Nytårsprædiken

Nytårsaften

Den dejligste dag i mit liv var da jeg solgte min lillesøster. Sådan fortæller Kirsten en gammel vestjyde.

Det begyndte ellers så godt det hele. Kirsten var 5 år og var lige blevet storesøster og det havde gjort hende utrolig glad og stolt. Men så var det at hendes barnepige ville lave lidt sjov med hende. Hun spurgte om Kirsten ikke ville sælge sin lillesøster og viste hende en stor kasse med glansbilleder hun kunne få som betaling. Kirsten ønskede sig så inderligt den fine kasse – hun var fristet over evne – Hun ønskede kassen så meget, at hun sagde ja til handlen.

Kirsten sprang afsted og var jublende lykkelig over den fine kasse med glansbilleder. Men jo tættere på hjemmet hun kom, jo mere fik hun det skidt, med det hun havde gjort. Nu fik hun ondt i maven. Hvad ville hendes forældre ikke sige til det? Hvordan kunne hun se dem i øjnene, nu hvor hun havde solgt deres lille datter? Ville de sende hende på børnehjem? Hun gemte kassen med glansbilleder under sengen og tilbragte det meste af tiden under en busk i haven.

Forældrene havde lagt mærke til at Kirsten opførte sig underligt og tænkte det nok skyldtes søskendejalousi. Derfor sendte de bud efter hendes farfar som kunne tale lidt med hende. Der gik ikke mange sekunder til Kirsten brød stortudende sammen og fortalte ham det forfærdelige, som var sket.

Farfaren tænkte sig om et stykke tid. Så sagde han, at det godt nok var slemt, det som hun havde gjort, men kong Christian X havde altså forbudt ved lov at handle med børn. Kirstens hjerte blev lettet, og farfaren mente, at hun nok måtte fortælle om det til sin mor.

Med kong Christian i ryggen og farfars opbakning sneglede hun sig stadig tårevædet ind til sin mor med glansbilledkassen under armen og fortalte, hvad hun havde gjort. Hun afventede ydmygt sin dom.

Og så skete underet. Hendes mor så på hende med et kærligt blik og strøg hende over prinsessekrøllen, og Kirsten fik både tilgivelse og trøst. Lettelsen var af olympiske dimensioner, og til hendes glæde fik Kirsten oven i købet at vide af barnepigen, at glansbillederne da var en foræring. Det med lillesøster var bare en spøg.

Moderens kærlige tilgivelse den dag førte til den dejligste dag i Kirstens liv. Kirsten var blevet befriet for den enorme byrde, hun havde slæbt rundt på

Jeg indrømmer også, at jeg ikke lade være med at ærgre mig, særligt sådan en aften som nytårsaften. Det er jo en aften hvor man ser både tilbage og fremad. For hvor er det egentlig træls, at jeg ikke er bedre end jeg nu engang er. En præst burde være et forbillede for andre? Hvorfor er det, at jeg også i året der gik, gang på gang er kommet til at gøre min familie ked af det, selv om det ikke var det, jeg inderst inde gerne ville? Hvorfor bliver jeg ved med at være tilbøjelig til at hævde mig selv, og hvorfor kan jeg ikke lade være med at såre andre? Det er som om, jeg slæber rundt på en bagage af skyld og svigt, som bliver større for hvert år, der går. Hvorfor bliver jeg ikke klogere og bedre med alderen?

De her overvejelser er nogen, vi alle må gøre os. Hvorfor går det så ofte galt for os, når det er det sidste, vi vil?

I kirken er der hjælp at hente for alle os, der svigter og har gjort mange ting forkert. Fik truffet de forkerte beslutninger, fordi vi var mest optaget af os selv. Vi tænkte måske mere på vores egne behov end de andres fordi der var noget vi ønskede for os selv, ligesom Kirsten så brændende ønskede de glansbilleder.

Her i kirken kan vi høre det fantastiske budskab om Guds tilgivelse. Men det skal først gå op for os, at vi virkelig har gjort noget galt. Det var det, som Kirsten erfarede. Guds love lærer os, at vi kommer til kort med vores liv. Vi kan ikke af egen magt opfylde buddenes krav. Det er kun ved troen på Kristus, vi opnår friheden. Kun ved troen, kan vi blive retfærdige overfor Gud. Det er nemlig kun Gud, der frelser os og ikke et samarbejde mellem ham og os. Det er i øvrigt, hvad navnet Jesus betyder. Herren frelser.

Som kristne mennesker er vi derfor helt frie til at gøre, hvad vi vil. Samtidig er vi tjenere for alle andre. Hvordan kan vi samtidig være frie og tjenere? Det modsiger jo direkte hinanden.

Vi er fuldstændigt frie, fordi vi får Guds tilgivelse over vores liv. Han vil se på os med sine milde øjne ligesom Kirstens mor så på hende den dag. Vi bliver iklædt Kristus ved dåben, og i døbefonten vaskes alle vores kommende synder væk. Alle dem vi kommer til at begå senere i livet. Her ved tærsklen til det nye år betyder det, at vi må gå ind i det nye år som fuldstændigt frie. Vi må lægge vores bagage af svigt og onde gerninger fra os, netop fordi vi har fået Guds tilgivelse ind over vores liv.

Derfor må vi se frem på det nye år 2015, hvor vi er frie til at gøre, hvad vi vil. Vi kan og skal ikke gøre os fortjent til noget i forhold til Gud. Vi skal intet gøre, for vi får alt givet af ham. Alligevel må vi se på os selv som tjenere for alle. Vi kaldes nemlig af Gud til at leve et godt liv. Vores medmennesker har brug for os. Vi har fået retningen udstukket, kærlighedens retning.

Helt ærligt. Er det ikke for nemt alt det her med tilgivelse og nåde i kirken? Er det ikke for billigt og utroværdigt? Kan vi som kirke bare kaste om os med Guds tilgivelse og nåde. Kan vi tage af kirkens uudtømmelige forrådskammer og strø grænseløst om os med nåde på Guds vegne? Der forventes intet til gengæld, for regningen er jo betalt til alle tider. Tilgivelse uden fortrydelse? Ja, ofte vil dem vi serverer Guds store gratis tag selv bord for være ligeglade med nåden. De føler ikke, de har gjort noget galt.

I sådan et tilfælde bliver det mere nåde til synden end til synderen. For hvis synderen ikke ser sig selv som synder, ja så bliver tilgivelsen vel ligegyldig. Er det sådan, vi skal gøre som kirke? Skal og kan vi dele Guds nåde ud til højre og venstre på denne måde?

Nej, det er en forkert forståelse af nåden, for så bliver alt jo ved det gamle. Så er det nye liv kristne lever ikke forskelligt fra det gamle liv. Så har vi ikke forstået den nødvendige bevægelse. Vi skal ligesom den vestjyske pige komme til erkendelsen, at vi ikke slår til, at vi gør noget galt. Derfor skal vi som kirke forkynde både loven og nåden, at vi har brug for tilgivelse. Ellers bliver nåden ikke frisættende men ligegyldig og tom.

Guds tilgivelse og nåde kalder os til et liv, hvor vi sætter alt ind på at efterfølge Kristus. Når vi har iklædt os Kristus kan vi ikke lade være med at forsøge at leve med kærligheden som rettesnor. Dermed er vi blevet tjenere for alle. Det er den opgave vi sendes ud i 2015 med.

Kirsten fik sin mors tilgivelse, og den dag blev til den dejligste dag i hendes liv. Hun blev befriet for det, der tyngede hende. Sådan kan det også blive for os, når den store mægtige Gud ser på os med sit kærlige blik. Så bliver vi sendt ud som frie mennesker for at tjene alle andre.

Godt nytår

   

 

Kære far i himlen
Tak for dit nærvær i året der gik
Tak for din omsorg i den tid der var svær
Tak for din tålmodighed i den tid der var let
Tak for din overbærenhed i den tid der var travl
Tak for din barmhjertighed i den tid der var lang

Tak for din tilgivelse over det der gik galt for os

Vi beder dig vær med os til alle tider

Vær med os i det nye år som kommer

Vær med os nu
Vær med os i dag i samvær og fællesskab
Vær med os i fest og glæde
Vær med os og gør os åbne over for nyt

Vær med os så vi ser de mennesker som er i nød og har brug for os
Vær med os, så vi kan bære over med hinanden
Vær med os, din kirke her i gl. Haderslev

Vær med din kirke ud over hele jorden

Vi beder dig vær med os til alle tider

Mød os i tiden der kommer
Mød os i vores bekymringer
Mød os i vores drømme og håb
Mød os med nåde, tilgivelse og liv
Mød os med evighed og velsignelse

Vi beder dig vær med os til alle tider.

 Amen

Juleprædiken

Det var en tidlig morgen på en af Washingtons travleste banegårde. Udenfor var det frostklart vintervejr med en kølig vind, så folk skuttede sig under uldfrakker og halstørklæder, mens de hastede forbi. Luften var tyk af travlhed, og folk susede forbi hinanden for at nå deres tog. En mand iført slidt tøj og en baseballkasket fandt sin violin frem midt på banegården og begyndte at spille. Han lagde sin violinkasse foran sig på det kolde cementgulv i håb om, at der skulle være nogen, der kunne lide musikken. Inden længe strømmede den smukkeste musik ud i travlheden. Han fortolkede nogle af de store klassikere. Tusinder gik forbi, de 45 minutter det varede, men det var kun småmønter, der kom i violinkassen, og få havde tid til at stoppe op. Denne morgen havde folk for travlt til at høre skønheden. Enkelte lagde mærke til ham. De fleste var ligeglade, travle og opdagede ikke, at for øjnene af dem blev verdens smukkeste violinmusik fremført. Da han stoppede, var der ingen, der lagde mærke til det, ingen klappede, ingen roste ham.

Ingen vidste, at det var den verdensberømte violinspiller Joshua Bell, der spillede den morgen. Han var vant til at spille for fulde sale med meget høje billetpriser, men i dag var det gratis. Der var heller ingen, der vidste, at han stod og spillede på en vaskeægte Stradivarius, som var omkring 20 mio. værd.

Denne lille historie ligner historien med Jesus. Jesus så ikke ud af noget særligt. Han var en simpel tømrersøn fra Betlehem. Han lignede et helt almindeligt menneske og han klædte sig helt almindeligt. Han spiste det alle andre spiste og han havde en krop som alle andre havde. Ligesom i eksemplet med violinspilleren Joshua Bell på banegården i Washington, kunne folk ikke se, hvem der stod foran dem. Mange fik øje på Jesus, men forstod ikke at her var noget særligt, noget helt exceptionelt, noget som aldrig var set før i menneskenes historie. Måske havde de for travlt til at høre på ham?

Hvad var det, der gjorde det så svært for mennesker dengang at se, at Jesus var noget særligt – at han var intet mindre end Guds søn? Måske var det, at de havde forventet, at Gud gav sig til kende og viste sig for dem på en mere overbevisende måde. Synligt så ingen ku´ være i tvivl.  

Især Farisærerne og de skriftkloge havde svært ved at se det og de blev så forargede. Hvordan kunne folk kalde en simpel tømrersøn fra Nazareth for Guds søn? Ingen mennesker kunne kalde sig Guds søn. Det var gudsbespotteligt. Og særligt dette menneske, som ikke ville overholde loven. Ja, han gjorde sig tilmed til herre over loven. Hvordan kunne mennesker finde på at følge efter ham? Også det med at Jesus spiste og opholdt sig sammen med toldere og syndere var et problem. Det var den slags mennesker, man ikke ville ses sammen med. Jo, han var slet ikke som de forventede. Farisærerne kunne ikke se forbi deres forventninger.

Vi kan også længes efter, at Gud viser sig for os på en mere synlig og overbevisende måde, så vi ikke er i tvivl om, at Han er der. Jeg vil gerne indrømme, at det ikke virker fuldstændig overbevisende, alt det der med Jesus Kristus. Han lignede på alle måder et almindeligt menneske. Jesus fik godt nok mange tilhængere, både mens han levede og også siden hen, men han døde en helt almindelig død ligesom alle andre mennesker.

Vi lader os heller ikke så let imponere og overbevise af det lille barn, der blev født i en stald i Betlehem for 2000 år siden. Det kan være svært at se, hvilken forskel denne fødsel har gjort, for verden er jo gået videre. Der er stadig folk, der slås og dør. Der er stadig had og fjendskab mellem mennesker og mange store og små konflikter i verden. Med det blotte øje er verden ikke blevet forandret, da Jesus blev født. Når Jesus påstod, at han ville bringe fred på jorden, kan man godt stille spørgsmål ved, hvordan det lige er gået. Det kan være svært at få øje på, hvilken skelsættende forskel han gjorde.

Særligt kan det være svært for os, når vi oplever ting hvor vi mener Gud burde gribe ind. Når vi i vores liv savner, at Gud viser sig tydeligt og på en mere utvetydig og overbevisende måde. Altså når vi ber´ om hjælp, og der ikke sker noget. Så er det, vi har svært ved at tro på ham. Så er det, vi har svært ved at se, at Gud overhovedet er der.

Jeg tror problemet er, hvordan man ser. Vi skal ikke se med øjnene og vores fornuft, men i stedet skal vi lytte med hjertet. Da Joshua Bell spillede den morgen, så han ikke ud af noget særligt. Han lignede bestemt ikke et musikalsk geni, som han stod der på banegården i sit snuskede outfit. Han ville nemlig, at det skulle være musikken, der var i centrum. Det var den mennesker skulle drages af. De skulle lytte til tonerne og overbevises af den smukke musik.

Jesus så ikke ud af meget, men han ville at mennesker skulle drages af hans budskab. Standsede man op og lyttede til Jesus, så var det den smukkeste musik, man kunne høre. Lyden af, at alle har værdi, og at selv de, som føler sig fortabt, har en plads i Guds hjerte. Budskabet om, at der er en at gå til og hente tilgivelse hos, når vi har gjort noget forkert. Jesu ydre var ikke noget særligt, men det var hans budskab.

Det er også Jesu budskab og ikke hans ydre vi skal overbevises af i dag. De historier han fortalte om livet, om himlen og om Gud viser os nye sider af verden og af os selv. Det er det vi forsøger at blive klogere på hver søndag, når der holdes gudstjeneste. Vi skal lære at lytte med hjertet. Så kan vi høre de himmelske toner.

Afslutning

Da Jesus levede, var der mange som ikke kunne se, at han skulle være noget særligt. Måske er det samme situation i dag? Vi jager rundt som folkene på banegården i Washington og skal nå både det ene og det andet. Der er børn, der skal hentes, penge der skal tjenes, og karrierer, der skal plejes. Særligt her i juletiden er der travlt. Der er så meget, vi vil nå. Men rådet herfra skal være: Stop op og lyt med hjertet. Sæt dig stille ind i kirkerummet og vær åben for, hvad Gud vil sige. Så vil du høre de himmelske toner, for det er sød musik til glæde, fred og mening.

Amen

Herre, vor Gud, himmelske Far.

Vi takker dig, fordi du sendte din søn til os. Tak at du giver os meget større ting end det vi selv kan finde på at ønske os. Tak fordi du tændte dit lys i verden.

Nu tør vi tro, at du kender os og ved hvordan det er at være menneske, både når det er godt og når det er svært. Nu ved vi, at hvert menneskeliv har uendelig værdi for dig.

Tak fordi du igen i dag lader os opleve julens glæde. Tak for de mennesker, vi skal være sammen med denne jul og for dem, vi må undvære, men som er i vore tanker og vore hjerter.

Vi beder for din kirke, her i Gl. Haderslev og ud over hele jorden. Vi beder for Dronning og Folketing og alle der skal træffe svære beslutninger. Giv dem visdom.

Vi beder for verdens nyfødte børn. Giv dem et hjem. Lad dem og alle børn vokse op, omgivet af kærlighed. Vi beder for alle forældre, som glædes over deres børn og som tynges af ansvaret for dem. Lad dem mærke, at du er dem nær og at deres børn er dine børn.

Gud. Sid hos de ensomme, de modløse og de rastløse. De syge og de døende. Vær med dem, der våger denne nat. Vær med alle danskere i det fremmede og alle fremmede her hos os.

Så beder vi for os selv og alle vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.

Vi beder for dem, som ikke har nogen at holde jul sammen med og for dem, hvor der endnu ikke er blevet jul i hjertet. Kom Du selv, Herre, og tænd juleglæden hos dem og hos os alle. 

Hør os, når vi sammen beder den bøn, du har lært os: Fader vor…