Rødder eller fødder

Joh 15,1-11 

Vi skal udvikle os. Vi må ikke stå stille. Vi må frem for alt ikke gå i stå. Der skal ske noget i vores liv… Det ligger i tiden. Og nu er det blevet for meget af det gode for nogen. Så for nylig udkom der en bog, som leverer et kritisk opgør med hele den tankegang. Den er skrevet af en psykologiprofessor, Svend Brinkmann. Hans budskab er, at vi trænger til at stå stille og slå dybe rødder, så vi kan stå godt fast der, hvor vi er – i stedet for at gå hurtigt videre og hele tiden være på vej et nyt sted hen. Han mener vi ligger under for udviklingstvang. Det er simpelthen ikke tilladt at stå stille. Men siger han I forsøget på hele tiden at udvikle os være med på den nyeste trend, halser vi af sted uden mål og retning.Det er provokerende udsagn for os, for på mange måder er vi alle en del af denne udviklingsbølge. Det gælder selvfølgelig i særlig grad børnene og de unge. Allerede i folkeskolens små klasser skal børnene finde deres talenter og kunne redegøre for hvad de vil arbejde med når de bliver store. Ve den der ikke har besluttet sig når de går ud af 9. klasse. Senere følger ræset hvor det gælder om at få de højeste karakterer på de fineste universiteter for dernæst at få et højt lønnet job. På arbejdsmarkedet skal man selvfølgelig ofte skifte job for ikke at gå i stå i sin udvikling. Derfor tager man på diverse kurser og efteruddannelser, for det er jo vigtigt at have en klar retning på sin karriere.
Hvis det ikke er udvikling nok så findes der et hav af selvhjælpsbøger. De hitter som aldrig før. Syv gode vaner, 5-2 kuren, medfølelse og mindfullness, for bare at nævne titlerne på nogle af dem. Så er det nok mange af jer der sidder og tænker at ”jeg er kommet over den alder, så det gælder ikke mig”. Men nej nej nej nej nej. Nutildags når man bliver pensioneret, så får man travlt som aldrig før. Så skal man stå i genbrugsbutikker og være besøgsven og passe børnebørn og rejse verden tynd, for man må jo endelig ikke have tid til at blive gammel. Og der er så meget, der kan lade sig gøre i dag, som ikke lod sig gøre, da I var unge. Så nu skal det forsømte indhentes.
Nu er det ikke fordi der er noget i vejen med at udvikle sig som sådan. Om vi vil det eller ej, så udvikler vi os alle hele tiden. Men jeg mener, det kan tage overhånd. Vi kan blive så forhippede på hele tiden at være i bevægelse, at vi glemmer at stå stille og slå rødder.

Alternativet

Kristendommen kommer med et alternativ til selvhjælpslitteraturen og udviklingstrangen eller udviklingstvangen, som jeg fortalte om.Her er budskabet, at det er tilladt at stå stille og slå dybe rødder – frem for at løbe hurtigt hele tiden og bevæge os videre. Derfor kunne et råd til alle os udviklingssøgende mennesker være: I stedet for at prøve at finde ud af hvor vi vil hen - at finde ud af hvor vi hører til. I stedet for at ile videre, så lad os stå stille og slå dybe rødder.Kristendommens budskab er, at man skal blive til nogen og ikke bare til noget. I vores iver efter at blive til noget, kan vi så let komme til at glemme de andre. Det er alt for navlebeskuende kun at tænke på egen udvikling, for vi udvikler os jo altid sammen med andre. Vi hænger sammen med de andre, og vi er faktisk ikke noget uden de andre.Jesus giver os et billede i dag på hvem vi er. Vi hører til hos ham. Vi hænger fast på ham. Det er dåbens under, at vi bliver podet ind på ham. Når man poder en gren ind på et træ, så skærer man et snit i stammen, løsner barken, sætter forsigtigt en gren ind, binder et stykke snor omkring eller fæstner grenen på anden måde, og lige så stille og gradvis vokser grenen ind på stammen. Og så kan saften og kraften fra stammen flyde over i grenen.Det er det billede, Jesus bruger, når han siger, at vi er grene på vinstokken. Vi kan hente vores kraft hos ham. Både kraft til os selv men også kraft til, at vi kan gå ud bære frugt, altså være noget for andre. Den saft vi kan hente fra stammen er nødvendig for os. Det er hans kærlighed, og den kan give os selvværd og overskud. Den kan give os rødder i en rodløs tilværelse. Vi kan vide os elsket af den almægtige Gud.Vi hører til hos Gud. Vi er hans børn. Vi behøver ikke ture verden rundt for at finde ud af hvor vi hører til, for vi hører til hos Gud. Så er det Jesus har et godt råd til os: Bliv i mig. Sug til dig af den saft og kraft, der er i mig. Hent næring derfra. Bliv i mig siger han til alle os, der har så travlt med at blive alt muligt andet. Bliv i mig. Det er på alle måder et stationært billede han giver os i dag. Vi er grene på stammen. Ikke grene som er under konstant udvikling, men grene som vokser ud fra stammen og henter deres næring der. Og Jesu råd til os er at vi skal blive i ham. I hørte ordet blive nævnt ikke mindre end 13 gange lige før da jeg læste op. At blive – det er nok ikke det vi er bedst til.Og hvordan er det, vi bliver i ham? Jo, Jesus siger, at hvis vi holder hans bud, så bliver vi i ham. Vi skal gøre vores himmelske fars vilje. Forudsætningen for at kunne gøre hans vilje er, at vi henter vores kraft hos ham. Vi skal først og fremmest suge til os af den næring han vil give os. Vi skal suge til os af hans kærlighed. Dernæst bliver vi i stand til at bære gode frugter. Det er altså podningen, næringen som er forudsætningen. Det er den, der kommer først og gør os i stand til at elske. Når vi er bundet til ham, så får vi et overskud af kærlighed, vi kan dele ud af.Det lyder egentlig ikke så rart det med at være bundet af noget. Vi kan generelt ikke så godt lide at være bundet. Det er skønnere at være fri. Vi hylder det frie valg som aldrig før i vores kultur. Spørgsmålet er bare hvor frie vi egentlig er. Jeg tror altid vi vil være bundet af et eller andet. Hvis ikke det er Jesus, vi er bundet til, så bliver vi styret af andres forventninger og trends i kulturen. Måske findes det egentlig frisættende i at være bundet. Men det, der er vigtigt, er, at man så er bundet til noget godt og rigtigt.

Afslutning

Udviklingstrangen kan tage overhånd. Jeg tror, det er en lykke ikke hele tiden at skulle overveje, hvor vi hører til og løbe rundt og forsøge at finde os selv. Vi hører til hos Gud. Vi er grene på den stamme, som Jesus udgør. Vi er ikke uendeligt frie, men bundet af kærligheden. Bundet til ham og den kraft, han vil give os. Det kan give os rødder og selvværd. Det kan få grenen til at skyde med friske skud. Ikke fordi vi anstrenger os, men fordi han er kraften i vores liv.Amen

Den udfarende læge

“De raske har ikke brug for læge, det har de syge” – det er ret indlysende. Hvis man er rask, går man ikke til læge.

Jesus sammenligner sig selv med en læge – en aktiv og udfarende læge, der kalder på sine patienter. Han kalder på os, fordi han ved, at vi har en skjult sygdom, som vi en dag dør af. Sygdommen har ikke noget fint navn. Den hedder helt enkelt “synd”. Og han ved, at han har den hjælp, der skal til.

Han er kommet for at kalde syndere. Men de fleste af dem, han møder, regner ikke med, at det er dem, han tænker på. Mange reagerer ikke – og nogle, som de farisæere, vi hører om, reagerer imod ham. De fejler ikke noget, og Jesus skal ikke blande sig i, hvad de gør.

Det er ikke noget nyt, at der er mange, som mener, de ikke har brug for Gud. Og det er ikke noget nyt, at der er nogle, der ikke forbinder noget med, at vi er syndere.

