Da Gud kom til middag

Der var engang en mand, der syntes, at hans kone var den bedste i verden til at lave mad. En dag, da han rigtig havde rost hende, føjede han til, at det vel kunne gå an at invitere Gud til middag, så han også kunne få glæde at hendes kogekunst. De bad så til Gud og inviterede ham til middag den følgende søndag.

Konen fik nu travlt med alle forberedelserne, og da søndagen kom, sad de i stadstøjet ved et veldækket bord og ventede. Pludselig bankede det på døren, og de skyndte sig hen for at lukke op. Uden for stod der en snavset tigger, der bad så mindelig om lidt mad. “Tror du, at du skal gramse med dine beskidte fingre i den mad, vi har beredt til Vorherre”, skældte manden og jog tiggeren væk, Så satte de sig igen hen at vente, men der kom ingen den dag. “Måske var maden alligevel ikke fin nok for Gud”, sagde manden til sin

kone. “Hvis vi gør os lidt mere umage, så vil han måske komme næste gang”. Så bad de om, at de måtte få deres ønske opfyldt næste søndag.

Nu fik konen travlt hele ugen med at gøre huset i stand og tilberede de lækreste retter. Da søndagen kom, trak de atter i stadstøjet og satte sig til at vente. Men det samme hændte som sidste søndag: De kunne høre nogen banke hårdt på døren. Men Den eneste, der dukkede op, var den beskidte tigger, som de skyndte sig at jage bort. “Ja, vi har nok alligevel ikke forberedt os, som vi burde”, sagde manden, “men jeg ved, at din mad ellers er god nok til at glæde selveste Vorherre, så lad os prøve en tredje gang og gøre alt, hvad der står i vor magt, for at gøre det så fint som muligt. Endnu en gang bøjede de hovederne og bad Gud om at besøge dem den næste søndag.

De ville så gerne have Gud til middag, så i hele den følgende uge gjorde konen alle tænkelige forberedelser, og manden hjalp hende så godt som muligt. Der blev skuret og skrubbet, bagt og braset, og da søndagen endelig kom, skinnede huset som nyt og duftede at den dejligste mad. Så satte manden og konen sig til bords og ventede i deres nystrøgne festklæder.

Endelig bankede det på døren, og de skyndte sig hen for at lukke op. Men det var igen den snavsede tigger, der stod og rakte hænderne ud mod dem. Manden i huset blev rasende og truede tiggeren at forsvinde i en fart. Men denne svarede: “Nu har I tre gange indbudt mig til at spise, og tre gange har I alligevel jaget mig væk.

Manden og kvinden blev overraskede den dag, for Gud viste sig ikke som de havde regnet med. De havde forventet en fin herre, men han valgte at vise sig som en fattig tigger.

Det hørte vi også i Johannes flotte beskrivelse af ordet lige før. Johannes bruger forskellige billeder på det forunderlige, at Jesus Kristus, Guds søn kom til jorden. Han fortæller om det sande lys, som kom til verden, men verden kendte ham ikke. Han kom til sine egne men hans egne tog ikke imod ham.

Det er julens budskab, at Gud valgte at vise sig på en helt anden måde end folk havde forventet. Nu havde folk gået og ventet på en frelser i så mange år. Profeterne havde gennem flere hundrede år spået, at en konge ville komme  til jorden, en som skulle frelse os. De fleste billeder på frelseren var stærke mægtige billeder. I den profeti vi har hørt i dag kaldes han Underfuld rådgiver, vældig Gud, Evigheds fader og man kan næsten se deres forestilling for sig om en mægtig fyrste som sidder på en storslået trone og regerer.

På den baggrund er det ikke så underligt, at det var vanskeligt for folk at tro dengang, at en simpel søn af en tømrer, som blev født i en stald i Betlehem skulle være verdens frelser. Det var ligesom ikke det de forventede. De forventede en Gud som ville vise muskler. Men også i dag kan det være en tvivl vi kan bære på? Er det den store almægtige Gud der viser sig sådan? Er det virkelig verdens skaber som blev født i en stald i Betlehem?

 

 

Altså det, som fortællingen viser, er, at Gud kom på en helt anden måde, end mennesker havde ventet. Hvad var det så for en anderledes måde, Han kom på? Jo, fortællingen gør det klart for os, at Gud ikke kom som en fin herre, men som en fattig. Og vi kunne føje til: Han kom ikke med magt, men med kærlighed”

 

Men det Det var helt bevidst at Gud lod sig vise som et barn i en stald.. Gud kom til verden som et lille barn for at vise os, noget om hvem han er. Det var et valg han tog. Han kunne være ankommet med en hel hær af engle i al sin pragt, for på alle måder at vise sin magt, men nej. Han ville vise os at den største magt er kærlighed. Kærlighed er stærkere end alt andet. Den der virkelig vil flytte noget i verden, den der for alvor vil ændre tingene må sætte alt ind på at leve sit liv i kærlighed.

Det slog mig her for et par uger siden, da alle verdens statsledere nærmest stod i kø for at lovprise Nelson Mandela, at her blev vi mindet om det igen. At Kærlighed er den største magt. Efter 27 år i fængsel valgte Nelson Mandela at svare igen med kærlighed, viljen til at tilgive sine fjender, med forsoning og med ikke vold. Han kunne sagtens have valgt hævnen, da han selv fik magten som præsident, men han valgte at opfordre til at hvide og sorte kunne leve sammen i en fælles fremtid. Det blev skelsættende. Prøv bare at tænke på alle de ledere som var gået forud for ham. Dem er der få som vil huske. Men Mandela vil blive husket. Jeg vil gerne læse et lille citat af ham:   

”Ingen bliver født til at hade et andet menneske på grund af hans hudfarve, hans baggrund eller hans religion. Folk må lære at hade, og hvis de kan lære at hade, kan de også lære at elske, for kærligheden kommer mere naturligt til mennesket end dens modsætning. Selv i de mørkeste tider i fængslet, da mine kammerater og jeg blev trængt til det yderste, kunne jeg se et glimt af menneskelighed i en af fængselsbetjentene, måske kun et sekund, men det var nok til at give mig sikkerhed og holde mig gående. Menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes”.

Også julenat minder os om det. At der er en flamme som brænder – en kærlighedens flamme. Den blev tændt julenat for 2000 år siden, men den brænder stadig. Den brænder i de hjerter som vil kærligheden. Den brænder i os når vi lader os inspirere af store mennesker som Nelson Mandela, og den brænder i os når vi tør sige nej til det onde, tør sige nej til volden eller til gengældelsen. Den brænder i os når vi vil lade os fylde med det lys som blev tændt julenat.

Gud valgte at vise sig som et svagt almindeligt menneske. Jesus Kristus gik ikke voldens vej. Han forsøgte aldrig at få den magt og ære som han var berettiget til. Når de ville hylde ham og sætte ham op på en piedestal, så gik han afsides for at bede. Og da djævelen lokkede ham ude i ørkenen og fristede ham med at få magt i verden, formåede han at sige nej. Ja selv da han skulle gå smertens vej og dø på et kors gjorde han det offervilligt. Han viste på egen krop hvad det vil sige at gå kærlighedens vej.

Derfor fejrer vi juledag og alle andre dage i kirkeåret at kærligheden er den stærkeste magt. At Gud elskede os så meget at han gav afkald på sin himmelske storhed og viste os hvad kærligheden er i stand til. At kærligheden kan sprænge satans og dødens magt. Glædelig jul