Jeg elsker, når historier ender godt. Når helten har gennemgået alle trængslerne, vundet prinsessen og freden har sænket sig. Det er sådan en rar følelse. Men i lignelsen vi lige har hørt, er det jo helt modsat.
Vi hører om den dejlige fest, der skal holdes i himlen engang. Det kunne man holde en smuk prædiken om, hvor man udpenslede alle de dejlige retter, der skal serveres. Men det bliver så eksklusivt. Det klinger hult. Det er svært at glæde sig over den fest, som afholdes. Der er nemlig nogen, som ikke er med. Hvor dejlig historien end er, så bliver det hele ødelagt til sidst. Det lyder rart med den himmelske fest, men hvad med dem, som ikke skal smage måltidet. Jeg kan ikke lade være med at fortabe mig i slutsætningen: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.
Vi kan selvfølgelig hurtigt tolke det hen i retning af, at de første der blev indbudt var jøderne. Det er altså dem, der takkede nej til invitationen. De havde alt muligt andet for, som var for vigtigt. Hvis man tolker historien sådan, var det jøderne, der fik lov til at stå udenfor. Vi, der er inviteret bagefter, får derimod plads i himlens tronsal. Det er bare lidt for letkøbt. Det kan umuligt være meningen, at vi skal høre historien i dag, hvis det bare er for at fordømme nogle andre. Hvis vi bare skal informeres om, hvad der skete dengang, og det slet ikke handlede om os selv. Det kan umuligt være meningen.
Da jeg var ung nyuddannet præst, fik jeg min ilddåb i den lokale Indre Mission. De havde inviteret mig til at komme og holde en tale. Jeg var selvfølgelig lidt spændt – særligt det med, om jeg nu opfattede alle de sociale koder, som udspillede sig. Det gik ganske godt. Jeg gennemgik Johannesevangeliet, og var godt tilfreds, da jeg drak min kaffe. Jeg var derfor fortrøstningsfuld, da der blev åbnet for spørgsmål.
Da var det, jeg blev helt overrumplet og blæst bagover. En ældre herre rejste sig og spurgte: Du unge præst: Forkynder du et helvede fra prædikestolen? Jeg, der ellers normalt er ret hurtig til at svare, blev mundlam. Heldigvis havde jeg lært fra alle eksamenerne på universitetet, hvad man skulle svare, når man havde brug for betænkningstid. Jeg sagde: ææh, jeg forstår ikke helt, hvad du spørger om. ”Så lad mig sige det på en anden måde – fortsatte han. Forkynder du en evig fortabelse for dem, der ikke tror”?
Det var ikke svært at forstå spørgsmålet. Og jeg ku´ ikke finde på flere tillægsspørgsmål for at få betænkningstid. Så der var ikke andet end at svare. Og for mig var og er det spørgsmål ikke lige så nemt at finde det rigtige svar på, som jeg tror det var for ham, der stillede spørgsmålet. Det var et meget præcist formuleret spørgsmål. Der var heller ingen tvivl om, hvad manden håbede, jeg ville sige. Han ville høre et rungende JA. Men det kunne jeg ikke. Jeg måtte fortælle ham, at jeg ikke forkynder et helvede, for jeg er i tvivl. Jeg bliver aldrig færdig med det spørgsmål. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der sker efter døden. Og Jeg tror i øvrigt ikke, vi kan skræmme nogen ind i himlen ved at udpensle helvedes kvaler.
Jeg vil stille spørgsmålet igen i dag. Hvad sker der efter døden? Er der et helvede? Og er det et sted, vi kan risikere at havne, hvis vi ikke tror? Det er et spørgsmål, jeg selv kæmper med at finde et svar på – og nok aldrig bliver færdig med. Traditionelt set er der to hovedopfattelser, som har gjort sig gældende inden for kristendommen. Vi kalder dem: Den dobbelte udgang eller Alles frelse. Jeg vil gerne tage dem begge under en kritisk lup her i min prædiken. Lad mig begynde med den dobbelte udgang.