Men er vi ikke ovre den tid, hvor man kan tale om synd og syndere? Er det ikke gammeldags begreber fra en tid, hvor der var en udbredt folkelig forestilling om straf og helvede?

Det kan man svare både ja og nej til. JA, fordi man ofte forstår “synd” som særlige, grove handlinger – druk, hor og mord. Sådan vil mange forstå det i dag og der bliver f.eks. nemt sat lighedstegn mellem synd og sex.

Men det er for snævert at forstå synd på den måde. Den måde, der tales om synd på i Bibelen, er ikke passé. Når Jesus taler om synd, så går det langt dybere end til, om vi overholder nogle regler eller ej.

Ordet “synd” kan oversættes med at “ramme ved siden af”, eller “forfejle målet”. Og det bruges om vort liv som sådan – ikke bare om enkelte handlinger. Synden er som en skjult sygdom, som sidder i alle celler. Den er en grundholdning, som går langt dybere end vores bevidsthed, og den fører os ved siden af det mål, som Gud har for os.

Det talte allerede Martin Luther om for knap 500 år siden. Også dengang forbandt de fleste “synd” med noget, man gjorde forkert. Men Luther slog fast, at allerede det første bud afslører, at synd er en meget mere grundlæggende skade.

Det første af de 10 bud er: “Du må ikke have andre guder”,
og Luther forklarer, at det betyder: “Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.”

Det bud alene, siger han, er nok til at afsløre, at vi har forfejlet målet med vores liv. Vi behøver slet ikke gå så langt som til at tænke på, om vi lyver og stjæler eller gør godt mod vores næste. For hvem kan sige, at hun eller han hvert eneste øjeblik stoler på Gud og elsker ham?

Derfor kom Gud selv til os. “Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere,” sagde han. Han ved, at vi forfejler målet, og nu kommer han selv for at gå foran.

Når han siger “Følg mig”, så er det fordi, han ved, det er medicinen mod den skjulte sygdom, vi alle går med. Det er ikke en særlig kompliceret behandling. Vi kan se på tolderen Levi, at der ikke er tale om lange behandlinger, store indgreb eller omfattende terapi. Da han hørte Jesus sige: “Følg mig!” så rejste han sig op og fulgte efter.

Budskabet er markant. Følg mig siger Jesus. Her findes der ingen halve løsninger, ingen velovervejethed, ingen lunkenhed. Jesus spørger ikke ”hvad synes du” som en god børneopdrager ville spørge i dag. Nej, han kommanderer. Følg mig.

Der er ikke tvivl om, at der har været meget at sætte fingeren på i Levis liv. En tolders moral i Israel dengang var milevidt fra den ubestikkelige embedsmand, vi kender til i vores land. Alligevel var der ingen betingelser, ikke noget med først at ændre sig, eller skifte stil eller meninger.

Hidtil havde Levi levet efter princippet: “Følg mig selv!” Men nu kom der en, der kendte Guds mål og sagde: “Følg mig!” Og dermed blev Levis liv ændret helt fra grunden – indefra. Så er alle de ydre og synlige ting egentlig bare småting, der hen ad vejen vil blive justeret.

“Følg mig!” sagde Jesus dengang til Levi og ”Følg mig” siger Jesus til alle os, der bærer den sygdom, at vi forfejler det mål, Gud har skabt os til. Så enkelt er det, for han kender vejen. Han gik den i stedet for os. Han stolede på sin himmelske far og elskede ham over alt og frem for alt. Og Hans kærlighed var så fuldkommen, så han tog følgerne af vores synd. I følge med ham er vi raske – uden synd over for Gud. Så enkelt er det!

Da Levi rejste sig og fulgte Jesus, var der ingen betingelser. Der var ikke noget, han først skulle have ændret. Men det er ikke det samme, som at det ikke fik følger for hans liv.

At følge Jesus har altid konsekvenser. Det er ikke bare lapperi på det gamle liv. Vi er blevet genfødt til et levende håb, som det lyder ved dåben. Og den vigtigste følge er, at han, der siger “Følg mig”, altid er med os og går foran os.

Amen