Jesus kunne det vi ikke kan

Jeg har set en film for mange år siden som gjorde et utroligt stærkt indtryk på mig. Ja vi var med højskolen inde og se den og nogle græd, andre var lamslåede og de fleste dybt chokerede da de gik ud fra biografen.

Det var en meget anderledes film. Der var næsten ingen kulisser. Folks huse var tegnet som kridtstreger på et gulv - alt sammen for at det ikke skulle være omgivelserne der var i centrum, men følelserne. Filmen handler om den Grace som kommer til en ny by. Hun er naiv, ydmyg og selvopofrende.

Langsomt men sikkert bliver hun deres offer. Hun bliver udnyttet mere og mere.  Til sidst er det helt ulideligt både for hende men også for os der sad i biografen. Og så er det filmen slutter så brat. Hun tilkalder nogle mænd med pistoler som skyder alle i byen. Den ultimative ydmyghed var ikke menneskeligt mulig.

Måske fortæller filmen noget om hvordan det er med os mennesker. Hvis vi virkelig kunne være så ydmyge som Grace er det i filmen så ville der hurtigt være nogen som udnyttede det. Hvis vi hele tiden havde de andre for øje så ville det gå galt for os selv.

Derfor tror jeg det ofte er et selvbedrag når vi føler os ydmyge. Det er jo en fantastisk følelse specielt hvis man opnår noget ved det. Hvis man bliver anerkendt af andre for sin ydmyghed så vil jublen ingen grænser tage. Jeg tror vi søger at fremstå ydmyge for at få noget ud af det.   

I dag hører vi om den ydmyge tolder og den selvfede farisæer. De er så karikerede at det er let at følge billedet. Vi kan grine lidt inde i os selv over den selvglade farisæer som stiller sig frem og praler overfor Gud. Det er egentlig ikke så svært at forstå, at det er tolderen der går derfra med Guds tilgivelse.

Og lignelsens morale er nok ikke at vi skal forsøge at være lige så ydmyge som tolderen. Det er vi slet ikke i stand til. Det er nok nærmere at vi skal passe på med ikke at dømme andre. Vi elsker at se selvfede mennesker blive pillet ned. Det er nok derfor de første udsendelser af X faktor altid har så mange seere fordi der bliver de komplet uduelige sablet ned. Vi er fantastisk gode til at se hvor selvfede de andre er og hvor mange fejl de er i besiddelse af. Det vil jeg gerne fortælle en lille historie om.

Møllehaves historie:

Den kendte præst Johannes Møllehave havde en tankevækkende oplevelse da han arbejdede som fængselspræst. Han holdt som sædvanlig en gudstjeneste for de indsatte og som sædvanlig var han også lidt sen på den, da han kom ind i fængselskirken. Derfor gav han uden at tænke videre over det ritualbogen til den første den bedste på forreste række og bad ham læse indgangsbønnen højt for de andre. Det gjorde han og senere læste han også udgangsbønnen.

Men så fortalte Møllehave blev der noget uro efter gudstjenesten og han prøvede at finde ud af hvorfor. Så viste det sig at den mand, som Møllehave havde rakt bogen og bedt om at læse indgangsbønnen højt for alle var indsat for mord. Nu mente nogle af de andre fanger ikke at en morder var værdig til den opgave. Møllehave spurgte dem så hvem der kunne være værdig til den opgave og de fandt frem til at det måtte være en af dem der sad inde for noget økonomisk kriminalitet. Men så kom fængselsbetjentene og de hævdede at det egentlig burde være en af de ansatte og ikke en af de indsatte der skulle løse den opgave.

Den dag fik Møllehave lejlighed til at fortælle dem alle, at hverken mordere, forbrydere eller fængselsbetjente står Gud nærmere end andre. Alle mennesker er lige og vi har alle lige ret til at bede indgangsbøn, fadervor eller andre bønner

Den her historie sætter det lidt på spidsen, men de folk i fængslet er nok ikke så forskellige fra os andre. Vi er gode til at se de andres fejl og mangler.

 

Jesu historie om Farisæeren og tolderen er fortalt til os

Jeg tror vi først og fremmest skal bruge denne her historie Jesus fortæller os til at se på os selv. Jesus fortalte historien til nogle der stolede på at de selv var retfærdige og som foragtede alle andre. Vi er vant til lynhurtigt at tænke at så må historien være til nogle af de farisæere Jesus gik rundt mellem, men Jeg kan ikke lade være med at tænke om denne karakteristik egentlig ikke også rammer mig.

På en eller anden måde er vi alle opdraget til at stole på os selv. Der er mange gange i livet hvor man er overladt til sine egne evner. Ved eksamens bordet og til jobsamtaler gælder det om at overbevise om hvor klog og dygtig man er. Her gælder det om at vise sit værd. Her gælder det om at vise man er bedre ed de andre. Og måske er det et vilkår at man ofte kommer til at tage pladsen fra en anden hvis man gerne vil frem i verden. Jo den her historie er fortalt til os.

Jesus kunne det vi ikke kan!

Men nu kommer dagens vigtigste pointe. Hold godt fast. For godt nok er vi mennesker selvfede og formår ikke at være helt igennem ydmyge. Men det var Jesus. Da han kom til jorden var han som Grace i filmen. Han mødte folk med et åbent sind. Han tog sig af de andre og han satte altid de andre højere end sig selv. Og netop derfor var der nogen der ikke kunne lide ham. Han blev for frelst til dem. Så frelst at de måtte klynge ham op på et kors.

Men slutningen på hans historie så helt anderledes ud end i filmen Dogville. Han sendte ikke en hel hær af engle ind der kunne plaffe alle hans modstandere ned – selvom han selvfølgelig godt kunne. Nej han valgte den ultimative ydmygelse. Han døde på et kors. Så kunne linen ikke gås længere ud.

Men døden blev til sejr. Ved at dø åbnede han vejen for os ind til Gud. Nu har vi mulighed for at få det hele som gave i dåben. Vi behøver ikke leve så og så fromt eller besidde en god portion ydmyghed. Nej Gud elsker os alle på trods af vores selvfede attitude.

Måske har vi brug for historier som den her til at få set dybt ind i os selv. Til at få øjnene op for hvordan vi virkelig er. Vi har brug for hjælp udefra til at komme ud af vores kredsen om os selv. Vi kan lære det af tolderen at bede om Guds tilgivelse. Vi må forsøge at glemme os selv engang imellem. Ikke for at opnå noget hos Gud eller hos andre mennesker, men for at få et rigere liv.

Amen