Tvivl og tro

Sidste søndag eft. H3K

Det var fantastisk. Helt igennem fantastisk. Farverne var så markante. Jeg svømmede rundt imellem det hele og var så dybt betaget. Jeg var på dykkerkursus i Thailand, og jeg må fortælle jer, at der findes en helt utrolig rigdom nede under havets overflade. Et væld af forskellige smukke fisk og kreativt formede koralrev. Der er så mange ubeskrivelige ting dernede, som man bare ikke kan få nok af. Jeg blev dybt betaget og kunne ikke andet end tænke, hvor må der være en stor skaber bagved.

Jeg var fuldstændig overbevist om, at det var Gud, der var på spil nede i havet. Det måtte være umuligt for mennesker at lave alt det – og det kunne slet ikke være et resultat af en eller anden tilfældig naturlig udvikling.

Sådan har jeg hørt mange fortælle om forskellige oplevelser, hvor de fornemmede Guds storhed eller bare et eller andet større, som viste sig for dem. Det er mennesker, som har stået med deres lille nyfødte barn i hånden og tænkt, at verden er for stor til at kunne forstås. Mennesker som er blevet forsonet efter flere års fjendskab og har tænkt, at det måtte være en større kraft, som har ført dem sammen. Mennesker, som har oplevet en mirakuløs helbredelse og fornemmet, at det her var for utroligt til at finde ord for. Eller bare mennesker som har oplevet storslåede ting i naturen, som kaldte på en dybere refleksion. Ja, det kan være mange ting. Det er dejligt med store oplevelser.  

Moses fik også en stor oplevelse. Han var sammen med Gud oppe på Sinaj bjerg, og da han gik ned fra bjerget med de to stentavler, strålede det fra hans ansigt. Han var helt oplyst indefra. Gud havde lige talt til ham, og det var det, som havde fremprovokeret lyset. Moses var selvfølgelig overbevist om Guds eksistens. Han havde jo lige været sammen med ham.

Det samme kunne man sige om de tre disciple. Jesus viste sig for dem i sin himmelske glans sammen med Moses og Elias. Det gjorde han, så der slet ikke var tvivl om, at her var Guds egen søn sammen med dem. De fik lov at se den guddommelige Jesus, og de nød at være der. Pludselig kunne de se klart, hvem det var, de gik rundt sammen med. Det blev Peter så grebet af. Han kunne ikke lade være med at foreslå, om han ikke skulle bygge nogen hytter, så de kunne blive der.

Peter ville fastholde den himmelske oplevelse, men det var ikke det, som var meningen. Det er ikke svært at forstå Peter. Hvem af os ville ikke gerne blive der? Det er nemlig rart at være der i lyset hvor man oplever Guds storhed. Det er rart at være i Guds nærvær og kunne se meningen med det hele. Det tror jeg, vi alle dybest set rigtig gerne ville. Men Peter bliver knap nok færdig med at sige, hvad han ville, før Gud brød ind. Hans stemme lød oppe fra himlen. Dette er min søn. Ja, havde der været en lille rest af tvivl, ja så var den nu fejet af banen for disciplene. Men de skulle ikke blive deroppe, for kort efter skulle de ned igen.

Pointen er nemlig, at det ikke var der på bjerget, disciplene skulle blive. De skulle ikke blive i stjernestunden, hvor de følte sig fuldstændig sikker på Guds eksistens. De skulle tilbage til hverdagslivet med dens vaklen frem og tilbage mellem tro og tvivl. De måtte ned fra bjerget. Det er fantastisk med de store oplevelser, hvor vi fornemmer, at Gud rører ved os. Der kan vi bare ikke blive altid. Vi kan ikke leve i en himmelsk rus, hvor Guds eksistens og indgriben i vores liv er åbenlys. Heller ikke selvom vi gerne ville det. Egentlig så fylder de store oplevelser ikke meget tidsmæssigt. Det meste af vores liv lever vi nede i hverdagen, hvor vi veksler mellem at tro fast og overbevist og bagefter at tvivle på, om det er sandt alt det med Gud.

Det synes jeg Per Ramsdal sagen har mindet mig om. Jeg ved ikke, hvor godt I er inde i den sag, men der er en Københavnsk præst som lige efter jul stod frem bombastisk og proklamerede, at præster har trosfrihed, at han ikke troede på, at Gud hører bønner, og han indrømmede, at han havde været nødt til at stikke folk en nødløgn ved begravelser, fordi han da heller ikke troede på opstandelsen.

Det mest omdiskuterede ved den sag er, hvilke rammer der er for præsters tro i den danske folkekirke. Per Ramsdal er så i denne uge blevet sat godt og grundigt på plads af sin biskop. Det har medført at Per Ramsdal har beklaget sine udtalelser, og er kommet ind i et teologisk mentorforløb.

Men hvis jeg åbent skal forsøge at forstå, hvad Per Ramsdals intention har været i første omgang, så tror jeg, han ville sætte fokus på, at vi som mennesker lever i en bevægelse mellem tro og tvivl. Vi er ikke skråsikre på troens område netop fordi det i sidste ende ikke handler om faktuel viden. Vi kan ikke bevise, at Jesus var Guds søn, og at han stod op af graven. Vi kan heller ikke bevise, at Gud findes, og at vi skal leve evigt. Det kan der ikke føres bevis for. Det, vi allerhøjest ville kunne gøre, er at forsøge på at sandsynliggøre det, men det kan aldrig bevises. I sidste ende handler det om tro. Og vi skal ikke være stålfaste i vores tro.

Jeg skal hilse og sige, at selv præster kommer i tvivl engang imellem. Vi lever heller ikke hele vores liv oppe på bjerget, selv om det måske kan se sådan ud udefra. De præster, som måtte hævde, at de aldrig kommer i tvivl, har i mine øjne mistet deres jordforbindelse. Det virker utroværdigt. Sådan en præst ville man ikke kunne tale om sin tvivl med, fordi den præst jo slet ikke ville kende til tvivlen.

Det er ikke muligt at leve sit liv og hele tiden tro fuldt og fast på en god kærlig Gud. Engang imellem oplever vi nogle frygtelige ting her på jorden, og så kan vi ikke lade være med at stille spørgsmål og undre os. Når terrorister får lov at udføre deres grusomme handlinger, når en i vores omgangskreds pludselig bliver ramt af sygdom eller død, når nybagte forældre mister deres lille barn. Der sker mange forfærdelige ting som gør, at det kan være svært at tro på Gud.

Måske har Ramsdal talt tvivlen lige en anelse for højt op.  Han har nærmest gjort en dyd ud af tvivlen. Jeg tror ikke, jeg nærer den samme glæde over min tvivl. Jeg ville egentlig helst være skråsikker hele tiden. Jeg ville gerne være i Guds nærhed oppe på bjerget hele tiden, så mit ansigt kunne stråle og overbevise alle andre om, at Gud findes. Alligevel tror jeg ikke, det er muligt at leve deroppe på bjerget i sikker forvisning – heller ikke som præst. Men for at tvivlen ikke skal få overtaget, skal vi tage den alvorligt. Vi skal søge Gud. Forsøge at nærme os ham for at få svar på alle vores spørgsmål. Og så tror jeg, vi skal leve højt på de store oplevelser vi har haft gennem vores liv. Dem må vi tænke tilbage på med glæde, når tvivlen er ved at overmande os.

Vi behøver derfor ikke gå rundt og skamme os, hvis vi tvivler på om Gud findes. Det gør alle mennesker engang imellem.  Vi er i bund og grund skeptiske væsener, som ikke tager alt for gode varer. Det er egentlig helt naturligt og almindeligt, at man ikke er fuldstændig overbevist troende hele tiden. Derfor må vi bede Gud om tro. Vi må bede ham føre os op på bjerget engang imellem.

Amen

Gud er i svømmehallen

2. s. eft h3K

Jesus er her far, ik os? udbrød min søn Asger i svømmehallens omklædningsrum. Jo sagde jeg, og skyndte mig at kigge rundt på de andre blegfede mænd, som stod og klædte om for at se, om der var nogen, som lyttede til vores samtale. De måtte tro, at vi var missionærer udsendt fra Jehovas vidner, var min første tanke. Jeg nåede slet ikke at skifte emne, for nu var Asger blevet rigtig varm. Ja far, det er slet ikke til at forstå. Jesus er her og han er inde i bruseren – og inde i svømmehallen - han er over det hele. Det er ikke til at forstå vel? Nu var løbet ligesom kørt, og dem der skulle tænke noget om os, havde jo nok allerede gjort det, så jeg opgav at skjule noget fra samtalen. Så gav jeg min søn Asger ret. Det var åbenbart godt nok for ham, for nu begyndte han selv at snakke om noget helt andet.
Her bagefter har jeg gået og tænkt over, at Asger jo havde ret.  Nu ved jeg jo ikke præcist, hvad en 4årig dreng tænker på, når han spørger, om Jesus er inde i bruseren. Men hvis vi skal forstå det som udtryk for, at han er helt tæt på os, eller at han er med os, når vi boltrer os i livet og glæder os, så tror jeg, at Jesus var inde i bruseren den dag. Ja, han var i hvert fald med i svømmehallen, for vores børn morede sig rigtig godt. Når vi oplever glæden og beruses af det gode i livet, så er det Gud, der er på spil. Han er her lige midt iblandt os, og han gør det tydeligt, at Gud er den, der skaber kærligheden mellem os. Vi får lov til at se en del af Guds herlighed midt i vores liv.

Det fik Moses også lov til. Vi hører at Moses stiller sig op og frimodigt spørger Gud, om han ikke må se Guds herlighed. Gud må svare ham, at det kan Moses ikke uden at miste livet. Derfor går Gud forbi ham og dækker med hånden, så Moses ikke kan se Guds fulde herlighed, men kun kan se Gud bagfra.

Det gjaldt Moses, som det gælder os. Guds kraft, Guds herlighed i sin fulde udstrækning, kan intet menneske tåle at se. Ikke før vi engang skal møde Gud i hans himmel. Vi får derfor kun lov at se lidt af den. Der, hvor vi tydeligst har fået lov at se den. Der, hvor Guds herlighed er blevet vist for os på en særlig måde, er gennem mennesket Jesus. Det viste han os, ved den måde Jesus levede sit liv på. Det gjorde han gennem alle de fortællinger og undere Jesus udførte, mens han vandrede på jorden. Og det synliggjorde han stærkest, da Jesus døde på korset og opstod af graven.
Også i fortællingen i dag, får vi vist en flig af Guds herlighed. Den dag til brylluppet i Kana, da viste Jesus Guds herlighed, så alle kunne både se og smage den – og der var ingen, der døde! Tværtimod blev de lykkelige. Den dag sprang Guds kærlighed til menneskene ud i lys lue.
Nogen kalder det et overflødighedsunder. Hvorfor skulle hans første under være, at forvandle 600 l. vand om til vin? Hvorfor ikke en helbredelse eller et eller andet mere gavnligt?
Sådan kan man selvfølgelig godt spørge, men så tror jeg, man forstår historien forkert. Det er ikke det, den vil fortælle noget om. Selve underet er ikke så vigtigt- det er det, som underet skal vise os, der er det vigtige. Vi skal forstå underet som et tegn på noget andet. Historien vil præsentere os for ham, der kommer med noget nyt. Ham, der viser os Guds livsglæde og skaber himmelsk fest.
Jesus forvandler det gamle vand til vin. De 6 vandkar er et billede på jødedommen med dens færdigformulerede regler og Gudsbilleder. Nu kommer Jesus med det nye. Han har nye sider af Guds herlighed, han gerne vil vise mennesker. Han forvandlede det gamle vand til den nye vin. Vi får gennem denne historie præsenteret ham, som er kommet for at vise det gode i livet til alle mennesker.
For underet er også et tegn for os i dag. Jesus bringer det nye til vores liv, som til fulde skal afløse det gamle. Han er den, der vil give vores liv kvalitet og åbne vores øjne for det gode i livet. Kvaliteten af den nye vin er nemlig enestående. Skafferen til Brylluppet i Kanaen undrede sig, for brudgommen havde gemt den bedste vin til sidst til bryllupsfesten. Den gode vin er også blevet gemt til os. Vi får lov at smage den gode vin. Vores liv kan blive bedre og rigere, når vi tror på Jesus. Han kan hjælpe os med at få øjnene op for de mange glæder, der er i livet. Han viser os nemlig Guds herlighed midt i den daglige trummerum.
Det kan være små dryp, hvor vi får lov at se den himmelske kærlighed. Små lykkelige stjernestunder. Måske var det i forelskelsen, da du fandt den store kærlighed, eller da du så dit nyfødte barn i øjnene for første gang. Eller da du fandt drømmejobbet. Eller gik tur med dit barnebarn i hånden. Sådan kan vi se paradisøjeblikke hver dag i et kærligt møde med mennesker eller bare i en smuk solnedgang.
Men det er ikke bare noget, der sker i de vellykkede liv. Jeg læste for nylig et interview med hovedpersonen i Tøndersagen. Altså hende pigen, som har haft en grusom barndom med svigt misbrug og sexuelle krænkelser. I dag, hvor hun er befriet fra sine forældres overgreb, føler hun sig stadig fanget af den forfærdelige barndom, hun har fået. Hun hungrer efter at få en rigtig familie og opleve kærlighed. Midt i denne håbløshed og alle hendes selvmordsforsøg oplever hun dog også sprækker af lys. Hun fremhæver klassekammerater, som besøger hende på psykiatrisk afdeling, sin hund og en veninde, som bliver ved med at ville have noget at gøre med hende. Selv i det liv, som er helt ødelagt, er der små sprækker af lys, hvor Guds herlighed trænger igennem.

Så jeg vil give min søn Asger ret. Jesus var til stede i svømmehallen den dag. Da vi hvinende tog rutchebanen ned sammen alle 5, eller da vi legede ubåd. Gud er på spil, når vi ser og beruses af livets storhed og glæder. Han er der, når vi rammes af livets godhed, han er der når kærligheden er på spil mellem mennesker, han er nær i livets stjernestunder. For Gud vil alt det gode i livet. Jesus kom med den nye vin og viste os, at Gud vil livsglæden. Derfor kan vi opleve øjeblikke, hvor Guds herlighed bryder igennem i vores verden.

Amen