Prædiken til palmesøndag
Jeg tror vi
alle kender det med at vi kan blive skuffede over Gud. Vi kan bede og bede, og
der sker ikke noget, vi kan få øje på. Der er mennesker, som forgæves har
forsøgt at få børn i utrolig lang tid. De har fået al mulig hjælp, men det er
som om det bare ikke vil lykkes, og det kan være deres livs største ønske. Det kan være mennesker, som vi andre
tænker om, at de ville være nogle fantastiske forældre, så det giver bare ikke
mening, at de ikke får lov til det. Det kan være mennesker, som har sendt mange
bønner afsted til Gud, men det er som om han ikke hører dem. Jeg har også selv
sendt mange bønner afsted til Gud, når jeg har mødt mennesker, der har været i den
situation, fordi jeg oprigtigt håbede, at Gud ville lade et lille under ske.
Livet viser
sig nogle gange fra sin barske side, selvom vi har bedt. F.eks. når vi har
stået over for syge mennesker som alligevel døde – vi
troede, det virkede, når vi bad. Vi håbede det. Vi troede, Gud havde magt og
vilje til at skåne os for den og den ulykke. Vi forventede en magtfuld Gud, men
vi blev så skuffede.
Da Jesus red
ind i Jerusalem i påsken tror jeg også der var nogle der blev skuffede. Folk
havde haft store forventninger. De troede, at nu var den ganske særlige mand
som profeterne havde talt om i flere hundrede år endelig dukket op. Det var
bestemt ikke småting der knyttede sig til profeternes forudsigelser.
Begejstringen var enorm, for nu kunne de endelig få sig en mægtig konge som
kunne smide romerne ud af landet og genskabe og regere deres land, Israel. De
viftede helt vildt med palmegrene, og så råbte de Hosianna for at hylde ham.
Men de blev
slemt skuffede. For Jesus var slet ikke som de havde forestillet sig. Han gjorde
ikke som de regnede med. Vi kunne se det i beretningen vi hørte lige før, at
Jesus vendte deres forestillinger på hovedet. Efter gammel tradition skulle en
konge af Israel salves før han kunne blive indsat som konge. Det var et job for
en af de vigtigste profeter. Men i Jesu tilfælde er det Maria som salvede Jesu
fødder. For Jesus skulle være konge – en anderledes en af slagsen.
Han skuffede
måske folkemængden endnu mere da han red ind i Jerusalem. Han red nemlig på et
æsel – et dyr som i hvert fald ikke var en konge værdigt. Og hvis folk omkring
ham ikke blev skuffede da han red ind i byen, blev de det nok i dagene der
fulgte. For Jesus ville ikke det samme som de ville. Han gav netop afkald på
sin guddommelighed, han tømte sig som vi hørte i filipperbrevet.
Det forstod
de ikke, og de blev så frygteligt skuffede. Ikke mindst da han døde på korset
og den sejrherre de troede de havde hyldet palmesøndag, nu for alvor havde vist
sig som den store taber. Her er det netop skuffelsen over den manglede
magtdemonstration, det handler om. De havde håbet på en med magt og
gennemslagskraft. Og nu var han død.
Jeg tror vi
alle kender det. Det der med at blive skuffede over Gud. I kan sikkert komme på
nogle eksempler fra jeres eget liv hvor I er blevet skuffede over ham, Jeg kan
i hvert fald. Jeg husker fx fra da jeg var lille og bad om at jeg måtte score
en masse mål og vinde alle fodboldkampe. Sådan gik det bare ikke hver gang og
så var det at jeg ikke kunne lade være med at blive sur på Gud og skuffet over
ham.
Men det kan
også være langt større ting vi kan blive skuffede over. Tragedier, som river
tæppet helt væk under os og som rammer os usammenligneligt meget hårdere. For
ikke så lang tid siden blev jeg kaldt hjem til en ung familie som lige havde
mistet deres lille pige, som kun blev to dage gammel. Forældrene og deres
familie og venner var – med god grund - ude af sig selv, for tragedien var så
voldsom Jeg hørte deres historie og jeg
så den døde pige. Hun lå i en lille kiste inde på det værelse, der skulle have
været hendes soveværelse. Vi sang en salme og bad nogle bønner sammen før låget
til kisten blev lukket. Det var på en gang rørende og dybt forfærdeligt. Hvor
var der mange drømme, som nu skulle begraves. Da jeg cyklede ud derfra var jeg
helt ødelagt. Jeg stortudede og skældte Gud ud. Og lang tid derefter har jeg
tumlet med det spørgsmål. Hvordan kunne Gud lade det ske? Hvorfor brugte Han
ikke sin magt i den situation til at skabe et under?
