Vi dumper livets eksamen

6.s. eft. trin. Matt 19, 16-26

Det var en eftermiddag, hvor der skulle holdes forhør i skolen. Det var frk. Rosenblom, der kom en gang om året for at kontrollere, om børnene havde lært deres lektier ordentligt, og så i øvrigt uddele fattighjælp i form af suppe og uldent undertøj til de børn, der kunne svare på spørgsmålene.
Og så gik det, som det måtte gå: Nogle svarede rigtigt og fik deres præmie – og fattighjælp, hvis de havde brug for det. Nogle svarede forkert, og fik ingenting, uanset hvor fattige de end var. For kan man ikke sin lektie, har man ikke fortjent noget som helst. Og de måtte liste over til gruppen af børn, der måtte stå og skamme sig i skammekrogen.
Men dér kom Pippi Langstrømpe lige pludselig og satte uorden i systemet. Efter hun havde fået et par spørgsmål af frk. Rosenblom som hun slet ikke kunne svare på, måtte hun gå den tunge vej over til gruppen af børn, der skal stå og skamme sig. Der stod det sløjt til med humøret. Mange af børnene snøftede og græd ved tanken om, hvad deres forældre og søskende ville sige, når de kom hjem uden penge og bolsjer.
Pippi fik medlidenhed med de grædende børn. "Nu tager vi og laver vores egen Hvem ved hvad". Og i løbet af et øjeblik var de i gang med at svare på spørgsmål.
Pippi spurgte højtideligt: "Hvis Per og Poul skal dele en lagkage, og Per absolut ikke vil have noget, men sætter sig hen i en krog og surmuler og tygger på en tør skorpe, hvem bliver så nødt til at opofre sig og sætte hele lagkagen til livs?"
"Poul," råbte alle børnene i kor.
"Jeg gad nok vide, om der nogen steder findes så dygtige børn som jer," sagde Pippi. "Men nu skal I også få jeres belønning."
Og op af rygsækken tog hun en hel masse guldmønter og store poser bolsjer. Og sådan gik det til, at der blev stor glæde blandt de børn, der egentlig skulle skamme sig. Og da frk. Rosenbloms forhør var forbi, var der ingen, der havde mere travlt end de børn, der havde stået i skammekrogen. Men først stimlede de sammen om Pippi for at takke hende for penge og bolsjer.
"Åh, jeg be'r," sagde Pippi. "Det behøver I ikke at takke for. Men at jeg har forskånet jer for lyserøde uldbukser, det må I aldrig i evighed glemme."

Der er mange områder i livet, hvor det kan føles som om vi er tilbage ved eksamensbordet. Vi skal ofte præstere. Vise, hvad vi duer til. Der stilles krav til os fra utrolig mange sider. De er ikke altid sagt højt, men de ligger der som et konstant forventningspres. Vi skal være gode forældre, som har artige børn, der klarer sig godt i livet. Vi skal tjene mange penge og have en strømlinet karriere. Vi skal have en veltrænet krop, som er værdig til at blive vist frem på stranden. Og så videre og så videre.

Det er krav, som kommer fra andre og fra os selv, og vi er hele tiden omgivet af dem. Og som om det ikke er nok. Gud stiller også krav til os. De ti bud er et godt eksempel på retningslinier for, hvordan vi skal leve vores liv. De er rettet opad mod ham og udad for at fortælle os, hvordan vi skal opføre os overfor andre mennesker

Nogle kristne er hurtige til at affeje reglerne fra det gamle testamente og sige, at det jo var noget fra det gamle testamentes tid og derfor ikke gælder nu. Men kan vi virkelig sige det? Har vi fx ikke noget som helst at bruge de ti bud til i dag?

Jeg mener det gamle testamente er væsentligt for os i dag. Hvis ikke vi læser det gamle testamente, hører vi ikke om at mennesket kommer til kort. Det var nemlig sådan det gang på gang gik for jøderne. Vi skal bruge de historier om dem til at forstå, at vi slet ikke kan leve op til alle de krav der stilles, at vi er fortabt, når vi er overladt til os selv. Hvis vi ikke har den baggrund med, så får vi slet ikke den glæde, der kommer, ved at Gud har overvundet fortabtheden.

Ved at lære om det jødiske samfunds regler og den måde de levede med hinanden på, kan vi forsøge at identificere os med dem. Vi hører gennem deres historie, at mennesket er fortabt. At vi på trods af vore gode intentioner rammer ved siden af målet og fremhæver os selv frem for de andre. Vi ødelægger det gode liv og de muligheder, som er rakt til os. Det er simpelthen ikke muligt for os mennesker, at leve som Gud har villet det. Vi overtræder Guds regler gang på gang og gør dermed livet surt for vores medmennesker.

Hvis ikke det er den forståelse, vi har af os selv, så giver Guds indgriben slet ikke mening. Men faktisk tror jeg, vi alle løber rundt med de følelser af ikke at kunne slå til. At vi ikke er så perfekte, som vi burde være. Der er så mange småting, vi burde have gjort anderledes i forhold til vores børn. Vi skulle måske have besøgt vores gamle i familien noget mere. Vi burde leve mere sundt og løbe flere ture i skoven. Ja, og så burde vi nok tænke lidt mere på andre og deres lykke end vores egen. Og hvis vi føler vi kommer til kort i forhold til vores egne og andres krav og forventninger så kommer vi endnu mere til kort i forhold til Guds bud.

Sådanne følelser af at komme til kort har den unge mand, som kommer til Jesus i den historie vi lige har hørt slet ikke. Han mener, at han overholder loven. Han føler, at han har sit på det tørre, og spørger derfor Jesus om, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. Han tænker vel formentlig, at det er lidt som ved eksamensbordet, hvor eleven kunne spørge: Hvad skal der til for at få 12? Og Jesus svarer ham: Overhold alle budene til punkt og prikke, så er du berettiget til at få 12. Og så rammer Jesus mandens ømme punkt. Giv alt, hvad du ejer væk og kom og følg mig.

Det viser os, at Jesu bud og dermed også buddene i det gamle testamente er så radikale, at ingen kan være med. Vi vil alle have nogle af dem, som er svære at overholde. For mennesker er det simpelthen umuligt at overholde Guds bud.

I livets eksamen dumper vi. Vi kan ikke være gode mod alle altid. Vi må derfor aldrig glemme, at vi egentlig burde skamme os. Men hvad vigtigere er: Vi må heller ikke glemme at ”For Gud er alting muligt”! Det er ham og ikke os selv, vi skal sætte vores håb til.

Heldigvis for os kommer Jesus ind i forhørslokalet, som en anden Pippi Langstrømpe. Han går lige hen til alle os i skammekrogen. Vi, der burde skamme os, fordi vi dumpede i livets eksamen. Alle os, der engang imellem kommer til kort og ikke er så perfekte, som vi gerne ville være. Han giver os fornyet glæde og mod på livet og fortæller os, at vi ikke skal fortvivle, fordi for Gud er alting muligt!

Amen