Sidste søndag eft. H3K
Det var fantastisk. Helt igennem fantastisk. Farverne var så
markante. Jeg svømmede rundt imellem det hele og var så dybt betaget. Jeg var
på dykkerkursus i Thailand, og jeg må fortælle jer, at der findes en helt
utrolig rigdom nede under havets overflade. Et væld af forskellige smukke fisk
og kreativt formede koralrev. Der er så mange ubeskrivelige ting dernede, som
man bare ikke kan få nok af. Jeg blev dybt betaget og kunne ikke andet end
tænke, hvor må der være en stor skaber bagved.
Jeg var fuldstændig overbevist om, at det var Gud, der var
på spil nede i havet. Det måtte være umuligt for mennesker at lave alt det – og
det kunne slet ikke være et resultat af en eller anden tilfældig naturlig
udvikling.
Sådan har jeg hørt mange fortælle om forskellige oplevelser,
hvor de fornemmede Guds storhed eller bare et eller andet større, som viste sig
for dem. Det er mennesker, som har stået med deres lille nyfødte barn i hånden
og tænkt, at verden er for stor til at kunne forstås. Mennesker som er blevet
forsonet efter flere års fjendskab og har tænkt, at det måtte være en større
kraft, som har ført dem sammen. Mennesker, som har oplevet en mirakuløs
helbredelse og fornemmet, at det her var for utroligt til at finde ord for. Eller
bare mennesker som har oplevet storslåede ting i naturen, som kaldte på en
dybere refleksion. Ja, det kan være mange ting. Det er dejligt med store oplevelser.
Moses fik også en stor oplevelse. Han var sammen med Gud
oppe på Sinaj bjerg, og da han gik ned fra bjerget med de to stentavler,
strålede det fra hans ansigt. Han var helt oplyst indefra. Gud havde lige talt
til ham, og det var det, som havde fremprovokeret lyset. Moses var selvfølgelig
overbevist om Guds eksistens. Han havde jo lige været sammen med ham.
Det samme kunne man sige om de tre disciple. Jesus viste sig
for dem i sin himmelske glans sammen med Moses og Elias. Det gjorde han, så der
slet ikke var tvivl om, at her var Guds egen søn sammen med dem. De fik lov at
se den guddommelige Jesus, og de nød at være der. Pludselig kunne de se klart,
hvem det var, de gik rundt sammen med. Det blev Peter så grebet af. Han kunne
ikke lade være med at foreslå, om han ikke skulle bygge nogen hytter, så de
kunne blive der.
Peter ville fastholde den himmelske oplevelse, men det var
ikke det, som var meningen. Det er ikke svært at forstå Peter. Hvem af os ville
ikke gerne blive der? Det er nemlig rart at være der i lyset hvor man oplever
Guds storhed. Det er rart at være i Guds nærvær og kunne se meningen med det
hele. Det tror jeg, vi alle dybest set rigtig gerne ville. Men Peter bliver
knap nok færdig med at sige, hvad han ville, før Gud brød ind. Hans stemme lød oppe
fra himlen. Dette er min søn. Ja, havde der været en lille rest af tvivl, ja så
var den nu fejet af banen for disciplene. Men de skulle ikke blive deroppe, for
kort efter skulle de ned igen.
Pointen er nemlig, at det ikke var der på bjerget,
disciplene skulle blive. De skulle ikke blive i stjernestunden, hvor de følte
sig fuldstændig sikker på Guds eksistens. De skulle tilbage til hverdagslivet
med dens vaklen frem og tilbage mellem tro og tvivl. De måtte ned fra bjerget.
Det er fantastisk med de store oplevelser, hvor vi fornemmer, at Gud rører ved
os. Der kan vi bare ikke blive altid. Vi kan ikke leve i en himmelsk rus, hvor
Guds eksistens og indgriben i vores liv er åbenlys. Heller ikke selvom vi gerne
ville det. Egentlig så fylder de store oplevelser ikke meget tidsmæssigt. Det
meste af vores liv lever vi nede i hverdagen, hvor vi veksler mellem at tro
fast og overbevist og bagefter at tvivle på, om det er sandt alt det med Gud.
Det synes jeg Per Ramsdal sagen har mindet mig om. Jeg ved
ikke, hvor godt I er inde i den sag, men der er en Københavnsk præst som lige
efter jul stod frem bombastisk og proklamerede, at præster har trosfrihed, at han
ikke troede på, at Gud hører bønner, og han indrømmede, at han havde været nødt
til at stikke folk en nødløgn ved begravelser, fordi han da heller ikke troede
på opstandelsen.
Det mest omdiskuterede ved den sag er, hvilke rammer der er
for præsters tro i den danske folkekirke. Per Ramsdal er så i denne uge blevet
sat godt og grundigt på plads af sin biskop. Det har medført at Per Ramsdal har
beklaget sine udtalelser, og er kommet ind i et teologisk mentorforløb.
Men hvis jeg åbent skal forsøge at forstå, hvad Per Ramsdals
intention har været i første omgang, så tror jeg, han ville sætte fokus på, at
vi som mennesker lever i en bevægelse mellem tro og tvivl. Vi er ikke skråsikre
på troens område netop fordi det i sidste ende ikke handler om faktuel viden. Vi
kan ikke bevise, at Jesus var Guds søn, og at han stod op af graven. Vi kan
heller ikke bevise, at Gud findes, og at vi skal leve evigt. Det kan der ikke
føres bevis for. Det, vi allerhøjest ville kunne gøre, er at forsøge på at
sandsynliggøre det, men det kan aldrig bevises. I sidste ende handler det om
tro. Og vi skal ikke være stålfaste i vores tro.
Jeg skal hilse og sige, at selv præster kommer i tvivl
engang imellem. Vi lever heller ikke hele vores liv oppe på bjerget, selv om
det måske kan se sådan ud udefra. De præster, som måtte hævde, at de aldrig
kommer i tvivl, har i mine øjne mistet deres jordforbindelse. Det virker
utroværdigt. Sådan en præst ville man ikke kunne tale om sin tvivl med, fordi
den præst jo slet ikke ville kende til tvivlen.
Det er ikke muligt at leve sit liv og hele tiden tro fuldt
og fast på en god kærlig Gud. Engang imellem oplever vi nogle frygtelige ting her
på jorden, og så kan vi ikke lade være med at stille spørgsmål og undre os. Når
terrorister får lov at udføre deres grusomme handlinger, når en i vores
omgangskreds pludselig bliver ramt af sygdom eller død, når nybagte forældre
mister deres lille barn. Der sker mange forfærdelige ting som gør, at det kan
være svært at tro på Gud.
Måske har Ramsdal talt tvivlen lige en anelse for højt op. Han har nærmest gjort en dyd ud af tvivlen.
Jeg tror ikke, jeg nærer den samme glæde over min tvivl. Jeg ville egentlig
helst være skråsikker hele tiden. Jeg ville gerne være i Guds nærhed oppe på
bjerget hele tiden, så mit ansigt kunne stråle og overbevise alle andre om, at
Gud findes. Alligevel tror jeg ikke, det er muligt at leve deroppe på bjerget i
sikker forvisning – heller ikke som præst. Men for at tvivlen ikke skal få
overtaget, skal vi tage den alvorligt. Vi skal søge Gud. Forsøge at nærme os
ham for at få svar på alle vores spørgsmål. Og så tror jeg, vi skal leve højt
på de store oplevelser vi har haft gennem vores liv. Dem må vi tænke tilbage på
med glæde, når tvivlen er ved at overmande os.
Vi behøver derfor ikke gå rundt og skamme os, hvis vi
tvivler på om Gud findes. Det gør alle mennesker engang imellem. Vi er i bund og grund skeptiske væsener, som
ikke tager alt for gode varer. Det er egentlig helt naturligt og almindeligt,
at man ikke er fuldstændig overbevist troende hele tiden. Derfor må vi bede Gud
om tro. Vi må bede ham føre os op på bjerget engang imellem.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar