Hvorfor?
Hvorfor er der nogen, som bliver kristne og andre ikke? Hvad
er det, der afgør det? Det kan vi da godt lige sidde og overveje lidt i dag? Måske
er det ikke så let at svare enkelt på. Handler det om, hvorhenne i verden vi er
blevet født? Altså hvis man er født i et arabisk land bliver man muslim, i et
indisk land bliver man hinduist og i Europa så bliver man kristen. Naah det er
ikke altid det går sådan. Der findes vist ikke det land i verden, hvor alle
tror på det samme. Mennesker skifter også tro ind imellem. Er det
indoktrinering fra barns ben der afgør det? Har troende mennesker en særlig
naiv tilgang til verden? Eller positivt formuleret: Har troende mennesker en
særlig nysgerrighed på verden, der driver? Eller har vi set noget særligt?
Noget guddommeligt her i vores verden?
Disciplene og deres
tro
Der er ingen tvivl om at de mennesker som mødte Jesus så
noget særligt. Det er egentlig en underlig fortælling vi lige har hørt. En
fortælling, om hvordan nogle almindelige mennesker skifter tro. De var
formentlig jøder alle sammen og nu begyndte de så at følge efter Jesus. Det
virker legende let. Det er, som om de her mennesker, nærmest ikke kan undgå at
blive disciple. Der er ikke meget skepsis at spore hos dem og den der er,
bliver hurtigt affejet. På den måde ligner de ikke os.
Hvad nu hvis det var
sket i dag?
Vi kunne lege med tanken, hvis det her var sket i dag. Ja så
ville Jesus nok have mødt en større skepsis. Tror I ikke, at vi ville tænke, at
han var tosset? Vi er blevet opdraget til at være kritiske og ikke tage alt for
gode varer. Vi vil ikke snydes af nogen, og der er mange, som vil narre os. Derfor
tror jeg, vores skepsis er større end den var dengang.
På den anden side kan det også være, at det de så, var så
stort og vildt. At det gjorde noget ved dem. De så Jesus. Det er som om, at det,
de fik at se, var så overbevisende, at alle parader faldt. Måske var det bare
for stort, det de så, til at de formåede at være skeptiske. Og det ville det
måske også have været for os.
Drevet af
nysgerrighed?
Det, der kendetegner alle de kommende disciple er, at de er
drevet af nysgerrighed. De vil gerne finde ud af mere. Mere om dem selv, om
deres liv, om verden og om Gud. Og vi kunne så spørge, om vi er ramt af samme nysgerrighed?
Eller er vi blevet for skeptiske? Er vi blevet dårligere til at se end de var
dengang?
Ikke kun en vej
I det hele taget synes jeg, det er enormt interessant, hvad
det er, der gør, at mennesker begynder at tro på noget. Jeg bliver ofte slået over
så forskellige vi mennesker og vores troshistorie er. Der findes ikke en vej
som alle må tage for at begynde at tro. Nej, det er nærmere sådan, at der er
mange forskellige veje. Det vidner historien med disciplene om. Og det vil jeg
gerne lære konfirmanderne her ved kirken. Derfor bliver de i en lektion mens de
går til præst, sendt ud til forskellige medlemmer af vores menighed. Der er
flere af jer her i dag, som har haft besøg af konfirmander de seneste år. De
skal nemlig opleve, at det er vidt forskellige troshistorier, der gør sig
gældende her i menigheden. Nogen af os har fået det ind med modermælken. Vi er
blevet taget i hånden og ført med i kirke.
Andre har haft store skelsættende oplevelser, som har været
overbevisende. Himlen har på en måde åbnet sig for dem, og de har set noget
ganske særligt og overvældende. Så nogen kan sætte præcist dato på, hvornår de
begyndte at tro på Gud. For andre har det været en løbende proces. Men jeg tror,
at kendetegnende for langt de fleste af os er, at vi har været drevet af
nysgerrighed. Og jeg tror de fleste af os er blevet slæbt hen for at se af
nogen andre.
De andres betydning
for min tro
I fortællingen om discipelkaldelsen er det
bemærkelsesværdigt at disciplene alle bliver slæbt hen til Jesus af nogen andre.
De bliver præsenteret for det, de skal se af andre.
Og det giver da os anledning til at overveje noget omkring
vores egen tro. For mange af os er også blevet slæbt med hen for at se. Når jeg
tænker tilbage er der mange, som har været betydningsfulde for min tro.
Annies oplevelse
Min kone Annie blev engang spurgt til, om hun ville holde et
oplæg til en konference om tro i København. Det var en konference hvor nogle
kloge forskere skulle sige noget om tro og det at skifte tro og de var så tre
personer som skulle fortælle om deres tro. En muslim, en som havde stiftet tro
fra kristen til muslim og så min kone som kristen. De skulle alle fortælle
deres troshistorie på 5 minutter. Jeg var ikke selv med men fik refereret mødet
bagefter og det der havde gjort størst indtryk på min kone var et spørgsmål som
blev stillet lige bagefter.
Da de tre oplægsholdere var færdige var det tid til
spørgsmål, og biskoppen fra København rakte sin hånd op. Han havde lagt mærke
til, en ting som kendetegnede alle de tre historier. Nemlig, hvor meget deres
tros-medvandrere havde betydet for dem. Og ja når min kone så på hendes
historie i det lys, så var det jo rigtigt. Der var netop nogen som hun havde
gået sammen med hele tiden. Hun var blevet slæbt med hen for at se ligesom
disciplene blev i den fortælling vi lige har hørt. Hun blev båret til
døbefonten af sine forældre. Hun havde nogle lærere på skolen som fortalte
fængende bibelhistorier og hun havde nogle venner hun kun spille bold op ad og spejle
sig i gennem ungdommen.
Medvandrer
Sådan tror jeg mange af os kan se tilbage på vores liv og
finde medvandrere. Nogle som har givet troen videre til os. Som har fortalt
bibelhistorier og taget os med. Som har støttet os, når vi har tvivlet på, om
det var sandt. Og nogen som har stillet sig sammen med os og tænkt sammen med
os over det med Gud. Og sådan tror jeg også vi kan blive vigtige medvandrere i
andres liv. Når vi giver os tid til at gå sammen med nogen hjælpe hinanden med
at se.
Kom og se
Det er påfaldende så mange gange, der fortælles, at de skal
SE i denne kaldelse af disciplene i dag. Igen og igen er det det, der nævnes.
Kom og se. Og troen kommer så, af det møde der sker, når de ser. Hvad er det,
de får øje på? Ja det er i hvert fald noget, der har åbnet for noget dybere. De
har set noget mere, end de gjorde før.
Måske er det også det, vi tror. At vi der tror, ser noget
mere. At vi har fået øje på noget, der rækker ud over det, som vi umiddelbart
først og fremmest ser. Vi kan få øje på små sprækker af evigheden her i vores
tilværelse. At vi ikke bare ser den smukke verden vi lever i, men at vi ser den
som et udslag af Guds gode skaberværk. At vi ikke bare ser en bemærkelsesværdig
mand som døde for 2000 år siden, men vi ser en skelsættende betydning for vores
egen historie. At vi ikke bare ser den døde i kisten, men vi ser et håb som
rækker ind i evigheden.
Afslutning
Så tilbage til spørgsmålet: Hvorfor er der nogen som tror og
andre som ikke gør det? Det er et enormt svært spørgsmål at give et præcist
svar på. For det er forskellige måder, vi har fået øjnene op for det på. Jeg
tror, det er nysgerrigheden som har drevet os. Og så er det bemærkelsesværdigt
hvor meget andre mennesker har betydet for vores tro. Der er andre, som har
slæbt os med hen for at se. Det skal minde os om, at det er vigtigt at vi selv
går ud og siger kom og se til andre. Og det vi har set var noget ganske
særligt. Noget som fik betydning for vores liv.
