og han vidste ikke engang hvordan han skulle bruge sværdet.

Han drog afsted fra morgenen og hen ad eftermiddagen skete det. Røverne måtte have ligget gemt bagved nogle store klipper. Nu kom de imod ham med blanke knive i hænderne. Handelsmanden forstod at han ikke ville overleve dette. Endnu engang forbandede han samuraimesteren for ikke at have lært ham at bruge sværdet.  Nu kunne det ikke engang betale sig at prøve. Det eneste han kunne var udgangspositionen.

Han følte sig meget fjollet. Alligevel gjorde han som samuraimesteren havde lært ham. Han stillede sig med bøjede knæ og i bredstående stilling. Han løftede sværdet og så fast på ham der så ud til at være røvernes leder. Sådan ville handelsmanden stå til de stak ham ned.

Til sin forbavselse så manden at lederen tøvede. I et kort øjeblik stod han der og så bare på handelsmanden. Så gjorde han et hurtigt tegn til de andre om at trække sig tilbage. Vi stikker af. Det går ikke at udfordre ham. Kan I ikke se, at han er samuraimester.

Opstandelsestro

Denne handelsrejsende fik et redskab i hænderne som var enormt stærkt. Noget som kunne jage mørke kræfter på flugt. Det blev hans redning. Bare det at han kunne denne grundstilling var nok. Han syntes ikke selv det så så overbevisende ud. Men det virkede. På samme måde er det med opstandelsens budskab. Vi kan også have svært ved at fatte kraften. Det er svært at forstå, hvad det lys der strømmer ud fra graven betyder for vores liv.

Dette opstandelses budskab kan gå ind og farve vores liv her og nu. Det kan forandre vores måde at se verden på. Nu behøver vi ikke længere frygte døden. Nu kan vi leve, som om det evige liv allerede er begyndt for os. Nu kan håbet om gensyn få tag i os. Det kan vi kalde opstandelsestro.

Opstandelsestroen ser måske ikke så betydningsfuld ud. Vi kan godt være skeptiske ligesom den japanske handelsrejsende og tænke: Hvilken forskel gør det egentlig for mit liv her og nu? Men det gør en verden til forskel. Opstandelsestro kan give os mod på livet. Det kan give os en ny begyndelse og et nyt perspektiv på tingene. Lad mig give to små eksempler:

2 eksempler

Jeg er begyndt at følge med i en ny serie på DR3, som hedder Jesu unge soldater. Her følger de nogle unge mennesker fra Indre missions Ungdom. Der er mange positive ting at sige om de unge mennesker. De lever med en tro på, at opstandelsen er virkelig. Og troen giver deres liv dybde og en stor glæde. De er med i et stærkt fællesskab, hvor de føler sig accepteret som de er. De unge er meget fokuserede på at dele denne glæde med andre. Særligt deres kammerater, som ikke tror. Og de er meget fokuserede på at blive klogere på, hvad Jesus og troen har af betydning for deres liv. Uden denne tro ville livet være meget anderledes for dem. Cecilie på 22 fortæller om, hvordan det med troen begyndte at fylde mere for hende, da hun kom på efterskole. Hun var ung og forvirret. Var begyndt at eksperimentere lidt med hash og kom fra et meget dårligt hjem. Men nu var hendes liv kommet på ret køl. Troen giver hende indhold i tilværelsen. Troen giver hende håb.

Det andet eksempel jeg vil give jer er fra en gammel mand.

Den tidligere biskop over Ribe stift Elisabeth Dons Christensen var forbi til højskoleforedrag i sidste uge og hun fortalte om, da de tog afsked med hendes far. Han var gammel og parat til at dø. Manden var fyldt med opstandelsestro. Nu lå han i sengen og de kunne komme ind og tage afsked med ham en og en. Elisabeth blev overvældet af sorg, da hun så ham og kunne ikke lade være med at græde.

