Gud trækker os op!

4.s.eft. H.3K. Matt 14,22-33

En buddhistisk munk var på vandring. Da kom han pludselig til bredden af en flod, hvor der ingen færgemand var. I sin glade tanke om Buddha gik munken over floden. Det gik fint, men da han nåede midten, så han bølgerne. Da blev hans glade tanker om Buddha svagere, og hans fødder begyndte at synke i. Rædslen stod i hans øjne, mens vandet langsomt men sikkert åd sig ind på ham. Men så koncentrerede han sig for alvor, og det lykkedes ham igen at fremkalde stærke tanker om Buddha. Han hævede sig langsomt op af vandet og kunne gå videre hen over vandets overflade til den anden side af søen.

Historien om den buddhistiske munk er på mange måder et modbillede til dagens fortælling. Munken fandt hjælpen i sig selv. Gennem koncentration formåede han at redde sig selv. Det var anderledes med Peter. Peter var derimod ikke den aktive part i redningsaktionen. Han blev bange, da han så stormen og måtte råbe på hjælp. Han kunne ikke redde sig selv. Nej, overladt til sig selv var han fortabt.

Peter kunne ikke klare sig selv og måtte have hjælp til at lade en anden trække ham op. Mantraet er ellers i dag, at vi skal klare os selv. Vi vil så gerne have magt over det hele og selv bestemme, hvordan vores liv skal forme sig. Vi hylder det succesfulde liv, og et af de steder, det nok ses stærkest, er på Facebook. Her viser vi verden, hvor godt det går hos os. Så folk lægger billeder ud af den smilende familie på ferie eller fortæller om de store børns eksamener, når det går godt. Men når det går dårligt, holder vi det for os selv. Og når vi ser trætte og nedslidte og uoplagte ud, så tager vi ikke billeder af det og udstiller det for omverdenen. Facebook er simpelthen ikke skabt til at dele sorger og stormvejr. Det gør, at man let kan få den tanke, at alle andre mennesker lever problemfrie liv. De har styr på tingene og møder ikke modgang, men det er en illusion, at vi selv har al magt i vores liv.

Jeg tror virkeligheden er for barsk for os. Vi forsøger at glemme det faktum at vi ikke har magten over tilværelsen. Derfor forsøger vi at sikre os. Vi har forsikringer, der skal dække, hvis uheldet er ude. Vi sætter penge i banken, så der er noget at stå imod med til dårlige tider, og så er det blevet trendy at leve sundt for at få et langt og godt liv. Vi lægger fremtidsplaner for karrieren på jobbet, og planlægger hvor mange børn vi vil have. Jeg tror, at den bagved liggende tanke er, at vi gerne vil være i kontrol. Vi vil selv være herrer i vores eget liv.

Sandheden om vores liv er, at vi kan styre nogle ting selv, men når det drejer sig om store væsentlige begivenheder i livet er der andre kræfter på spil. Vi er hverken herrer over livet eller døden. Vi bestemmer ikke, hvornår vi vil have et barn eller hvem, vi forelsker os i. Når som helst kan vi selv eller en af vore kære blive ramt af sygdom eller død. Ja, på mange måder er vi som Peter på dybt vand og engang imellem synker vi i. Ingen går gennem livet uden engang imellem at føle sig ensom, være bange eller miste et afholdt menneske.

Vi kender alle til storme i vores liv. I livets storme skifter det tit. Nogle gange kan man føle sig sikker og stærk ligesom Peter, der trådte ud over rælingen, og i næste øjeblik kan man føle sig suget ned af sin egen frygt og tvivl. Alle vil på et eller andet tidspunkt føle trang til at råbe om hjælp og håbe, der er nogen, der hører det. Vi kan alle gribes af frygt for det, som livet overvælder os med. Vi kan opleve, at vi føler os alene eller svage og også føle, at Jesus går forbi os i stormvejret.

En kristen forståelse af livet er, at vi ikke har al magt i vores liv.  Der sker både gode og onde ting vi ikke kan kontrollere. Hvor gerne vi end vil bestemme det hele, lader det sig ikke gøre. Gud er den, der har magten. Han er den, der kommer til os, når det stormer aller mest, og siger: ”Frygt ikke”.

