Midfaste søndag Joh 6,24-35
Det var bagende varmt nærmest ulideligt. Det stank af sved
overalt og vi havde kun fået en lille portion ris til morgenmad selvom klokken
nu var et godt stykke over frokosttid. Vi var stuvet sammen i en lille bus under
Kenyas bagende sol og utilfredsheden var stor. Ingen vidste noget om, hvornår
vi skulle køre videre og endnu vigtigere ingen vidste noget om, hvornår vi
skulle spise. Måske var det de sultne maver, der talte, for alle var begyndt at
knurre af hinanden. Jeg var rejseleder for en gruppe unge der skulle rundt i
Kenya, så jeg følte virkelig at jeg skulle sørge for at de nu kunne få mad. Samtidig
var jeg selv ved at besvime, jeg følte voldsomt ubehag og maven larmede som den
aldrig har gjort før. Vores afrikanske venner tog meget let på problematikken
og fortalte at vi nok skulle få mad. Intet problem.
Det må have været sådan det var for israelitterne da de var
ude på vandring med Moses. De var lige blevet befriet fra slavetilværelsen i
Ægypten, havde vandret over det røde hav og blev ført ind i Sinaiørkenen – på
vej mod det lovede land. Selvom Gud havde befriet dem og vist sig for dem flere
gange på en helt konkret måde, så overmandede sulten dem. Nogle sultne timer i
den bagende sol kan gøre selv den mest hårdkogte optimist muggen og vrissen. De
stolede ikke på, at Gud ville sørge for dem, og begyndte at knurre af deres
leder.
Sådan kan det også blive i en menighed. Når Gud ikke viser
sig som vi ønsker det så bliver vi let skuffede. Sult gør noget ved mennesker. Ikke kun den konkrete sult. Men også sulten
efter det, som giver indhold i vores tilværelse, sulten efter kærlighed og
mening med livet. Når vi mennesker ikke kan finde meningen med livet så er det,
at vi bliver fortvivlede.
Når vi taler om den konkrete sult som man oplever når man
ikke får noget mad er det let at finde ud af hvad årsagen er. Sådan er det ikke
altid når man sulter efter det som er dybere. Det kan skyldes mange ting. Det
kan være hvis man mister sit arbejde, mister et menneske man holder af eller
hvis man pludselig bliver syg.
Jeg talte engang med en meget begavet mand på en varmestue.
Han havde været skolelærer i mange år, haft et velfungerende familieliv og
nogle dejlige børn. Men da konen ville skilles knækkede filmen for ham. Han
kunne pludselig ikke se nogen mening med det hele mere. Han begyndte at drikke
sorgerne væk og langsomt men sikkert fik alkoholen taget på ham. Han kunne ikke
se nogen mening med sit liv mere og han kunne bestemt ikke se hvor Gud var
henne i alt det.
Så det kan nok ske for os alle. Vi kan komme til at tvivle
på Gud når han ikke viser sig for os. Vi kan synke ned i håbløshedens mørke hul
når livet omkring os ikke giver mening. Dybest set er det vi kan komme til at
mangle omsorg og kærlighed. Det er en basal sult vi mennesker er udstyret med
og det er den sult vi skal forsøge at opfylde hos hinanden. Det er en opgave
for en menighed. At mætte hinandens sult efter kærlighed, omsorg og mening med
tilværelsen.
En menighed er nemlig Guds folk på vandring. Vi befinder os
samme sted som israelitterne var. Vi er i tiden mellem befrielsen og de store
løfter der venter os. Vi er blevet befriet - ikke fra Ægypterne men fra den
magt i os som adskiller os fra Gud. Jesus har selv befriet os – det gjorde han
i påsken for 2000 år siden. Og så er vi på vej mod at Guds løfter skal blive
indfriet. Et evigt liv hjemme hos ham. Et sted, hvor vi skal mødes med vore
kære. Et sted uden smerte, hvor alt er godt. Et sted, hvor ingen skal sulte –
hverken efter mad eller efter mening med livet. Men vi er endnu ikke fremme.
