Den elendige julegave

Der var engang en lille dreng. Han hed Johannes. Han glædede sig sådan til jul ligesom alle andre børn glæder sig til jul. Men det var noget særligt han glædede sig til denne jul, nemlig gaven fra hans onkel. Han skulle holde jul sammen med sin onkel, og Johannes havde plaget længe om, at onklen ville fortælle ham lidt om, hvad han fik i gave. Så til sidst sagde onklen til ham: Johannes, du kan jo prøve at gætte det. Jeg kan sige så meget, at det er noget, som hverken kan stå, gå, flyve eller løbe.

Hold da op det var spændende. Johannes gik og tænkte og tænkte og tænkte. Hvad kunne det mon være? Hvad er det, der hverken kan stå gå flyve eller løbe? Til sidst kunne han næsten ikke sove for bar spænding. Og så kom endelig den store dag. Juleaften. Johannes tænkte ikke på andet end den der ganske særlige gave. Men hold da op, hvor blev han skuffet, da han så, hvad der var i gaven.

Tårene vældede frem. Han kunne simpelthen ikke lade være med at græde og løbe ind på værelset. Han kunne slet ikke skjule, hvor ked af det, han var. Ved I hvad han fik? En blyant. Og en blyant kan jo hverken stå, gå, flyve eller løbe.

Sådan var det i Jerusalem for 2000 år siden Der var der også nogen, der følte sig snydt. Det begyndte ellers så godt. Da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel, var der feststemning. Det var formentlig alle dem, Jesus havde gået rundt sammen med, som nu ville vise Jesus og alle dem som boede i Jerusalem, at han var deres konge og herre. De levede i glad forventning, og de opbyggede flere og flere forestillinger om det gode, der skulle ske. Derfor lagde de deres kapper op på æslerne, så Jesus kunne sidde på dem, og så jublede de og råbte Hurra. Eller det vil sige, de råbte hosianna, men det betyder det samme som Hurra. Jo der var sandelig fest.

Det skete helt som Gud havde lovet. Han havde fortalt israelitterne det mange hundrede år før. En af deres profeter havde sagt, at der ville komme en mand til dem. En ganske særlig mand, nemlig Guds søn. Han skulle ride ind i Jerusalem på et æsel. Prøv så at forestille jer, hvor glade de var. De og deres forældre og bedsteforældre og alle mulige andre havde ventet på det her i flere hundrede år. Nu skete det lige for øjnene af dem. Gud holdt sine løfter, og nu skete det, som de havde ventet på så længe. Det er ligesom, at man går og venter hele december måned på, at det bliver jul og så til sidst endelig kommer juleaften med lækker mad, juletræ og gaver. Det her var bare endnu større.

Men der gik ikke lang tid derefter, så følte de sig snydt i Jerusalem. For de havde troet, at de fik noget andet, end det Jesus kom med. De havde troet, det var noget meget større. De troede Jesus ville være en krigskonge, som ville slås for dem. De troede han ville befri dem for romerne, som havde besat deres land. Men, det ville Jesus ikke.

Det første han gjorde, efter han var redet ind i Jerusalem, var at gå hen i templet og jage alle dem ud, der handlede derinde. På mange måder ville Jesus noget ganske andet, end israelitterne havde forventet. Jesus spiste sammen med de forkerte, han overholdt ikke de fornemmes mange regler. Han ville være en anden slags konge end den krigskonge, mange af dem troede skulle komme. Han ville være hele verdens konge, alle menneskers konge.

Da Jesus døde i påsken for 2000 år siden, var det for at alle mennesker skulle have lov at leve evigt sammen med Gud. Han havde en langt større plan end de mennesker, som han mødte i Jerusalem. Det var der mange, som blev meget skuffede over.

Men nu husker I jo den gave, drengen Johannes, som jeg indledte med at fortælle om, fik som virkede meget dårlig, og som Johannes blev helt vildt skuffet over. Det var faktisk sådan, at den viste sig at få enorm værdi for ham. Den blev noget, han kunne bruge senere i livet.

Faktisk så skete der det, at efter et par uger, hvor han var blevet træt af at lege med de andre gaver, han havde fået, så fandt han blyanten frem. Han opdagede, at den jo kunne bruges til at tegne og skrive historier med. Han kunne fremtrylle vidunderlige fortællinger med den blyant. Han øvede sig, og faktisk kom han både til at skrive salmer og bøger. Så drengen Johannes, jeg fortalte om, er ham, vi i dag kender som Johannes Møllehave.

Jeg tror også, det er sådan med Gud. Vi har tit nogle forestillinger om hvordan Gud er, og hvad vi gerne vil have, han skal gøre. Men Gud er anderledes, end vi kan forestille os. Hans storhed er ofte ikke så prangende, at vi ser den med det samme. Engang imellem så får vi det ikke, som vi ønsker os. Han giver os noget helt andet, end vi regner med. Vi kan så let blive skuffede over Gud. Vi bygger forventninger op og forestiller os, at han skal bidrage med noget stort og magtfuldt og overbevisende. Og så sidder vi tit lidt slukørede tilbage, fordi det ikke så ud af ret meget.

Jesus så jo heller ikke ud af ret meget. Det er mildt sagt ikke særlig overbevisende at hele verdens frelser blev født i en stald. Alligevel viste han sig at kunne noget helt fantastisk. Han vandt over døden. Han var den første som kunne gå ned i dødsriget og komme levende ud derfra. Så det der så ud som et nederlag var en del af Guds store plan. Hans plan for at alle os der ender i dødsriget skal komme levende ud derfra og leve evigt hjemme hos Gud.

Johannes Møllehave havde bygget forventninger op til noget stort den juleaften han fik en blyant. Han blev så skuffet. Vi kan også blive skuffede over Gud når han ikke viser sig sådan som vi havde forestillet os det. Men Johannes opdagede langsomt, at der gemte sig noget værdifuldt i det, der så ringe ud. Det er mit ønske for jer alle denne advent og jul. At I må opdage det værdifulde i det lille barn der blev født julenat.

Glædelig advent.

Amen