For det
kunne da umuligt være Guds plan eller hans vilje at det skulle ske? Det nægter
jeg at tro. Og så er det de kloge teologer og alle mulige andre kan finde på at
komme med løsninger for at forsvare Gud. Sige, at det onde jo må være der for
at man kan glæde sig over det gode. Eller at Gud lader det onde ske for at
opdrage os ligesom en god far jo også må opdrage sine børn engang imellem.
Eller sige at Gud slet ikke kunne gøre noget ved det, fordi djævelen har magt i
verden. Eller sige at Gud har en plan, vi kender den bare ikke.
Nu mener jeg
ikke det er vores opgave at forsvare Gud. Det må han selv klare. Jeg vil som
medmenneske meget hellere stille mig hen ved siden af de forældre og anklage
Gud sammen med dem. Jeg forstår vitterligt heller ikke hvorfor det skulle ske.
Det er også
en nytteløs opgave at forsøge at se Gud i kortene og regne ham ud. Det er han
simpelthen for stor og mægtig til. Vores hoveder er for små til, at vi kan
forstå Ham fuldt ud. Og måske forstår vi bare slet ikke hvordan den
fuldstændige kærlighed er.
I påsken
viste Gud os noget om, hvordan den fuldstændige kærlighed er, da Gud selv gik ind
i lidelsen. Han tog lidelsen på sig
i mennesket Jesus Kristus. Han, der var den eneste, der kunne holde sig fri af
lidelse, valgte at gå ind i lidelsen. Det gjorde han for at kunne være sammen
med os, når det er os, der havner i lidelsen og fortvivlelsen. Så ved vi, at
Gud har været der før os og vil være sammen med os I lidelsen.
Han har selv gennemlevet, hån, tortur og død. Han kender
lidelsen indefra og kan derfor også meget bedre være der for os, lytte til os
og trøste os når vi står midt i lidelsen. Han er den der sætter sig ved siden
af os når det hele ser aller værst ud.
Og vi ved også, at lidelsen ikke får det sidste ord, når vi
tager Gud med ind i den. For Gud er stærkere end både lidelsen og døden. Han
lover os ikke et liv her og nu uden lidelse. Men Han vil gå med ind i den, når
den rammer os. Og han har stillet os i udsigt, at han en dag vil give os et
lidelsesfrit liv.
Jesus gav sine disciple løfter om at alle ting skulle
genoprettes som konsekvens af hans død og opstandelse, men han lovede ikke på
noget tidspunkt, at det skulle ske før han kommer igen. Dermed har vi et håb om
at al vores lidelse her på jorden engang skal ende.
Det jeg ville sige i dag er at vi kender godt til at ønske
os en magtfuld Gud. Vi bliver skuffede, når Gud ikke viser sig fra sin
magtfulde side, og børn fx dør mellem hænderne på os. Og DE blev skuffede den
dag, da det viste sig, at den Jesus de troede skulle være deres jordiske
frelser endte med at lide og dø på et kors. Men han gjorde det for at vi kunne blive
fri for lidelsen- Ikke her og nu, men på opstandelsens dag. Det er vores håb.
Amen
Vi beder dig, Gud:
Vær os nær når livet er svært. Gå med os ind i lidelsen og sæt dig ved
siden af os når mørket omslutter os.
Giv os kærligheden at føle og smage ved dit nadverbord, så vi kan gå
opløftede herfra og leve i troen på, at du gik smertens og lidelsens vej, for
at vi skulle få det evige liv at leve.
Vær særligt nær hos de mennesker, der sidder i mørket.
Og trøst dem der ikke kan finde trøst nogen steder.
Tilgiv os, når vi tiltager os mere magt, end vi har ret til - og gør os i stedet
til dine børn - med en tryghed, der rækker ud over dødens grænse.
Vær hos alle, der lider uforskyldt under sorg, ensomhed eller mangel på
mad, arbejde eller tag over hovedet.
Gør din kirke til et levende hus, hvor mennesker kan møde dig - uanset
hvilket sprog de taler.
Giv din kærlighed til alle, der har fået magt betroet - vores
dronning og alle dem, vi har valgt til at regere.
Kom du os i møde, Gud - når vi ikke kan finde vejen til dig - og gør det
gerne på et æsel.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar