Tilgivet og sendt!

1. s. eft. påske Joh,21,15-19


Gang på gang svigtede han sine nærmeste. Ind og ud af spjældet gik det. Afhængigheden var til at få øje på. Det var et barskt liv med narko, pushere og rockere. Nu skal jeg nok tage mig sammen, sagde han til sine nærmeste, men så gik det galt igen.

Han var kommet i bundløs gæld. Det var ikke til at bakke ud for ham. Narkoen havde sit tag i ham, og det havde hans såkaldte venner også. Og igen og igen svigtede han de mennesker, som holdt af ham. De klyngede sig til den sidste rest af håb, der jo trods alt var tilbage, men gang på gang blev de skuffede. Sårene efter de mange svigt nagede i dem hele tiden. Han blev ved med at såre dem.

Som præst bisætter jeg engang imellem mennesker med en blakket fortid. Mennesker som har måttet kæmpe med så meget, og som har oplevet så mange skuffelser når livet ikke gik deres vej. Mennesker, hvor de pårørende har meget svært ved at sige noget godt om vedkommende. Mennesker, som har pådraget andre så mange sår og svigt.  

Det synes jeg er tungt. Her kan det være svært at formulere noget, der egner sig til at blive sagt til en begravelse. For hvad siger man, når de pårørende kun har noget negativt at sige om personen?

Så er det, jeg tager fat i at formulere noget om, at Gud ser andet og mere, end vi mennesker ser. Vi kender ikke mennesker fuldt ud, som Gud gør det. Nogle mennesker har svære vilkår. Det er ikke alle, som vokser op i gode trygge hjem med forældre, der viser omsorg og kærlighed. Og selv os, der har fået gode vilkår for at gøre det godt for andre, vi svigter også gang på gang. Hvem af os har ikke taget sig selv i at tænke ondt om andre, hvem af os har ikke forsømt at få ringet til en som havde brug for det, eller hvem af os der er forældre har ikke engang imellem tænkt, at vi skulle have været mere sammen med vores børn. Jo vi svigter alle sammen dagligt. Men Gud kender det fulde billede af os. Og alle mennesker er Guds elskede børn, selvom vi gang på gang svigter vores opgave.

Peter svigtede også sin opgave, og i denne sammenhæng er historien om Peter vældig relevant. Han havde fornægtet Jesus, da det virkelig gjaldt. Han var formentlig bange for, hvad der kunne ske med ham selv. Det var et groft svigt, og det blev slet ikke bedre af, at Peter et par dage forinden havde svoret evigt troskab overfor Jesus. Han havde højt og pralende proklameret, at han aldrig i evighed ville forlade Jesus. Og få dage efter gjorde han det alligevel. Det var pinligt, flovt og kujonagtigt.

Vi kan kun forestille os, hvordan skylden har gået og naget inde i Peter, her efter Jesus var opstået fra de døde. Han har ikke rigtig haft noget sted at placere den. Men nu adresserer Jesus hans fornægtelse, og det er ikke rart for Peter. Måske kender vi det fra os selv, når et gammelt svigt kommer op til overfladen. Det er ubehageligt, og det gør ondt at se sandheden i øjnene. Nu konfronterer Jesus Peter med fornægtelsen ved tre gange at spørge ham. Tre gange spørger han for rigtigt at strø salt i såret, om Peter elsker Jesus. Tre gange. Det må ikke have været rart for Peter, men alligevel er det nok det, der skal til for at løse den knude af skyld, han bærer rundt på. Han må igennem den proces, hvor han ser sine svigt i øjnene og dernæst bliver tilgivet. Han er nødt til at mærke, at det for alvor gør ondt, før det kan blive godt igen.

Historien om Peter er historien om os alle sammen. Vi er dem, der gang på gang svigter vores medmennesker. Nogle gange i det små, andre gange handler det om større forseelser. Vi så et medmenneskes nød, men gjorde ikke noget. Måske påførte vi endda andre mennesker smerte, men tænkte ikke videre over det. Ordene kom forkert ud af vores mund og ramte meget hårdere end beregnet.

Jesu spørgsmål til Peter lyder også til os. Elsker du mig? Han konfronterer os med vore svigt. Det er ikke behageligt og heller ikke rart. Så er det, at vi må se sandheden i øjnene og erkende, at vi alle har en lang skyldshistorie. Vi bærer rundt på en bagage af svigt.

På samme måde er vi også blevet svigtet mange gange af andre mennesker gennem livet. I nogle tilfælde kan de svigt, som er begået mod os være så alvorlige og grove, at vi ikke hverken kan eller vil tilgive gerningsmanden. Det kan være så krænkende, det som er begået mod os, at vi ikke magter tilgive. Men Gud kan tilgive selv det allerværste. Selv de frygteligste overgreb mod andre, kan vi finde tilgivelse for hos Ham. Hans kærlighed og rummelighed er ufattelig. Selv Peters svigt kunne han tilgive.

Jeg synes, at det er interessant, at Jesus ikke bare tilgiver Peter, men han giver Peter en opgave.  Måske er det den største anerkendelse, han kunne give ham. At vise ham, at han gerne ville bruge ham til betroede opgaver. Vi ser det alle tre gange, hvor Peter erklærer sin kærlighed til Jesus. Vogt mine lam, vær hyrde for mine får og Vogt mine får. Jesus tilkendegiver, at Han har brug for Peter. Jesus kan bruge ham på trods af hans mange svigt. Peter må ikke blive i sine svigt og dyrke dem, så han ikke kan komme videre. Nej, han skal tage sin historie på sig og gå ud og forsøge igen. Der er mennesker, der har brug for ham. Der er opgaver, som venter på ham. Vigtige opgaver. Sådan sender Jesus os alle ud på trods af vores brogede bagage, og det vil jeg slutte min prædiken med en lille historie om.

En præst blev kaldt ind på et hotel fordi en af gæsterne havde forsøgt at begå selvmord. Manden havde siddet i fængsel i 20 år for i et øjebliks fortvivlet vrede at have slået sin far ihjel. Nu var han sluppet ud, blevet fri, men ingen fra familien ville have noget med ham at gøre. Så hvorfor skulle han egentlig leve videre? Jeg talte til ham, fortalte præsten, men kunne se, at han kun havde en tanke i hovedet: At komme af med livet – at begå selvmord. Da gjorde præsten noget smart. I stedet for at sige: Du er ulykkelig, nu skal jeg sørge for dig, sagde han lige det modsatte. Du er frygtelig ulykkelig, og jeg har intet at give dig. Daglig får jeg henvendelser fra folk, der har brug for hjælp. Jeg er så træt og kan slet ikke overkomme det alt sammen. Men du, som jo ønsker at dø, er slet ikke bundet af nogen ting, så kunne du ikke tænke dig at give en håndsrækning for at hjælpe de andre?

Det ændrede mandens liv radikalt, og som han sagde til præsten på sit dødsleje. Uanset hvad du havde sagt den dag, ville jeg have begået selvmord, fordi det, som jeg savnede, var ikke blot noget at leve af, men noget at leve for.

Det er nok ikke hver dag noget sådant sker, men jeg tror det er vigtigt for os alle både at blive tilgivet og samtidig at opleve, at der er brug for os.

Amen

Du livets og kærlighedens Gud, vi beder dig:

Hold os fast i den kærlighed, du viser os - og lad os blive i det håb, du giver os. Tak, at din tilgivelse er ufattelig stor og dyb

Lær os, at troen flytter bjerge, når den kommer fra dig.

Lær os at bruge den kærlighed, vi får, og uddele den til andre mennesker på vor vej.

Lad os være brugsuddelere af din hjertevarme - også dér, hvor nøden er stor, hvadenten det skyldes sorg eller savn eller modløshed eller arbejdsløshed eller mangel på vilje til at leve.

Lad os gå ud i din verden med den glæde, du giver os, så verden kan blive en anden.

Lad alle, der har magt til at regere, smage din kærlighed.

Lad alle dine kirker være levende budbringere af din glæde og dit håb.

Vær nær hos ”dåbsbarnet” og hele hans familie.

Lær os at gå ud i verden, for at gøre livet bedre for andre.

Giv os tilgivelse, hver gang vi svigter - og lad os leve som dine børn. AMEN.

At blive skuffet over Gud

Prædiken til palmesøndag

Jeg tror vi alle kender det med at vi kan blive skuffede over Gud. Vi kan bede og bede, og der sker ikke noget, vi kan få øje på. Der er mennesker, som forgæves har forsøgt at få børn i utrolig lang tid. De har fået al mulig hjælp, men det er som om det bare ikke vil lykkes, og det kan være deres livs største ønske. Det kan være mennesker, som vi andre tænker om, at de ville være nogle fantastiske forældre, så det giver bare ikke mening, at de ikke får lov til det. Det kan være mennesker, som har sendt mange bønner afsted til Gud, men det er som om han ikke hører dem. Jeg har også selv sendt mange bønner afsted til Gud, når jeg har mødt mennesker, der har været i den situation, fordi jeg oprigtigt håbede, at Gud ville lade et lille under ske.

Livet viser sig nogle gange fra sin barske side, selvom vi har bedt. F.eks. når vi har stået over for syge mennesker som alligevel døde – vi troede, det virkede, når vi bad. Vi håbede det. Vi troede, Gud havde magt og vilje til at skåne os for den og den ulykke. Vi forventede en magtfuld Gud, men vi blev så skuffede.

Da Jesus red ind i Jerusalem i påsken tror jeg også der var nogle der blev skuffede. Folk havde haft store forventninger. De troede, at nu var den ganske særlige mand som profeterne havde talt om i flere hundrede år endelig dukket op. Det var bestemt ikke småting der knyttede sig til profeternes forudsigelser. Begejstringen var enorm, for nu kunne de endelig få sig en mægtig konge som kunne smide romerne ud af landet og genskabe og regere deres land, Israel. De viftede helt vildt med palmegrene, og så råbte de Hosianna for at hylde ham.

Men de blev slemt skuffede. For Jesus var slet ikke som de havde forestillet sig. Han gjorde ikke som de regnede med. Vi kunne se det i beretningen vi hørte lige før, at Jesus vendte deres forestillinger på hovedet. Efter gammel tradition skulle en konge af Israel salves før han kunne blive indsat som konge. Det var et job for en af de vigtigste profeter. Men i Jesu tilfælde er det Maria som salvede Jesu fødder. For Jesus skulle være konge – en anderledes en af slagsen.

Han skuffede måske folkemængden endnu mere da han red ind i Jerusalem. Han red nemlig på et æsel – et dyr som i hvert fald ikke var en konge værdigt. Og hvis folk omkring ham ikke blev skuffede da han red ind i byen, blev de det nok i dagene der fulgte. For Jesus ville ikke det samme som de ville. Han gav netop afkald på sin guddommelighed, han tømte sig som vi hørte i filipperbrevet.

Det forstod de ikke, og de blev så frygteligt skuffede. Ikke mindst da han døde på korset og den sejrherre de troede de havde hyldet palmesøndag, nu for alvor havde vist sig som den store taber. Her er det netop skuffelsen over den manglede magtdemonstration, det handler om. De havde håbet på en med magt og gennemslagskraft. Og nu var han død.

Jeg tror vi alle kender det. Det der med at blive skuffede over Gud. I kan sikkert komme på nogle eksempler fra jeres eget liv hvor I er blevet skuffede over ham, Jeg kan i hvert fald. Jeg husker fx fra da jeg var lille og bad om at jeg måtte score en masse mål og vinde alle fodboldkampe. Sådan gik det bare ikke hver gang og så var det at jeg ikke kunne lade være med at blive sur på Gud og skuffet over ham.

Men det kan også være langt større ting vi kan blive skuffede over. Tragedier, som river tæppet helt væk under os og som rammer os usammenligneligt meget hårdere. For ikke så lang tid siden blev jeg kaldt hjem til en ung familie som lige havde mistet deres lille pige, som kun blev to dage gammel. Forældrene og deres familie og venner var – med god grund - ude af sig selv, for tragedien var så voldsom  Jeg hørte deres historie og jeg så den døde pige. Hun lå i en lille kiste inde på det værelse, der skulle have været hendes soveværelse. Vi sang en salme og bad nogle bønner sammen før låget til kisten blev lukket. Det var på en gang rørende og dybt forfærdeligt. Hvor var der mange drømme, som nu skulle begraves. Da jeg cyklede ud derfra var jeg helt ødelagt. Jeg stortudede og skældte Gud ud. Og lang tid derefter har jeg tumlet med det spørgsmål. Hvordan kunne Gud lade det ske? Hvorfor brugte Han ikke sin magt i den situation til at skabe et under?

For det kunne da umuligt være Guds plan eller hans vilje at det skulle ske? Det nægter jeg at tro. Og så er det de kloge teologer og alle mulige andre kan finde på at komme med løsninger for at forsvare Gud. Sige, at det onde jo må være der for at man kan glæde sig over det gode. Eller at Gud lader det onde ske for at opdrage os ligesom en god far jo også må opdrage sine børn engang imellem. Eller sige at Gud slet ikke kunne gøre noget ved det, fordi djævelen har magt i verden. Eller sige at Gud har en plan, vi kender den bare ikke.

Nu mener jeg ikke det er vores opgave at forsvare Gud. Det må han selv klare. Jeg vil som medmenneske meget hellere stille mig hen ved siden af de forældre og anklage Gud sammen med dem. Jeg forstår vitterligt heller ikke hvorfor det skulle ske.

Det er også en nytteløs opgave at forsøge at se Gud i kortene og regne ham ud. Det er han simpelthen for stor og mægtig til. Vores hoveder er for små til, at vi kan forstå Ham fuldt ud. Og måske forstår vi bare slet ikke hvordan den fuldstændige kærlighed er.

I påsken viste Gud os noget om, hvordan den fuldstændige kærlighed er, da Gud selv gik ind i lidelsen. Han tog lidelsen på sig i mennesket Jesus Kristus. Han, der var den eneste, der kunne holde sig fri af lidelse, valgte at gå ind i lidelsen. Det gjorde han for at kunne være sammen med os, når det er os, der havner i lidelsen og fortvivlelsen. Så ved vi, at Gud har været der før os og vil være sammen med os I lidelsen.

Han har selv gennemlevet, hån, tortur og død. Han kender lidelsen indefra og kan derfor også meget bedre være der for os, lytte til os og trøste os når vi står midt i lidelsen. Han er den der sætter sig ved siden af os når det hele ser aller værst ud.

Og vi ved også, at lidelsen ikke får det sidste ord, når vi tager Gud med ind i den. For Gud er stærkere end både lidelsen og døden. Han lover os ikke et liv her og nu uden lidelse. Men Han vil gå med ind i den, når den rammer os. Og han har stillet os i udsigt, at han en dag vil give os et lidelsesfrit liv.

Jesus gav sine disciple løfter om at alle ting skulle genoprettes som konsekvens af hans død og opstandelse, men han lovede ikke på noget tidspunkt, at det skulle ske før han kommer igen. Dermed har vi et håb om at al vores lidelse her på jorden engang skal ende.

Det jeg ville sige i dag er at vi kender godt til at ønske os en magtfuld Gud. Vi bliver skuffede, når Gud ikke viser sig fra sin magtfulde side, og børn fx dør mellem hænderne på os. Og DE blev skuffede den dag, da det viste sig, at den Jesus de troede skulle være deres jordiske frelser endte med at lide og dø på et kors. Men han gjorde det for at vi kunne blive fri for lidelsen- Ikke her og nu, men på opstandelsens dag. Det er vores håb.

Amen

Vi beder dig, Gud:

Vær os nær når livet er svært. Gå med os ind i lidelsen og sæt dig ved siden af os når mørket omslutter os.

Giv os kærligheden at føle og smage ved dit nadverbord, så vi kan gå opløftede herfra og leve i troen på, at du gik smertens og lidelsens vej, for at vi skulle få det evige liv at leve.

Vær særligt nær hos de mennesker, der sidder i mørket.

Og trøst dem der ikke kan finde trøst nogen steder.

Tilgiv os, når vi tiltager os mere magt, end vi har ret til - og gør os i stedet til dine børn - med en tryghed, der rækker ud over dødens grænse.

Vær hos alle, der lider uforskyldt under sorg, ensomhed eller mangel på mad, arbejde eller tag over hovedet.

Gør din kirke til et levende hus, hvor mennesker kan møde dig - uanset hvilket sprog de taler.

Giv din kærlighed til alle, der har fået magt betroet - vores

dronning og alle dem, vi har valgt til at regere.

Kom du os i møde, Gud - når vi ikke kan finde vejen til dig - og gør det gerne på et æsel.

Amen

Gud kan bruge helt almindelige mennesker

Luk 1,46-55 /indsættelsesprædiken

Han havde ikke mange forkundskaber. Han var den yngste – den oversete. Han var hverken særlig lærd eller særlig dygtig. Selv ikke hans far mente, han havde nogen chancer i livet.

Alligevel overraskede han alt og alle. Han satte sig overskrævs på gedebukken og drog af sted hjemmefra mod slottet. De grinede, og ingen troede, han fik noget som helst ud af den tur. Men da han kom hjem igen, havde han både vundet kongedatteren og det halve kongerige.

Jo, vi kender vist alle historien om Klods Hans. Antihelten som ikke var noget særligt, som ingen troede på, ja som folk tilmed så ned på.

Det er egentlig samme position de to kvinder vi har hørt om i dag indtager. Sara var blevet en gammel kone og havde ikke skaffet sin mand en arving. Det var ellers på den tid en kvindes vigtigste opgave. Dengang var det at føre slægten videre altafgørende. Det kunne Sara ikke og det har sikkert været en stor skam for hende gennem alle årene. Man kan lige forestille sig hvordan det har været for hende da hun til sidst endda må lade Abraham få et barn med sin egen trælkvinde fordi det er eneste mulighed for at føre slægten videre. Ydmygende. Og til vedvarende skuffelse og frustration.

Og da Gud endda selv kom forbi i egen høje person og lovede Abraham at hans kone skulle få en søn, så troede Sara ikke på det. Hun kunne ikke andet end grine af det. Hun vidste jo godt at det var umuligt for en kvinde på hendes alder. Nej, Sara var bestemt ikke udstyret med en særlig stor tillid til Gud.

Maria var der heller ikke noget særligt over. Hun var ganske almindelig hverken berømt eller berygtet. Hun var formentlig som alle andre unge kvinder på den tid – hun drømte sikkert om at få en rig og rar mand og mange børn. Jo, Hun var bare en ung kvinde som lige var blevet forlovet med en mand, Josef.

Men nu var der gået grus i maskineriet. Hun havde forbrudt sig mod loven. Hun ventede et barn udenfor ægteskab. Det var altså en meget alvorlig forseelse som kunne få store konsekvenser for hende. Josef burde have forladt hende og udstillet hende til skam for hele byen. Så var det ellers slut med den fremtid. Ingen ville jo gifte sig med sådan en luder.

Nej, der var hverken noget særligt over Maria eller over Sara. Alligevel blev de udvalgt af Gud. Han kunne bruge dem på trods af deres almindelighed. Det som i verdens øjne og det som i vores øjne ikke ser ud af noget særligt – det kunne Gud bruge.

Og det er det glædelige budskab til os i dag, for også i dag har Gud udvalgt de uperfekte. Det helt almindelige. Vi er heller ikke noget særligt. Vi sætter gang på gang vores egen lykke over andres. Først og fremmest tænker vi på os selv. Men der er stadig håb for os, for Gud kan netop bruge det uperfekte. Han udstyrer os med sin kraft, sin kærlighed.

Det er det, som er bemærkelsesværdigt ved Marias lovsang. Hun tog ikke æren for noget som helst selv. Hun var ganske godt klar over, at det ikke var fordi hun var noget særligt hun blev udvalgt til den store opgave, hun fik betroet. Hun takkede derimod Gud for alt det han havde gjort for hende i hendes liv. Den mægtige har gjort store ting imod mig, sagde hun.

Det må vi gerne gøre til vores replik. ”Den mægtige har gjort store ting imod mig”.

Jeg vil gerne illustrere det med en af mine største bedrifter som præst i Erritsø sogn. Eller give jer et eksempel, hvor Gud gjorde noget stort, selv med et ringe materiale.

Det står meget klart for mig. Jeg havde glædet mig i lang tid. Vi var ved at nærme os årets højdepunkt for mig, da jeg var ny præst. Nu skulle jeg endelig vise mit værd, når en stor del af sognet, ung såvel som gammel kom til juleaftensgudstjeneste. Jeg havde tænkt længe over, hvad jeg skulle gøre og var kommet frem til, at jeg ville fortælle en smuk englehistorie. Og så blev det en kæmpe fuser. Historien var for svær for børnene at forstå og for barnlig og plat for resten af menigheden, så jeg var dybt skuffet da jeg var færdig og skulle til at holde jul med familien. Øv, øv, øv og bedre held næste år tænkte jeg.

Men så var det, at tingene tog en drejning. Nogle måneder efter var der nemlig en af kirkegængerne som kom hen til mig og sagde tak for en smuk julegudstjeneste. Den historie med englen havde rørt hende så meget at hun havde besluttet sig for at hun ville døbes. Hun havde længe overvejet det, men nu skulle det være. Jeg var dybt chokeret.

Den dag i dag mener jeg stadig, at det var en dårlig juleaftensprædiken jeg fik holdt det år, men Jeg tager episoden som en påmindelse om, at Gud kan bruge selv en dårlig prædiken til sin store mission. Ja han kan bruge os alle med vores utilstrækkeligheder.

 Man kan komme på mange eksempler fra biblen, hvor Guds budbringere ikke var noget særligt. Profeten Jonas ville ikke gøre som Gud sagde han skulle, Kong David forelskede sig i en anden mands kone og lod manden blive dræbt, disciplen Peter fornægtede Jesus da det virkelig gjaldt, og den store missionær Paulus var med til at slå kristne ihjel før han blev omvendt.

Jo, der er mange eksempler i biblen på at Gud kunne bruge dem som ikke var noget særligt. Vi må altså ikke tænke for småt om, hvad Gud kan gøre igennem helt almindelige mennesker. Også igennem mennesker som os, der er fulde af fejl og mangler. Vi er udvalgt til at fortælle den store historie til alle mennesker om den mægtige kærlige Gud som elsker os. Gud kan bruge os, uden at der er noget særligt ved os .  Ikke fordi vi kan noget særligt men fordi den mægtige har gjort store ting imod os.

Jeg vil gerne slutte min prædiken med en historie som kan vise det.    

En lille dreng Per sad med sin mor i kirken og så sig nysgerrigt omkring. Han havde ikke været der så mange gange og havde mange spørgsmål til alt det han kunne se. Mor, hvad er det for noget? sagde han og pegede på døbefonten. Mor, hvad gør man deroppe sagde han og pegede på orgelet? Mor svarede hviskende, men til sidst begynder folk at skæve til dem, og det begyndte at føles pinligt. Nu var præsten nået til prædikenen og Pers mor ville gerne høre, hvad han havde at sige.

Så da Per pegede på glasmosaikken længst fremme i kirken og for tiende gang spurgte: Mor, hvad er det for noget? Så slap tålmodigheden op. Hun hviskede temmelig kort fra hovedet. Det er en kristen – og så håbede hun på, at det kunne få ham til at sidde stille et stykke tid.

Og det gjorde han faktisk. Han kiggede på glasmosaikken, så skyer og solens stråler gennem de farvede glasstykker. Men efter et stykke tid kunne han ikke tie stille længere. Han trak forsigtigt i sin mors ærme. Mor, en kristen – er det sådan en, man kan se himlen igennem

Ja, det er det. Den lille dreng Per giver et super godt billede af, hvad det er at være kristen. Det er ikke at kunne en hel masse. Det er ikke at være noget særligt i sig selv. Det er slet ikke at yde en præstation, som man skal have anerkendelse for. At være kristen er at lade Gud lyse igennem sig, så andre kan se himlen.

Amen

lov og tak og evig ære være dig vor Gud, far søn og Helligånd. Du som var, er og bliver en sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. 

Amen

Gud, hør os, når vi beder:

Luk vore ører op, så vi kan høre, at du også taler til os.

Luk vore øjne op, så vi kan se din kærlighed.

Luk vor mund op, så også vi kan lovsynge dig i taknemmelighed.

Luk vore hænder op, så vi kan bære din glæde ud i verden, som

Maria gjorde det med sin lovsang.

Gør os til nye mennesker, Gud - og brug os til at flytte de bjerge,

som står i vejen for din glæde.

Lad dit rige vokse og lad dit lys skinne på alle, der sidder i mørke,

hvadenten de er ramt af sorg, ulykker, meningsløshed eller mangel

på tro.

Lad din kirke være dit arbejdsredskab, så solstrålen fra dig kan nå

ud i selv den fjerneste afkrog.

Brug os og de mennesker, der er sat til at regere, til at vidne om din

kærlighed og dit liv over alle grænser.

AMEN.