Nytårsaften

Nytårsaften er en særlig aften. Det er en aften, hvor vi tvinges til at gøre en slags status. Vores tanker går tilbage på året, der gik. Blev det, som vi håbede? Hvad blev der af alle de planer, vi havde forrige nytårsaften? Måske er der noget, vi fortryder, fra året der gik. Noget vi har gjort eller sagt. Måske har året bragt store omvæltninger. Det er alt sammen noget, der kan fylde os denne aften.

Samtidig er det også en dag, hvor vi ser fremad. Der er nogle af os, som ikke ser frem til året, der kommer. Det kan være, fordi bekymringer og krav fylder alt for meget. Man kender alt for godt til grublen og vågne nætter. Der er mennesker, som ikke ved om nytåret vil bringe helbredelse eller det modsatte.

Men de fleste af os ser frem mod det nye år med forventning. Der ligger et helt nyt ubrugt år foran os. Tænk, hvad vi kan bruge de 365 dage til… Vi regner på, hvad det kan blive til, hvis bare vi blev bedre til dit og lader være med dat. Vi finder på nytårsfortsætter. Alt det, vi gerne vil være bedre til. Alligevel ved vi, at det ofte går sådan, at vores gode intentioner falder til jorden. Vi ville det egentlig så godt, men det blev ikke rigtig til noget.

Måske er vi ligesom kvinden i historien med konen og æggene. Mens hun går til markedet med æggene i kurven, regner hun på, alt det hun skal bruge pengene til. Hun drømmer og forestiller sig alt det gode, hun kan købe. Og så sker det, at hun taber æggene. Hendes drømme brister. Sådan går det vist med de fleste af vores nytårsfortsætter.

Det kan være meget godt med alle de menneskelige nytårsfortsætter og ønsker om, hvordan vi gerne vil bruge livet. De vidner om en dybtgående længsel i os om, at alt skal blive godt. Vores indflydelse på fremtiden er dog begrænset. Der er nogle ting, vi kan ændre på, men der er også mange ting, som kommer til os. Her kan vi hverken gøre fra eller til. 

Det er anderledes med Gud. Han har stor magt. Han kunne ændre tingene, og han gjorde det. Man kunne kalde det er slags Guds nytårsfortsæt. Gud ville ændre verdens gang. Den gamle aftale, han havde haft med menneskene, var god. Gud udstedte gode love for sit folk, og hvis de adlød dem, fik de et godt liv. Problemet var, at menneskene gang på gang kom til kort. De kunne ikke leve op til budene. Derfor måtte Gud gøre noget. Han sendte sin søn til verden for at besejre døden. Gud ville og kunne gøre verden bedre, så alle kommende generationer kunne få evigt liv.

Det havde Gud lovet os mange gange op igennem historien. Han lovede det til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. Han lovede det til sit folk gennem profeterne. Profeterne sagde det på mange forskellige måder. Dybest set handlede alle deres forudsigelser om, at Gud engang ville sende en frelser til jorden. Gud havde altså lovet det gang på gang. Heldigvis er der stor forskel mellem menneskelige håb og drømme for fremtiden og Guds. For Gud holdt det, han lovede. Hans nytårsfortsæt dengang blev til noget.

Han sendte sin frelser til Jorden og gav ham navnet Jesus. Det er et ganske særligt navn. Navnet Jesus betyder ”Herren Frelser”. Og hvad er det, vi moderne mennesker har brug for at blive frelst fra? Jo vi har en fjende vi ikke kan besejre: Døden. Den har vi brug for at blive frelst fra.

Alle mennesker skal dø. Det er en kendsgerning, vi med jævne mellemrum må sande, når en af vores bekendte eller kære dør fra os. Det har ikke forandret sig. Vi dør stadig, selvom Gud har sendt sin søn til verden. Det er rigtigt, at vi skal dø, men Gud har lovet os evigt liv. Og Gud holder, hvad han lover.

Hvilken betydning har Guds nytårsfortsæt så for vores liv? Hvordan mærker vi det?

Jo, vi får lov at gå ind i det nye år med håb. Håb om, at døden er besejret en gang for alle. Håb om, at dem vi har mistet lever evigt sammen med Gud. Håb om, at vi selv er Guds børn, og vi også skal leve evigt.

Lad mig illustrere det med en lille historie:

En ung, livsglad og selskabelig kvinde skulle dø. Hun bad derfor sin præst om et sidste besøg. De planlagde det praktiske i forbindelse med begravelsen. Den unge kvinde bad om at blive begravet med en gaffel i hånden.

Præsten undrede sig over det og kunne ikke lade være med at spørge hende, hvorfor hun ville have en gaffel med i kisten. Kvinden forklarede, at hun elskede fester og god mad. Og når man til et middagsselskab bliver bedt om at beholde sin gaffel, så ved man altid, at nu er der noget endnu bedre på vej ind på bordet. På samme måde ønskede hun, at fortælle sine kære, at hun var klar til, at der nu kom noget endnu bedre.

Den unge kvinde havde forstået påskens budskab. Hun elskede sit liv og de mennesker, hun delte det med. Men hun forstod også, at uden opstandelsen går vi glip af det bedste.
Hermed ikke sagt, at vi ligefrem skal se frem til vores død – det gjorde den unge kvinde heller ikke. Men vi skal turde tro på, at der venter noget bedre på den anden side.

Med det håb går vi ind i det nye år.

Godt nytår

Amen