Den måde at læse bibelen på siger, at når livet engang ender, er der to udveje. Enten skal man i himlen til fest sammen med Gud. Eller også skal man i helvede og være evigt fortabt. Hvad der helt præcist skal ske der er uvist. Altså om der er en djævel eller flammer og om man bliver pint i al evighed. Det væsentlige er, at det er væk fra Guds nærvær. Det er et pinefuldt sted at være. Det har været kirkens officielle lære lige fra dens begyndelse. Denne lære er desværre blevet misbrugt et utal af gange. Det er et stærkt magtmiddel at true med evig straf. Ogdet er nemt at udpege nogle andre end en selv og ens trosfæller til at være dem, der havner der.
Hvis vi skal se på Jesu forkyndelse, så fylder helvede ikke meget for ham. Han er klart mest fokuseret på himlen. Det er der, tyngden ligger hos ham. Det er i forbindelse med nogen af hans lignelser, det kommer på tale med en dobbelt udgang. Ligesom den vi har hørt i dag. Helvede beskrives som udenfor, et sted med gråd og tænderskæren, et pinested. Det er nærliggende at forstå helvede bogstaveligt. Det står der jo i det nye testamente. Der findes et evigt pinested, som venter alle dem, der ikke tror.
Det er helt klart styrken ved denne her måde at læse bibelen på. Den tager Jesu udsagn alvorligt – og også Paulus ord om fortabelse. Opfattelsen er blevet stærkt kritiseret for at passe lidt for godt til den menneskelige retfærdighedssans. De kristne, som har lidt afsavn i denne verden, skal nu endelig få belønningen i himlen. Der kommer retfærdighed engang. Det er en grundlæggende menneskelig tendens til, at det hele skal gå op til sidst. Så skal de ugudelige straffes.
Den her måde at forstå det på ophøjer menneskets afgørelse. Menneskets valg af Gud bliver bestemmende for, hvordan det skal gå når døden indtræffer. Det er det, vi ser i dagens lignelse. De indbudte vælger festen fra, fordi de har andre vigtigere ting at tage sig til. Kan vi virkelig tillægge vores eget valg så meget betydning?
Tilhængerne af den anden opfattelse, som man kalder Alles frelse lægger hovedvægten på Jesu udsagn om den gode kærlige Gud. Til sidst bliver Gud alt i alle og frelser alle. Alle kommer ind til den himmelske fest - til sidst.
Det, vi hører om Gud i Jesu forkyndelse er uforeneligt med en evig straf. Gud er nådig og barmhjertig og gemmer ikke på vrede. Når Jesus forkynder om fjendekærlighed og ubegrænset tilgivelse, så er det netop Guds væsen. Gud er som den kærlige far til den fortabte søn eller som hyrden, der finder det ene får, der er blevet væk, så alle 100 får kan komme hjem i folden. Alles frelse siger, at vi må lade de udsagn om en kærlig Gud få forrang for de udsagn, der er om evig pine. Vi gør Gud lille, hvis han ikke kan overvinde alt det onde til sidst. Jesu frelsergerning på korset er så afgørende, at det får betydning for alle mennesker - troende og ikke troende. Når biblen således taler om et helvede, så handler det om det helvede, som mennesker kan opleve her i livet.
Denne måde at læse biblen på er ikke ny, men den har fået vind i sejlene de senere år. Mange teologer hælder til at tro på den i dag. Den har nok altid været der, men kirken har holdt den nede. Den findes i lidt forskellige varianter bl.a. en, hvor mennesket skal renses, før det kommer i himlen.
Hvor blev så menneskets frie valg af? Kan vi slet ikke sige nej til Guds frelse, kunne man spørge? Nej, det kan vi dybest set ikke. For det er Gud, der har truffet valget. Han har valgt os til. Og det valg er mere afgørende end vores valg, vil man sige, hvis man læser bibelen ud fra Alles frelse.
Nogen vil mene det er et forsøg på at komme tidsånden i møde og glatte Jesu hårde udsagn ud. Det er ren pladderhumanistisk ønsketænkning. Alles frelse er en meget sympatisk tanke, men den er mere et udtryk for, hvordan vi gerne ville, det skulle være, end hvordan Gud har bestemt, at det skal være. Vi prøver ligesom at overtrumfe Guds plan der, hvor vi ikke sympatiserer med den. Det er ikke til at holde ud at tænke på, at nogen skal gå fortabt. Så vi finder en anden og mere sympatisk måde at forstå det på. Og vi mener også, at det må være den rigtige forståelse af, hvem Gud er.
Tilbage til mandens spørgsmål. Du unge præst: Forkynder du et helvede fra prædikestolen?Jeg vil følge Jesu eksempel og ikke lægge vægten på fortabelsen, men i stedet lægge den på frelsen. Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer til tro ved, at jeg skræmmer med helvede fra prædikestolen. Så skræmme anfægtede mennesker med det, skal vi ikke. Vi skal forkynde Gud på en måde, så mennesker komme til tro. Ikke bruge talen om »den dobbelte udgang« til at sende mennesker hjem fra kirken uden glæde og frimodighed. Men at skjule, at der flere steder i bibelen tales om en fortabelse, det ville være uærligt – hvor sympatisk det så i øvrige kunne være. Uærligt ville det være. Om det så skal fortolkes som en fortabelse her i livet eller engang er svært at afgøre. Så jeg bliver nok aldrig færdig med spørgsmålet. Jeg mener vi må anerkende, at der står i bibelen, at fortabelse er en mulighed. Det synes jeg ikke, vi kan komme udenom. Det er som om, der er noget her, vi skal høre. Ikke for at dømme andre mennesker eller bestemte grupper til fortabelse. Hverken jøder på Jesu tid eller nogen, der lever i dag, som vi opfatter som dem, der vil gå fortabt. Det har vi aldrig – og jeg gentager: aldrig – ret til. Og det har aldrig været meningen med bibelens tale om dobbelt udgang, at vi skulle bruge det til det. Det skal altid rettes mod os selv og få os til at spørge: Er der noget her, jeg trænger til at blive mindet om? Fx et ansvar for mine medmennesker, som jeg har taget for let på. Eller min daglige og evigt tilbagevendende afhængig af Jesus Kristus og den frelse, han har bragt os? Forkyndelsen af den dobbelte udgang er ikke til for, at vi skal dømme andre eller blive forskrækkede. Det er for, at vi skal mindes om vores ansvar og vores afhængighed.
Så hvis nogen spørger mig igen: Forkynder du helvede fra prædikestolen, så vil jeg svare: Det er et spørgsmål, jeg aldrig er blevet færdigt med. Og jeg tror, det er meningen, at vi ikke skal gøre os for hurtigt færdige med det. Vi skal derimod igen og igen bede om Helligåndens vejledning til at forstå, hvem Gud er, og hvad Jesus har gjort for os.
Amen.
Vi hører om den dejlige fest, der skal holdes i himlen engang. Det kunne man holde en smuk prædiken om, hvor man udpenslede alle de dejlige retter, der skal serveres. Men det bliver så eksklusivt. Det klinger hult. Det er svært at glæde sig over den fest, som afholdes. Der er nemlig nogen, som ikke er med. Hvor dejlig historien end er, så bliver det hele ødelagt til sidst. Det lyder rart med den himmelske fest, men hvad med dem, som ikke skal smage måltidet. Jeg kan ikke lade være med at fortabe mig i slutsætningen: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.
Vi kan selvfølgelig hurtigt tolke det hen i retning af, at de første der blev indbudt var jøderne. Det er altså dem, der takkede nej til invitationen. De havde alt muligt andet for, som var for vigtigt. Hvis man tolker historien sådan, var det jøderne, der fik lov til at stå udenfor. Vi, der er inviteret bagefter, får derimod plads i himlens tronsal. Det er bare lidt for letkøbt. Det kan umuligt være meningen, at vi skal høre historien i dag, hvis det bare er for at fordømme nogle andre. Hvis vi bare skal informeres om, hvad der skete dengang, og det slet ikke handlede om os selv. Det kan umuligt være meningen.
Da jeg var ung nyuddannet præst, fik jeg min ilddåb i den lokale Indre Mission. De havde inviteret mig til at komme og holde en tale. Jeg var selvfølgelig lidt spændt – særligt det med, om jeg nu opfattede alle de sociale koder, som udspillede sig. Det gik ganske godt. Jeg gennemgik Johannesevangeliet, og var godt tilfreds, da jeg drak min kaffe. Jeg var derfor fortrøstningsfuld, da der blev åbnet for spørgsmål.
