19.s.eft.trin.
Det, du giver, er det du får
”Det, du giver, er det du får” siger spinninginstruktøren.
Det er dig, der bestemmer. Og det er jo rigtigt. I fitnesscenteret og så mange
andre steder i livet er der en nøje sammenhæng mellem, hvad vi yder, og hvad vi
får ud af det. Der er også en vis tilfredsstillelse ved at vide, at man selv
har slidt og svedt sig til et resultat. Men hvor ville det være forfærdeligt,
hvis det gjaldt alle områder af livet. Hvis man altid kun fik efter
fortjeneste. Hvis man aldrig havde andre end sig selv at takke. Det ville da
være sørgeligt.
Var det den lammes egen skyld?
Det samme kan vi sige, når livet går skævt. Tag for eksempel
den lamme mand på båren, vi lige har hørt om. Var det hans egen skyld? Skulle det være hans egen fortjeneste, at han
var lam? Var der noget han havde gjort eller undladt at gøre? Og var lammelsen
så hans straf? Selvom han havde båret sig rigtig dumt ad, så er der vel ingen
dumhed, der er så stor, at vi kan synes det er rimeligt, at han straffes resten
af sit liv? Og jeg tror i hvert fald ikke, der er en sammenhæng, mellem hvad vi
har gjort, og den lidelse der rammer os. Ellers ville det jo være vores egen
fortjeneste - os, der ikke har mødt så meget modgang i livet.
Nej, Det virker meget tilfældigt, hvem der bliver ramt.
Selve historien løfter ikke sløret. Vi får ikke noget at vide om den lammes
baggrund. Men det stiller et interessant spørgsmål.
Guds gave?
Hvordan kan vi se på mennesker med handicaps? Hvordan kan vi
forstå deres udfordringer og særlige gaver i relation til Gud? På den ene side
vil vi hævde, at de er skabt i Guds billede. De ligner Gud ligesom alle vi
andre. Måske har de endda fået nogle særlige gaver, som de kan bruge til at lære
os andre noget? Lære os at finde glæde i de små ting. Lære os, at nærvær er det
vigtigste i menneskelige relationer. Lære os, ikke at bekymre os så meget om,
hvad andre mennesker tænker om os. Så vi KAN blive klogere og få et klarsyn ved
at leve sammen med handicappede. Vi kan finde støtte til den tanke i Paulus
lære om lemmerne i menigheden. Han siger, at vi alle er lemmer på menighedens
krop. Vi har alle en vigtig funktion. Og de, der ser ud til at være mindst
værd. De, der ikke ser ud til at bidrage med noget særligt – ja, de er de
vigtigste. Dem bør de andre lemmer vise mest ære. Så handicap kan ses som Guds
gave. Det kan ses som en del af at de også ligner Gud. Skabt i Guds billede
hedder det i skabelsesberetningen.
Syndefald?
Alligevel tror jeg, de færreste, som lever med et handicap,
selv erfarer det som Guds gave. En anden kristen fortolkningsmulighed går på,
at handicap er et resultat af syndefaldet. Da synden kom ind i verden kom alle
mulige dårligdomme det også. Handicap bliver dermed et billede på det sårbare
og uperfekte liv. Vi lever alle med begrænsninger, og det synes tilfældigt,
hvem der får hvad at slås med.
Derfor er det legitimt at klage. Den handicappede kan
anklage Gud og brokke sig til ham. Og hvad så med den almægtige Gud? Kan vi
bare sådan holde ham fri fra skylden? En teori er, at vi kan se det som en
slags prøvelse en pålagt byrde eller opgave, Gud har lagt på den handicappede.
Så har Gud i det mindste en plan med det handicap. Eller vi kan sige, at vi
ikke forstår hvorfor. Det ser meget tilfældigt ud, hvem der bliver ramt. Ofte
ser det også ud til, at denne byrde er for stor for mennesket med handicap. Det
kan vel ikke være Guds gode vilje, at mennesker skal bukke under for lidelsen?
Lige meget hvad vi hælder til, så har Gud et ansvar. Hvis
han er almægtig, så kunne han også gøre noget ved dette her? Og når vi hører
helbredelsesberetningerne fra det nye testamente, så kan det tolkes som om, at
Gud ikke vil lidelsen. Han vil befri mennesker for deres handicaps.
Den Lamme
Sådan forestiller jeg mig, at den lamme i historien har
stillet mange spørgsmål til Gud. Hvorfor skulle jeg være lam? Er det en del af
min gudbilledlighed, eller er det et resultat af syndefaldet? Og hvis vi skal
skærpe spørgsmålet. Hvad så i himlen, når vi engang skal mødes igen alle sammen
og være sammen med Gud. Er den handicappede så rask og befriet fra sit
handicap? Uden handicappet er det vel ikke den samme person, eller er det?
Jo, den lamme mand må givet vis have gjort sig mange
overvejelser. Dengang havde man slet ikke de samme hjælpemidler, som vi har i
dag. Der var før elscooterens tid og kørestolens tid. Han var bundet til sin
seng og afhængig af hjælp fra mennesker omkring ham. Han må have anklaget Gud
og stillet mange spørgsmålstegn ved sin egen situation. Hvad har jeg dog gjort
siden jeg skal være lam? Og det samme kan handicappede jo spørge i dag. Eller
alle os andre som bliver ramt af livets barske sider. Når sygdom og død går ind
og stiller spørgsmål ved vores tilværelse. Hvad har vi dog gjort?
Gode venner
Denne lamme mand var heldig, for han havde nogle gode
venner. De havde ikke forladt ham, selvom det blev bøvlet at være hans ven. De
stod last og brast med ham. Og de slæbte ham hen til Jesus. De var ihærdige og
ville frem til Jesus. Derfor kravlede de op på taget, lavede et hul, hejsede
manden ned, for at Jesus skulle gøre noget ved hans situation.
Og nej, vi ved ingenting om den lamme mands tro. Måske var
han blevet slæbt derhen mod sin vilje. Vi ved bare, at han havde fire gode
venner, som blev hans redning.
Radioprogram
Findes sådanne venner i dag? Jeg hørte for nylig et
radioprogram, hvor de undersøgte venskabet i dag. Hvor man i gamle dage i høj
grad definerede sig udfra sin familie, har vennerelationerne i dag fået større
betydning. Ofte er familierne små, og lever langt fra hinanden. Så bliver det
vennerne, vi lever vores daglige liv med.
Radioprogrammet hed ”Er du en champagneven”? Det, der blev
spurgt til var, om du bare er en ven, som tropper op, når der skal skåles og
ønskes tillykke med det nye hus eller job? Er du der også, når der er brug for
trøst, når kæresten er skredet og flyttekasserne skal bæres ud. Mange oplever,
at deres venner skrider, når det bliver besværligt. Venner har man brug for både i medgang og
modgang.
Den lammes venner
Den lammes venner er ikke champagnevenner. De bliver der,
også når modgangen sætter ind. De står last og brast med den lamme. Det kan vi
også sige, vi gør til dels i dag. Vi har professionaliseret omsorgen, som vennerne
viser i historien. Vi overlader ikke de syge til sig selv i vores samfund. Vi
siger ikke til de syge, at de ligger, som de har redt. Vi forsøger at gøre
deres vilkår tålelige. Men den hjælp der gives bliver også meget professionel.
Alle har vel stadig brug for gode venner. Derfor må vi alle gribe i egen barm
og spørge, om vi nu også er gode venner både i medgang og i modgang.
Trøsten
Vi har brug for gode venner når livet går skævt for os. Vi
har brug for nogen at dele smerten med, Og så har vi brug for trøst. Her i
kirken forkynder vi trøst til alle, der føler sig ramt. For lige nøjagtig her,
er der trøst at hente. Vi finder ikke et svar på lidelsen. Vi forstår ikke altid
Gud, og det virker tilfældigt, hvem der bliver ramt af lidelse. Men Gud er nær
ved os i lidelsen. Om så alle vores venner svigter os. Om vi bliver ladt i
stikken af alt og alle. Ja, så er der stadig en, som bliver hos os.
Og det er ikke en noget for noget tankegang. Jeg bliver hos
dig, hvis du til gengæld gør det og det. Nej. Jesus siger ikke til den lamme
mand – hvis du angrer, så tilgiver jeg. Han siger heller jeg tilgiver dig. Nej
han siger, dine synder er forladt. Det ER altså sket. Det er ikke sådan en
slags gavebytteri, hvor jeg giver noget, og så giver Gud igen.
Vi må derfor se på andre mennesker, som nogen, der allerede
har Guds tilgivelse. Det er forudsætningen. Jeg kan prøve at vejlede dem i,
hvad det betyder. Jeg kan prøve at overbevise dem om, at de har den. Men
forudsætningen må være, at alle mennesker har fået tilgivelsen.
Opsummering
Så her i kirken møder vi modsætningen til fitnesscenterets
”det du giver, er det du får”. Her får vi alt for intet. Vi har lov at klage
til Gud og stille spørgsmålstegn, når vi oplever svære ting i livet. Vi har en
ven som bliver hos os, også når det hele ramler og livets modgang rammer os. Og
vi får lov at gå ud i verden som tilgivede syndere.
Amen
