Tilgivet og sendt!

1. s. eft. påske Joh,21,15-19


Gang på gang svigtede han sine nærmeste. Ind og ud af spjældet gik det. Afhængigheden var til at få øje på. Det var et barskt liv med narko, pushere og rockere. Nu skal jeg nok tage mig sammen, sagde han til sine nærmeste, men så gik det galt igen.

Han var kommet i bundløs gæld. Det var ikke til at bakke ud for ham. Narkoen havde sit tag i ham, og det havde hans såkaldte venner også. Og igen og igen svigtede han de mennesker, som holdt af ham. De klyngede sig til den sidste rest af håb, der jo trods alt var tilbage, men gang på gang blev de skuffede. Sårene efter de mange svigt nagede i dem hele tiden. Han blev ved med at såre dem.

Som præst bisætter jeg engang imellem mennesker med en blakket fortid. Mennesker som har måttet kæmpe med så meget, og som har oplevet så mange skuffelser når livet ikke gik deres vej. Mennesker, hvor de pårørende har meget svært ved at sige noget godt om vedkommende. Mennesker, som har pådraget andre så mange sår og svigt.  

Det synes jeg er tungt. Her kan det være svært at formulere noget, der egner sig til at blive sagt til en begravelse. For hvad siger man, når de pårørende kun har noget negativt at sige om personen?

Så er det, jeg tager fat i at formulere noget om, at Gud ser andet og mere, end vi mennesker ser. Vi kender ikke mennesker fuldt ud, som Gud gør det. Nogle mennesker har svære vilkår. Det er ikke alle, som vokser op i gode trygge hjem med forældre, der viser omsorg og kærlighed. Og selv os, der har fået gode vilkår for at gøre det godt for andre, vi svigter også gang på gang. Hvem af os har ikke taget sig selv i at tænke ondt om andre, hvem af os har ikke forsømt at få ringet til en som havde brug for det, eller hvem af os der er forældre har ikke engang imellem tænkt, at vi skulle have været mere sammen med vores børn. Jo vi svigter alle sammen dagligt. Men Gud kender det fulde billede af os. Og alle mennesker er Guds elskede børn, selvom vi gang på gang svigter vores opgave.

Peter svigtede også sin opgave, og i denne sammenhæng er historien om Peter vældig relevant. Han havde fornægtet Jesus, da det virkelig gjaldt. Han var formentlig bange for, hvad der kunne ske med ham selv. Det var et groft svigt, og det blev slet ikke bedre af, at Peter et par dage forinden havde svoret evigt troskab overfor Jesus. Han havde højt og pralende proklameret, at han aldrig i evighed ville forlade Jesus. Og få dage efter gjorde han det alligevel. Det var pinligt, flovt og kujonagtigt.

Vi kan kun forestille os, hvordan skylden har gået og naget inde i Peter, her efter Jesus var opstået fra de døde. Han har ikke rigtig haft noget sted at placere den. Men nu adresserer Jesus hans fornægtelse, og det er ikke rart for Peter. Måske kender vi det fra os selv, når et gammelt svigt kommer op til overfladen. Det er ubehageligt, og det gør ondt at se sandheden i øjnene. Nu konfronterer Jesus Peter med fornægtelsen ved tre gange at spørge ham. Tre gange spørger han for rigtigt at strø salt i såret, om Peter elsker Jesus. Tre gange. Det må ikke have været rart for Peter, men alligevel er det nok det, der skal til for at løse den knude af skyld, han bærer rundt på. Han må igennem den proces, hvor han ser sine svigt i øjnene og dernæst bliver tilgivet. Han er nødt til at mærke, at det for alvor gør ondt, før det kan blive godt igen.

Historien om Peter er historien om os alle sammen. Vi er dem, der gang på gang svigter vores medmennesker. Nogle gange i det små, andre gange handler det om større forseelser. Vi så et medmenneskes nød, men gjorde ikke noget. Måske påførte vi endda andre mennesker smerte, men tænkte ikke videre over det. Ordene kom forkert ud af vores mund og ramte meget hårdere end beregnet.

Jesu spørgsmål til Peter lyder også til os. Elsker du mig? Han konfronterer os med vore svigt. Det er ikke behageligt og heller ikke rart. Så er det, at vi må se sandheden i øjnene og erkende, at vi alle har en lang skyldshistorie. Vi bærer rundt på en bagage af svigt.

På samme måde er vi også blevet svigtet mange gange af andre mennesker gennem livet. I nogle tilfælde kan de svigt, som er begået mod os være så alvorlige og grove, at vi ikke hverken kan eller vil tilgive gerningsmanden. Det kan være så krænkende, det som er begået mod os, at vi ikke magter tilgive. Men Gud kan tilgive selv det allerværste. Selv de frygteligste overgreb mod andre, kan vi finde tilgivelse for hos Ham. Hans kærlighed og rummelighed er ufattelig. Selv Peters svigt kunne han tilgive.

Jeg synes, at det er interessant, at Jesus ikke bare tilgiver Peter, men han giver Peter en opgave.  Måske er det den største anerkendelse, han kunne give ham. At vise ham, at han gerne ville bruge ham til betroede opgaver. Vi ser det alle tre gange, hvor Peter erklærer sin kærlighed til Jesus. Vogt mine lam, vær hyrde for mine får og Vogt mine får. Jesus tilkendegiver, at Han har brug for Peter. Jesus kan bruge ham på trods af hans mange svigt. Peter må ikke blive i sine svigt og dyrke dem, så han ikke kan komme videre. Nej, han skal tage sin historie på sig og gå ud og forsøge igen. Der er mennesker, der har brug for ham. Der er opgaver, som venter på ham. Vigtige opgaver. Sådan sender Jesus os alle ud på trods af vores brogede bagage, og det vil jeg slutte min prædiken med en lille historie om.

En præst blev kaldt ind på et hotel fordi en af gæsterne havde forsøgt at begå selvmord. Manden havde siddet i fængsel i 20 år for i et øjebliks fortvivlet vrede at have slået sin far ihjel. Nu var han sluppet ud, blevet fri, men ingen fra familien ville have noget med ham at gøre. Så hvorfor skulle han egentlig leve videre? Jeg talte til ham, fortalte præsten, men kunne se, at han kun havde en tanke i hovedet: At komme af med livet – at begå selvmord. Da gjorde præsten noget smart. I stedet for at sige: Du er ulykkelig, nu skal jeg sørge for dig, sagde han lige det modsatte. Du er frygtelig ulykkelig, og jeg har intet at give dig. Daglig får jeg henvendelser fra folk, der har brug for hjælp. Jeg er så træt og kan slet ikke overkomme det alt sammen. Men du, som jo ønsker at dø, er slet ikke bundet af nogen ting, så kunne du ikke tænke dig at give en håndsrækning for at hjælpe de andre?

Det ændrede mandens liv radikalt, og som han sagde til præsten på sit dødsleje. Uanset hvad du havde sagt den dag, ville jeg have begået selvmord, fordi det, som jeg savnede, var ikke blot noget at leve af, men noget at leve for.

Det er nok ikke hver dag noget sådant sker, men jeg tror det er vigtigt for os alle både at blive tilgivet og samtidig at opleve, at der er brug for os.

Amen

Du livets og kærlighedens Gud, vi beder dig:

Hold os fast i den kærlighed, du viser os - og lad os blive i det håb, du giver os. Tak, at din tilgivelse er ufattelig stor og dyb

Lær os, at troen flytter bjerge, når den kommer fra dig.

Lær os at bruge den kærlighed, vi får, og uddele den til andre mennesker på vor vej.

Lad os være brugsuddelere af din hjertevarme - også dér, hvor nøden er stor, hvadenten det skyldes sorg eller savn eller modløshed eller arbejdsløshed eller mangel på vilje til at leve.

Lad os gå ud i din verden med den glæde, du giver os, så verden kan blive en anden.

Lad alle, der har magt til at regere, smage din kærlighed.

Lad alle dine kirker være levende budbringere af din glæde og dit håb.

Vær nær hos ”dåbsbarnet” og hele hans familie.

Lær os at gå ud i verden, for at gøre livet bedre for andre.

Giv os tilgivelse, hver gang vi svigter - og lad os leve som dine børn. AMEN.