Du skal ikke stå der og flæbe sagde han. Hvis du skal tude, så må du gå udenfor. Det måtte hun så gøre. Hendes far var ikke bange for døden og det skulle familien heller ikke være. Han havde en dybt forankret tro på, livet skulle fortsætte at han ikke var fokuseret på at det skulle afbrydes med dem han elskede her og nu. Og han havde en dyb tillid til at han skulle gense alle sine kære inden for kort tid. Derfor bekymrede det ham ikke så meget at skulle sige farvel nu for de skulle jo snart ses igen. Opstandelsestroen var altså med til at farve hans syn på døden. Han var klar.

Afslutning

Det kan være svært for os at forstå dybderne af budskabet her påskedag. Hvilken forskel er det opstandelsestroen gør i vores liv. Vi er ikke de første, der har det sådan. Kvinderne ved graven havde også svært ved at forstå det.

Vi kan have svært ved at tro på kraften i det, ligesom den japanske handelsrejsende havde svært ved at tro på betydningen af den grundstilling, han havde lært. Men det blev hans redning. Det blev den, der jagede de mørke kræfter på flugt og gav plads til nye erkendelser i hans liv.

Sådan kan det også blive for os. Opstandelsestroen kan gå ind og farve vores liv. Give vores liv nye dybder og fremkalde en stor glæde i os. Opstandelsestro kan give os et nyt syn på livet. Og opstandelsestroen kan gøre os bedre i stand til at møde døden. Vi kan leve med et håb om at skulle gense alle vores kære. Og vi kan leve med et håb om at det evige liv også gælder for os.

 Glædelig påske 

Hvorfor sker der onde ting i verden når Gud er god?

Scenen er sat

I dag møder vi livets grimme side. Et sygt barn, som har været syg hele sit liv. En desperat far, som kommer og beder om hjælp. Disciple, som forsøger at helbrede drengen, men må give op. De er magtesløse overfor lidelsen. Det er en fortvivlet situation er er i. Sådan kommer de til Jesus. De mislykkede disciple og den fortvivlede far. Og hvor er det let for os at forstå denne far og sætte os i hans sted. Mon ikke de fleste af os har oplevet nogen af vore kære, som er blevet ramt af sygdom, og vi så har bedt Gud om hjælp. Råbt til ham om helbredelse. For den sags skyld er det også let for os at forstå disciplene. Mange af os har også stået ved siden af et fortvivlet menneske og håbet, vi kunne gøre livet godt igen for vedkommende.

Den situationen, vi hørte om, er nemlig ikke så langt fra os. Vi oplever også, at mennesker omkring os bliver syge og dør. Vi oplever også at ulykker kan ramme os og vore kære, hvornår det skal være. Den her fortælling er med til at minde os om, at det onde er en uundgåelig del af livet. Vores liv befinder sig hele tiden på grænsen til kaos og uhyggelig lidelse.

Jesu svar er underligt

Midt i den her menneskelige lidelse træder Jesus ind og svarer. Han kalder disciplene vantro og siger til drengens far, at alt er muligt for den, der tror. Hvad mon Jesus mener med det svar? Er det tro, de mangler? Det er et meget underligt svar Jesus kommer med. Betyder det, at VI kan helbrede verdens sygdom og nød, hvis vi bare tror rigtigt eller tror nok? Er det tro, vi mangler, når vi ikke har fået, hvad vi bad om? Kan det virkelig være rigtigt?

Jeg bryder mig slet ikke om de bebrejdelser, som lyder i dagens evangelietekst. Når jeg hører Jesus sige: ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?” så passer det ikke helt med det billede, jeg ellers har af ham. Han minder her lidt om en frustreret fodboldtræner.

En frustreret og træt fodboldtræner, der kommer drønende ind på grønsværen og opdager, at kampen er gået i gang. Første halvleg er forbi. Hans hold er bagud med 3 mål, og hans 11 spillere har ikke spillet, som han sagde, de skulle. En fodboldtræner kunne sagtens finde på at sige: Tag jer nu sammen! Tro på det, drenge! Hvis bare I tror nok på det, så kan I vinde den kamp! Men er det sådan min og din Gud taler?

Nej, det kan ikke være rigtigt. Så skulle den her far i hvert fald ikke have sine bønner opfyldt. Det virker bestemt ikke som om faren har en stor tro. Han beder netop Jesus om at tro for sig.

Og det er vel heller ikke det, vi oplever. At mennesker, der tror på kristendommen, rammes af mindre ondt end andre. Det forholder sig ikke sådan, at jo mere tro mennesker har, jo mindre ondt får der lov at ramme dem. Og Jesus sender heller ikke drengens far hjem igen og beder ham om at komme igen når han har mere tro. Nej, det må være noget andet, Jesus mener. Jeg tror, Jesus mener, at han selv er den, der tror. Så alt er ikke muligt for os. Men alt er altså muligt for Jesus.

Hvorfor findes der ondskab?

Så må vi spørge Jesus tilbage: Når nu alt er muligt for dig, hvorfor skal vi så opleve ondskab, sygdom og død? Hvorfor har du og din far ikke for længst sørget for, at den slags ikke plager os mere? Kan I ikke se, hvor meget vi lider? Det er sjældent nemt at tro på Gud, når livet viser sig fra den barske side. Så spørger vi efter mening. Så undrer vi os over, hvorfor han ikke griber ind.

Fromme forklaringer

Når livet til gengæld går godt, kan troen blive reduceret til fromme forklaringer på lidelsen. Det kunne være: Der er ikke noget, der er så slemt, at det ikke er godt for noget, eller Gud gør alting godt til sidst. Men det giver ikke mening, når lidelsen rammer. Så spørger vi jo: Hvorfor hjælper Gud ikke nu?

En anden from forklaring på lidelsen kunne være, at Gud ikke selv går uden om lidelsen. Han går ind i den. Det gjorde han fx igennem Jesus, da han kom til verden og lod sig korsfæste. Vi tilhører altså en Gud, der ikke selv er bange for at lide. Det er en sympatisk tanke, at Gud på den måde kender lidelsen og har været der selv. Men igen giver det ikke meget trøst, når livet er ødelagt. Der har vi brug for en stærk og almægtig Gud og ikke bare en solidarisk lidende ven. Hvorfor viser Gud ikke, at han har magt og kan gøre noget ved lidelsen?

Vi må råbe ligesom faderen

Når tvivlen og anfægtelsen trænger sig på, hjælper fromme overvejelser ikke. Vi kan ikke forklare, hvorfor verden er fuld af ondt, når Gud er almægtig og god. At Gud er god og har al magt er noget, vi tror, han er, på trods af alt det onde, vi oplever. Heller ikke præster kan give forklaring på det her. For Gud holder forklaringen for sig selv. Han har ikke givet os nogen forklaring på, hvorfor han både kan være god og almægtig, og så alligevel lade os leve i en verden, hvor børn dør af sygdom, unge bliver dræbt i trafikken og gamle ligger og lider i årevis, før de får fred.

I stedet for at forsøge at forklare Gud, må vi råbe til ham. Ligesom den desperate far råbte til Jesus: Jeg ville også gerne tro på dig Gud, men det er svært. Hjælp mig med at tro. Det er faktisk en god trosbekendelse. Den udtrykker at tro og tvivl hænger sammen. Det er en hudløs ærlig trosbekendelse. Faren forsøgte ikke at dække over sin desperation og tvivl. Han gav Gud ansvaret for sin tro og råbte på hjælp.

Og det er slet ikke blevet anderledes, selvom vi lever her 2000 år efter denne far. Også i vores tid kan det være svært at tro på Gud, særligt når vi rammes af det onde. Men vi kan reagere på samme måde overfor lidelsen, som faren gjorde. Vi kan også stille os op og råbe til Gud. Anklage ham og bede ham om at gøre alt godt igen. Og så må vi bede ham om at give os tro, når vi tvivler på hans tilstedeværelse og kraft.

Vi må stille os ved siden af den ramte

Når vi møder mennesker som er ramt af lidelse, skal vi heller ikke forsøge at give et svar på lidelsen. Vi skal ikke komme med fromme svar, der skulle forsvare Gud. For de holder ikke. Det er ikke vores opgave at komme med svar, Gud ikke har givet os. Vi skal lade Gud være Gud med alle hans svar, og lade os være mennesker, der ikke sidder inde med alle svar. Derfor må Gud selv forsvare sig. Det er også uforståeligt for os, at Gud ikke griber ind. I stedet kan vi vælge at stille os ved siden af det ramte menneske og råbe sammen med det. Hvorfor griber du ikke ind Gud? Når du nu er kærlig Gud og kan gøre noget ved lidelsen, hvorfor gør du det så ikke? Det må være vores opgave.

Amen

Gud har tillid til os

Septuagesima

I dag præsenteres vi for billedet af Gud som en arbejdsgiver. En god arbejdsgiver, der overlader sin formue til sine tjenere mens han er væk. Det er et billede, som er nemt at forholde sig til. De fleste af os har erfaringer med forskellige arbejdsgivere. Både positive og negative.

Job på havnen

Jeg har engang haft et job på havnen i Århus. Det var egentlig ret hyggeligt. Jeg skulle køre rundt med en lille palleløfter og finde kasser med vin. De skulle pakkes til forskellige supermarkeder i Danmark. Vi var mange unge på lageret så vi fik en lille snak engang imellem. Det gav en fin løn og jeg oplevede det i hvert fald ikke som stressende. Der var god tid og ro til arbejdet.

Så var det efter en tre dages tid at jeg opdagede hvad computeren ved indgangsdøren blev brugt til. Efter arbejdsdagen blev jeg kaldt derhen og fik at vide, at jeg skulle til at sætte tempoet i vejret. Her på computeren blev det registreret helt ned i detaljer, hvad min arbejdsdag var gået med. De kunne se præcist, hvad jeg havde pakket hvornår. Jeg kunne statistisk gå ind og se, hvor meget jeg fik pakket i forhold til de andre. Og jeg kan godt afsløre, at jeg ikke lå i toppen.

Nøj, hvor var det mærkeligt. Jeg havde i min naivitet gået og tænkt, at jeg havde en enorm frihed til at løse arbejdsopgaverne. Men i virkeligheden blev alt registreret. Jeg havde det virkelig, som om jeg var blevet afsløret. Der var sket et tillidsbrud. Og næste dag føltes det helt forkert at gå på arbejdet. Nu vidste jeg, at jeg skulle sætte tempoet i vejret - for computeren registrerede alt.

Den tredje tjeners frygt

Jeg tror den tredje tjener, som valgte at grave sit talent ned, har haft sådan et billede af sin arbejdsgiver, sin herre. En rigid magtperson som så alt og registrerede alt. En som ville slå ned på tjenerens uduelighed. Tjeneren var blevet handlingslammet. Han var formentlig bange for at komme til at lave fejl. Frygten for fiasko fyldte ham. Han var bange for at miste de penge han var blevet betroet. Han turde ikke andet end at grave talentet ned. Han valgte den sikre løsning.

Men denne tjener tog så grueligt fejl. Han blev irettesat da herren vendte tilbage. Tjeneren fik at vide, at han ikke havde handlet som han burde. Det er forkert at gå og frygte Gud og være bange for at lave fejltrin. Det er slet ikke det billede af en hård rigid arbejdsgiver, vi skal have af Gud. At opfatte Gud som en streng herre er i bund og grund at mangle tillid til hans kærlighed og nåde! For Gud sætter os netop fri.

Den gamle og den nye pagt

I denne historie får vi udstillet forskellen på den gamle pagt og den nye pagt. Og pagt betyder aftale. Den gamle aftale er udtrykt klarest i det gamle testamente, hvor Gud havde udstedt nogle retningslinjer og love for sit folk. Dem skulle de holde. Og selve gudsbilledet var meget frygtindgydende. Gud var ophøjet og mægtig, og han straffede folket, hvis de ikke levede op til buddene. Det er sådan et gudsbillede den tredje tjener har. Og dette er altså forkert. Vi får at vide, at denne tjener slet ikke kender sin herre.

De to tjeneres billede af deres herre

Det er et andet gudsbillede, vi møder i det nye testamente. Her præsenterer Jesus Gud, som en arbejdsgiver, der viser sine medarbejdere tillid. Han tror på, at tjenerne kan forvalte pengene godt og betror dem sine skatte. Klø på og brug det kristne menneskes frihed! Det var netop, hvad de første to tjenere gjorde. De brugte deres talenter, handlede med dem og forsøgte at tjene flere. Ikke af frygt for deres herre, men i respekt for ham. Netop, fordi de var blevet betroet en sum penge. Og så kom han tilbage for at se, hvordan det var gået. Han gik ikke og tjekkede dem undervejs. Han havde tillid til dem og lod dem forsøge, så godt de kunne. Den tredje tjener så slet ikke gaven ved den opgave han har fået givet.

Sådan må vi også se på vores liv. Vi har en enorm frihed til at få det bedste ud af livet. Og det gør noget ved os, når vi bliver mødt med tillid. Det tror jeg, vi alle har erfaret. At det sætter noget virkelyst og initiativ i gang hos os. Det er dejligt at mærke, at der er nogen, som har tillid til os. Vi vokser, når vi mødes af tillid.

Brug talenterne

Derfor må vi bruge den formue, vi er blevet betroet i kærlig tillid til Gud. I lignelsen er det talenter, herren lader sine tjenere forvalte. De får forskellige summer efter deres evne. De forskellige summer tror jeg ikke, vi skal lægge så meget i. Det er troskaben i deres forvaltning, som er vigtig.

Til gengæld kan vi konstatere, at det er enorme summer de bliver betroet. En talent svarer til 6000 denarer. Altså ca. 6000 dagslønninger. Det er altså en kæmpe sum penge, de tre tjenere fik betroet. Og det er også en enorm formue Gud betror os at tage vare på i dag. Og hvad består den formue så I? Jeg tror, vi skal tænke det meget bredt. At det er hele vores liv. De mennesker, vi har fået givet at leve sammen med.

Ekstraordinære store bedrifter?

Og så må vi slå fast, at det ikke er ekstraordinære store bedrifter, Gud forventer fra os. Jeg hører ind imellem mennesker tale om, at de gerne vil gøre en forskel. Så er det ofte forbundet med at skille sig ud og præstere det ekstraordinære. Men det er slet ikke meningen. Det er ikke gennem det store og spetakulære, vi bedst kan bruge vores talenter. Nej, det er netop ved at være tro i de små opgaver, vi har fået betroet. Vi skal være noget for mennesker på den lille plet, der er vores. Vores gerninger skal ikke være noget fromt, som er adskilt fra vores daglige liv. Nej vi skal netop gå ind i vores daglige liv. Vi skal være noget for vores venner, vores familie, vores naboer og arbejdskolleger. De har brug for os. Vi skal ikke gøre det ekstraordinære. Vi skal gøre det helt almindelige.    

Afslutning

Gud tror nemlig på os. Han betror os enormt meget. Vi skal ikke se på Gud som en streng herre. Han er ikke som en rigid arbejdsgiver som sidder og slår ned på alle vores fejl og mangler. Nej han er den, som viser os tillid. Vi er elsket af ham. Han giver os frihed til at forvalte sin formue på bedst vis. Bruge de talenter, som vi har fået givet.

Amen