Hvad er der så at sige om denne mellemtid hvor vi er på
vandring?
Jo først og fremmest skal vi være opmærksomme på, hvor vi
henter vores næring. Brødet vi får at leve af er Jesus Kristus. Hans ord og den
tolkning af livet, det han stod for er det som kan stille vores sult. Når det
handler om Mening og Håb i tilværelsen. Det brød kan vi få mange steder, men et
af dem er i kirken til gudstjeneste. Her giver Gud os føde Han stiller vores
sult. Han mætter os ved nadverbordet. Han giver os mod og håb. Men selvom vi
lever et liv hvor Gud får lov at spille en rolle kan det engang imellem være
svært at se meningen med det hele, og tvivlen kan tage over. Da skal vi i
menigheden opmuntre hinanden.
En journalist fangede engang en ældre dame, der var på vej
ud af kirke. Journalisten ville gerne vide noget om hendes tro. Hun svarede på
alle de spørgsmål han stillede. Journalisten syntes hun havde svaret meget
skråsikkert på spørgsmålene. Så til sidst ville han gerne være lidt kritisk og
stille hende et udfordrende spørgsmål. Det lyder som om, sagde han, at I alle
tror meget her i menigheden. Tvivler I aldrig på, om det er sandt? Mister I
aldrig håbet? Jo sagde hun, selvfølgelig gør vi det men aldrig alle på en gang.
Det synes jeg var et utrolig godt svar. Vi har netop en
opgave i at holde modet oppe hos hinanden. At hjælpe den, der har mistet troen
og håbet. Det gør vi ved at være opmærksomme på hinanden. Ved at være
nærværende og yde omsorg for hinanden. Evt.: Ved at bede for hinanden, som vi
gør når vi beder kirkebønnen. Den måde Gud viser sig i verden nu er gennem os.
Vi har fået en enorm opgave betroet. Vi skal være Guds hænder i verden og
verden har utrolig meget brug for os. Der er mennesker der skal besøges,
grædende der skal trøstes og glade mennesker der skal festes sammen med. Jo der
er nok at tage fat på. Heldigvis er Gud med os. Da israelliterne vandrede i
ørkenen var Gud hele tiden nærværende. Det er godt at vide at det samme gælder
os. Vi er ikke ladt alene i stikken.
Og det er derfor heller ikke noget problem at der er skiftende
præster i en menighed. Heldigvis er der noget helt andet der danner en menighed
og giver den næring. Ellers ville det også være et problem at præster ikke
altid er så gode som de burde være. Nej Gud selv vil give styrke og tro til menigheden. Den er
først og fremmest hans.
Altså, hvad er det vi får at vide i dag: Vi, Guds menighed
er på vandring. Vi vandrer mod Guds evighed. På denne vandring kan vi blive
sultne og frustrerede undervejs. Vi er henvist til at leve af det brød vi får
ovenfra. Jesus Kristus. Han er den der kan give vores liv mening. Han fortæller
os, at vi er hans hænder i en verden der har brug for hjælp. Vi skal støtte,
elske og bære hinanden. Vi skal være der for hinanden.
Gud, vi beder dig:
Mæt os med dit
brød så vi får stillet vores sult. Giv vores liv mening og dybde. Åbn vore
øjne, Gud, så vi kan se din kærlighed - midt i vores dagligdag. Tak, fordi du
giver os din kærlighed, og tak, fordi vi får den til deling.
Lad os bruge af
din kærlighed, slide på den, dele ud af den. For du fortæller os, at der altid
er mere, hvor den kommer fra - og at den kun bliver større af at blive brugt.
Lad os være dine
hænder, Gud, i en verden, hvor hænderne alt for ofte bliver gemt i lommerne.
Vær med vor
dronning - og hele hendes familie.
Giv dem, der har
magt, troen på, at de kun har fået den til låns. Og giv os, der lever, troen
på, at vi kun har fået livet til låns.
Vær hos dem der
sørger, fordi de har mistet én, de holdt af – og hos dem, der er bange.
Skub til din
kirke, Gud, så brødet i den ikke bliver for gammelt, men må give liv til alle.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar