Den tossede landmandssøn

6.s.eft. trin

Tosset landmandssøn

Hvor var det provokerende. Det var noget alle talte om i min barndomsby derhjemme for nogle år siden. De fleste var forargede. Forældrene stod for skud. Hvordan kunne de tillade at deres søn gjorde sådan noget? Han var nogle år yngre end mig. Den unge skøre fyr. Landmandssøn var han, og det han havde gjort var så langt fra en almindelig landmandsmentalitet, som det overhovedet kunne komme. Han havde givet alt væk. Alt. Hele børneopsparingen, og alt det han havde tjent ved at hjælpe til derhjemme på gården. Og han havde vist også været heldig med at investere penge i aktier, så det var ikke så lidt, han gav væk. Alt gav han væk til velgørenhed.

Og jeg kan lige fortælle jer, at det var noget, som folk i byen havde en holdning til. Det blev endevendt. Det var jo tosset. Det rene galimatias. Folk var forargede. Han måtte være blevet radikaliseret. De fleste mente, at han ville komme til at fortryde det engang. Hvordan skulle han nu få råd til at studielivet? Hvordan skulle han få råd til et hus? Det var da mest fornuftigt først at sætte penge i hus og bil og alt det andet og så begynde at give lidt væk til velgørenhed. Var det ikke?

Begrundelser

Der var ikke så mange, som lyttede til den unge mands begrundelser. Den unge fyr forklarede det med, sin kristne tro. Han ville gerne leve et nyt liv. Pengene bandt ham til det gamle sikre og beskyttede liv. Det ville han gerne frigøre sig fra. Nu ville han have plads til noget andet. Han ville sættes fri til noget andet. De, der lyttede til ham, hørte det mest som en provokation. Og det må vi også gerne høre det som i dag. Hvorfor er det, vi ikke gør som landmandssønnen? Ja, hvad afholder os egentlig fra det?

Hvordan læser vi Jesu angreb på rige?

Jeg har ofte læst lidt hen over de kritiske røster omkring penge som findes i det nye testamente. Måske fordi det bliver så radikalt og er så stort et indgreb i mit liv. Måske fordi jeg er opdraget til at skrabe sammen? Måske fordi det er en trend i tiden, at vi skal sikre os og spare op? Er det fordi her kommet et budskab, vi ikke kan lide at høre?

Jesus stiller krav til den unge mand.

På mange punkter ligner denne unge landmandssøn fra min barndomsby den rige unge mand, vi hørte om i dag i evangeliet. De var begge unge. De forsøgte begge at finde ud af, hvordan de skulle leve et ordentligt kristent liv. De var begge ihærdige og havde i flere år forsøgt at leve et kristent liv. Og ja, de opsøgte den samme mand for at finde et svar. Hvad skal jeg gøre? spurgte de.

Og de fik det samme svar. Gå hen og sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige. Meget tyder på, at den rige unge mand i evangeliet ikke kunne lige netop det. Det var for svært for ham. Pengene betød for meget. Eller den sikkerhed pengene tilbyder og repræsenterer. Og manden måtte slukøret og bedrøvet forlade Jesus.

Og det her er ikke det eneste sted i evangeliet Jesus er kritisk over for det med penge. Det er en rød tråd som gennemsyrer hele biblen. Rige havde så svært ved at tage imod det Jesus tilbød. 

Og Jesu krav stod altså fast. Den rige unge mand skulle give alt væk. Jesus ville have helhjertethed. Det var ikke sådan, at Jesus fortrød det. Man kunne forestille sig at han så, hvor ked af det den unge mand blev. Løb efter ham og forklarede, at han ikke mente det så slemt. Men det gjorde Jesus altså ikke.

Mandens spørgsmål er helt forkert

Og ja, den rige unge mands spørgsmål er forkert. Han spørger jo, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Han skal ikke gøre noget. Vi kan ikke frelse os selv. Det er helt misforstået.

Vi kan ikke frelse os selv. Men det kan Gud. For Gud er alt muligt.

Jesus stiller krav til os!

Alligevel stiller Jesus krav til os. Ikke for at vi skal frelse os selv, men fordi vi er blevet mødt med evangeliet. Jesus fortæller os, at vi skal leve det nye liv! Ikke det gamle sikre liv. Ikke det liv, som er præget af alle vores goder. Ikke det liv, hvor vi halvhjertet følger efter Jesus. Nej, vi skal leve det usikre, nye og forvandlede liv.

Jesu ord til den unge mand må få os til at overveje, hvordan vi skal leve vores liv. Hvordan forholder vi os til vores rigdom? Hvordan hjælper vi hinanden så vores rigdom ikke bliver til selvbeskyttelse men til gavn? Hvilke konflikter mellem sikkerhed og gavmildhed stiller vores lille tro os i?

Den billige nåde og den dyre nåde

Måske er vi bare blevet vant til lidt for billig nåde i vores kirke. Billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål. 
Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors. Vi giver måske forkyndelse og sakramenterne for billigt, vi døber, vi konfirmerede, vi tilsiger folk synderne forladelse, uspurgt og betingelsesløst. Vi udøser strømme af nåde uden ende, men kaldet til streng efterfølgelse af Kristus høres sjældent.

Det er Dietrich Bonhoeffer, som har introduceret begrebet billig og dyr nåde. Jeg vil læse et citat fra ham:

Den dyre nåde er den skjulte skat i marken, for hvis skyld mennesket med glæde går hen og sælger alt, hvad han har; Den er den kostbareste perle, som får købmanden til at afhænde hele sin ejendom for at kunne betale prisen; den er Kristi kongeherredømme, for hvis skyld et menneske river det øje ud, der forarger ham; den er Jesu Kristi kald, som får disciplene til at forlade sine garn og følge ham.

Det usikre nye liv

I dag vil jeg appellere til den dyre nåde. Jesus udfordrer os til at leve det usikre nye liv. Ikke for at fortjene frelsen, den sag tager Gud sig af. Vi skal leve det nye liv. Det liv, hvor vi kaster os ud uden at have kontrol over det hele. Det liv hvor vi giver slip. Det liv, hvor vi giver bort, forlader vores garn og følger ham. 

Når Gud bygger kirke

Når mennesker bygger Kirke

Når mennesker bygger Kirke er det ofte kendetegnet ved storhed og pragt. Så bygger vi højt og prangende. Vi forsøger at lave et særligt rum, der er anderledes end vores rum derhjemme. Vi skal betages når vi træder ind og vi skal fornemme en flig af det guddommelige. Ofte har det også været en måde at fremhæve hvor dygtige mennesker er til at bygge og hvor rige de har været. Derfor er der bygget mange kæmpe katedraler rundt om i verden. Jeg har selv været ned i Peterskirken i Rom og man bliver betaget af sådan en bygning. Det kan ikke undgå at fremkalde en vis fornemmelse af at Gud er stor og jeg er lille.

Når Gud bygger kirke

Sådan er det når mennesker bygger kirker. Så er der fokus på noget bestemt. Kirkebygningerne fremkalder følelser i os. De gør noget ved os.

Men i evangeliet i dag hører vi om, når Gud bygger kirke. Kirken er nemlig ikke bygget af døde sten. Den er bygget af levende stene. Dig og mig. Det er os, der er kirken og vores bygninger er bare rammen. Hvor må Gud egentlig være godt tosset. Tænk at han kan bruge os til det. Og særligt når han nu kender os. Han ved jo godt, hvordan vi er. Han ved, at vi er alt for ringe til den opgave.

Gang på gang vil vi vores eget. Vi fejler ind imellem ligesom disciplen Peter gjorde den dag. Vi kan nemlig vælge at gøre det Gud vil med os. Vi kan vælge at være næstekærlige overfor hinanden og se andres nød. Eller vi kan vælge at gå vores egne veje. Når vi hylder os selv og vores eget skind. Når vi går imod det Gud vil med vores liv.

Men selvom vi ofte går den forkerte vej. Selvom vi ofte fejler, så kan Gud stadig bruge os. Vi er hans børn og det bliver vi altid ved med at være.

Jeremias

Vi hørte om da Gud kaldte profeten Jeremias her i begyndelsen af gudstjenesten. Jeremias siger til Gud. Det går ikke. Du kan da ikke bruge mig. Jeg er slet ikke god nok til den opgave du har til mig. Og det er et kendt motiv fra profeterne i det gamle testamente. De følte sig ikke gode nok og undskylder ofte med at de ikke ved hvad de skal sige. Men Gud svarer Jeremias: At han vil sende Jeremias af sted og Jeremias skal kun sige det Gud pålægger ham. Gud rører Jeremias mund og lægger sine ord i hans mund.

Engang imellem tænker jeg ligesom Jeremias. Hvorfor kan Gud dog bruge mig? Hvad har han dog gang i? Men Gud har netop valgt at bygge sin kirke af uperfekte sten. Hans bygning står ikke snorlige. Vores sten kan slå revner, og der kan knække kanter af. Men vi er alligevel en del af Guds kirke. Netop derfor, må vi ikke tænke for lidt om os selv.

Altså vi skal tro, vi er noget. Det vil jeg give 3 begrundelser for

1)     Vi skal tro vi er noget fordi Gud har sagt god for os. Det er nemlig Gud som har sendt os. Han har selv udvalgt os. Gud taler til os, ligesom han talte til Jeremias. Jeg kender jer, og jeg kan bruge jer, siger han. Gud uddelegerer ansvaret til os med at være hans kirke på jord. Derfor må vi tro vi er noget. Vi skal ikke tænke for lidt om os selv ligesom Jeremias gjorde. For Gud tænker stort om os.

2)     Vi skal tro vi er noget, fordi vi er Guds medarbejdere her på jorden. Vi er hans talerør. Gud vil tale gennem os. Vi skal ikke bekymre os så meget om hvad vi skal sige, for Gud vil også hjælpe os. Vi får ordet lagt på tungen ligesom Jeremias fik. Vi har alle fået en særlig åbenbaring fra Gud. Vi har fået lov at se en flig af paradiset og det skal vi fortælle videre.  

3)     Vi skal tro vi er noget, fordi vi har fået nøglemagten. Og nøglemagten handler ikke om at vi skal stå oppe i himlen og låse porten op og i. Der findes mange vittighedstegninger hvor mennesker kommer op til Sct. Peter. Nej, porten ind til himlen åbnes af Gud og kun af Gud.

Dette med nøglemagten har for mig at se ført til mange misforståelser i kirkehistorien. Det har været med til at legitimere pavens magt. At han har Guds magt på jorden. For andre har det ført til kirketugt. Altså at kristne kan holde afvigende trosfæller ude fra kirken, fordi de har nøglemagten. Jeg tror nøglemagten alene ligger i det, at vi forkynder ordet. Når ordet lyder, er det noget, som skiller vandene. Ordet er det, som løser og binder. Guds ord er noget, som kan frastøde og tiltrække mennesker. Og det ord er vi betroet at dele ud af. Det har vi fået som opgave at gå ud med.

Det er Gud som bygger kirken, ikke os.

Vi skal altså tro vi er noget, fordi Gud har sagt god for os

Vi er hans talerør på jorden

Og vi har fået nøglemagten – altså opgaven at forkynde evangeliet.

Og så må vi ikke glemme, hvem der er bygherren. Det er Gud som bygger kirken ikke os. Vi står aldrig alene med budskabet. Det er ham, der har sagt god for os. Det er ham, der lægger ordene i munden på os. Det er ham, der giver os nøglemagten.

Amen