Det betyder ikke, at Jesus kommer og befrier os fra alt det onde, vi kan møde i vores liv. Han er ikke den, der trækker os ud af virkeligheden. Måske er det ligesom, når min søn Asger vågner efter at have drømt en uhyggelig drøm. Han skriger, ser slanger der vil spise ham alle vegne og har brug for trøst. Jeg kommer ind til ham, trøster ham og bliver siddende ved sengekanten, til han falder i søvn igen. Jeg kan ikke fjerne de onde drømme, men det er nok for ham, at jeg er der ved siden af ham. Måske har Asger mest af alt brug for, at der er en, der hører hans råb om hjælp.

Jesus hørte Peters råb om hjælp. Der står, at Jesus straks rakte sin hånd ud mod Peter. Jesus var beslutsom. Han reagerede, da Peter ikke selv kunne holde sig oven vande. Det er en trøst til os, når stormene raser omkring os. Så er vi ikke glemt i vores magtesløshed. Der er en, der griber os og løfter os. Han lader os ikke synke.  Det var ikke Peters tro, der var afgørende. Den kunne ikke holde ham oppe. Det var heller ikke Peters egen kraft. Jesus greb ham ikke, for at han så selv kunne trække sig op. Nej, Jesus var den aktive part, og Peter var den modtagende.

Det fortæller os noget afgørende om vores tro. Troen skåner os ikke for situationer, hvor stormvejret raser omkring os. Troen giver ikke en garanti for, at vi ikke kommer ud på rigtig dybt vand, hvor vi bliver ramt af frygt. Troen kan få os til at turde tage de afgørende skridt ud på det dybe vand, men det er ikke den, der får os op når vi synker i. Det er Jesus, der selv kommer til os og trækker os op. Vi er på alle måder i den mægtige Guds hænder. Det kan både være en befrielse og en udfordring. En udfordring, fordi vi også gerne vil bidrage selv.  Vi vil gerne komme med noget til gengæld. I vores liv med hinanden fungerer princippet noget for noget, så det kan vi ikke lade være med at tænke også på troens område. Men det er en fejl. Vi bliver netop døbt som børn for at vise, at der ikke stilles nogen krav om at vi skal gøre gengæld. Så vi befries fra at skulle gå og overveje, om vores tro nu er stor nok eller ej. Det er uvæsentligt. Hvor stor vores tro end måtte være kan vi ikke som den buddhistiske munk redde os selv.

Så budskabet til os er, at vi skal accepterer det som et vilkår, at det kan storme, og at vi da hviler i, at Gud vil komme til os. Det kan gå hen og blive en befrielse. Vi er overladt i den mægtige Guds hænder, og han kræver ikke noget til gengæld. Han er den, der vil komme til os, når det stormer og handle der, ja selv ind i døden er han med. Han rækker sin hånd til os og trækker os op til sig.

Amen

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, far søn og Helligånd. Du som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

Gud, vi beder dig: hør os, når vi råber til dig!

Hør os, når vi er bange og usikre og mangler tro.

Giv os din tro at leve på, når vor egen tro har spillet fallit.

Giv os kræfter, når vi er magtesløse.

Giv os håb, når vi er håbløse.

Giv os mod, når vi er modløse.

Giv os et skub i ryggen, når vi går i stå.

Tal til os, når vi føler os alene og hjælpeløse.

Fortæl os at vi er i dine hænder altid.

Gør os til dine hænder i en verden, hvor vi alt for ofte putter

hænderne i lommen.

Giv din kærlighed til alle, der er bange og til alle, der sørger og

savner.

Giv liv til alle, der mangler liv, hvad enten det er i form af fred,

tryghed, tag over hovedet, mad på bordet eller mening med

tilværelsen.

Giv din tro til alle, der mangler tro eller håb.

Hold din hånd over alle, der har magt - og over vores dronning og

hele hendes familie.

Pust til din kirke, Gud, så den må leve og udbrede dit ord.

AMEN.