Da var det, jeg blev helt overrumplet og blæst bagover. En ældre herre rejste sig og spurgte: Du unge præst: Forkynder du et helvede fra prædikestolen? Jeg, der ellers normalt er ret hurtig til at svare, blev mundlam. Heldigvis havde jeg lært fra alle eksamenerne på universitetet, hvad man skulle svare, når man havde brug for betænkningstid. Jeg sagde: ææh, jeg forstår ikke helt, hvad du spørger om. ”Så lad mig sige det på en anden måde – fortsatte han. Forkynder du en evig fortabelse for dem, der ikke tror”?
Det var ikke svært at forstå spørgsmålet. Og jeg ku´ ikke finde på flere tillægsspørgsmål for at få betænkningstid. Så der var ikke andet end at svare. Og for mig var og er det spørgsmål ikke lige så nemt at finde det rigtige svar på, som jeg tror det var for ham, der stillede spørgsmålet. Det var et meget præcist formuleret spørgsmål. Der var heller ingen tvivl om, hvad manden håbede, jeg ville sige. Han ville høre et rungende JA. Men det kunne jeg ikke. Jeg måtte fortælle ham, at jeg ikke forkynder et helvede, for jeg er i tvivl. Jeg bliver aldrig færdig med det spørgsmål. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der sker efter døden. Og Jeg tror i øvrigt ikke, vi kan skræmme nogen ind i himlen ved at udpensle helvedes kvaler.
Jeg vil stille spørgsmålet igen i dag. Hvad sker der efter døden? Er der et helvede? Og er det et sted, vi kan risikere at havne, hvis vi ikke tror? Det er et spørgsmål, jeg selv kæmper med at finde et svar på – og nok aldrig bliver færdig med. Traditionelt set er der to hovedopfattelser, som har gjort sig gældende inden for kristendommen. Vi kalder dem: Den dobbelte udgang eller Alles frelse. Jeg vil gerne tage dem begge under en kritisk lup her i min prædiken. Lad mig begynde med den dobbelte udgang.
Den måde at læse bibelen på siger, at når livet engang ender, er der to udveje. Enten skal man i himlen til fest sammen med Gud. Eller også skal man i helvede og være evigt fortabt. Hvad der helt præcist skal ske der er uvist. Altså om der er en djævel eller flammer og om man bliver pint i al evighed. Det væsentlige er, at det er væk fra Guds nærvær. Det er et pinefuldt sted at være. Det har været kirkens officielle lære lige fra dens begyndelse. Denne lære er desværre blevet misbrugt et utal af gange. Det er et stærkt magtmiddel at true med evig straf. Ogdet er nemt at udpege nogle andre end en selv og ens trosfæller til at være dem, der havner der.
Hvis vi skal se på Jesu forkyndelse, så fylder helvede ikke meget for ham. Han er klart mest fokuseret på himlen. Det er der, tyngden ligger hos ham. Det er i forbindelse med nogen af hans lignelser, det kommer på tale med en dobbelt udgang. Ligesom den vi har hørt i dag. Helvede beskrives som udenfor, et sted med gråd og tænderskæren, et pinested. Det er nærliggende at forstå helvede bogstaveligt. Det står der jo i det nye testamente. Der findes et evigt pinested, som venter alle dem, der ikke tror.
Det er helt klart styrken ved denne her måde at læse bibelen på. Den tager Jesu udsagn alvorligt – og også Paulus ord om fortabelse. Opfattelsen er blevet stærkt kritiseret for at passe lidt for godt til den menneskelige retfærdighedssans. De kristne, som har lidt afsavn i denne verden, skal nu endelig få belønningen i himlen. Der kommer retfærdighed engang. Det er en grundlæggende menneskelig tendens til, at det hele skal gå op til sidst. Så skal de ugudelige straffes.
Den her måde at forstå det på ophøjer menneskets afgørelse. Menneskets valg af Gud bliver bestemmende for, hvordan det skal gå når døden indtræffer. Det er det, vi ser i dagens lignelse. De indbudte vælger festen fra, fordi de har andre vigtigere ting at tage sig til. Kan vi virkelig tillægge vores eget valg så meget betydning?
Tilhængerne af den anden opfattelse, som man kalder Alles frelse lægger hovedvægten på Jesu udsagn om den gode kærlige Gud. Til sidst bliver Gud alt i alle og frelser alle. Alle kommer ind til den himmelske fest - til sidst.
Det, vi hører om Gud i Jesu forkyndelse er uforeneligt med en evig straf. Gud er nådig og barmhjertig og gemmer ikke på vrede. Når Jesus forkynder om fjendekærlighed og ubegrænset tilgivelse, så er det netop Guds væsen. Gud er som den kærlige far til den fortabte søn eller som hyrden, der finder det ene får, der er blevet væk, så alle 100 får kan komme hjem i folden. Alles frelse siger, at vi må lade de udsagn om en kærlig Gud få forrang for de udsagn, der er om evig pine. Vi gør Gud lille, hvis han ikke kan overvinde alt det onde til sidst. Jesu frelsergerning på korset er så afgørende, at det får betydning for alle mennesker - troende og ikke troende. Når biblen således taler om et helvede, så handler det om det helvede, som mennesker kan opleve her i livet.
Denne måde at læse biblen på er ikke ny, men den har fået vind i sejlene de senere år. Mange teologer hælder til at tro på den i dag. Den har nok altid været der, men kirken har holdt den nede. Den findes i lidt forskellige varianter bl.a. en, hvor mennesket skal renses, før det kommer i himlen.
Hvor blev så menneskets frie valg af? Kan vi slet ikke sige nej til Guds frelse, kunne man spørge? Nej, det kan vi dybest set ikke. For det er Gud, der har truffet valget. Han har valgt os til. Og det valg er mere afgørende end vores valg, vil man sige, hvis man læser bibelen ud fra Alles frelse.
Nogen vil mene det er et forsøg på at komme tidsånden i møde og glatte Jesu hårde udsagn ud. Det er ren pladderhumanistisk ønsketænkning. Alles frelse er en meget sympatisk tanke, men den er mere et udtryk for, hvordan vi gerne ville, det skulle være, end hvordan Gud har bestemt, at det skal være. Vi prøver ligesom at overtrumfe Guds plan der, hvor vi ikke sympatiserer med den. Det er ikke til at holde ud at tænke på, at nogen skal gå fortabt. Så vi finder en anden og mere sympatisk måde at forstå det på. Og vi mener også, at det må være den rigtige forståelse af, hvem Gud er.
Tilbage til mandens spørgsmål. Du unge præst: Forkynder du et helvede fra prædikestolen?Jeg vil følge Jesu eksempel og ikke lægge vægten på fortabelsen, men i stedet lægge den på frelsen. Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer til tro ved, at jeg skræmmer med helvede fra prædikestolen. Så skræmme anfægtede mennesker med det, skal vi ikke. Vi skal forkynde Gud på en måde, så mennesker komme til tro. Ikke bruge talen om »den dobbelte udgang« til at sende mennesker hjem fra kirken uden glæde og frimodighed. Men at skjule, at der flere steder i bibelen tales om en fortabelse, det ville være uærligt – hvor sympatisk det så i øvrige kunne være. Uærligt ville det være. Om det så skal fortolkes som en fortabelse her i livet eller engang er svært at afgøre. Så jeg bliver nok aldrig færdig med spørgsmålet. Jeg mener vi må anerkende, at der står i bibelen, at fortabelse er en mulighed. Det synes jeg ikke, vi kan komme udenom. Det er som om, der er noget her, vi skal høre. Ikke for at dømme andre mennesker eller bestemte grupper til fortabelse. Hverken jøder på Jesu tid eller nogen, der lever i dag, som vi opfatter som dem, der vil gå fortabt. Det har vi aldrig – og jeg gentager: aldrig – ret til. Og det har aldrig været meningen med bibelens tale om dobbelt udgang, at vi skulle bruge det til det. Det skal altid rettes mod os selv og få os til at spørge: Er der noget her, jeg trænger til at blive mindet om? Fx et ansvar for mine medmennesker, som jeg har taget for let på. Eller min daglige og evigt tilbagevendende afhængig af Jesus Kristus og den frelse, han har bragt os? Forkyndelsen af den dobbelte udgang er ikke til for, at vi skal dømme andre eller blive forskrækkede. Det er for, at vi skal mindes om vores ansvar og vores afhængighed.
Så hvis nogen spørger mig igen: Forkynder du helvede fra prædikestolen, så vil jeg svare: Det er et spørgsmål, jeg aldrig er blevet færdigt med. Og jeg tror, det er meningen, at vi ikke skal gøre os for hurtigt færdige med det. Vi skal derimod igen og igen bede om Helligåndens vejledning til at forstå, hvem Gud er, og hvad Jesus har gjort for os.
Amen.
