Den elendige julegave

Der var engang en lille dreng. Han hed Johannes. Han glædede sig sådan til jul ligesom alle andre børn glæder sig til jul. Men det var noget særligt han glædede sig til denne jul, nemlig gaven fra hans onkel. Han skulle holde jul sammen med sin onkel, og Johannes havde plaget længe om, at onklen ville fortælle ham lidt om, hvad han fik i gave. Så til sidst sagde onklen til ham: Johannes, du kan jo prøve at gætte det. Jeg kan sige så meget, at det er noget, som hverken kan stå, gå, flyve eller løbe.

Hold da op det var spændende. Johannes gik og tænkte og tænkte og tænkte. Hvad kunne det mon være? Hvad er det, der hverken kan stå gå flyve eller løbe? Til sidst kunne han næsten ikke sove for bar spænding. Og så kom endelig den store dag. Juleaften. Johannes tænkte ikke på andet end den der ganske særlige gave. Men hold da op, hvor blev han skuffet, da han så, hvad der var i gaven.

Tårene vældede frem. Han kunne simpelthen ikke lade være med at græde og løbe ind på værelset. Han kunne slet ikke skjule, hvor ked af det, han var. Ved I hvad han fik? En blyant. Og en blyant kan jo hverken stå, gå, flyve eller løbe.

Sådan var det i Jerusalem for 2000 år siden Der var der også nogen, der følte sig snydt. Det begyndte ellers så godt. Da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel, var der feststemning. Det var formentlig alle dem, Jesus havde gået rundt sammen med, som nu ville vise Jesus og alle dem som boede i Jerusalem, at han var deres konge og herre. De levede i glad forventning, og de opbyggede flere og flere forestillinger om det gode, der skulle ske. Derfor lagde de deres kapper op på æslerne, så Jesus kunne sidde på dem, og så jublede de og råbte Hurra. Eller det vil sige, de råbte hosianna, men det betyder det samme som Hurra. Jo der var sandelig fest.

Det skete helt som Gud havde lovet. Han havde fortalt israelitterne det mange hundrede år før. En af deres profeter havde sagt, at der ville komme en mand til dem. En ganske særlig mand, nemlig Guds søn. Han skulle ride ind i Jerusalem på et æsel. Prøv så at forestille jer, hvor glade de var. De og deres forældre og bedsteforældre og alle mulige andre havde ventet på det her i flere hundrede år. Nu skete det lige for øjnene af dem. Gud holdt sine løfter, og nu skete det, som de havde ventet på så længe. Det er ligesom, at man går og venter hele december måned på, at det bliver jul og så til sidst endelig kommer juleaften med lækker mad, juletræ og gaver. Det her var bare endnu større.

Men der gik ikke lang tid derefter, så følte de sig snydt i Jerusalem. For de havde troet, at de fik noget andet, end det Jesus kom med. De havde troet, det var noget meget større. De troede Jesus ville være en krigskonge, som ville slås for dem. De troede han ville befri dem for romerne, som havde besat deres land. Men, det ville Jesus ikke.

Det første han gjorde, efter han var redet ind i Jerusalem, var at gå hen i templet og jage alle dem ud, der handlede derinde. På mange måder ville Jesus noget ganske andet, end israelitterne havde forventet. Jesus spiste sammen med de forkerte, han overholdt ikke de fornemmes mange regler. Han ville være en anden slags konge end den krigskonge, mange af dem troede skulle komme. Han ville være hele verdens konge, alle menneskers konge.

Da Jesus døde i påsken for 2000 år siden, var det for at alle mennesker skulle have lov at leve evigt sammen med Gud. Han havde en langt større plan end de mennesker, som han mødte i Jerusalem. Det var der mange, som blev meget skuffede over.

Men nu husker I jo den gave, drengen Johannes, som jeg indledte med at fortælle om, fik som virkede meget dårlig, og som Johannes blev helt vildt skuffet over. Det var faktisk sådan, at den viste sig at få enorm værdi for ham. Den blev noget, han kunne bruge senere i livet.

Faktisk så skete der det, at efter et par uger, hvor han var blevet træt af at lege med de andre gaver, han havde fået, så fandt han blyanten frem. Han opdagede, at den jo kunne bruges til at tegne og skrive historier med. Han kunne fremtrylle vidunderlige fortællinger med den blyant. Han øvede sig, og faktisk kom han både til at skrive salmer og bøger. Så drengen Johannes, jeg fortalte om, er ham, vi i dag kender som Johannes Møllehave.

Jeg tror også, det er sådan med Gud. Vi har tit nogle forestillinger om hvordan Gud er, og hvad vi gerne vil have, han skal gøre. Men Gud er anderledes, end vi kan forestille os. Hans storhed er ofte ikke så prangende, at vi ser den med det samme. Engang imellem så får vi det ikke, som vi ønsker os. Han giver os noget helt andet, end vi regner med. Vi kan så let blive skuffede over Gud. Vi bygger forventninger op og forestiller os, at han skal bidrage med noget stort og magtfuldt og overbevisende. Og så sidder vi tit lidt slukørede tilbage, fordi det ikke så ud af ret meget.

Jesus så jo heller ikke ud af ret meget. Det er mildt sagt ikke særlig overbevisende at hele verdens frelser blev født i en stald. Alligevel viste han sig at kunne noget helt fantastisk. Han vandt over døden. Han var den første som kunne gå ned i dødsriget og komme levende ud derfra. Så det der så ud som et nederlag var en del af Guds store plan. Hans plan for at alle os der ender i dødsriget skal komme levende ud derfra og leve evigt hjemme hos Gud.

Johannes Møllehave havde bygget forventninger op til noget stort den juleaften han fik en blyant. Han blev så skuffet. Vi kan også blive skuffede over Gud når han ikke viser sig sådan som vi havde forestillet os det. Men Johannes opdagede langsomt, at der gemte sig noget værdifuldt i det, der så ringe ud. Det er mit ønske for jer alle denne advent og jul. At I må opdage det værdifulde i det lille barn der blev født julenat.

Glædelig advent.

Amen 

Gummitarzan, genstridige væddere og de mindste i Haderslev

22. s. eft. trin.

Gummi Tarzan

I kender garanteret alle historien om Gummitarzan. Ivan Olsen er en dreng på ni-ti år. Han er en tynd lille splejs, og han bliver dagligt drillet og hånet i skolen og får buksevand af de andre drenge. Hjemme sidder hans far og læser Tarzan-blade og irriteres vældig, når Ivan kommer hjem efter dagens buksevand. “Du er en vatnisse, du må være stærk som Tarzan og slå igen, men du kan ingenting.” sige Ivans far. 
Og det kan der være noget om. Ivan kan virkelig ikke ret meget. Han kan ikke hoppe over hesten i gymnastiktimen med den skrappe gymnastiklærer, læse kan han heller ikke finde ud af. Ivan kan heller ikke cykle, ikke svømme. I fritiden futter Ivan omkring alene på mærkelige steder.

Ivan Olsen er om nogen billedet på den mindste, den der er ydmyget helt til gulvet. Og ikke nok med det, han har også taget omgivelsernes vurdering til sig som en selverkendelse jeg dur ikke til noget, jeg er ikke noget værd, for jeg kan ingenting. 

Bliv som det lille barn

I dag møder vi tre formaninger som alle handler om de mindste små. Jesus begynder med at stille et barn frem foran dem og siger, at disciplene skal blive som barnet. Det var en pædagogisk måde at vise sin pointe på overfor sine disciple. Men hvad er det ved børnene vi skal efterligne? Jo det er først og fremmest børns evne til at modtage. Børn var og er fuldstændig hengivet i de voksnes hænder. Når Jesus siger at vi skal blive som børn siger han samtidig, at vi skal lære at tage imod det Gud vil give os. Vi skal forstå os som nogen der ikke kan klare alting selv. Fyldt med tillid til Gud skal vi bare sige ja tak til at være Guds børn. Og sige ja tak til at modtage Guds kærlighed, tilgivelse og sejr over døden.

Det lille barn er læremesteren for os voksne. For barnet lever til dagligt af at tage imod livet i tillid til, at forældre og andre voksne tager sig af det.

Og Jesus bringer opskriften på at blive som børn. Opskriften er: At vende om fra den tankegang, at vi voksne kan klare tilværelsen med vores arbejde og pengeindtjening og meninger og kloge hoveder. Vi voksne skal vende om  fra den tankegang, for at vende os til, at alt hviler i min Guds hænder: Mit liv, mine kæres liv – fortid, nutid, fremtid.

Vi skal lære at råbe højt om hjælp. Bede og trygle Gud om hjælp. Stille os an i al vor svaghed og magtesløshed. Leve vores liv i indrømmelse af, at vi ikke kan klare paragrafferne på egen hånd

Ivan Olsen kan lære os den kristne selverkendelse, at jeg ikke kan noget, hvis det kun står til mig selv. Og er der alligevel noget, jeg lærer, noget jeg måske efter megen strid kommer til at mestre og kunne, så er det fordi det bliver givet mig på forunderlig og guddommelig vis. Ivans redning består nemlig i det eventyrlige, at han pludselig, på overnaturlig vis får uanede kræfter, så han kan træde i karakter overfor alle dem, der har hånet ham. Det er også Guds mindstes redning – at vi får alt givet af hans hånd. På både forunderlig og guddommelig vis.

