Luk 1,46-55 /indsættelsesprædiken
Han havde ikke mange forkundskaber.
Han var den yngste – den oversete. Han var hverken særlig lærd eller særlig
dygtig. Selv ikke hans far mente, han havde nogen chancer i livet.
Alligevel overraskede han alt og alle.
Han satte sig overskrævs på gedebukken og drog af sted hjemmefra mod slottet.
De grinede, og ingen troede, han fik noget som helst ud af den tur. Men da han
kom hjem igen, havde han både vundet kongedatteren og det halve kongerige.
Jo, vi kender vist alle historien om
Klods Hans. Antihelten som ikke var noget særligt, som ingen troede på, ja som
folk tilmed så ned på.
Det er egentlig samme position de to
kvinder vi har hørt om i dag indtager. Sara var blevet en gammel kone og havde
ikke skaffet sin mand en arving. Det var ellers på den tid en kvindes vigtigste
opgave. Dengang var det at føre slægten videre altafgørende. Det kunne Sara
ikke og det har sikkert været en stor skam for hende gennem alle årene. Man kan
lige forestille sig hvordan det har været for hende da hun til sidst endda må
lade Abraham få et barn med sin egen trælkvinde fordi det er eneste mulighed
for at føre slægten videre. Ydmygende. Og til vedvarende skuffelse og
frustration.
Og da Gud endda selv kom forbi i egen
høje person og lovede Abraham at hans kone skulle få en søn, så troede Sara
ikke på det. Hun kunne ikke andet end grine af det. Hun vidste jo godt at det
var umuligt for en kvinde på hendes alder. Nej, Sara var bestemt ikke udstyret
med en særlig stor tillid til Gud.
Maria var der heller ikke noget
særligt over. Hun var ganske almindelig hverken berømt eller berygtet. Hun var
formentlig som alle andre unge kvinder på den tid – hun drømte sikkert om at få
en rig og rar mand og mange børn. Jo, Hun var bare en ung kvinde som lige var
blevet forlovet med en mand, Josef.
Men nu var der gået grus i
maskineriet. Hun havde forbrudt sig mod loven. Hun ventede et barn udenfor
ægteskab. Det var altså en meget alvorlig forseelse som kunne få store
konsekvenser for hende. Josef burde have forladt hende og udstillet hende til
skam for hele byen. Så var det ellers slut med den fremtid. Ingen ville jo
gifte sig med sådan en luder.
Nej, der var hverken noget særligt
over Maria eller over Sara. Alligevel blev de udvalgt af Gud. Han kunne bruge
dem på trods af deres almindelighed. Det som i verdens øjne og det som i vores
øjne ikke ser ud af noget særligt – det kunne Gud bruge.
Og det er det glædelige budskab til os
i dag, for også i dag har Gud udvalgt de uperfekte. Det helt almindelige. Vi er
heller ikke noget særligt. Vi sætter gang på gang vores egen lykke over andres.
Først og fremmest tænker vi på os selv. Men der er stadig håb for os, for Gud
kan netop bruge det uperfekte. Han udstyrer os med sin kraft, sin kærlighed.
Det er det, som er bemærkelsesværdigt
ved Marias lovsang. Hun tog ikke æren for noget som helst selv. Hun var ganske
godt klar over, at det ikke var fordi hun var noget særligt hun blev udvalgt
til den store opgave, hun fik betroet. Hun takkede derimod Gud for alt det han
havde gjort for hende i hendes liv. Den mægtige har gjort store ting imod mig,
sagde hun.
Det må vi gerne gøre til vores replik.
”Den mægtige har gjort store ting imod mig”.
Jeg vil gerne illustrere det med en af
mine største bedrifter som præst i Erritsø sogn. Eller give jer et eksempel,
hvor Gud gjorde noget stort, selv med et ringe materiale.
Det står meget klart for mig. Jeg
havde glædet mig i lang tid. Vi var ved at nærme os årets højdepunkt for mig, da
jeg var ny præst. Nu skulle jeg endelig vise mit værd, når en stor del af sognet,
ung såvel som gammel kom til juleaftensgudstjeneste. Jeg havde tænkt længe over,
hvad jeg skulle gøre og var kommet frem til, at jeg ville fortælle en smuk
englehistorie. Og så blev det en kæmpe fuser. Historien var for svær for
børnene at forstå og for barnlig og plat for resten af menigheden, så jeg var
dybt skuffet da jeg var færdig og skulle til at holde jul med familien. Øv, øv,
øv og bedre held næste år tænkte jeg.
Men så var det, at tingene tog en
drejning. Nogle måneder efter var der nemlig en af kirkegængerne som kom hen
til mig og sagde tak for en smuk julegudstjeneste. Den historie med englen
havde rørt hende så meget at hun havde besluttet sig for at hun ville døbes.
Hun havde længe overvejet det, men nu skulle det være. Jeg var dybt chokeret.
Den dag i dag mener jeg stadig, at det
var en dårlig juleaftensprædiken jeg fik holdt det år, men Jeg tager episoden
som en påmindelse om, at Gud kan bruge selv en dårlig prædiken til sin store
mission. Ja han kan bruge os alle med vores utilstrækkeligheder.
Man kan komme på mange eksempler fra biblen,
hvor Guds budbringere ikke var noget særligt. Profeten Jonas ville ikke gøre
som Gud sagde han skulle, Kong David forelskede sig i en anden mands kone og
lod manden blive dræbt, disciplen Peter fornægtede Jesus da det virkelig
gjaldt, og den store missionær Paulus var med til at slå kristne ihjel før han
blev omvendt.
Jo, der er mange eksempler i biblen på
at Gud kunne bruge dem som ikke var noget særligt. Vi må altså ikke tænke for
småt om, hvad Gud kan gøre igennem helt almindelige mennesker. Også igennem
mennesker som os, der er fulde af fejl og mangler. Vi er udvalgt til at
fortælle den store historie til alle mennesker om den mægtige kærlige Gud som
elsker os. Gud kan bruge os, uden at der er noget særligt ved os . Ikke fordi vi kan noget særligt men fordi den
mægtige har gjort store ting imod os.
Jeg vil gerne slutte min prædiken med
en historie som kan vise det.
En lille dreng Per sad med sin mor i
kirken og så sig nysgerrigt omkring. Han havde ikke været der så mange gange og
havde mange spørgsmål til alt det han kunne se. Mor, hvad er det for noget?
sagde han og pegede på døbefonten. Mor, hvad gør man deroppe sagde han og
pegede på orgelet? Mor svarede hviskende, men til sidst begynder folk at skæve
til dem, og det begyndte at føles pinligt. Nu var præsten nået til prædikenen
og Pers mor ville gerne høre, hvad han havde at sige.
Så da Per pegede på glasmosaikken
længst fremme i kirken og for tiende gang spurgte: Mor, hvad er det for noget?
Så slap tålmodigheden op. Hun hviskede temmelig kort fra hovedet. Det er en
kristen – og så håbede hun på, at det kunne få ham til at sidde stille et
stykke tid.
Og det gjorde han faktisk. Han kiggede
på glasmosaikken, så skyer og solens stråler gennem de farvede glasstykker. Men
efter et stykke tid kunne han ikke tie stille længere. Han trak forsigtigt i
sin mors ærme. Mor, en kristen – er det sådan en, man kan se himlen igennem
Ja, det er det. Den lille dreng Per
giver et super godt billede af, hvad det er at være kristen. Det er ikke at kunne
en hel masse. Det er ikke at være noget særligt i sig selv. Det er slet ikke at
yde en præstation, som man skal have anerkendelse for. At være kristen er at
lade Gud lyse igennem sig, så andre kan se himlen.
Amen
lov og tak og evig ære være dig vor
Gud, far søn og Helligånd. Du som var, er og bliver en sand treenig Gud.
Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed.
Amen
Gud, hør os, når vi beder:
Luk vore ører op, så vi kan høre, at du også taler til os.
Luk vore øjne op, så vi kan se din kærlighed.
Luk vor mund op, så også vi kan lovsynge dig i taknemmelighed.
Luk vore hænder op, så vi kan bære din glæde ud i verden, som
Maria gjorde det med sin lovsang.
Gør os til nye mennesker, Gud - og brug os til at flytte de bjerge,
som står i vejen for din glæde.
Lad dit rige vokse og lad dit lys skinne på alle, der sidder i mørke,
hvadenten de er ramt af sorg, ulykker, meningsløshed eller mangel
på tro.
Lad din kirke være dit arbejdsredskab, så solstrålen fra dig kan nå
ud i selv den fjerneste afkrog.
Brug os og de mennesker, der er sat til at regere, til at vidne om din
kærlighed og dit liv over alle grænser.
AMEN.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar