Scenen er sat
I dag møder vi livets grimme side. Et
sygt barn, som har været syg hele sit liv. En desperat far, som kommer og beder
om hjælp. Disciple, som forsøger at helbrede drengen, men må give op. De er
magtesløse overfor lidelsen. Det er en fortvivlet situation er er i. Sådan
kommer de til Jesus. De mislykkede disciple og den fortvivlede far. Og hvor er
det let for os at forstå denne far og sætte os i hans sted. Mon ikke de fleste
af os har oplevet nogen af vore kære, som er blevet ramt af sygdom, og vi så
har bedt Gud om hjælp. Råbt til ham om helbredelse. For den sags skyld er det
også let for os at forstå disciplene. Mange af os har også stået ved siden af
et fortvivlet menneske og håbet, vi kunne gøre livet godt igen for vedkommende.
Den situationen, vi hørte om, er
nemlig ikke så langt fra os. Vi oplever også, at mennesker omkring os bliver
syge og dør. Vi oplever også at ulykker kan ramme os og vore kære, hvornår det
skal være. Den her fortælling er med til at minde os om, at det onde er en
uundgåelig del af livet. Vores liv befinder sig hele tiden på grænsen til kaos
og uhyggelig lidelse.
Jesu svar er underligt
Midt i den her menneskelige lidelse træder Jesus ind og svarer. Han
kalder disciplene vantro og siger til drengens far, at alt er muligt for den,
der tror. Hvad mon Jesus mener med det svar? Er det tro, de mangler? Det er et
meget underligt svar Jesus kommer med. Betyder det, at VI kan helbrede verdens
sygdom og nød, hvis vi bare tror rigtigt eller tror nok? Er det tro, vi mangler,
når vi ikke har fået, hvad vi bad om? Kan det virkelig være rigtigt?
Jeg bryder mig slet ikke om de bebrejdelser, som lyder i
dagens evangelietekst. Når jeg hører Jesus sige: ”Du vantro
slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde
jer ud?” så passer det ikke helt med det billede, jeg ellers har af
ham. Han minder her lidt om en frustreret fodboldtræner.
En frustreret og træt fodboldtræner, der kommer drønende ind på
grønsværen og opdager, at kampen er gået i gang. Første halvleg
er forbi. Hans hold er bagud med 3 mål, og hans 11 spillere har ikke
spillet, som han sagde, de skulle. En fodboldtræner kunne
sagtens finde på at sige: Tag jer nu sammen! Tro på det,
drenge! Hvis bare I tror nok på det, så kan I vinde den kamp! Men er
det sådan min og din Gud taler?
Nej, det kan ikke være rigtigt. Så
skulle den her far i hvert fald ikke have sine bønner opfyldt. Det virker bestemt
ikke som om faren har en stor tro. Han beder netop Jesus om at tro for sig.
Og det er vel heller ikke det, vi
oplever. At mennesker, der tror på kristendommen, rammes af mindre ondt end
andre. Det forholder sig ikke sådan, at jo mere tro mennesker har, jo mindre
ondt får der lov at ramme dem. Og Jesus sender heller ikke drengens far hjem
igen og beder ham om at komme igen når han har mere tro. Nej, det må være noget
andet, Jesus mener. Jeg tror, Jesus mener, at han selv er den, der tror. Så alt
er ikke muligt for os. Men alt er altså muligt for Jesus.
Hvorfor findes der ondskab?
Så må vi spørge Jesus tilbage: Når nu
alt er muligt for dig, hvorfor skal vi så opleve ondskab, sygdom og død?
Hvorfor har du og din far ikke for længst sørget for, at den slags ikke plager
os mere? Kan I ikke se, hvor meget vi lider? Det er sjældent nemt at tro på Gud,
når livet viser sig fra den barske side. Så spørger vi efter mening. Så undrer
vi os over, hvorfor han ikke griber ind.
Fromme forklaringer
Når livet til gengæld går godt, kan
troen blive reduceret til fromme forklaringer på lidelsen. Det kunne være: Der
er ikke noget, der er så slemt, at det ikke er godt for noget, eller Gud gør
alting godt til sidst. Men det giver ikke mening, når lidelsen rammer. Så
spørger vi jo: Hvorfor hjælper Gud ikke nu?
En anden from forklaring på lidelsen
kunne være, at Gud ikke selv går uden om lidelsen. Han går ind i den. Det
gjorde han fx igennem Jesus, da han kom til verden og lod sig korsfæste. Vi
tilhører altså en Gud, der ikke selv er bange for at lide. Det er en sympatisk
tanke, at Gud på den måde kender lidelsen og har været der selv. Men igen giver
det ikke meget trøst, når livet er ødelagt. Der har vi brug for en stærk og almægtig
Gud og ikke bare en solidarisk lidende ven. Hvorfor viser Gud ikke, at han har
magt og kan gøre noget ved lidelsen?
Vi må råbe ligesom faderen
Når tvivlen og anfægtelsen trænger sig
på, hjælper fromme overvejelser ikke. Vi kan ikke forklare, hvorfor verden er
fuld af ondt, når Gud er almægtig og god. At Gud er god og har al magt er
noget, vi tror, han er, på trods af alt det onde, vi oplever. Heller ikke
præster kan give forklaring på det her. For Gud holder forklaringen for sig
selv. Han har ikke givet os nogen forklaring på, hvorfor han både kan være god
og almægtig, og så alligevel lade os leve i en verden, hvor børn dør af sygdom,
unge bliver dræbt i trafikken og gamle ligger og lider i årevis, før de får
fred.
I stedet for at forsøge at forklare Gud,
må vi råbe til ham. Ligesom den desperate far råbte til Jesus: Jeg ville også
gerne tro på dig Gud, men det er svært. Hjælp mig med at tro. Det er faktisk en
god trosbekendelse. Den udtrykker at tro og tvivl hænger sammen. Det er en hudløs
ærlig trosbekendelse. Faren forsøgte ikke at dække over sin desperation og
tvivl. Han gav Gud ansvaret for sin tro og råbte på hjælp.
Og det er slet ikke blevet anderledes,
selvom vi lever her 2000 år efter denne far. Også i vores tid kan det være
svært at tro på Gud, særligt når vi rammes af det onde. Men vi kan reagere på
samme måde overfor lidelsen, som faren gjorde. Vi kan også stille os op og råbe
til Gud. Anklage ham og bede ham om at gøre alt godt igen. Og så må vi bede ham
om at give os tro, når vi tvivler på hans tilstedeværelse og kraft.
Vi må stille os ved siden af den ramte
Når vi møder mennesker som er ramt af
lidelse, skal vi heller ikke forsøge at give et svar på lidelsen. Vi skal ikke
komme med fromme svar, der skulle forsvare Gud. For de holder ikke. Det er ikke
vores opgave at komme med svar, Gud ikke har givet os. Vi skal lade Gud være
Gud med alle hans svar, og lade os være mennesker, der ikke sidder inde med
alle svar. Derfor må Gud selv forsvare sig. Det er også uforståeligt for os, at
Gud ikke griber ind. I stedet kan vi vælge at stille os ved siden af det ramte menneske
og råbe sammen med det. Hvorfor griber du ikke ind Gud? Når du nu er kærlig Gud
og kan gøre noget ved lidelsen, hvorfor gør du det så ikke? Det må være vores
opgave.
Amen