Bring ikke en af de mindste til fald

Der er en streng alvor i Jesu ord til os i dag. Jesus advarer os mod at bringe andre til fald. Det er nogle bloddryppende og ildspyddende alvorlige billeder han anvender.

Det skaber nogle overvejelser for mig som præst og os som menighed. Midt i al euforien over hvor mange kirkegængere vi kan tælle her om søndagen, og hvor mange frivillige vi kan engagere, glemmer vi som menighed så de mindste? Er det trods alt ikke vores vigtigste opgave som kristen kirke, at tage os af de mindste i verden? For det at bringe nogen til fald kan vel ligeså godt gå på, at vi engang imellem mere eller mindre med vilje, undlader at gøre noget for denne verdens mindste. Hvis vi undlader at vise Guds mindste Kærlighed, så oplever de måske aldrig, hvad det vil sige at være et Guds barn.

Hvem er i det hele taget de mindste her i Haderslev, hvem er vores Ivan Olsen? Er det barnet der bliver drillet i skolen og er utilpasset? Er det enkemanden, der sidder ensomt derhjemme og nærmest aldrig kommer uden for en dør? Er det den mor, som børnene ikke vil kendes ved fordi alkoholen har sit tag i hende? Er det dem, som er flygtet hertil, fordi de blev udsat for tortur og nu venter på den afgørende dom, om de må blive eller skal sendes tilbage? Er det ham, der dør uden at nogen gider dukke op til begravelsen? De mennesker findes altså her i Haderslev. Er det dem, der tænkes på? Og hvordan er det, vi tager os af dem? Hvem er det, jeg skal tage mig af? Hvem er en af de små, som jeg kender og som har brug for mig….)

Opgaven er vigtig, netop fordi alle har lige stor værdi for Gud. Vores normale hierarki er vendt på hovedet. Den måde vi er vant til at vurdere andre mennesker på, kan vi ikke bruge til noget. Gud har sin egen målestok. Han elsker alle lige højt, selv de mindste.

Det fortalte Jesus en historie om.

Find de mindste

Jeg holder enormt meget af historien om det fortabte får. Men hold da op, hvor den drypper af romantik. Det er en helt igennem sødsuppe historie. Vi har så mange kristne børnebøger derhjemme, som fremstiller netop den historie. Det er slående, at tegningerne af det lille lam i alle disse bøger er meget polerede. Lammet står der og græder med sine puttenuttede uldtotter, fordi det sidder fast i noget krat og ikke kan komme fri. Men heri ligger jo en bestemt tolkning, og jeg tror, det kan føre til en misforståelse af historien.

Der er ikke noget smukt over lammet. Det er ildelugtende og genstridigt. Måske skulle vi i højere grad tænke det som en gammel vranten vædder, som ikke gider være sammen med de andre. Den er løbet hjemmefra, har gemt sig og vil formentlig slet ikke findes. Hvis den sidder hjælpeløst fast et eller andet sted, er det i hvert fald selvforskyldt. Da hyrden endelig finder sin genstridige vædder, stanger og sparker den efter ham. Når man forstår fortælling sådan, bliver den langt mere realistisk. Jesus er taget ud for at finde de fortabte, de mindste.  

Som fortællingen om lammet står her, bliver det brugt både til at fortælle om Guds omsorg for de mindste, men samtidig som en opfordring, udfordring og opgave til os. Vi skal ligesom hyrden tage ud for at lede efter de mindste. Det er ikke nogen romantisk smuk opgave. Snarere noget bøvl.

Der kan være noget, vi skal give afkald på for at kunne finde tid og ressourcer til det her. Måske bliver der mindre tid til fitnesscentret eller karrieren eller børnebørnene. Det er netop besværligt, ubekvem at leve efter det her. Det er formentlig ikke noget som giver anerkendelse i andres øjne. Når vi endelig får øje på fåret, er det en genstridig gammel vædder, som har nok i sig selv, og ikke vil hjem til folden.

Men selv den mindste, selv den som ikke føler sig værdifuld, selv den som ikke selv vil findes af Gud, selv den er værdifuld i Guds øjne.

Afrunding

Vi skal stræbe efter at blive som de mindste. Vi skal erkende at vi på alle måder er i Guds hånd og ikke kan noget, hvis det kun står til os selv.  Vi har brug for det, vi kan få fra Gud.

Han elsker os alle med en ufattelig stor kærlighed og vil, at ingen af hans mindste skal gå fortabt. Derfor går han selv ud for at lede efter alle, og han sender os ud for at bringe genstridige væddere hjem i folden.

Amen